You Have A Jet Black Heart (ADVARSEL)

[Atticus Hamilton MacKay]

Atticus sÃ¥ pÃ¥ hende ved hendes spørgsmÃ¥l. Ja, hvor gammel var han? Atticus talte inden i sit hoved. De 7 Ã¥r han havde været væk, var gÃ¥et utrolig langsomt for ham. Et Ã¥r, var trods alt 365 dage... 7 Ã¥r var 2555 dage, ikke medregnet skudÃ¥r. Han var en alder, det vidste han. "Uh uhm, 17.. mener jeg," svarede han med et skuldertrak. Han stivnede kort i sine tanker. Den alder, han selv havde haft da han begik sit første drab. Ja, det var ret bestialsk. 

"Er du sikker?" spurgte han tøvende og overvejede kort, om han skulle remse de kriminelle ting, han havde gjort op før. For ja, smÃ¥ kriminaliteter havde han begÃ¥et før. "Jeg har ikke været fanget i at lave noget kriminelt udover det. Jeg har drukket uden at være gammel nok, røvet en butik... drengestreger, men jeg voksede op i Skotland. Det er nærmest forventeligt... Jeg har prøvet stoffer og græs.... Husk pÃ¥, hvem der er er min bedsteven," svarede han hende, og hentydede kraftigt til at Nemo var et stort bonghoved. "Og for at svare pÃ¥, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde som jeg gjorde... sÃ¥ kan man tage meget fra folk og man kan ødelægge dem gang pÃ¥ gang, men nÃ¥r de vælger ødelægge noget der er vigtigt for dig eller har gjort det gentagende gange over flere Ã¥r, ja, sÃ¥ til sidst mÃ¥ man stÃ¥ imod." forsatte han uden at sige direkte hvad det var. Hun mÃ¥tte selv gætte sig til det, for han tvivlede pÃ¥, at han nogensinde ville være parat til at sige det direkte til hende. Little did he know. Men hun var en klog pige - mon ikke hun kunne regne det ud, uden ordene skulle siges højt. "Er der ikke altid en straf? Folk forlader alligevel altid en eller damner en op." svarede han opgivende. Det kunne godt være hun ikke gjorde, men det vidste han ikke. Netop fordi, han heller ikke kendte hende. "Men det er din tur til at sige noget om dig selv," pointerede han. Han havde trods alt lige sagt noget om sig selv. Ret meget endda. 

"Faith... Og din søster hedder Hope eller hvad?" spurgte han med en latter gemt væk i et kortvarigt smil. Det var ikke nedgørende pÃ¥ nogen mÃ¥de, men han morede sig over forældrenes valg af navne til deres smÃ¥ tvillinger. PÃ¥ den anden side, sÃ¥ havde bÃ¥de ham og hans bror endelsen -cus pÃ¥ deres navn. "Det er fint." pointerede han for at forklare sin reaktion. Han var overrasket over, han faktisk turde at sidde sÃ¥ tæt pÃ¥ hende som han gjorde. Det var ting, der normalt godt kunne tage tid. PÃ¥ den anden side, var der blevet brudt en distance i mellem dem, da hun mÃ¥tte visitere ham. Han tog et langt hiv af sin smøg og nikkede. Det skulle de begge. "Hmm, mindre befriende. Men det er fint nok." svarede han med et skuldertræk. Han nød at mærke den friske luft mod hans kinder, der blev let lyserøde da han hverken havde oplevet vind eller sol i en evighed. Hans hud var blevet bleg og grÃ¥. 

[Deleted]

Faith smilede lidt og nikkede så til, Atticus svar. "Så er han snart færdig på Hogwarts, gætte jeg mig til. Hvad hedder han?" spurgte hun roligt, dog også lidt forsigtigt, hun vidste godt, at det ikke var alt der kom hende ved og hun i realiteten slet ikke havde ret til, at spørger om noget som helst. Men hvis de skulle bo sammen så længe, så kunne de vel ligeså godt lærer hinanden lidt at kende. Hun ville trods alt gerne vide, hvem det var hun havde lukket ind i sit hjem. Ikke mindst fordi hun også følte et vis ansvar overfor Hope.

Hun trak sin tryllestav op fra sin støvl, rejste sig og gik over til en skuffe, hvori hun lagde den ned i, vel vidne om, at hun lige havde brudt sit ene løfte til Sofie, da hun havde lovet altid, at have sin stav inden for rækkevide i tilfælde af, at han prøvede på noget, hun vendte så blikket i mod ham, "Helt sikker," sagde hun og satte sig tilbage i vindueskarmen igen. Hun nikkede lidt til det første han fortalte, det var jo i bund og grund ganske uskyldigt, det var jo ikke ting man kom i Azkaban for anyway, det var nok nærmere ting som voldvægt hun havde frygtet.
Hun mærkede dog sit hjerte begynde at banke hurtigere, da han begyndte at forklare sig. En mild, omsorgsfuld rynken meldte sig på hendes pande, jo mere han forklarede. Hun lod ham dog tale ud, før hun selv åbnede munden. "Dine forældre var ikke gode mennesker. Var de vel?" spurgte hun, hele hendes toneleje og udstråling havde ændret sig på et split sekund. Hvor der før havde været nervøsitet at spotte i hendes brune øjne, var der nu bekymring og tristhed. Et blik som ellers primært var reserveret til Hope.
Hun rystede lidt på hovedet, "Ikke altid," sagde hun roligt, hendes far og Hope havde været der altid, hvilket hun var utrolig taknemlig for. Hun så dog en smule overrasket på ham, da han bad hende om, at fortælle noget. "Ehm.. Okay, det er vel mest fair.." sagde hun og førte en hånd i gennem sit lange mørke hår. "Mine forældre blev skilt da min søster og jeg var 7 år. Efter cirka et år, fandt vores mor en ny mand, som hun startede en ny familie med. Jeg har ikke set hende siden, så min far har været alene med min søster og jeg, indtil vi var omkring 14, hvor han fandt sig en ny, som han stadig er sammen med," fortalte hun og trak lidt på skulderne, uden helt at vide, hvad mere hun kunne fortælle. Der var vel ikke rigtigt mere, det var ikke fordi hun havde haft en dårlig barndom, hun havde altid elsket sin far utroligt højt, og havde gjort alt hvad hun kunne, for at hjælpe ham med det huslige og alt hvad han ellers havde haft brug for.

"Yeah, det gør hun faktisk, så opfindsom var vores far, han var sikkert skæv da han fandt på vores navne. Han var ikke så gammel, da han fik os," grinte hun stille og rystede lidt på hovedet. Det var virkelig bare typisk ham, men hun elskede ham nu for det. Et nyt lille smil meldte sig på hendes læber, da han sagde det var fint nok, "Jeg tænker, vi kan bestille pizza til aftensmad? Jeg ved ikke med dig, men jeg må nok indrømme jeg er ret træt," forslog hun og askede i aksebægret mellem dem, før hun strakte sig godt ud. Hun kunne godt bruge, bare at flade lidt ud i sofaen med en pizza og cola, og bare koble lidt fra til fjernsynet.

[Atticus Hamilton MacKay]

"Det er han... Dominicus.." svarede han, mens han så ned i gulvet. Han plejede at kalde ham Mini, for sandheden var at deres navne var lidt af en mundfuld og de var så atypiske i forhold til, at de kom fra Skotland. Han havde ikke mødt mange med deres navne i hvert fald - end ikke gamle mennesker. Atticus havde sådan set ikke noget imod at fortælle om hans familie relationer eller snakke om de få venner, som han havde. Det han havde noget imod at snakke om var hans egen fortid og hvad der var sket i den. Han havde svært ved præcis at sætte ord på og foruden havde han bare aldrig rigtigt snakket om sine følelser overhovedet. 

Han betragtede hende gå over mod skuffen med sin stav og tav lidt indeni. Så hun stolede på, at han ikke ville gøre hende ondt? Modigt, til trods for det ikke var den intention han havde haft på noget tidspunkt. Han havde været uforstående overfor, hvorfor hun ville have ham her, hvis hun var nervøs for han ville gøre hende eller hendes søster noget. Det var jo i og for sig ikke hendes ansvar, at han kom ud. Det var ikke hende, der havde slået hans forældre ihjel og det var ikke hende, der skulle tage imod en straf for det. Atticus var ligeglad med at være i Azkaban for han vidste, at han havde gjort verden til et bedre sted. Det eneste han fortrød var, at han ikke nåede at færdiggøre sit job og nu ville der gå evigheder før han overhovedet fik sin stav. Det positive var at mugglerne selvfølgelig også havde deres egne metoder. Han vågnede fra sin egen tankestrøm, da hun sagde hun var sikker. Han nikkede forstående. Han så op på hende, da han havde forklaret sig og så den rynken hun havde i hovedet. Havde hun ondt af ham? Det havde han ikke brug for! Han hadede når folk ynkede ham eller mente det var så hårdt at være Atti. "Det ville jeg ikke kalde dem, nej," svarede han kortfattet og så på hendes øjne. Hvad var det for et blik? Han forstod det ikke helt. Ikke at han var dårlig til at aflæse folk - tværtimod. Men hvorfor fik han det? "Hmm" svarede han eftertænksomt. Den eneste der altid havde været derfor ham var Nemo, men omvendt så følte han nogen gange det var hans skyld at Nemo var på alt muligt lort. Havde han også været det, hvis han ikke havde betroet sig med en tung byrde? Han nikkede til det var mest fair og afventede, hun ville fortælle noget. Han bed sig i læben, som hun fortalte hun ikke havde set sin mor siden hun havde fundet en ny. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, så han lagde sin hånd over mod hendes i et kort sekund, for at fortælle han havde lyttet til hende. Han fjernede den dog hurtigt igen, da han som ikke var så god til det berøring. Desuden var hans hånd som altid kold og det måtte ikke være rart for hende. 


Han lagde sin frie hånd op foran sin mund for at undertrykke et grin. "Hvor gammel var han?" spurgte han. Han synes det var ganske fint, men det var nu stadig morsomt. "Pizza?" spurgte han og nikkede lidt. Han havde aldrig fået det der dersens pizza... Men det havde han ikke lyst til at indrømme. "Træt, ja.." svarede han med et lille nik. Atticus var ikke typen der havde sovet meget de sidste mange år, så han var bange for at ligeså snart han landede i en rigtig seng, så ville han sove flere dage. Han tog et hiv af sin smøg, inden han slukkede den. Han lod hende klare det med pizzaen, for han anede ikke hvordan man gjorde. 

[Deleted]

Faith nikkede lidt, navnet sagde hende ikke lige noget, men nu havde hun jo heller ikke selv gået på Hogwarts, men skolerne mødtes jo fra tid til anden, så det kunne jo være hun havde kendt ham eller vidste hvem han var. "Har du tænkt på, at kontakte ham?" spurgte hun, velvidne om, at det her jo slet ikke var noget som kom hende ved, men han kunne jo altid sige, at han ikke ville snakke om det, og så ville hun skam også respektere det og skifte samtale emne.

Hun ville nok ikke selv kalde sig direkte modig, for at stole på Atticus, det var nok nærmere dumdristighed end mod som sådan. Hun havde jo været på en masse kursuser for, at lærer at håndtere fangerne, en af de ting som hun havde bidt sig mest mærke i, var at uden gensidig tillid, så ville de ikke komme langt, og hun nægtede simpelthen ikke at turde sove i sit eget hjem, fordi han var der, selvom hun da nok heller ikke ville få den bedste nattesøvn de næste par nætter. Desuden var det jo ikke engang sikkert, at hendes stav ville adlyde ham, hvis han endelig skulle finde på, at sjæle den.
Hun havde sagt ja, af mange årsager, selvom det ligevel kunne have været blevet til et nej. For det første, så havde hun jo ikke arbejdet i Azkaban mere end et års tid, så hun ville gerne vise, at hun faktisk ville sit job og gerne ville mere end 'bare' at være sekretær. For det andet, så havde der været noget over ham, første gang hun havde mødt ham, hun kunne ikke sætte en finger på hvad, men et eller andet, og hun agtede at finde ud af, hvad det var.
Hun bed sig svagt i læben og vendte så blikket lidt væk fra ham. Hun fik det helt skidt ved tanken om, hvad han havde været igennem, og der skulle ellers en hel del til for, at rykke på hendes fordomme. "Det vidste jeg ikke. Slog de dig og din lillebror?" spurgte hun som hun vendte det samme blik tilbage på ham. Han havde sat gang i en masse tanker i hendes hoved. Børnemishandling var på ingen måder i orden. Hendes fordomme havde nærmest rykket sig fra Atticus som morder, til hans forældre som bare ikke burde havde fået lov til, at få børn i første omgang. Hun havde intet problem med, at snakke om følelser, fortid og hvad der ellers hørte til, selvom hun da også havde sine grænser.
Hun bemærkede ikke, at han bevægede sin hånd mod hendes, før hun mærkede den kolde hud mod sin egen. Hun vendte derfor blikket mod deres hænder, dog uden at flytte sin hånd. "Fryser du?" spurgte hun stille, og vendte så blikket tilbage på ham med et lille forsigtigt smil på sine læber. Der var jo ikke rigtigt mere, at sige. Hun ville aldrig tilgive sin mor, for at have været skredet på den måde, men hun gad heller ikke, at gå og bruge tid og energi på, at være sur og bitter. Hun havde jo haft det godt sammen med sin far og søster, så hun følte ikke hun havde noget at klage over. Der var jo folk som Atti, som havde haft en meget værre og mere traumatiserende barndom end hun havde.

"Jaja, grin du bare," sagde hun morende, da han prøvede at holde sit grin tilbage. "Omkring de 19, hvis jeg ikke husker helt forkert," svarede hun lidt eftertænksomt. Det kunne selvfølgelig have været værre, men nu var Faith selv 18, og hun kunne på ingen måder forstille sig selv som mor inden for det næste år.
Hun nikkede lidt og rejste sig så for, at hente sin mobil for at ringe efter pizza til dem, hun vidste ikke hvad tid Hope ville komme hjem, eller om hun overhovedet ville komme hjem og sove. Som hun havde bestilt pizzaerne, vendte hun blikket mod ham, "Altså der går omkring en halv time-tre kvarter, før maden er her, så hvis du er meget træt, kan du bare lægge dig ind og sove lidt, eller lægge dig på sofaen. Jeg skal nok vække dig når der er mad," sagde hun og trak lidt på skulderne. Hun skulle bare have en kop kaffe og så skulle hun nok kunne holde sig vågen til efter aftensmaden om ikke andet.

[Atticus Hamilton MacKay]

Så vidt Atticus vidste, så var Domincus også en, som holdt sig meget i baggrunden. Han havde dog ikke set noget til ham i 7 år, så det var også vanskeligt for ham at vide om det var en sandfærdig information. "Ja, men jeg tror ikke, han vil være specielt interesseret i det," svarede han med et skuldertræk. Han ville dog gerne opsøge ham og han ville gerne forklare ham sin side af historien også selvom han havde svært ved at sætte ord på det. Det havde ikke været nemt ved Sofie og det var ikke nemt ved Faith heller. Han kunne ikke lide at rive op i sårene. 

Atticus kunne se det var både modigt og dumdristigt. Dumdristigt var det dog ikke for hende lige nu, da han ikke ville gøre hende fortræd og han var ret passiv overfor det meste. Han vidste godt at hans medfanger ville reagere med det samme der stod nogen foran dem som var uden skyts, men mange af hans medfanger var jo også decideret sindssyge. Han havde indimellem haft samtaler med dem og taget sig selv i at tænke, at han ikke hørte til blandt de galninge, selvom det gjorde han lidt alligevel. Han vidste også at mange af dem, egentlig ventede på at få dødsdom. En af grundene til, hans ikke var blevet det, var grundet hans unge alder og hvordan hans sag var kørt. De gange han havde været i nærheden af den dementor havde været blandt de værste i hans liv - trist, når der havde været så få som var dejlige. Det var også noget af det eneste der havde fået en voksen mand som Atticus til at knække. Han kunne stadig huskede den kolde isende følelse han fik når de var i nærheden. Det var som om, de havde fjernet varmen ud af hans krop forevigt. Han så ned i gulvet ved hendes spørgsmål. Troede hun, at de kun havde slået ham? Et eller andet sted var det fint, at hun troede det for nu, for så behøvede han ikke snakke så meget mere om det. "De slog kun mig, men de ville også gøre det ved ham... når jeg flyttede," forklarede han kortfattet. Der var gået ret lang tid fra hun havde stillet spørgsmålet til han overhovedet kunne tage sig sammen til at svare på hendes spørgsmål. Det var trods alt heller ikke hans ynglingsemner. Han havde fra den dag overgrebene var begyndt op til nu lovet sig selv, at hvis han nogensinde blev far, skulle de aldrig oplevet noget lignende. Han havde dog ingen planer om at stifte familie - for hvem ville dog have ham? Ligeså snart han fortalte folk sin historie - så ville de løbe væk. Hvis det da overhovedet var ham, der nåede at fortælle den. Han skulle være klar til det og det var ret nemt at finde informationer om hvad han havde gjort også selvom det meste af sagen havde været lukket. "Fryser? Nej, min hånd er altid kold." forklarede han roligt. Atticus havde en gang læst i en bog at venlige mennesker altid var kolde, han kunne dog ikke se det var tilfældet ved ham. Selvom hans hans hænder altid havde været kolde, så havde der været varme i hans krop en gang. Det var der dog ikke rigtigt længere, for den havde dementorerne som nævnt fjernet fra ham.  Atticus ville godt kunne forstå, hvis Hope ikke ville snakke med sin mor igen efter hun var skredet. Det ville han heller ikke selv gide. Foruden bare fordi han havde oplevet noget der var traumatiserende, betød det jo ikke at hendes ikke også kunne være det. Atticus ville ikke være en af de personer, der mente han havde det hårde end alle andre. Det mente han i bund og grund heller ikke. Han måtte vel have gjort et eller andet for at fortjene som han havde fået, ikke? 

Han lod et kort et grin forbipassere hans læber. Han synes virkelig, det var morsomt. "Wow, tidligt." svarede han overrasket. Da han var den alder, havde han været i Azkaban i to år. Han kunne på ingen måde forestille sig, at have været far i så tidlig en alder og skulle tage sig af to pigebørn. Taget i betragtning, at han dårlig nok kunne passe på sig selv. Han nikkede til det hun sagde "Jeg vil det samme som dig." svarede han, som sagt var han bange for at falde i søvn for han vidste godt, at han dermed ville sove i 100 år, hvis han endelig fik lukket sine øjne. Han rejste sig op og satte sig over i sofaen. Han lod sine hænder hvile på betrækket og mærkede den bløde følelse mod sine hænder. Det var rart til gengæld. Han lod sine næse opfange de dufte der var i lejligheden. Der duftede så også sjovt nok meget af kvinde. Han havde lyst til at stille hende spørgsmål. Han vidste bare ikke helt, hvordan han skulle få dem stillet. "Hvad med dig.. nu når du siger din far fik børn omkring din alder.. Har du selv en kæreste og drøm om børn?" spurgte han med en rolig stemme, dog var han ret nervøs bag. Det virkede måske underligt, men han havde ikke haft en normal konversion i en evighed. 

[Deleted]

Faith vidste ærligt talt ikke rigtigt, hvad hun skulle svare. Et sted kunne hun jo klart og tydeligt godt forstå, hvis Atticus' lillebror ikke ville snakke med ham, men på den anden side, så vidste hun jo også godt, at det var meningen hun skulle hjælp ham med, at få en hverdag uden for Azkaban til at hænge sammen. "Hvis du har brug for det, vil jeg gerne kontakte ham for dig?" foreslog hun lidt forsigtigt, ikke helt sikker på om, hun var ved, at bevæge sig ind på et lidt for følsomt privat sted. Men hun ville jo gerne hjælpe ham.

Dementorerne var uden tvivl det værste ved Azkaban, i hvert fald hvis man spurgte Faith. Godt nok havde hun aldrig oplevet et dementor kys på egen krop, men hun havde set hvad det gjorde ved folk, og det var bestemt ikke et kønt syn. Hun havde flere gange haft mareridt om dem, ikke at det var noget hun nogensinde havde fortalt til nogen, hun ville jo ikke fremstå svag eller dum.
Hun bed sig let i læben, da hans svar omkring hans forældre lød. "Så du slog dem ihjel, før de fik chancen..?" halvt konstaterede, halvt spurgte hun, og rystede lidt på hovedet, selvom han havde holdt en pause, før han havde svaret hende, det var jo helt okay. Det lød virkelig ikke som om, han havde haft nogen god barndom.
Hun nikkede lidt, da han sagde hans hænder altid var kolde, "Så har du et varmt hjerte, som man siger. Eller et dårligt blodomløb, det er som man tar det," sagde hun med et lidt drillende smil på læberne, for at løfte stemningen lidt igen, da den ligesom Atticus' hænder, var blevet ret kølig.

Hun tippede hovedet en smule ubevidst lidt til den ene side, da det var første gang hun hørte ham rent faktisk grine, selvom det var et kort grin, så var det alligevel en lyd som fik et smil frem på hendes læber. Hun nikkede lidt, "Ja, men det styrer man jo ikke altid selv, og slet ikke som mand," sagde hun med et mildt smil på læberne, jovist var det ligeså meget mandens ansvar at beskytte sig, men hvis beskyttelsen af en eller anden årsag fejlede, så havde mænd jo ingen rettigheder over, hvad der skulle ske med fosteret.
"Jeg tænkte egentlig, at lave mig en kop kaffe, men du må selvfølgelig også gerne få en, hvis du vil," sagde hun og trak lidt på skulderne, før hun tog et sidste hvæs af sin smøg og slukkede den så i askebægret, som den sidste røg forlod hendes lunger. Hun smilede lidt da han rejste sig, og fulgte ham med blikket, da han satte sig over i sofaen. Hun betragtede ham lidt fra sin plads i vindueskarmmen, han var egentlig slet ikke som hun havde forstillet sig. Hun blev dog revet ud af sin tankegang, da hans spørgsmål lød. Hun rejste sig og gik over og satte sig i modsatte ende af sofaen, end hvor han havde sat sig. Hun rystede lidt på hovedet, "Ingen kæreste og ingen børn, eller planer om at få det. Det har jeg slet ikke tid til," svarede hun og smilede lidt til ham. "Har du?" vendte hun hans spørgsmål, dog mente hun ikke børn, det kunne hun jo næsten gætte sig til, at han ikke havde, på grund af hans reaktion på hendes fars unge alder. Hun satte sig med fronten mod ham, med det ene ben oppe i sofaen, bøjet ind under sig, så hun sad på sin fod. Hun lagde sin ene albue mod ryglændet og lod så sit hoved hvile på sin hånd.

[Atticus Hamilton MacKay]

Han trak pÃ¥ skulderen ved hendes spørgsmÃ¥l. "Det er vist bedst det er noget jeg gør selv. Det er noget mellem mig og ham og en længere samtale... For jeg ved, han er vred pÃ¥ mig." svarede han. Det var jo ikke fordi han ikke kunne forstÃ¥, at Dom havde det sÃ¥dan. Det kunne han skam godt, men han kunne heller ikke lide, at han kun kendte den halve sandhed. Han var trods alt gammel nok til at vide hvad der var sket nu. 

Atticus var stadig mere bange for sine forældre og de mange mænd der havde været i hans hjem end han var for dementorerne. Dementorerne havde taget en del fra ham, men hans forældre havde taget hele hans barndom og hans uskyld fra ham. De havde givet ham bekymringer, han slet ikke var gammel nok til at have. Varige ar pÃ¥ sjælen og pÃ¥ hans krop. Det dementorerne havde taget fra ham, var bare det hans forældre og de mange mænd, ikke havde noget at tage. Varmen og en form for gnist. Gnisten kunne han fÃ¥ igen med noget tid. Hans krop skulle som end bare vænne sig til, at han var kommet væk fra det helvede der var Azkaban. "De havde gjort det en gang pÃ¥ Dom.." svarede han og sÃ¥ ned i gulvet. Det vil sÃ¥ sige - de havde ikke slÃ¥et ham i den her sammenhæng. Det var dog nemmere at lade Faith blive ved den tro og han kunne ogsÃ¥ mærke hvordan den tanke gjorde ham syg helt nede i maven. Han tog sig derfor til maven og glemte lidt pÃ¥ den. Han havde det som om han skulle kaste op. Han fokuserede dog pÃ¥ verdenen udenfor og spacede væk et øjeblik og sÃ¥ pÃ¥ hende, da hun sagde han kunne have et varmt hjerte eller dÃ¥rligt blodomløb. "Ah.. Eller ogsÃ¥ har jeg bare sat i Azkaban de sidste 7 Ã¥r af mit liv." svarede han og blinkede kort til hende, da han mente han var for ung til at have et dÃ¥rligt blodomløb, selvom det trods alt nødvendigvis ikke havde noget med det at gøre. 

Atticus grinte meget sjældent og han var godt klar over det. SÃ¥dan havde han ogsÃ¥ været nærmest altid. De eneste gange han havde grint hysterisk var fordi han havde røget græs. "Nej ikke altid, i hvert fald." svarede han med et lille nik. "Kaffe lyder fint.." svarede han med et nik. Han kunne trods alt godt lide kaffe og i dag var første gang i lang tid, han overhovedet havde fÃ¥et kaffe. Han nød virkelig hvad friheden havde at byde ham af luksus ting, som man normalt tog foregivet. Som hun satte sig i sofaen betragtede han hendes læber og mÃ¥den hun snakkede pÃ¥. Med et, mærkede han trangen til at kysse hende igen, hvilket gjorde ham fraværende i et kort sekund. Han nÃ¥ede dog at høre hun ingen kæreste og ingen børn havde, hvilket gjorde han smilede kortvarigt inde i sig selv. ”Uhm, ingen kæreste. Udover jeg har en bromance med Nemo.” sagde han med et drillende smil over sine læber. ”AltsÃ¥, ikke at jeg er.. du ved, men ja.” sagde han ret hurtigt efterfølgende, da hun ikke skulle fÃ¥ den forkerte idé. Hvorfor han sÃ¥ end følte han skulle pÃ¥pege det.

[Deleted]

En mild rynken viste sig på Faiths pande, som hun nikkede lidt, "Selvfølgelig, det var bare et.. Tilbud," sagde hun og trak lidt på skulderne. Hun følte lidt, at hun havde et ansvar overfor Atticus og hvad han rendte rundt og lavede, selvom hun godt vidste, at det var meningen han skulle ud og finde sig selv igen.

Hun så lidt på ham med et ømt blik, som hun lod de nøddebrune øjne hvile på ham. Hun tippede hovedet lidt til den ene side, "Det gør mig virkelig ondt, Mr. MacKay," sagde hun i en varm og blid tone, hvortil hun lidt forsigtigt lagde sin ene hånd mod hans knæ, da han tog sig til maven. Det lignede ikke ligefrem, at det var en samtale som huede ham helt vildt. Den eneste grund til, at hun stadig kaldte ham ved efternavn, var fordi at selvom hun havde sagt han gerne måtte kalde hende Faith, så havde han jo ikke sagt noget om, at hun også måtte gøre brug af hans fornavn. Respekt havde hun da.
Et lidt skævt smil meldte sig på hendes læber, da han blinkede til hende. "True. Men du må jo bare tage dig tid til, at finde dig selv igen. Så kan det være varmen også helt automatisk vender tilbage," sagde hun og smilede lidt til ham, som hun trak lidt på den ene skulder.

Det var faktisk helt rart at se ham smil og høre det korte grin han var kommet med. Det havde uden tvivl lettet stemningen, i hvert fald for Faith. Hun smilede lidt uden helt, at vide hvad hun skulle svare. Faktum var jo, at hvis en mand først gjorde en kvinde gravid, så var det bare sur røv, hvis han ikke ville være far, men hun ville have barnet. "Bruger du noget i, eller bare sort?" spurgte hun, selv drak hun den helst med en smule mælk og sukker i, men det var jo forskelligt fra person til person.
Der var nok mange ting i hverdagen, som især Faith tog forgivet. Hun elskede at gå og løbe ture i naturen, danse og te sig tosset fuld på en eller anden bar.
Hun bemærkede ikke rigtigt måden, han kiggede på hendes læber, men nu kunne det jo også til tider være svært, at regne ud, præcist hvor folk kiggede hen. Hun spærrede dog øjnene en del overrasket op, da han fortalte om sin bromance med hendes fætter, hun vidste ikke engang, at Nemo var til fyrer. Ikke at der var noget galt i det, det overraskede hende bare, men på den anden side, så godt kendte hun ham jo heller ikke. "Oh.. Det ehm.." stammede hun lidt, uden helt at vide hvordan hun skulle håndtere det. "Neej, nej, det tror jeg ikke, at jeg gør," svarede hun og rømmede sig lidt, da hun faktisk ikke helt vidste hvad han ikke var. Lige nu havde hun bare et indre billede for sine øjne, som hun på ingen måder havde lyst til, at få fremkaldt. Hun ville egentlig gerne ud og lave kaffe til dem, men det var som om, at hun var frosset fast til sofaen.

[Atticus Hamilton MacKay]

"Det skal du også have tak for.. men du er jo ikke ansvarlig for mig, og som sagt... Jeg tror det er mere mellem ham og mig, end en tredje part.." forklarede han og sendte hende et kortvarigt smil. Det var jo ikke fordi han ville afskrive Faith helt eller lyde som om han ikke var taknemlig. Det var han, men han vidste bare, det ikke hjalp hans sag at havde en ekstern med, som pt. troede det værste de forældre havde gjort, var at have slået. 

"Du skal ikke have ondt over mig," sagde han og sendte hende et ømt smil. Han mærkede hendes hånd på hendes knæ og lagde sin egen hånd ovenpå. "Men du må meget gerne kalde mig Atticus... Eller Atti, hvis det er nemmere" sagde han med et smil. Han ville egentlig have sagt at Mr. MacKay var hans far, men det var der ingen grund til. Han hadede bare at blive kaldt ved efternavn, fordi han automatisk tænkte på ham. Det var ikke fordi han synes det var behageligt. "Jeg havde også kolde hænder inden jeg kom i Azkaban, så tror bare det er en generel ting," sagde han med et lille nik. Det havde ikke noget at gøre med det gudsforladte sted, i hvert fald. Det kunne godt være hans blodomløb var dårligt, men han var ligeglad. Det var ikke fordi han frøs. 

"Bare sort," svarede han. "Med mindre du har ildwhisky, for så hælder du bare noget af det i... hvis du vil," sagde han med et kortvarigt smil, inden han blinkede til hende. Ildwhisky var noget af det han havde savnet som bare fanden. Han kunne drikke det konstant for han nød at være fuld. Det havde han i hvert fald nydt for 7 år siden og nu havde han trods alt ikke været det i en evighed. Atticus så på hende som hun så ud til at blive overrasket. Han lo hjerteligt, da hun sagde hun ikke vidste hvad han mente. "For det første er det en bromance - så det er ikke fordi vi er sammen på den måde.. Men jeg er ikke homoseksuel, det var det jeg vil sige." forklarede han og trak læben indad. Det var nok lidt finurligt at påpege det, men det var jo bare mandeflirt, eller hvad man skulle sige. Det var ikke fordi de gik i seng med hinanden og han havde da højt givet Nemo et tantekys. Det var ikke andet end det. Han betragtede Faith lidt inden han bed sig i læben. Hun så ud til at være helt frosset fast, hvilket gav ham lyst til at drille hende. Han lænede sig tæt ind mod hende og stoppede op få centimeter fra hendes ansigt. Han så hende direkte ind i øjnene, inden han valgte at sige noget. "Skal du have hjælp til kaffen?" spurgte han. 

[Deleted]

Faith sendte Atticus et lille smil retur, "Jeg ved godt, du ikke er mit ansvar, men det er du alligevel lidt på et eller andet punkt," sagde hun roligt, det var jo kun prøveløsladelse og hun skulle jo reportere tilbage til Azkaban hvordan det gik med ham og sådanne nogle ting, ligesom hvis han havde været på et opholdssted, som prøveløsladte jo under normale omstændigheder kom. Der havde de ansatte jo også et eller andet form for ansvar. "Men selvfølgelig, det er helt okay. Du kan jo altid invitere ham herhjem, så skal jeg nok sørger for, hverken Hope eller jeg selv er hjemme imens," sagde hun roligt og trak lidt på skulderne.

Hun bed sig en anelse i læben og vendte blikket mod deres hænder på hans knæ. "Ingen bør oplevet noget så traumatiserende, at de bliver drevet helt derud, hvor mord er deres eneste vej ud," sagde hun stille og lod sin tommelfinger ganske forsigtigt ae hans knæ, før hun vendte blikket tilbage på ham, med hovedet en smule på skrå, da han gav hende lov til, at bruge hans fornavn også, "Okay, Atti," sagde hun med et smil på læberne.
Hun kunne godt mærke hans hånd mod hendes var kold, ikke at hendes egne hænder var brand varme, men de var en del varmere end hans. "Har du overvejet et par vanter?" spurgte hun en smule drillende, hun var en frossenpind som vinteren, men det var ikke så slemt når hun var indenfor, og så var det nok mest hendes tær som stod for skud.

Et lille skævt smil meldte sig over hendes læber, "Mon ikke det kan lade sig gøre. Jeg tror, jeg har en flaske et sted," svarede hun, det var jo ikke fordi han ikke måtte drikke, det måtte han jo helt selv om. Hun var jo ikke hans mor, og hun havde bestemt ikke tænkt sig, at prøve at fortælle ham, hvad han burde eller ikke burde. Hendes mål var nok nærmere, at han skulle være i stand til, at kunne fungere blandt andre mennesker igen, uden at gøre dem fortræd.
Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, hun sad blot fuldstændigt paf, med sine helt forkerte billeder for sine øjne. Hun nåede derfor heller ikke at reagere overhovedet på, at han pludselig var tættere på hende, end han havde været indtil nu. I og med, at han kom tættere på, gled hendes hånd automatisk også længere op, fra hans knæ og op af hans lår. Hun holdt vejret som hendes øjne mødte hans. Hun mærkede en fristelse til, at kysse ham når han var så tæt på, hvilket fik den professionelle del af hende til, at slå hende mentalt i hovedet, for sådan noget gjorde man jo ikke. "Lige om lidt," halvt hviskede hun, før hun lænede sig de sidste par centimeter mod ham, og lod sine læber ganske blidt møde hans.

[Atticus Hamilton MacKay]

"Hvorfor?" spurgte han med en rolig stemme, da han gerne ville have det opklaret. Han vidste godt hun havde ansvar for at holde øje med hans opførsel, men hun havde jo ingen ansvar overfor hans familiære relationer. Han havde hverken set Dominicus, Ray eller Breanna i hvad der svarede til en evighed. Den eneste af dem, han gad at snakke med var Dominicus - fordi han var den eneste, han skyldte en forklaring og han var den, som han holdt mest af. Det kunne tælles på en hånd, hvem Atticus egentlig holdt af og elskede og det var de personer, han var loyal overfor. Han havde haft venner før i tiden, som han havde holdt af, men de fleste af dem var smuttet i det øjeblik de valgte at erklære ham sindssyg for at befri både sig selv og sin lillebror for den terror, forældrene havde begået på dem. Atticus kunne stadig mærke det den dag i dag, om ikke andet så var berøring og samleje faktisk ikke noget han brød sig om. Jo selvfølgelig kunne han lide samleje, men det var ikke noget han havde behov for. Han kunne blive fraværende under akten eller have svært ved at vide hvad han skulle gøre. Ikke desto mindre, endte han for det meste med at køre på autopilot - eller det vidste han jo egentlig ikke - det havde været efterhånden 7 år siden han sidst havde fået samleje. "Tak.. Men jeg er ikke sikker på om han vil komme her. Jeg må finde på noget..." sagde han med et lille nik. 

Han så ned på hendes hånd og nød at hun aede hans knæ. Det var underligt. Hun havde kropvisiteret ham en gang og han stivnede ikke længere ved hendes beberøring. Det ville han have gjort ved så mange andre - men der var noget over hende, der bare gjorde, han ikke følte han skulle gå i panik. "Sket er sket. Det kan der alligevel ikke laves om på, ved du nok..." svarede han med et kortvarigt nik. Han ville ikke være den han var uden, men omvendt så ville han gerne være oplevelsen fattigere. På den anden side, om han havde haft den opvækst eller ej, så havde han med garanti været utilpasset som 14-17 årig og så havde han alligevel prøvet en masse lort sammen med Nemo. Det var trods alt bare sådan de var. Han smilede kortvarigt, da hun kaldte ham Atti. Det var rart at høre sit fornavn til en forveksling. Han så op på hende, da hun drillede. "Dem tror jeg ikke jeg kender... skal de på ørene?" spurgte han med et drillende glimt i øjnene. 

"Det ville i hvert fald være rart - tak!" sagde han med, for første gang, bredt smil over sine læber. Atticus havde en svaghed overfor alkohol, og han vidste det godt. De to var livslange venner - Det var svært bare at lægge på hylden, et sip nu og da... Og muligvis en halv flaske - det gjorde da ingenting. Han kunne godt lide, at være fuld trods alt. Han mærkede hvordan hendes hånd landede ved hans lår da han lænede sig fremad. Han nåede ikke at svare hende, inden han mærkede hendes bløde læber mod sine egne læber. Han gengældte kysset og lagde sin arm om hendes hofte for at vise hun ikke skulle stoppe eller undskylde for det. Han lod ret hurtigt øjnene glide i, for at nyde kysset. Det var underligt, men det var en hel igennem fantastisk følelse at mærke hendes læber og være så tæt på hende, som han var lige nu. Forhåbentlig forstod hun, at det var helt okay med ham. 

[Deleted]

"Fordi du er på prøveløsladelse og jeg har sagt ja til at.. Holde øje med dig - ish," svarede Faith og trak lidt på skulderne, uden helt at vide hvad hun ellers skulle sige. Det var jo ikke fordi hun skulle våge over ham som en høg 24-7, det var mere hun skulle støtte og vejlede ham, så han på sigt kunne blive en helt fri mand igen.
Hun havde stadig svært ved, at sætte sig hundrede procent ind i, hvorfor han havde gjort som han havde, men nu var hun jo også i den overbevisning om, at der var andre løsninger end vold, mord og alt der i mellem. Hun kunne jo aldrig selv drømme om, at gøre en flue fortræd, men hvis hendes forældre havde gjort mod hende og Hope, som Attis forældre havde gjort mod ham og hans lillebror, så kunne man jo aldrig vide, hvordan tingene og hendes tankegang så ville se ud. Men 7 år uden eller bare berøring fra et andet menneske, havde hun nok endnu sværere ved at forstille sig.
Hun nikkede lidt, "Du må i hvert fald bare sige til, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med," tilbød hun roligt og smilede lidt til ham. Hun kendte ikke til hans og hans lillebrors forhold, andet end han lige havde fortalt, at Dom var sur på ham, hvilket i og for sig var forståeligt nok.

Hun forsatte med at ae hans knæ i en rolig bevægelse, det var der jo ikke noget farligt i fra hendes side af, men nu havde hun så også kun fået den opfattelse, at hans forældre havde slået/tæsket ham, ikke at de også havde misbrugt ham. Havde hun vidst det, havde hun nok holdt lidt mere afstand af ren respekt. Hun nikkede lidt, "Det er rigtigt nok, men det er aldrig for sent, at prøve at gøre det bedre i fremtiden," sagde hun i håb om, at være en smule opmuntrende, selvom hun ikke helt vidste hvordan det gik for hende, hun var jo ikke vant til, at skulle give pep-taler for nogen.
Hun grinte let og rystede lidt på hovedet, da han drillede tilbage, "På ørerne for, at holde dine hænder varme? Jeg tror det er den mest intetsigende sætning jeg nogensinde har hørt," sagde hun med et smil på læberne. Det var faktisk ganske hyggeligt, at sidde og snakke med ham, han virkede ikke så farlig som hun først havde antaget. Hun havde nok lidt forventet, at han havde været en del mere sindssyg, hård og ubehagelig at være i nærheden af, men der havde han overrasket hende, måtte hun nok erkende.

Det varmede hendes hjerte, at se ham smile på den måde, og hun kunne på ingen måder se noget galt i, at lade ham nyde sin frihed, så længe han ikke sank ned i et dybt sort hul, det ønskede hun jo trods alt ikke for ham. "Skal du ikke takke for," sagde hun med et varmt smil på sine læber. Desuden var det jo ikke fordi der var noget galt i, at nyde en kop kaffe med lidt alkohol i. Det syntes hun i hvert fald ikke.
Hun vidste udmærket godt hvad hun burde gøre, da han gengældte hendes kys. Hun burde stoppe det med det samme, skrive til Sofie at det ikke ville gå. Hun burde slet ikke nyde det. Det var bare som om, at al fornuft havde forladt hende lige nu. Hun lukkede øjnene i stille nydende suk, da hun mærkede hans arm omkring sin hofte. Hun havde ikke tænkt sig, at stoppe, med mindre han gjorde det. Hun glemte alt om kaffen, som hun var væk et i kysset. Hun lod sin frie hånd glide om i nakken på han, som hun lidt prøvende nussede og gjorde kysset en smule dybere. Hun overvejede et kort øjeblik, om hun skulle prøve at lænede sig bagover i sofaen, for at se om hun kunne få ham med sig, men valgte at lade vær, da hun trods alt ikke ville presse ham til noget. Der var jo ingen som sagde de skulle andet end, bare lige kysse lidt og nu havde hun jo taget første skridt, selvom hun nok ikke havde gjort det, hvis han ikke havde lændet sig så tæt på hende.

//Fade out