I need to fix this...

[Deleted]

Isabella Collins

Kl. 16.00

Isabella's lejlighed

---

Det var halvandet år siden han sidst havde set børnene, halvandet år siden han sidst havde set Isabella. Tyler var forberedt på det værste og vidste godt at der var en stor chance for at hun ville smække døren eller bare stikke ham en knytnæve i ansigtet, hvilket vel egentligt var okay. Tyler var kommet hjem fra tibét for næsten to måneder siden, og lige siden han havde været dernede havde han forsøgt at samle sig mod til det her øjeblik.
Han havde godt vidst at han skulle ændre sit liv, efter bruddet med Isabella var det virkeligt gået ned af bakke for ham, mere og mere druk, flere kvinder, flere byture... Indtil han en dag havde været så langt nede i depression at han indså han var nødt til at redde sig selv hvis han ikke skulle ende med at tage livet af sig selv. Tyler var ikke helt over sin depression, men han havde det bedre og havde accepteret at han måske aldrig ville komme ud på den anden side, men han måtte gøre et forsøg.

Han havde ikke drukket siden han var kommet tilbage, meeeen der var da endt et par piger i hans soveværelse, altså helt i cølibat kunne han jo altså ikke leve. Det kunne godt være han havde været i kloster i tre måneder, men det betød jo ikke at han havde tænkt sig at være munk resten af sit liv. Han ville dog gerne se sine børn, Sebastian og Samantha.
Han vidste godt at Isabella måske ikke ønskede de skulle have kontakt, men han ville gøre et forsøg, for denne gang vidste Tyler godt det var ham, og ikke på den klynkende "gå lige med ud og drik en øl, og lad mig tage tøjet af dig bagefter" - måde, men på en oprigtig tænkende måde, hvor han havde haft tid til at tænke alt igennem hundrede gange - for ikke at sige tusinde. De to børn han havde med andre mødre havde han ikke taget kontakt til, de boede jo i andre familier og de kendte slet ikke Tyler, hvor at Sebastian og Samantha jo trods alt havde kendt ham indtil for to år siden.
Tyler vidste godt at han var en idiot og det havde han ikke tænkt sig at benægte, så han måtte jo bare tage tingene som de kom og håbe at Isabella var kommet i det videre og måske endda ville lade ham tale ud.
Han trak vejret dybt, han havd sorte cowboy bukser på og en blå skjorte, han lignede egentligt sig selv, bare i en nybaberet og ret så ædru udgave. Han sukkede igen og bankede så på, så måtte det jo briste eller bære.

[Isabella Collins]

Isabella var kommet hjem for cirka tyve minutter siden. Der var nok at se til for den unge mor. Hun havde lagt det med, at være journalist helt på hylden. Ikke at hun var gået i en meget anden retning, for hun skrev stadig, nu var det bare kærlighedsromaner hun skrev og ejede selv en bogbutik. Det var hårdt at være alene med Samantha og Sebastian, især efter de rigtigt var begyndt at løbe, gå og snakke. De ville begge to gerne selv klare det hele, men kunne kun det halve. Oveni det havde hun jo også alt det huslige, madlavningen, madpakkesmøring til når de skulle i børnehave. Hente og bringe.
Hun ville dog ikke bytte det for noget. De var hele hendes liv. Hun så heller ikke Andrew mere, efter Tyler havde bosted dem sammen. Hun havde faktisk ikke været på dates eller noget siden. Hun levede sit kærlighedsliv igennem sine romaner, og så havde hun sit virkelig liv med sine to fantastiske børn. Hun kunne ikke ønske det bedre. Jo selvfølgelig savnede hun til tider nærværret med et andet menneske, men hun kunne godt leve uden det.
Hun fik netop stillede den sidste vare på køl, da det bankede på døren. Hun vendte blikket mod Sam og Seb, "Hvem tror I det kan være?" spurgte hun blidt, men begge børn var fuldt optaget af deres leg, til at høre efter hvad hun sagde. Hun grinte let og rystede lidt på hovedet af dem, så de blonde krøller dansede let om hende. Hun var iført en mørkeblå kjole, som gik til hendes knæ og en hvid cardigan udover.
Hun lukkede døren op med et smil på sine røde læber, som forsvandt som dug fra sol, da hun blev mødt af et alt for velkendt ansigt. Hun blev fuldstændigt mundlam. Hun stod blot og så på manden, som havde været skyld i så mange op og ned ture i hendes liv, at det halve kunne være nok. Alt for mange flash backs strømmede igennem hendes hoved. Hendes læber gled en smule fra hinanden, men der kom ingen ord ud af hendes mund, selvom hun virkelig prøvede at tvinge sig selv til, at sige noget. Bare et eller andet. Der var virkelig ingen som Tyler, der kunne gøre hende mundlam. Men det var desværre bare ikke altid på den gode måde.

[Deleted]

Tyler ville nok lyve hvis han sagde at han aldrig tænkte på Isabella. De havde haft det godt sammen og hun havde været den eneste han nogensinde rigtigt var faldet for. Det betød jo ikke at Tyler ikke godt vidste han havde lavet mange fejl og han var heller ikke kommet for at vinde hende tilbage, selvom han nok havde svært ved at se hende uden at mærke alle de gode stunder de havde haft sammen i sin krop.
Som hun åbnede døren smilede han forsigtigt, selvom han havde tænkt det igennem hundrede gange så vidste han ærlig talt nok heller ikke hvad han skulle sige, men han kunne ved et hurtigt øjekast konstaterer at hun så præcist lige så smuk ud som hun altid havde gjort.
Tyler vidste godt han nok ikke skulle gå i et forhold med nogen, heller ikke selvom han måske selv mente han var blevet mere fornuftig. Han vidste godt han havde et problem med alkohol og var det ikke for hans arbejde var han nok endt med at skylde Judas en masse penge.

Han smilede roligt og lod en hånd glide lidt nervøst igennem sit hår: "Ehm hey..." sagde han i en rolig stemme og smilede skævt, han var ikke helt sikker på hvordan han lige skulle starte sådan en samtale her: "Hør jeg ved godt det er lidt pludseligt at jeg lige dukker op... Men... Jeg vil faktisk rigtigt gerne lige tale med dig hvis det er okay?" sagde han i en fattet stemme.
Samantha og Sebastian havde været knap tre da de havde brudt kontrakten og Tyler havde ingen idé om de kunne kende ham, og han vidste heller ikke helt hvordan han skulle reagerer hvis de ikke kunne.
Han var bare komme langt ud i slutningen af deres forhold og han havde ikke kunne være nogen god far. Selvom han fortrød det på mange punkter i dag, så fortrød han ikek at han var gået til sidst, for den mand han var da han gik, den havde han ikke lyst til at hans børn skulle lære at kende.

[Isabella Collins]

Isabella stod blot og så på Tyler. Hun anede slet ikke, hvad hun skulle sige eller gøre af sig selv. Var det en drøm? Hun tog sig selv i, at nive sig selv blidt i sin arm. Nope. Ingen drøm. "Heey.." fik hun langt om længe over sine læber og blinkede et par gange med sine blå øjne.
Hun spærrede øjnene helt op, da han begyndte at snakke. Hvem troede han lige han var? Hvad skete der? "Pludseligt? Lidt pludseligt? En uge til en måned, det er pludseligt, Tyler, men halvandet år? Så er retten til at bruge ordet 'pludselig' nået," sagde hun, hvordan kunne det stadig gøre ondt, efter så lang tid? Hun vidste ikke om hun skulle slå ham eller om hun skulle invitere ham ind og høre, hvad han havde at sige. Hun var trods alt ikke god til, at afvise folk blankt, men slet ikke ham. For uanset om hun ville indrømme det eller ej, så havde han haft en plads i hendes hjerte i så mange år. "Snakke? Nu vil du snakke?" spurgte hun og mærkede sine øjne blev fyldt op med tåre, selvom de ikke forlod hendes øjne.
Samantha kom ud i gangen og hen til døren og så på sin far. "Bastian! BASTIAN! Far er hjemme!" kaldte den lille pige på fire år, før hun løb hen til Tyler og rakte armene op efter ham, med et stort smil på sine læber. Isabella nåede ikke at reagere, men tog hurtigt Sams hånd, "Kom skat, ind i stuen. Mor og far snakker lige, okay?" sagde hun i sin genkendelige blide stemme. Selvfølgelig havde Isabella holdt Tylers minder i live i deres børn. Hun havde fortalt alle de gode minder og der var også et billeder af ham i familie albumet, for uanset, hvordan hun vendte og drejede den, så var Tyler deres far. Hun vendte blikket mod Tyler og førte en hånd i gennem det lange blonde hår, "Bare kom ind," sagde hun og rykkede sig for døren, for at lukke ham ind i sit hjem. Nu havde Sam jo set ham, så kunne hun ikke rigtigt bare smide ham ud igen. Det var trods alt ikke det billed hun ønskede at vise sine børn.

[Deleted]

Okay Tyler vidste ikke hvad han skulle sige, han vidste godt at hun nok var sur på ham, han vidste godt han ikke havde gjort alt efter bogen og mest af alt så var han helt bevist om at han ikke havde været den bedste far eller den bedste kæreste: "Jeg vil bare tale, helt stille og roligt..." sagde han forsikrende og smilede roligt til hende som han lagde hovedet på skrå, han ville ikke gå ind i en debat med hende, for han kunne sagtens forstå hvorfor han måske ikke var velkommen i hendes hjem.
Han anede ikke engang om hun havde fået en ny kæreste igen, og om hans børn mon havde fuldkommen glemt ham, men han håbede at han om ikke andet kunne redde nogen af stumperne sammen, men han var også klar på at lige nu måtte han tage hvad han kunne få.
Det var ikke fordi han ville have hende til at græde, men han kunne godt se hendes øjne blev blanke og det gjorde ondt i hans hjerte.

Tyler skiftede dog hurtigt ansigts mimik som Samantha kom løbende og et smil kom frem på hans læber der fik hans blå øjne til at lyse op: "Hey stump" sagde han og lod en hånd glide over håret på hendes som han mærkede hendes arme omkring sine lår, hun var trods alt ikke så høj endnu: "Jeg kommer lige om lidt" tilføjede han som Isabella guidede hende ind i stuen igen, han ville helst ikke overskride nogens grænser, men han var glad for at se børnene igen.
Han gik ind af døren og tog jakke og sko af som han kom ind, og kiggede sig så lidt rundt: "Jeg skal nok lade være med at trække tiden ud" sagde han som en hentydning til at han nok skulle lade være med at blive her for længe hvis hun ikke ønskede det. Lige nu afventede han bare og vidste ikke helt hvor at hun ville snakke henne, det ville være fint for ham hvis det ikke lige var ved siden af Sebastian og Samantha, selvom han virkeligt også gerne ville se dem lige nu.

[Isabella Collins]

Isabella så på Tyler som var han lige fortalt, han var blevet velgørringsklovn på et hospital. Hun havde ingen idé om, hvor han havde været i det halvandet år, eller hvad han havde brugt sin tid på. Hun vidste bare, at han ikke havde været hos hende og børnene, og så var hun jo heller ikke selv 16 år mere, hun vidste godt, at han havde et ry som han nok levede lidt mere op til, end hun havde ville indse dengang. "Tale om hvad?" spurgte hun, mens hun stadig kæmpede en indre kamp mod de tåre som havde samlet sig. Den glæde skulle han bare ikke have. Han skulle ikke vide, at det stadig gjorde ondt på hende, at han var skredet som han var, selvom hun nok selv havde været ret meget skyld i det også.
Hun var nået til et punkt, hvor hun faktisk havde troet, at hun aldrig ville høre fra ham igen, men nu stod han der. Lige for øjnene af hende. På hendes adresse, så hun ikke engang havde mulighed for at stikke af.
Hun havde lyst til, at grave sig ned, da Sam tydeligvis godt kunne genkende sin far. Det både skar og varmede hendes moderlige hjerte, ikke mindste fordi hun kunne selv Tylers øjne lyste. Det var et syn hun aldrig havde troet hun skulle se. Hun sendte et varmt smil til den lille pige, og tørrede en tåre væk, som alligevel var undsluppet hendes ene øje. "Yaaaay!" lød det fra den lille pige, som slap Tylers ben igen og løb tilbage ind i stuen, mens hun forsat kaldte på sin tvillingbror.
Isabella lukkede døren efter ham og tog et par lavmeldte dybe indåndinger, før hun vendte blikket tilbage på ham igen. "Vi har ikke nogen planer, så det er fint nok. Men et opkald, en sms eller i det mindste en ugle, ville have været værdsat," sagde hun og gjorde en gestus mod stuen. "Vil du ha' noget at drikke?" spurgte hun og førte en hånd igennem sit hår, da hun ikke helt vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. Sebastian kom gående ud fra børneværelset med fem forskellige actionmænd, "Er far hjemme?" spurgte den lille dreng, hvilket fik Isabella til at se mod Seb, "Far er på besøg, skat. Kom og sig hej," opfordrede hun med et kærligt smil til den lille dreng og vinkede ham hen. Seb var lidt mere tilbage holdende end Sam, men så vidst Isabella havde fået, så var det meget normalt, at pigerne var hurtigere fremme drengene. Seb kom lidt forsigtigt hen, mens hans blik hele tiden var på Tyler. "Far?" spurgte den lille dreng.

[Deleted]

Tyler lagde hovedet let på skrå uden at besvare hendes spørgsmål med andet end et let træk på skuldrende, han ville nok hellere lige starte samtalen når de sad sammen uden børn i nærheden, ikke fordi at det var noget hemmeligt, men han ville helst ikke blande børn ind i samtalen. Samantha og Sebastian behøvede ikke lige være der til det, nogen ting var det nok bedst man talte om uden børn (okay mange ting, men det var ikke i den boldgade denne her gang).
Tyler bemærkede godt tåren der kom ned på Isabella's kind, men han sagde ingenting og lod som om han ikke bemærkede den, nok fordi han han mest af alt ville ønske han kunne gøre noget for at trøste hende, og på samme tid vidste han godt at han nok var skylden i hendes sorg: "Jeg var bare ikke sikker på du ville høre mig ud hvis jeg havde sendt en ugle først, men det kan selvfølgelig være jeg tager fejl" sagde han, det kunne da godt være Tyler var blevet mere chill og havde indset ting i sit liv. Dog var det nok ikke så meget turen til tibét som det nok bare var det faktum at han havde holdt sig fra alkohol siden han var taget afsted.
Tyler var jo egentligt en okay fyr når det ikke lige var med det forkerte hoved og alkohol i blodet han tog beslutninger, det var jo også på den konto at han var endt op med fire børn, og han havde aldrig rigtigt følt sig knyttet til nogen af dem, men han var på vej imod de 40 og han vidste godt at livet måske burde handle om mere end shots og kællinger.

"Kaffe er fint hvis du har" sagde han, nok lidt overrasket over hendes tilbud. Tyler kiggede til siden som han hørte et barn mere snakke, som havde han et kort øjeblik glemt at der var to af dem, og han smilede let i mod drengen og satte sig på hug i mod ham, egentligt bare for ikke at virke kæmpe stor og truende, så store var de jo trods alt heller ikke endnu: "Ja... Hey" sagde han i mod Sebastian som han sad på hug på gulvet og kiggede i mod døren.
"Jeg kommer ind og siger hej til jer lige om lidt" sagde han i en blid stemme og smilede i mod ham, Tyler kunne slet ikke forstå de var blevet så store, og en del af ham kunne mærke hvordan det stak i hans hjerte at han ikke havde været der til at se dem blive ældre, men han vidste også udemærket godt at skylden udelukkende lå op ham selv: "Jeg skal bare lige snakke med mor først" sagde Tyler og rejste sig op igen så han stod.

[Isabella Collins]

Isabella rystede lidt på hovedet, da Tyler trak på skulderne. Kunne han ikke engang, svare på hvad han ville? I det mindste virkede han ikke påvirket, men det kunne selvfølgelig være han bare skjulte det godt. Hun kunne mærke sit hjerte banke hurtigt og hårdt mod sin brystkasse, for et øjeblik var hun faktisk bange for, at det ville banke sig vej ud, lande på gulvet og give ham endnu en chance for, at træde på det.
Hun håbede ikke at han nåede at bemærke den tåre som havde forladt hendes øje, hun havde ikke brug for, at han skulle prøve at røre hende eller noget som helst, han skulle faktisk helst holde sig mindst en arms længde væk fra hende. Hun ville ikke tilbage ind i hans spind igen, den suppedas havde hun været i lidt for mange gange og som man sagde, så skulle man aldrig gå tilbage til en fuser. Hun fnøs let og trak på den ene skulder, "Nææh.. Det har du nok meget ret i," svarede hun ærligt og så vendte blikket tilbage på ham, med de klare, blanke, blå øjne hun havde sig og lod dem hvile lidt på ham, dog med et meget svagt smil at spotte i hendes mundvig. Hun havde ved nærmere eftertanke nok bare ignorere ham, hvis han havde prøvet at kontakte hende, så det var vel den eneste måde han havde kunne gøre det på. Det var mest af alt fordi hun følte sig overrumlet og ude af stand til, at smide ham ud igen, når Sam først havde set ham.
Hun nikkede lidt til han gerne ville have kaffe og gik mod køkkenet for at sætte kaffe over og fandt to kopper frem. Det varmede et sted hendes hjerte, at se begge børn kunne genkende ham. Som var han soldat, hjemvendt fra krig. Bare knapt så hæderlig, da det ikke var det som var sket.
Hun ville ønske hun vidste præcist, hvor hun havde ham, men hun var ærligt talt på bar bund. Hendes gode hjerte, havde ikke ændret sig. Selvfølgelig var hun blevet mere moden og voksen med tiden, i takt med at hun havde skulle stå på egne med med to små børn, men hun så stadig det bedste i alle folk og troede på folk kunne ændre sig, dog var Tyler efterhånden blevet en lost case i hendes øjne
Sebastian gik lidt forsigtigt mod Tyler, da han satte sig i hug, "Mig savnet far," sagde den lille dreng og rakte en af sine actionmænd mod Tyler, før Sam kom løbende tilbage fra børneværelset og havde en film i hånden, "Mooar," kaldte hun, hvilket bragte Isabella tilbage til virkeligheden, da hun for et øjeblik havde været indslugt i at se Seb og Tyler sammen igen. "Ja?" svarede hun den lille pige, "Se den?" spurgte den lille pige og rakte filmen op til Isabella, som nikkede lidt, mens hun hørte Tyler sige til Seb at han gerne ville snakke med hende først. Det var nok ikke nogen dårlig idé, så de kunne snakke tingene igennem inden, de blev alt for glade over at se deres far igen. "Kom I kan sætte jer ind på værelset, så kommer jeg lige om lidt og sætte filmen på," sagde hun, hvilket fik begge børn til hurtigt at løbe mod deres værelse.
Hun gik tilbage ud i køkkenet, for at se til kaffen og lave en lille frugtskål til hver af børnene. "Vil du sidde herude eller inde i stuen?" spurgte hun, der var fin plads ved spisebordet i køkkenet, men stuen var nok mere.. afslappende. Isabella bebrejde ikke Tyler for, at han var gået fra hende, men hun bebrejdede ham, at han havde ladet det gå ud over børnene også. Hun gik ind og satte film på til børnene og gav dem hver deres skål, så der ikke kom nogen slåskamp omkring hvem der tog det sidste stykke. Bitter erfaring havde hun da også fået med sig. Hun gik tilbage ud i køkkenet og hældte kaffen over på en kande.

[Deleted]

Der var hundrede tusinder af tanker der var i Tyler's hoved lige nu, men bare det faktum at hun ikke havde smækket døren i da hun så ham var da mere end han havde turde håbe på, selvom han håbede på at hun godt vidste han ikke var den eneste der havde ødelagt deres forhold, ikke at det havde noget med børnene at gøre, men det var da ikke behageligt alligevel. Tyler havde jo også givet sit hjerte til hende, også selvom det ikke var gået som planlagt, så havde hun nok stadig et stykke af det.
Hun var det første rigtige forhold han havde været i, ihvertfald hvor det også var fordi at han faktisk havde elsket hende og ikke bare fordi der var nogen gode fordele i det. Han smilede som Sebastian rakte figuren hen i mod ham og Tyler tog den roligt ud af hånden på ham: "Den er sej..." konstaterede han og kiggede på den, inden han rakte den tilbage til Sebastian.
Han kunne slet ikke fatte at de var blevet så store, for selvom halvandet år var lang tid, så føltes det pludseligt ikke så længe når han sad her og kiggede på dem igen, og Isabella lignede jo trods alt stadig sig selv, lige så smuk som hun altid havde været.

Tyler smilede som de tog børn løb i mod værelset, det var vidst fint at de kunne få lov at snakke lidt i fred, også selvom han godt var klar over at sådan en samtale kunne stikke i alle retninger: "begge ting er fint for mig" sagde han blot, hvor samtalen skulle foregå var ikke lige det han havde tænkt sig at stille krav til, så længe hun måske bare ville høre lidt på ham.
Tyler kiggede sig omkring i rummet, det lignede jo meget sig selv, men altså nu var halvandet år jo heller ikke en livstid, selvom det var længe. Tyler var bare lettet over at Sebastian og Samantha kunne genkende ham og han håbede måske også at det ville bløde Isabella en smule op, selvom han godt kunne mærke det var hårdere at gå ned af denne her sti end han havde troet det ville være.
"Hvordan går det ellers med jer?" spurgte han lidt forsigtigt og smilede skævt som han afventede hvor han skulle tage plads, bare for at starte en samtale. Han var da også oprigtigt interesseret i om hun havde det godt, og egentligt også lidt nysgerrig på om hun måske stadig sås med den idiot han havde tævet lidt en af de sidste aftener de havde set hinanden, og det havde jo ikke rigtigt været de mest rolige samtaler af dem alle. Tyler vidste godt han havde overreageret, men han elskede virkeligt Isabella, og selvom han godt vidste han ikke var en skid bedre selv, så gjorde det ondt på ham at se hende med en anden.

[Isabella Collins]

Isabella vidste godt, at hun på mange punkter var alt for god af sig. Hun tilgav alt for let og gav chance til folk, selv når de mindst fortjente det. Omvendte vidste hun også godt, at hun ikke var perfekt selv. Hun havde også sine fejl, hun havde også sine uslebene kanter. Hun havde haft en kæreste på Hogwarts, som hun havde været utro. Hun var blevet kærester med Lucas, og havde været ham utro - med Tyler. Hun var blevet kærester med Tyler og havde været ham utro med Andrew. Hun havde været i tre forhold og havde været alle tre mænd utro. Måske det også var en af grundene til, at hun var så tilgivende. Fordi hun godt vidste, at dumme beslutninger, ikke nødvendigvis gjorde folk til dårlige mennesker.
En del af hendes hjerte ville altid tilhøre Tyler, han havde været hendes første rigtige store kærlighed og han var far til hendes to børn. Han havde givet hende muligheden for at arbejde på en så stor avis, som profettidende. Han havde været der for hende, gennem graviditeten, på trods af at han ikke selv havde ville have børnene. Hun havde elsket ham og hun havde fortrudt, hun havde været ham utro. Hun havde savnet ham. Men hun vidste også godt, at de ikke var gode for hinanden og de ikke skulle forsøge igen. Hun kunne ikke klare mere hjertesorg, hvilket var årsagen til, at hun bare levede sig kærlighedsliv igennem sine bøger. Men det ændrede ikke på, hvor meget det varmede hendes hjerte, at se hvordan han satte sig ned i børnehøjde og rent faktisk viste interesse for det Seb kom og viste ham. Men så igen, det kunne være et spil for galleriet og hun ville ikke såres mere eller såre ham.
Hun nikkede lidt, "Lad os sætte os ind i stuen," foreslog hun og tog kanden og to kopper med derind. Nu var børnene i hvert fald underholdt en times tid og Isabella ville jo oprigtig gerne høre, hvad Tyler havde at sige. Hun vidste jo godt det var hende som havde fukede op sidst, men det var jo heller ikke fordi hun helt umotiveret havde været ham utro.
Hun satte kanden og kopperne på sofabordet og skinkede op til dem begge, før hun satte sig til rette i sofaen. Hun var skeptisk, men også lidt spændt på, hvad der mon havde fået ham til, at kontakte hende nu efter så lang tid. Han lignede jo sig selv, men det gjorde hun sikkert også, det var nok kun Sam og Seb som var vokset. Hun havde ikke tænkt sig, at begynde at råbe mere af ham, eller starte et nyt skænderi op, eller genoptage et gammelt for den sags skyld. Hun var mere interesseret i at høre, hvad der havde fået ham til, at opsøge hende og hvorfor nu.
"Det går godt. Sam og Seb er begyndt i børnehave, på hver deres stue, så de også får noget tid hver for sig. Samantha har arvet mit williegen og Sebastian har arvet dit varulvegen," fortalte hun, uden at fortælle noget som sig selv. Hun var bange for at lukke ham for langt ind igen. Hun havde ikke set ham i halvandet år. Det var lang tid. Men hun havde heller ikke brug for, at råbe mere af ham. "Hvad med dig?" spurgte hun ind og lods som om hun ikke havde set, det skæve smil han havde sendt hende. Nogen ting ville nok bare aldrig ændre sig.

[Deleted]

Tyler havde da også tænkt tusinde tanker det sidste stykke tid og det gjorde han nu nok stadigvæk. Han gik efter hende ind i stuen hvor han satte sig ved bordet og tog den ene kop hen til sig. Han anede faktisk ikke helt hvor han skulle begynde, ikke fordi han ikke vidste hvad han skulle snakke med hende om, men der var bare så mange ting der var komplicerede lige nu og hans liv var jo også helt anderledes end det havde været sidst de havde set hinanden. Han håbede bare de kunne snakke sammen som voksne mennesker, selvom han godt vidste han i det store billede nok var den der havde damnet mest op.
"Samantha har vidst været den mest heldige, at ligne sin mor" sagde han og smilede til hende, han mente det skam ganske oprigtigt for ligemeget hvordan man vendte det, så var Isabella jo en utrolig smuk kvinde, og det havde da ihvertfald ikke ændret sig siden sidst han havde set hende: "Hvad med dig? Har du det godt?" spurgte han ud af oprigtig interesse.

"Jeg har det bedre" sagde han ærligt, og tænkte han lige så godt kunne give hende en lille opdatering: "Jeg kom langt ned efter sidst vi så hinanden, kom ud i noget skidt med Den Britiske Mafia som jeg er ude af nu..." sagde han i en rolig stemme: "Var ved at blive fyret fra profettidende, måtte få en anden til at træde til midlertidigt... Var indlagt på Mungos efter næsten at være død" tilføjede han og ville ikke lige snakke nærmere om at det havde været et direkte selvmords forsøg.
"Besluttede mig for at prøve noget nyt, lave mit liv om og rejste til Indian alene, var afsted i næsten et halvt år... Det var en rigtig god tur" sagde han i en oprigtig stemme: "Jeg fik tænkt en masse og nu kom jeg tilbage her for to måneder siden, startede mit arbejde op igen og ja... Nu er jeg her" sagde han roligt og nikkede let, som han tog sig tid til et øjeblik til bare at betragte hende. Hun var virkeligt skøn og han var ked af alt den ulykke han havde bragt hende i de år de havde været sammen, han var jo udemærket godt klar over at han ikke altid var den nemmeste fyr at være omkring, og desuden så var alders forskellen jo ret stor imellem dem.
"Så ja... Det var den korte udgave" sagde han i skyggen af et smil og hældte kaffe op i deres kopper.

[Isabella Collins]

Isabella havde ingen idé om, hvad hun skulle forvente af alt dette her. Om han bare var her i et eller andet sølle håb om, at han ville få samleje, eller om han oprigtigt var der fordi han gerne ville rette trådene ud. Hun håbede på det sidste. Hun havde det underligt med, at sidde ved siden af ham igen og drikke en kop kaffe. Hun vidste jo godt at de var voksne mennesker og om ikke andet burde kunne få det til, at fungere for deres børns skyld.
Hun hævede lidt det ene øjenbryn, da hans kommentar omkring Samantha lød, hvortil hun rystede lidt på hovedet. Han havde ikke engang været her i tyve minutter og han var allerede i fuld svig med, at charme sig ind på hende? Troede han virkelig det ville virke? "Held er vidst en definitionssag," svarede hun roligt, hun følte sig på ingen måder heldig over, at være willieslægt. Indtil videre havde det ikke gjort andet end tiltrukket den ene idiot efter den anden. Måske var det også en af grundene til, at hun endte med at være sammen med andre, når hun var i forhold. Hun gjorde mod dem, før de gjorde mod hende, fordi hun var så bange for at blive såret.
Hun førte en hånd i gennem det lange blonde hår og nikkede lidt, "Ja, det har jeg. Jeg er blevet ejer af en bogbutik og skriver selv romaner, når tiden er til det," fortalte hun og så hen på ham, før hun satte sig lidt mere til rette i sofaen. Hun havde det stadig underligt med, at se ham igen. En del af hende havde jo savnet ham, men en anden del af hende, havde stadig lyst til, at smide ham ud.
Hun satte sig lidt skråt i sofaen, med fronten mod ham, for at se på ham da han begyndte at fortælle. Hun ville gerne høre hvad han havde at sige, men det betød ikke at hun ville noget andet med ham. Hun lagde det ene ben over det andet og lod sin albue større mod ryglænet og sit hoved på sin hånd, mens de klare blå øjne, hvilede på ham. Hun prøvede at skjule alle de følelser og reaktioner, hun sad med inden i. Det kom dog ikke bag på hende, at han havde været langt ude, dog havde hun mere troet det ville være i forhold til alkohol og damer, måske stoffer, men ikke ligefrem mafiaen og døden. "Vent, wooow, hvad? Du døde næsten?!" spurgte hun med øjnene helt spærret op, men lod ham tale ud, selvom hun ikke rigtigt hørte ligeså godt efter som hun gerne ville, men ordet død var det eneste der ringede for hendes øre. "Okay, så du kom ud i verden og fandt dig selv, det er alt sammen virkelig godt for dig Tyler, men kan vi lige spole tilbage til den del om, at du næsten døde?" spurgte hun og tog sig selv i, at skulle lige til at lægge en hånd mod hans, men stoppede sig selv.
Hun fulgte ham med blikket, da han hældt kaffe op til dem, og sendte ham et lille smil som tak. Hendes hjerne var mere eller mindre gået i stå. Havde han været ved at dø, uden nogen havde fortalt hende noget? Han var far til hendes børn, havde hun ikke en eller anden form for ret, til at vide den slags. Det kunne selvfølgelig også være han gjorde det værre end det var. Hun rømmede sig lidt, "Tyler.. Hvad gik galt?" spurgte hun, det kunne jo ikke 'bare' være deres brud, der havde bragt ham så langt ud, og hvis det var, så havde hun da kun endnu mere dårlig samvittighed. Hvis hun aldrig havde været ham utro, havde de måske stadig været kærester den dag idag. Hvem vidste.

[Deleted]

Tyler smilede forstående til hende, en ting var at de havde haft mange op og ned ture, men i det gode ture der følte han de virkeligt havde forstået hinanden, og de havde jo også haft mange gode snakke når han ikke lige havde været ja... damned up: "Ja jeg kan godt forestille mig det kan være lige så stor en forbandelse som det måske kan være en styrke..." sagde han i en rolig stemme og smilede i mod hende, men det gjorde det jo ikke mindre rigtigt at Isabella var en smuk kvinde, og han håbede bestemt at Samantha ville arve hendes sind - ja faktisk begge hans børn, han havde vidst ikke brug for at have to der arvede hans.
"Wow, det er da fantastisk" sagde Tyler og lyste op i et oprigtigt smil: "Du har altid været god i dine skriverier, så jeg er glad for du stadig gør dig i det" sagde Tyler, han havde jo ikke selv skrevet ret meget fiktion, men han kendte da mange folk. Han ville gerne tilbyde at hjælpe hende, men han vidste godt at det måske liiige var tidligt nok, han ville helst ikke begynde at overskride grænser efter ikke at have været omkring det sidste halvandet år.
Tyler tog en tår af kaffen som han var færdig med at tale, han havde jo trods alt talt med lidt forskellige mennesker om sit liv efterhånden, så for ham var det jo pudsigt nok ikke rigtigt nogen nyhed længere.

"Jeg havde det bare ikke godt mere" sagde han roligt og alligevel uden at blive helt melankolsk: "Jeg tror bare jeg følte mig meget ubrugelig til sidst, det er ikke sjovt når man begynder at se sig selv som en lige så skidt fyr som hele verden viser en man er" sagde han ærligt, han vidste da udemærket godt at han ikke havde behandlet folk ret pænt hverken på sit arbejde eller i sit privat liv: "Også er mafiaen nok god til lige at vippe en udover kanten når man allerede ligger ned så ja... Men der kom noget godt ud af det, jeg blev indlagt på den psykiske afdeling af Mungos i en måneds tid inden jeg rejste" sagde han roligt, det var meget personligt alt hvad han fortalte hende, men han stolede på en eller anden mærkelig måde stadig på hende, selvom der var sket meget imellem dem.
"Men jeg har det godt igen, jeg havde nok bare brug for at komme helt derned før tingene kunne ændre sig" sagde han og tog en tår mere af kaffen: "Så for at opsummerer" sagde han i et roligt smil og kiggede kort ned i kaffekoppen som han sad med imellem sine hænder: "Så tror jeg bare jeg har været på vej nedaf de sidste fem år, og på et eller andet tidspunkt så rammer man jo så bare bunden" sagde han roligt og kiggede op på hende med de blå øjne der matchede hendes så fint, men det var fint, han var bedre nu: "Så nu prøver jeg lige at samle stumperne i mit liv op igen" sagde han ærligt.

[Isabella Collins]

Isabella huskede uden tvivl og så de gode tider med Tyler, dem havde der jo heldigvis været flere af end de dårlige. Men hun havde ikke mod på, at give dem flere chancer nu. De var for forskellige og ville forskellige ting i livet. Selvom tiden selvfølgelig kunne have ændret det. Men hun ville jo stadig gerne have flere børn, og nu hvor Sam og Seb var begyndt i børnehave og mere eller mindre var ude af ble alderen, så var tingene også begyndt at virke som om det kunne lade sig gøre. Ikke lige i dag eller i morgen, hun skulle jo også først finde en fyr, som ville de samme ting. Hun nikkede lidt, "Jeg ønskede det ikke for nogen af dem, men det er som det er, så vi lever med det," sagde hun blidt og sendte et lille smil retur. Hun mente stadig ikke selv hun var en smuk kvinde, hun var stadig i den overbevisning, at hvis det ikke havde været for hendes gen, så havde hun stadig været jomfru den dag i dag, en fyr som Tyler ville aldrig have kigget hendes vej. Så noget godt var der vel ved genet.
Hun smilede lidt, "Ja, jeg er også glad for det," sagde hun, det var underligt, at selv efter så lang tid, så føltes det ikke sådan, når de sad og snakkede. Det var mere som om, der ikke var gået en dag. Omvendte var der sket så meget, især for ham, kunne hun jo høre.
Hun mærkede et forfærdeligt stik i sit hjerte, og så på ham med et medlidenhedsblik skrevet tydeligt i de blå øjne, "Du er ikke en skidt fyr, Tyler. Du må ikke lade nogen bringe dig så langt ned med nakken," sagde hun blidt og lagde en hånd blidt på hans og kunne mærke varmen fra kaffekoppen i hans hånd. Hun så lidt overrasket på ham, "Psykiske afdeling?" spurgte hun lidt forvirret, da hun egentlig først havde antaget at det sikkert var mafiaen der havde banket ham eller sådan noget, siden han havde været indlagt og været tæt på at dø. Men det kom man jo ikke på den psykiske afdeling af. Selvfølgelig kunne han stadig stole på hende, hun var desuden ikke journalist mere heller, så det var ikke fordi hun ville tage mentale noter og udstille ham for hele verden.
Hun flyttede sin hånd fra hans, da det pludselig gik op for hende, og trak den til sig. "Jeg er glad for du er ærlig og åbner dig op. Det betyder meget for mig," sagde hun og sendte ham et venligt smil. Hun tog selv en tår af sin kaffekop. Det gjorde ondt inden i, at høre alt det han havde været igennem, uden hun havde været der for ham, for uanset hvordan hun vendte og drejede den, så holdt hun jo stadig af ham. "Man ved ikke altid, hvad man har før man mister det," sagde hun stille og mærkede sine øjne blive blanke igen. Hvordan gjorde han det? Han havde været en røv og alligevel sad hun her og fik ondt af ham? Okay hun havde også været lidt en røv overfor ham, men alligevel. "Det kan jeg godt forstå. Men som du kunne se, så har hverken Sam eller Seb glemt dig, og jeg er sikker på de vil elske, at få deres far tilbage ind i deres liv, men hvis det er dét du vil, så skal du love mig ikke, at forsvinde igen. De kan ikke klare mere svigt," sagde hun med et lille smil, men prøvede hele tiden at holde sig selv lidt ude af det hele, selvom det sidste nok var ligeså meget hende selv, som ikke kunne klare mere svigt.

[Deleted]

Tyler nikkede, han sagde ikke noget men i sit stille sind måtte han nu stadig sige han havde mest ondt af Sebastian, nok fordi at varulve genet ikke var sjovt at leve med under fuldmåne, det er ukontrolleret, smertefuldt og kunne skade alle man holde af, hvis man ikke passede på. Tyler havde stadig sin månedlige aftale i azkaban og det var lige forfærdeligt hver eneste gang.
Tyler syntes det var så naturligt at sidde og tale med hende, og han havde egentligt ingen hensigt om at de nogensinde skulle finde sammen igen, men der ar jo en del af ham der kunne mærke hvor meget han holde af hende når han sad her overfor hende og talte som havde de lige spolet tiden tilbage, med undtagelse af at Tyler jo så faktisk havde det bedre nu.
Han smilede til hende, han var ikke ked af at snakke om det, selvom det var meget personligt. Nok fordi at han jo netop havde brugt alt denne her tid på at komme videre og få et godt igen, og det havde han også, men udfordringen var jo selvfølgelig at han nu skulle redde alle de ting ud han havde gjort i fortiden.
Han sagde ikke noget som hun tog hans hånd, han sukkede egentligt bare, okay den der willieslægt var ikke blevet mindre siden sidst han havde set hende og det fik ham til roligt at tage sin hånd til sig igen. Det var vidst ikke liiiige den retning samtalen skulle gå.

"Det er fint nok, jeg tror ærligt jeg fortjente det, og det har jo heldigvist vist sig at føre til noget godt" sagde han roligt, tiden med mafiaen havde nok været den absolut værste han kunne huske, fordi det hele var så sløret. Han havde været så påvirket af alt for mange ting og samtidig været utrolig depressiv. Det havde nok varet et halvt års tid, men han kunne nærmest ikke huske perioden. Endeløse byture, endeløse kvinder, og endeløse rusmidler havde gjort tiden værd at glemme, og egentligt havde han det fint med at hans hukommelse svigtede ham lige dér, det var nok ikke rigtigt værd at huske alligevel. Af samme grund drak Tyler ikke alkohol mere, et enkelt glas vin kunne det måske godt blive til en hyggelig aften, men han skulle ikke i byen og den slags mere, han var for gammel og det var slut.
"Du må heller ikke tro jeg er kommet for at få dig tilbage eller noget, jeg ved godt at jeg selv har kørt det tog udover skinnerne" sagde han og tog en tår af kaffekoppen og satte den så tilbage på bordet: "Men ja jeg ville sætte pris på at se dem - og dig, engang imellem" sagde han roligt, han vidste faktisk ikke hvad han havde tænkt sig med sit liv lige nu, egentligt ville han nok bare lige have en almindelig hverdag også se hvor livet ville bringe ham hen, men han skulle lige samle alle brikkerne igen: "Jeg går ingen steder, jeg er færdig med alt det der..." sagde han i et dybt suk, det var jo heller ikke nemt at smide et liv bag sig som man ellers havde forsøgt at styre i så mange år - heller ikke selvom det var gået godt. Tyler var nok mest bange for om han nogensinde kom sig fuldt over Isabella, men han vidste godt han ikke skulle skubbe på, han ønskede ikke de blev uvenner igen.