Do we like each other?

[Yulansquin Faa]

Hun havde mest af alt håbet på at alt dette her kunne blive glemt, men det kunne det ikke. Det var sket og det var sådan det måtte være. Hun kunne ikke gøre det om, det var noget hun måtte leve med resten af sit liv. "For at tage noget der skulle være gemt." ja hun henviste til kysset der var intet andet hun kunne henvise til. Kysset var taget fordi hun søgte hjælp og nærvær ikke fordi hun ville have gjort det. De kendte ikke rigtig hinanden og det var lagt fra sikkert at det var noget de kunne gøre om. Hun havde stjålet et kys fra Matthew, et kys der skulle have været gemt til bryllups dagen. Deres første kys ville altid blive husket som dette her, og ikke ved en bryllupsdag.

Der skulle laves mad og hun skulle være styrmanden der kørte slagets gang, det kunne hun godt klare. Dette her var noget Matthew skulle lære. Eller i hvert fald prøve på at lære det, og så var det vel bare lidt romantisk at de lavede mad sammen ikke? Så hun skulle vælge hvad de skulle lave. "Så bliver det bøffer" hun fjernede de sidste af tårerne der havde samlet sig i siden af øjet. Hun skulle ikke græde mere nu, nu skulle der laves mad, og det var sådan det skulle være. Hun blev dog noget overrasket over at han lagde armen rundt om hende og førte hende ud i køkkenet. Hun havde ikke regnet med at han ville gøre sådan noget, måske var det bare stemningen der gjorde det. Hun stirrede lidt på køkkenet og hvordan det så ud. Det var pænt, så længe han havde alt det der skulle bruges. "Først skal vi bruge grøntsagerne, dem skal vi have sat i ovnen med lidt olie hen over. Det er dem der tager længst tid." kom det lidt fra hende og stalte sig ved køkkenøen. "Bøfferne skal kun have nogle minutter på hver side så er de færdige." hun håbede da i det mindste at han spiste bøffer så de var lidt røde inden i, for det var sådan bøffer skulle være, de skulle ikke være gennemstegte.

[Deleted]

Matthews bryn formede sig i undren som hun snakkede om at det første kys skulle være gemt. ”Snakker du om kyseet?” Sagde han blot og forsøgte at smile lidt til hende, ”det var bare et kys Yules.” Sagde han beroligende. For ham var det måske ikke helt så vigtigt som for hende, måske fordi det jo ikke var hans allerførste kys. Det var deres først kys, men anledningen her var vel også speciel, ”hvad skulle det være gemt til?” Han så hende roligt ind i øjnene, ”for ærlig talt ser jeg da intet bedre tidspunt at huske tilbage til det på end den dag vi faktisk begyndte at lære hinanden at kende.” Han håbede at hun ikke tog det ilde op, men for ham var det ikke spildt, han var bare blevet overrasket.
Han nikkede i enighed. ”Bøffer lyder lækkert.” Det lettede ham lidt at hun tørrede de sidste tåre væk, han var ikke god til folk der græd, men i det mindste havde hun åbnet sig op for ham og ham lidt for hende. Det vad da en milestone i hans hoved.
Uden at tænke over det trak han tryllestaven fra inderlommen for at gøre grøntsagerne klar ved hjælp af magi, men han stoppede sig selv, rømmede sig og så på sin kommende kone. ”Du vil helst at vi gør det uden magi, ik?” Han sænkede atter armen. Han var vare så vandt til at alt foregik ved hjælp af magi, han var trods alt fuldblodsmagiker med stort F.
I stedet gik han hen til en dør ved siden af køkkenbordet. Det ledte ud til et meget lille rum på ca. 1 kvadratmeter. Som han åbnede døren mærkedes kulden fra rummet som havde samme temperatur som et køleskab ville have haft. Det var også dét rummet agerede for eftersom han ikke ejede et køleskab. På en af de kølige hylder greb han grøntsagerne. Han lagde dem på køkkenbordet og tog en brødkniv fra knivblokken uden at tænke over at hver kniv havde sit eget formål.
”Dejligt, så er de jo klar i løbet af ingen tid.” Det var faktisk rart at vide for han kunne godt mærke at han så småt var begyndt at blive sulten. Stemningen mellem dem var stadigvæk utrolig anspændt, han håbede virkelig på at dette her måske kunne løsne lidt op.

[Yulansquin Faa]

Egentlig vidste hun ikke helt hvad hun skulle sige til det. Hun ville gerne have haft gemt det, til det tidspunkt hvor det var ham der havde taget skridtet og ikke hende. Det virkede forkert at hun havde taget noget som ingen af dem havde været særlig forberedt på. Nej hun ville ikke være den der bare tog og tog det var ikke sådan hun var som person. Det ville være meget nemmere hvis hun bare have lagt skjul på Hailey og aldrig havde snakket om hende i første omgang. "Det... Måske har du ret.." kom det roligt fra hende, hun var langt fra sikker i sin sag men det kunne ikke høres på hende. Hun var ikke nær så sikker i noget som helst lige nu. Det kys havde ikke været det rigtige tidspunkt, de kendte knapt nok hinanden, det var jo derfor hun var her ikke for alt muligt andet.

Hun var sikker på at køkkenet ikke blev brugt ret meget så pænt som det så ud. Matthew brugte det sikkert aldrig, og husalfen? Ja hvem vidste om den brugte det? Nej det så for pænt ud til ikke at blive brugt, et køkken skulle bruges på alle tænkelige måder og ikke bare stå hen i det glemte. Et smil og et nik kom fra hende, det skulle forgå på mugglermanere, hvad romantisk var der ellers i det? Selvom de ikke kendte hinanden så kunne man vel godt kaste lidt romantik her ind også. Hun fandt det i hvert fald lidt romantisk at man kunne lave mad sammen, sådan at styre hinandens hænder på hvad det var man skulle, lade maden tale for noget man ikke var vandt til. Kulden fra rummet ramte hende og hun kiggede lidt efter ham. Egentlig gjorde det hende ikke noget at han ikke havde et køleskab, hun kunne jo ikke få alt hvad hun pegede på. Da han endelig kom tilbage kiggede hun lidt på de grønsager han kom ind med og smilte lidt. Hun gik over ved siden af ham og kom med et lille grin da han tog fat i en brødkniv. Han anede virkelig ingen ting. Hun tog en et par knive for at se hvilke knive han havde. Da der var en kniv i lille størelse tog hun den helt ud af knivblokken og lagde den foran ham. "Brug den der i stedet for en brødkniv." hun smilte lidt til ham og kiggede ned på grønsagerne. "Hvis du skære dem i snitter ville det være fint." hvis han da forstod hvad det ville sige at man gjorde det. Han kendte tydeligtvis ikke til det at stå i et køkken, det var en af de ting hun nok skulle lære ham. Det var hun da sikker på, hvis han ikke bare opgav i sidste ende.

[Deleted]

Han håbede virkelig at han havde fået overbevist hende, mest fordi han faktisk ville have lidt ondt af hende hvis hun gik og slog sig selv i hovedet over noget så uskyldigt. For ham var det nok ikke helt så stor en deal som det var for hende. Men forhåbentlig tog hun det ikke så tungt.
”Tag det ikke så tungt, okay?” Han forsøgte sig med et nyt lille smil, skønt den slag ikke var hans stærke side. Han var ofte ret alvorlig.
Selve madlavningen var han komplet lost i. Han anede ikke hvad han foretog sig. Havde han kunne bruge magi ville det nok have været hurtigere overstået, men nu måtte han prøve sig frem med en viden han ikke besad.
Matthew kiggede lidt forvirret på kniven hun rakte ham og så på kniven han havde i hånden, ”hvad er forskellen?” Han kunne godt se at den ene havde takker og den anden var glat, men hvis det endelig skulle gøres på mugglermanér kunne han vel ligeså godt spørge ind, så kunne de jo om ikke andet snakke lidt om det.
Han nikkede da hun sagde at han skulle skære det i ”snitter”. Ærlig talt havde han ingen ide om hvad det skulle betyde, men han ville helst ikke virke dummere end højest nødvendigt så han gav sig til at skære grøntsagerne i skiver. Det måtte vel være det samme? ”Sådan?” Endte han alligevel med at spørge ind efter at have lavet et par snit.
”Du må undskylde, jeg er vidst temmelig håbløs til dette her.” Erkendte han med et opgivende suk dog med et nyt lille smil for at understrege at han forsøgte at holde sig optimistisk.

[Yulansquin Faa]

Hun var ikke sikker på at hun ikke skulle tage det så tungt. Det havde været hendes første kys, og sådan noget skulle jo have været specielt, men nej det var det ikke blevet. I stedet for var det blevet fyldt med gråd til sidst. Det var ikke sådan det skulle have været. Hun kiggede blot ned i gulvet og bed sig i læben. "Nej okey.." hun skulle bare overbevise sig selv om at alt var som det skulle være, og at det havde været okey at gøre det hun havde gjort. Dog skammede hun sig fortsat over at have taget noget de ikke engang var klar til.
Hun stirrede lidt på ham som han havde stod og kiggede på kniven, han var virkelig udvidende om hvad det var han fortog sig, det var lidt sødt. Der var sikkert så mange ting hun kunne lærer ham nu, det handlede vel egentlig bare om tid og sted. Han ville sikkert ikke bruge det i fremtiden, men hun slappede bare af når hun lavede mad, og det var vel egentlig det som det hele handlede om var det ikke? "Denne kniv skærer man brød med" kom det fra hende og fjernede brødkniven fra ham. Han skulle ikke ødelægge kniven ved at skære noget den ikke var beregnet til. Det ville være så forkert på så mange måder.
Hun stirrede på hvordan han skar dem i skiver og kunne ikke lade vær med at komme med et mindre grin. "Det gør ikke noget du skal bare lige lære det." kom det fra hende. Hun lagde sin hånd på hans og rettede grønsagen så den lå på langs. Hun førte kniven under hans hånd og snittede fra den ene ende af grønsagen til den anden. Der kom nogle fine små lange snitter frem og hun fortsatte med at føre hans hånd i et stykke tid. "Sådan gør vi med alle grønsagerne, putter dem i et fad. Putter lidt olie på mixer det med lidt kryderrier og så i ovnen. Hvis du har lidt kartofler kan vi smide dem sammen med grønsagerne." kom det fra hende og fjernede hendes hånd fra hans.

[Deleted]

Matthew kunne tydeligt mærke at han bestemt ikke var på hjemmebane her i køkkenet. Han forstod ikke forskellen på knivene og kunne ikke helt se meningen i at en kniv ikke bare var en kniv, men igen havde han jo haft alfer til at lave mad for sig hele sit liv.
Han sukkede let og sendte hende et lidt forsigtigt smil, ”det ved du tydeligvis bedre end jeg.” Erkendte han og lod hende tage kniven fra sig. Dette her ville nok ende med at sætte hans tålmodighed lidt på prøve, det hjalp dog at det var noget de gjorde sammen. ”Det er vidst heldigt at jeg har dig til at vise vejen frem så.” Sagde han lidt opgivende som han skar videre.
Det var en lidt underlig, men ikke ubehagelig følelse at hun trådt helt hen til ham og lagde sin hånd over hans. Han gjorde sig en mental note om at han også måtte finde et eller andet han kunne lære hende en dag. Bare lige for ikke at virke helt hjælpeløs alene. Der var dog noget underligt afslappende over dette her.
Han rettede det blågrå øjne imod hende og havde nær snittet sig selv i fingeren da hun fjernede hånden fra hans. Han bed sig lidt i underlæben og så ned på havd han lavede i stedet. ”Okay, det vil jeg så prøve at huske,” svarede han på delen med grøntsagerne. Det har jeg, de ligger derovre, han pegede på køkkenbordet overfor.
Da han var færdig smed han det på panden som anvist og kiggede så på krydderiskabet med komplet hjælpeløshed. Skulle han bare starte fra en ende af og smide alt i? Og i hvor store mængder? ”Jeg hader virkelig at lyde så inkompetent,” begyndte han og vendte sig atter mod hende med et lidt undskyldende blik, ”men hvilke krydderier vil du have i?” Han spise jo bare hvad alfen serverede normalt.

[Yulansquin Faa]

Det hele skulle nok blive okey i mellem dem, det var hun sikker på. At han ikke var så god i et køkken var en helt anden sag, han skulle nok lærer det på den ene eller den anden måde. Ikke at han nok ville gøre brug af den skill når han først lærte lidt af at komme i et køkken. Hun svarede ham ikke i første omgang. Han var bare lidt uvidende, men hvor meget havde han også lært at bo for sig selv hvis der altid havde været en husalf omkring ham? Han var vant til at maden blev serveret foran ham, han var vant til at alt var nemt og lige til. Han havde ikke haft mod på at prøve tingene selv. Ud over at han havde haft mod til at flytte til et andet land. Det havde været et stort spring fra hans side af, men han havde klaret det, og han havde overlevet det. "Du skal nok lære det Matt" kom det fra hende og kiggede på ham. Hun var sikker på at hun nok skulle lære ham et par ting eller to i et køkken.
Da han forklarede hvor kartoflerne lå smilte hun til ham og bevægede sig over til dem. Hun stirrede lidt på dem trykkede dem lidt i hånden for at mærke om de var gode nok. Self var de gode nok, han havde en husalf og husalfen havde helt sikkert styr på hvad der var det rigtige i et køkken, og at tingene ikke blev dårligt. Og ganske rigtigt kartofflerne var lige så fine som de skulle være. Hun tog 8 stykker kartoffler og lagde dem over til vasken. Nogle af dem var ret store, og hun vidste at hun ikke ville kunne spise så meget, men Matthew? Ja det var jo sådan set første gang de skulle spise sammen, og hun ville gerne have der var mad nok. Hun åbnede den ene skuffe i køkkenet og ledte efter en skralder, der efter åbnede hun den næste, og den næste for til sidst at finde en. Hun skulle bare lige lære køkkenet at kende, så skulle det hele nok blive godt. Det var hun sikker på. Hun begyndte så småt at skralde kartofflerne og kiggede lidt i ny og næ på Matthew. Han stod virkelig og koncentrede sig om det han nu lavede og det var rart at se. Til hans spørgsmål kiggede hun på ham og trak lidt på skuldrende. "Det er helt op til dig, du tager bare hvad du kan lide, jeg er ikke kræsen." kom det fra hende og fast holdte blikket på ham. Hun kunne ikke helt komme sig over at hun rent faktisk havde grædt foran ham. Hun havde taget noget der ikke skulle være taget, og alligevel var han helt okey med det. Hun skraldede kartofflerne færdig, skyllede dem under noget koldt vand og lagde dem over ved siden af Matthew. "Så mangler vi bare et fad at putte grøntsagerne i, og så lige skære lidt i kartofflerne, men det kan jeg gøre." kom det fra hende og kiggede lidt drømmende op på ham.

[Deleted]

Han forsøgte sig med et venligere smil i hendes retning da hun påpegede at han nok skulle lære det. ”Det kommer vidst an på hvor meget tålmodighed du har,” sagde han sandfærdigt, men håbede da på at hun ikke havde opgivet fortagnet helt. Ikke at madlavning interesserede ham, men han ville bare gerne vise hende noget interesse.
Matthew betragtede hende ud af øjenkrogen som hun først fandt kartoflerne frem og derefter gik i gang med sin søgen efter noget køkkengrej i hans skuffer. Han sagde intet til det, han havde trods alt ikke noget i køkkenskufferne som hun ikke måtte se.
”For at være ærlig aner jeg ikke hvad de forskellge smager af, jeg plejer bare at spise hvad der bliver serveret.” Forklarede han og rettede de blågrå øjne imod sin kommende hustru. ”Som sagt kommer det nok til at kræve blod, sved og tårer at lærer mig at kokkererer.” Han forsøgte sig med et nyt smil. Det var ikke hans spidskompetance, men hun skulle jo helst føle sig glad og tryg omkring ham og det opnåede man bedst med venlighed. De sad i samme båd, ægteskabet var ikke noget de havde bedt om eller haft nogen saying i, men det var som det var, og nu drejede det sig om at få det allerbedste ud af det, forhåbentlig ville de ende med at blive rigtig glade for hinanden. Efter deres lille korte snak i stuen og nu dette her, følte han sig da allerede mere optimistisk omkring hende end han havde gjort efter deres første møde.

[Yulansquin Faa]

Hvis der var noget her i livet som Yules var, så var det at være tålmodig. Hun havde rigeligt tid til at lærer fra sig, og hun var ikke så bange for at lære fra sig. Rent faktisk så blev hun sjældent gal, og hvorfor skulle man også blive gal når man skulle lære fra sig. Nej Matthew skulle nok lære at lave mad, det ville tage tid ja, men han var helt sikkert ikke en der ikke kunne lære det. Han var sikkert ret lærer nem når det først kom til stykket. Hvis han bare øvede sig så skulle det nok gå alt sammen.
Hun stirrede lidt på ham og smilte til ham. Hun tog kniven og begyndte at snitte halvt igennem kartofflerne fra ende til anden. Da hun var færdig kiggede hun lidt på ham. Så han anede ikke engang hvad han kunne lide. Det måtte hun nok sige. Noget måtte han da kunne lide, men så igen hvis han bare spiste hvad der blev lavet anede han jo heller ikke hvad der var i tingene. "Lad os se hvad du har." kom det fra hende og åbnede et skab for at finde nogle krydderrier. Med rent held fandt hun det i første forsøg og stirrede på de forskellige ting der stod der. "Hmm.. Lad os se" kom det fra hende og tog fat i nogle forskellige krydderrier. "Salt, pepper, hvidløg, lidt chili flager, organo på kartoflerne, og du har faktisk også noget steak mix til bøfferne. Ja det tror jeg er fint." kom det fra hende og og begyndte at ligge grøntsagerne op i et fad der var fundet frem. Først puttede hun salt, pepper, hvidløg og chili flagerne hen over grøntsagerne inden hun tog fat i en olivenolie der stod på bordet og spredte ud over. Ikke for meget og ikke for lidt, nej det var lige tilpas. Hun vendte sig om og tog fat i to spiseskeer og begyndte at rode lidt rundt i grøntsagerne for at vende krydderierne sammen med olien. Hun lagde skeerne på bordet og lade kartoflerne i fadet også, dem kryddrede hun med salt og pepper inden hun åbnede ovnen og smed fadet ind i den. "Om 45 min laver vi bøfferne, de skal ikke have så lang tid på en varm pande." kom det fra hende og tørrede sine fingre i et viskestykke efter at have puttet de ting de havde brugt i vasken.
Hun vendte blikket lidt hen på Matthew og stirrede ham ind i øjnene. Han havde egentlig utroligt smukke øjne når det kom til stykket. Dog anede hun ikke hvad hun skulle sige lige nu, det rumsterede stadig i baghovedet at hun havde haft kysset ham. Selvom det måske ikke betød så meget, så var det alligevel noget der fyldte.

[Deleted]

Ærlig talt følte han sig ikke som den største hjælp, men det gjorde ham nu heller ikke så meget, hendes humør lod til at være blevet betragteligt bedre og det var godt nok for ham. Det ville blive en lidt lang weekend hvis hun gik og var ked af det.
Han så blot til som hun gik igang med at grave diverse krydderier ud fra skabet af. Han vidste trods alt godt hvad salt og peber var, men det andet var lidt en by i Rusland for ham...måske lige med undtagelse af chillien. ”Perfekt, så kommer det nok til at smage af mad hvis vi er heldige.” Sagde han i et sørgeligt forsøg på at lave en joke.
Resten var da også klaret i et snuptag. Han forholdt sig stadigvæk lidt i baggrunden som hun satte grøntsagerne over og smed affaldet i skraldespanden.
”Udemærket.” Svarede han blot. Han kunne mærke at den lidt akavede stemning begyndte at liste sig tilbage nu hvor de ikke var beskæftiget. ”Vil du se huset?” Spurgte han så ind. Det kunne da få tiden til at gå frem til bøfferne skulle laves om ikke andet.
Han havde sådan set intet imod hende, tingene imellem dem var bare lidt mærkelige fordi de ikke rigtigt kendte hinanden, men vidste at de skulle giftes. Han forsøgte sig med et nyt lidt afmålt smil imod hende.

[Yulansquin Faa]

Matthew var nu meget sød sådan som han ikke forstod sig på at være i et køkken, men alle skulle vel lærer et eller andet her i livet. Han havde jo heller ikke fået sin stilling i det Norske ministerium hvis han ikke var startet fra bunden. Godt nok var han ikke så gammel igen, men han havde da en høj stilling så han måtte jo kunne sit kram. Hun var ikke sikker på at det ville gå så godt igen hvis hun skulle lærer noget af den slags ting, men så igen hun anede jo heller ikke hvad hun skulle tage sig til når hende og Matthew en dag flyttede sammen. "Det skal nok smage af noget." kom det fra hende og kiggede på ham.
Selvom det var en akavet stemmening og hun ikke vidste hvad hun skulle sige nød hun dog at kigge på ham. Det var den mand hun skulle giftes med snart, og det var den mand hun skulle lære at kende. Det var bare spørgsmålet om hvor godt de lærte hinanden at kende denne weekend. Endelig åbnede han munden og spurgte om noget. "Hellere end gerne, du snakkede også om din have, den ser jeg da også gerne." kom det fra hende og rettede lidt på det løse hår. Hun lagde håret om på den ene skulder og kiggede efter Matthew som han ville gå og hun fulgte efter.

[Deleted]

Han nikkede bekræftende på hovedet. Så var der vel ikke så meget tilbage end at gå på “opdagelse” i huset til maden var færdig. Han havde sådan set ikke nogen steder hun ikke måtte være, modsat hjemme hos hans egne forældre, der var meget strikse regler om at det kun var hans far der befandt sig på hans kontor.
”Jamen så lad os starte der.” Erklærede han sig enig og forlod køkkenet med forventning om hun fulgte efter ham.
Han bevægede sig gennem stuen, hvor de havde siddet før. Husalfen havde allerede ryddet op efter dem, og gik så hen for at åbne den hvide franske havedør ud til baghaven. Han trådte ud på den lille terresse og vendte sig mod hende, ”Denne vej,” forklarede han og rakte en hånd tilbage imod hende for hun skulle tage den hvis hun havde lyst.
Herefter gik han ned gennem have af en lidt snoet sti til han nåede den bagerste del. Her var et hyggeligt lille bord med stole og roser der voksede over samt bede på alle sider. Duften var især gennemtrængende denne skønne sommerdag. Han vendte sig imod hende, ”Så hvad synes du?” Spurgte han mildt.

BILLEDE

[Yulansquin Faa]

Hun havde lyst til at sige et eller andet til ham, noget der kunne få ham til at sige noget, hun vidste bare ikke hvad det skulle være, og alligevel havde hun lyst til at beklage sig endnu en gang. Beklage var måske så meget sagt, men måske give en undskyldning mere for det kys hun havde taget fra ham. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at undskylde mere nu. Hun havde sagt undskyld op til flere gange og han havde allerede sagt at hun ikke behøvede at undskylde. Men han havde sikkert også prøvet det før, og mere til. Det var ikke noget hun havde gjort. Hun frygtede så mange ting når de blev gift, og alligevel var det sådan det skulle være. Uden at sige noget fulgte hun bare med og betragtede haven som de bevægede sig ud i den. Haven blev kun smukkere jo tættere på de kom ud i den. Måske havde han grønne fingre, eller var det husalfen der også klarede det stykke arbejde? Hun kunne ikke engang få sig selv til at spørge om det.
Endelig stoppede han op og hun betragtede omgivelserne og den søde duft af roser. Det var virkelig smukt det alt sammen. Hun var næsten sikker på at nogen passede på haven, spørgsmålet var jo bare hvem der gjorde det. "Det må jeg sige, du har smag." ikke at han havde dårlig smag eller noget, for haven var mindst lige så pæn som inventaret i huset var. Hvordan hun skulle få sig selv til at passe ind her med sine ting vidste hun ikke. For det var jo sådan det måtte blive ikke? Hende der skulle flytte ind hos Matthew. Hun bevægede sig over til en af roserne tog den i hånden og satte næsen ned til blomsten for at tage en dyb indånding. "Her er virkelig flot, og det dufter skønt." kommenterede hun da hun fjernede næsen fra rosen. Hun trak hånden til sig og kiggede lidt på Matthew. "Romantisk" kom det roligt fra hende og kiggede på roserne igen. "Står du selv for haven?" hun måtte jo spørge, for noget måtte han da kunne finde ud af ud over sit arbejde.

[Deleted]

Matthew var ret glad for haven, det var et godt fristed. Han havde selv besluttet hvordan han ville have den stillet op, men lige med roserne var der en lidt særlig historie bag, hvlket også gjorde det til en af hans favoritsteder i haven.
Han så på hende som hun duftede til blomsten og var glad for at hun lod til at nyde det. Det var også smukt her i sommerperioden.
”Tak,” svarede han blot og gik selv hen for at dufte til en af de farverige blomster. ”Faktisk så kommer roserne her fra min mormors have, roserne var hendes stolthed så da hun gik bort fik jeg dem transporteret hertil.” Forklarede han hende og vendte atter de blå øjne imod hende. Hun lod til at nyde haven hvilket var dejligt at se.
Hendes spørgsmål fik ham til at skyde brynene en kende i vejret. ”Nej, det gør husalfen.” Indrømmede han uden betænkning. Han stod ikke rigtigt for nogen af de huslige pligter, det var derfor han havde en husalf, skønt han godt kunne fornemme at Yules måske ikke var helt enig i den del.
Han var stadigvæk ikke sikker på hvad planen var fremadrettet, hvor de skulle bo. Det skulle det nok få løst, men det var måske meget godt at starte ud med prøve at bo sammen, forhåbentlig hos ham, før de købte et helt nyt hus sammen. Det virkede i hvert fald logisk i hans øjne.

[Yulansquin Faa]

Som Matthew fortalte kunne hun faktisk godt lide historien. Det var sødt, og det var da værd at huske. Eller hun regnede da med at hun kunne huske det. Det ville være en meget god ide bare at have i baghovedet. Hun nikkede lidt til hans ord. "Det er sødt" kommenterede hun og kiggede lidt tilbage på roserne igen. På nu satte hun næsen ned til blomsten og tog et snus af den. Dog stoppede hun op og kiggede på ham til hans næste ord. Selvfølgelig gjorde han det ikke selv. Det var da også det mest dummeste hun havde spurgt om. Husalfen gjorde det, hvorfor overhovedet stille sådan et spørgsmål når der ikke var nogen grund til at stille det.Matthew virkede ikke som typen der gjorde noget selv. Så hvorfor skulle han passe en have? Han havde nok at gøre på arbejdet, så han havde sikkert ikke engang nogle hobbyer. Hun smilte dog til ham. "Nå ja husalfen.. Så du har slet ikke nogle hobbyer når du har fri fra arbejde?" spurgte hun og trådte lidt væk fra roserne og tættere på ham. Han virkede ikke som den type der nød at lave noget andet end sit arbejde, eller også havde han bare aldrig tænkt over det fordi han var alene.