Hello my darling, hello my sweetheart

[Deleted]

@richard

Hun var på vej til time. Der var overraskende meget teori (nok ikke særligt overraskende for folk der ikke kastede sig blidt ud i alting), i forhold til at hun havde regnet med at de skulle ride på drager hele tiden og igen. Klædt i en kort, hvid kjole med en stor, lysebrun ruskindsjakke udenover og hæle der fik hendes hævede fødder til at dunke i smerte hver eneste gang hun tog et skridt. Hun nægtede at indse at de var for små, for det var alle hendes sko. Hun havde råd til flere, selvfølgelig havde hun det, men det var en principsag. Over skulderen havde hun en brun taske der indeholdt hendes stav. Hendes vigtigeste eje.
Det var efterhånden en måned side hun havde ’knust Richards hjerte’, og omkring tre dage siden hun havde skrevet til ham om uheldet. Uglen hun havde sendt efter ham var Andrés, så om den var nået frem eller ej vidste hun ikke.

Solen stod højt på himlen og hun havde nået at spise frokost inden hun var taget hjemme fra. Der var køligt i det offentlige rum, og det havde regnet tidligere på dagen, kunne det ses på den våde asfalt. Henrietta kastede håret over skulderen og krydsede vejen. Bygningen var lige så stor som man skulle tro den var, der hvor hun fik undervisning.
Det Magiske Universitet var ret flot, hvis man tænkte over det, men det gjorde hun ikke.

[Deleted]

Richard var stadig rasende på hende, og det var ikke til at ændre. Han fattede slet ikke hvad hun bildte sig ind at behandle ham på den måde, hun vidste jo godt at han overhovedet ikke kunne klare at se hende med andre, og at det var derfor han havde slået op med hende den første gang de var sammern, og nu havde han virkelig regnet med at det havde ændret sig, og så skulle han finde hende sammen med den nar. og det havde været med uro i sindet og vrede at han havde flet hendes brev op da det ankom til hans hus. Og indholdet af brevet så han som endnu en løgn, og som et forsøg på at han skulle kontakte hende igen. Og dum som han var gik han i fælden, og stod derfor ved lygtepælen udenfor det magiske universitet og ventede på at se hende. i hånden havde han brevet med hendes smukke håndskrift. Han fik øje på hende, og rettede sig op og afventede at hun kom over til ham.

Tøjet.

[Deleted]

Han stod og hang opad en lygtepæl. Det var umuligt at overse ham i hans overklasse tøj. Hun stoppede op, bed sig i læben og så sig tilbage, for det kunne være det var helt lettere at gå hjem igen end at skulle til at snakke med ham. Hele pointen med at skrive til ham var så at hun ikke behøvede at snakke med ham. Hun svang med håret igen, skruede et smil på og stoppede med at knibe øjnene sammen over hendes ømme fødder. Så svansede hun videre, hen imod ham. Hun gad ikke råbes ad igen når han fik at vide at hun stadig sås med André. Også selvom hun ikke havde fortalt ham noget som helst. Det havde hun heller ikke når det kom til hendes familie, eller nogen andre. "Hejsa, farmand," smilede hun da hun passerede ham og fortsatte hen mod indgangen.

[Deleted]

Richard så hende, og et lille sug af glæde gled igennem hans krop, for inderst inde elskede han hende ufatteligt højt, og han ville virkelig gå igennem ild og vand for hende, men hvorfor var hun sådan overfor ham? Han anede det ikke og gled en hånd igennem håret. Da hun gik forbi ham og kom med den bemærkning rettede han sig op og tog fat i hendes arm " stop lige Henrietta" han så på hende og bed sig i læben, hvad skulle han sige og hvordan skulle han reagere. At få et barn ville gøre ham lykkelig, men han ville ikke være weekend far. Han så på hende og tog hendes hånd " undskyld sidste gang, jeg er ked af at jeg gik amok" mumlede han og bed sig i læben. Han så ned på hendes fødder " men er du sikker?" Han løftede hånden med brevet i den knugede hånd.

[Deleted]

Hvor hendes bevægelser før havde været bløde og rolige, rev hun sin arm ud af hans hånd i en pludselig bevægelse og stirrede op på ham med et forvildet blik. Hun trak armen helt ind til sig og lagde sin taske udenover, så han ikke kunne tage fat i hende igen. Det havde han mistet retten til. ”Aha. Det er lige meget. Whatever. Det hele er lige meget.” svarede surt. Han havde flippet meget mere ud end han burde. Hvis han ville have hende, kunne han bare have sagt det sidste gang. Men det ville han ikke.
”Jeg er pænt sikker.” svarede hun og rullede med øjnene. Hvis ikke hun havde været absolut sikker, havde hun ikke skrevet til ham. Det var ikke en ting man lavede sjov med. Utålmodigt vippede hun op og ned på sine hæle. ”Hør, Richard, jeg kommer for sent til time.”

[Deleted]

Richard så på hende, og så til hvordan hun trak sin arm til sig. Han havde mistet hende hvilket gjorde ham ondt, og han så på hende med et trist blik "Jeg kan kun sige undskyld Jeg kan ikke give dig andet" mumlede han og så lidt væk, han anede ikke hvorfor han stod her og hvad ville han hende? han havde jo ødelagt en hver mulighed for at de skulle ende sammen. Han bed sig i læben og så ned på hendes fødder " Hvis du er så sikker, er vi nød til at snakke sammen" han så på hende hvordan kunne hun være så sikker på at det var deres barn og ikke ham der Andrés unge. Han så på hende "Please Henrietta, lad os nu snakke om det?" sukkede han og kløede sig lidt på hagen og etragtede hende. hun var virkelig smuk.

[Deleted]

Han så ikke lige så selvsikker ud som han plejede og det gjorde hende mere trist end det burde at se ham sådan, for hun skulle jo være sur på ham. ”Hvorfor skulle jeg godtage dit undskyld?” spurgte hun tøvende. ”Jeg er ikke andet end en dum blondine.” Se, lige de ord var nogen hun ikke ville komme sig over lige foreløbigt. Det var det værste nogen i hendes liv havde sagt til hende.
Hun forstod ikke hvorfor de absolut skulle tale sammen. Han behøvede ikke være med til at opdrage deres djævleyngel, og det gjorde hun heller ikke. Den var ikke skabt af kærlighed, åbenbart. Hun sukkede tungt for at vise ham sin irritation, og trådte et skridt frem mod ham. ”Snak.” tillod hun alligevel. ”Du kan få 5 minutter.”

[Deleted]

Richard så på hende, han var så frygteligt ked af det han havde sagt til hende, han havde jo sagt det i vrede og frustration. han bed sig i læben g rykkede lidt tættere på hende "Fordi du elsker mig?" mumlede han og og blidt fat i hendes hånd " Du er meget mere end en dum blondine, og det ved du godt. Jeg ser dig som meget mere" hviskede han og rødmede let nu var det nu, han skulle tage sig sammen og sige noget rigtigt " Henrietta, jeg elsker dig af hele mit hjerte, jeg fortryder intet fra den aften hvor vi var sammen, og jeg ville ønske at vi kunne finde sammen, for jeg finder aldrig en som dig. Undskyld jeg ikke kunne holde det tilbage sidste gang, men jeg kan virkelig ikke lide at se dig sammen med andre" hviskede han nærmest med let blanke øjne, inden han lænede sig lidt frem og kyssede hende forsigtigt.

[Deleted]

Hun trak vejret hørbart ind og hendes hjerte bankede dobbelt så hurtigt som normalt. Det var mere direkte end hun havde forventet, og lidt for sandt også. Hun var så sur på ham at hun havde lyst til at begynde at skrige, men hendes hals havde snøret sig sammen. Hun havde ikke forestillet sig han ville fortælle hende noget lignende, nogensinde. Henrietta stod som forstenet og lukkede øjnene, da han kyssede hende. Nu ville hun helt sikkert komme for sent til time, og misse en masse informationer der var vigtigt til forståelsen af næste dags time. Hun stod stille sådan i et par sekunder, inden hun lagde hånden mod hans brystkasse og puffede ham væk. ”Jeg ved ikke om jeg beholder det, Richard.” hviskede hun. Det skulle ikke være på grund af uheldet, han pludselig erklærede hende sin kærlighed og ville være sammen med hende. Faktisk var det den værste grund han havde til at hun skulle blive hans igen.

[Deleted]

Richard sukkede let under kysset og lod hende skubbe ham væk fra sig. han bed sig i læben og så på hendes hånd " Please Henrietta, du må ikke fjerne det" hviskede han og løftede sin hånd for at stryge hendes hånd. Han fik pludselig tårer i sine øjne og måtte se væk " Jeg mener det Henrietta, jeg ville ønske at vi ikke var her men at det var under andre omstændigheder at vi kunne finde hinanden" hviskede han og så ind i hendes øjne, det var tydeligt at dette virkelig betød noget for ham, og han havde skabt et barn sammen med hende under den mest kærlige aften i hele hans liv, og han ville ønske at de kunne fortsætte, og tanken om André gjorde så frygteligt ondt i hans indre. han sukkede og bed sig i læben.

[Deleted]

"Det er ikke rigtig dit valg." snappede hun. Det eneste han havde gjort indtil videre var dette forfærdelige noget ved hende. "Det er ikke dig der skal bære rundt på et monster i syv måneder mere." Nu stod han der foran hende, og græd. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre ved ham. Banke fornuft ind i han, eller overgive sig helt. Hun kunne ikke lade sig påvirke af hans tiggerier. Hvad der var vigtigst var hendes uddannelse. Det måtte være svært at ride på drager med barn. Han elskede hende og alt det der, men hun forstod ikke helt hvad han ville have fra hende. "Hvad er planen så, nu hvor omstændighederne er som de er?" spurgte hun langsomt. "Skal jeg forlade André så vi kan lege familie og jeg kan blive hjemmegående? Mens du uddanner dig færdigt?"

[Deleted]

"Et monster? Er det virkelig det du mener om det?" spurgte han og trak sig hurtigt væk fra hende, hvordan kunne hun sige det om deres fælles barn? han så væk og sukkede " Jeg ved ikke hvad planen er Henrietta, men jeg ønsker at du beholder barnet. om vi så skal leve sammen eller ej, så håber jeg virkelig. Han missede med sine øjne og så på hende "Jeg er færdig uddannet om 2 måneder, og jeg ved godt at du ikke ønsker at gå hjemme. og det ville jeg heller aldrig tvinge dig til" forsvarede han sig selv og rettede sig op. Han så på hende og sukkede "Jeg beklager al den skade jeg har gjort dig, men det barn er virkelig noget særligt som du er det" hviskede han og lagde sine arme over kors. Han kunne ikke blive ved på denne måde, nu måtte hun komme ud med det hun ville.

[Deleted]

”Jeg brækker mig, Richard!” hvæsede hun. ”Den får mine fødder til at blive dobbelt så store og jeg kan ikke få en eneste bid mad indenbords! Det er ikke en fest, at der er noget der gror inde i mig.” Hendes øjne var store, runde og blanke. Det var slet ikke noget hun ville have, ikke noget hun havde drømt om, og hendes far ville nok slå hånden af hende. Ikke mere tøj, ikke mere lejlighed, ikke mere mad. ”Du kommer til at tage dig af barnet. Det skal ikke være noget med tjenestepiger, babysittere eller noget som helst.” sagde hun, og var derved i gang med at liste sine betingelser. ”Jeg vil rejse til Rumænien. Du bliver nødt til at komme med.” Dragerne var hendes fremtid. ”Jeg vil have en ring også. En stor en, med en sten i.”

[Deleted]

Richard så på hende og rykkede sig "Jeg ved godt at det ikke er en fest, jeg er jo ikke dum vel" sukkede han og så på hende, han sukkede og lænede sig op af halvmuren. Mente hun virkelig det? en tjenestepige var vel ikke for meget at forlange var det? han så på hende "Ligner jeg en familiefar? hvorfor skal jeg blive hjemme imens du er ude og have det sjovt? Så længe jeg er rig vil jeg have friheden til at gøre andre ting også. Jeg vil gerne rejse med dig, og huset kan ikke blive stort nbok. Jeg vil gøre dig lykkelig, men jeg sidder ikke med en baby på skødet de næste 18 år, det kan du godt glemme" mumlede han og så på hende, siden hvornår var det blevet hende der skulle bestemme over ham? han hævede sine øjnbryn "så nu skal vi også gifte os?" mumlede han

[Deleted]

Hvorfor skulle han tage sig af barnet? Hvorfor var det ikke bare Henrietta der skulle være husmor? ”Fordi det også er dit barn.” svarede hun. ”Hvis vi skal have det, så er det vores. Det skal ikke opdrages på samme måde jeg blev opdraget. Jeg elskede barnepigen mere end min mor, så min mor fyrede hende. Og det skal ikke blive os.” Så voldsomt som alle hendes følelser boblede sig op for tiden, måtte hun holde hovedet koldt. I hvert fald indtil de havde fundet ud af hvad de gjorde, og hvordan de skulle håndtere det hele. Bagefter kunne de være lykkelige. ”Tror du ikke min far flipper skråt hvis han finde ud af at jeg er gravid, mens vi ikke er gift? Din far også. Så snart vi bare er forlovede så er det acceptabelt.” forklarede hun og tog fat i nærmeste lygtepæl, da hun pludselig blev svimmel over det hele.