I knew you couldn't resist

[Deleted]

Der var et eller andet ved hendes iver der gjorde ham lidt modvilligt blød i knæene. Det var på en eller anden irriternede måde virkelig charmerende, lidt som at se hende fra en helt ny side, igen fordi hun aldrig virkede oprigtigt glad i hans selskab.
Han nikkede lidt og turde nu at læne sig lidt tættere mod kanten, han skulle også lige til at spørge hende om hvor langt hun troede at der var ned da det gik op for ham at hun allerede var strøget videre, ikke så langt, men langt nok til en at en ældre kvinde stod imellem dem og han skulle nåede at stille starten af spørgsmålet til hende. Hun så på ham med en undren der fortalte ham at engelsk nok ikke var hendes første sprog. Med et undskyldende smil smuttede han udenom hende og hen til Leia som hun vinkede ham an. Han skulle da også lige til at beklage sig over hun bare var smuttet da hun sagde gjorde antydning til at lade ham komme til.
Han glemte ret hurtigt at han havde været irriteret på hende og tog i stedet plads ved udsigten og kiggede lidt forsigtigt ind i kikkerten uden helt at vide hvad han forventede at se.
Det kom meget bag på ham hvad mugglere var i stand til at skabe uden brug af magi. Det var jo som om at floden var så tæt på at man kunne røre ved den. Lidt chokere trak han hovedet tilbage og tog mål af afstanden med det blotte øje for så at kigge i kikkerten igen. Fascinerende.
Dog gjorde det ham en smule utilpas hvilket nok også var hjulpet godt på vej af alkohollen der stadigvæk løb gennem blodet på ham. ”Hvor ser det vildt ud,” indrømmede han og trådte så lidt tilbage så hun kunne komme til igen. ”Det er godt nok rart at komme ud og få noget frisk luft.” Sagde han så i håb om at opstarte en samtale. Hans blik gled tilbage mod søjlen af tårnet der stadigvæk strakte sig over dem på trods af hvor højt oppe de var. Det var her blikket fangede trapperne som førte op til den højeste udsigtspost. ”Skal vi gå helt op?” Spurgte han ude af stand til at skjule forhåbningen i stemmen. Han havde altid elsket højder og nu da han var ret sikker på at tårnet ikke væltede ville han gerne udforske mere.

[Deleted]

Leia kiggede lidt undrende på Vince over hans bemærkning om frisk luft. "Det var da ikke fordi vi manglede frisk luft tidligere, jeres hus ligger ud til stranden," sagde hun bare, med et skuldertræk. Hun gad dog ikke dvæle for meget i det, for hun var for meget oppe at køre over udsigten. Da han trådte væk fra kikkerten igen, og tilbød hende at bruge resten af den euro hun havde puttet i, skulle det ikke foreslås to gange. Hun kiggede i den igen, hvorefter hun begyndte at pille lidt ved indstillingerne, så hun kunne rette den mod andre steder. Hun kunne se Louvre derfra, og Arc de Triomphe, Notre Dame, Versailles paladset, samt en masse forskellige slotte. Da euroen var brugt færdigt, kunne hun ikke længere flytte rundt på indstillingerne, så hun trak sig væk fra den igen, og det var som om at hun først nu kom i tanke om, at Vince også var der. Hun fulgte hans blik og fik øje på den trappe han kiggede på, og hun spærrede øjnene en anelse op, mens et stort smil gled henover hendes læber. "Åh ja!" udbrød hun, hvorefter hun skyndte sig hen til foden ad trappen. Hun kiggede sig hurtigt over skulderen, for at sikre sig at han fulgte trop, hvorefter hun nærmest fløj op ad trappen, op i den øverste del af tårnet. Hun frygtede at der var en masse mennesker deroppe, men pladsen var en anelse trang, og der var ikke et øje deroppe. Så hun skyndte sig direkte hen til kanten, for at se ud. Paris så om muligt endnu smukkere ud herfra. Et lille vindstød fik hende dog til at slå armene om sig selv, og hun kom i tanke om, at hun ikke havde taget en jakke med, for hun havde slet ikke tænkt så langt. "Det er en smule køligt," kommenterede hun, men hun ville virkelig ikke ned derfra endnu. Hun kunne slet ikke rive blikket fra udsigten.

[Deleted]

Han så på hende med det ene bryn let løftet, "jeg mente nu også mere luft fra mine forældre, de har tendens til at kvæle en med al dere Price-hed hvis man befinder sig indenfor en radius af to kilometer." Stemmen bar igen præg af bitterhed. Han kunne virkelig næsten ikke vente med at komme ud af deres klør og flytte hjemmefra, desværre var han ikke sikker på at forældrene ville financerer ham - og han havde jo visse boligstandarter, så han måtte tålmodigt vente til han havde sparet op.
Forsigtigt lod han blikket hvile på hende imens hun kiggede videre. Han ville helst ikke virke for åbenlys, men han havde underlig svært ved at fjerne sine øjne fra hende.
Det varede dog ikke længe før pengene var brugt op og han var begejstret for at hun ville med længere op. Især fordi han følte at det var lidt et mentalt skulderklap til ham selv eftersom hun lod til at være lige så begejstret for ideen som han selv.
Heldigvis var Vince i temmelig god form så han blev ikke slået ud af trapperne, elevatoren de havde taget til første stop havde været langt værre.
"Nå, det lader til at vi har god plads." Han fulgte hende hen til kanten og så ud. Lysene var så småt begyndt at blive tændt over landet og himlen var en del mørkere end den havde været for blot ti minutter siden. Hendes ord fik ham til at rette blikket mod hendes lette påklædning. Hun havde ret, det var faktisk temmelig køligt nu hvor solen næsten var gået ned og den milde brise havde taget lidt til. Alligevel tog han sig selv i at trække sin jakke af og hænge den over hendes skuldre. Ikke at den var speciel varm, det var trods alt kun en tynd jakke til det sædvanlige jakkesæt han næsten altid bar, men det var vel bedre end ingenting. Han havde slet ikke tænkt over sin egen handling før jakken lå over skuldrene på hende og der ikke var den mindste mulighed for at trække i land. Endnu endgang bandede han lidt indvendigt over den magt hun uvidende havde over ham.
"Sådan...jeg øh..fik alligevel varmen da vi gik op af trapperne.." Mumlede han en kende usikkert og rømmede sig. Han flyttede sig dog ikke, men blev stående ganske tæt ved hende.
Der var den igen. Den der irriterenede umættelige trang til at kysse hende. Han burde virkelig stoppe med at drikke sig fuld i hendes selskab.

[Deleted]

Leia trak en anelse på skulderen. "Det har du ret i," sagde hun, uden at tænke over, at det altså var hans forældre de talte om. Men hun havde heldigvis kun oplevet dem i små doser, og selv det fik hun nok af, især med hans far. Hun kunne slet ikke holde den mand ud, og hun havde kun været i samme rum som ham i meget kort tid, en eneste gang. Hun kunne ikke lade være med at tænke, at det var synd for ham, at han skulle trækkes med dem hver evig eneste dag. Og især når hans far behandlede ham så dårligt. "God plads og god plads, der er mindre end nedenunder," kommenterede hun på hvad han sagde, hun ville ikke ligefrem kalde den lille platform de stod på for god plads. Der var plads til at gå lidt rundt, men det var ikke engang halvt så stort som den anden platform de havde været på før. 
Hun stirrede på ham som om han var et spøgelse, da han valgte at give hende hans jakke på. Og det var han måske næsten også, i hvert fald var det en ting hun aldrig havde troet han kunne finde på at gøre. "Øh," mumlede hun bare til at starte med, da hun virkelig ikke anede hvad hun skulle sige. Hun fik dog hurtigt varmen, så hun var glad for den gestus. Ikke at hun nogensinde skulle tro, at hun blev glad for noget han gjorde. Men han havde rent faktisk været flink og give hende sin jakke. Det var meget mærkeligt og uvant, og med alkoholen oven i hatten, fik det hendes hoved til at snurre en smule. "Tak," nærmest hviskede hun så, og følte sig pludselig langt mere varm nu, hun var ikke helt sikker på om det udelukkende var på grund af jakken der nu hang om hendes skuldre, eller om det at han stod så tæt på hende, også havde lidt med det at gøre.

[Deleted]

Han trak lidt på skuldrene, ”I forhold til menneskemyldret tænkte jeg.” Hele stemningen blev hurtigt akavet igen som den ofte havde det med at blive i det sekund en af dem blot gjorde antræk til at være flink mod den anden. Ikke at det skete så tit, men alligevel.
Lige nu følte han sig ufattelig ubeslutsom. Igen havde han den stigende lyst til at kysse hende, samtidig med at fornuften forsøgte at tale ham fra det. I virkeligheden havde han nok inderst inde allerede besluttet sig og stod egentlig bare og samlede mod, men bildte sig selv ind at det var et forsøg på at snakke sig selv ud af den tåbelige ide.
I en sikker bevægelse endte han med at gøre det – igen. Han lænede sig frem mod hende og kyssede prøvende hendes læber. Det var hvad fjerde gang de var fulde sammen og nu var det 3 ud af 4 gange han havde endt med at kysse hende, altså kunne han kun komme frem til den konklusion at han ikke skulle røre alkohol når hun var i nærheden. Lige nu tog han sig dog ikke af at han nok ville skulle stå til ansvar for det bagefter, han kunne bare ikke modstå hende og det var bare som om at hele stemningen havde indbudt til det.
Det værste var at han faktisk ikke var helt så fuld som han havde været de andre gange han havde kysset hende, denne gang var han fuldt bevidst om hvad han foretog sig og havde han været ædru han havde han måske nok endt med at gøre det alligevel. Selvfølgelig havde han alligevel tænkt sig at skyde skylden på alkohollen samt det at være i Eiffeltårnet jo ”gjorde noget ved folk”, det var jo romantisk og alt det sludder, men igen den tid den sorg. Man kunne vel sige at hun havde tryllebundet ham, han ville ønske at kunne se sig ud af det, men det kunne han bare ikke. Han ville jo gerne bruge sin tid med hende skønt han altid påstod noget andet og hendes mening og syn på ham betød mere for ham end forældrenes – hvilket faktisk ikke sagde så lidt.

[Deleted]

Leia nikkede. "Det har du ret i," sagde hun, hvorefter hun bed sig i læben. Hun mærkede godt den akavede stemning mellem dem, for de var på ingen måde vant til at tale ordentligt til hinanden, uden at det fløj med spydige kommentarer mellem dem. På en måde var det dog også rart, at der ikke hele tiden var et eller andet der gik hende på nerverne. Egentlig kunne hun jo bare undgå at se ham, hvilket i princippet ville være nemt nok, men det var som om der var et eller andet, der gjorde det svært for hende at ignorere ham og bare komme videre i sit liv. Hvorfor hun havde valgt at tage til Frankrig var hun faktisk ikke engang sikker på. Der var bare et eller andet dragende ved ham. Måske var det bare at han var en version af en 'badboy', der havde stride forældre, og som var hurtig i replikken. Hun vidste at mange kvinder fik en i deres liv de gerne ville lave om på, så måske var han det for hende. 
Mens hun stod og tænkte over det hele, lagde hun slet ikke mærke til, at han var kommet tættere på hende. Først da hun kunne mærke hans ånde blev hun trukket tilbage til planeten, og hun nåede kun at rynke panden en anelse, før hun mærkede hans læber på sine. Det kom bag på hende, at hun kyssede ham, og hun anede først ikke hvordan hun skulle reagere. Det var præcis ligesom de andre gange, en varme skød igennem hendes krop, og hendes fornuft der skreg ad hende, at hun skulle skubbe ham væk, forsvandt fuldstændig. Så i stedet for at gøre hvad hun burde, gengældte hun hans kys, og lagde armene om ham. Det var vel stemningen der greb hende, og alkoholen der påvirkede hendes fornuft, prøvede hun at undskylde overfor sig selv. Hun kunne også smage alkoholen på hans læber, så det var det rette sted at skyde skylden hen. Alle tanker om, hvor mærkeligt det her var, og at det kun ville blive mærkeligere, var røget helt ud af hendes hjerne. I øjeblikket var det kun kysset hun koncentrerede sig om.

[Deleted]

En del af ham blev faktisk overasket over hun valgte at accepterer hans kys i stedet for at skubbe ham ud over det høje hegn der tilbageholdt eventuelle selvmordskandidater. Han havde en ide om at blev hun sur nok skulle hun nok kunne få ham kastet over. Ikke at han antog hende for at have morderiske tendenser, men hun var trods alt rødhåret.
Tanken fik ham næsten til at smile mod hendes læber, men for at undgå hun skulle bemærke det og måske bryde kysset på den bekostning, trak han hende i stedet en smule tættere til sig.
Hendes arme om sig lod han selv en vildfaren hånd søge op i hendes flammerøde hår. Han kunne mærke det sno dig mellem hans fingre og det gav ham en kildrende fornemmelse i hele kroppen. Lidt som de omtalte sommerfugle i maven. Der måtte da også være en vis interesse fra hendes side, ellers hvorfor i alverden skulle hun så gå med til dette her. Det virkede næsten som om at hun nød det lige så meget som ham selv. Ikke at han kunne tale på hendes vegne, men igen havde hun i det mindste ikke skubbet ham væk.
Lige nu var det som at alle deres forhenværende skænderier og hadefulde blikke bare var forsvundet ud af erindringen og de bare var et helt almindeligt kærestepar på en romantisk udflugt. Han havde ikke lyst til at øjeblikket skulle ende heller ikke selvom kulden var begyndt at snige sig ind på ham. En forkølelse skulle han nok kunne håndterer. Måske. Hellere det end at afbryde det perfekte øjeblik.
Den eneste grund til at han alligevel endte med at trække sig var fordi der lød skridt op af trappen, hvilket informerede om at det nok ikke ville være alene meget længere. Han så ned på hende med en blanding af lettere forvirring, men også en varme som han havde ikke havde udstrålet mod hende før. Hans arme var stadigvæk snoet omkring hende og han havde egentlig ikke rigtigt lyst til at give slip. Alligevel hørte han sig selv sige, ”måske vi burde finde et sted at få varmen?” Forslog han med en mild gysen og nok lidt i håb om at hun ikke ville kommenterer på kysset.

[Deleted]

Da Vincent bare gav slip, føltes det næsten som om hun lige var hoppet ud fra tårnet de stod i, og indså at det egentlig slet ikke var sådan man kom ned. Hun fik et sug i maven, der var en sær blanding af spænding og ubehag, og hun anede virkelig ikke, hvad hun skulle gøre nu. Hvad gjorde man i den situation, når man - endnu engang - havde kysset med sit nemesis? Det var måske at overdrive det, men han drev hende jo til vanvid, så hvad i alverden hendes læber lavede på hans, og hvorfor hun ikke skubbede ham væk, det anede hun ikke. Det gav ingen mening, tankerne fløj rundt i hovedet på hende, og hun kunne slet ikke tænke klart. Efter et par øjeblikke hvor hun bare havde stirret på ham, fik hun sig selv mentalt pillet op fra asfalten et sted under dem på gaden, og hun landede igen i tårnet. Hun trak sig hurtigt ud af hans arme og tog jakken af, som hun rakte ham tilbage, mens hun rømmede sig lidt. "Tak for lån," sagde hun bare, uden nogen anden form for kommentar. Hun havde ikke tænkt sig at nævne hvad de lige havde gjort, i hvert fald ikke endnu. Det var stadig for mærkeligt. Uden at vente på ham begyndte hun at gå ned ad trapperne igen, til den lavere platform, direkte forbi hvem end det var der havde afbrudt deres kys. Hun styrede direkte ind i elevatoren, da hun gerne ville ned på jorden igen så hurtigt som muligt. Der var kun en tanke der stod klart i hendes hjerne, og det var at hun måtte væk derfra. Ikke kun væk fra tårnet, men væk fra der hvor han var, væk fra Frankrig og tilbage til England. Måske endda en smuttur forbi hendes barndomshjem i Irland, så hun kunne tænke på noget andet. Først da hun nåede ud ad elevatoren og tilbage på gaden, stoppede hun op for at vente på Vince. "Lad os bare tage tilbage," sagde hun bare, mens hun undgik al form for øjenkontakt. Hun greb fat i hans overarm og transfererede dem væk, tilbage til hans forældres hus. Hun vidste egentlig ikke hvordan hun skulle bortforklare at hun ikke havde nogen form for appetit til aftensmad, så hun ignorerede bare at Vince's mor kaldte på dem, og styrede direkte op ad trappen til den øverste etage i huset, hvor hun begyndte at lede efter hendes kuffert.

[Deleted]

Han vidste at det måske ikke ligefrem havde været det klogeste at gøre, men han havde simpelthen ikke været i stand til at stoppe sig selv. Han vidste at hans følelser for Leia hele tiden blev mere og mere reelle, skønt han stadigvæk fra tid til anden forsøgte at benægte det ved hjælp af sin evige Price-stolthed.
Alligevel tog han sig lige et par sekunder til at glæde sig over at hun rent faktisk havde kysset ham tilbage og ikke havde smidt ham ud over kanten hvilket ellers også kunne have været en nærtstående mulighed. Måske muligheden ikke helt var passeret endnu.
Han afspejlede hendes forvirrede udtryk til perfektion som virkeligheden begyndte at skubbe hormonerne af vejen og erstatte dem med realismen af situationen. Han tog sig selv i at være ved at gispe, men han kvalte det i sin strube. Hvad helvede var det han lavede, hvad han havde tænkt på?!
Han sank og overvejede ganske kort om han burde undskylde – ikke at han var typen der smed om sig med den slags – men ærlig talt lignede hun en der ikke helt kunne få luft.
Blikket faldt ned på jakken som hun rakte den tilbage mod ham og hans øjeblik svaghed med tanke på at undskylde forduftede som dug fra solen. At ignorerer det var en langt bedre taktik!
Med en fart som var Eiffeltårnet brudt ud i spontan brænd var Leia på vej ned af trappen. Vince fik selv pulsen lidt op for at kunne følge med hende for hun havde virkelig travlt og han endte nærmest med at kaste sig efter hende ind i elevatoren i frygt for at ende op med at tage den alene.
Ingen af dem sagde noget. Burde han måske starte? Naah han havde aldrig været god til den slags. En smule stakåndet stoppede han op bag hende da hun omsider stoppede sin soldatermarch. ”For pokker Callahan, hvor brænder det?” Fik han over sine læber, men blev afbrudt da hun sagde de skulle vende hjem. Hans blik flakkede en smule bekymret. Det lød lidt ildevarslende, men måske hun havde ret.
Vince ville selv have transfereret dem, men han nåede kun at tænke tanken før de han mærkede den velkendte følelse og kort efter stod i gangen i deres feriehus.
Stadigvæk en smule forvirret og ikke mindst alarmeret så han hende stryge op af frappen til førstesalen uden så meget som et ord til hans mor der kaldte. Han svarede noget med at de kom om lidt og skyndte sig så op af trappen hvor han fandt hende i gang med kigge efter et eller andet. ”Callahan, hvad pokker laver du?” Spurgte han undrende skønt han havde en svag mistanke.

[Deleted]

Leia tænkte slet ikke over, at hun nærmest løb hele vejen ned ad tårnet. Det var først da Vincent stoppede op og kommenterede på hende, at det gik op for hende. "Ingen steder, Price," sagde hun bare, kort for hovedet. Hun kunne ikke rigtigt deale med det her lige nu, så det nemmeste var at løbe fra det hele og skubbe det væk. Det var ikke ligefrem noget hun normalt gjorde, men hun havde da gjort det de andre gange, dog blev det ved med at ske, og det kunne hun ikke have. Nu måtte det virkelig stoppe, for hun brød sig ikke om den sære, varme følelse der stadig spøgte i hele hendes krop, og hun brød sig slet ikke om følelsen af at hun nærmest glemte at trække vejret, når han kyssede hende. Det skulle ikke ske længere, og hvis han ikke kunne lade være, måtte hun stoppe med at se ham, en gang for alle. Ikke noget med at rende "tilfældigt" ind i ham, ikke noget med at komme op med mere eller mindre dårlige undskyldninger for at se ham. Nu skulle hans mor ikke længere kunne overtale hende til at dukke op, og hun ville fra nu af være ligeglade med, hvad hans familie troede om dem. Det var virkelig ikke hendes problem.
Da han konfronterede hende med at hun ledte efter sin kuffert, drejede hun hurtigt om på hælen for at have fronten mod ham. Hun kiggede på ham med et ansigt der forhåbentlig ikke kunne aflæses. "Ikke noget," sagde hun bare, igen meget kort for hovedet, og i en så neutral tone som muligt. Hun sukkede en anelse, hvorefter hun gik hen mod ham, men stoppede op i en passende afstand. "Jeg.. jeg har det ikke så godt, jeg vil gerne i seng nu," sagde hun svævende. Hun ville ikke rigtigt forklare sig nærmere, for hun kom op med løgnen som hun talte, og hun skulle passe på med ikke at rode sig ud i noget dumt. Men hun kunne ikke overskue at skulle se hans forældre lige nu. Så hun håbede at han ville lade hende være i fred, så hun kunne tage det næste nødvendige skridt.

[Deleted]

Han havde det virkelig ikke særlig fedt lige nu. Hun opførte sig super underligt – endda for hende, og han kunne slet ikke læse hende hvilket bekymrede ham. Det burde det ikke, han burde være ligeglad, men igen betød det faktisk noget for ham hvordan hun have det med det hele, skønt han ikke yndede at indrømme det overfor hende.
Uden helt at sige noget videre så han bare til som hun kom over mod ham efter det lod til hun havde opgivet sin søgen efter hvadend hun havde ledt efter. ”Du virker bare...” han fuldførte ikke sætningen da hun så sagde at hun ikke havde det godt og gerne ville i seng. ”Føler du dig sløj?” Helt uden at tænke over det lod han en hånd hvile mod hendes pande som hans mor havde gjort mod ham da han var lille og havde feber. Det gik dog hurtigt op for ham hvad han lavede og han trak hånden til sig med slående hast hvorefter han rømmede sig en smule, ”du virker ikke varm..skal jeg hente noget mad op til dig du kan spise heroppe?” Dette blev nok mere sagt for at undgå den akavet stemning han havde en fornemmelse af ville opstå efter denne lille gestus.
Der lød en let banken på døren og Vince's mor stak hoved ind. ”Der er mad,” informerede hun med samme elegance i stemmen som hun havde haft tidligere. ”Vi kommer om lidt.” Informerede Vince som havde trådt endnu et skridt tilbage fra Leia idet døren var blevet åbnet som havde de været i gang med noget de ikke burde.
Hans mor nikkede og kiggede en enkelt gang fra Vince til Leia inden hun forsvandt ud af døren på ny.
Igen så Vince mod Leia og en lille mistanke nagede ham, men han turde ikke spørge om hendes pludselige ”sygdom” måske skyldtes kysset.

[Deleted]

Leia åbnede munden for at bekræfte ham i, at hun følte sig sløj, selvom det overhovedet ikke var tilfældet. Hun ville bare gerne have en undskyldning for at slippe for at være i vågen tilstand i nærheden af ham, og så snart han faldt i søvn, ville hun kunne gennemføre sin spontane plan, med at flygte fra huset og tage det næste fly tilbage til England. Men hun nåede slet ikke at svare ham på hans spørgsmål, før hun mærkede hans hånd mod hendes pande. Hun stirrede forbløffet på ham, for det havde hun godt nok aldrig troet han kunne finde på. Det var kun sådan noget man gjorde, hvis man bekymrede sig om folk, og han bekymrede sig jo på ingen måde om hende. Hun blinkede et par gange, da han bare talte som om han slet ikke lige havde gjort noget helt ekstremt mærkeligt, selvom han også så ud til at være en smule overrasket over sin egen handling. Det tog hende et par øjeblikke at genvinde fatningen. "Nej tak, jeg er ikke sulten," slog hun ham hen, hvorefter hun sukkede en anelse. "Jeg vil bare gerne sove," tilføjede hun så, og spillede en anelse skuespil, hvor hun fik det hele til at lyde mere anstrengende, end det egentlig var. Som den yngste og eneste pige i sin søskendeflok, var hun enormt god til at få andre til at gøre præcis hvad hun ville have. Hun spærrede øjnene en smule op, så hun så ekstra uskyldig ud, og hun skød underlæben en anelse frem. Det havde egentlig virket bedst dengang hun var lille, men det virkede stadig en gang i mellem på nuværende tidspunkt. "Vil du ikke rede op til mig?" spurgte hun, og lød nærmest helt sårbar. Selvom det var spil for galleriet, var der alligevel en tilfredshed i hende, ved at bede ham ordne den slags for hende. Hun håbede også lidt på at få sin egen seng denne gang, så hun ikke endnu engang skulle risikere, at vågne op med hans arme omkring hende. Hun fik gåsehud bare ved tanken, for det havde jo været decideret ubehageligt, og det havde på ingen måde været rart, at vågne op i et par stærke, varme arme, der holdt tæt om en. 

[Deleted]

Han kunne slet ikke forstå at hun kunne få ham til at have det på denne her måde. Han kunne virkelig gå fra at have lyst til at skubbe hende ud fra et meget højt tårn til at være bekymret for om hun var sløj. Han hadede at hans følelser var så meget all over the place, men sådan var det jo med forelskelse – eller det var i hvert fald hvad han havde hørt.
Han bed sig en kende i underlæben og forsøgte ikke at gøre øjeblikket mere akavet end det i forvejen var. Hendes afslag kom heller ikke videre bag på ham, de færreste havde lyst til mad når man var sløj. Faktisk var han heller ikke selv specielt sulten, hele hans mave var nærmere trukket sammen i en knude både over kysset, alkoholen – som han utvivlsomt havde fået lidt for meget af – og så følelserne der hele tiden skiftede fra den ene yderlighed til den anden.
”Jeg er egentlig heller ikke specielt sulten,” erkendte han nærmere henvendt til sig selv, han ville nok godt kunne spise noget hvis det stod foran ham, men han følte heller ikke ligefrem en nagende sult.
Hendes næsten ynkelige bøn gik rent faktisk lige ind under huden på ham uden at vide at det var spil fra galleriet. Han lod hende naturligvis ikke se det, men han overgav sig uden kamp og nikkede i stedet. Som magiker var det at gøre en seng klar nu heller ikke ligefrem den hårdeste opgave.
Han pegede sin tryllestav mod sengen i midten af rummet og med et slag blev sengetæppet løftet op og foldet perfekt sammen for så at placerer sig selv i en blød lænestol i hjørnet af rummet.
Han gik hen til sengen og gav sig til at stable puderne op imellem dem som hun meningsløst havde besværet sig med at gøre den forhenværende gang. Da han var færdig rettede han et tilfreds blik mod hende, ”godt nok?” Spurgte han, tydeligvis som en lettere hånlig hentydning til hendes tiltag sidst.

[Deleted]

Leia nikkede bare til hans konstatering om, at han heller ikke var sulten, hun virkede måske en smule fjern, men det var heller ikke unormalt, når hun skulle forestille at føle sig dårlig. I virkeligheden kunne hun ikke tænke på andet end at komme væk derfra, langt væk. Normalt var hun ikke typen der flygtede fra sine problemer, og benægtede sine følelser. Hun havde altid været meget i kontakt med sig selv, hendes mors alt for tidlige død havde lært hende netop det. Men denne gang ville hun gøre hvad hun kunne for at efterlade det her i Frankrig, og hun var i gang med at gøre sig selv mester til at benægte sine følelser. Hun nægtede at være ærlig overfor sig selv, hun nægtede aktivt at tænke tanken. Hvis hun spurgte sig selv, så vidste hun godt, helt inderst inde, bag alt andet... at hun havde følelser for Vincent Price. Men hun ville simpelthen ikke indrømme det. 
Indrømmet blev hun en smule overrasket over, at han straks gik i gang med at rede sengen for hende. I et kort øjeblik kunne hendes overraskelse ses i hendes ansigtsudtryk, før hun igen fik kontrol over det, og hun gik tilbage til at lægge ansigtet i alvorlige folder. "Tak," sagde hun lavmælt, men hun rynkede panden, da han i stedet for at træde tilbage fra sengen, da han var færdig, lænede sig ind over den, for at arrangere puderne, som hun havde gjort det sidst de sov sammen. Hun rullede med øjnene ad ham, der var han tilbage hvor hun kendte ham bedst: en ignorant skid. "Bare lad mig sove," vrissede hun, mens hun rodede igennem sin kuffert efter nattøj, som hun gik ud ad lokalet for at skifte til. Hun kom tilbage kort efter, og lagde sig i sengen, med sin tryllestav knuget i hånden. Hun rettede den mod lyset i loftet, og uden en lyd fra hende, slukkede hun det. Hun håbede at han ville følge efter hende i seng, og falde hurtigt i søvn, så hun kunne snige sig ud herfra, så hurtigt som muligt.

[Deleted]

Vince vidste godt at den sidste kommentar fra ham ødelagde øjeblikket han havde skabt i et splitsekund. Han kunne næsten svore at han havde set overraskelse i hendes ansigt da han valgte at rede sengen for hende. En lille simpel gestus som ikke havde taget den mindste effort fra ham med undtagelse af hans stolthed og alligevel havde det en indvirkning på hende.
Måske det var derfor han havde følt sig nødsaget til lige at falde tilbage i de gamle rammer for selvom han inderst inde jo gerne ville have at hun skulle kunne lide ham, skræmte det ham altid helt ind til marven når hun så viste bare de mindste tegn på..."stadiet over had" var nok den rette beskrivelse, hvilket nok handlede om at han ikke var sikker på hvordan han skulle håndterer det. For ærlig talt, hvad nu hvis der faktisk - mod al forventning - skulle ske noget imellem dem, hvad så? Hun ville vel aldrig have lyst til at være en del af hans forskruede familie, hvad med Garden og Azazel og alle de bekymringer om overlevelse han gik med, det var en mørk verden han kom fra og slet ikke et sted han kunne se Leia passe ind, selvom han - hånden på hjertet - ville ønske hun kunne, for selvom han kunne være i sit bedste røvhul-stadie omkring hende, var det også omkring hende han havde det bedst og kunne glemme nogle af alle sine bekymringer.
Et smil formede sig på hans læber ved hendes vrisseri, som deres roller blev nulstillet, tilbage til at hade hinanden. Idet hun forlod rummet for at skifte trak han selv tøjet af så han var sengeklar. Han var egentlig ikke mega træt, men på den anden side så orkede han egentlig ikke sine forældre lige nu og han ville gerne sikre sig at hun var okay - sådan at hun ikke brækkede sig i hans seng naturligvis.
Han lagde sig i sengen i samme sekund som lyset blev slukket. Denne gang nåede han i det mindste at ligge sig i sengen så han ikke skulle fumle sig gennem mørket som sidst. "Godnat Callahan." Sagde han afslappet og lukkede øjnene