Do we like each other?

[Deleted]

Matthew lod bevidst emnet omkring blodstatus falde. Det måtte blive et problem til et senere tidspunkt, for nu måtte han bare bide tænderne lidt sammen og trøste sig med at hun nok synes hans holdning var lige så skæv som han synes hendes var.
Han tog endnu en tår af sin te som han indledede samtalen omkring @vincent, han vidste godt at hans bror havde været lidt af en mundfuld på Hogwarts. Arrogant og bedrvidende, og gået efter alle som ikke så tingene på samme måde som ham selv. Eller alle der ikke var fuldblod. Det skulle dog senere vise sig at han havde det meste i munden.
Matthew elskede sin yngre bror, og havde nok også fået lidt mere trang til at passe på ham nu hvor tingene havde ændret sig så meget og de havde mistet Xander. Matthew havde dog ikke været meget bedre da han gik på Hogwarts, han havde også været efter alle de andre elever. "Ja, jeg ved godt at han kunne have nogle ret stærke holdninger omkring tingene." Erkendte han, stadigvæk med koppen mod sine læber.
Den blonde mand tænkte sig kort om, "jo det har han skam, på de fleste punkter i hvert fald." Vince var langt mere indelukket nu og lignede mest af alt en der forsøgte at gemme sig væk fra verden frem for en som rent faktisk var stolt af den han var.

[Yulansquin Faa]

Hun var langt fra sikker på at Vincent havde ændret sig, men hun kunne ikke være sikker på det. Nu havde hun ikke lige frem snakket med ham, men det kom vel nu hvor de skulle være i familie sammen. Dog havde hun sine tvivl omkring ham. Dog ville hun ikke sige det højt. Det var ikke noget hun ville dele med nogen. Han ville nok altid være ham der mobbede hende, og fik hende til at føle sig svag. En af grundende til hun var animagus var på grund af ham. Hun havde altid ville gemme sig langt væk og den dag det lykkes hende at kaste en animagi var for at slippe væk fra mobberne og der i blandt ham. Det var nu lang tid siden, men det sad desværre stadig i hende den dag i dag. Det var nok ikke noget der gik væk. Nok også derfor hun gik så meget op i sin karriere. Så var hun da sikker på at han kunne finde ud af noget. "Jeg må ærligt indrømme at jeg har mine tvivl. Men det var også en hård tid på Hogwarts. Så at han skulle have ændret sig til det bedre er måske ikke det jeg tror helt så meget på." hun kunne lige så godt indrømme det, for det var sådan hun havde det. "Har du andre søskende end Vincent?" spurgte hun. Hun kunne ikke lige mindes at have set andre Price på Hogwarts, men hun havde jo også haft hovedet nede i bøgerne det meste af tiden.

[Deleted]

Matthew sippede atter til sin tekop som efterhånden var ved at være tom. "Han har ændret sig, men jeg ved ikke om det er til det bedre." Erkendte han lidt tænksomt. "Han er blevet mere stilfærdig og indelukket." Matthew så lidt frem for sig og rystede så tanken fra sig. Han forstod nu godt hvis hun havde svært end at forstille sig det.
Spørgsmålet om øvrige brødre overraskede ham lidt. Det var nu ikke fordi at det var specielt unormalt eller noget, men mere fordi at det igen gav ham et flashback til den skæbnesvangre middag.
"Vi havde en storebror mere, Xander hed han." Matthew stillede koppen fra sig da hans hænder var begyndt at ryste en smule ved tanken. Han havde aldrig snakket med nogen om det der var sket. Heller ikke Vincent eller hans forældre der også havde været til stede.
Vincent var stukket af og hans forældre og han selv havde måtte bestikke et par auror sådan at de ville sætte en dæmper på eftersøgningen og sige at broderen døde af naturlige årsager. En familie som Price-familien kunne ikke have auror til at grave i deres hemmeligheder.
Matthew foldede sine hænder lidt i skødet, håndfladerne var blevet en smule svedige.

[Yulansquin Faa]

Selvom det var svært at tro på at Vincent havde ændret sig, så måtte hun jo lade tvivlen komme ham til gode. Der var ingen grund til at tvivle på Matthew var der? Hun var ikke sikker, men det var underligt at tænke på hun skulle stole fuldt ud på ham. Så hvis han sagde at Vincent havde ændret sig, så måtte hun vel tro på det, og ellers så så hun det vil til brylluppet. Ak ja brylluppet det var en sær ting, ikke at hun måtte bestemme noget selv. Dog havde hun slået fast at hun selv ville vælge kjolen. I hendes hovede skulle den være lidt udfordrende bare for at vise at hun stadig havde en mening. Så kunne hun faktisk være lige glad med sin fars og mors meninger om kjolen. "Det er jeg ked af at høre. Det må være svært at se ham på den måde eller?" hun kunne tydeligt huske hvordan Vincent havde været på skolen. Der havde han bestemt ikke været indelukket, nej han havde været en af dem der gik forrest når det kom til mobning af hende. Tanken om det fik hende til at blive en smule vred, men hun kunne ikke vise sin vrede nu.
Hun stirrede lidt på sin kop og satte den fra sig. Som han nævnte Xander kigge hun lidt på ham og så hvordan hans hænder var begyndt at ryste lidt. Havde hun nu jokket i spinaten? For det havde bestemt ikke været meningen! Hun lænede sig lidt frem og lagde en hånd på hans knæ. "Det er jeg ked af at høre. Du er ikke den eneste der har mistet." kom det fra hende. Hun havde selv mistet @hailey1 godt nok var det længe siden, men hun var sikker på at Hailey var død. At have været væk så længe og man aldrig havde hørt noget omkring hende. Det fik tingene til at sort ud, bortset fra hendes mor, hun så altid lyst på at finde Hailey og ledte stadig efter hende den dag i dag. Godt nok var Yules gudmor til Hailey men at finde hende ville nok aldrig ske. Hun trak hånden til sig og lod sine hænder bevæge sig ned i mellem hendes lår og lukkede lårene så hænderne var gemt væk. Det var mærkeligt at tænke på Hailey en gang i mellem.

[Deleted]

Matthew havde ærlig talt ikke skænket forberedelserne til brylluppet de helt store tanker. Han gik nok lidt ud fra at familie havde styr på hvordan de gerne ville have det og at han bare sørgede for at møde op -sådan lidt groft sagt. Selvfølgelig ville han gerne tage stilling til nogen at tingene hvis det blev ham afkrævet, men som udgangspunkt gik han ikke ud fra at han havde lov til at komme med de store indveninger anyway.
"Tja.." Matthew trak let på skuldrene, "det klæder ham ikke at være så rap i kæften, jeg er bare ærgerlig over at det var på den måde det skulle ske." Svarede han ærligt. Han ønskede ikke at se sin lillebror på denne måde, skønt Vince godt kunne tåle at blive pillet lidt ned.
Matthew blev først klar over hendes nærhed som han mærkede hånden mod sit knæ. Det var en underlig tanke at tænke sig at hun fremover skulle være den han kunne betro sig til og omvendt, som de lige nu das helt fremmede overfor hinanden.
"Tak." Mumlede han og stillede selv sin kop fra sig, for i stedet lidt afprøvende at ligge sin hånd over hendes. Han var ikke fantastisk god til denne form for ømhed, men han ville gerne vende sig til det. Det blev han jo lidt nødt til hvis de skulle have det til at fungerer.
Han rømmede sig en smule og rettede herefter atter blikket imod hendes, "hvem har du mistet...hvis jeg må spørge?" Den sidste del blev lidt tøvende tilføjet da det jo ikke var sikker at hun ønskede at snakke om det. Han slap atter hendes hånd så hun kunne trække den til sig.

[Yulansquin Faa]

Det var klart at det ikke var Matthew der tænkte på brylluppet, han skulle bare have en blazer på og en blomst i lommen og så var han klar til bryllup. Nej hos kvinder skulle der både en kjole til, makeup, blomster buket og så mange andre ting. Skulle hun have en tiara på eller skulle det være et slør? Hun havde faktisk ikke besluttet sig endnu. Skulle det være traditionelt så skulle det jo være et slør, men ville hun gå med det traditionelle? "Jeg er ked af at det skulle have den afslutning" det måtte hun ærligt indrømme, men det var måske det der skulle til en gang i mellem. Hun håbede ikke at det var en hård mening at have, men hun var måske også lidt bestemt når alt kom til alt. Vincent havde heller ikke været den sødeste ved hende, men så længe det havde ændret sig så var det vel godt nok? Tvivl kunne man altid have, men hun skulle nok komme til at lærer Vincent bedre at kende senere hen. Der var så mange middage de sikkert blev inviteret med til som mand og kone.
Som han lagde en hånd på hendes gav hun et lille ryk i overkroppen, det var ikke noget hun var forberedt på. Hun ville bare være flink. Dog vidste hun at hun måtte vende sig til det. De skulle begge vise en ømhed over for hinanden på den ene eller den anden måde. Det handlede vel egentlig bare om hvordan. Da han ville høre hvem hun havde mistet måtte hun sukke en enkelt gang. Det var normalt ikke noget hun snakkede om, men måske burde hun gøre det bare for en gangs skyld. Han kunne vel lige så godt høre denne historie nu som han kunne senere. "Min guddatter @hailey1. Jeg var ikke så gammel da jeg blev gudmor, men det var den eneste de mente der var passende til opgaven. Hun blev kidnappet for en del år siden. Hun har aldrig været at finde, og der er aldrig blevet hørt noget fra kidnapperne. Jeg tror hun er død" hun kunne mærke nogle tåre presse på, men hun måtte være stærk. Hun havde elsket Hailey meget, og hun havde passet hende hver gang de havde været i Japan, men nu... Ak ja det var fortid og hun kunne intet gøre ved det nu. Hun stirrede lidt op på fra hendes lår og nogle våde øjne kunne anes, men hun græd ikke. Det var bare svært at tænke på, og hendes mor var så stålfast på at hun stadig var der ude et sted.

[Deleted]

Matthew sendte hende et nyt afmålt smil. Det var svært med Vincent for han havde ikke været nogen specielt flink person før alt det med Xander, han havde været rapkæftet som en ægte forkælet møgunger, men nu, ja nu savnede Matthew næsten at se den side af ham.
Matt og Vince havde aldrig været lige så tætte som Xander og Vince var, så måske var det også derfor det tog så hårdt på den yngre bror. "Også jeg." Erkendte han tænksomt. "Jeg håber bare at det lykkedes for Vince at finde sig selv igen.." han tøvede og skævede let til sin kommende hustru, "altså en mere tålelig udgave af ham selv." Tilføjede han så.
Han bemærkede godt at det gibbede let i hende ved hans berøring, han håbede ikke at han havde overskredet en usynlig grænse, men de måtte vel vende sig til den form for nærkontakt på et eller andet tidspunkt.
Historien fik den blonde mand til at kigge overrasket på hende. Både på grad af hendes ærlighed, men også over den tragiske historie. "Det er da frygteligt." Sagde han ærligt og sukkede, "Det gør mig virkelig ondt. Var I tætte?" Der var trods alt noget empati gemt bag det ellers så hårde ydre. Han vidste at han måtte støtte op omkring hende og lige nu kunne hun godt ligne en der havde brug for det. Han tog en lidt dyb indåndning, "hør, jeg ved godt at vi måske er kommet ind på lidt forkert fod af hinanden, og at vi måske ikke deler de helt samme holdninger i nogle situationer-" her blev der naturligvis henvist til muggerne. "-Men du skal vide at jeg er her, hvis du har brug for at snakke om det." Som deres blikke mødtes spottede han godt de klare øjne. Ganske forsigtigt hævede han en hånd mod hendes kind, og han strøg den blidt et par gange med tommelfingeren i en, tæt på, kærlig gestus.

[Yulansquin Faa]

Det var et hårdt emne at tale om, det var aldrig sjovt at tale om dem man havde mistet. Men de blev da også nød til at snakke om de mørke tider de havde været igennem ikke? Hun håbede da på at de kunne snakke frit om sådan noget også. Det blev de vel nød til et eller andet sted. Hun nikkede lidt til hans ord. "Tiden læger alle sorg som man siger. Der skal nok komme en dag hvor han finder sig selv igen." hun håbede blot på at det ikke var til den gamle Vincent, det ville hun ikke kunne holde til. Det ville være så forkert på så mange måder. Det skræmte hende at kunne se Vincent som den der hakkede på hende igen. Det ville være en tid hun ikke lige så frem til.
Selvom det var svært at snakke om Hailey, var det desværre et af de emner hun måtte igennem, han kunne vel lige så godt vide det nu som han kunne vide det senere. Der var ikke andet at gøre. Desuden kom man vel også videre ved at snakke om de svære ting ikke? Det gjorde det nok lidt nemmere at acceptere det, lige meget hvor ondt det så måtte være. Hun nikkede lidt til hans spørgsmål. "Ja. Jeg passede hende hver gang vi var i Japan, så mine forældre kunne se andet af familien." hun savnede at snakke med Hailey, hun savnede at være en del af Hailey's liv, men den tid var for længst overstået. Det ville være en ting hun aldrig fik tilbage igen. Hans hånd på hendes kind, det han sagde det fik det til at kludre lidt i maven, som om der samlede sig en bunke sommerfugle i maven på hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Det kildede i maven på hende og hendes kinder blussede langsomt op. Dog tog fanden ved hende og hun lænede sig ind imod ham. Hun bed sig i læben inden hendes læber ramte hans. Efter lidt tid lænede hun sig tilbage og var pludselig ikke sig selv. Kinderne var røde og hun rejste sig hurtigt op. "Undskyld, det... Det var forkert af mig..." hun måtte bide sig i læben og hun vandrede væk fra ham og ud imod gangen. Hvor var det nu toilettet var? Hun stod og stirrede langt forbi alt ting og åbnede den nærmeste dør. En kost faldt ud i hovedet på hende, det var helt klart ikke toilettet. Åh nej hvor var det pinligt det her! Hun nærmeste skubbede kosten ind i skabet igen og skyndte sig at lukke den. En tåre trillede ned af kinden på hende og brystet hævede sig i hurtigt bevægelser. Hun klemte om dørhåndtaget så hendes knoer blev helt hvide.

[Deleted]

Selvom de måske ikke havde så meget tilfælles af hvad et så ud til lige nu, så kunne de i det mindste forstå hinandens sorg og det var trods alt et skridt i den rigtige retning. Matthew nikkede med et let suk. "Ja det håber jeg." Erkendte han, skønt han måske godt kunne forstå hvis hun var skeptisk i at dele det håb med ham.
Som hun fortalte om Hailey lyttede han uden at afbryde hende. "Det må have været virkelilg svært, især hvor gammel var du da det skete?" Han var ikke sikker på hvor meget hun ønskede at han skulle spørge ind, men på den anden side måtte hun jo stoppe ham hvis det blev for meget.
Til hans held lod hun til at reagerer bedre på hans kærtegn denne gang. Han var ikke sikker på om det var at gå over stregen, men det bekræftede hendes næste træk ham i at det nok ikke havde været. Denne gang var det ham som blev overrasket. Deres læber mødtes kortvarigt, han nåede end ikke at gengælde kysset før hun havde trukket sig tilbage med en undskyldning. Lidt forvirret over det der lige var sket, så han hende komme på banene og forlade stuen. "Yules vent lidt." Kaldte han efter hende, men hun var allerede ud af døren.
Var dette her mon noget han skulle vende sig til? At hun stak af?
Denne gang valgt han dog at følge efter hende, han fandt hende ude i gangen i samme sekund som hun åbnede døren ind til kosteskabet og fik det meste af indholdet i hovedet. Skønt det i en mere munter situation nok havde trukket et par lattertræk, sagde han intet. I stedet gik han roligt op bag hende og lade en hånd på hendes skulder.
Langsomt vendte han hende rundt, og som han spottede tåren over hendes kind gjorde han noget som han egentlig ikke havde troet han ville ende med at gøre. Han trak hende ind til sig i en blid, men fast omfavnelse. Et greb som fortalte hende uden ord, at det var okay at give slip på sig selv hvis hun havde brug for at komme ud med de ting der tydeligt havde hobet sig op indeni hende gennem alt for lang tid.

[Yulansquin Faa]

Hvordan kunne hun have været så dum. Hvordan kunne hun have reageret på noget der ikke engang var til hensigten at gøre. Det hele virkede som en plader romantisk film, men det var det ikke. Dette her var virkelighed og hun kunne ikke gøre noget ved det. Hun havde kysset ham, der var intet at gøre ved det. Hun måtte leve med sit valg fra nu af og til den dag de blev gift. Det havde været for tidligt, de skulle have kysset den dag de stod og blev gift ikke før. Det var forkert af hende. Hun måtte ikke glemme at dette her var hendes valg. Men tanken om Hailey gjorde hende sentimental. Det havde været hårdt for hele familien, og dette her var noget helt andet. Dette skulle være en glæde for familien, og alligevel havde hun valgt at give sig i kast med et kys. ET KYS!!! Det kunne ødelægge alt hvad deres familier havde arbejdet på. På den anden side var alt jo som det skulle være. De skulle vende sig til at give hinanden et kys i ny og næ, og alligevel kunne hun ikke få det ud af hovedet. Det havde været forkert af hende at give det kys. Det skulle ikke have været hende der tog det skridt.
Hun stod stadig og klemte om håndtaget til kosteskabet, det var ikke fair det her, og dog kunne hun høre Matthew's skridt komme imod hende. Eller var det husalfen? Nej de var alt for tunge til at være en husalf det måtte være ham. Dog vendte han hende rundt og uden at kigge på ham mærkede hun hvordan hans arme omfavnede hende. Dette fik tårene til at få frit løb. Hun havde aldrig snakket om sin guddatter. Hun havde aldrig nævnt hende over for andre end Andrew Thomas. Hun havde åbnet op for noget der aldrig skulle være taget hul på. Ikke før hun havde været klar til det. Hun lagde armene omkring ham og borede ansigtet ind i brystet på ham. Der kom tryk på tårerne og hun nærmest stod og hulkede. Hun savnede Andrew, hun savnede Hailey. De to vigtigeste personer i hele hendes liv. De var væk, okey Andrew var ikke helt væk, han var bare på jordomrejse som havde varet det sidste mange år, men Hailey, hun ville aldrig få hende at se igen. Langsomt knyttede hun hænderne om Matthew's tøj som for at søge beskyttelse fra noget farligt. En hulken undslap hendes læber og hun måtte lukke øjnene, men lige lidt hjalp det. Tårerne fød stadig, og snart ville der danne sig pletter på hans brystkasse af bare tåre.

[Deleted]

Lige til at begynde med havde Matthew lidt frygtet om hun ville skubbe ham væk. Han havde svært ved at læse hende, men det skyldtes jo nok at de ikke kendte hinanden så godt endnu. Heldigvis for ham, kæmpede hun ikke imod, men pressede sig i stedet imod hans bryst. Han mærkede hendes arme slutte sig omkring ham og han tillod sig at trække hende lidt tættere ind til sig. Enhver kunne se at hun virkelig havde noget hun måtte ud med.
Hans ene hånd var låst omkring hendes ryg, imens den anden havde fundet hvile i hendes nakke uden på det mørke hår. Han hvilede forsigtig kinden mod toppen af hendes hoved. Han var høj nok til at det kunne lade sig gøre, og trøstende begyndte han at stryge hende over håret igen.
Han var ikke sikker på hvad der havde udløst alt dette her, men det ville han jo nok få at vide når hun atter kunne trække vejret. Han holdt hende bare tæt for nu og forlangte intet ag hende. Hendes hænder knyttede sig om hans skjorte på ryggen og han mærkede en mindre fugtig plet brede sig på brystet, men han tog sig ikke af det.
Underligt nok føltes dette her langt mindre akavet end deres forgående samtaler. Dette her gav et dybere billede af hende i stedet for overfladiske samtaler hvor de begge bare sad og passede på ikke at træde hinanden for meget over tæerne.
Efter noget tid, og uden at vide hvor længe der var gået, rettede han lidt på sig for at kunne kigge ned på hende. Han tog hendes ansigt mellem sine hænder og strøg blidt nogle tårer væk fra hendes kinder. De blågrå øjne søgte hendes, som for lige at finde ud af om hun var okay.

[Yulansquin Faa]

Mest af alt havde hun lyst til at opgive det hele og gå sin vej, men hun kunne ikke. Hun skulle være her over en weekend, og de skulle lærer hinanden at kende. Hun havde ikke været her i meget mere end en time så det ville være for tidligt at gå sin vej. De skulle jo også lave mad sammen, noget som husalfen helt sikkert ikke ville sætte pris på når alt kom til alt. Dog havde hun lovet Matthew at han skulle lave lidt mad, han måtte vel også lære det lidt selvom der var en husalf. Tænk hvis han kunne finde på at komme med mad på sengen til hende? Ikke at hun troede det, men det kunne vel ske. Alt kunne ske nu hvor de havde dette her øjeblik. Alt kunne ske på bare denne her weekend. Ingen kunne vide hvad der ville ske nu, især ikke efter at hun havde givet ham et kys. Men det havde faktisk været hendes første rigtige kys af en fyr som ikke var hendes familie eller Andrew. Andrew havde hun aldrig lagt noget i, det var hendes bror fra en anden familie. Det var så mærkeligt at tænke på at hendes kommende mand havde fået hendes først kys. Et kys der slet ikke skulle have været sket.
Selvom hun stod og knugede sig ind til ham og mærkede hvordan han trak vejret trillede tårerne stadig ned af hendes kinder. Det var først da han fjernede hendes hoved og kiggede hende dybt ind ind i øjnene at hun fik lidt ro på. Men tårerne trillede stadig. Hans hænder blev våde og saltede men hun var lige glad. Det smertede hende altid at tænke på Hailey. Hvorfor havde hun også bragt det emne op! Hans varme hænder på hendes kinder, det varmede hende om hjertet. Hun var ikke sikker på hvad der skulle ske nu så hun stirrede ham bare ind i øjnene uden at sige en lyd. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Det hele var gået så hurtigt, og hun havde prøvet at flygte fra noget der egentligt havde været ganske normalt. Hun begyndte at slappe af i hendes hænder så hun måtte lade hans skjorte være. Hun placerede sine hænder omkring hans hofter og stirrede stadig ind i hans øjne. "Und.. Undskyld" fremstammede hun mellem sine læber og vidste ikke hvad hun ellers skulle sige.

[Deleted]

Som han stod der og blidt strøg tårerne væk fra hendes lette rosa kinder, kunne han betragte hendes ansigt lidt mere indgående end han havde haft mulighed for før. Hun var egentlig utrolig smuk. Flottere end han først havde anset hende for at være. Han havde hele tiden syntes at hun så godt ud, men nu var det som om at han virkelig kunne se hende.
Omsider lod det til at hun faldt til ro. Han mærkede hendes løsne grebet lidt om ham og i stedet hvile sine hænder imod hans hofter. Han ventede lidt før han svarede på hende undskyldning. "Du skal ikke undskylde." Forsikrede han hende så, dog uden at gøre mine til at flytte sig. Han overvejede kort sit næste træk. "Du behøver aldrig at undskylde for at have mistet." Sagde han så. Hans tone var blidere end normalt. Stadigvæk med en lidt kølig undertone, men det var ikke fordi han forsøgte at være hård, men fordi det bare var sådan hans stemme lød. Dog afslørede de mildnede øjne at han virkelig forsøgte at være blid og varm.
Ganske langsomt lænede han sig frem imod hende og kyssede ømt hendes pande. Fast holdt sine læber imod hendes silkebløde hud i nogle sekunder før han atter rettede sig lidt op. Han forsøgte sig med et venligt smil, "så, har du lyst til at vise mig hvordan man laver noget aftensmad?" Spurgte han i håb om at få hendes humør lidt op igen, hun var trods alt ikke kommet her for at blive ked af det, men for at de forhåbentlig kunne skabe nogle gode minder sammen. Men igen var der alligevel en lille del af ham der var lidt lettet over at hun havde turde at åbne sig lidt op omkring det for ham.

[Yulansquin Faa]

Hun skulle ikke undskylde? Det skulle hun da i den grad, hun havde kysset ham fordi hun følte en træng til det. For at mærke nogen faktisk bekymrede sig om hende. Ikke at hendes familie ikke gjorde det, men de snakkede aldrig om Jacob eller om Hailey. Det var som om det var en fortid man ikke ville snakke om. Og så havde hun ikke engang sagt at hun også havde mistet sin lillebror. Godt nok kunne hun ikke huske det fordi hun var så ung, men nogen gange tænkte hun om Yuri og Jiro kun var kommet til fordi der manglede en søn der kunne føre familie navnet videre. Det var ikke en pæn tanke at have, men hun vidste hvor meget savn hendes far og hendes mor havde det omkring Jacob. "Måske ikke, men så er der andre ting jeg kunne undskylde for." hun henviste til kysset hun havde givet ham godt nok var det indirekte men det var en anden side af sagen. Hun lod sine pegefingre glide under hvert sit øje for at få de værste tåre væk. Hun havde heldigvis vandfast makeup på, ellers havde hun virkelig lignet noget der var løgn nu. Selvom hans undertone stadig var kølig gik hun ikke det store op i det. Det var ikke vigtigt, han havde jo nok også ændret sig efter sin brors død. Måske det bare være på en anden måde, nu kendte hun ham jo ikke før det var sket, men hvem sagde ikke at han kunne have været anderledes der? Det var ikke til at vide, og måske var hun en anelse nysgerrig. Hun ville bare ikke vade mere i det. Hun havde grædt og det var mere end rigeligt. Hun var færdig med at græde, især når hun så sjældent viste følelser foran andre. Hun havde det med at græde i stilhed hvor ingen andre kunne se hende. Hvor hun kunne ligge i foster stilling og bare lade tårerne flyde.
"Nå ja aftensmad... Laks eller bøffer..." kom det fra hende og fjernede blikket væk fra hans øjne. De var så gennemborerne og hun kunne ikke blive ved med at kigge ind i dem. Det ville bare ende med at hun ville kysse ham igen. Det gik ikke, hun kunne ikke, det måtte ikke ske. Ikke nu, det var for tidligt. "Bøffer eller laks, ja det var sådan det var... Hvad skal vi lave?" spurgte hun og kiggede på ham igen. "Eller hvad vil du helst have i dag?" spurgte hun og kiggede ham ind i øjnene igen. De virkede så levende når hun kiggede på ham, som om de gemte på en hemmelighed ingen måtte få af vide hvad var.

[Deleted]

Den blonde mand lod hovedet glide en kende på skrå og så indtrængende på hende, ”såsom hvad?” Spurgte han blot. Hvis hun hentydede til kysset var der heller ikke noget at komme efter der. De var trolovede, man måtte jo næsten gå ud fra at det var den retning tingene skulle tage. Hun havde bare overrasket ham fordi han faktisk ikke troede at hun var klar til at tage det skridt.
Han betragtede hende blot som hun tørrede de sidste tårer væk og samtaleemnet blev vendt imod aftensmaden. Egentlig havde han ingen præferancer, han var ikke glad for at lave mad og gjorde det aldrig selv så hvadend hun havde lyst til de skulle lave var fint for ham. ”Hvad er du selv mest til?” Spurgte han hende så, ”måske det der er lettest, jeg er jo nybegynder.” Antydningen af et smil var kortvarigt at finde i den en mundvig før det atter forsvandt.
Med den ene arm snoet om hendes lend, førte han hende ud til køkkenet. Det var stort og i ret nymorderne -igen til trods for at han ikke brugte det. Sådan havde det set ud da han i sin tid købte huset så det var ikke helt så nyt som det fremstod, husalfen var bare god til at holde det pænt og rent. Køkkenet var lyst og indbydende. ”Så...” sagde han og så ned på hende, ”hvor begynder vi?” Han ville gerne lade hende styre slagets gang, måske hun dermed også kunne få tankerne lidt væk fra de sørgelige minder hun ellers bar rundt på.