I need to fix this...

[Isabella Collins]

Isabella havde virkelig ondt af begge børn. Hun havde set hvor ondt det gjorde på Sebastian og det gjorde næsten ligeså ondt på hende selv, hver gang, men hun vidste også hvilket strøm af fyre Samantha skulle vokse op med, ville forfølge hende og hvor mange fyre der kun ville hende på grund af hendes gen. Psykisk smerte kunne være ligeså slemt som fysisk. Dog vidste hun også godt, at varulvegenet kunne blive udfordrende med alderen.
Hun havde så mange blandet følelser omkring, at sidde her med ham. På den ene side, føltes det som om der ikke var gået en dag, men på den anden side, føltes det også som om, at det var en vildt fremmede hun sad sammen med. Hun ville ønske hun kunne sige hun kendte ham, men det gjorde hun jo ikke rigtigt mere. Præcis ligesom han ikke kendte hende mere. Selvfølgelig var der nogen ting som aldrig ville ændre sig. Foreksempel hendes williegen. Hun tænkte dog ikke altid over det, slet ikke i nærheden af Tyler, for var der noget hun ikke tvivlede på omkring ham, så var det at han følelser for hende, havde været ægte. Præcis ligesom hendes havde været for ham. Hun så derfor en smule undrende på ham, da han trak sin hånd til sig, men lod ham gøre det, uden at sige noget til det. Måske han bare ikke ville røres af hende, hvilket også var helt okay. Hun havde blot ville vise ham, at hun trods alt stadig var der for ham og hun ked af, at han ikke havde været kommet til hende, da han havde det værst, så hun også havde kunne vise ham det dengang.
Hun rystede lidt på hovedet, "Ingen fortjener, at føle sig alene," sagde hun blidt og tog en tår af sin kaffe, efter at have pustet ned i den for ikke at brænde sin tunge. Hun havde det underligt i kroppen. Hun burde ikke have noget tilovers for ham mere, men hun var et meget tilgivende menneske og mente alle havde ret til en anden chance. Og tredje. Til tider også fjerde. Hun vidste også godt, hvordan hendes familie og venner og veninder, ville reagere. De ville spørger om hun havde spist tryllestavsspåner, eller bare havde mistet forstanden fuldstændigt, hvis hun fortalte dem, at hun ville give Tyler en chance mere. Ikke som i at blive noget romantisk med ham, men til at se deres fælles børn.
Hun bed sig lidt i læben. "Det var ligeså meget mig, som var med til at få det tog til at køre af skinnerne, men ja.. Vi er færdige med hinanden på et romantisk plan, men vi er ikke færdige med, at være forældre sammen," sagde hun blidt og sendte ham et lille smil, hun ville hellere lægge alle kortene på bordet nu, end de pludselig ville sidde i en eller anden akavet situation, hvis det kunne undgåes. Hun nikkede lidt, "Det er jeg glad for, at høre," sagde hun og sukkede lidt, dog med et smil på læberne. "Well.. Vil du ind og hilse på dem igen, eller..? Spise med eller hvad er planen?" spurgte hun og kløede sig lidt i nakken i mangle på bedre. "Komme hver anden weekend? Et par time i hverdagene?" spurgte hun, for at finde ud af, hvad han havde gjort sig af tanker, hvis han da overhovedet havde gjort sig nogen overhovedet.

[Deleted]

Tyler smilede, han havde ikke tænkt sig de skulle sidde og blive helt triste over at han fortalte hvordan det gik med hans liv, han havde det jo godt nu: "Det er okay, jeg har det fint nu... Jeg skal bare lige rydde op lidt op i mit liv" sagde han i et smil og tog en tår mere af sin kaffe, han havde det bare nogenlunde okay efterhånden. Han tog en tår mere af sin kaffe inden han satte den tilbage på bordet.
Livet havde ikke altid været med ham, men på den anden side så var han godt klar over at det havde været hans egen fejl, han havde selv lavet de fejl der havde gjort at han havde mistet mange folk han holde af, og han vidste da også udemærket godt at ikke alle var lige så tilgivende som Isabella var.
"Hvorfor kørte du det af skinnerne?" spurgte han roligt, ikke romantisk eller blødt, men mere af oprigtig interesse, han ville gerne lære mere af sig selv, og han havde erfaret at han fik meget ud af at tale med andre mennesker om hvordan de så ham.
Tyler havde altid haft et kæmpe plads i sit hjerte der kun tilhørte Isabella og han var overbevist om han aldrig skulle være i et forhold igen, han vidste godt hun ikke ville have ham, og han vidste han ikke havde lyst til at forelske sig nogensinde igen.

"Jeg tror gerne jeg vil ind og sige hjem så kan vi eventuel lave en aftale senere på ugen hvis du har tid? Men jeg tager dem gerne engang imellem, jeg har købt et hus lige udenfor London" sagde Tyler, heldigvis var han jo ganske okay betalt for hvad han lavede og han havde ikke lyst til at bo i sin gamle lejlighed mere med alle de dårlige minder der lå derinde.
"Men ja lad os bare starte ved det, så de lige kan kende mig igen" sagde Tyler og vidste godt det måske var lidt overrumblende hvis de bare skulle starte med at være sammen med ham en hel dag uden deres mor. Tyler var bare lad for Isabella ikke havde smækket døren i hovedet på ham.
"Tak" tilføjede han, og mente nok bare lidt for alt, det var pænt af hende at tage i mod ham på den måde, han var ihvertfald lad for at Isabella for det meste altid forsøgte at gøre noget godt for andre, selvom hendes utroskab stadig var det der stod mest tydeligt i hans hukommelse.

[Isabella Collins]

Isabella nikkede lidt og sendte Tyler et venligt smil. "Det skal nok lykkes for dig," sagde hun opmuntrende, det var nok typisk hende, at være så positiv, selvom hun stadig var såret og skuffet over, at han var skredet. Ikke så meget fordi det havde ramt hende, men fordi det havde ramt deres børn og hun havde stået alene med dem lige siden.
Hun tog en tår mere af sin kaffe, før hun stillede sin kop tilbage på bordet. Hun så dog en smule overrasket på ham, da han spurgte hvorfor hun havde fået deres tidligere forhold til at køre at det omtalte spor. Ville han virkelig have hende til, at indrømme overfor ham, at hun havde været ham utro? Jovist han vidste det jo godt, eftersom han havde taget hende sammen med Andrew, så så meget af en indrømmelse var det vel heller ikke, men det var alligevel at rive op i et efterhånden gammelt sår. Ville han bare gerne høre hende sige det, så han kunne føle sig mindre som et dårligt menneske? "Jeg var dig utro, Tyler, hvis det ikke er, at være med til at køre forholdet i sink, så ved jeg ikke hvad er," svarede hun stille og skamfuldt, uden at se på ham. Den dårlige samvittighed åd hende stadig op indefra.
Hun nikkede lidt, "Jeg har fri hver onsdag og hver weekend, så det burde være ret ligetil at finde en dag, men vi er nødt til, at tage det i deres tempo. Selvom de kan huske dig, så kender de dig ikke og de skal også vænne sig til dig igen," sagde hun roligt, hun ville ikke virke som en hønemor, selvom hun nok lidt var det, men hun ville bare kun sine børn det bedste og selvfølgelig var det, at have deres far i deres liv, hvis han vel og mærket kunne finde ud af det den her gang. "Ja, lad os det," eniggjorde hun sig. De måtte vel bare tage det en dag af gangen.
Hun tog sin kop for, at tage en tår mere, men stoppede i et pust ned i koppen og så på ham med en mild panderynken, "Hvad takker du for?" spurgte hun og sendte ham et nyt smil, før hun kom i tanke om, at hun havde været ved at tage en tår af sin kaffe, hvilket hun skyndte sig at gøre.

[Deleted]

Det var ikke fordi at Tyler ville være flabet og bare have hende til at indrømme at hun ikke var fejlfri, men han ville gerne vide hvad der var gået galt fra hendes syndvinkel, fordi at han vidste han nok havde levet lidt i en tåge, især hen i mod slutningen af deres forhold hvor han måske også havde været lidt for meget i byen. Tyler vidste jo desværre nu at det nok var en depression han havde ignoreret i lidt for mange år, og heldigvis havde han det nu bedre og håbede at han kunne lappe sit liv så godt sammen som muligt.
"Jeg spørger ikke for at gøre dig utilpas, jeg spørger fordi jeg føler det hele er én stor... tåge..." sagde han i en rolig stemme: "Så det er bare nysgerrighed det er ikke for at dømme" sagde han i en rolig stemme og smilede let til hende som han tog en tår af kaffekoppen der næsten var tom.
"Tror du det var fordi jeg ikke var nok for dig?" spurgte han i en lige så rolig stemme: "Undskyld jeg bankede ham forresten, jeg håber han er okay" fik han sagt i et lille smil i et forsøg på at løfte stemningen lidt, han vidste godt det nok ikke havde været det klogeste.

"Ja selvfølgelig, det er ikke fordi jeg har tænkt mig vi skal starte med en weekend... Men jeg håber da med tiden det måske kunne blive muligt" sagde han, Tyler havde ikke tænkt sig at opsøge hverken Joshua eller Alaric, nok fordi at de begge var så gamle og de havde jo aldrig haft ham i deres liv. Hvis de en dag ville vide hvem deres far var og opsøgte ham så ville han nok gerne stå der for dem, bare fordi han jo prøvede at bilde sig selv ind at han var blevet et bedre menneske, men derfor havde han ikke behov for selv at opsøge dem.
"Bare for at du lukkede mig ind tror jeg... Havde nok regnet med at du smækkede døren i hovedet på mig" sagde han ærligt: "Det er jo ikke fordi jeg ved jeg ikke har damnet up.." sagde han ærligt.
Han var jo godt klar over at han heller ikke havde gjort det helt godt i deres forhold, og slet ikke hen i mod slutningen.[/b]

[Isabella Collins]

Isabella vidste ikke, hvordan hun skulle have det med det hele. Hun havde haft lyst til, at smide ham ud eller smække døren i hovedet på ham, men hun havde ikke gjort det, fordi hun mente alle havde ret til en chance til og til at blive lyttet til. Og så var hun bare ikke typen som smækkede nogen som helst døre efter sig, da hun mente det var bedre at efterlade dørene på klem.
Hun bed sig lidt i læben, stadig uden at se på ham og nikkede lidt, "Det er også okay. Jeg har bare stadig dårlig samvittighed, du fortjente bedre," sagde hun lavmeldt og stadig med skam i stemmen. Hun havde det virkelig skidt med, at have været ham utro gentagende gange. Hvis det nu bare havde været én gang, så havde hun lidt bedre kunne leve med sig selv, men fordi hun vidste hun havde været sammen med Andrew flere gange, løjet overfor Tyler omkring hvor hun havde været og holdt den del skjult for ham frem til han selv havde fundet ud af det.
Hun mærkede et stik helt ind i sit hjerte. "Jeg.. Jeg havde selv meget at kæmpe med, Tyler, det var ikke din skyld," svarede hun, selvom det egentlig ikke var et reelt svar på hans spørgsmål, men hun havde ikke lyst til, at fortælle ham, hvorfor hun havde gjort som hun havde. Hun vendte blikket mod ham, for første gang efter han havde rejst det her samtale emne, "Jeg snakker ikke med ham mere, men han var okay sidst jeg så ham," svarede hun og førte en blondt hårtot om bag det ene øre.
Hun nikkede lidt, det ville blive underligt for hende, at skulle undvære Sam og Seb en hel weekend, men hun vidste også godt, at det nok ville være ret sundt for hende og dem for den sags skyld. "Ja, lad os tage det stille og roligt i starten og så kan vi se, når de har vendt dem til dig igen," svarede hun og sendte ham et varmt smil. "Hvad med dine andre børn? Har du tænkt dig og opsøge dem også?" spurgte hun lidt ind, Joshua var vel på Hogwarts og så vidt Isabella huskede, så var han adopteret af Tylers søster.
Hun rystede på hovedet og lagde ubevidst sin hånd mod hans igen, mens hun søgte hans øjenkontakt, "Jeg ville aldrig smække døren i hovedet på dig. Du er far til Sam og Seb, og du er den eneste jeg nogensinde.." hun stoppede midt i sin sætning, nej, den sætning kunne hun ikke færdiggøre. Det var ikke passende. Hun trak hurtigt sin hånd til sig, da det gik op for hende, at hun igen havde rørt ham og han før havde trukket sin hånd til sig, hvilket nok havde betydet at han ikke ville have hun rørte ved ham.

[Deleted]

Tyler ville ikke have det her skulle ende med at de bare sad og græd over hvor dårligt det hele havde været, de var voksne og de måtte jo komme videre i livet begge to. Han smilede roligt og nikkede så: "Det ligger heldigvis i fortiden" sagde han roligt, nok lidt i et forsøg på bare at lade det ligge, der var jo ikke helt så meget mere at sige til det, forhåbenligt kunne de bare tænke fremad nu og Tyler ville ihvertfald tænke på hvordan han kunne blive en bedre rollemodel for Sebastian og Samantha, de var jo heller ikke helt små babyer mere.
"Ikke som udgangspunkt... Jeg har jo aldrig mødt dem sådan rigtigt, Joshua et par enkelte gange, Alaric har jeg aldrig mødt. Men jeg har ikke tænkt mig at afvise dem hvis de opsøger mig.." sagde han ærligt.
Han havde jo aldrig snakket med dem og han var heller ikke sikker på de gad have ham i deres liv. De havde jo begge andre liv, Alaric vidste han ikke engang hvor boede, andet end at Frigg havde adopteret ham væk.

Han smilede og kiggede ned på hendes hånd, af hensyn til hendes willieslægt ville han helst ikke have for meget berøring, men alligevel lod han roligt en hånd tage fat omkring hendes arm som han klemte let og smilede til hende: "det er okay... Jeg skrider ikke igen.." sagde han i en rolig stemme og slap hendes arm igen og kiggede i mod hende: "Men hvis du har lyst kunne vi jo tage et sted hen med dem sammen en dag? Måske i legeland eller noget?" spurgte han, Tyler ville også gerne se Isabella igen.
En kæmpe del af ham havde allerede besluttet at han ikke skulle prøve noget med hende igen, for hun var alt for god til ham - også selvom han havde forandret sig, eller ihvertfald gjort forsøget. Men han elskede hende virkeligt og det havde han gjort lige siden deres første møde, som om en del af ham også troede på at de var meant to be, og hvis hun ikke var den han skulle være sammen med, så skulle han ikke være sammen med nogen, for Tyler havde aldrig før forelsket sig.
Han slog tankerne væk, det var nok bedst bare ikke at tænke for meget over det, han havde allerede tænkt alt for meget det sidste halve år imens han havde gjort et forsøg på at forbedre sig.

[Isabella Collins]

Isabella ville nok tage sin dårlige samvittighed med sig i graven, det havde ikke været første gang hun havde været en kæreste utro, og selv helt tilbage fra første gang, havde hun stadig dårlig samvittighed. Hun mente jo ikke selv hun var et dårligt menneske, men hun var uden tvivl en dårlig kæreste, når det kom til sådanne nogle ting. "Ja, det gør det," sagde hun lavmeldt og sendte ham et lidt forsigtigt smil.
Hun nikkede lidt til hans svar omkring de to andre børn han havde, de var Samantha og Sebastians halvsøskende, men hun ville ikke blande sig i, hvad Tyler tog af valg omkring de andre, det kom jo sådan set slet ikke hende ved. Hun var i den overbevisning, at alle børn havde brug for begge deres forældre i deres liv, selvfølgelig inden for en rimelig grænse og ikke hvis forældrene drak meget eller gjorde dem fortræd, uanset om det var psykisk eller fysisk vold. "Okay," svarede hun med et af de genkendelige varme smil. Hun ville ikke dømme ham, for hans valg.
Hun så godt hans blik forsvandt, men hvor det forsvandt hen, vidste hun ikke. Hun tænkte ikke over sit williegen, havde nogen effekt på ham. Det var jo Tyler. Hun smilede varmt til ham, da hun mærkede hans hånd omkring sin arm, "Godt, for hvis du gør kommer jeg efter dig med en gardinstang," svarede hun drillende og blinkede til ham, mest af alt for at løfte stemningen mellem dem, så den ikke var så anspændt. Hun trak sin hånd til sig, da han trak sin til sig. Hun nikkede let, "Det ville de elske," svarede hun, at hun også ville nyde det, var en helt anden side af sagen. Hun så lidt mod uret, "Klokken er ved, at være mange. Vil du spise med eller?" spurgte hun og vendte blikket tilbage på ham, ikke helt sikker på om det ville være en god idé eller ej. Hun ville ikke presse ham til noget han ikke ville.

[Deleted]

Han smilede kort: "Altså igen hvis de opsøger mig så skal jeg nok være her... Jeg har bare aldrig mødt dem før" sagde Tyler.
Han var faktisk heller ikke sikker på hvad deres mødre ville sige hvis han sådan lige pludseligt dukkede op og sagde han ville sige hej til to børn han ikke havde set. Han havde ikke nogen idé om at blande sig i deres liv, hvad nu hvis de voksede op og troede de havde en helt anden far? Så var det nok bare dumt at han gik ind og blandede sig i noget han måske ikke helt burde blande sig i.
"Haha... Jamen jeg er allerede så bange jeg hellere bare må blive så" sagde han til hendes trussel.
Tyler havde altid været vild med Isabella, først nok mest fordi hun var ung og spændende, og senere fordi de havde fået en rigtig connection. Tyler havde aldrig før rigtigt sådan elsket nogen, og han havde nok også accepteret at Isabella ikke var interesseret i ham på den måde mere, men Tyler havde ingen planer om igen at være sammen med nogen.

"Altså kun hvis du ikke mener det er for meget besvær" sagde han.
Tyler ville ikke have noget i mod at snakke lidt længere med dem alle tre, men på den anden side ville han ikke trænge sig på. Han kunne jo også godt forstå hvis hun syntes det var chokerende at han bare mødte op på den måde.
Tyler mente selv han var blevet mere fornuftig, især når han holde sig væk fra alkohol. Alle hans dumme historier og beslutninger, var jo oftest startet på en bytur. Han kunne godt huske da ham, Scott, Jophiel og Jackson havde været i byen.
Mange gode og sjove minder, men ikke noget han havde brug for at prøve igen.

[Isabella Collins]

Isabella smilede varmt til Tyler, "Du skal ikke forsvare dig, Tyler, jeg spurgte bare af ren nysgerrighed," sagde hun i sin velkendte blide stemme. Det var ikke fordi hun ville dømme ham, det var jo hans valg. Et sted kunne hun jo også være ligeglad med, hvad han stillede op med sine andre børn, hun skulle bare koncentrere sig om, hvad han ville med Sam og Seb, og det var det hun havde tænkt sig at gøre.
Hun grinte let af hans svar, "Godt, jeg er også meget farlig," sagde hun morende og smilede til ham. Hun havde alle dage nydt Tyler selskab, men hun havde også følt sig udnyttet af ham, han havde svigtet hende og han havde skuffet hende. Hun ville gerne tilgive ham for det hele, men det betød ikke at hun ville glemme det. Måske hun til tider bare var for godt et menneske, hun lod alt for let folk træde på sig, hun tilgav let. Men hun prøvede også bare, at alle de gode kvaliteter i alle. Alle havde noget at byde ind med, det galt bare om at finde det.
Hun rystede på hovedet og sendte ham et nyt varmt smil. "Selvfølgelig ikke, men vi skal bare have spagetti med kødsauce," sagde hun og tog en sidste tår af sin kaffekop. "Vil du ha' mere kaffe?" spurgte hun og så mod ham, før hun kort skævede mod børneværelset, hvor hun kunne høre Sam og Seb lege sammen. Isabella vidste godt, at hun selv havde en tvilling et sted ude i verden, men hun vidste intet om hende, så hun havde været umulig at opspore.

[Deleted]

Han smilede let i mod hende: ”Jeg forstår ikke hvordan du altid har været så god i mod mig” sagde han i en ærlig stemme. Hun havde bare det største hjerte og det beundrede Tyler hende virkeligt for.
Selvom han havde alle sine fejl og selvom han lavede meget lort, så var det som om at hun altid kunne se at han faktisk var god nok på bunden, og det var nok en af de ting der gjorde at han ikke helt kunne holde op med at elske hende.
Han grinede: ”Totalt” medgav han blot. Han havde det godt med at de snakkede igen, han havde ikke lyst til at have så mange uvenskaber i sit liv, også selvom han godt vidste at han nok selv var skyld i langt de fleste af dem.

”Måske en enkelt kop mere.. Jeg har et par artikler jeg skal have skrevet færdig, så jeg bør nok ikke blive alt for længe” sagde han, selvom han da helst ville blive, så ville han heller ikke bare forvente at tingene kunne være som i gamle dage, og desuden så forsøgte Tyler også at passe sit arbejde.
”Jeg er bare glad for at se du har det godt og har klaret det godt med børnene” sagde han og smilede roligt i mod hende, han var virkeligt glad for hende og han ønskede hende altid, alt godt i livet.

[Isabella Collins]

Isabella trak lidt på den ene skulder og førte en blondt, vildfaren hårtot om bag det ene øre. "Jeg tror, på karma," svarede hun og smilede lidt drillende til ham, for at løfte stemningen mellem dem. Hun ville nu ikke selv mene, hun havde været særlig sød ved ham. Hun havde været ham utro, da de havde været kærester og nu bad han om tilgivelse, for at være skredet fra hende og børnene. Hvilket monster ville hun ikke være, hvis hun bare gav ham den kolde skulder? Desuden så mente hun virkelig, at alle havde noget godt, at byde ind med. Sam og Seb havde brug for deres far i deres liv, især lige pt, hvor hun ikke så nogen.
Hun grinte let med ham, velvidne om at hun ikke ligefrem var verdens farligste kvinde, med mindre man truede hendes børn, men så legede man virkelig også med en mor, som ville gøre alt, for sine børn og mere til. "Du er et godt menneske, Tyler," sagde hun og smilede varmt til ham.
Hun hældte kaffe op til ham og derefter sig selv, "Vi kan også bare tage et recheck, en anden dag med aftensmaden," forslog hun og tog en tår af sin kaffe. Hvis han havde en masse at se til, ville hun ikke holde ham hen, selvom børnene nok ville blive lidt triste over, at han ville gå så hurtigt igen. Hun sendte ham et smil, "Tak, Tyler, det betyder meget, at det kommer fra dig," sagde hun og så på ham med de blide blå øjne, "Men hvordan går det ellers med dig? Har du fundet kærligheden?" spurgte hun nysgerrig og tog en tår mere af sin kaffe.

[Deleted]

Tyler kiggede i mod hende, alt i ham var bare en stor forvirring og han var faktisk slet ikke rigtigt sikker på hvad han skulle sige til hende. For nu kom et suk bare over hans læber, som han forsøgte at finde ud af hvad han egentligt tænkte og følte, ikke at han havde tænkt sig at sige det til hende, men derfor kunne han jo godt prøve at samle sig selv en smule, for lige nu måtte han indrømme at det hele bare virkede så forvirrende. ”Nja det tror jeg ikke helt jeg er, men jeg gør da et forsøg” sagde han ærligt og smilede forsigtigt til hende, han mente ikke selv at han var noget kæmpe stort menneske, men han gjorde da et godt forsøg på at være det når han kunne. ”Det går” sagde han blot, han havde det da ikke super godt endnu, men han håbede da at det snart ville komme til at ske, og nok mere nu end han gjorde engang. ”Nej, jeg tror bare jeg skal prøve at være mig selv” sagde han, han kunne da fint sidde og sige til Isabella det var fordi han ville have hende tilbage, men han kunne på den anden side godt gætte at det måske var lige tidligt nok i processen, det var første gang i flere år at de så hinanden, så han havde ikke lige tænkt sig at prøve på noget nu. For nu nød han hende bare: ”Hvad med dig?” spurgte han roligt.

♛

[Isabella Collins]

Isabella havde det med at se det gode i alle mennesker, dog kunne hun også godt være realistisk og se når taget var slapt. Hun mente dog stadig at Tyler var et godt menneske. Han havde været tæt på, at være hende utro da de havde været kærester, men han havde stoppet det og var kommet direkte hjem til hende, godt nok pløre fuld og prøvet at gramset på hende, men han havde stoppet og han var krøbet til korset og var da også stoppet, da hun var blevet sur over, han havde pillet ved hende. Til gengæld havde hun haft en længere affære bag hans ryg, over længere tid, så hvis nogen af dem ikke var et godt menneske, så måtte det da være hende. "Er du bange for, at nogen ser det gode i dig?" spurgte hun med et varmt smil over sine læber. Hun var ikke i tvivl om, at hvis han virkelig ville, så ville han kunne være verdens bedste kæreste. Han skulle bare ikke være i et forhold, hvor der var børn involveret, for hun huskede tydeligt de gange de havde ses uden børnene og hun havde virkelig elsket, at være i hans selskab. Det gjorde hun jo stadig, men hun ville ikke udsætte børnene for mere nu og den dag hun ville finde sig en ny kæreste, så ville der også komme til, at gå noget tid før hun ville introdukseer børnene for ham.
Hun smilede opmuntrende til ham, "Du må sige til, hvis der er noget jeg kan gøre. Du ved jeg altid vil være her, for dig" sagde hun støttende og lagde sin hånd oven på hans, mens hun søgte hans øjenkontakt. Hun ville jo ikke holde op med, at holde af ham fra den ene dag til den anden, og hun ville virkelig gerne hjælpe ham og støtte ham, alt hvad hun overhovedet kunne. Hun nikkede til ham, "Det lyder fornuftigt," svarede hun med et smil på sine læber, uviden om at han egentlig ønskede hende tilbage. Hun var afklaret med, at de ikke skulle være et par igen. De havde forsøgt så mange gange efterhånden og hver gang var en af dem blevet såret og intet godt kommet ud af det, foruden børnene, hvis man spurgte Isabella. Hun smilede lidt til ham, "Det går fint. Jeg er blevet ejer af Florish Og Blotts. Sam og Seb skal begynde i magisk grundskole til sommer," hun tænkte sig lidt om, mens hun tog en sidste tår af sin kaffe, "Mh, og så er jeg snart klar til, at udgive min første bog," fortalte hun og sendte ham et smil.

[Deleted]

Han undrede sig let over hendes spørgsmål der på en eller anden måde virkede meget direkte: "Jeg har ikke lyst til at nogen ser det gode i mig mere" sagde han, det var da ikke fordi han skulle sidde her og blive helt sentimental. Men han havde en gang åbnet sig for nogen, som havde været hende. Det havde han ikke lyst til at gennemgå igen hvis det ikke skulle være med hende, og det havde han ikke tænkt sig at presse på for, han kunne godt forstå at han havde forspildt sin chance i den retning og det bebrejdede han hende ikke. "Ja det er pænt af dig, men jeg tror den sag er tabt... jeg er bare glad for at se i har det godt" sagde han i et roligt smil, også var han jo også glad for at hun havde lukket ham ind så de havde en chance for at snakke sammen. Som hun lagde sin hånd ovenpå hans, vendte han sin egen og tog fat omkring hendes, og gav den et klem imens han kort sukkede. Det var virkeligt mærkeligt for ham at sidde her med hende, og han kunne mærke en helt masse følelser styrte rundt i hans krop: "Jeg er bare ked af at tingene gik som det gik, jeg ville gøre det om hvis jeg kunne" sagde han ærligt, det kunne han jo lige så godt være nu de alligevel var inde på emnet. "Det er da fantastisk" sagde han og smilede til hende, karrierer betød jo meget for Tyler, nok nogengange lidt for meget, men derfor var han da også glad for at høre hendes gik som smurt.

♛

[Isabella Collins]

Et lidt bekymret blik meldte sig i Isabellas klare, blå øjne. Det gjorde ondt, at se ham på den måde. "Det må du ikke sige," bad hun med en smule sorg i sin stemme. Hun hadede sig selv, for at have været ham utro. Hun havde haft tre kærester i sit liv og hun havde været alle tre utro. Hun var dog langt fra stolt over det og der skulle ikke meget til, at vække hendes dårlige samvittighed over det. Hun ville undskylde fra nu af og resten af sit liv, hvis det ville få ham til at føle bedre.
Hun rystede lidt på hovedet, "Du er ikke en tabt sag, Tyler. Dine børn har brug for dig. Jeg har brug for dig," sagde hun og lagde sine arme omkring ham i et kram, selvom hun godt vidste det ikke skulle være dem, så betød det ikke, at hun ville smide alt hvad de havde haft på gulvet, mere end hun allerede følte hun havde gjort, da hun havde opstartet sin affærer bag hans ryg. Hun ville stadig være forældre med ham og hun ville elske, hvis de på sigt også ville kunne lave ting sammen alle fire. Hun slap ham roligt igen og sendte ham et af de velkendte varme smil. Hun ville altid helst se det gode i alle mennesker.
Hun lod sin tommelfinger blidt stryge over hans håndryg, da han vendte sin hånd i hendes og gav den et lille klem. "Det var ikke din skyld, Tyler. Det var mig som ødelagde det vi havde," sagde hun stille med skam i stemmen, men hun ville til hver en tid holde fast i, at det havde været hendes skyld og ikke hans.
Hun nikkede lidt, "Ja, det er skønt. Skal vi gå ud og komme i gang med maden?" spurgte hun og gjorde tegn til, at rejse sig fra sofaen og slap hans hånd. Hun havde savnet deres liv sammen, men børnene ville altid komme i første række for hende og det var der ingen der ville kunne lave om på.