Different Languages

[Deleted]

Den sidste uge havde mildt sagt været ret træls. Efter et forhold der havde varet godt og vel ham der drak og hende der gjorde en blanding af at se på og forsøge at være der for ham, selvom han var vildt langt ude og totalt på dybt vand. Han skyldte i hobevis til både venner og forskellige pubs i London og det satte både ham og hende i et ret dårligt lys. Faktisk havde hun været den primære forsøger i deres lille, sølle lejlighed der teknisk set kun havde plads til én, og selvom hun havde et ret krævende arbejde, så havde hun også altid været den der lavede mad. I starten havde hun ikke rigtig lagt mærke til det - Hun havde været vant til at skulle lave mad til sine søskende i en ret ung alder alligevel - men til sidst var det gået op for hende, hvor slemt det stod til, da han måtte til en udpumpning for anden gang i løbet af en uge. Hun var træt, og gad det ikke mere. Så hun havde valgt at gøre det forbi. Det var nu fire dage siden, at det havde taget sted, men alligevel tog hun sig i, at gå rundt og betale tilbage af hans gæld, fordi hun ikke kunne lade være.

Det var blevet en vanesag, og desuden vidste ikke, hvordan hun ellers skulle sige “undskyld” for at have slået op efter et to års forhold. Hun havde jo holdt rigtig meget af ham dengang, men nu var det mere belastende end godt for hende. Det vidste hun jo godt.

Så da Cori trådte ind på The Nags Head med denne måneds afbetaling af Adrians evige gæld, var det næsten kun fordi hun gjorde det ubevidst. Hun ville ellers så sjældent stikke sine ben herind. Der var fyldt med ubehagelige typer på denne tid af aftenen.
Men alligevel gik hun hen til baren og Sam, som hun kendte overraskende godt og rakte ham en check. Han kiggede næsten overrasket tilbage. “Cori? Hvad har du gjort af din bedre halvdel?” han spurgte, som om at de stadig var sammen og hendes ansigt fortrak sig i en lettere usikker mine.
“Eehm…”  og så blev hun afbrudt af en alt for genkendelig, drævende stemme. “Jeg var sgu bare forsinket, Sam!” hun mærkede hans arm om livet og stivnede let.

“Adrian… Kan du ikke godt… Lade mig være? Jeg bryder mig ikke om at blive forfulgt..” Det var ubehageligt at sige det så ligeud, men Adrian var beruset og forstod det kun når ordene blev skåret ud i pap. Og selv da forstod han ikke, i hvert fald ikke lige i dette tilfælde. Han havde endda nerverne til at ignorere alt hvad hun sagde før han forsøgte at plante sine læber på hendes kind. Med det samme forsøgte hun at trække sig væk. Det var vildt akavet og ubehageligt! “Hvad fanden er der galt nu, Cori?! Hvorfor skal du altid spille så skide kostbar, hva’!?” hans aggressive attitude fik hende kun til at bakke endnu mere væk, mens usikkerheden og ubehaget steg i hende. Snart havde “parret” alles øjne på sig og det så ikke ud til at Adrian tog sig særlig meget af det, for han blev blot ved med at gå tættere på mens hun bakkede væk.

[Deleted]

Loke havde gjort det til en vanesag at benytte muggler bar som stedet at drukne sine efterhånden gamle sorger og sår, hver gang han fik muligheden for det. Han følte sig ikke på samme måde udsat her. Der var ingen mugglere der kendte til hans egentlige jeg. Ingen der vidste hvad han havde haft, hvad han havde mistet og hvor meget han var ved at ødelægge sig selv. Mugglerne var han ligeglad med. De forstod det alligevel heller ikke spor. Så selvom The Nags Head efterhånden var blevet et fast sted han kom til, var der ingen der kendte ham personligt. Ingen vidste hvem han var ud over den skumle fremmede der altid så ud til at enten hade eller være ligeglad med hele verden. Hvilket heller ikke var helt løgn.

I øjeblikket bevægede han et glas med rom en smule frem og tilbage på barens bord, med en rolig bevægelse. Han tænkte. Ikke over noget specielt, men mere dagdrømmeri. Væk fra det hele, mens han sad i den tilrøgede snuskede pub på en høj skammel og kiggede på de mange forskellige flasker der klædte bagpartiet, som bartenderen hvis navn han hvis havde opfanget var Sam, gik frem og tilbage foran. Engang imellem spørgende ind til om han kunne give en genopfyldning.

Egentlig havde hans plan være total at ignorere pigebarnet der kom ind for at betale noget. Han flyttede i hvert fald ikke blikket, men løftede blot glasset og tog en slurk. Da en meget fuld mandsling kom hen. Han gik ikke spor lige og bare hans generelle tilstedeværelse lugtede langt væk af alt for mange værtshusbesøg på alt for kort tid. Det blev værdiet et blik ud af øjenkrogen.
Loke havde svoret at være ligeglad, men selv i sin ligegyldighed, endte han med at tømme glasset, sætte det en smule hårdt på bordet, så det gav genlyd, drejede sig på stolen så han havde fronten til, dog stadig siddende, så man egentlig ikke kun se hvor stor og robust han i virkeligheden var. ”Hvad med du lader hende være, når hun tydeligvis ikke bryder sig skide meget om din.. uimodståelige tilnærmelser.” brummede han med en dyb stemme. Pigebarnet havde fået bakket sig så langt hen at hun mere eller mindre stod ved siden af ham, det ville være nemt at rejse sig og skærme hende, skulle det blive nødvendigt. Selv efter så mange år, havde han ikke glemt hvad han altid havde ville gøre. Hjælpe dem som havde brug for det. Det lød underligt, taget i betragtning af hans nuværende arbejde og ikke mindst stand i samfundet.

[Deleted]

Hun var midt at skulle til at undskylde til de omkringværende da lyden af et glas der blev hamret lige lovligt hårdt ned i bordet, fik det til at gibbe let i hende. Hun skævede bagud på en herre, med langt hår og et ansigtsudtryk hun syntes at kunne se et eller andet.. Velkendt i. Hans ord fik hende til at føle sig akavet over at hun tilsyneladende virkede til at være én der havde brug for hjælp. Det havde hun teknisk set ikke. Hun havde før været nødt til at smide Adrian i en armlås når han var for nærgående og var egentlig kun så usikker som hun var nu, fordi hun fandt alting så akavet, samt fordi der var mange andre ubehagelige typer herinde i forvejen.

“Det er okay, han har bare drukket lidt for meget,” dette satte Adrians pis i kog og hans blik slog lyn. “Hvad FANDEN ved du om det, Cori?! Det var DIG der slog op, IKKE MIG!” han lignede en tordensky, men gjorde stadig ingen tegn på at ville gå tættere på med den anden mands involvering i dette. Han skævede dog mod manden. Målte ham med blikket. Cori vidste godt hvad han overvejede. “Adrian… Jeg tror det er bedst at du går nu,” forsøgte hun, igen. Hun ønskede ikke at han kom til skade. Hun kunne godt selv holde sig sikker mod ham uden at skade ham, men nu hvor denne fremmede mand havde blandet sig, var det ikke sikkert, at hendes ekskæreste ville komme ud af det uskadt.

[Deleted]

De fleste kvinder i dag kunne godt passe på sig selv, men hellere en gang for meget blande sig i en situation der kunne havde udviklet sig ubehageligt, end en gang for lidt. Det måtte han i hvert fald tro på var rigtigt, trods pigebarnet syntes at blive noget akavet omkring hele situationen. Om det helt præcist kun var hans skyld, var så til gengæld ikke noget Loke vidste, og han var helt ærligt også komplet ligeglad. Den anden var en fordrukken idiot der skrappede op som en forurettet teenager. Loke havde ikke mange gode ord der kunne spilles på sådan en hvalp.

Loke havde sine brune øjne på tøsen et øjeblik, men vendte dem tilbage til fulderrikken igen, så snart han begyndte at skabe sig igen. Denne gang med et løftet øjenbryn og et blik der afslørede at han fandt den anden part komplet latterlig. Specielt over at man kunne blive så mavesur over hvad der syntes at være et kærlighedsproblem, eller hvad fanden man nu skulle kalde det.
Loke var tæt på at åbne munden for at sige, at knægten nok skulle tage og lytte til hvad den anden sagde, men han lukkede munden igen. Ikke fordi han følte sig forpligtet til at tie stille, men fordi det med sandsynlighed ville give det mest rolige og mindst voldelige udfald. Man kunne i hvert fald håbe. Han lænede armen mod baren og kiggede på den anden, undersøgende og afventende. Loke var ikke en voldelig mand, med mindre det var forventet eller nødvendigt for ham at være det. Hvilket stadig var en diskussion sag i dette tilfælde.

[Deleted]

Det virkede ikke til, at manden havde noget at sige. Cori valgte, at tage initiativ og forsøge at få situationen under kontrol. Hun gik et enkelt skridt tættere på, og holdt en hånd oppe i en gestus der skulle fortælle Adrian at nu måtte de godt tage snakken, stille og roligt.
“Hør, jeg er ked af, at det er sådan her du ser det.. Men jeg er træt, Adrian.. Kan vi ikke diskutere det en anden dag?” enhver med bare en smule forstand på mennesker, ville kunne opsnappe at hun ikke bare var træt som i “træt-oven-på-hård-dag” men reelt træt. Bare træt. Men Adrian var fuld og fik ikke budskabet. Hans vrede blik og næverne der knyttedes, advarede Cori nok til, at da han slog ud efter hende, trådte hun med noget nær lethed til siden.

Det var ren instinkt og Adrian væltede også da hans hånd ikke mødte andet end luft. Derfra var der ikke langt fra at han landede til at hun fik hans arm låst fast på ryggen. Hendes blik var nu mere irritabelt, men også en smule trist over, at Adrian virkelig ikke forstod. “Jeg sagde du skulle lade være, Adrian. Jeg har ikke lyst til at have den her snak midt på en pub, okay?” stadig var hun diplomatisk. Det var sjældent, at hun blev rigtig vred over noget. Som det gik op for Adrian hvad han havde gjort, fik han et såret udtryk i ansigtet, noget nær det samme slags som en hund der blev slået. Med en lille smule hjælp kom han på benene, kiggede igen lidt udfordrende på hende, før han så småt luskede ud af Nags Head. Uden at tænke nærmere over det, satte hun sig ved siden af manden der før havde blandet sig, og begyndte at gnide sine tindinger, træt af hele det her åndsvage show.

[Deleted]

Loke var næsten parat til at vende sit blik væk igen, da hans øjne faldt på de knyttede næver. Han nåede halvt at rejse sig, da pigebarnet, han nok måtte omformulere navnet på nu, flyttede sig og denne Adrian faldte til jorden. Loke kunne godt havde nået at reagere, at blande sig på en måde, men det så fuldstændig ud til at hun havde styr over situationen. Hun havde også den fordel at hun ikke virkede til at havde fået så meget som et gram alkohol i blodet, som hun nu fik ham trykket ned med armen låst fast på ryggen. Loke kiggede lidt på situationen, inden han satte sig tilbage ned igen, i stedet for at være i halv oprejst tilstand. Han fortsatte med at kigge på denne Adrian indtil han var gået ud af Nags head, hvis man da kunne kalde det at gå.

Loke var tilbage til at have fronten mod baren, klirrede ganske let med sit glas, hvorefter det blev fyldt med rom endnu engang. De fleste i pubben begyndte også at vende tilbage til deres egne gøremål, kun få stirrede stadig en smule åndsfraværende. ”Det så ikke ud til at du behøvede hjælp alligevel” brummede han let og tog en slurk. Han skævede let til hende, mærkede et stik af medlidenhed, hvorefter han tog en dyb indånding og gjorde noget han ellers havde svoret på at stoppe med. Han engagerede sig. ”Er du.. Okay?”

[Deleted]

Mens bartenderen gik forbi for at fylde hendes sidemands drink, skævede hun op mod ham. Sam kendte hende godt, og vidste godt hvad klokken var slået. Cori var en øl-kvinde, og tog en gang i mellem en øl, hvis hun absolut også skulle med Adrian ud at drikke. Og det var oftest hvis hun var træt af tingene, at det skete. Så mens sidemanden brummende gav til kende, at hun vidst ikke havde brug for hjælp alligevel, blev der stille en fadøl frem foran hende, uden at der havde været nogen kommunikation. Det var alligevel torsdag. Hun kunne ikke lade være med at smile let over hans kommentar, men undlod at svare, indtil manden tøvende spurgte om hun var okay.

Hun vendte blikket fra sin nyerhvervede øl, mod ham. “Det har bare været en lidt lang uge. Jeg tror jeg klarer mig,” det gik op for hende, at han havde blandet sig før for at hjælpe hende, men til trods for at han både havde gjort det og rent faktisk penslet det ud for hende, at han havde forsøgt at hjælpe lige før, opfattede hun det først nu. “Og tak forresten.. Selvom.. Ja.. Øhm.. Tak fordi du ikke bare så til,” hun var for vant til typen der bare så til. Det var ikke typen, hun havde det godt med at tale med generelt, men hun vidste også, at det var normen. At næsten alle var sådan. Men hun kunne aldrig selv se til, så hun fandt det ubehageligt, hvor mange der bare ignorere et kald på hjælp derude. “Hvad hedder du?” den pludselige nysgerrig meldte sig uden at hun nåede at tænke nærmere over den.

[Deleted]

Loke kiggede stadig på hende i øjenkrogen, med kun hovedet let drejet i hendes retning. Det var alligevel måske voldsomt nok at gå fuld front mod en person man ikke kendte, og egentlig heller ikke regnede med at han kom til at kende. En smule snak frem og tilbage kunne han dog ikke se nogen skade i. Det følte han i hvert fald ikke. Så da hun svarede fik hun et hvad man kunne kategorisere som et smil. Det var et antræk i mundvigen, der ikke nåede helt op, men det var da trods alt nok til at se han ikke bare var helt sur konstant. Selvom han følte han havde siddet i en ring af vrede og surhed de sidste fire år af sit liv.
Han brummede let som svar. ”Så lidt” selvom han jo egentlig ikke havde gjort noget og ikke følte han fortjente nogen form for tak. Hvis det havde været rigtigt, ifølge mange af hans tidligere kollegaer, skulle han være trådt ind. Auror var vel ligesom politimænd i mugglernes verden. Så han burde havde trådt mere til og ikke ladet hende klare sagerne selv – det var hvad træningen fortalte ham.

Loke havde løftet glasset og stoppede kort i bevægelsen ved hendes spørgsmål, inden han færdiggjorde den ved at drikke af den gyldne væske og sætte glasset ned på bordet igen. ”Loke” svarede han og det var med den rigtige norske udtalelse, og ikke den engelske oversættelse af den nordiske guds navn. Noget mange efterhånden havde erfaret betød han ikke var helt originalt fra disse kanter, trods sin fars engelske opvækst. ”Du?” måske var det tvungen nysgerrighed, fordi hun havde spurgt, eller også var han interesseret. En bagtanke fortalte ham at han nok alligevel havde glemt det i morgen, men han kunne ikke så godt kalde hende for tøs, vel.

[Deleted]

Cori var efterhånden en ret dygtig menneskekender. Hun havde lært lidt og hvert i sit arbejde som sygeplejerske og hele hans attitude og væsen virkede meget lukket. Han virkede ikke til at være typen der normalt satte sig på en pub for at snakke med nogen, nok nærmere var han den ensomme ulv i hjørnet, der bed af folk, hvis de kom for tæt på. Men han havde ikke bidt af hende endnu. Det var heldigt, for Cori havde en tendens til at bide igen, hvis sådan noget skete. Men aldrig på en irrationel måde. Hans udtalelse af navnet fik Cori til at hæve et øjenbryn kort. Det var en interessant måde at udtale hans navn på, og hun skyndte sig at skrive det bag øret, så hun ikke endte med at kalde ham noget helt andet end hvad han egentlig havde præsenteret sig som.

“Cori,” svarede hun, før hun sendte ham et mere åbent smil. Dernæst tog hun en tår af sin øl, for at det ikke skulle se ud som om at han sad og drak mens hun intet rørte.
“Jeg har ikke set dig herinde før..” hun rømmede sig let, mens en lidt genert trækning gik gennem hendes ansigt. “Jeg er ikke selv en stamkunde..” resten af forklaringen lod hun stå usagt. Hun var ret sikker på at denne Loke nok kunne sammensætte det til, at det var hendes ekskæreste var var stamkunden. “Loke.. Det er et anderledes navn.. Det lyder i hvert fald ikke engelsk?” snart var genertheden væk. Hun var mere nysgerrig end genert på nuværende tidspunkt.

[Deleted]

At snakke med fremmede på pubben var ikke noget han gjorde synderligt meget i. Det var ganske få gange han havde deltaget i kortspil, inden han faldte tilbage til bare at sidde og stirre tomt ud i luften. Af en eller anden årsag hjalp det at drikke. Det dulmede alle følelserne, til han ikke tænkte så meget over det mere. Han så som regel ikke særlig venligt på at man afbrød den dulmende effekt ved at snakke, så han var tvunget til at tænke. I dag var anderledens, for han havde selv valgt at blande sig, og så var snak mere naturligt.
Loke kiggede på hende, ikke sikker på om hun rent faktisk ønskede at han skulle kommentere på det, eftersom trækninger af generthed gled over hendes ansigt. Han fandt det morbidt morsomt at hun ville blive genert over måske at blive antaget som værende stamkunde, overfor en person der tydeligvis havde lidt for lange blikke ned i spritflasken. Faktisk resulterede det i at han smilede en smule mere, noget der for en gangs skyld lidt mere nåede hans øjne, fordi det morede ham, men hurtigt blev erstattet af at drikke igen. ”Jeg har kun kendt til stedet nogle uger” desuden gik han også gerne andre steder hen. Sørgede for at han ikke var det samme sted for længe.

Han lod hende skifte samtalen over på noget andet, da det første ikke så ud til helt at havde været så behageligt at komme ind på, taget i betragtning af optrinet der havde været med personen, som var stamkunden der sørgede for at Cori kendte stedet. ”Norsk. I herover plejer at udtale det Loki.” det var sjovt som navne også blev oversat engang imellem. Hans navn deriblandt. De havde nok også gjort det med andre af de nordiske guder, men helt ærligt havde han ikke sat sig ind i det.

[Deleted]

Det gik næsten smertefrit fra emnet omkring Nags Head, til Lokes lidt besynderlige navn. Cori talte flere sprog, men hun forstod ikke norsk, og idet han forklarede hvordan den engelske udtale af ordet lød, kunne hun sagtens forestille sig, at det var nemmere for andre at sige det sådan. Men hun havde selv et godt øre for sprog, og hun var sikker på at han ville foretrække den oprindelige udtale. Samtidig gik det op for hende, præcis hvor hun havde hørt navnet før. Religionstimerne. Det var en ase-gud, der efter sigende stod for løgne og bedrageri. “Nu fik jeg fat i hvor jeg synes at have hørt det før,” hun så lidt eftertænksom ud, men valgte, ikke at kommentere yderligere på det. Der var nok andre der havde gjort det tilstrækkeligt nok i hans liv.

Hun tog en slurk øl mere, før en pakke cigaretter blev hevet frem fra inderlommen på hendes læderjakke. Nags Head var et af de steder, hvor man godt måtte ryge indenfor. Efter at have taget en cigaret i mundvigen og hun fik den tændt, endte pakken næsten tilfældigt lidt i nærheden af Loke, åben, næsten inviterende. “Jeg vil gøre hvad jeg kan for at udtale det rigtigt.. Så.. Loke,” og det gik næsten bedre anden gang. “Hvad laver du egentlig til hverdag?” Hun valgte med vilje, ikke at sige “ud over at sidde her”, for selvom hun antog ham lidt til måske at have et drikkeproblem, så var det ikke fordi at de fleste påskønnede at få sådan noget smidt i ansigtet.

[Deleted]

Loke var sikker på at han havde fået navnet, på baggrund af at hans mor kunne li det, og ikke fordi hun troede på at Loke ville vokse op til netop og blive som den gamle gud. Der var enkelte historier i mytrologien hvor han var behjælpelig for de andre guder, men det var sjældent de mest omtalte historier. Men som tiderne så ud nu, var der ikke alt for mange der lagde vægt på det, men nogen nævnte præcis det som hun sagde. At hun nu husker hvor hun havde hørt det og Loke kiggede på hende med et løftet øjenbryn og et nærtlignende skævt smil på læberne. ”Du skal ikke tro på alt hvad du høre” kommenterede han brummende. Han vidste godt hvad hun mente, og sammenligningen til at være løgnagtig og en bedrager var forhåbentlig kun koblet til navnet. Sådan var det i hvert fald før i tiden, nu var en lidt anden sag. Men det havde han absolut ingen interesse i at snakke med hende om.

Loke kiggede på hende, ned på pakken med cigaretter, og lavede en let gestus med hånden ”Må jeg?” han ville ikke tage uden at få lov, trods den så ud til at ligge i en sådan forstand at det ikke gjorde noget hvis han tog. Desværre nagede den gamle gentleman stadig et sted i kroppen og kom til udtryk ved ganske få lejligheder og ved ganske små ting.
Han brummede let og løftede næsten ufrivilligt glasset for at give sig selv mere tid til at tænke over hvordan han skulle besvare det spørgsmål. Han sad jo ikke bare her. ”Jeg arbejdede med politiet, for det meste” det var ikke en komplet løgn og han var også hvad mugglerne ville kalde tidligere politimand, men at han var blevet afskediget kunne nok let lugtes i luften, specielt når man tog hvor uhumsk deres omgivelser var. Og han kunne ikke være undercover, for så havde han aldrig nogensinde nævnt politiet i Cori’s nærvær. ” Men fastholder jeg mig som mekaniker i øjeblikket” det var ikke spor glamorøst, af nogen mulig art, men det havde været det arbejde han kunne få dengang og man luftede ikke just mafia indblanding for alle og enhver. Faktisk slet ikke. Det var heller ikke hans yndlingsbeskæftigelse, men det var nødvendigt for at finde frem til sin families morder.

[Deleted]

Når man havde sådan et navn burde man vel næsten vide en del om det, så da Loke nævnte at hun ikke skulle tro på alt hvad hun hørte, nikkede hun bare, mens et smil sneg sig frem på hendes læber igen. Hans skævede smil klædte ham godt, og hun fandt også hans brummende tone helt afslappende at høre på. Som han rakte ud efter hendes cigaretpakke, smilede hun igen og tog et hiv af sin cigaret. “Selvfølgelig, det ville være et ledt move, bare at ryge dig i ansigtet uden at tilbyde,” denne gang var det hendes tur til at have et glimt i de blå øjne. Det kunne godt være, at han virkede som den ensomme ulv, men han var overraskende rar at tale med. Skinnet kunne jo også bedrage. Også når man hed Loke.

At han havde arbejdet med politiet, var hun faktisk ikke overrasket over heller. Hans kropsbygning og væremåde havde indtil videre virket lettere autoritetsnær. Noget man oftest så i soldater og politifolk. Men der lå også et eller andet bag hans ord, og det hjalp ham heller ikke, at han rent faktisk sad her. Der måtte være sket noget, et eller andet, der havde fået ham væk fra den profession. Hun skulle til at kommentere på det, fordi hun var nysgerrig, men hun lod være af respekt for hans privatliv.
Mekaniker virkede bare så… Normalt? Han virkede slet ikke til at være den type. Men det gav faktisk rigtig meget mening, at han havde blandet sig til at begynde med nu, hvor hun vidste, at han havde arbejdet med politiet. På den anden side kunne hun ikke lade være med at forestille sig ham sidde på en motorcykel som han lige havde repareret, med læderjakken og de store støvler på. Det var måske lidt overraskende, men Cori elskede motorcykler.
“Spændende. Så får du dit fair share af motorlarm,” sagde hun i et forsøg på at få fjernet de lidt upassende tanker fra sit hoved. Tilmed fik hun taget en lidt større tår af sin øl.


Der gik et par timer hvor de bare snakkede om alt muligt trivielt. Cori blev ved med at have den indre tanke om, at der lå mere til Loke end hvad han havde sagt frem til nu, og overraskende nok havde hun næsten elegant undgået at tale særlig meget om sig selv. Hun ville langt helllere høres andres historier, men nu var det efterhånden ved at blive virkelig sent, og han var blevet ret snaldret at se på, mens hun selv havde drukket mere end bare én øl og hendes cigaretpakke havde kun et par få cigaretter tilbage i sig. Det havde været planen at tage på arbejde i morgen, men Cori var åbenbart ikke god til planer i aften. Trætheden meldte sig for alvor da hun måtte skjule et gab bag sin hånd.  “Woah, er klokken virkelig blevet så mange?” et enkelt kig på uret i pub’en beviste hvor sent det egentlig var. Langt over midnat i hvert fald. Og her var efterhånden ved at være ret tomt.

[Deleted]

Loke tog fat i pakken og fik tændt en cigaret på en måde der afslørede at han var vant til at ryge. Han var blot løbet tør for sine egne og havde ikke taget sig tid til at købe nogle nye. Han tog en dyb indånding og pustede røgen ud igen, afslørende at han havde savnet den kradsende smag af røg ned i sine lunger. Nogen ville påpege at han forsøgte at slå sig selv ihjel på alle mulige måder med sine dårlige vaner. Han kommenterede ikke på hendes ord men smilede alligevel til hende, det samme skæve smil som før, der ikke var særlig stort, men dog alligevel til stede. Måske et rigtigt Loke smil, hvor man ikke helt vidste hvor man havde ham, men at han måske ikke var nogen helt igennem skidt fyr når det kom til stykket.

”En af grundende til at larmen her egentlig ikke rigtig genere mig” Svarede han med gestus til omgivelserne de lige nu befandt sig i. Nok var det ikke det mest larmende værtshus i hele england, men det havde sine episoder af slåskampe, råben og skrigen. Det kunne man virkelig ikke komme udenom. Dertil var det en god ide at få fjernet samtalen fra hans arbejde. Han åbnede mere op som alkoholmængden blev større, og hun fik ramt de rigtige spørgsmål uden at ramme alt for mange ømme punkter.

Som tiden pludselig tog fart, og det var bemærkelsesværdigt at Nags head efterhånden var ved at være tømt ud, på nær de få sovende stamgæster der var gået kold hen over bordet. I selskab havde Loke også drukket mere end nødvendigt. Mest fordi han forsøgte at drikke mere når der var spørgsmål han ikke ville svare på. Det havde medført en del flere glas med den stærke rom end først tiltænkt. Hans blik var slørret og hans bevægelser var blevet slørret. Det var svært at sidde stille. ”Jeg tror også tiden er ved at finde hjem” brummede han denne gang en smule snøvlet, som det ramte ham hvor slemt det var blevet. Han drejede på stolen for at rejse sig og greb hurtigt fat i baren for ikke at styrte da han rejste sig. ”Jeg må hellere undgå dig i fremtiden, du har en dårlig indflydelse” Der var intet ondt i hans ord, men morskab. Man kunne se glimtet i de brune øjne og det skæve smil, om end han også så fuldstændig omtåget ud samtidigmed. Han kom op og stå oprejst, men holdte stadig solidt fast i bordet. Det blev en lang gåtur hjem.

[Deleted]

Hun var heldigvis gået hertil. Det ville være nemmere at komme til sit midlertidige hjem hos veninden, når man ikke skulle tænke på om bilen måtte holde uden for baren hele dagen efter. Og det ville også blive nemmere at finde bilen igen dagen efter, hvis man nu fik den dumme idé at tage på arbejde alligevel.
Loke så dog ud til at være lidt hårdt ramt. Som om at han havde drukket lige en lille tand for meget, hun kunne høre det på hans snøvlende udtale af ord, som virkede lidt sjove i det.
Hun rejste sig også op da han gjorde det, men kunne ikke undgå at opdage at han var tæt på at styrte da han selv rejste sig. Han sejlede sikkert lige nu.

En lille klukkende latter dukkede op fra hende ved hans kommentar om at hun var en dårlig indflydelse. Det havde hun alligevel ikke oplevet at blive kaldt før. Nok nærmere end alt for god indflydelse, men så igen, hun var jo sygeplejerske til hverdag og fortalte folk hvor usundt det var, at ryge eller spise dumt hvis man havde diabetes eller mavesår. Det her var anderledes. Og virkelig forfriskende! Loke så hende som den person hun rigtigt var. Det værste forbillede på en sygeplejerske nogensinde.
“Hvad hvis det bliver mere svært end du regner med?” spurgte hun, drilsk. Derefter gik hun hen til ham og lagde en hånd på hans overraskende muskuløse overarm.
“Jeg tror hellere jeg må følge dig hjem. Det ville være noget værre noget, hvis du pludselig havde brug for hjælp og din dårlige indflydelse ikke var der.. Det er vidst også det mindste jeg kan gøre,” hendes ord var en blanding af drilleri og ramme alvor. Et mix mellem blid i tonen, og samtidig også insisterende.