Skal vi ikke lave en eliksir?

[Ethel Emsworth]

Lettere nysgerrigt gled hovedet på skrå som Robin forklarede hvordan landet lå. Han var ene og alene havnet på Slytherin, og i Ethels optik gav det slet ikke mening - hvilket han også selv afslørede. Men nu havde blondinen heller ikke regnet med at han var en slange fra starten af, ikke med hans hjælpsommelige og imødekommende sind. ,,Det lyder mystisk.." Tænkte hun højt, hvorefter hun sendte ham et lille betænksomt smil og skævede ned i isen over sine egne høje tanker. ,,Eller, ja du ved.. Som du selv sagde, det giver ikke helt mening hvor din Slytherin kommer fra", forklarede hun ham.

,,Pff, en stige?" Sagde Ethel og himlede let og drillende med øjnene over ham, samtidigt som hun fugtede læberne. ,,Jeg snakkede da om at du skulle være min trofaste tjener og tage bøgerne ned til mig", lød det fra hende med et drillende smil på læberne.

Den isene hovedpine var den rene pinsel, taget i betragtning af at den kun varede i nogle sølle sekunder. ,,Ey, ikke grine…", grinede blondinen dæmpet, forsat kombineret med en smule ynk der stadigvæk afslørede den lillebitte smerte der var tilstede. Med håndryggen presset mod panden, og forsat den lille grimasse, fik Ethel til sidst styr på sig selv. ,,Og her troede jeg at du var en gentleman", sagde hun med et grin som hun fjernede hånden fra panden og derefter lænede sig en anelse ind over bordet for at prikke Robin på næsen med skeen, hvor den efterlod en lille klat is på næsetippen hvis han ikke var hurtig nok til at trække sig tilbage, hvilket fik Ethel til at presse læberne sammen i et forsøg på at holde det næste grin tilbage.

[Deleted]

Han smilede let.
"Jeg tror måske bare mange Slytherin drenge er usikre på sig selv, og når man så er på de yngre årgange så tror man at det hele handler om at se sej ud og vise omverdenen hvordan man bare har styr på det hele" sagde han og trak på skuldrene.
Robin var faktisk en ganske klog fyr og han kunne da sagtens se de faldgrupper som mange Slytherin drenge faldt ned i, også selvom han jo nu godt kunne se at det var dybt latterligt og de de burde være bedre end det.
Men man følte jo man skulle holde styr på Slytherin rygtet.

"Hallo! Er du ude på en madkamp søster?" sagde han i et grin og tørrede sin næsetip som hun efterlod is på den.
Dette her var nu absurd hyggeligt, som en lille og uskyldig sommer flirt. Egentligt havde Robin ikke gået så meget op i det modsatte køn på det senesete, nok fordi at han havde haft så travlt med at holde fokus på sit nye studie.

[Ethel Emsworth]

Robin havde uden tvivl ret, eller, det gav i hvert fald mening det han sagde; set fra et andet perspektiv, andet end offerrollen, var der mange blandt Slytherin'er med mange ligheder, men der var også de tilfælde hvor blod, status og arv slet ikke betød noget, hvilket lige denne gang var hvad der var sket med Robin. Det måtte være den dybeste samtale Ethel oprindeligt havde haft om slange-huset, hvor hun ikke var kogt over i vrede grundet sit had til dem, og måske også samtale der ville kunne få hende til at ændre synet på dem - eller måske en lillebitte procentdel i hvert fald.

,,Ha! Jeg udfordrer dig til en madkamp", sagde hun i selvsamme grin som ham og proppede derefter selvsikkert skeen i munden med en lille skefuld is, og med ingen frygt for at Robin kunne finde på at smide en klat is i hendes retning. De sad i offentlighed, omringet af mennesker - selvfølgelig gjorde han det ikke. Men alligevel sendte hun ham næsten et udfordrende smil som hun trak skeen ud af munden og stak den tilbage ned i isen. Det var super hyggeligt det her, og så med en slange... 

[Deleted]

"Med is? du må være tosset!" sagde han i et grin, han havde bestemt ikke tænkt sig at sidde og lege madkamp med is, han viste jo udemærket godt hvor galt det kunne gå. Han rystede kort på hovedet og spiste en smule mere af sin is.
Det var da ikke fordi at Robin ikke kunne lide en god madkamp, men han tog det nu lige lidt roligt engang imellem, trods alt så gik han ikke på Hogwarts længere, selvom han da måtte indrømme at det var helt ufatteligt kedeligt at være blevet voksen.
Så nogengange måtte man vel godt have det lidt sjovt.

"Næste gang vi ses så tager jeg tomater med også skal du fandeme få madkamp" sagde han i en smil og spiste resterne af sin is.
Ingen tvivl om at dagen var endt med at være meget anderledes end han havde regnet med, men han så det uden tvivl som noget positivt, han havde virkeligt hygget sig i hendes selskab og hun var virkeligt hyggelig at være omkring.

[Ethel Emsworth]

Hånden røg op til munden som Ethel forsøgte at få styr på grineret over både Robins reaktion og kommentarere. Tosset? Måske lidt… ,,Aha.. Jaså..", kommenterede hun dæmpet, som hun fik styr på sig selv og så ellers begyndte at skrabe bunden lidt. ,,Dét, eller også er du bange for at tabe til en pige", lød det drillende fra hende hvorefter hun spiste den sidste bid is. Hellere is en tomater, måtte blondinen indrømme, ligesom hun også måtte indrømme at hun faktisk håbede på at se ham igen - hvilket det også lød på Robins ''næste gang vi ses''.

,,Så.…" Hun lænede sig en anelse indover bordet for at indfange Robins glasskål, for derefter at stable det oveni hendes eget. Og med et lille smil på læberne slog hun atter de blå øjne op og tilbage på Robin. ,, - Hvad skal du nu?"

[Deleted]

"Totalt bange..." sagde han i et grin og rystede så let på hovedet.
"Må jeg ikke inviterer dig ud en dag?" spurgte han og smilede til hende, han ville syntes det var hyggeligt at se hende igen. HUn virkede sød, klog og egentligt lige som typen han gerne ville bruge noget mere tid med.
"Hvad jeg skal? Ikke en skid... Jeg burde snart overveje at åbne en enkelt bog inden jeg starter på studie men ellers ingen vilde planer" sagde han og trak på skuldrene: "Har du da nogen tanker?" spurgte han roligt.

Han burde måske også overveje at tage hjem og besøge sin mor, han havde ikke set hende i ret lang tid - men hun havde vidst også ret travlt med sin nye kæreste, så det havde Robin jo ikke lige tænkt sig at ødelægge.
Han spiste resten af sin is og satte så det tomme bæger på bordet, som han lænede sig tilbage på stolen og kiggede i mod hende. Han havde ikke lige regnet med det var sådan her han ville finde en sød pige.
Men altså livet kunne jo overraske.

[Ethel Emsworth]

Blondinen sad med et lettere drillende smil på læberne som Robin sagde hvad han gjorde, lige indtil han pludselig ændrerede kurs: Invitere ud? Smilet forblev og i et par sekunder måtte Ethel lede efter sin tunge, som havde katten lige taget den. ,,Jo.. Ja, det kunne være hyggeligt", svarede hun, endelig, og fugtede derefter læberne i et lille forsøg på at få styr på nerverne i kroppen - og alle spørgsmålene i hovedet. Invitere ud, altså, som i en date?, tænkte hun for sig selv.

Robin havde ingen planer, ergo var de to; ,,Ditto her", sagde hun med et let grin. ,,Har du lyst til at… tjo jeg ved ikke rigtigt… måske at hænge ud?" Foreslog hun med et lille skuldertræk, som var det ingenting hun spurgte om, selvom det jo egentligt var. De kunne blive her, i Hogsmeade, eller tage til London, eller hen til ham, eller hende - Ethels forældre kom alligevel ikke hjem før sidst på ugen. Og sjældent tog hun magikervenner med hjem da hendes forældre - selvom de havde været støttende, stadigvæk havde svært ved den magiske verden.

[Deleted]

Robin måtte da indrømme at dette her helt sikkert var udenfor normen for hvordan han normalt mødte piger, men hun virkede helt ufatteligt sød og han havde bestemt lyst til at bruge mere tid sammen med hende.
Han smilede som hun sagde ja og nikkede så inden han lænede sig en smule tilbage. Robin kunne slet ikke huske hvornår han sidst havde haft en date.
Han havde haft så travlt med studiet og den slags at han knapt havde haft tid til sig selv, han var trods alt en ambitiøs Slytherin og selvom han måske havde lavet en del ballade på Hogwarts, så havde han været helt utroligt målrettet på sit nye studie, han var nok mere en Ravenclaw lige nu.

”Altså nu? Ja gerne… Jeg har ingen planer før engang i aften… Jeg skal ud og spise med min mor og hendes nye kæreste” sagde han og rullede med øjnene: ”Og min søster naturligvis” sagde han blot.
Det var ikke fordi at han havde noget i mod hans mors nye kæreste, han var super sød – det var stadig bare en smule underligt.
Især fordi at Robin stadig hjavde en indre kamp om hvordan forholdet til hans egen far skulle være, men det var nok bare en process.

[Ethel Emsworth]

Ethel nikkede svagt med det lille smil på læberne som Robin spurgte om hun mente nu her. ,,Mmh, ny kæreste?" Spurgte hun så, lettere nysgerrigt, og lænede sig en smule ind over bordet, med hagen i håndfladen som armen hvilede på bordpladen, da slangen foran hende ganske tydeligt afslørede, både i hans tone, men også med hans kropsprog, at han ikke ligefrem var helt fan af denne nye kæreste. ,,Han lyder ikke ligefrem som din kop… the?" Spurgte hun, en smule forsigtigt, da hun ikke ville virke til stikke efter noget. Selvom Robin havde afsløret det temmelig tydeligt, så behøvede det ikke at han nødvendigvis følte for at snakke om noget, noget der kunne gå hen og være meget personligt.

Let trak blondinen op i mundvigen som en tanke strejfede hende. Hun skulle bare tilbyde sin hjælp, tage med ud at spise med Robin og hans familie og så ellers støtte ham hvis moderens kæreste var helt umulig. Men den tanke tænkte hun selvfølgelig uden at vide helt hvorfor Robin reagerede som han gjorde. Måske var manden slet ikke så slem igen? Måske magtede Robin bare ikke lige dagen - man vidste jo aldrig.

[Deleted]

Det var faktisk ganske rart at være social, han var nok ikke helt så god til det her efter Hogwarts, som han havde været dengang at han gik på skolen, han havde bare haft så ufatteligt mange ting at se til, og det var vigtigt for ham at han fik gode karakterer på studiet.
”Nej han er fin nok… Jeg tror bare jeg syntes det er en smule underligt” sagde han og smilede til hende.
”Jeg kender ham heller ikke så godt, så jeg skal nok lige give ham en chance” sagde han roligt.

”Min mor er ikke altid så god til at vælge sine kærester, så jeg er npok bare lidt bekymret” sagde han roligt.
Hans far var jo ikke ligefrem super heldig, Robin havde lidt kontakt til ham men hans søster havde slet ikke, hvilket han syntes var fair nok. Man skulle nok have lidt is i maven for at være omkring ham.
han var fin nok, men han var ikke nogen far. Han var bare en mand der forsøgte at have styr på sit liv.
”Har du det godt med dine forældre?” spurgte han i en nysgerrig stemme og smilede i mod hende.

[Ethel Emsworth]

Det var med hagen hvilende i håndfladen at Ethel lyttede med interesse til Robins ord. Selvom hendes forældre ikke var skilt - hvilket hun jo gik udfra at Robins var, så kunne hun uden problemer forestille sig hvilke følelser det kunne bringe op hvis hun så hendes mor - eller far - med en anden. Blondinen elskede sine forældre, også selvom de stadigvæk dagen i dag havde svært ved at forstå hendes forkærlighed til den magiske verden. Men… det måtte være mærkeligt, underligt som han selv beskrev det, at se ens mor eller far tage komplet fremmede ind og pludselig anse vedkommet som en del af familien.

,,Jeg tror godt at jeg forstår dig, med at det er underligt..", svarede hun og sendte ham et mindre forstående smil. ,,..Og det er klart at du er lidt mere på vagt end det sædvanlige, hvis hun måske førhen har valgt en… en knap så god fyr ", sagde hun, med en lille grimasse, da hun i et split sekund blev i tvivl om hvordan hun skulle tiltale moderens valg i mænd. Ethel ønskede jo ikke at træde nogen over fødderne.. ,,Men, emh, mine forældre? Fint.. Jeg tror at jeg har det lidt ligesom så mange andre teenager har det med deres forældre", grinede hun svagt og rankede ryggen lidt, alt imens en hånd fangede og placerede det blonde hår bag det ene øre. Det var altid op og ned. ,,Efter 16 år har de stadigvæk ikke vænnet sig helt til tanken om at der findes magi og at deres datter er en heks", afslørede hun i et lille grin. ,,De så hellere at jeg valgte en ''rigtig'' '' - som ordet rigtig lød, lavede hun gåseøjnetegnet med fingrene - ,, uddannelse." Det fik hende til at himle med øjnene, men dog forsat med det lille smil på læberne. Deres meninger og ønsker stoppede ikke Ethel, hun var fast besluttet på healerstudiet.

[Deleted]

Han var egentligt glad for at hun lyttede.
Det var jo ikke fordi han bare skulle sidde og klage sig, men nu måtte han jo se hvordan tiden endte omkring hans mor, han håbede nok bare for hende at Alaric var noget ægte så hun ikke igen ville være skuffet eller ked af det.
"Ja.. min far er desvære langt væk i druk... min søster ser ham slet ikke, jeg ser ham lidt... han er god nok, men han har ikke styr på en skid" sagde han ærligt og sukkede, som han så rystede på hovedet.
Han anede ikke hvad mere han kunne sige.

Hans far var god nok, men han var ikke god til at være far overfor sine børn.
"Åh det er jeg ked af at høre, det må være svært... har du nogen søskende du kan støtte dig op af? spurgte han, ham og Celina var meget forskellige, og dengang de var yngre havde de nærmest ikke kunne fordrage hinanden.
Men nu hvor de begge var noget ældre og mere modne havde de det faktisk godt sammen, og Robin beskyttede sin lillesøster en hel del. Trods alt var han en Slytherin imens hun var en Hufflepuff, så han havde nok noget mere mental styrke end hende.

[Ethel Emsworth]

,,Wow.. Jeg.. Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige.." lød det en anelse tøvende, ergo et tydeligt tegn på at Ethel oprindeligt manglede ord. Uden at kende hele historien, så føltes det dog alligevel som om at brikkerne langsomt begyndte at falde på plads; hans forældre og det lidt anstrengte forhold, vreden han havde nævnt i hans Hogwartstid og dermed også Slytherin placeringen. Det gjorde kun at hun fik et stik mere af dårlig samvittighed over hendes tidligere bitchflip. ,,Men… På trods af alle omstændighederne, så må det vel næsten stadigvæk være rart at kunne ses med ham en gang imellem? Og snakke med ham?" Spurgte hun og sendte ham samtidigt et mindre opmuntrende smil, da hun opfangede hans lille suk.

Smilet blev kort større, og en svag lille pff lød, og helt automatisk himlede Ethel også med øjnene. Robin hverken sagde eller gjorde noget forkert, det var nok nærmere hendes familieliv der sommetider fik hende til at ønske sig noget andet, men hun skulle vidst næppe sidde og klage her, foran Robin. ,,Jeg har en bror, en lillebror, men han kan ingen magi." Hun var ene, ene og alene, eller sådan føltes det sommetider.. ,,Min moster har heldigvis været der meget for mig. Var det ikke for hende så havde mine forældre nok hjernevasket mig til ikke at bruge magi dagen i dag", forklarede hun med et lille grin og et mindre ryst på hovedet. Forfærdelig tanke!

[Deleted]

Robin syntes faktisk det var hyggeligt at sidde og tale lidt med hende.
Han var ikke altid så god til at være social efter at han var begyndt på studie: "Nej det er okay, du behøver heller ikke sige noget" sagde han og smilede roligt: "Ja det er fint, han er god nok på bunden, han tager bare dumme valg" sagde han ærligt.
Hans far var fin nok, Robin talte sjældent om hvem han var fordi at han var så kendt som han var, og han orkede ikke den opmærksomhed der nogengange fulgte med. Dog var det da ikke lykkedes ham at slippe helt udenom at nogen på Hogwarts vidste det.

"Fuser?" spurgte han roligt.
"Wauw hvor sindsygt... Snakker du slet ikke med dine forældre så?" spurgte han hurtigt, en lille dyb samtale var bestemt på sin plads for RObin, han kunne godt lide at tale om de ting livet" handlede om".
Både til det bedre og det værre.

[Ethel Emsworth]

Ethel havde egentligt aldrig troet af hendes dag ville ende ud i det her, at hun ville sidde her, med en slange og tale om familie og ''problemer''. Når det så var sagt, så måtte hun indrømme at det var ufatteligt hyggeligt. Hun snakkede sjældent om hendes familie, og ikke af nogle personlige grunde, men med Robin føltes det bare så… så rart, så naturligt? Derudover gled en mindre lettelse over hende, da han sagde som han gjorde: muligvis havde hun manglet ord, men hun havde reageret og det havde han lagt mærke til.

,,Fuser? Nej.. Nej, han er en muggle" forklarede hun med et lille smil. ,,Og jojo! Misforstå mig ikke, jeg elsker mine forældre, og hader dem til andre tider. Jeg bor hos dem og alt det der", var hun hurtig til at påpege, samtidigt som hun løftede en lille flad hånd, som understregede det hendes ord. ,,- Da jeg viste tegn på magi for allerførste gang, kom det meget bag på dem, og så skete der også andre ting i deres liv ved siden af. De ser bare ikke det fantastiske i det, som jeg eksempelvis gør, og det er derfor det i deres ører lyder fjollet at jeg hellere vil tage healeruddannelsen end eksempelvis at blive en… en kirurg." Ethel trak svagt på skulderne over det, men smilet forlod aldrig de bløde læber. ,,Men altså, så blev min tante min… mentor, eller hvad man skal kalde det, da hun hørte at min mor havde fået et barn der få ting til at flyve. Sådan er det, og jeg er taknemmelig for det."