I knew you couldn't resist

[Deleted]

Leia pustede lydløst luft ud mellem sine læber, da han uden protester kravlede i seng, og sagde godnat. Det kunne rent faktisk være det her ville virke, hendes panik-plan. Hun var meget påpasselig med at ligge helt ude på kanten af sengen, og hun var faktisk på ingen måde søvnig, da hendes hjerne arbejdede på højtryk, og tankerne fløj rund i hovedet på hende, som forvirrede sommerfugle. "Godnat," sagde hun bare, og lød en anelse svævende, hvilket egentlig ikke var med vilje, men hun tænkte at det nok var meget godt, for han kunne måske let fortolke det som, at hun var søvnig. Hun lå og stirrede op i loftet, og ventede på, at han ville falde i søvn. Hun mærkede ham røre på sig en gang i mellem, mens hun selv lå helt stille. Hun trak vejret nærmest lydløst, for at han ikke skulle få mistanke til, at hun forblev vågen. Til sidst, efter hvad der føltes som en evighed, kunne hun endelig høre på hans vejrtrækning, at han var faldet i søvn. Han havde nok været godt hjulpet på vej af alkoholen, hvorimod hun selv følte sig komplet ædru, på nuværende tidspunkt. Hun ventede lidt mere, for at være helt sikker på at han rent faktisk sov, og ikke bare var i det der underlige stadie mellem søvn og at være vågen. Hun satte sig forsigtigt op i sengen, og holdt hele tiden øje med hans silhuet, som var det eneste af ham hun kunne skimte i mørket, for at være sikker på, at han ikke vågnede. Hun fik skubbet sig ud af sengen og listede rundt for at finde sin kuffert, som hun jo knapt nok havde nået at pakke ting ud af, heldigvis. Så der var ikke noget med, at hun skulle lede efter alle sine ting i mørket. Stadig lydløst fandt hun sin stav frem og svingede den uden et ord, og da hendes kuffert svævede bag hende ned ad trapperne, sendte hun en taknemmelig tanke til professorene på Hogwarts, der utrætteligt havde lært deres elever om non-verbal magi. Hun nåede hoveddøren, hvor hun fumlede en anelse med låsen, før den gik op, og hun bad til, at den ikke knirkede og dermed vækkede nogen. Hun anede jo ikke om hans forældre stadig var vågne, eller hvor i huset de befandt sig. Udenfor var det mørkt, og hun gik ned ad trappen med forsigtige skridt, stadig med kufferten svævende bag hende. Da hun nåede et lille stykke væk fra huset var hun sikker på at hun var kommet langt nok væk, og hun afsluttede besværgelsen der fik hendes kuffert til at svæve, greb fat i den og transfererede sig til lufthavnen, så hun kunne tage det næste fly mod London.

//OUT