You Have A Jet Black Heart (ADVARSEL)

[Deleted]

Faith kunne ikke fatte, at hun rent faktisk gik med til det her. Hun havde mødt Atticus én gang før, og det var ikke fordi de ligefrem var blevet venner på den korte tid. Men hun havde ikke haft sit job særligt længe og hun ønskede ikke, at blive fyret, så efter en lang snak med en del overtalelse fra Sofies side, havde hun endt med, at sige ja, hvis hendes søster vel og mærket også ville give tilladelse, eftersom hun boede sammen med Hope.
Hun trådte ind efter Sofie, og nikkede så kort til Atticus. "Godeftermiddag mr. MacKay," sagde hun og rømmede sig en smule, hvorefter hun sendte ham et lille smil, som nok var en smule fremprovokeret. Hun havde virkelig regnet med, at Hope ville have sagt nej, så Faith ville have haft en undskyldning, for at sige det ikke kunne lade sig gøre, men næ nej. Hvilket normalt menneske ville dog også sige nej til, at lade en morder bo hos i på prøvløsladeelse? Men okay, nu var Hope heller ikke altid helt normal.
Faith havde virkelig nogle fordømme som kunne sige spar to, selvom hun lukkede øjnene for, hvad hendes søster rendte rundt og lavede. Hun bed sig lidt i læben, da Sofie forlod dem. "Såh.. Glæder du dig til at komme ud?" spurgte hun og så lidt på ham, før hun vendte blikket tilbage mod døren, da en af vagterne kom med en taske, hvori alle Atticus ejendele var i, fra den dag af hvor han var blevet fanget, vagten så lidt på Atti, "Det her er din fodlænke, prøv ikke at tage den af, den vil give dig stød, prøv heller ikke at snyde den. Kom frem med benet," sagde vagten og satte sig ned foran Atti, for at sætte lænken fast om hans ankel. Faith så til, som lænken blev sat på Atti, nu følte hun sig da en smule mere tryg. Hun trak så sin stav og rakte den modsatte hånd frem mod ham, "Skal vi?" spurgte hun, som hun gjord klar til at tranferer dem væk og hjem til Hopes og hendes egen lejlighed i London. Det var ikke fordi den var enorm, men de havde da et værelse hver, en fælles stue, køkken og badeværelse, samt et lille gæsteværelse, eller rettere kammer, hvor Atti kunne sove.

[Atticus Hamilton MacKay]

Han nikkede til den mulighed han havde. Han tog glædeligt imod det, for det betød han havde bare en smule frihed. Han kunne se Nemo igen, han kunne rent faktisk få lov til at prøve at etablere kontakt med sin lillebror og han kunne få lov til at opleve frisk luft. Han kunne drikke ildwhisky og ryge alle de smøger, der var i verden. Han lod Sofie gå, mens han gav sig til at læse om de forhold han havde mens han var ude. Atticus kiggede på Faith og sagde ingenting til Sofie var gået. "Jamen der har vi jo frøken Lavoira med de pæne øjne." sagde han drilsk og med et kortvarigt glimt i øjnene. Han vidste ikke om han egentlig brød sig om Faith, men hvis hun var nøglen til hans frihed, så kunne han vel ikke andet. Alt han huskede fra hendes besøg var de pæne øjne og at han havde haft lyst til at kysse hende. Kropsvisitationen havde han med vilje svedt ud, da berøring fra folk han ikke kendte eller ikke havde bedt om dem fra, efterlod ham ar på sjælen, hvis han blev ved med at tænke over det. "Hvis det betyder smøger og ildwhisky, så ja." svarede han endnu en gang drilsk.  Det var underligt så meget energi han kunne få at være i nærheden af henne. Han lod vagten give ham fodlænken på og tog imod sine ting. Han nikkede som tak og som han havde forstået han ikke skulle tage den af. "Ja," sagde han og tog fat i hende. Han så sig omkring, da de kom ind. "Bor du sammen med nogen?" spurgte han, da han gerne ville have oplysninger om det nye sted han skulle være. 

[Deleted]

Faith åbnede munden for at rette Atti, da han endnu en gang udtalte hendes efternavn forkert, men lukkede den hurtigt igen, da det kortvarige smil meldte sig på hans læber, da hun dermed vidste han blot drillede hende. "Det bliver nogle lange måneder i dit selskab, hvis du allerede begynder at drille mig, før vi hovedet har nået, at forlade Azkaban Mr. MacKay," sagde hun og blinkede til ham, selvom hun godt vidste hun nok skulle passe lidt på, men han skulle ikke tro, at han bare kunne drille hende, og hun så ikke ville give igen på et eller andet plan.
Hun rystede lidt på hovedet af ham, "En ting af gangen, lad os nu først lige få dig ud herfra," sagde hun i en rolig tone, hun nægtede at lade ham vide, at hun faktisk var en smule bange og bekymret for, at skulle have ham indenfor sit hjem. Hun ville aldrig kunne tilgive sig selv, hvis der skete Hope noget, selvom Hope jo havde godkendt det. Faith vidste jo ikke, om Atti var voldlig af natur eller om han havde voldtaget nogen. Det eneste hun vidste var, at han havde slået sine forældre ihjel, og det var ærligt talt ikke nogen særlig betryggende tanke.
Hun trak ham lidt ind til sig og transferede dem så væk fra Azkabans kolde indre, for de få sekunder efter landede midt i hendes og Hopes dejlige varme stue. Hun slap ham ret hurtigt igen, og gemte sin stav ned i sin ene støvle som gik hende til lige under knæet, så hun havde den på sig, hvis han var dum nok til, at prøve på noget. Hun vendte så blikket mod ham som hun rettede sig op igen og nikkede lidt. "Min tvillingesøster," svarede hun og gik over til en lille komode, hvor hun fandt et pakke smøger som hun kastede over til ham, "Nyd din frihed lidt, så finder jeg sengetøj frem til dig," informerede hun og gik mod gæsteværelset. Hendes hjerte hamrede, alene ved tanken om en morder i hendes hjem.

[Atticus Hamilton MacKay]

"Lad os nu se hvem det bliver hårdest for, frøken Lavoie." svarede han endnu en gang drilsk. Han havde nemlig en fornemmelse af, det blev hårdere for ham. Den eneste kvinde han nogensinde havde levet med var sin mor. Det var ikke en kvinde, som han havde været glad for. Ikke alene skulle han leve med en, fandme nej. Han skulle leve med to! Den del vidste han selvfølgelig ikke endnu. Han vidste jo godt, hvad hendes arbejde var i den her sammenhæng. Det var at være hans babysitter indtil han kunne få lov til at være fri for alvor. Selvom han kunne gå langt væk fra hendes lejlighed, skulle han jo stadig være tilbage inden for et hvis tidsrum. Atticus ville aldrig gøre de to piger noget. De havde aldrig gjort ham noget, så han havde ikke nogen grund til at gøre dem fortræd. Han kunne dog godt forstå Faiths bange anelser. "Jeg gør altså ikke dig og din søster noget, hvis det er det du tror. Jeg slog ikke mine forældre ihjel, fordi jeg synes det kunne være morsomt," svarede han inden de forsvandt ind i en hvirl af magi og landede i hendes stue. Han håbede ordene havde indprintet sig i hende. Han så overrasket på hende mens han kløede sig en anelse i nakken. "Øh, hvordan skal jeg se forskel? Har du pænere øjne end hende?" spurgte han undrende og greb de smøger, som hun kastede hen mod ham. Han tændte en, mens verden et øjeblik gik helt i stå. En varm, behagelig følelse i kroppen, og så et udslip. Røgen ud mellem hans næsebor og resten mellem hans mund. Hvor havde han dog savnet smøger. Han hostede kort, da det var længe siden han havde røget noget. Han havde fået en af hende ved hendes besøg, ellers havde han kun fået hvad Nemo kunne få med ind. "Tak," sagde han og tog endnu et hiv og betragtede deres lejlighed, mens han gik rundt. Han gik over mod hende for at betragte hende. Hun var gudesmuk. "Tak fordi du sagde ja til, jeg må være her." sagde han med et lille nik. Det var ikke fordi han var utaknemlig. 

[Deleted]

Faiths læber gled op i et ægte smil, "Du udtalte mit navn rigtigt," sagde hun og bed sig lidt i læben. Hun rømmede sig dog hurtigt igen, rettede ryggen og fandt et langt mere professionelt blik frem. Det fungerede ikke, at hun stod der og mere lignede en som flirtede frem for at arbejde.
Et overrasket blik måtte dog slå igennem det professionelle, ved Attis ord. Hun nåede dog ikke at svare før de var forsvundet væk, og da de landede i stuen, blev hun hurtigt enig med sig selv om, blot at lade som om, hun ikke havde nået at høre det. Hvor vidste han overhovedet fra at det var en bekymring hun havde? Var hun så gennemskuelig?
Hun gik over og åbnede et vindue, så røgen kunne komme ud med det samme, hun røg også selv tit indenfor, men så længe vinduerne var åbne, så gik det jo nok. Hun vendte fronten mod ham og satte hænderne i siderne, da han spurgte hvordan han kunne se forskel. "Det må du jo bedømme," svarede hun før hun vendte ryggen til ham, og fjernede sit hår så det blottede hendes nakke, hvor der var en fin lille tatovering af et par englevinger, "Sådan," svarede hun, velvidne om, at det nok ville være en smule mærkeligt, hvis han skulle gå og løfte op i deres hår, hver gang han skulle se hvem af dem han snakkede med.
Hun slap det lange mørkebrune hår igen, og nikkede til ham, da han takkede for smøgerne, selvom han hostede kort. Hun fandt noget rent sengetøj frem som hun gav sig til, at lægge på gæstesengen. Hun stod fuldstændig i sin egen lille verden af skrupler og bekymring, og havde slet ikke bemærket, at han stod og betragtede hende. Det gav derfor et sæt i hende, så hun tabte puden på gulvet, da han snakkede til hende. Hun bed sig i læben og nikkede så lidt til ham, "Oh.. Ehm.. Det skal du ikke takke for," sagde hun og rømmede sig lidt som hun sank en smule nervøst, selvom hun prøvede ikke at vise det.

[Atticus Hamilton MacKay]

"Min bedsteven er en Lavoie, så jeg er ikke helt uden evner." svarede han og blinkede kort til hende. Atticus var ligeglad. Han ville glemme, han havde haft en både god og dårlig dag. Han kunne godt åbenlyse med hende, men om hun tolkede det som flirt, måtte hun jo så gøre op med sig selv. Han regnede alligevel ikke med, at han ville komme langt med det. Han nåede lige præcis at se, at hun så overrasket ud i sit blik. Nu var det ikke fordi Atticus kunne se det på hende, men et eller andet sted, så kunne han mærke det. Som om, han bare kunne ske lige igennem hende. Han kunne egentlig ikke forklare det som sådan. Desuden gættede han sig til, at mange troede at en som ham ville gøre andre noget, ligeså snart de kom ud. Sådan var han dog ikke. Der lå jo en del flere grunde bag en ren lyst, men det var også lyst som havde drevet ham. Han trak lidt på skulderen. Han mindes ikke at han nogensinde havde mødt Hope. Heller ikke gennem Nemo, men okay. Mange af de gamle dage var helt sortet i hans sind. Han betragtede hende som hun vendte ryggen til ham og så hende blotte hendes nakke. Han trådte tæt om bag hende og betragtede de små vinger. Et kortvarigt smil, spredte sig på hans lyserøde læber. Det forsvandt dog hurtigt igen. Han betragtede dog hendes blottede hud, som i hans optik var hel fejlfri. Han havde lyst til at kysse hendes nakke, men som han skulle til det, slap hun sit hår og han trådte et skridt væk fra hende. Han tog et nyt hiv af sin smøg og mærkede hvordan røgen fyldte hans lunger op. Det var ren afslapning. Som da han var yngre og havde røget den fede. Det var virkelig et tomrum og pusterum for ham, hvor han fandt sjælefred. Han slukkede smøgen, som han var nået igennem den. 
Han så undrende på hende, da hun så ud til at blive forskrækket. "Hvorfor ikke? Det har jeg lyst til?" sagde han og bevægede sig tæt ind på hende. Han bukkede sig ned og samlede puden op og rakte den ud til hende. Han kunne godt mærke hun var nervøs, hvilket han som sådan egentlig også godt forstod. "Der er ingen grund til at være bange for mig." mumlede han og så ned i gulvet. 

[Deleted]

Faith rynkede ganske kort på panden, "Hvem er din bedste ven?" spurgte hun og smilede lidt da han blinkede til hende, der var et eller andet charmende over ham, men det var jo netop den type hun var blevet lært op i, at stole mindst på. Det var altid de mest charmende og søde fyre, som havde de mørksete fortider.
Hun havde ikke noget imod at vise ham, hvordan han kunne se forskel på hende selv og Hope, så var der trods alt også en chance for, at han ikke byttede rundt på dem, selvom det nok ikke ville kunne undgåes, eftersom Faith for det meste havde håret løst.
Som hun mærkede han kom tættere på, drejede hun hovedet en lille smule, men lod ham alligevel studere tatoveringen, da hun trods alt regnede med, at det var det han gjorde. Det var nok meget godt, at hun ikke var tankelæser. Hun rømmede sig lidt, som han pludselig var ret tæt på hende, selvom han trådte et skidt væk.
Hun så på ham ud af øjenkrogen som han igen kom tættere på hende, efter at have gjort hende forskrækket, selvom det tydeligvis ikke havde været hans henseende. Hun trak lidt på den ene skulder, "Det er mit arbejde," sagde hun, selvom det ingen steder i hendes jobaftale havde stået, at hun kunne risikere at få en morder med hjem på prøveløsladelse. Hun tog imod puden, da han samlede den op og rakte den til hende, "Tak," sagde hun stille og fik pude betrækket på den. Hun vendte dog blikket mod ham, "Hvorfor tror du, jeg er bange for dig?" spurgte hun og rettede ryggen en smule, rummet virkede pludselig meget lille og han var meget tæt på, hun kunne dog ikke lade vær med at få en smule ondt af ham.

[Atticus Hamilton MacKay]

"Nemo," svarede han med et lille nik for at understrege det. Han lagde mærke til hendes smil, hvilket gjorde ham glad. Det var sådan set altid rart at vide, hun besad evnen til at smile. Han vidste godt, at han var charmerende eller i hvert fald kunne være det. Da han var yngre og ikke havde set noget af det der nærmede Azkaban, havde han også været en kvinde charmør. Han var dog sjældent gået længere end charmere den, da han trods alt hadede berøring og han ikke var god til hele samleje delen. Ikke at det havde interesseret ham heller. I hans teenage år var det dog nemmere at benægte og lege normal og glemme det hele, når han var på Hogwarts. Han bed sig i læben, da han trådte et skridt tilbage. Han kunne virkelig ikke forklare det, men der var virkelig noget over Faith der fik ham til at glemme alt hvad der var sket i hans fortid, selvom traumerne og arrene sad dybt i ham. Noget af det forsvandt bare i nærheden af hende. Som om, hun healede ham... Det føltes underligt for han kendte hende jo nærmest ikke. "Så vidt jeg har forstået er det ikke dit arbejde at tage en af Azkabans fangere hjem og lade dem bo hos dig i 6-9 måneder." påpegede han en anelse skarpt, da han ville understrege hun ikke skulle slå det hen som en bagatel. Det vidste han jo godt det ikke var. Han var jo langt fra dum. Han sagde ingenting da hun takkede ham, og betragtede hende forsat. "Fordi du ser nervøs ud." svarede han og så ned i gulvet. Atticus havde egentlig været god til at aflæse mennesker, men han var jo også meget klar over hvordan han selv havde haft det. Reaktioner var nemme at aflæse efter den tid. Det var sikkert også derfor, han var på Hufflepuff i sin tid. Han lagde sin hånd om hendes håndled ganske blidt for at vise han ikke ville gøre hende noget, mest af alt fordi han havde lyst til at kysse hendes, af alt hvad han kunne antage, bløde læber. De var jo lige der, og hun var smuk. Det hele var dog så sært. Han gav slip fra hendes håndled kort efter, da det som end var en påvisning af, at han ikke var så farlig som det muligvis stod i hans papirer. 

[Deleted]

Faith nikkede lidt, "Han er min fætter," sagde hun og bed sig lidt i læben, hun havde godt nok ikke kontakt til Nemo, men han var stadig hendes fætter. Ikke fordi, hun kunne sagtens snakke med ham, hvis hun mødte ham på gaden og sådan, men han var virkelig langt ude, hvis man spurgte Faith.
Hun havde altid været meget fokuseret på sin skole og efterfølgende sin karriere, at hun ikke rigtigt havde haft tid til, at se på drenge og den slags. Ikke fordi hun var jomfru, men hun havde aldrig været direkte forelsket i nogen, da hun mente kærlighed var i vejen for folks dømmekraft, inklusiv sin egen.
Hun kunne uden problemer håndtere fangerne i Azkaban, når de piftede efter hende når hun gik ned i gennem gangene, hun kunne tilmed håndtere, hvis de blev lidt for glade når hun kropsvisiterede dem. Hun vidste jo, at hun var i sikkerhed og blot skulle give den mindste lyd fra sig og så ville der stå et par vagter klar til at redde hende. Men det var jo ikke tilfældet her. Nu var hun på egne ben, selvom hun havde sin tryllestav på sig, og Atti ikke havde.
Hans pludselige toneskift gjorde det da heller ikke ligefrem bedre. Hun ønskede bestemt ikke, at gøre ham sur. "N-nej men.." fremstammede hun og mærkede sit hjerte begynde at banke en smule hårdere. "Hvis jeg havde sagt nej, var du ikke kommet ud," sagde hun så og bed sig lidt i læben.
Hun så sig lidt omkring i gæsteværelset, "Selvfølgelig er jeg nervøs omkring dig. Jeg.." hun tav da hun mærkede hans hånd mod sit håndled, som et stille gips forlod hendes læber. Hun så på ham med frygt for, hvad han kunne finde på. Der var dog noget ved hans korte berøring som ramte noget i hendes hjerte. Hun sank derfor lidt, da han slap hendes håndled igen. Det var næsten som om, at hun havde glemt at trække vejret i det korte øjeblik, han havde rørt hende. "Jeg.. Ehm.. Din seng er klar. Vil du ha en lille rundvisning?" spurgte hun udelukket for at skifte samtaleemne, men selvfølgelig også for, at han skulle føle sig bare en smule hjemme.

[Atticus Hamilton MacKay]

”Hmm, okay. Så er det ikke dig der er den tvilling, han snakker meget med.” svarede han med et lille nik. Så vidste han da i det mindste det var Hope. Atticus holdt selv vanvittig meget af Nemo, og havde intet problem med hvor langt væk han var. Sandheden var jo også, at Atticus kunne være i en situation, hvor han var mindst ligeså langt væk… hvis ikke han havde været havnet i Azkaban. Han havde jo taget stoffer, drukket og røget, da han var 17 år. Han havde været vred, følt sig pisset på og svigtet. Han havde dog også haft en charme at have det i og på det tidspunkt var virkeligheden ikke gået ligeså meget op for ham, som den var den dag han besluttede sig for at sætte en stopper for det hele, eller som det var nu. Nu vidste han hvorfor han havde det sådan, for alt hvad hans forældre havde gjort var trods alt forkert. Atti havde aldrig piftet efter Faith, også selvom han synes hun var utrolig smuk. Han kunne bare ikke se hvordan skønhed gav tilladelse til at skulle råbe og pifte efter nogen som helst. Mange synes også han var køn, og han ønskede ikke at få særbehandling af den årsag. Til gengæld, så samlede han kun på folk han synes var specielle. Kedede de ham, røg de væk. Han havde intet problem med at smide folk væk som var de ingenting – for alt for ofte, så var de ikke for ham. Han så på hende, da hun fremstammede et nej. Han fnøs en smule. ”Det ville ikke være dit problem.” sagde han hårdt med en kølig, hæs stemme. Det ville nemlig ikke være hendes problem, hvis han var fanget i Azkaban forevigt. Det var hans eget. Han så på hende, da det gik op for ham han havde været ret hård i tonen. ”Jeg mener, det er ikke dig der skal bøde for hvad jeg har gjort. Det skal jeg, sådan set,” forsatte han og så ned i gulvet, da hun sagde hun var nervøs omkring ham. ”Jeg gør dig ikke ondt, tror du så ikke jeg efterhånden havde gjort det nu?” spurgte han henkastet, inden han så på hende og nikkede. ”Tak.. og jo, det vil jeg vel..” sagde han opgivende, og gjorde gestus til hun gerne måtte gå først.

[Deleted]

Faith rystede lidt på hovedet, "Nej.. Altså jeg hilser da på ham, hvis jeg møder ham, men ja.. Jeg er nok ikke lige det største familiemenneske," sagde hun og trak lidt på den ene skulder. Hun havde sin søster og sin far, hvilket var rigeligt for hende. Hun havde valgt at fokuser på sin karriere, frem for alt andet. Hun havde derfor heller ikke ret mange venner eller veninder, ikke tætte i hvertfald, men det var nok ligeså meget trauma efter hendes og Hopes mor var skredet. Hun stolede ikke på ret mange, på grund af det svigt hun havde oplevet fra sin mor, selvom hun aldrig snakkede om det eller havde fortalt nogen om det. Hun var nok nærmere bare blevet ret tidligt voksen og ansvarsbevidst.
Hun rømmede sig lidt, mens hun rettede ryggen, da hans toneleje pludselig ændrede sig, hvilket på ingen mulig måde hjalp på hendes manglede overbevisning om, at han ikke var farlig og at han ikke ville gøre hende eller Hope noget ondt. Hun nåede kun lige at åbne munden, for at svare ham, da han selv snakkede videre. Hun betragtede ham lidt og lagde så armene over kors, "Og det syntes du ikke, at du har gjort efter så mange år?" spurgte hun og mærkede endnu engang, hvordan hendes hjerte slog mod hendes bryst, i nogle hårde slag.
Hun trådte underbevidst et skridt bagud, væk fra ham, da hans spørgsmål lød, "Det ved jeg ikke, det er dig, som er det kriminelle geni, ikke mig," svarede hun stille og lod armene falde ned langs sine sider igen, mens hun bed let i sin underlæbe. Hun vidste da ikke om han bare ventede på det helt rette øjeblik, som foreksempel når hun sov i nat.
Hun følte sig ret låst inde i det lille kammer med ham, da han gjorde en gestus til, at hun kunne gå først, hvilket betød hun skulle forbi ham, på den i forvejen trængsel plads. Hun brød sig dog, stadig ikke om, at han troede hun var bange for ham, selvom hun nok et eller andet sted var det, hun gik derfor forbi ham, selvom hun måtte gå sidelæns og han dermed kom utroligt tæt på. Hendes skridt blev langsommere og langsommere, indtil hun til sidste stod stille ved siden af ham. Hendes hjerte hamrede, så hun nærmest kunne høre det i sine øre. Han var faktisk en helt utrolig flot mand så tæt på. Tanken fik hende til at bide sig lidt i læben, før hun vendte tilbage til virkeligheden og gik helt forbi ham. "Her er ikke så stort. Ehm.. Stuen har du set, køkkenet, tag hvad du har lyst til, bare lige skriv på en seddel, hvis du tager det sidste, så vi ved, hvad vi mangler," sagde hun og gik mod køkkenet og gjorde en lille gestus med den ene hånd.

[Atticus Hamilton MacKay]

"I second that," svarede han, mest af alt fordi han heller ikke selv var det. Det havde han aldrig rigtigt været, undtagen overfor sin lillebror som han elskede højere end noget andet. Også selvom lillebroren ikke havde nogen idé om det, og han lod ham som end også blive i den tro lige nu. Han havde selv været tvunget til at blive voksen hurtig. Han var blevet ødelagt i en meget tidlig alder, og han prøvede stadig at samle sårene og lime og sy sig selv sammen. Det gik bare ikke så godt. Stingene gik op nu og da, og han havde brug for plaster og ny tråd. Nogen gange, faldt stingene op ud af ingenting og andre gange, så skete det pga. dramatiske ting, som at folk rev op i dem. I dag, var der blevet revet op i alle hans sting og det var på ingen måde rart. Mest af alt, så havde han lyst til at lægge sig ned for at sove - og det var sikkert også der, man kunne finde ham over de næste par dage. "Tydeligvis ikke nok i dine øjne. Du synes jo stadig jeg er farlig." svarede han skarpt tilbage. Han havde en følelse af, at hun havde mange forudindtaget holdninger om folk og de holdninger, var svære både for hende selv men egentlig også for andre at ændre. Ville hun ikke se, at han ikke gjorde hende noget, ville han omvendt bare lade hende blive i den tro, hun ville have. Han havde ikke tænkt sig så meget som at slå en flue eller en edderkop ihjel. "Jeg er ikke et kriminelt geni." svarede han opgivende og mærkede hans hjerte kortvarigt sænke til jorden. Han havde dog i en tidlig alder lært ikke at vise svagheder, så derfor var hans følelser ikke til at læse i hans ansigt. "Men du har tydeligvis allerede tænkt dig til hvordan jeg er," kommenterede han skarpt. Han mærkede hende tæt på sig og kunne mærke hvordan han holdt vejret i de sekunder hun var så tæt på ham, som hun var. Han rystede på hovedet for at komme ud af de tanker. Hun var smuk og duftede godt, men helt ærligt. Hvem sagde, hun ikke var som alle andre? Han nikkede som hun snakkede om at der ikke var stort og han havde set stuen. Han forstod, han skulle skrive ned. "Okay." sagde han kortfattet og så ned i gulvet, som hun forklarede. Det var ikke fordi han havde et behov for at se det. Han lyttede bare på hendes stemme. Han fandt en cigaret mere frem og satte den i munden og begyndte at ryge. Det var den eneste form for næring han havde behov for lige nu. "Jeg gætter på de to sidste værelser er din søsters og dit." mumlede han. Dem havde han ikke ligefrem et behov for at se. 

[Deleted]

Faith bed sig lidt i læben, dog uden at dele sin første tanke som slog hende. Det gav vel sig selv, at Atticus heller ikke var noget familiemenneske, eftersom han havde slået sine forældre ihjel. "Har du nogen søskende?" spurgte hun, dog en smule forsigtigt. Det var jo ikke fordi hun havde læst hele hans journal igennem, det kunne hun jo ikke nå med alle fanger i azkaban, så ville hun i hvert fald ikke blive færdig lige foreløbig.
Hun så overrasket på ham, "Det har jeg aldrig sagt, lad vær med at fordrej mine ord. Jeg sagde, jeg er nervøs omkring dig, der er forskel," sagde hun, han havde jo selv sagt, at det ikke havde været for morskabens skyld, at han havde slået sine forældre ihjel, men ikke givet hende nogen grund til, hvorfor han så havde gjort det, så hvordan skulle hun vide, at hun ikke havde nogen grund til, at være bange eller nervøs omkring ham.
Normalvis var Faith ret godt til, at aflæse folk, men hun kunne ikke aflæse Atti, hvilket nok var en af de ting som skræmte hende aller mest ved han. Hun vendte kort blikket mod vinduet, mens hun bed sig lidt i læben, da han sagde han ikke var noget kriminelt geni. Hun var jo ikke ude på at blive uvenner med ham eller noget som helst. Hun vendte dog blikket tilbage på ham, da han forsatte. "Jeg har set hvad Azkaban gør ved folk, du har siddet inde i hvad? Syv år? Selvfølgelig har jeg tænkt mig til, hvordan du er, det er mit arbejde," svarede hun og så på ham med de nøddebrune øjne, "Nu er det så op til dig, om du vise mig, der er hold i mine fordomme eller om du vil modbevise mig," tilføjede hun stille og bed sig atter i læben.

Som hun blev færdig med rundvisningen, hvilket jo ikke tog ret lang tid, så meget var der trods alt ikke at vise frem. Hun nikkede lidt til hans spørgsmål og gik så tilbage til stuen, hvor hun åbnede et vindue og satte sig i den brede vindueskarm, før hun også tændte en sig en smøg. Hun kiggede lidt ud af vinduet, før hun vendte blikket mod Atti. "Hør.. det er ikke hverdag jeg siger ja til, at lade prøveløsladte bo hos mig, okay? Tilgiv mig for lige, at skulle vende mig til tanken," sagde hun og gjorde plads til ham i vindueskarmen og stillede askebægret mellem dem, så de begge kunne nå.

[Atticus Hamilton MacKay]

Han så ned i gulvet ved hendes spørgsmål. Det var tydeligt på ham, at der var noget han savnede og manglede. Sin lillebror. Han vidste at hans lillebror hadede ham mere end ord kunne beskrive, men det ændrede ikke på at Atticus ikke havde andet end ren kærlighed. Der var en del af ham, der manglede fordi Dominicus ikke var der. "Ja, en lillebror. Men han hader mig." svarede han ærligt og bed sig hårdt i læben. Ja, hadede ham. Ville hun overhovedet være overrasket? Nok ikke, for selv om Atticus forventede at blive dømt udfra hans gerninger, så havde han ikke forventet at alle havde en holdning om ham. Der var mange grunde til at slå ihjel, og han mente virkelig at hans grund kunne forsvares. Han ville dog ikke forsvare sig overfor gud og hver mand. Hans grund var hans egen og der skulle bygges en tillid til ham for at han overhovedet kunne overveje at sige det. Han var jo kun et menneske - et menneske der utalligegange havde ramt den stenhårde kølige bund. Han havde bygget sig selv op efter at have været ødelagt så mange gange, og han havde ingen tillid tilbage. Livsglæden havde Azkaban fjernet - i hvert fald det sidste af det, som var tilbage. I starten havde dementorerne været interesseret i ham også selvom han havde haft god opførsel, men det var selvfølgelig en måde at indoktrinere på. Han vågnede dog brat op af sine tanker, da han hørte hendes stemme. "Huh?" spurgte han, da han tydeligvis et øjeblik var spacet ud. Han rettede ryggen en smule for at vågne op af tankernes hav. "Der er ikke en stor forskel mellem at være nervøs at bange. Linjen er hårdfin." protesterede han med den hæse stemme, dog uden at lyde kold. Det var bare helt monotont og kedeligt. "Men du kender mig ikke," svarede han og så på hende med de mørke øjne. "Så uanset hvor meget du har læst om mig, så ved du ikke hvem jeg er." forsatte han, dog uden at være ophidset. Hans stemme var for en gangs skyld ganske mild. Det var bare ham, der udgav hende et faktum. "Og hvis jeg forstærker dem?" spurgte han prøvende. Ikke at han ville, for han var i bund og grund ligeglad med hendes fordomme. Som sagt, hun kendte ham jo ikke. Han vidste dog godt, han fik det til at lyde som om der var konsekvenser for ham. Han regnede dog ikke med, at hun var et ondt menneske der ville misbruge ham og gøre ham ondt på alle tænkelige måder. Han var øvrigt større end hende, men hun havde selvfølgelig sin stav. Fysisk styrke var ingenting sammenlignet med det. 

Han fulgte hende med øjnene inden han bevægede sig med hende ind i stuen. Han stillede sig få meter fra hende og nikkede. "Det forstår jeg, frøken Lavoie. Det er også okay. Jeg skal også vende mig til tanken om nedstående" sagde han og lod sit hoved rokke ned mod fodlænken. Ikke kun den, men hele den situation han befandt sig i. Nyfunden frihed og to kvinder at skulle forholde sig til. I det mindste kunne Nemo måske komme på besøg. Han satte sig overfor hende og tændte en smøg og så ud på Londons gader og stræder. Det larmede, men larmen virkede på en eller anden måde beroligende. En ny, dog gammel velkendt lyd. Han så op på hende og smilte kortvarigt. 

[Deleted]

Faith nikkede lidt akavet til Atticus' svar, hun ville dog ikke spørger ind til, hvorfor hans lillebror hadede ham, det var hun nu ret sikker på, at hun alligevel godt kendte svaret til. Det skulle man nok ikke være geni for at regne ud. "Hvor gammel er han?" spurgte hun i stedet for i en mild stemme. Det var ikke fordi hun ville udspørger ham, hun var blot nysgerrig. Men selvfølgelig kunne hun sige sig selv, at hans lillebror hadede ham. Hun ville nok også hadede Hope pænt meget, hvis hun slog deres forældre ihjel. I hvert fald deres far.

Hun rystede lidt på hovedet, "Hvis jeg var bange for dig, havde jeg slet ikke sagt ja til, at have dig boende. At jeg er nervøs omkring dig, skyldes netop, at jeg ikke kender dig. Jeg har ingen idé om, hvorfor du slog dine forældre ihjel, eller om du har begået kriminalitet før det, og hvis du har, hvilken form," forklarede hun sig, dog uden at lyde hård, da hun prøvede bare at få ham til, at forstå, at hun godt vidste hun ikke kendte ham, men han kendte vel og mærket heller ikke hende.
Hun hævede lidt det ene øjenbryn da, han spurgte, hvis han forstærkede hendes fordomme, "Så hvad? Forventer du en eller anden straf? Tror du jeg bare vil give op, og sende dig tilbage til Azkaban eller hvad?" spurgte hun og lagde armene over kors, hun havde bestemt ikke tænkt sig, at give op. Hun havde fået til opgave, at observere om Atticus var klar til, at komme ud, og det havde hun bestemt tænkt sig at gøre, og selvfølgelig tilbage melde, hvis der var ændringer, i hans adfærd og om han opførte sig forsvarligt. Det skulle nok en dag ende med, at blive ganske akavet.

Hun lagde det ene ben over det andet, da hun trods alt stadig havde sit arbejdstøj på, og så så lidt op på ham, mens hun bed sig lidt i læben. "Du kan bare kalde mig Faith," sagde hun med et lille smil på læberne, selvom hun godt vidste det var dybt uprofessionelt, men helt ærligt, hvis de skulle bo sammen så længe, så kunne de jo ligeså godt være på fornavn også. Hun fulgte ham med blikket da han satte sig overfor hende, den var ikke så lang vindueskarmen, så der var nok ikke mere end en armslængde mellem dem. Hun lod røgen forlade sine lunger, "Ja selvfølgelig, skal du det," sagde hun forstående og så lidt ned på hans ankel, før hun vendte blikket tilbage på ham, "Hvordan føles det?" spurgte hun med et nyt lille smil, og skubbede vinduet lidt mere op, så den 'friske' luft kom ind.