Hello my darling, hello my sweetheart

[Deleted]

Richard så på hende "Jeg ved godt at det er mit barn" mumlede han og så kort op imod hamlen, og frygtede lidt at barnet ville arve dets moders lettere krævende væsen "Jeg forstår det godt, men det er vel okay at der er personale til at hjælpe o?" spurgte han og så på hende, han var jo selv vokset op på den måde, selv om hans mor havde været god til at skabe den perfekte kerne familie. Han gled en hånd igennem sit hår "Min far bliver intet problem, det er nok mere min mor" mumlede han og så på hende "Men er du sikker på at du vil giftes med mig og ikke ham der fjolset?" spurgte han. Og mere npåede han ikke at sige før han måtte gribe ud efter hende, og støttede hende ved at lægge en arm omkring hendes ryg "ER du okay? skal jeg skaffe noget til dig?" spurgte han uroligt.

[Deleted]

Det kunne kun være Richards barn. Godt nok havde hun været hos en muggler læge hvor hun ikke ville blive genkendt, men de var vel ikke helt dumme. "Hvis man virkelig vil have et barn er der ikke brug for personale." sagde hun insisterede. Det var bare sådan det var, og selvom han kunne overtale hende til meget kunne hun ikke rykkes på dette punkt.
Han var heldig at hans far ville tage det okay. Hun ville ønske det var sådan med hendes også. "Min far kommer til at rive det rent fysisk ud af mig..." mumlede hun og hendes ansigt faldt i bekymrede folder. "Hvorfor er det lige du tror jeg elsker André?" spurgte hun irriteret. Hun sukkede da han lagde armen om hende. "Jeg har det fint... mine sko er bare lidt høje."

[Deleted]

Richard så lidt på hende men nikkede så, til at han gerne ville det her. Og ligemeget hvad skulle de have en til at vaske tøj og gøre rent. Men han skulle nok passe deres barn, hvis det var det der skulle til for at han kunne få det barn han drømte om. Han så på hende og nikkede " okay, jeg passer barnet på den betingelse at du indrømmer at du stadig elsker mig" mumlede han og så på hende, for han ville ikke have et falsk ægteskab. Det ønskede han ikke for hverken dem eller barnet. Han så stille på hende med armen om hendes ryg " måske skulle vi finde nogle flade sko til dig?" Spurgte han og strøg hende let over håret og så ind i hendes øjne, han elskede hende virkelig og hvorfor skulle det være så svært at få sagt og vist uden alt dette ballade?

[Deleted]

I stedet for at fnyse umådeligt højt som hun egentlig havde lyst til, der var bare noget ved ham der gjorde hende sur over situationen hun var havnet i, sendte hun ham et beroligende smil. Det var det dummest han kunne gå rundt og bekymre sig om, og det gik op for hende at det nok var derfor han havde været så bekymret over hvorvidt hun elskede André eller ej. ”Jeg har elsket dig siden jeg ikke var andet end en pige.” sagde hun, og selvom det var noget hun var helt selvsikker i snakkede hun så lavt hun kunne slippe afsted med. ”Nej, nej,” svarede hun. Hun var ikke nogen svækling der blev nød til at skifte sko. ”Det kan ikke være rigtigt at jeg skal til at gå i gå i flade sko bare fordi jeg er med barn. Jeg har gået i hæle siden jeg begyndte at gå. Men jeg kunne godt bruge en drink.”

[Deleted]

Richard så på hende og sukkede svagt "Nu er der jo meget stor forskel på måden man elsker hinanden på, Henrietta? Vil du leve sammen med mig resten af dit liv?" spurgte han og så alvorligt ind i hendes øjne, hun var virkelig noet særligt og han elskede hende uden tvivl af ele sit bankende hjerte. Han sukkede og slap hende lidt igen "Du skal da slet ikke drikke? det kan du godt glemme alt om de næste 7 måneder" mumlede han og så alvorligt på hende. hvordan kunne hun på nogen måde finde på at sige den slags til ham? eller bare tænke på det. Han tog lidt fat i hendes arm, og så på hende "Vi er nød til at gøre det her sammen" mumlede han og så lidt ned, han vidste faktisk ikke hvorfor han sagde det, og slet ikke hvorfor han havde sagt det på lige den måde.

[Deleted]

Han så meget alvorlig ud. Det var også en alvorlig sag at planlægge at tilbringe resten af sit liv med samme person, så det var med god grund, men hun fandt det stadig lidt sjovt. ”Du er så krævende, Richard,” smilede hun og følte sig straks i bedre humør. Det svingede så voldsomt at hun ikke anede hvornår hun var sur, trist og glad. ”Hvis jeg siger ja, giver du mig så en ring?” spurgte hun og trådte tættere på ham, for at lægge armene rundt om ham.
”Slap af, mand,” grinede hun. ”Jeg er ikke idiot.” Hun havde ikke prøvet det før, men hun vidste godt de basale ting og hun vidste endnu mere siden hun havde opsøgt sin gamle barnepige. ”Jeg kommer hverken til at drikke, danse eller sove ordentligt i alt for lang tid.” Hans selvsikkerhed var ret beroligende, og meget overbevisende. ”Vi skal gøre det sammen.” gentog hun.

[Deleted]

"Jah gu er jeg da krævende, kender du mig ikke måske?" spurgte han og betragtede hende lidt og så ind i hendes øjne "Den ring som har lagt hjemme i min skuffe i snart 6 år? er den god nok?" spurgte han og bed sig i læben, i sandhed havde han faktisk købt en ring til hende den gang, han troede at det skulle være dem for evigt, men så slog han jo på istedetfor. Han tryggede hende let ind til sig og bed sig i læben "Men det der drageridning, skal nok på pause" mumlede han og strøg hende lidt på ryggen med et smil "Skal vi så bo sammen?" spurgte han og så på hende med et lille glimt i øjet, og tanken om at skabe et liv sammen med hende var fortryllende.

[Deleted]

Overrasket hævede hun et øjenbryn og så op på ham, fuldkommen uklar omkring hvordan man svarede på sådan noget. Havde han købt en ring så snart de var blevet kærester da de var 15? Det måtte da være noget hans forældre havde stoppet ind i hovedet på ham. ”Så længe den ikke er blevet slidt helt ned af støv af at have ligget så længe.” var det første der røg ud af hende.
Pludselig så hun meget skuffet ud. Drageridningen måtte de altså snart være kommet til i uddannelsen, og nu kunne hun ikke engang være med. ”Øv!” udbrød hun. Det havde været hendes drøm længe, og det vidste han udmærket godt. ”Plejer man at gøre det når man skal have barn og skal giftes?” spurgte hun langsomt og vippede op på hælene – det ville sige at hun bare lænede sig fremad og lod ham bære sin vægt – for at lade sine læber røre hans.

[Deleted]

Han så på hende og rødmede så pludselig ret kraftigt "Hvad kan jeg sige.. jeg var virkelig forelsket i dig" mumlede han og bed sig i læben, men så lidt ned "Den fejler intet" hvi'skede han nærmest stadig med røde kinder, men så så på hende " Du kan jo tage uddannelsen færdig bagefter ikke?" smilede han sødt til hende, og nikkede lidt til at de skulle flytte sammen. Han tog om hende, og satte sine læber imod hendes med et lille smil. De passede så godt sammen at det næsten ikke var til at klare, han gled sine hænder ned over hendes ryg og så ind i hendes øjne "Hvor vil du gerne bo sammen med mig?" spurgte han så på så ind i hendes øjne. Mon deres barn ville få hendes øjne og hans hår? han smilede lidt ved tanken og kyssede hende så igen "Det kan jo være at barnet har mine evner" mumlede han lidt stolt.

[Deleted]

Hun smilede for sig selv. Hun havde været ret forelsket den gang også. Det var hun stadig, men dybere. De var mærkelige sammen, der var aldrig ro og han ville komme til at høre om at han havde gjort hende gravid under deres første gang for evigt. Hvad pokker var også chancerne for det!? "Så skal du tage dig af den helt alene mens jeg studere..." mumlede hun. Det var måske ikke den bedste plan, nu hvor hun overvejede det. De var ikke gamle nok til at være gravide. "Ikke i et palæ." var hendes eneste krav. Hun ville bo alle andre steder med ham. "Det havde jeg slet ikke tænkt over." svarede hun forbavset. Hvordan ville det komme til at fungere med et barn? Hvordan fungerede et barn generelt? De så meget søde ud, så det skulle nok gå. Selvom den fik hende til at kaste op. "For fanden da. Så kan det være den ændre udseende hele tiden! Hvordan skal vi genkende den?"

[Deleted]

Richard tog hårdere fat om hende, og strøg hende ned af ryggen " Jeg kan sikkert godt klare det 'alene, jeg er jo en voksen mand" smilede han og så ind i hendes øjne "Nej, jeg regnede med et hus?" smilede han stille og så på hende og kom så til at grine lidt af hende "Der går altid nogle år før man kan se det på barnet, sådan var det med mig men da jeg så blev ældre kunne jeg slet ikke styre det så vågnede jeg op med alle mulige hårfarver og sådanne ting" han lo lidt og strøg hende over kinden " Men nu må vi jo se om det bliver sådan" smilede han kærligt og kyssede hende ganske blidt på de bløde læber. Han så frem til et liv sammen med hende. Det havde altid været hans drøm.

[Deleted]

”Det er præcis det jeg bekymre mig om.” drillede hun og slap ham med den ene arm, for at lægge hånden om hans nakke. Så temperamentsfulde som de begge var, var det utroligt at de kunne stå stille og roligt og snakke sammen. ”Hvornår er vi blevet så voksne?” spurgte hun, da han begyndte at snakke om at de skulle købe et hus. Hvis ikke de havde været så herre velhavende at de kunne tillade sig hvad som helst,
Hvis barnet ikke havde hans evner, ville hun blive lidt lettet. Det med at have et barn der med lethed kunne ændre udseende var alt for meget. ”Så må vi bare håbe at vores forældre ikke kan tælle at jeg kun kommer til at være gravid i 7 måneder, og ikke 9.” sagde hun. Hun havde været gravid i hele to måneder, hvor de ikke havde været sammen.

[Deleted]

Richard sendte hende et strålende smil og strøg hedes kind lidt før han kyssede hende ganske blidt "Jeg ved det ikke? det var vel noget vi blev tvunget til" smilede han og så ind i hendes øjne "Vi kan jo altid sige at hu har født for tidligt?" og at vi har været forlovet i noget tid? så kan vi da rede en måned" smilede han og så tænksom ud, inderst inde håbede han på at deres barn ville have 'hans kræfter. Da han selv elskede det, og han vidste jo at et barn ikke ville kunne skifgte hele sit udsende på en gang, det ville slet ikke være stærkt nok til det i den alder. Han så ind i hendes øjne "Og hvad så med ham der fjolset der bor hjemme ved dig eller hvad han laver?" spurgte han og rynkede sine bryn lidt.

[Deleted]

Det ville blive svært at lyve sig fra, men de skulle nok kunne klare det. ”Vi bliver nød til at samle dem, og fortælle dem det så hurtigt som muligt. I hvert fald før man begynder at kunne se min mave.” Hun havde slet ikke lyst til at blive stor. De kunne invitere begge parters forældre over, søskende også, og holde en middag så alt virkede forfærdeligt idyllisk og perfekt. Det var sådan det altid havde virket, så Henriettas forældre ville blive pivstolte.
”Hvad med ham? Han bor ikke hos mig,” sagde hun, en anelse fornærmet over denne antagelse. ”Vi er ikke engang rigtig sammen. Han laver mig mad når jeg er sulten, og giver mig bløde tæpper på til gengæld for mig selskab. Lige som venner gør det.” Hun havde ikke nogen mandlige venner, ikke andre end André, så det var det hun forestillede sig man lavede.

[Deleted]

"Vi kan gøre det i weekenden? så har vi nogle dage til at få styr på det hele ikke" han smilede til hende og så ind i hendes øjne " Det virkede bare sådan sidst, soom han gik rundt og viste sine muskler frem" mumlede han og bed sig i læben "Men okay, hvis i kun er venner, så tror jeg på det" Han strøg hende over håret og ønskede ikke at forbyde hende at se sine venner om det så var drenge eller piger. Han gled en hånd igennem sit eget hår og så ind i hendes øjne "Skal vi mødes i morgen aften? så kan vi planlægge hvordan vi skal få det sagt, og vi må heller ikke glemme at Rhys så at vi varsammen, så hun kan nok godt regne det ud når vi får ungen" smilede han lidt skævt til hende og strøh hendes side lidt