Back To Cold Waters...

[Ezekiel Amardeus]

Han kneb øjnene lidt sammen uden helt at vide hvad hun mente, nu var han på ingen måder ekspert på børn eller graviditet, men han vidste da at man ikke kunne få en abort når hun var så langt henne som hun var. Hele denne her situation var så malplaceret, på den ene side havde han lyst til at råbe af hende for at være så egoistisk, på den anden side havde han virkelig ikke lyst til at blive uvenner med hende, måske han et eller andet sted bare håbede på at han kunne tale hende til fornuft?
"Det siger jeg ikke, men jeg synes det er uretfærdigt af dig." sagde han roligt. Det gjorde han jo, han ville da i det mindste have haft valget.

Spørgsmålet fik ham til at funderer en lille smule. Han nikkede lidt tøvende, "jeg kan godt tilgive dig det der er sket," sagde han ærligt. Det var ikke det han var bitter over lige nu, men tanken om at hun ville give hans barn væk derimod, det gjorde ham altså en smule krigerisk.
"Men hvis du ikke havde planer om at vi skal ses anyway hvad er så problemet?" De havde ikke set hinanden i et halvt år og Zeke havde svært ved at se at hun ville komme rendende som fast besøgende fremover, selvom det var en rar tanke, det havde faktisk været langt hårdere at sige farvel til hende dengang end han havde regnet med det ville være.

[Deleted]

Ashleen havde aldrig været ude på at gøre Zeke ondt eller gå bag ryggen på ham, men nogengange ville verden bare ikke altid som man selv ville: "Zeke, du er nødt til at forstå at alt det her ikke var med min gode vilje, jeg ville have fået den abort, jeg har bare ikke lige haft.. hoved til det" sagde hun, alle beslutninger med undtagen af hendes karrierer, plejede ikke at blive taget af hende.
Selvom hun var stålfast og hård, så var det samtidig også hårdt for hende ikke at have de ting i sig som hun havde engang, men noget af det var forsvundet i takt med at hun var alene og ikke havde opsøgt nogen ny dominant.
Hun havde ikke levet uden i virkeligt mange år efterhånden.

"Vi kan jo ikke undgå at se hinanden, du kender Alecander... jeg kender din omgangskreds og sådan noget. Zeke jeg har ikke tænkt tanken" sagde hun: "OG hvad nu hvis barnet opsøgte mig? Jeg ville ikke ane hvad jeg skulle gøre.. Jeg er ikke ligefrem mor potientale" sagde hun.
Hun kunne sagtens se Zeke som en god far, men hun kunne overhovedet ikke forestille sig selv være mor. Hun var jo ung, vild, ude i livet og typen der ikke troede på rigtig kærlighed, selvom hun måske havde fået et glimt af det sammen med Zeke.

[Ezekiel Amardeus]

Endnu en dyb indånding hvorefter han nikkede lidt. "Men derfor synes jeg stadigvæk at du skal overveje det, jeg fortæller dig at jeg gerne vil have vores barn om så jeg skal opfostre ham eller hende alene." Fortalte han lidt bedende, "jeg har ikke haft mine forældre i mit liv og jeg ved hvor hårdt det har været, jeg ønsker ikke at udsætte mit barn for den samme skæbne." Nu var hans far jo ikke død, men at være spærret inde i Azkabans mørkeste kældre, drevet så meget til vandvid at han ikke engang kunne genkende Zeke mere, så kunne han vel ligeså godt være det.

"Skal jeg lave en kop te eller kaffe?" Spurgte han ind som han gjorde tegn til at de kunne sætte sig i sofaen. Zeke smilede lidt halvhjertet til hende. "Det er da gået fint nok ind til videre." Påpegede han, de havde ikke set hinanden i et halvt år. "Desuden består min omgangskreds kun af Alec og mine søstre." Uden at vide hvorfor havde han ikke lyst til at bringe Vanessa på banen.
Det var denne side af hende Zeke havde så svært ved at modstå, den sårbare side. Det var da helt okay hun ikke så sig selv som morpotentiale, nu så han jo heller ikke ligefrem sig selv som farpotentiale, men han lod sig bare ikke skræmme af sin uvidenhed. "Det kan barnet jo ligeså vel gøre selvom det ikke er ved mig." Hvis forældrene var ærlige overfor barnet og sagde at han eller hun var adopteret. "Naturligvis er du morpotentiale Ashleen, sommetider ville jeg ønske at du kunne se dig selv som jeg gør," uden at tænke over hvor forkert det var lod han en hånd hvile mod hendes kind som han så lidt indtrængende på hende. Han kunne tydeligt mærke følelserne for hende ikke var forsvundet helt skønt han havde prøvet at holde dem nede i så lang tid.

[Deleted]

Ashleen vidste godt at hun havde haft sine fejl i alt dette her, det ville hun slet ikke modsige ham, men det havde været svært for hende at tænke klart når hendes følelser havde været så meget i spil, det var ikke noget hun før havde haft brug for at handle på, og det hele var stadig ret overvældende for hende.
"Zeke, jeg har allerede skrevet barnet op ved ministeriet, du er nødt til at tage det ed dem. Hvad du gør er dit valg" sagde hun i en rolig stemme, hun ville ikke have noget med det at gøre, hun var bange for at det hele ville ende med at ramle nedover hende, ligegyldig hvilken beslutning hun måtte ende med at tage.

"Kaffe er fint, tak, det er pænt af dig" sagde hun i et smil, hun var ødelagt indeni, hun vidste godt det var langt ude og hun var sur på sig selv over at være så svag, men sådan noget her havde hun aldrig troet hun skulle opleve.
"Zeke... Det... Please lad være" sagde hun og flyttede hans hånd.
"Jeg er ikke mor potientale, jeg kan ikke engang have en kæreste, så at have et barn er nok lidt over toppen, syntes du ikke?" spurgte hun i en ærlig stemme og lod hendes blik møde hans i et kort øjeblik, hun havde stadig mange følelser for Zeke, hun havde svært ved ikke at sige noget, men det var nok bedst for dem begge som det var nu.

[Ezekiel Amardeus]

Han slog blikket ned. Han var virkelig ked af det over denne her åndsvage situation. Naturligvis var der fejl på begge sider og han ønskede virkelig ikke at blive uvenner med hende over noget, men det var bare meget svært for ham at accepterer det valg hun havde taget bag hans ryg. "Det har jeg også tænkt mig at gøre." Forsikrede han i en rolig stemme. Han kunne ikke andet, han ville ikke bare opgive deres datter selvom hun gerne ville.
Endnu en dyb indånding og han nikkede som hun sagde ja tak til kaffe. Han gik over i køkkenet for at sætte vand over hvorefter han vendte tilbage og placerede to hæslige krus på bordet. Han var ikke vandt til gæster så han havde ikke det store udvalg af servise og det han havde var ikke engang ens.

Som han derefter sad overfor hende i sofaen have han virkelig svært ved at holde trangen til at kysse hende tilbage. Lidt som om at han håbede at det ville løse alle deres problemer skønt han godt vidste at det ikke var tilfældet. Han lod langsomt hånden falde ned og betragtede hende en smule sørgmodigt. "Undskyld, gamle vaner ved du nok." Han smilede svagt og glædesløst til hende.
I det samme blussede pejsen op i grønne flammer. Zeke rettede hurtigt blikket imod den, han havde helt glemt at han havde sagt til Vanessa at hun skulle komme forbi til aften. Den mørkhårede kvinde trådte ud af flammerne og børstede sit tøj rent før hun rettede de brune øjne mod de to på sofaen, hun så overrasket ud som hendes blik landede på Ashleen.

[Deleted]

Ashleen var på den ene side glad for at se Zeke igen, og på den anden side kunne hun slet ikke overskue de mulige konsekvenser af at se ham igen. Hun kunne jo mærke hvor meget hun savned eham og hvor draget hun var til ham.
"Det er dit valg Zeke, og jeg vil ikke sige dig i mod" sagde hun i en rolig stemme, hun havde ikke noget at sige lige nu, hun var bare lamslået over overhovedet at se ham igen, og for hende var det fint hvis han ville have barnet, det var alligevel for hårdt til Ashleen at tænke på lige nu.

"Det har været nogen sværer måneder Zeke, jeg ville lyve hvis jeg ikke sagde at det har været virkeligt hårdt for mig, alt det her" sagde hun, hun havde ærligt ikke troet at hende og Zeke skulle slutte det de havde, og da slet ikke på den måde det var sket, hun sad et øjeblik og dvælede bare ved øjeblikket, som hun pludseligt hørte flammerne blusse op.
Ashleen kiggede i mod kvinden der stod i huset, og Ashleen spærrede øjnene op: "Vanessa?" spurgte hun og kiggede i mod kvinden, som hun et øjeblik mærkede hendes hjerte gå i stå, hun turde slet ikke spørge og hun stirrede bare frem for sig.
Ashleen havde ikke været sammen med nogen siden Zeke og hun havde nok egentligt heller ikke forventet - eller ikke håbet, at han havde.

[Ezekiel Amardeus]

Dette her var langt hårdere end Zeke havde troet det ville være. Han havde virkelig ikke forestillet sig at de gamle følelser ville blusse sådan op som de havde gjort. Det var jo som om at ingen tid var passeret skønt meget vand var strømmet under broen siden. Han nikkede blot. Det var hans valg og han havde ikke tænkt sig at lade sig tale ud af det.
Han kunne mærke at hans mod sank en smule da hun sagde at tingene havde været hårde for hende, det havde de i særdeleshed også for ham, han havde nok bare valgt at komme ud med sine aggressioner på en lidt anden måde end hun. En måde han på nuværende tidspunkt faktisk skammede sig lidt over. Burde han havde ventet? Det lod jo ikke til at hun have været sammen med andre, men det kunne han selvfølgelig ikke vide.

Vanessa kiggede fra den ene til den anden med et roligt blik. Det var ikke på hendes plads at dømme Zeke og hvad han foretog sig og det var hun heller ikke interessert i, men hun lod dog til at være oprigtigt overrasket over at se Ashleen. "Ashleen," svarede hun roligt.
Hun spurgte ikke videre ind, blev bare stående tavs med blikket rettet lidt mod gulvet som forsøgte hun at blive et med det. Zeke så fra den ene kvinde til den anden, "kender I hinanden?" Spurgte han lidt bekymret. Han vidste ikke hvorfor, men han brød sig ikke om tanken om at Ashleen skulle tro at der var noget seriøst mellem ham og Vanessa for det var der ikke, det var bare...samleje.

[Deleted]

Ashleen havde savnet Zeke forfærdeligt meget og hun var da på mange punkter også klar til bare at glemme det hele og kysse ham, men hun vidste udemærket godt det var dumt, hun havde brug for at sikre sig en fremtid hun kunne leve, og hun var ikke sikker på det kunne være sådan her, det havde ødelagt hende.
"Hvad laver du her?" spurgte Ashleen, selvom hun havde ne grim antagelse, så turde hun ikke sige den højt før at hun var sikker. Aldrig i sit liv havde Ashleen haft så meget lyst til at springe direkte på et andet menneske, som hun jo endda kendte og ikke havde noget synderligt forhold til, ikke dårligt ihvertfald. Men nøøj hvor hun så mord i sit indre lige nu.

"Alle submissive kender hinanden" sagde hun og kiggede på Zeke med et blik der havde lyst til at dræbe, og på samme tid var fuld af skuffelse: "Ihvertfald dem der har været i branchen længe" sagde hun.
Ashleen kendte nok ikke absolut alle, men de kom jo til mange af de samme ting, og nogengange også arangementer. Ashleen havde tidligere været både ved Alecander og Lawrence,og hun viste at Vanessa vidst også havde været lidt omkring.
Hun virkede som en sød pige, men det så hun lidt igennem fingre med nu.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke kunne godt fornemme at denne situation begyndte at blive en anelse anspændt. Han vidste først slet ikke hvad han skulle sige, han følte sig lidt lammet. Han havde virkelig ikke gennemtænkt dette her kunne han godt lidt se nu. "Vanessa kigger forbi nogengange." Sagde an lidt fåret og så fra den ene til den anden.
Vanessa var en sød og ukompliceret kvinde. Hun havde ben i næsen og var faktisk virkelig interessant, hun gik op i sit job med liv og sjæl, men sommetider havde hun brug for at lade hendes trang til at bestemme alt blive taget fra sig og det var derfor at hun var hos ham. Hun boede her dog ikke og hun blev aldrig og sov ikke engang på en af de andre værelser, det havde Zeke været meget striks omkring, han ville slet ikke have noget der kunne minde om et forhold igen, han havde bare brug for en der kunne hjælpe ham med at "lette trykket" om man så kunne sige, hvor nedern det end fik ham til at lyde.

"Gå nedenunder og vent der." Sagde han i en skarp tone mod Vanessa. Han havde ikke brug for at de for i totterne på hinanden selvom Vanessa udmærket kendte sin plads når hun var herhjemme. Hun nikkede kort og strøg forbi dem nedenunder til stueettagen.
Zeke forsøgte at forholde sig helt cool som var der intet hændt. "Skal du have noget i din kaffe?" Spurgte han så Ashleen som håbede han på at hun glemte hvad hun lige havde set, noget i hendes blik sagde ham dog at hun ikke lod ham slippe helt så let af krogen. Det var en virkelig uhjælpelig situation han havde fået sat sig selv i lige nu.

[Deleted]

Inden han overhovedet havde svaret, kunne Ashleen allerede mærke vreden, skuffelsen og frustrationen bryde om i hende, og hun måtte virkeligt bide sig selv i tungen for ikke bare at bide hovedet af ham med det samme: "Aha..." sagde hun i en skarp tone der fortalte at hun nu engang ikke var født igår.
Som han bad Vanessa gå nedenunder var Ashleen slet ikke itvivl om hvad klokken havde slået, og hun kunne mærke hvordan hendes adrenalin pumpede rundt i kroppen og pulsen gik fra 0 til 100 på ingen tid, hvordan fanden kunne han tillade sig bare at finde en andne, når han ikke ville hende på den måde?

"Så du har fået dig en submissive?" sagde hun i en sammenbidt stemme der advarede at hun kunne flippe ud hvert eneste øjeblik det kunne være: "Så var det vel fint nok vi gik fra hinanden, det var jeg jo åbenbart ikke god nok til" sagde hun sammenbidt i raseri, og valgte ikke at svare på hans åndsvage kaffe spørgsmål.
Så da hun ville være hans submissive var det ikke godt nok, men når så frøken big boobs kom forbi, så var han bare all in? Aldrig havde hun følt sig så pisset på som lige nu og hun var helt klar på bare at flippe skrot: "Tak for lort Zeke, virkeligt" sagde hun og rejste sig op, hun kunne slet ikke sidde stille.

[Ezekiel Amardeus]

Han forsøgte virkelig at forholde sig rolig og afslappet, men at sidde ved siden af Ashleen lige nu, føltes lidt som at sidde ved siden af en tilkende bombe. Han begyndte at forberede sig mentalt på det møgfald den trykkede stemning varslede om. Dette her ville ende så galt på alle mulige måde var han lidt bange for.
Ej heller var der gået mange sekunder fra Vanessa havde forladt stuen til helvede brød løs. Zeke kunne godt fornemme på hende at hun var gal og han kunne også godt forstå hende, men på den anden side havde hun jo ikke været bedre, ikke i hans øjne i hvert fald, hun havde sagt at hun ikke ville have deres barn og her sad hun alligevel højgravid.

En dyb indånding blev taget inden han svarede, ”ja, på en måde.” Det var jo ikke som Alec for eksempel kørte det. Zeke kontaktede hende når han følte for det. Om hun så andre ind imellem var han ligeglad med og hun blev ikke ved ham, han tog sig slet ikke af hvad hun lavede når hun ikke var hjemme ved ham, han ønskede ikke at kontrollerer hendes liv og det virkede hun nu godt tilfreds med.
”Det havde ikke noget med det at gøre Ashleen. Jeg havde ikke lyst til at have dig som submissive fordi jeg var forelsket i dig. Jeg ville have mere end bare samleje.” Sagde han ærligt. Havde han været ligeglad med hende ville det jo slet ikke have været så kompliceret. Sandheden var jo også at han stadigvæk havde følelser for hende, det kunne han tydeligt mærke, men det var bare så svært fordi de ville to så forskellige ting.

[Deleted]

"Du er et svin Zeke! Hvad damn bilder du dig ind.. Først at smide mig ud af døren, bare for at hive en ind der gør PRÆCIST hvad jeg tilbød dig" sagde hun, havde hun været den voldelige type havde hun sikkert klappet ham en i ren raseri, men i stedet for vendte hun fronten i mod ham, det her kunne bare ikke ske for hende.
"Jeg er pisse ligeglad Zeke! Du droppede mig" sagde hun, en ting var at dte i forvejen havde været utroligt hårdt for hende, men også at skulle se på at han bare havde fundet en anden tøs, også endda en i samme branche.
Hun var såret lige nu som hun aldrig havde været det før, ikke engang da de var gået fra hinanden.

"Det er fandeme svinsk af dig... Også tror du at jeg vil give dig barnet?" sagde hun og fnøs: "Du skal fandeme ikke pisse sådan på mine følelser" sagde hun og rystede på hovedet, han kunne godt glemme at få barnet hvis det skulle være på denne her måde, han var jo psykopat, måske havde han personlighedsspaltning eller noget.
"Jeg ved ikke engang hvad jeg skal sige" sagde hun, hun var så rasende at hun havde lyst til at tude - nok mest fordi at hun jo også var virkeligt ked af det, og skuffet hele vejen igennems ins jæl. Tænk at han kunne behandle hende på den måde, efter alt hun havde gjort for ham.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke havde altid haft et stort temperament og lige nu trykkede hun på de helt rigtige knapper. "Du var lige så meget med til at tage det valg Ashleen!" Sagde han hårdt og autoritært. "Jeg fortalte dig om mine følelser og du gengældte dem ikke, hvordan tror du det var at få at vide?!" Hans toneleje var hævet en smule, men han råbte ikke.
"Jeg har lige sagt til dig at grunden til jeg ikke ville have dig som submissive var fordi jeg elskede dig! Jeg var villig til at give sig det hvis du også ville give mig noget, men det ville du ikke!" Han var så sur på hende lige nu, hvor vovede hun at komme her og dømme ham efter lige at have afsløret at hun ville give hans barn væk uden at give ham en chance for at få noget at sige.

"Og du er bedre?! Jeg har hele tiden sagt at jeg gerne ville have et barn med dig og du nægtede det for du ville "have en abort" sagde du, og nu står du alligevel her med mit barn i maven og vil ikke lade mig se det! Hvem fanden tror du at du er?! Hvem pisser på hvems følelser? Du havde jo ikke følelser for mig!" Rasede han.
Hvor var hun dog selvisk! Han havde givet hende et valg om at de kunne tage et skridt fremad i deres forhold, men hun havde nægtet og så var hun sur over at han havde prøvet at komme videre? Han havde jo været forelsket i hende og var det endnu, hvad mere ville hun have?!
"Nej det ved jeg satme heller ikke!" Svarede han surt og sendte hende et giftigt blik. "Men fortæl mig endelig hvad du er så sur over for jeg troede ikke du havde følelser for mig?" Han hævede et bryn af hende.

[Deleted]

"Hvordan tror du det er at det jeg ikke kunne tilbyde var nok, når hende der åbenbart er det? Eller du elsker måske også hende?" sagde hun i en rolig stemme der var utrolig bitter, hun måtte holde alt inde for ikke bare at græde lige nu, hun var færdig med at græde overfor Zeke.
"Jeg gav dig alt hvad jeg kunne Zeke... Jeg ved ikke om jeg kunne give mere, men du valgte at ende det frem for at se hvad retning tingene gik" sagde hun. HUn vidste ikke om hun kunne være i et forhold med ham på det tidspunkt, men hun havde jo sagt at de kunne fortsætte tingene som de var, men han havde ikke været interesseret.
Hun så ikke brudet som hans skyld, men hun kunne bare ikke forstå hvordan han så nemt kunne komme videre.

"Jeg har ikke så meget som tænkt på nogen andre siden jeg gik fra dig, men jeg kan se at du ikke har haft det specielt svært med at hoppe videre" snærrede hun, hun var så skuffet lige nu at hun slet ikke kunne sætte ord på det, hvad bilde han sig dog ind?
"JEg har da aldrig holdt skjul på at jeg havde følelser for dig Zeke, jeg var bare ikke klar til et forhold!" sagde hun, hvordan var det her pludseligt gået i den retning?
"Zeke hold nu op... Det ved du jo godt ikke passer" sagde hun, hun håbede da at hun havde vist sider af sig selv der ikke gjorde han tvivlede på at hun faktisk havde holdt utroligt meget af ham.

[Ezekiel Amardeus]

Han himlede irriteret med øjnene, fattede hun ingenting? "Jeg har jo forklaret dig flere gange hvorfor jeg ikke ville kunne have dig som submisive!" Sagde han hårdt, "jeg elsker dig Ashleen! Jeg ville have mere end kun tæsk og samleje i creepy rum, jeg ville have hele dig! Det gjorde for ondt at vide at du ikke havde det på samme måde!" Kunne hun ikke se det? Hun sagde jo selv at det var skidt når følelser kom i vejen for den slags og det var jo hvad der var sket. Han havde følelser for hende og derfor kunne han ikke nøjes med at have hende som submisive, han ville have hele hende og ikke kun den del.
"Vanessa betyder ingenting for mig, jeg er skide ligeglad med hvem hun er sammen med når hun ikke er her og springer hun fra i morgen er det også helt fint, du knuste mig at du lod mig gå uden omtanke." Selvom han havde gjort det forbi, ville han stadigvæk vove den påstand at sige at hun kunne have forhindret det hvis hun ville, han havde givet hende flere chancer.

"Nej netop, du kunne ikke give mig mere, men jeg havde brug for mere, jeg havde brug for dig." Sagde han denne gang en anelse mere afdæmpet. "Hvor er du uretfærdig! Der er gået et halvt år, det var jo ikke fordi jeg havde fundet en ny dagen efter!" Beklagede han sig, "du kunne have skrevet eller opsøgt mig, men det gjorde du heller ikke så hvad ville du have jeg skulle tro? Det var dig som freakede ud over at jeg spurgte om vi kunne kalde os et par." Kunne hun ikke se at alt han ønskede var at være sammen med hende, men hun blev bare ved med at skubbe ham ud.
Han så krigerisk på hende, "men du elskede mig ikke, har du overhovedet den fjerneste anelse om hvor nedbrydende det er at elske en person der ikke elsker en tilbage?" Hans stemme var hård, men han holdt sig i skindet så han ikke råbte af hende, det førte jo som regel ikke noget godt med sig.