And so it begins..

[Deleted]

Yulansquin Faa
Price Herregården
Marts - 2056
Omkring middag

---

Der lød et lille smæld som Matthew dukkede op foran den store herregård der gennem hele hans barndom havde været hans hjem. Der var mange minder forbundet med dette sted, nogen helt klart bedre end andre. Sidst han havde været her havde an bevidnet sin ældre brors død og han havde ikke vovet sig tilbage efter det skønt det snart var et år siden. 
Han lod altid til at være i kontrol, selv på tider hvor han ikke var det. Som nu. Han havde ikke lyst til at gå ind, men han havde intet valg. Hans forældre sørgede også stadigvæk over tabet af Xander og Vince havde vidst også holdt sig på afstand af herregården. Hvor han befandt sig lige nu anede Matthew ikke, men den yngre bror havde heller aldrig helt været som de andre. Det var som om at han bare ikke helt forstod vigtigheden i det at være en Price.
Dette betød ikke at Matthew ikke holdt af ham på sin egent måde, men han holdt bare sin afstand.
Han slap transitnøglen han havde brugt for at komme hertil fra sit hus i Norge, en gammel sko og fik så omsider drevet sig selv til hoveddøren. Der blev åbnet første gang han bankede på. Han var ventet. En af familiens husalfer kiggede op på ham med sine store runde øjne. Matthew skænkede den ikke et blik, passerede blot forbi den som han rakte den sin frakke i en ligegyldig attitude. 
"Åh Matthew, velkommen hjem kære." Lød hans mors stemme. Hun virkede træt i forhold til normalen. Han nikkede blot og lod sig trække ind i en omfavnelse uden helt at gengælde den. "Kom ind, din far sidder i stuen og familien Faa burde være her om lidt." Annoncerede hun. Han vidste at denne dag ville komme. Dagen hvor han skulle møde den rette kvinde til at videreføre begges slægter. Dette byggede ikke på kærlighed, det var ikke det det handlede om. Det handlede om at sørge for at familienavnet kunne leve videre længe efter denne generation ikke længere betrådte jorden og han var okay med dette. Selvfølgelig havde en lille håb om at de blot ville have nogle fællesnævnere der ville gøre det kommende ægteskab udholdeligt, måske endda rart. Men uanset hvad kendte Matthew sin plads i fortegnet og han var klar på at gør hvad de skulle til. 

[Yulansquin Faa]

Familien Faa havde fået kontakt til Price familien, hvordan havde Yulansquin ingen ide om. Hvis hun kunne vælge var dette sidste mulighed for hendes liv. Hun havde dog træng til at følge familie, der var bare lige den del at hun havde lyst til at råbe og skrige. Hun ville ikke i et arrangeret ægteskab. Hun havde det finde på Quidditch banen som var hendes arbejde. Hun arbejde hårdt på at komme på landsholdet, og var kommet et godt stykke af vejen. Som søger havde hun fået en masse tilbud da hun første gik ud af skolen. Der var selvfølgelig en masse træning og optagelses prøver, men hun havde endelig fået et arbejde. Hun havde nu været søger for holet i 5års tid og hun havde elsket hvert et minut af det. Ville hun så også elske at være i et arrangeret ægteskab? Som familien kom nærmere herregården var Yulansquin nervøs. Ville hun kunne lide manden eller ville de hade hinanden? Der var ingen tvivl om at hun ikke ville dette, men hendes far havde været konsekvent i hans udtalelser. Det var at blive gift og føre familien videre eller det var at flytte hjem uden at arbejde. Hun ville ikke miste sit arbejde, hun elskede det så at blive gift var hendes eneste mulighed. Hun havde aldrig haft en kæreste, måske flirtet lidt når hun ikke var genert men aldrig noget hun gjorde med vilje.

Herregården så stor ud og Yulansquin havde sat håret op i en hestehale. Håret lå på skulderen og hun havde taget fint tøj på. Som hendes far havde sagt ”Man skal se ordentligt ud når man møder ens svigerfamilie” der var ikke andet at gøre end at følge hans ord. Bagerst i flokken gik hendes lillesøster og holdet Yulansquin i hånden. Hun var mindst lige så nervøs på hendes vegne som hun selv var. En banken lød og Yulansquin kiggede op, hendes far havde banket på døren. Med et puf dukkede en husalf op ved siden af Yulansquin op med en buket blomster som hun afleverede. ”Til moderen” kom det fra husalfen og starte sig bag familien. Yulansquin kunne ikke andet end at smile, så var det altså nu.

[Deleted]

Da han kom ind i stuen blev han mødt af hans far. En høj blond mand med et autoritært udtryk i de kolde blå-grå øjne - der var ingen tvivl om hvor sønnerne havde det fra.
Matthew nåede kun lige ind og hilse på den ældre troldmand da der lød en banken på døren. Det ville være løgn at sige at Matthew ikke kunne mærke nerverne melde sig. Han forsøgte dog at holde det nede og lade som om at det ikke gik ham på. At det ikke betød noget hvem hun var eller hvordan hun var for det handlede om deres familier. Men selvfølgelig betød de da noget et eller andet sted. Det var jo ikke lyste til at blive gift der havde drevet ham hertil, det var udelukkende buisness om man så kunne sige.
Hans mor forsvandt ud i gangen. Selv blev han stående i stuen med rank ryg og hænderne foldet foran sig. Hans far stod ved siden af ham. Matthew kunne ane et svagt stolt udtryk i mandens ansigt, det var ellers yderst sjældent at han viste den slags.
Der blev rumsteret lidt rundt ide i den store hall og han kunne høre gæsteren komme indenfor. Nerverne begynder at give sig til kende i større grad nu, men Matthew forsøgte at fokuserer på at holde sig rank og præsentabel.
Han var iført et mørkt gråt jakkesæt, dog uden slips og med en mørk skjorte inden under. Hans hår var friseret som det altid var. Nydeligt redt tilbage. Hans hjerte hamrede usigelig hurtigt og det generne ham vanvittigt meget at han pludselig var så nervøs, han havde haft langt mere styr på sig selv inden han var kommet ind af døren. Men måske var det fordi at det lige pludselig var blevet langt mere virkelig nu hvor hans kommenede kone var trådt ind af døren. Han havde lyst til at gå hen og ud i forhallen, men han vidste at han måtte beherske sig, det ville joine dem i stuen om lidt.

[Yulansquin Faa]

Den allerede nervøse Yulasnquin bevægede sige indenfor sammen med resten af hendes familie. Hun spekulerede lidt på hvordan hendes far overhovedet var kommet i kontakt med denne familie. De så jo rige ud, ikke at de selv var fattige. Slet ikke efter hun havde arvet en del penge fra en gammel onkel. Hun kiggede ned på blomsterne hun havde i hånden og derefter på husalfen. Som hun kom inden for rakte hun blomsterne til moderen og kiggede flovt ned i jorden. Hun var virkelig ikke god til den slags ting her. Hun havde mest af alt lyst til at flygte og bare forsvinde fra jordens overflade. Hun kiggede ned på sin sorte kjole for at være sikker på den sad ordentligt. Hun fjernede hestehalen fra hendes skulder så den hang ned langs hendes ryg. Husalfen begyndte at børste hendes kjole af for fnuller og hun så ikke engang på husalfen. Hun klemte en enkelt gang hendes lillesøsters hånd og kiggede ned i gulvet.

Som familien gik fremad gik hun med. Hun fik en klump i halsen som de kom ind i stuen. Hendes blik var stadig fortsat ned i gulvet og hun klamrede sig nærmest til sin lillesøster. Hun formåede endelig at kigge op fra gulvet og rundt i lokalet. Hun kunne godt kigge lidt rundt nu hvor hun var her. Selvom hun var nervøs skulle man da se på sin kommende mand! Hendes far hilste pænt rundt på alle der var i stuen og det samme gjorde hendes mor. Hun kiggede lidt på Matthew, kunne det var ham? Hun var ikke sikker, måske var det en anden mand. Hun fik røde kinder som hendes generthed tog over.

[Deleted]

Matthew havde virkelig regnet med at han ville være mere cool i denne situation, han havde jo vidst at den ville komme en dag. Det var hans usagte pligt at viderefører familien. Hans forældres ægteskab havde også været opsat dengang og de havde lært at elske hinanden.
Han så mod døren som den anden familie begyndte at komme ind med hans mor i spidsen bærende på en buket blomster og et lidt for selvtilfreds udtryk malet i ansigtet. Matthews blå-grå øjne faldt først på "svigerforældrene" og så landede de på den ældste af de to kvinder. Det måtte være hende. Han nikkede kort imod dem, hans mor var allerede i færd med at sælge ham så godt som hun kunne formå hvilket i virkeligheden gav ham mest lyst til at bede hende om at tie stile. Af respekt for sine forældre gjorde han det dog ikke.
Det var så her hans far trådte i karakter og gik frem for at imødekomme de nyankomne med et fast håndtryk. Han sendte Mattews mor et sigende blik der fik hende til at stoppe sin konstante plabren.
Matthew gik frem mod floken og hilste først på forældrene og derefter rakte han hånden frem mod Yulansquin med et venligt og alligevel lettere tilbageholdt smil. "Du må være Yulansquin? Jeg er Matthew." Han forsøgte at ignorerer sin mors øjne i nakken der intenst fulgte med i hver eneste bevægelse han foretog sig, tydeligvis lidt for begejstret for foretagnet.
Matt så mod lillesøsteren og rakte så sin hånd frem mod hende også for at præsenterer sig der.
Det var her hans far atter brød ind og inviterede dem alle til at sætte sig i sofagrupperne foran karminen imens husalfen blev sendt ud for at gøre teen klar.
Det var en mærkværdig følelse at vide at den kvinde skulle være hans kone. De skulle flytte sammen og sandsynligvis tilbringe resten af deres liv sammen. Hun så nu ret godt ud og hun var vidst quidditchspiller så der var helt sikkert noget status at hente der, men på den anden side ville hans forældre heller aldrig være gået med til det hvis ikke der var. "Så du spiller quidditch?" Spurgte han ind til hende bare for at starte en eller anden form for samtale op.

[Yulansquin Faa]

Snakken gik allerede godt i mellem familierne, men Yulansquin hørte ikke noget af det der blev sagt. Hun var alt for fascineret og genert til at høre efter. Det var først da hendes lillesøster klemte hende i hånden hun kom list til sig selv. Hun hørte lidt af den fine tale som Matthews mor holdet og kiggede så hen på Matthew. Kunne det virkelig være ham? Sådan en mand som ham måtte da for længst have fundet en pige at være sammen med. Hun fik røde kinder og vendte blikket væk. Husalfen stod stadig og børstede fnuller af kjolen for at den skulle være perfekt. ”Bare stop nu” mumlede hun til husalfen som straks stoppede. Hun starte sig Ove ri baggrunden til hun blev kaldt på. Matthew bevægede sig over til hendes forældre. Åh nej så kom det til hende lige om lidt. Nervøst klemte hun sin lillesøster hånd men blev trukket væk fra hende da Matthew kom der over. Han hilste på hende.. hvad skulle hun gøre, hun havde lyst til at løbe langt væk forsvinde fra jordens overflade. Hun sank en klump der havde samlet sig i halsen på hende. ”Kald mig Yo eller Yules” sagde hun forsigtigt men højt nok til mat Matthew kunne høre det. Hun rakte en hånd frem og trykkede den. Så denne Matthew var altså hendes kommende mand. Matthew Price, den vel omtalte mand i familen Faas hus. De havde fortalt hvor god en mand han ville blive, hvad han arbejde med og hvordan han så ud, men det var også det. Hun anede jo ingen ting om denne mand. Lillesøsteren hånd blev trykket og Yulansquin kiggede ned på hende og der efter på Matthew med røde kinder.
Sofa gruppen ja det var et godt sted... eller nej faktisk ikke, der var for mange mennesker. Hun følte det som om alle kiggede på hende og Matthew. Hun brød sig ikke om st være i centrum. Det var også derfor hun havde begravet sig i bøgerne på Hogwarts. Hun havde lyst til at vende om og gå mod døren, men hun kunne ikke byde det hendes familie. De betød alt for hende, og hun ville vanære dem. Hun kom lidt til sig selv da hun hørte ordet Quidditch, ja se det var noget hun kunne snakke om. Forsigtigt nikkede hun ”Ja søger for Montrose...” sagde hun og kiggede genert op på ham. Søsteren var gået over til de andre sammen med deres husalf. Hun skulle også gøre lidt nytte, så hun var straks gået i gang med at flætte søsterens hår.”Du arbejder i ministeriet, altså det Norske, i hvilken afdeling?” hun var stadig forsigtig i stemmen, og hendes øjne søgte hendes mor som sad og kiggede på dem begge to, lidt efter kiggede hendes far. Så mange øjne, hun kunne ikke klare det!

[Deleted]

Han blik faldt ned på husalfen det frem til nu havde brugt en god del af sin tid på at rette på kjolen hans trolovede bar. Trolovede. Det var i reglen et ret skræmmende ord. Et ægteskab var en stor ting, en kæmpe forpligtelse og her stod han og skulle lade som om at det var en bagatel. Han vidste at han havde sine forpligtelser og han havde tænkt sig at efterkomme dem om han kunne lide det eller ej, men jo mere han tænkte over det jo mere inderligt freakede han ud.
Hun lod til at være en smule genert anlagt. Nu var Matthew ærligt ikke den store people-person så han kunne tage fejl, men hun lod bare til at gemme sig lidt væk, som om hun ønskede at være her nogenlunde lige så lidt som han gjorde. Det var fakirs næsten en lettelse.
Han forsøgte sig med et roligt smil der dog ikke helt nåede de blå øjne, "Yules så," det lå faktisk godt i munden, "du kan kalde mig Matt." Tilbød han. Faktisk var han ikke så vild med kælenavne, men på den anden side så var dette her hans kommende kone. De måtte gøre hvad de kunne for at blive lidt mere afslappede omkring hinanden for den første tid ville nok ikke ligefrem blive den letteste. Han håbede bare virkelig inderligt at det ikke var alt for forskellige, at hun elskede at sove længe og spille høj musik fra De Skæve Søstre eller sådan noget ligende.
"Det kan umuligt have været let at få den post?" Svarede han så, "jeg har desværre kke fået fulgt så meget med i denne sæson, men det kunne jo være jeg skulle begynde på det." Eller nogen sæson. Han så ikke så meget quidditch fordi han altid havde travlt, men man måtte jo ofre sig lidt. "Ja de gør jeg, Kontoret for Vilde Undslupne Væsner," informerede han med et lettere stolt mine. "Der er flere af dem end man lige umildbart skulle tro." Og så gjalt det om at få underrettet de rigtigte steder og sørge for at de inkompetente mugglere forblev uvidende.
Han bemærkede godt at hendes blik flakkede en smule imod gruppen i sofaen og han kunne nok nikke genkendende til ubehaget ved deres konstante nysgerrige blikke. "Kunne du tænke dig at gå med ud og se haven?" Spurgte han så lidt random. Han kunne godt bruge at få lidt luft lige nu. Han blev ret hurtigt træt at forældrenen og deres nysgerrighed, det var trods alt også derfor han var flyttet til Norge i først omgang. Han håbede da også inderligt at det var der de skulle bo sammen, skønt hun også havde et liv bygget op her i Storbritannien.

[Yulansquin Faa]

Husalfer var hvad husalfer var. Lidt for nærgående når det skulle være. Denne her husalf var i hvert fald. Den lagde lidt for meget vægt på hvordan man så ud, lidt lige som Yulansquins far. Hvis det stod til husalfen strøg hun alt i huset, selv det der ikke behøvet at blive strøget. Det var en rigtig husmor. Hvilket altid havde undret hende lidt.
Endnu engang vandrede hendes blik over i sofa arrangementet hvorfor skulle hun også giftes? Det var ikke noget af det der stod på hendes ønskeliste. Der var langt fra det hun ville. Hun havde ting her i livet som hun gerne ville, ting at opnå ting hun ikke kunne når hun blev gift. Så blev der forlangt børnebørn og meget andet. Nej hun var stadig for ung til at få børn. Bare fordi hendes forældre valgte at få børn tidligt, så betød det ikke at hun også skulle. "Matt.." kom det forsigtigt fra hende og vendte blikket over på ham. De skulle vel føre en samtale, selvom det var svært. Hun ville hellere forsvinde fra jordens overflade. Tanken var der da med at skulle forvandle sig til en kat, men nej det kunne hun ikke byde familien.
Hun rystede lidt på hovedet og kiggede på ham. "Det er en af top holdene i ligaen, så det var svært at få den. Men jeg fik den da med hård træning og arbejde." Egentlig var hun lige glad med om han så quidditch, han havde sikkert nok at tage sig til med sit arbejde, desuden boede han jo i Norge. Så hvorfor skulle han følge med i en liga der ikke lå ved ham. "Tja vi føre da lige i øjeblikket." det var jo ikke for sjov skyld Montrose havde vundet ligaen 32 gange. Dog havde hun ikke været så meget sig selv som hun plejede, simpelthen på grund af denne her forlovelse. Hun havde spillet dårligere og fået flere skader, men hun var hurtigt kommet over det. Nu var det jo bare at se fremad, ellers ville de tabe, og så ville det hele være hendes skyld.
"Jeg overvejede selv Magizoolog vejen, men Quidditch trak mere i mig." hun havde altid været god til de magiske væsner, og det passede vel egentlig meget godt han arbejde for noget der lignede. Så havde de da noget at snakke om. Hun tvivlede på at de havde noget at snakke om. Men det måtte tiden vel vise. Tænk hvis han var voldlig, eller var syg eller tænk hvis han faktisk havde for mange problemer med hende? Hvordan skulle hun nogen sinde komme igennem dette ægteskab? Hun blinkede nogle gange med øjne og kiggede over på sofagruppen. Hun ville hellere end gerne et andet sted. Hun nikkede og sagde meget forsigtigt så kun han kunne høre det. "Hellere end gerne." så var der da også en chance for hun kunne flygte hvis det blev for meget.

[Deleted]

Matthew anede ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv i alt dette her. Han følte at han havde brug for at komme ud og få noget frisk luft, væk fra forældrenes forventninger og nysgerrige blikke. Hvor han dog hadede at føle at han skulle leve op til deres forventninger, men på den anden side så ville han gerne ære familienavnet. Der lå en del stolthed i det. Han forstod jo godt meningen med at fuldblodslægterne skulle holdes rene især for mudderblod. Det var ligesom hans pligt.
Han nikkede kort mod hende som hun sagde hans navn. eller rettere forkortelsen på det.
En afmålt trækning i den ene mundvig hvilket næsten kunne være et smil løb over hans ansigt som hun snakkede om sit job. Igen havde han selv for travlt til rigtigt at følge med, men igen kunne han da sikker nok overtales til at se en kamp engang imellem. En ting der dog gav ham en smule mere respekt for kvinden foran ham var den fact at hun tydeligvis ikke havde været bange for at kæmpe for det hun gerne ville. Hun var blevet professionel spiller hvilket jo langt fra kunne siges om alle dem der gik med samme drøm.
"Det er imponerende," forsøgte han at bekræfte hende lidt. Det kunne han jo lige så godt vende sig til, det var sådan et ægteskab fungerede. I hvert fald ham bekendt. "Magizoolog," gentog han så og nikkede anerkendende. "Det er også et spændene fag, dog ikke quidditch, men alligevel."
Det var en lettelse at hun gerne ville med ud. Meget nobelt lod han en hånd hvile mod hendes land som han stille guidede hende mod døren. Så snart de havde forladt rummet lod han atter hånden falde ned langs siden. Der gik ikke mange sekunder før hans mor stod ude ved dem. "Matthew kære, hvor skal I hen?" Han sendte hende et lidt irriteret blik, det var lige præcis disse nysgerrigheder der gjorde at han boede i Norge. "Vi trænger til noget luft." Forklarede han i en rolig tone det skjulte irritationen til perfektion. "Åh. Jamen okay, men bliv nu ikke væk for længe," kvidrede hun før hun atter gik tilbage i stuen til resten af selvskabet hvor han hørte hende sige noget med at "de unge mennesker havde brug for tid alene." Han kunne simpelthen ikke lade være med at himle kort med øjnene over den kommentar. Det var bar som om at han altid kunne stole på at hans mor kunne gøre tingene mere akavet.

[Yulansquin Faa]

Yulansquin gik ikke så meget op i blodslægt. Alle skulle have lov til at være her, men mest af alt skulle man have lov til at være sammen med den man ville. Selv hvis det var en mugglerfødt. Sådan så hun på tingene og de var nok svære at få vendt om. Hun kunne ikke se ideen i at være indfødt fuldblodsmagiker. Ja man havde da behov for dem bevars. Men at gå så meget op i det var altså ikke hendes hensigt. Hvis hun nogen sinde fik børn, ja så skulle de vælge kærlighed frem for noget andet. Det var der ingen der skulle tage fra hende, ikke engang hendes kommende mand. Men nu vidste hun heller ikke om han var fuldblods fanatiker eller hvad han var. Måske var han lige som hende, fuldkommen lige glad med alt det fuldblods pjat?
Hun prøvede så vidt muligt at gemme sig bag hendes hår. Hvorfor havde hun aldrig kommet af med sin generthed? Den havde fyldt hele hendes skoleår og det var ikke blevet bedre med tiden. Hun var stadig lige så genert når det kom til at møde nye folk. Hendes søster var ikke et hak bedre, hun var også genert. Hun havde bare lært at håndtere den lidt bedre. Et enkelt blik gik over på hende, så ung en alder og hun havde allerede hele livet foran sig.
Hun nikkede lidt. "Ja, vi spiller ret godt for tiden." selvom hun ikke havde været på toppen havde de da stadig scoret en del point ind, men nu havde de også været foran i et godt stykke tid. Hun kiggede lidt op på ham og bed sig i læben. Endnu engang nikkede hun til hans ord. "Ja, men det var Quidditch der trak i mig." hun kiggede hurtigt væk fra ham igen. Der var ingen grund til at kigge mere på ham end højst nødvendigt, det tillod hendes generthed hende ikke. Hvis hun dog bare kunne forsvinde som kat, så havde alt været godt.
Den hvilende hånd på hendes fik hende til at rødme. Åh nej hvad skulle det nu til for. Straks kiggede hun hen på sin far som straks sendte hende øjne. Åh nej hvor skulle hun nu kigge hen?! Det var slet ikke fair dette her! Hun ville ikke kigge på Matthew, og slet ikke sin far.
Hun blev guidet ud mod døren og endelig slap han hendes hånd. Gudskelov! Så kunne de godt droppe scenen. Måske hun faktisk havde chancen for at slippe væk? Men kunne hun byde familien sådan bare at forsvinde? Hun tog fat i håndtaget og skulle til at åbne da en stemme bag dem afbrød i hendes gøremål. Hun sank en klump, det var vidst ikke kun hendes familie der var nysgerrige. Hun åbnede døren og bevægede sig udenfor. Hun tog en dyb indåndning og tog nogle skridt ud. Så måtte Matthew jo vise hvilken vej de skulle gå. Det var dog nu hun havde chancen til at forvandle sig til en kat, inden Matthew kom men en skyldfølelse skyllede op i hende. Hun kunne ikke tillade at sætte sin familie i vanære.

[Deleted]

Matthew gik op i blod. Det var sådan han var blevet oplæst og som sin ældre bror Xander havde gjort havde han set vigtigheden i det at være fuldblodsmagiker og hvilket ansvar der lå i det. Han var yderst interesseret i at holde den rene linje og han brød sig ikke om mugglere og mugglerfødte. De betød ingenting for ham og om de var levende eller ej kunne ikke rage ham mindre så længe de ikke stod i vejen for ham og ikke svinede blodlinjerne til.
Han fornemmede godt at hun virkede temmelig genert, det gjorde ham nu ikke noget for dette her var trods alt også en temmelig akavet og presset situation for dem begge og igen følte han sig jo også selv ret malplaceret - i meget stor grad.
Han fik hurtigt afskediget sin mor så de kunne komme ud i den friske luft for Guderne skulle vide at han havde brug for det! Han trak hurtigt i sin mørke frakke og slog et mørkerødt halstørklæde om halsen inden han gik udenfor efter Yulanquin.
Som døren lukkede i bag dem åbnede han lettet op og sukkede tungt. Han sendte hende et næsten opgivende smil og gjorde tegn med hånden om at de skulle gå til venstre. Han var godt klar over at hans mor hadede at han tog Yulanquin med ud hvor hun ikke kunne følge med i hver enkelt detalje det foretog sig. Han hadede at hun skulle være så nysgerrig som om hun var bange for at han ikke ville være i stand til at snakke med sin kommende hustru uden at skræmme hende helt væk.
"Det blev hurtigt temmelig presset derinde." Konkluderede han og håbede lidt at hun havde haft det på samme måde. Han var bare virkelig ikke god til sine forældre i for store mængder af gangen hvor tarveligt det så end måtte lyde.

[Yulansquin Faa]

Blod betød virkelig ikke noget for hende. Hun håbede inderligt at han også havde det sådan, men samtidig virkede han bare så... arrogant? Kunne man sige det? Måske lidt høj i hatten? Det kunne selvfølgelig også bare være en følelse hun havde. Dog kunne hun ikke få sig selv til at spørge om hvad han mente om dette ægteskab, og holdningen omkring det skulle være en fuldblods familie. 
Hun stirrede lidt på ham og vidste ikke jo hvad hun skulle stille op. Hånden blev taget op for at vise vej og hun bevægede sig til venstre. Hun var usikker på hvad der skulle ske. Denne mand virkede slet ikke i hendes smag. For slet ikke at tale om at de boede så langt fra hinanden. Hun havde ikke tænkt sig at flytte nogen steder hen. Hun havde et godt job, og et godt sted at bo. Hvis nogen skulle flytte så var det ham! Hun var stædig og hun skulle nok få sin vilje før eller senere.
Hans stemme virkede så rolig og fattet. Som om der ikke var noget i vejen med noget, som om dette var helt normalt. Havde han prøvet det før? Måske det bare var normalt sådan at skule giftes bort i hans familie? Dog nikkede hun til hans ord ”Presset er ikke ordet.” kom det stille fra hende. Et vindpust fik fat i hendes hår og og tot rev sig løs fra elestikken. Den røg ned over øjne, og hun tog fat i totten og satte den om bag øret. Den søde duft fra hendes parfume fyldte luften, en duft af rose eller lavendel. Hun elskede den duft, man kunne aldrig helt regne med hvad man kunne dufte.
Hendes generte adfær havde sat sine spor i hende. Hvad skulle hun sige, som de gik der i stilhed havde hun behov for at der skulle ske noget, og at hun kunne forsvinde. Endnu en gang kom tanken frem i hende at bruge animagi, men hun kunne ikke få sig selv til det. Hun ville ikke sætte sin familie i vanære på grund af hendes fejltagelser. 
”Så.... Hvad mener du om dette ægteskab vi skal have?” spurgte hun forsigtigt, hun drejede kort hovedet for at se på ham, og så vende det væk igen. Han var da en pæn mand, og nok en hun ville have set efter før i tiden. Det var bare ikke der hun var nu.

[Deleted]

Han lod dørerne bag dem glide i og gik langsomt imod haven som han have anvist vej til. Han var blevet oplært med at familienavnet kom i første række så om han kunne lide hende eller ej havde faktisk ingen betydning. Han måtte lærer at indfinde sig med hende uanset hvad.
Det betød ikke at han synes om måden de blev gjort på, stod det til ham kunne han selv få lov at vælge hvem han ønskede at tilbringe sit liv med, men sådan var det bare ikke i hans familie -og tydeligvis heller ikke i hendes.
Den milde duft fra hendes parfume blev ført til ham af vinden og fik en lille antydning af et smil frem der dog hurtigt blev skjult som han så i den anden retning. Hvad i alverden skulle man snakke med en kvinde man aldrig før havde mødt om når man vidste at man ikke bare kunne gå hvert til sit hvis ikke man klikkede. Nervøsiteten meldte sig igen, men han skjulte det godt.
Den kølige vind gav farve til hans ellers blege kinder, han vendte atter blikket i hendes retning.
Han fnøs lavmeldt og lod blikket drive op mod himlen som det svage smil atter meldte sig. ”Ærlig talt ved jeg ikke helt hvad jeg skal synes om det.” Indrømmede han og skar en grimasse. Blikket vandrede tilbage for at søge hendes. ”Jeg ved at vi har forpligtelser og den slags, men det er underligt bare at vide at vi skal leve sammen til vores dages ende...eller hvad man nu siger.” Han sukkede en smule uden at være helt sikker på om han måske overtrådte nogle grænser ved sin indrømmelse. ”Hvad med dig? Hvad synes du om det?”

[Yulansquin Faa]

Som stilheden kom over dem begge blev hun mere uvandt til situationen. Stilhed var godt på mange måder. Men dette her var hendes kommende mand, de skulle snakke om alt der var at fortælle. De blev nød til at åbne munden begge to. Dog føltes det som om hendes generthed kom på tværs af det hele. Hun var aldrig kommet over det lige som hendes søster. Hun havde taklet det bedre med tiden, hun virkede også mere udadvendt. Det var ikke noget man kunne sige om Yulansquin, hun var langt fra udadvendt. Hun havde altid været den generte pige der ikke vidste hvilket ben hun skulle stå på. Det havde altid været noget andet på Quidditch banen. Der kunne hun vise hvem hun egentlig var, der behøvede hun heller ikke at sige noget. Ikke ud over dem på der var på holdet. Nu var det noget andet. Hun var tvunget til at snakke med en. Tvunget til at gå ind i et ægteskab hun ikke engang vidste om hun kunne. Tanken om børn virkede også så skræmmende. Hun havde aldrig haft samleje. Hun vidste ikke hvordan det forgik. Tænk at en 27 årig kvinde aldrig havde haft samleje. Matthew havde sikkert haft masser af samleje, han lignede en der kunne få hvem som helst hvis bare han kiggede på en. Sådan var hun jo slet ikke.
Endelig åbnede han munden og snakkede. Hun lyttede intenst til hans ord og hun lod blikket glide over på ham. Hun nikkede lidt til hans ord og sank en klump der satte sig i halsen. Han spurgte hende om noget, hvad skulle hun sige? Hun ville ikke i et ægteskab. Denne mand kendte hun ikke, og hun kunne ikke få sig selv til at sige det. "Jeg... Jeg..." det var som om hendes stemme gav efter. Den ville ikke rigtig forme nogen ord. Der ville ikke engang komme nogen lyde ud. Hendes kinder begyndte at blive røde og hun vendte blikket væk fra ham og jorden. I stedet lod hun blikket gå ud over haven på hendes højre side. "Jeg vil ikke sætte min familie i vanære.." kom det usikkert og stille fra hende. Hun var ikke sikker på om han kunne høre det. "Jeg vil giftes af kærlighed ikke af pligt..." endnu engang var hendes stemme usikker og stille. Dog havde hun ret i det hun sagde. "Jeg er forpligtet til at følge mine forældre og det gør jeg. Det ville være en vanære ikke at gøre som de siger." meget havde hun kunne få trumfet igennem hos sin mor, men hendes far derimod var noget helt andet. Han stod fast på sit princip at hun skulle giftes med en fuldblods, og det var ikke til at rykke. Hun havde selv fået lov til at følge sin karriere drøm i stedet for at gå ind i familie virksomheden.

[Deleted]

Modsat Yulanquin var Matthew ikke jomfru. Han hade ikke været sammen med mange forskellige, men han havde dog haft samleje før. Han gik nok også ud fra at hun havde. Tanken om at få børn skræmte ham dog lige så meget som den skrømte hende. Eller i hvert fald næsten. Selvfølgelig var han ikke den der skulle gennemgå graviditet og fødsel, men børn var en livslang tidsinvastering og Matthew kunne godt lide ikke at være afhængig af nogen. Dog var den tid forbi nu, det vidste han godt. Han havde nydt det så længe det varede, men nu var det på tide at efterkomme familiens ønsker. Livet var kort, det havde han lært på den hårde måde. Hans ældste bror Xander havde aldrig fået nogen børn, ingen til at føre familiens navn videre og Vincent havde for travlt med at gøre alt for at slippe for sine familiære pligter, altså var der kun ham tilbage. Han måtte gøre sin pligt, i hvert fald på længere sigt, men for nu var første skridt at lære sin trolovede at kende.
Hendes ord fik ham til at kigge på hende, "Kærlighed? Ja hvilket smukt sted verden ville være hvis det var en mulighed," mumlede han skeptisk. Han havde aldrig været forelsket. Eller han havde nok aldrig ladet sig selv blive forelsket. Ikke rigtigt. Han havde jo altid kendt spillereglerne ved at være en Price så han havde nok et eller andre sted altid holdt sig selv lidt tilbage fra den slags.
Han havde haft et enkelt crush i skoletiden på Hogwarts, men hun havde kun været halvblod så det havde været doomed fra starten af.
Selvfølgelig var det ikke fedt at vide at hun kun gjorde det fordi forældrene sagde det og hun var bange for at vanære dem og det var endda på trods af at han gjorde det på samme bekostning. "Vi må bare forsøge at få det bedste ud af det." Sagde han så i en rolig stemme og så tilbage på hende, "mange lærer at elske hinanden gennem ægteskabet." Det havde i hvert fald været tilfældet med hans egne forældre og han vidste at de ikke var de eneste.