And so it begins..

[Deleted]

Matthew var godt klar over at det ikke ville være let at komme ind på de store norske quidditchhold og han kunne godt forstå at hun var tøvende og ikke havde lyst til at flytte. Det forventede han egentlig heller ikke af hende, igen havde han intet videre forhold til Norge. Selvfølgelig var han glad for sit job og for sit hus, men det havde ikke den store dybe betydning for ham. Det han satte mest pris på var afstanden til sin familie, der gjorde at de ikke kom rendende konstant og blandede sig i alting. Det havde heller ikke handlet om at han ville have sin vilje, mere at han om ikke andet ville have at det skulle være noget de kunne snakke for og imod om, sådan at hendes ikke bare blev hævet over hans.
"Jeg forlanger ikke at du skal flytte fra Skotland, men jeg vil gerne at vi kan snakke om hvad der er mest praktisk. Måske indgå en form for kompromis." Sagde han i en rolig tone og fugtede sine læber. Han vidste ikke hvordan lige nu, men det kunne de måske finde ud af sammen.
Han måtte erkende at det kom som en overraskelse for ham som hun pludselig ændrede form og der kort efter stod en kat ved hans side. Undrende betragtede na den som den sprang afsted mod haven, væk fra huset. Matthew så efter den, men gjorde ikke tegn til at følge efter.
Han blev stående lidt med en lettere synkende fornemmelse i maven. Ville hun komme tilbage? Hvorfor var hun i det hele taget stukket af, og hvad skulle han sige til forældrene. Eftersom han ikke vidste hvor hun var løbet hen gik han tilbage imod huset. Hun måtte have brug for at være lidt alene. Han stoppede op tæt ved huset og satte sig på en smuk stenbænk i læ af en rosenbusk, således at han ikke ville kunne blive spottet fra huset, men stadigvæk kune holde øje med det, og holde øje med om hun kom tilbage. Tålmodigt gav han sig til at vente. Hvis ikke hun kom tilbage måtte han jo bare gå ind og sige hun havde brug for lidt tid til at tænke over nogle ting.

[Yulansquin Faa]

Af gode grunde havde Yules ikke hørt hvad Matthew havde sagt. Hun havde været væk med det samme hun fik muligheden for det. Som hun sad der på kanten af springvandet bed hun sig i læben, det hele virkede så forkert og alligevel så rigtigt. Hvis bare det ikke var fordi Matthew mere eller mindre havde stillet hende et ultimatum. Det var ikke hendes smag. Nok gjorde hun alt for familien, men det var også hendes egen. Nu skulle Matthew til at være hendes familie. Men ville han stille krav til hende fra nu af? Godt nok havde det bare været et spørgsmål han havde stillet hende, men på et eller andet plan havde det vel også været et krav var det ikke? Hun var ikke sikker, men hun håbede ikke at hendes liv ville blive sådan her resten af hendes liv. Det ville ikke være rigtigt at blive behandlet på den måde. Godt nok var der mange ting der kunne gå galt her i disse måneder. Men det handlede vel også bare om hvor meget de arbejde for sagen. Men ville Matthew nogen sinde se tingene på hendes måde også? Eller skulle hun bare gøre som sin mor og leve efter sin mand og hans vilje? Der var så mange ting i hende der sagde at det nok skulle gå det hele, men der var hendes tvivl også. Hun anede ikke hvad hun skulle stille op.
Med tårerne trillende ned af kinderne og håndfladen der kørte hen over vandets overflade stirrede hun blot blankt ned i vandet. Med nogle en mundbevægelse kaldte hun på et navn uden hun selv havde opfattet hun havde sagt. Inden for kort tid stod der en husalf bag hende. "Miss Faa?" meget befippet blinket Yules nogle gange med øjnene og vendte sig om stadig med tårerne trillende ned af kinderne. Uden så meget som at sige noget skyndte husalfen sig hen til hende lagde en arm rundt om hende, og rettede Yules's ansigt op. "Hvor er Hr Price?"[/i] uden så meget som at sige noget rystede Yules på hovedet og græd endnu mere. Husalfen fjernede de tåre der dukkede op trøstede hende så meget hun kunne.
Hvad der virkede som 10min havde Yules grædt og grædt. Tåre var blevet fjernet, makeuppen var sat ordentligt igen og Yules var endelig på vej tilbage med husalfen lige i hælene. Hvor meget Yules ikke havde lyst til at vende tilbage til huset måtte hun gøre det. Hun måtte se familien og Matthew i øjnene igen.
Matthew sad stadig ude foran og Yules bevægede sig hen imod ham, nejede kort foran ham og kiggede ned ijorden. "Jeg beklager min opførsel" kom det roligt fra hende uden at kigge på ham en eneste gang. Hun ville ikke være på tværs, og hun ville bestemt ikke være til besvær. Hun havde bare haft brug for at komme lidt væk, og hun ville virkelig gerne hjem nu. Men det var hendes familie der bestemte det hele.

[Deleted]

Matthew ventede. Hans blik skiftede mellem af pege ud mod haven og tilbage mod hoveddøren i tilfælde af at hun skulle komme tilbage den anden vej. Uden nogen ide om hvor lang tid der havde passeret rejste han sig op fra bænken. Der var i hvert fald gået en del tid og det var begynd at blive koldt at sidde stille.
Måske skulle han bare gå ind og vente på hende der. I det samme opfangede hans blik hende komme fra haven af og op imod ham. Han så på hende. Hans fremtoning var komplet ulæselig. Han så bare til, skævede kort ned til alfen og så tilbage på sin kommende kone.
"Vi må hellere se at komme ind." Var hans svar. Ikke noget med at han tog imod hendes undskyldning eller hvad der var sket. Han bar ikke nødvendigvis et dårligt menneske, men han følte måske bare lidt at hun havde ladet ham en smule i stikken ved bare at smutte. Desuden var der vel en grund til at hun var løbet væk. Måske det hele var blevet for meget for hende.
Han begyndte langsomt at gå op imod hoveddøren, men tøvede så inden han åbnede den. "Vi står i denne her situation sammen. Ingen af os ønsker dette her. Lad os i det mindste forsøge at få det til at fungerer, ellers bliver dette her ikke rart for nogen af os." Med det hentydede han selvfølgelig til at de måtte støtte hinanden og ikke bare stikke af som hun lige havde gjort.
Han havde ingen intention om at skælde hende ud eller råbe af hende, men han havde da et ønske om at hun ikke ville gøre det igen. Alene tanken om at hun måske kunne finde på at gøre det til brylluppet og dermed efterlade ham alene og ydmyget oppe ved alteret, skræmte livet af ham.

[Yulansquin Faa]

Da hun nu stod foran ham udviste han ingen ting. Der var ikke tegn til at han var glad for at se hende, eller at han rent faktisk havde været bekymret for hende. Han stod bare der som en kold skid. En der var lige glad med hende, hvordan kunne hun nogen sinde gå ind i dette her ægteskab når han havde sådan en attitude? Uden at sige noget vendte hun blikket ned på husalfen og hun kunne mærke hvordan tårerne så småt var på vej igen, men hun kunne ikke græde nu. Det skulle hun ikke. Det var ikke tiden til det. Der var virkelig ikke tid til at græde, hun måtte vente til hun kom hjem til sig selv. Eller i det mindste snakke med Andrea. Det ville hun sætte pris på. Men hvordan skulle hun nogen sinde kunne snakke med Andrea om dette her. Hvad ville hun ikke tænke? Det ville da være et chok for hende, lige så vel som det allerede var for Yules selv. Hvorfor havde hendes far også bestemt at hun skulle giftes bort?
Hun måtte få styr på tankerne og tvinge sig til at kigge på Matthew. Som Matthew rykkede på sig gjorde hun det samme og fulgte ham. Hun ville ikke gøre ham vred, tænk hvis han var værre end hende? Der skulle nok komme en dag hvor hun havde havde brug for at vise sin vrede, men dette var ikke tidspunktet. Som Matthew stoppede var hun lige ved at gå ind i ham. Hun vendte ikke blikket op for at kigge på ham, men lyttede i stedet til ham. Hun nikkede lidt. "Som du ønsker" kom det roligt fra hende og vendte blikket kort op på ham. Hun lagde hånden på hans og åbnede døren og trådte indenfor igen. Det var nu alle blikkene kom tilbage, det var nu alle blikkene ville stirre på dem, alle spørgsmålene ville komme. Hun magtede det virkelig ikke. Hun ville gerne væk langt væk fra dette her sted nu. Hun var græde færdig, men hun kunne ikke udvise det til nogen som helst. Hun bevægede sig ind i dagligstuen hvor de først var kommet ind og stirrede på dem alle sammen en efter en.

[Jukumo Faa]

Det havde været en hyggeligt eftermiddag, der var blevet snakket en del om brylluppet der skulle stå mellem den unge Hr Matthew og den unge Yulansquin. Der var blevet snakket en del om hvor brylluppet skulle holdes henne, og hvem der skulle inviteres. Hvad der skulle være af musik og hvad der skulle være af pynt. Det var tydeligt at mærke familien Price ønskede dette ægteskab lige så meget som han selv gjorde. Han havde måske været en smule hård ved sin datter og sagt hun skulle gifte sig, men nu havde han jo også fundet en god familie til hende. En af fuldblod, lige som han ønskede det.
De unge mennesker havde været væk længe, men det havde ikke rørt ham det mindste, dog var deres husalf forsvundet midt i det hele af hvilken årsag vidste han ikke. Dog rørte det ham ikke lige nu, der var vigtigere ting på programmet end en husalf.
Da det unge par endelig var kommet frem og han så sin datter komme først ind i stuen igen smilte han stort. "Der er I jo. Jeg håber i hyggede jer." han rejste sig op fra sofaen han sad på og bevægede sig over imod Matthew der også selv var kommet ind i rummet. "Så Mr Price. Hvad synes du om min datter?" hans stemme var fyldt med autoritet. Dog var der en kærlig stemme at føle også. Det var tydeligt at han ville have et ærligt svar. Han stod med hænderne om bag ryggen og kiggede på sin datter for at finde ud af om hun havde lavet vanære for hele familien eller om hun havde været anstændig som hun skulle være. Han håbede at hun havde været anstændig. Det ville ikke klæde familien at være i vanære når der skulle komme et bryllup.

[Deleted]

Følelser var ikke det der blev udvist mest af i Pricefamilien. Man respekterede hinanden og man forsøgte at efterkomme de normer familien besad. Men at løbe efter Yules havde bare ikke rigtigt virket naturligt for ham. Måske det ville blive det en dag hvis han rent faktisk begyndte at udvikle følelser for hende, og hun viste ham en anden vej end den han var vandt til at se fra familiens side, men for nu var tingene som de var.
Han accepterede hendes berøring. På et tidspunk når de var alene og folk ikke ventede dem tilbage måtte de snakke om hvad de hver især ønskede og forventede af dette her ægteskab. Sådan rigtigt. Ville hun gerne have ham til at udvise flere følelser, ville han gerne blandes udenom hendes ligegyldige tøse-fnidder-ting, hvordan skulle de opfører sig omring hinanden, med kys og kærtegn eller bare komplet no-touchy-zoned. Han anede det ikke, men det skulle de jo nok finde tid til at snakke om, bare ikke i aften.
Han nikkede blot skønt han ikke brød sig om at hun sagde det som var det udelukkende for at efterkomme hans ønske. Det var vel i deres fælles interesse? Tankerne blev dog hurtigt vildledt som de kom indenfor og alles opmærksomhed på ny blev rettet imod dem.
Matthew mødte den ældre Faas blik med respekt og venlighed. Han skævede derefter til Yules og så herefter tilbage på faderen. Der var ingen grund til at skabe et nummer over det der var sket derude. "Hun er bestemt ganske unik." Svarede han med et lille smil. Så have han vidst hverken sagt for meget eller for lidt.

[Jukumo Faa]

Når alt kom til alt håbede Jukumo at det hele var forløbe som det skulle. Nu kunne han ikke vide hvad der var sket når man ikke havde holdt øje med dem. Dog håbede han at det var gået som det skulle, og at Yulansquin ikke havde fået sat sig i et dårligt lys. Dette var en familie som han havde valgt hun skulle ind i, og det skulle gerne forblive sådan. Dog håbede han lidt at hun havde været venlig og fået talt lidt, frem for ikke at sige noget som helst som hun plejede.
Da Matthew sagde at hun var unik fik det ham til at trække lidt på smilebåndet. "Det glæder mig at du synes det. Så skal alt jo nok blive godt." han vendte sig om og kiggede på Yuri, sin kone Julie og resten af familien Price. "Alt i alt har dette været en vidunderlig sammenkomst. Alt er forløbet som det skulle, og det unge par kan nu se frem til et fremragende bryllup." konkluderede han og bevægede sig over til Hr Price. Han rakte hånden frem og trykkede den, bevægede sig videre over til Fru Price og kyssede hende på begge kinder. "Yuri, Julie vi skal også videre. Der er en del arbejde der skal gøres, og et bryllup der skal arrangeres." kom det fra ham og vendte sig om imod Yulansquin og bevægede sig hen til hende. "Jeg er stolt af dig" mumlede han da han gik forbi hende. Han gav et nik til Matthew og vendte sig om for at se om familien fulgte efter ham. Hvilket de gjorde. "Vi takker for jeres gæstfrihed og tak for snakken. Yulansquin så det afgang." han vendte sig om og åbnede døren for at bevæge sig ud af den. Som altid stalte familien sig på række. Med en tryllestav hævet og Yuri under armen tog han et sving og med et var han væk sammen med hans kone Julie lidt efter.

//Out

[Yulansquin Faa]

Så nu kom alle blikkene, og nu kom alle spørgsmålene. Hendes far rejste sig og bevægede sig over imod hende og Matthew. Åh nej, var der ballade nu fordi de var forsvundet. Okey det var bare et spørgsmål, et spørgsmål der kunne gå alle veje. Hun vendte blikket hen imod Matthew og bad inderligt for at han ikke sagde hun var løbet væk. Hun follede hænderne foran sig og havde lyst til endnu engang at løbe væk. Hun satte neglene ind i hænderne på begge hænder og bed sig i læben. *Bare ikke noget om at jeg løb væk. Bare ikke noget om at jeg løb væk* tænkte hun og kiggede ned i jorden. Dog kom svaret fra Matthew hun var unik. Hvordan skulle det forstås? Hun var ikke sikker. Måske han mente det på en god måde, men hun havde jo løbet væk så det kunne jo også være negativt. Som hendes far begyndte at sige farvel kiggede hun lidt efter ham stadig med hovedet ned imod jorden. Hendes fars stemme om at han var stolt varmede hende i kroppen, og hun var da glad for at få det af vide. Hun kiggede op og nejede for resten af familien. Hun vendte sig om imod Matthew og smilte lidt til ham. "Så vi ses jo nok." kom det roligt fra hende og nejede også for ham. Hun vendte sig om og kiggede efter husalfen der stadig stod bag hende. "Tricia vi skal gå du hørte far." kom det roligt fra hende og bevægede sig hen imod døren med husalfen lige i hælene. Selv husalfen havde vendte sig om og nejet for familien inden hun var trisset med Yulansquin. Med en løftet stav ude foran huset og et sving med tryllestaven forsvandt Yulansquin fra området, hun var så træt lige nu. Hun ville bare hjem, men det kunne hun ikke. Hun havde lovet at tage hjem med familien.

//Out