You Have A Jet Black Heart (ADVARSEL)

[Deleted]

Atticus Hamilton MacKay - November 2053 - Azkaban - Omkring kl 14.

Sofie havde altid mange samtaler i løbet af en dag. Der var mange fanger i Azkaban og selvom det ikke var alle som var lige interesseret i, at snakke med en psykolog - eller hjernevrider som hun ofte blev kaldt - så var der alligevel også en del som tog imod tilbudet. Hun sad på sit kontor, med nogle papirer foran sig og afventede, at nogle vagter ville komme op med Atticus MacKay.
Hun havde ikke snakket med ham før, men hun havde siddet og læst lidt i hans papirer. Dog var hun ikke ret stor fan af, at læse, hvad andre havde skrevet om ham, da hun hellere ville høre tingene fra ham, i og med at hun ville kunne aflæse hans kropssprog og mimik samtidig, og så var det også bare langt mere troværdigt for hende, at høre hans side af tingene, det var trods alt ham som havde været tilstede og ikke alle mulige andre.
Hun rettede lidt på sine læsebriller og skævede så mod uret, de burde være lige på trapperne. Hendes kontor var egentlig ret hyggeligt indrettet. Ret afslappet, med et par bløde stole, en sofa og et bord i mellem, hvor på der stod nogle blomster, en kande med kogt varm vand til enten kaffe eller the, alt efter hvad man var til. På bordet stod der også et fald med frisk frugt og en lille beholder med papir. Hendes kontor var nok det eneste sted i hele Azkaban, som rent faktisk var både varmt og hyggeligt og på en eller anden måde kunne virke som et trygt sted.

[Atticus Hamilton MacKay]

Atticus så trodsigt på de vagter, der lige var ankommet. Han vidste, at det betød de ville røre hans arme for at have fast i ham, hvilket han hadede noget så groft. Han var blevet iført nogen magiske håndjern, og fulgte roligt og pænt med dem, da han blev lukket ud. Han vidste, at det ikke ville hjælpe ham noget at opføre sig dårligt i denne her situation. Han ville trods alt gerne ud derfra, og han ville gerne se sin lillebror og sin bedsteven igen. Han var dog ikke sikker på, om førstnævnte ville have noget som helst med ham at gøre. Han så sig lidt omkring som han blev ført frem og en dør blev åbnet indtil noget, der var så fjernt fra den virkelighed han havde med dementorer og fangevogtere. Der var nærmest hjemligt og varmt, og det var som om at en smule lys rørte hans blege grå hud, og at den nærmest smeltede. Atticus var 24 år gammel og havde sat i Azkaban siden han var 17.... Det hele var bare ret underligt og han måtte også melde sig skeptisk. "Hej," lød hans stemme som vagterne lod ham gå ind i rummet. Han ville gerne give hånd, men den del var som sagt blevet besværlig gjort. 

[Deleted]

Sofie pakkede sine papirer væk, og lagde dem i en lille bunke i hjørnet på bordet foran hende. Hendes blik blev med det samme rettet mod døren, hvilket fik hende til, at rejse sig fra sit skrivebord og om på den anden side af det, med fronten mod døren, som vagterne kom ind med Atticus.
"Godeftermiddag Atticus," sagde hun venligt med et roligt smil på læberne. Sofie kunne være noget så hård og stred, men hun kunne skam også sagtens være helt rolig og nede på jorden. "Det glæder mig, du ville komme. Vi har ikke hilst på hinanden før, men mit navn er Sofie," forsatte hun venligt og nikkede til vagterne, som tegn på, at nu kunne de godt gå.
"Sid ned. Kunne du tænke dig en kop kaffe eller te?" spurgte hun og gjorde en gestus med den ene hånd mod sofaen, mens hun selv tog plads i den ene stol, så de sad overfor hinanden med bordet i mellem dem. Både for hendes egen sikkerheds skyld, men også fordi hun godt vidste, at det ikke var alle som havde lyst til, at sidde helt tæt med deres psykolog. "Du skal vide jeg har tavshedspligt, alt hvad du fortæller her, komme ikke ud fra disse fire vægge," oplyste hun og tog en tår af sin egen tekop.

[Atticus Hamilton MacKay]

Atticus betragtede hende kort med sammenklemte øjne, da det var sådan han bedst bedømte folk, samtidig med, at der var så lyst herinde, at det føltes unaturligt. For ham, var Azkaban så mørkt konstant, at han ikke vidste om det var dag eller nat. Han vidste bare, at han var der og det var sådan hans liv var. Atticus skævede til hende en anelse kritisk, som hun introducerede sig selv. Han nikkede bare ganske let til hvem hun var. Han kunne ikke rigtig præsenterer sig selv, for hun kendte jo til ham. Hun havde med garanti læst hans filer inden han overhovedet var kommet derind, set hans fangebilleder fra de gamle Azkaban-modeldage, af en 17 årig dreng. ”En kop kaffe, tak.” sagde han og kunne ikke huske hvornår han sidst havde fået kaffe, og tog imod hendes gestus og lod sin bagdel falde ned på sofaen og så vagterne forsvinde væk. Han mærkede hvordan han pludselig fandt en anden komfort end han gjorde i sin egen celle. Han vrikkede sig lidt frem og tilbage for at kunne finde sig til rette, men det var svært når han var vant til andre forhold. ”Aha.” svarede han og trak fødderne op under sig, og hvilede sit hoved mod sine knæ. Han havde ikke så meget at sige.

[Deleted]

Sofie var ikke en kvinde med voldsomt meget tålmodighed, hun ville helst bare direkte til sagen og så videre. Dog var det meget sjældent noget man kunne mærke på hende, da hun altid gav sig god tid til, at lytte til fangerne, være der for dem, hvis de havde behov for det.
Hun sendte ham et roligt smil, og hældte så kaffe op i den kop som stod foran ham på bordet. "Bruger du noget i?" spurgte hun venligt og lod sine nøddebrune øjne hvile på ham, mens hun afventede et svar. Hun lænede sig afslappet, dog stadig professionelt, sig tilbage i stolen og lagde det ene ben over det andet, mens hun roligt foldede hænderne foran sig over sit øverste knæ.
"Har du nogen tidsfornemmelse?" spurgte hun og tippede hovedet lidt til den ene side, det var jo meget normalt, at fangerne mistede tidsfornemmelsen, mens de sad inde. Hun havde selvfølgelig læst lidt om ham, hun skulle jo helst have et, bare nogenlunde billed af, hvem hun sad overfor. Især når hun sad med de informationer som hun gjorde. "Hvis jeg fortæller dig, at du har siddet i Azkaban i 7 år, hvad tænker du så?" spurgte hun med et lille smil på sine læber. Det var som regel en fornøjelse, at fortælle fangerne, når de skulle på prøveløsladelse.

[Atticus Hamilton MacKay]

"Nej, bare ganske almindeligt sort kaffe," bad han pænt og tog hurtigt imod koppen, da han fik den. Han ville for alt i verden undgå at snitte hende eller bare generelt undgå berøring. Han hadede det. Hans fingre var helt kolde, men det var noget de altid var. Det var bare rart at mærke varmen mod fingrene. Han tog koppen op til munden og tog en tår. Han lukkede kort øjnene for at nyde det. Det havde været sammen reaktion med den smøg, han havde fundet af Faith. Der var så ganske få nydelser, der var til at få fat i inde i det helvede han sad i, at når der endelig var noget, ja så tog han sig tiden til at nyde det. 
Han betragtede hende ved hendes spørgsmål og trak lidt på skulderen. "Jeg kan kun kende forskel på nat og dag pga. vagterne og de få gange, jeg har haft besøg." svarede han ligegyldigt og tog endnu en tår af sin kaffe. Han havde jo egentlig kun haft besøg af en, og han kunne se at tiden gik, når han så på ham, han var bare ikke sikker på at hans bedsteven selv var klar over det. "Det lyder meget rimeligt, at det efterhånden er 7 år siden..." svarede han med et lille nik. Han var ikke overrasket, for han vidste godt han var blevet ældre og det var selvom han huskede dagen, der gjorde, at det var her han var 7 år efter, som var det igår. Atticus ville gerne ud, men han vidste også han fik en del prøvelser med det. 

[Deleted]

Sofie nikkede lidt. Hendes første indtryk af Atticus var nok, at han var ret tilbageholdende. Om det så var fordi han var hos hende lige nu, et sted som ikke lige frem lignede resten af Azkaban, eller om Azkaban bare havde gjort ham sådan, vidste hun ikke. Det kunne selvfølgelig også være en helt tredje årsag.
Hun lyttede til hans svar, "Det er meget normalt," fortalte hun med et roligt smil, og skrev lidt ned i sine papirer, før hun vendte blikket tilbage på ham. "7 år er lang tid, Atticus, du har mistet meget af din ungdom, og livet uden for Azkaban står ikke stille i mens," sagde hun og blev en smule mere alvorlig i sine ansigtstræk, men det var jo rigtigt nok, "Dog vil jeg gerne give dig muligheden for prøveløsladelse, men jeg er nødt til, at vide nogle ting først".
Hun havde jo set, hvordan Azkaban kunne ødelægge en hver sjæl. Selv hendes egen datter, selvom hun ikke havde kontakt til Kaya mere, og den tid Kaya havde siddet inde, havde hun nægtet at snakke med Sofie. "Jeg ved du slog dine forældre ihjel, men jeg ved ikke hvorfor, er det noget du har lyst til, at fortælle mig?" spurgte hun og så lidt på ham, hun var jo nødt til, at vide, at hvis hun sagde god for, at give ham prøveløsladelse, så ville han ikke gå ud og slå flere ihjel.

[Atticus Hamilton MacKay]

Atticus vidste godt, han var tilbageholdende og det var ikke sådan lige noget han kunne ændre. Det var ikke kun situationen, han var sat i, der gjorde ham det, selvom det selvfølgelig ikke gjorde tendensen hos ham mindre. Han havde været ligesådan om det var Faith med de smukke øjne eller om det var en, der var mere fremmed for ham end de som arbejdede på dette gudsforladte sted. "Det kan jeg forestille mig," svarede han med et lille nik. Det var faktisk også det eneste der gjorde, han kunne holde sit hoved koldt. Han vidste, der var bestemte vagter om natten og han vidste, at selv Nemo ikke kunne komme og besøge ham om aftenen, for så ville Atticus også stikke af, hvis det var så nemt at komme ind. Atticus bed sig i læben, da hun sagde han havde mistet meget af sin ungdom. Det vidste han godt, men han følte ikke han manglede noget. Han havde været tvunget voksen i en meget tidlig alder og foruden det, så var han af den grund også blevet teenager meget tidligt. Han havde prøvet mere end langt de fleste, forskellen på dem og ham var bare, at Atticus ikke pralede med det. Jo vist, elskede han at drikke og jo vist, det var rart at være damned og væk på det meste... og bare feste til man glemte hvem man var og hvad man var. "Nej," svarede han kortfattet, da han havde været forsvundet i sine egne tanker i længere et end par sekunder. Atticus kiggede overrasket på hende, da hun begyndte at snakke om prøveløsladelse. Det var også den eneste form for følelse, der havde været at spore på ham i løbet af de efterhånden 5 minutter, han havde været derinde. "Okay." sagde han til han var indforstået med at hun ville stille ham spørgsmål. Noget andet var, at han på ingen måde var sikker på, at han ville svare på dem. Han lænede sig tilbage i sofaen og så ned i sin kaffe, i det hun spurgte ham indtil hvorfor han havde gjort det. For ham, var det som om at rummet omkring ham begyndte at ryste voldsomt, hvilket gjorde hans blik stivnede på kaffen. Han valgte ikke at fokusere på, hvordan væggene rykkede tættere ind på ham, fordi hans udsyn blev mindre. Han klemte hårdt omkring koppen og pludselig en utvedig rammende stilhed, der kun afbrydes af en lille drengestemme der bliver ved med at råbe stop og en mandestemme der svare i et tonefaldt så koldt, at det i den virkelige verden løb Atticus ned af ryggen, at han kunne gøre hvad han ville. Pludselig et hav af flammer og blod og skrig. Atticus bed sig hårdt i læben og havnede tilbage i kontoret, hvor væggene var normale og jorden ikke rystede. Han bed sig selv så hårdt, at han fik en metalisk smag ved læberne og han mærkede blodet dryppe ned på hans hånd. Han tørrede det væk med håndryggen og så på Sofie. "Øh." svarede han mens han desperat forsøgte at holde sine hænder og krop i ro. Han havde ikke rigtigt snakket med nogen om hvorfor han havde gjort det. Faktisk var det kun Nemo, der vidste, hvad der var sket under hjemmets fire vægge. 

[Deleted]

Sofie prøvede hele tiden, at aflæse Atticus' mindste lille mimik, hans kropssprog og ikke mindst hans ord og toneleje. Det var ligesom dét hun var uddannet til. Det var i situationer som disse, som fik hende til, at føle sig lidt som en dommer, over et andet menneskes liv og fremtid.
Selvfølgelig var der forskel på en prøveløsladelse, som hun havde i tanker, at Atticus ville kunne håndtere, i forhold til en direkte løsladelse. Selvom hun ikke var tankelæser, så var hun godt trænet i, at spotte følelser i folk. Hun smilede derfor venligt til ham, da han så overrasket ud. "Der vil selvfølgelig være nogle betingelser, men det kan vi snakke om bagefter," informerede hun roligt. Der var jo en masse i forhold til alt det praktiske.
Hun trak en lille mine, som hans blik blev stift ned i kaffen og han klemte hårdt om koppen. "Atticus, det er okay," sagde hun i en blid stemme. Selvfølgelig havde hun et par teorier om, hvorfor han havde slået sine forældre ihjel, om nogen af dem så var rigtige eller bare i nærheden af, at være rigtige, det kunne hun jo ikke vide. Hun tog et papir og rakte det til ham, så han kunne tørre sin håndryg og læbe. "Der er ikke nogen som kan høre dig eller røre dig her, Atticus, her er kun dig og mig. Tag en dyb indånding og ryd dit hoved, vi har god tid," sagde hun i en blid tone, hun kunne godt se på ham, at det ikke ligefrem var nemt for ham, at snakke om tingene, men hun var jo nødt til, at vide, at hun ikke sendte Faith hjem med en psykopat.

[Atticus Hamilton MacKay]

Atticus havde ikke så meget mimik. Han havde lært i en tidlig alder at skjule sine følelser og sin angst. Han kunne dog ikke lade være med at blive overrasket over en eventuel prøveløsladelse. Han havde for længe siden mistet troen på systemet, og det var deraf hans overraskelse kom sig. "Ja." sagde han eftertænksomt. Han vidste godt, der var betingelser - det var der altid med sådan noget. Det var vist noget med, at han skulle bo på et eller andet center og der stadig ville være noget observation af ham og han vidste ikke hvad. Det var dog fint nok. 
Atticus hørte ikke Sofies stemme, da hun sagde det var okay. Han var så langt inde i sine egne minder, at alt han hørte var hans egen angst og den kolde stemme, om og om igen. Han så op, da hun gav ham et papir og nikkede som tak og tørrede blodet væk fra sin håndryg og læbe. Han kunne mærke hvordan hans krop stadig skælvede og tog en dyb indånding, da hun bad ham om det. "Jeg var meget vred som teenager." svarede han kortfattet og så rundt i lokalet, da hans blik ikke kunne hvile på hende. Han ville ikke være svag, for den del hans forældre trods alt havde opdraget ham, var ikke at vise følelser. Han måtte den gang ikke vise, hvornår det gjorde ondt. "Det undre mig stadig, hvorfor jeg kom på Hufflepuff, for jeg var også meget vred som 11 årig." forsatte han i samme mondæne tone, selvom han kløede sig i nakken. Han skulle bare lave noget med sine fingre. Atticus havde trods alt lært, at samleje var den bedste måde at komme ud af en situation og han tvivlede på, at han kunne have samleje med Sofie. Atticus vidste i dag dog godt, hvorfor han var kommet på Hufflepuff. De få venner han havde var han ekstremt loyal overfor og han ville det meste han gjorde, så godt. Nogen gange, gik det bare voldsomt galt. Han havde slået dem ihjel pga. det de havde gjort mod ham, men også for det de ville gøre mod Mini, hvis de ikke var væk. "Min lillebror går på Hufflepuff også.." forsatte han og så ned i gulvet den her gang. "Han har ikke besøgt mig, fordi jeg slog vores forældre ihjel, du ved..." han sugede læben tilbage under sin mund og knyttede sine fingre mod håndfladen. "Men han ved ikke, jeg blandt andet gjorde det for at passe ham. De var onde mennesker og fortjente deres skæbne." lød hans stemme monotont og uden anger, men man kunne høre han mente hvad han sagde. "Jeg ved godt hvordan det lyder." sagde han hurtigt og trak sig tilbage i sofaen. 

[Deleted]

Sofie nikkede lidt til Atticus, da det virkede til, at det var okay med ham, at de ventede med, at snakke om betingelserne, til de havde fået snakket lidt mere sammen, og hun lige havde fundet ud af lidt mere om ham. Hun prøvede at aflæse ham, selvom det ikke var helt nemt for hende.

Hun tippede hovedet lidt til den ene side, da han begyndte, at fortælle lidt. "Hvad gjorde dig vred?" spurgte hun ind, velvidne om, at det ikke var sikkert, at han ville lukke hende så langt ind, men hun var nødt til, at prøve, for at spore sig ind på, hvem han var og hvad der var sket. I papirerne stod der blot, at han havde erklæret sig skyldig for mordet på sine forældre. Hun trak lidt på skulderne, "Hufflepuff er huset for de hårdt arbejdende, loyale og tålmodige. Endda for dem som holder af fair play," sagde hun i en rolig og blid tone. Det gav hende faktisk et helt andet indtryk af ham, hvilket satte gang i nogle andre teorier i hendes hoved.
Hun rynkede mildt på panden, mens et eftertænksomt blik hvilede på ham. "Det lyder i mine øre, som om, du er en beskyttende storebror, som gjorde hvad du mente var det rigtige," sagde hun, da han sagde han godt vidste hvordan det lød. Hun lænede sig en lille smule frem og tog sin tekop, som hun pustede ned i, før hun tog en tår af dem. "Hvad gjorde dine forældre til onde mennesker Atticus?" spurgte hun og stillede koppen fra sig igen på bordet, selvom hun efterhånden havde en ret god idé om, at de enten havde tævet ham eller misbrugt ham. Hun var bare nødt til, at høre ham sige det. Det ville i hvert fald også give mening i forhold til, at han var en gammel hufflepuff'er, eftersom fair play også kunne tolkes, som hævn. Forældrene havde gjort noget mod ham, eller hans lillebror for den sags skyld, og han dermed også havde gjort noget mod dem.

[Atticus Hamilton MacKay]

"Den måde de var på," svarede han endnu en gang kortfattet og i den monotone ligegyldige stemme, han havde fået samlet op igennem årene. Især tiden i Azkaban havde sat spor hos ham, men ikke ligeså dybe som den barndom der var ødelagt og han aldrig ville kunne få igen. Han var ikke en gang sikker på, han kunne få ordene mishandling udover sine læber. Han kunne ikke beskrive det med ord, for skammen hos ham var der stadig. Havde han selv bedt om den behandling på noget tidspunkt? Det eneste han var sikker på, var at retfærdighed var sket den aften, hans forældre blev dræbt. Hævn var en skrækkelig fortærende byrde, der havde dybt fæstet sig i hele hans krop, hans sind og hans hjerte. Det værste var, han endnu ikke var færdig. Han ville hævne sig på alle dem, der havde gjort ham ondt og rørt ham. Han var så indædt vred, at det halve kunne være nok. Vreden var dog mere blevet til en ligegyldighed som årene var skredet frem herinde og dagslys var en sjælden ting. Al lyst forsvandt. Han nikkede ganske let til det hun sagde. Han kunne se sig selv i det meste af det, men han havde svært ved at anerkende det. Han ville på ingen måde være god. "Beskyttende?" spurgte han mest af alt retorisk ud i rummet. Var det sådan han så sig selv? Nej, på ingen måde. Men han havde gjort hvad han følte var præcist det rigtige. "Men, jeg gjorde, hvad jeg synes var rigtigt." gentog han hende med et lille nik. "De var ikke gode menesker. De gjorde ting, jeg ikke ville have og fik andre til at gøre det også. Selvom jeg råbte STOP, STOP!" svarede han og knyttede næverne sammen, da han bemærkede hans toneleje ændre sig fra lav til høj. "Jeg skreg det til jeg til sidst ikke kunne mere. At jeg måtte tage imod alt hvad de havde." forsatte han og gemte sit ansigt ved sin ene arm. Han skammede sig tydeligvis stadigvæk. 

[Deleted]

Sofie tippede hovedet lidt til den ene side, og nikkede så lidt. Hun havde faktisk efterhånden opbygget sig en ret godt løsning i sit hoved. Men det krævede lidt, at hun fik Faith med på den. Måske hvis de nu startede med tre-fem måneders prøveløsladelse, uden tryllestav eller anden adgang til magi selvfølgelig, evt en magisk fodlænke. Det burde Faith godt kunne håndtere og der var jo ikke plads på opholdsstedet lige pt.
Hun nikkede atter, "Ja, beskyttende," svarede hun roligt og rettede sig lidt i stolen. Hun bed sig lidt i læben, da han gentog hendes ord. Sådan var det for det meste. Der var ikke ret mange fanger, som kunne se, at det de havde gjort, var forkert. Mange af tingene var svære for hende, at sætte sig ind, men det var jo derfor man tog en uddannelse, for at lærer, at forstå hvorfor nogen gjorde som de gjorde. Selv havde hun jo haft en ganske fin barndom, med sine tre søstre. Det var først senere i sine teenageår, da hun havde mødt Carmine, at det var begyndt, at gå lidt galt.
Selv havde Sofie tre børn, selv hun ikke så to af dem, så mærkede hun hvordan Atticus ord, fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg. Hun havde selv en gang slået Kaya, men aldrig noget vildere end det. Dog kunne hun godt fornemme, at det ikke var vold som var tilfældet her i Atticus' sag. "De kan ikke røre dig mere, Atticus, du er i sikkerhed," sagde hun og mærkede hvordan hun næsten fik kvalme, alene ved tanken om hvad den stakkels dreng havde været i gennem. Hvorfor i al verden, var der ikke nogen som havde gjort noget? "Det er okay. Det er godt du får sat ord på, Atticus. Du gør det godt," sagde hun med et lille smil på læberne og hældte lidt mere kaffe op til ham, "Har du brug for en pause?" spurgte hun, da hun trods alt heller ikke ville presse ham til, at fortælle alt på én gang, det var trods alt første gang han var her og hun syntes bestemt allerede, at han gjorde fremskridt.

[Atticus Hamilton MacKay]

"Aha." sagde han kortfattet og så ned i den sorte bundkaffe, der var tilbage i hans kop. Han tog den sidste mundfuld, og vidste det eneste i verden, der manglede deri lige nu var en stor sjat ildwhisky, men det var næppe noget man fik i Akzaban. Han havde i sine 7 år i hvert fald ikke fået det mens han var bevidst om det. Lige nu følte han mest af alt han var blevet sat i en ubehagelig og ikke mindst også akavet situation. Han hadede at snakke om sig selv og han hadede at snakke om følelser. 
Atticus kunne heller ikke se han havde gjort noget galt og han ville heller aldrig være ked af, at han havde gjort det. Det eneste han var ked af og havde svært ved at leve med var, at han ikke havde set sin lillebror i 7 år og at han ikke ville snakke med ham. Han vidste jo dog godt, at det var fordi Dominicus ikke så det fra samme side som ham selv. Atticus så trodsigt på hende, da hun mente han var i sikkerhed. Det kunne godt være hans forældre af logiske årsager ikke kunne gøre ham noget, men han følte sig stadig fanget i et helvede. Ikke som sådan Azkaban, men hans egen tanker og de dæmoner, der var gemt under sengen og kom frem om natten. Dem, der gjorde han ikke sov. Dem der gjorde, dementorerene sjældent gad at aflægge ham et besøg. Han havde ikke meget lykke inde i sig. Kun død og ødelæggelse. Han ignorerede hendes pep talk og satte kaffen på bordet med et klonk. Han ville ikke snakke mere om det, for han vidste han ville få flash backs igen. "Uhm, ja." svarede han og træk sine ben helt op under sig og lagde hovedet mod sine knæ. Han havde brug for en smøg. 

[Deleted]

Sofie nikkede lidt. Lidt eftertænksomt rejste hun sig, "Jeg har et par stykker jeg lige skal snakke med, men jeg tænker, at en prøveløsladelse er en mulighed, men med forbehold," sagde hun og fandt et papir frem, hvorpå der stod en masse paragraffer, og hvad aftalen indeholdt. Heriblandt at han skulle bæger en magisk fodlænke og hvor langt han måtte gå.
Hun forlod kontoret, og gik ind for at finde Faith.
Efter en lang snak med Faith og en masse andre, kom hun tilbage. "Jeg har fundet en løsning, da der ikke er plads på opholdscenteret for prøveløsladte," bag hende trådte Faith ind, "Frk. Lavoie er gået med til, at du kan bo hos hende. Så nu vil jeg lade jer snakke lidt, mens en af vagterne pakker dine ting," sagde hun og forlod atter kontoret.

//OUT

@faith