And so it begins..

[Yulansquin Faa]

Tanken om at have samleje skræmte hende, at få børn skræmte hende endnu mere. Det var bare ikke det rigtige tidspunkt at snakke om. Hvordan skulle man nogen sinde sige til sin kommende mand at hun aldrig havde haft samleje? Hendes generthed var altid kommet i vejen for det sociale, derfor havde hun også valgt en karriere hvor der skulle arbejdes for sagen frem for at bruge mundtøjet. Der måtte man lade handling føre sine ord for sig. Hun var god til sit arbejde, og hun elskede det, dog havde den sidste tid været svær for hende og det var da helt forståeligt.
Yulansquin hørte godt hvad han sagde selvom han mumlede. Det var jo ikke fordi de stod langt for hinanden. Egentlig blev hun lettere irriteret, hvad var der nu galt med kærlighed? Det var da ret almindeligt at gifte sig af kærlighed og ikke af pligt. Nej nej det kunne ikke være rigtigt dette her. Hun måtte bide sig hårdt i læben for ikke at sige noget hun ville fortryde. Hun skulle virkelig passe på for ikke at springe i luften. Det kunne hun altid gøre på et senere tidspunkt. Det var det bare ikke nu. De skulle lære hinanden at kende og intet andet. Deres familier ville sætte pris på det, og det måtte hun acceptere.
Hun sagde intet til Matthew der var ingen grund til det, ikke med mindre hun skulle springe i luften. Hvorfor skulle hun også have en indre slange spæret inde i sig selv. Hendes temperament kunne nemt løbe af med hende hvis der var noget der blev sagt forkert. Egentlig kunne man aldrig helt rigtig regne med hende, men det skulle Matthew jo nok lære på et tidspunkt.
Få det bedste ud af det, ja han havde vel egentlig ret i det han sagde, også selvom hun tvivlede stærkt på at det ville ske. Der var så meget der skulle gøres og ordnes og hun havde intet at sige selv. Kjolen, brylluppet, kjolen, maden, musikken ja alt var jo stort set til rettelagt fra hendes mors side af, hun havde sikkert fået snakket med fru Price om det. Et suk kom frem på hendes læber og hun kiggede væk. Hun lagde armene over kors og krammede sig selv, det var ikke pænt for en fin dame, men hun var lige glad lige nu. Alt kunne faktisk rende hende. "og hvis ikke?" spurgte hun og kiggede på ham. Hvad nu hvis de aldrig ville elske hinanden, de var jo tvunget til at få børn og bringe deres blod linjer videre lige meget hvad de så gjorde.

[Deleted]

Tanken om at skulle have samleje med en fremmed kvinde ville normalt ikke skræmme ham. Det er måske godt kunne bekymre ham var at han jo trods alt skulle vågne op med hende hver morgen resten af sit liv når først de var gift. Eller i hvert fald mere eller mindre.
Han gik ud fra at hun havde prøvet at være med en mand før, det var jo ret normalt i deres alder, men det var nu ikke noget som han som sådan gik videre op i. Dog ville det nok få ham til at hæve et bryn, men på den anden side måtte der vel også være noget specielt i at vide at han var den eneste hun skulle være sammen med.
Alt dette her tvunget ægteskab var både trættende og en smule deprimernede, han kunne da godt se at kærlighed og den slags sikkert ville være rart, men det var bare ikke en mulighed de besad så der var ingen grund til at dvæle ved hvad de ikke kunne få. Det var i hvert fald hans holdning.
Han bemærkede ikke rigtigt at han havde trykket på hendes knapper da han selv var ret opslugt i sine tanker og han nok ikke kendte hende helt godt nok til at vide at han havde overtrådt grænsen.
Han skævede til hende og trak let på skuldrene, "så må vi vel tage den derfra." Sagde han roligt. "Jeg ved godt at dette her er en virkelig møg-situation, men du skal bare vide at jeg går helhjertet ind i det. Jeg er virkelig interesseret i at få det til at fungerer for vores begges skyld. Måske er jeg ikke din drømmeprins, men jeg skal vil behandle dig pænt og med respekt." Disse ord blev sagt med stor seriøsitet. Hvis hun var end-gamet for ham, så ville han som minimum sørge for at gøre sit for at det skulle komme til at være udholdeligt for dem og skønt han var blodfanatisk så vidste han godt hvordan man burde behandle sin hustru og han ville gøre hvad han kunne for at efterkomme det.

[Yulansquin Faa]

Det var skræmmende at tænke på hvordan livet langsomt blev spillet for hende. Hun havde ikke lov til at bestemme noget selv. Det havde været hendes liv men hendes ægteskab var blevet bestemt for hende. Det var ikke særlig morsomt sådan her, men det var hvad det måtte være. Hun måtte leve med de konsekvenser som hendes forældre havde bestemt for hende. Der var ikke noget at gøre ud over at acceptere hendes skæbne.
Matthew's ord fik hende til at slappe lidt af, hun var stadig vred og havde lyst til at råbe og skrige og skabe sig åndssvagt, men hun kunne ikke. Det ville skabe mere drama end hvad godt var, det ville ikke være fair over for nogen.
"Du vil behandle mig med respekt, men alligevel tror du ikke på kærlighed. Hvordan synes du selv det lyder?" det lød måske lidt mere hårdt end det skulle have gjort. Dog lod hun blikket gå væk fra ham. Hendes vrede ulmede i hende og den var så småt begyndt at komme lidt frem. Hun skulle dog passe på at det ikke ville komme for meget frem i hende. "Altså jeg mener bare, hvis der ikke er kærlighed, hvordan kan du så behandle mig med respekt?" i hendes hoved gik respekt og kærlighed hånd i hånd. Det havde samme mening, og man kom langt med begge ting. Hun vendte hovedet og kiggede på ham, dette her måtte briste eller bære, mest af alt håbede hendes forældre at det ville bære selv var hun ikke så sikker igen.

[Deleted]

Han kunne godt forstå at hun var frustreret og egentlig overraskede det ham nok heller ikke så meget at hun lod til at være mere påvirket af ”den manglende kærlighed” end han selv var. Han var praktiker. For ham havde det ikke den allerstørste betydning, men sådan kunne mænd og kvinder jo være så forskellige.
”Man kan godt respekterer hinanden alligevel.” Sagde han roligt. ”Jeg er lige så fange i dette her som du er.” Bemærkede han så. Han havde heller ikke noget ønske om at gifte sig med en vildt fremmed, men det var bare det lod han havde i livet og det havde han valgt at efterkomme fordi det var det der blev forventet af ham.
Han guidede dem ned af en lille sti med rosenbede på begge side, dog var det endnu for koldt til at de gjorde nogen tegn til at springe ud. ”Jeg kan vise dig respekt ved at sige at vi ikke behøver at dele soveværelse før du føler sig klar til det og til det er jeg villig til at lyve over for vores forældre og sige at vi sover sammen. Jeg vil ikke forlange noget af dig du ikke har lyst til og jeg vil ikke stå i veje for eller bremse dig i din karrierer.” Det var da en del mere end hvad andre i hans gren af familien ville have gjort. Han havde i hvert fald nogle ret gode ideer om at hans far bestemt ikke have været lige så fleksibel ved hans mor dengang de var blevet trolovet. Hun havde måtte droppe alle sine drømme for at blive hjemmegående og føde hans børn. Det var det deres forhold havde bygget på, men den slags forhold var Matt ikke interesseret i, om så det var et tvunget forhold eller ej.
Måske var det en ringe trøst, men hun kunne være blevet smidt sammen med langt værre fyre end ham. Selvfølgelig var han ikke altid en nem mand, han havde selv høje ambitioner og gennemskærende meninger, men i det mindste var han ikke et røvhul hele tiden.

[Yulansquin Faa]

Hvor var han dog irriterende at høre på! Hvordan kunne man ikke se på kærlighed, hendes forældre havde gået ind i et ægteskab på grund af kærlighed, ikke for at være praktisk. Dog blev dette tvunget ned over hovedet på hende og hun måtte affinde sig med det. Der var ikke andet at gøre desværre. Hun lod sin knyttet hånd gå op til sin arm og gned sig lidt. Hun måtte slappe lidt af eller i hvert fald prøve på det lige meget hvad. ”Af respekt ligger der også kærlighed, om man er fanget i det eller ej. Det handler om hvordan man ser på det, og lige nu ser du ikke på det som jeg gør...” hun kiggede væk fra ham og hen på roserne. Selvom de ikke var sprunget ud nød hun at gå her, så længe det ikke var med en bedre vidende mand der mente han gjorde det rigtige. Hun gjorde godt nok også det rigtige, men hvordan kunne man forvente at respekt og kærlighed ikke fulgtes ad på samme måde...
Han ville udvise hende respekt på den måde? Nej det kunne hun ikke acceptere, hun ville ikke lyve for sine forældre eller sine kommende svigerforældre, det var ikke hende. Hun kunne ikke være på den måde. Godt nok blev hun en anden når hun var vred men det var ikke sådan hun ville takle tingene. Det var ikke fordi hun ikke havde det godt med det, men at lyve for hendes forældre kunne hun ikke.
Hun tog fat i et skud fra en af roserne i mellem sine hænder og fik en torn i fingeren så det begyndte at bløde. Denne smerte kunne beskrive hendes følelser lige nu. Smerten af at skulle lyve for nogen, at skulle smide om sig med løgne, nej hun kunne ikke være på den måde. Hun bed sig i læben og tog fingeren op i øjenhøjde. ”Jeg har ikke tænkt mig at lyve for nogen for at få det bedre. I et ægteskab går man ind i det med alt hvad det indebære. Om man så ikke ønsker det. Mine forældre har planlagt dette af en grund og jeg vil ikke stå på tværs af deres årsager...” hun stirrede på fingeren som en blod dråbe ramte jorden. Hun fjernede blikket fra fingeren og hen på ham. ”Dette ægteskab skal fuldbyrdet på den ene eller den anden måde. Vi kan ikke lyve for dem, det er ikke sådan jeg er....” hun stirrede på ham og hendes vrede var så småt begyndt at forlade hende. Men hun var alvorlig, hun fjernede fingeren fra øjenhøjde og lod den gå ned langs hendes side. Hun kunne mærke hvordan bløder løb ned langs fingeren og en bloddråber mere faldt ned fra fingerspidser.

[Deleted]

Han kunne godt mærke at de ikke var helt på samme side i dette her. Det kunne muligvis godt gå hen og blive problematisk. Ikke at han havde tænkt sig at trække sig, men det var selvfølgelig svært hvis ikke de så tingene ens.
De gråblå øjne hvilede på hende og han lod hovedet tilte en smule på skrå. "Så din store forventning er at vi forelsker os og først bliver gift derefter? Så tålmodige er mine forældre desværre ikke." Kommenterede han en smule tørt.
Dermed ikke sagt at det ikke kunne lade sig gøre, men han havde sin tvivl. Han var sammen med hende fordi han skulle, ikke fordi han havde lyst. Måske det lød hårdt, men han kunne godt mærke at hun havde det på samme måde. "Kærlighed er et ret kraftigt ord." Bemærkede han så og lod atter blikket glide i den retning de gik. "Jeg prøver blot at få det bedste ud af en uheldig situation og dermed sige at jeg accepterer dine grænser. Det burde du være taknemmelig over." Her kom hans arrogance måske lidt til syne, men han syntes da selv at han forsøgte at være fait overfor hende. Han ville aldrig kræve noget af hende hun ikke var klar til, ikke begribe sig på hende hvis ikke hun havde lyst til ham og stå op for hende og dække hendes ryg i situationer der krævede det, hvad mere kunne han tilbyde? Kærlighed var ikke noget man bare lige kunne tænde og slukke for.
Dét måtte han da give hende. Hun lod til at være lige så dedikeret til familien som han selv var. Han betragtede hende som hun tog omkring en af roserne, men stak sig. En bloddråbe kom til syne. "Det respekterer jeg også." Sagde han blot og rakte ud for at tage fat om hendes hånd. Han fandt sin tryllestave frem fra inderlommen med den frie hånd og slog et let slag med den for dermed at heale det lille sår. Stadigvæk med hendes hånd i sin mødte han atter hendes blik. "Jeg ved godt at dette her ikke er hvad nogen af os måske ønsker, men vi må få det bedste ud af det vi har." Sagde han så roligt. Det var en super underlig viden at sidde inde med, at dette her var hans end-game om man så kunne sige.

[Yulansquin Faa]

De ville ikke være på samme bølgelængde på dette område og det havde hun godt observeret. Man at han havde sådan et syn på tingene irriterede hende faktisk en lille smule. Især da han sagde det som han gjorde. Endnu en gang kunne hun mærke vreden stige op i hende, men hun kunne ikke lade den overvinde nu. Hun skulle vise at hun var stærk og loyal over for familien. Hun rystede lidt på hovedet og vidste ingen tegn på at hun havde lyst til at hidse sig op. "Det siger jeg ikke... Jeg siger bare at kærlighed og respekt går hånd i hånd. At vi skal giftes betyder ikke at vi ikke kan opbygge et forhold. Følelser er noget der kan komme, og hvem siger det ikke kan ske for os?" hun anede ikke hvad det var hun stod og snakkede om. Hun havde aldrig haft følelser for nogen før, så at der skulle komme følelser for Matthew var ikke noget der stod højt på listen. Hun havde da læst om kærlighed og følelser, men aldrig selv oplevet det. Måske ville den dag aldrig komme, hun var ikke sikker. Hun vidste bare at dette ægteskab måtte fuldføres om der var kærlighed indblandet eller ej. For familiernes skyld, ikke for at dække deres egne behov.
Selvom Matthew var en tør mand vidste hun at han mente det godt. Det var tydeligt at mærke at det var en del af hans personlighed. Det ville hun heller ikke blande sig i, det var bare sådan han var. Selvom han var forstående over for hende og ville hende det bedste. Ja så var det ikke sådan hun følte det. Det var mere som om han var efter hende, og ville gøre hende tilfreds og ikke ham selv. Endnu en gang nævnte han kærlighed, og hun var bestemt ikke særlig tilfreds. I stedet for at sige noget stirrede hun blot på ham. Kærlighed var måske et stærkt ord, men havde han heller ikke oplevet det før? Var det derfor han sagde det sådan, eller havde han oplevet det og det så var gået i stykker? Under alle omstændigheder havde han nok prøvet lidt mere end hun havde. "Så du er villig til at lyve for dine forældre for at jeg har det godt? Min familie forventer børnebørn. Hvad hvis jeg aldrig ville kunne dele seng med dig fordi du vil gøre mig tilpas?" hun var mindre alvorlig i stemmen, men hun mente hvad hun sagde. Det var vigtigt for hende at vide dette. Hun ville ikke gøres tilpas bare fordi han mente det. "Jeg siger bare at jeg da er taknemmelig med dit tilbud, men ikke noget jeg kan acceptere." hun var her for ikke at sætte familien i en vanære, og det var også derfor hun gik ind i dette med begge ben solidt plantet i jorden.
Han tog hendes hånd som en rigtig gentleman ville gøre. Hun bed sig i læben og kiggede på ham som såret lukkede sig på fingeren. Egentlig kunne hun godt have gjort det selv, men hvorfor? Det var bare en lille rift om end det havde gjort lidt ondt. Han slap ikke hendes hånd men fastholdte den i sin egen. Det var egentlig ret sødt. Irriterende et eller andet sted, med sødt. Måske havde han faktisk en blød side, om end den var gemt lidt væk. Med et mindre suk kiggede hun ham ind i øjnene og nikkede så. "Du har ret. der er intet vi kan gøre for at dette ikke bliver som bestemt." hun var ikke sikker på at der overhovedet var noget der kunne gøres. Om end hun ikke ville giftes måtte var det sådan det var blevet bestemt at hun skulle.

[Deleted]

Et svagt smil formede sig på hans læber ved hendes ord. Det kunne han selvfølgelig ikke udelukke. Igen var der vel en god chance for at det kunne udvikle følelser for hinanden over tid. Ærlig talt ville det kun være en lettelse, for så ville tingene imellem dem ikke være så akavet. "Jeg må indrømme at jeg håber på det," sagde han sandfærdigt. "Det ville gøre alt lettere ville det ikke?" Han skævede lidt til hende, stadigvæk med smilet malet på læberne.
Igen var han ikke interesseret i at blive uvenner med hende, han ville gerne have det til at fungerer imellem dem. Det var trods alt deres fremtid det omhandlede.
Der lod til at løbe mange tanker igennem hendes hoved lige nu. Han bebrejdede hende bestemt ikke, han havde også utallige tanker der kæmpede om at dominerer hans sind. En ting han måske ikke lige havde tænkt nærmere over, var hans eget behov i dette her.
Han vidste at han ikke ville gå i seng med hende, medmindre hun var okay med det, men hvad så hvis hun aldrig blev okay med det? Så var hans eneste mulighed....bare ret deprimerede. Dette fik ham til at synke en enkelt gang. Den bro måte de vel krydse når de nåede dertil.
Spørgsmålet fik ham atter til at kigge på hende skønt han havde stået og stirret lidt frem for sig i nogle lange sekunder. "Ja." Svarede han så, "jeg bryder mig ikke om tanken med at skulle lyve overfor dem, men du bliver min kone, hvilket betyder at dit velbefindende er vigtigere for mig." Svarede han så troværdig. Matthew var ikke nogen helt, men han ville da gerne se sig selv om værende en rationel mand. En egenskab han havde arvet fra sin mor. "Du har måske et bedre forslag?" Spurgte han så.
Efter at have healer hendes sår og hun havde svaret på hans ord, slap han roligt hendes hånd på ny. "Vi skal nok finde ud af det sammen." Forsikrede han så ude at have den mindste ide om hvordan. "Har de sagt noget til dig om hvornår brylluppet skal stå?" Spurgte han så ind.

[Yulansquin Faa]

Så kunne han rent faktisk være enig i noget af det hun sagde. Det ar dog utroligt, og ham som ellers havde sagt at respekt ikke gik med kærlighed. Ja ja, man kunne da hurtigt ændre sig... Men ville han også gøre det under deres ægteskab? Hun var ikke sikker, men det måtte vel bare være en af de ting hun måtte acceptere. Hun trak lidt på smilebåndet og kiggede på roserne. Der var måske håb for dette ægteskab alligevel. "Det ville gøre det en del lettere." hun fjernede blikket fra roserne og hen på ham. Der var nu alligevel noget over ham der kunne få hende til at trække på smilebåndet. Noget der kunne få hende til at slappe af. Måske ville det være en god ting at blive gift med en man ikke kendte. Det måtte tiden jo vise.
Der var ingen grund til at lyve for familierne. De var begge velhavende og de skulle nyde nuet lige så vel som de skulle nyde fremtiden. Det var kun fremtiden der betød noget lige nu. Hun var langt fra sikker på at fremtiden ville være køn, men det var da en fremtid. Lige så vel som de skulle til at finde et sted at bo sammen. Dette skulle de dog også blive enig om. Så var der børn, arbejde, familie middage. Jul.. Så mange ting de skulle blive enig om og på så kort tid. Godt nok ville de have hele livet foran sig, men nogle ting skulle bare besluttes nu.
Et smil kom frem på hendes læber, han kunne altså godt være lidt alvorlig, og alligevel ville han lyve for sine forældre for at hun havde det godt. Det var noget af en mand hun var ved at få sig. Måske kunne de virkelig få det godt, når han sådan tænkte på hende. Hun åbnede munden for at ville sige noget, men hun anede ikke hvad det skulle være. Det var da virkelig pænt af ham. Måske hun skulle sige det? "Jeg... Jeg takker for dine ord." kom det roligt fra hende og bed sig i læben. Det var virkelig vigtigt for hende at vide hun kunne få det godt, men samtidig kunne det hele bare være en facade. Hvordan ville han være når de virkelig lærte hinanden godt at kende? Ville han så være en dum skid og være voldelig? Det måtte tiden vise, og det var noget hun måtte finde sig i hvis det var.
Hun rystede lidt på hovedet. Hun havde virkelig ingen forslag om hvad de skulle gøre. De skulle bare få det bedste ud af det, lige meget hvordan tingene så så ud.
Som han slap hendes hånd faldt den ned langs hendes side på den sorte kjole og kiggede lidt ned på jorden. Måske det snart var tid til at vende tilbage. Hun anede ikke engang hvor lang tid de havde været her ude. Egentlig var hun også lidt lige glad. Der var så fredeligt her ude, selv hendes følelse om at hun ville flygte var så småt ved at forsvinde fra hende.
"Hvis det står til min far så til sommer. Men det kommer vidst lige så meget an på din familie som på min." kom det roligt fra hende og kiggede op på ham. Det var ikke med hendes gode vilje at blive gift så hurtigt, men igen det var ikke hende der bestemte lige nu.

[Deleted]

Matthew holdt stadigvæk fast i at man godt kunne respekterer folk uden at synes om dem. Han kunne godt respekterer hendes grænser uden at elske hende, men han kunne selvfølgelig heller ikke udelukke at kærligheden ikke kunne melde sig med tiden. For nu måtte de dog accepterer som tingene var, og så måtte resten komme stille og roligt.
Det lille smil hun omsider sendte ham fik ham roligt til at gengælde det. Det føltes bedre, som om at de næsten var på bølgelængde nu. Som havde han læst hendes tanker sukkede han let og kiggede imod roserne. "Hvor stor er chancen for at jeg kan overtale dig til at flytte til Norge?" Spurgte han så. Det var nu ikke fordi at landet i sig selv betød så meget for ham, han kunne bare godt lide afstanden til forældrene. Han var ikke bange for om han skulle stå uden job hvis han flyttede til England igen, trods alt havde hans forældre en del indflydelse, men hvor han dog ikke orkede at skulle arbejde i ministeriet sammen med sin far. Måske ikke på samme afdeling, men det ville alligevel være alt for tæt for hans smag.
Matthew var flyttet til Noge dengang for at undgå deres indblanding i hans liv, men han kunne godt se at det nok ikke kunne udskydes så meget længere desværre. De blågrå øjne faldt atter tilbage på hende. Dette her ville være en omvæltning for dem begge, "der er intet at tanke for." Sagde han blot. Det var vel almindelig anstændighed at man behandlede sin kommende kone godt uanset om man var interesseret i ægteskabet eller ej.
Da hun nævnte at det også om an på hans forældre kunne han ikke lade være med grine lidt opgivende som han så frem for sig, "stod det til min mor ville vi være gift inden dagen var omme," sagde han og skævede let til kvinden ved sin side. Nej selvfølgelig ville de ikke det, men overdrivelse fremmede forståelse og han vidste at hans forældre -især hans mor, var desperate efter at få ham giftet væk.

[Yulansquin Faa]

Så faldt bomben. Han ville have at hun skulle flytte til Norge. Det kunne hun ikke, hun ville ikke. Hun var glad for sit arbejde her, og hun var glad for at være tæt på sin familie, om end de faktisk pissede hende af en gang i mellem. Hun ville aldrig kunne undvære sin søster og bror så længe som det ville være at flytte til Norge. Så skulle de kun snakke sammen via ugle, og hvem ved hvor længe der ikke ville gå før et brev faktisk dukkede op. Nej Norge var udelukket i hvert fald for hendes vedkommende.
I stedet for at kigge på ham vendte hun blikket væk. Hun satte armene over kors og kiggede på blomsterne som de bevægede sig forbi dem. "Jeg kan ikke flytte til Norge..." Hun var endelig kommet på et godt Quidditch hold, og hun vidste bare at hun ikke ville kunne forlade det nu. Hvad ville der ikke også ske med familien hvis hun flyttede så langt væk? "Vil du flytte til Scotland?" spurgte hun og kiggede endelig på ham. Det var da i det mindste ikke england, og så var de da også væk fra familierne begge to. Ikke så langt væk så det ville gå galt. Men tæt nok på til de kunne få hjælp med børnene hvis den dag nogen sinde ville komme. Hun tvivlede stærkt på at han ville flytte til Scotland, der var vel en grund til at han boede i Norge, hun kendte ikke engang quidditch holdene i Norge, eller om de overhovedet spillede Quidditch eller om det var noget helt andet. Det var jo ikke fordi de spillede quidditch i USA. Der var det noget helt andet. Det var i hvert fald ikke deres national sport. Quodpot eller sådan noget hed det. Det var i hvert fald ikke noget hun havde forstand på. Så hvad spillede de i Norge?
Hendes brune øjne faldt hen på ham, og et svagt smil kunne anes på hendes læber. Hun var ikke sikker på hvad dette ægteskab indebar med sig. Han virkede jo flink nok, men ville han nogen sinde blive noget for hende? Hun var ikke så sikker men det skulle nok gå alt sammen. Matthew kom fra en god familie, det var sådan hendes far havde sagt til hende da han første gang sagde hun skulle giftes. Hendes mor havde mere eller mindre blot jublet over det og straks gået i gang med bryllups planlægningen. Som om Yules ikke havde noget at skulle sige i alt dette her. En ting vidste hun dog. Hun ville selv bestemme sin brudekjole! Lige meget hvad. Noget ville hun da have lov til at bestemme!
"Please nej. Ikke inden dagen er omme..." hun ville ikke giftes nu. Hun var ikke engang klar til at skulle giftes, det skulle lige synkes alt sammen. Hun skulle vende sig til at blive gift. Hun kiggede ned på sin hånd. Der ville snart komme en forlovelses ring på. Om hun kunne lide det eller ej, senere hen ville der komme en rigtig ring. Det var alt sammen så surrealistisk.

[Deleted]

Han sukkede let og så på blomsterne da hun sagde at hun ikke ville flytte til Norge. Han kunne ikke sige at det ikke ærgrede ham en smule, han orkede næsten ikke at skulle igennem en flytning igen, desværre var han ret sikker på at hans familie ville være på hendes side. Alt for at få ham tættere på igen, skønt han havde været meget stålfast omkring ikke at ville flytte til Storbritannien.
En lille del af ham kunne ikke undgå at blive lidt irriteret over at det blot var en konstatering fra hendes side, at hun ikke kunne flytte til Norge. I det mindste kunne hun vel bare lade som om at hun ikke udelukkede noget.
Han skjulte dog sin skuffelse til perfektion. "Jeg har vel ikke det store valg hvis ikke du vil flytte," kommenterede han så og så lidt frem for sig. Det var ikke fordi at Norge havde den store betydning for ham, men det kunne da have været rart at det ikke bare blev trukket ned over hovedet på ham.
Skulle de bo i Skotland ville han dog insisterer på at de købte et hus sammen. Han vidste ikke hvor hun boede nu, men han nægtede at "flytte ind hos hende". Det var vel også kun fair og det mindste hun kunne gøre hvis han flyttede land for hendes skyld.
Matthew gengældte kort smilet. Han ønskede bestemt også at trække ægteskabet så længe som muligt, ikke at han havde de store planer før løfterne blev givet, men det var bare noget andet pludselig at være en ægtemand. Tanken skræmte ham en smule. "Mon vi skal se at komme tilbage?" Forslog han og kiggede mod Herregården. Forældrene ville sikkert blive irriteret hvis de holdt sig væk for længe.

[Yulansquin Faa]

Hun var ikke sikker på om hun havde skuffet ham eller hvad. Han udviste jo ikke lige frem nogle følelser til at hun kunne bedømme det. Hun var heller ikke sikker på om det var det rigtige at have afvist ham i at flytte til Norge. "Jeg er ked af at skuffe dig. Men jeg er næsten lige startet på holdet, og jeg vil gerne beholde det så længe som muligt. Jeg ved ikke engang om der bliver spillet Quidditch i Norge. Hvis der ikke gør hvad skulle jeg så lave? Gå hjemme? For det har jeg ikke tænkt mig. Jeg kan godt lide at røre mig, og lave noget. Jeg har ingen uddannelse rigtigt bag mig ud over min quidditch baggrund. Jeg er ikke typen der er vild med skole arbejde. Ville det være et krav at flytte til Norge? Hvad med min familie? Min søster, min bror, min mor? Det ville være et for stort et skridt at tage at flytte til Norge når jeg intet kender til landet." talestrømmen væltede ud af hende, og hun kunne sige meget mere men måtte ligge bånd på sig selv. Hun var langt fra sikker på at det var det rigtige hun havde gjort netop nu. Men skridtet om at flytte så langt væk... Hvad skulle hun stille op? Han kunne jo ikke bare føje hende på alle områder, gjorde han det så var han da virkelig en gentleman. Hun måtte da også opgive nogle af sine ting for at få det til at fungere.
Hans ord om at være gift inden dagen var omme rungede stadig i hende. Samtidig lå spørgsmålet stadig i hovedet på hende om hun kunne flytte til Norge. "Undskyld. Hvis det er forventet af mig at jeg skal flytte til Norge så gør jeg det.." hendes ord var stille men hun mente hvert et ord hun sagde. Hun kunne ikke stå på bagben nu. Hvad ville hendes far ikke sige til det hele når det blev fortalt?
Hun blinkede nogle gange med øjnene og nikkede så lidt. "Det må vi nok hellere." tanken om at begive sig op til huset igen gjorde hende nervøs. Hun var endelig begyndt at slappe lidt af i hans selvskab, og at der nu skulle begynde at blive sendt øjne imod dem igen.. Hun kunne ikke klare det. Hun måtte væk, men hun kunne ikke forvandle sig til en kat nu. Det var ikke det rigtige tidspunkt. Hun kunne ikke flygte, ikke så længe Matthew kunne se hende.

[Deleted]

Han lyttede til hvad hun sagde og kunne da godt forstå at hun mente det var et stort skridt, men det der irriterede ham var at hun bare antog at hun ikke kunne flytte, som om hendes personlige ting var vigtigere end hans. "Så hvad ville dit forslag ellers være? At fortælle vores forældre at vi kommer til at bo hver for sig?" Spurgte han med et hævet bryn. Lige nu var det lidt en principsag for ham at få hende til at forstå at hun ikke bare kunne bede ham om at forlade alt det an have bygget op der hvor han boede.
"Jeg har et stort hus og et godt betalt arbejde i ministeriet i Norge, jeg vil ikke bare lige kunne gå ind og få en matchende stilling i det britiske ministerium, og slet ikke hvis vi bor i skotland." Argumenterede han. Hans stemme var stadigvæk rolig sådan at irritationen ikke skinnede igennem.
Dette her skulle være et samarbejde og selvom hans opgave som ægtemand var at sørge for at hun var glad og tilfreds, så gjaldt det ligesom også den anden vej. "Og jo, vi har quidditchhold i Norge." Slog han roligt.
Omsider kom den undskyldning han havde søgt. Han lod hovedet glide let på skrå og så så atter lidt frem for sig. "Vi finder en form for løsning." Beroligede han så. Han var ikke sikker på hvad denne løsning hundrede procent måtte være, igen kunne han jo godt opgive sit liv i Norge, han gad bare ikke hvis det var en selvfølge at han gjorde det. Heldigvis lod det også til at hun havde forstået hvor uretfærdig hun lige havde lydt. Han var ikke i tvivl om hun ikke mente det på en dårlig måde, hun var bare frustreret, men det ændrede ikke på hvordan det havde lydt.
Matthew satte kursen tilbage imod huset. Det var nu ikke fordi han selv lægtes efter forældrenes selskab, men han var godt klar over at de nok ikke ville være tilfredse med at parret blev væk for længe. Han gik tavs ved hendes side, med blikket rettet let mod grusstien de gik på.

[Yulansquin Faa]

Hun havde intet forslag. Hun vidste ikke hvad hun skulle. Hun skulle gå ind i dette ægteskab om hun ville det eller ej. Hun skulle også føje sin kommende mand, men var det virkelig det hele værd? Hun åbnede munden for at ville sige noget, men der kom ingen lyd ud. Hun anede ikke hvad hun skulle sige. Hun havde virkelig ikke noget forslag til hvad der skulle gøres. "Jeg skal nok flytte hvis det forventes af mig..." var det eneste hun kunne sige. Hun kunne mærke tårerne presse på, men hun ville ikke græde nu. Det var ikke det rigtige tidspunkt, og slet ikke over for en mand som Matthew.
Der var quidditch i Norge, men hvor gode var de, og ville hun overhovedet kunne spille Quidditch der. Ville der komme et job tilbud til hende? Hun var så glad for at være hvor hun var, men det skulle opgives og hun vidste det godt. Uden at sige et ord vendte hun blikket væk fra Matthew og kiggede på blomsterne de bevægede sig forbi. Hun ville væk, hun kunne ikke være her. Uden at tænke sig om trak hun sin stav og lyttede ikke til hvad Matthew sagde. Med et enkelt sving med staven blev hun mindre tyndere og til sidst stod der en kat. Med hastige poter og gruset under dem lød der som om noget løb væk. Det var blevet for meget for hende. Hun kunne ikke være i det mere. Det var for meget, så mange beslutninger der skulle tages, så lidt tid. For slet ikke at nævne alt det der skulle ske i fremtiden. Hun var ikke parat til noget af det. At forlade sin familie var ikke på hendes ønskeliste. Intet af dette her havde været på hendes ønskeliste.
Efter noget tids løb som kat stoppede hun op ved et springvand og forvandlede sig tilbage til et menneske igen. Hun kunne mærke tårerne presse sig endnu mere på og med et løb tårerne ned over hendes kinder. Små hulk kom fra hende og hun satte sig på springvandets kant og begravede hænderne i ansigtet. Hvorfor skulle alt dette her ske for hende. Hvad ville Matthew ikke tænke om hende nu? Var det forkert af hende at forsvinde på den måde? Hun var ikke sikker, men hun var heller ikke sikker på noget lige nu. Tårerne strømmede længere ned af hendes kinder mens hun hulkede. "Jeg er så ked af det Matthew..." kom det roligt fra hende blandt alle hulkene. Hun fjernede hænderne fra ansigtet og hendes makeup var ødelagt. Mascaraen havde sat streger ned langs hendes kind. Hun var så ynkelig lige nu at hun slet ikke ville tilbage til huset. Slet ikke sådan som hun så ud. Med en hånd rakte hun ned til det urolige vand, rørte ved det mens tårerne stadig trillede ned af kinderne.