Back To Cold Waters...

[Deleted]

Ezekiel Amardeus

Kl. 14.30

Flourish & Blotts

---

Der var gået næsten et halvt år, Ashleen havde været ude for at købe et par nye bøger, hun kom ikke meget ud for tiden og hun havde også sat hold på arbejdet og karrieren. Hun havde ikke lyst til ret meget lige nu, hun ville faktisk bare gerne prøve at finde sig selv.
Hun havde talt lidt med Mitch omkring det hele, desværre så var der jo ikke meget hjælp at hente der, han havde jo ret meget i sit eget liv lige nu, og ærligt så havde Ashleen heller ikke rigtigt plads til ham og hans problemer lige nu. Hun rendte rundt med en knap 8 måneder stor mave, hun havde ikke fået taget sig sammen til at få den abort, selvom hun hele tiden gik og sagde til sig selv at hun godt kunne nå det.
Nu var hun i stedet endt med at ville adopterer barnet væk, hun var jo ikke dum og vidste godt man ikke kunne få aborten nu.

Hun gik ned imellem de mange gange med bøgerne i hånden, som hun pludseligt tabte dem på jorden. Ingen tvivl om at det værste ved at være gravid var den mangel på bevægelsesfrihed hun oplevede.
Især det at samle noget op var ikke nemt, og lige nu gjorde hun et ihærdigt forsøg på at bøje sig ned, hjemme kunne hun altid bruge sin stav, men hun havde ikke taget den med denne dag, hun skulle jo bare lige et hurtigt smut ind til byen.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke befandt sig normalt ikke på steder hvor der var mange mennesker. Han havde aldrig været særlig socialt anlagt måtte han nok erkende hvilket nok også skyldtes han lidt store temperament sommetider. Han hadede når folk bumpede ind i ham og den slags. Det var mærkeligt at han havde det på den måde når han var terapeut det vidste han godt, men han var bare virkelig god til at skelne når han var på arbejde og når han ikke var.
Det sidste halve års tid havde nu heller ikke gjort noget videre godt for hans følelregister. Han var blevet mere kold og hård. Han havde total lukket af for lysten til at finde kærlighed igen. Han havde brugt en del tid på at snakke med Alec og var endt med at prøve at få en submassiv, for de stillede ikke spørgsmålstegn de accepterede bare at han ville have sit personlige rum.

Han var ikke ubetinget glad for at leve på den måde, men det gjorde da en del ting lettere. Han kunne komme ud med sine aggressioner på en ny måde og han kunne få lov til at passe sig selv når han havde brug for det. Han var blevet langt bedre til at lukke af for den dårlige samvittighed der ofte ramte ham efter at være kold overfor pigen han havde inde lige nu. Vanessa hed hun. Det var en han havde fundet via Alecander.
Lige nu havde Zeke alligevel bevæget sig til Diagonalstræde da han skulle bruge nogle småting. Han have lovet en af fangerne i Azkaban at tage en bog med til ham, så han havde noget at læse i og det var derfor at han nu var havnet her. Som han bevægede sig mellem reolerne i den lille butik var der pludselig noget der fangede hans blik. Ashleen? Hun var jo stadigvæk..gravid, hvordan i alverden var det sket?! Da han ikke havde hørt fra hende have han regnet med at hun ville klare aborten selv, men hvorfor var hun så stadigvæk gravid? Hun kunne da umuligt have nået at finde en anden og ændre hele sit syn på den slags og så samtidig være så langt henne på det halve år? Eller jo de første ting måske, men da ikke graviditeten. En anden tanke ramte ham ret hårdt, hvad hvis hun havde fundet en anden og havde besluttet sig for at få barnet sammen med ham? Tanken alene gav ham næsten kvalme. Med bankende hjerte gik han hen og samlede bogen op for hende og rakte den til hende. "Du tabte noget." Informerede han roligt som han betragtede hende.

[Deleted]

Ashleen havde tænkt helt uretfærdigt meget på Zeke, og det sidste halve år havde været det værste i hendes liv. Hun havde ikke haft lyst til at snakke med nogen, og havde nok også taget nogen kilo på. Ikke kun fordi at hun var gravid, men også fordi at hun ikke lavede så meget andet end at sidde derhjemme.
Hun havde det svært, som om at hun havde mistet en del af sig selv. Det var mærkeligt at have kærestesorger over en som hun ikke havde været kærester med. Det var da også mere af skam end noget andet, at hun ikke havde kontaktet Zeke igen.
Alecander havde hun heller ikke set meget til, kun et par enkelte gange på det halve år.

Som hun stod og stirrede fortabt i mod bogen og pludseligt så en hånd samle den op til hende, hævede hun blikket for at ville sige tak, men stilnede et øjeblik: "Åh hej... Ehm.. Tak" sagde hun og kunne mærke at hendes hjerte næsten gik i stå.
Hun anede ikke hvad hun skulle sige til ham, hun havde jo ikke ligefrem været sammen med nogen siden sidst. Man kunne ikke være submissive når man var gravid, og egentligt havde hun heller ikke rigtigt haft lyst til at være tæt på nogen: "Jeg ehm.. Hej... Længe siden... Ja..." fik hun sagt lidt kluntet, og vidste ikke helt hvad hun skulle sige.

[Ezekiel Amardeus]

Han så på hende med et afmålt blik uden helt at vide hvad han skulle sige. Det var faktisk virkelig akavet dette her. "Det var så lidt." Sagde han og lod igen blikket dale til hendes mave. Han havde ikke lyst til at spørge ind til det, men på den anden side ville han jo gerne vide hvad der foregik.
"Så jeg gætter på at det er derfor jeg ikke har hørt fra dig angående aborten?" Han så sigende på hende og følte sig næsten endnu mere skuffet end før. Hvorfor havde hun ikke sagt at hun valgte at beholde barnet, han ville jo gerne være en del at den lilles liv.

Han have ikke lyst til at angribe hende verbalt, han ville bare gerne snakke med hende om tingene, hun havde vel ikke tænkt sig bare at få deres barn uden at fortælle ham det. Desværre var der noget der sagde ham at det var præcis hvad hun havde tænkt sig at gøre og det gjorde forbandet ondt at vide. Hvorfor var det at de ikke bare kunne snakke om tingene? Hvorfor havde hun i det hele taget valgt at få barnet? Var det ikke en af de store problemer dengang? At hun ikke ville have det og alligevel stod hun her ret meget gravid.
"Hvordan har du det?" Spurgte han ind bare for at tænke på noget andet end den knude der var begyndt at forme sig i maven på ham.

[Deleted]

Ashleen havde svært ved at se direkte på ham, der var stadig så mange følelser involveret i ham som hun havde svært ved at forstå eller få til udtryk. Men det havde nu alligevel hjulpet lidt på hende med lidt afsted, og hun vidste jo godt at hun var langt mere glad for ham end hun måske lige viste.
Hver gang hun så en film, en bog eller noget andet med romantik, så tænkte hun på Zeke. Ja selv en åndsvag TV reklame for rengøringsmiddel hvor hovedpersonerne kyssede, så tænkte hun på ham. Det var latterligt, men hun kunne ikke stoppe sig selv.

"Ehm nej jeg.. Jeg har ikke helt kunne få mig selv til det" indrømmede hun blankt, hun havde ikke kunne få sig selv til at få det overstået: "Men altså... Jeg har lavet en aftale med et adoptions bureau"" sagde hun: "Det er ret nyt" sagde hun.
Hun havde jo hele tiden tænkt at hun skulle have en abort, men det var som om at da hun endeligt følte sig klar, så var det for sent: "Mig?" spurgte hun og pegede på sig selv, som var hun overrasket over han spurgte.
"Jeg har det faktisk okay... Det er bare.. Der er så meget lige nu, men jeg har det fint" sagde hun, ja egentligt foregik der jo ikke en skid i hendes liv, der foregik bare alt for meget inde i hendes hoved: "Hvad med dig?" spurgte hun i et høfligt smil.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke ville elske at sige til sig selv at han var kommet videre. At han ikke længere havde følelser for Ashleen, men nu hvor de stod overfor hinanden kunne han godt mærke at det ikke var tilfældet. Savnet spredte sig i ham som steppebrænd og han fortrød pludselig virkelig at han havde ladet hende gå, på den anden side kunne han stadigvæk ikke se sig selv leve med hende som en dominant og en submassiv. Han ville have hele hende eller intet af hende, for mellemtingen gjorde for ondt.
"Hvorfor ikke? Du virkede ret opsat på det." Kommenterede han uden at lyde anklagende. Jo en del af ham var da sur over at hun havde sagt hun ikke ville have barnet og alligevel var hun stadigvæk gravid.

Dog gjorde det ham ikke ligeså rasende som det næste hun sagde. Det tog alt i ham ikke at flippe ud. "Giver du vores barn væk?" Spurgte han chokeret og såret, "det kan du ikke gøre mod mig. Det er også mit barn, hvis ikke du vil have det så vil jeg gerne," sagde han med en underlig desperation i stemmen. Han anede ikke rigtigt noget om børn, men han ville da hellere end gerne prøve at finde ud af det. Det var hans barn, hun kunne da ikke tillade sig bare at give det væk som var det en hundehvalp!
Han nikkede, "der er ikke så meget nyt under solen." Sagde han stille, af en eller anden årsag ønskede han ikke at fortælle hende om Vanessa.

[Deleted]

Ashleen var nok bare lidt forvirret, og det var ikke nemt at stå overfor Zeke igen, det var nok en mindre depression hun havde været nede i, måske større. Hun anede det ikke, lige nu var hun bare ked af det og frustreret, ligesom hun havde været det sidste lange stykke tid, og hun skulle lige samle sig selv igen.
"Jeg... Jeg har ikke haft det så godt, så jeg fik det aldrig gjort, og nu er det jo lidt sent" sagde hun, hun havde haft det forfærdeligt, først var der hele fasen omkring hvorvidt hun var varulv, herefter kom alt det med Zeke og alle de tanker hun havd ei forbindelse med det.
Til sidst slog det hende så at hun faktisk ventede hans barn, hvilket hun slet ikke følte hun kunne overstået.

"Jeg... Zeke, det er ikke fordi jeg har holdt de skjult for dig, jeg har bare ikke lige haft mit hoved klart til at finde ud af hvad jeg skulle gøre" sagde hun i en ærlig stemme der dog også lød bekymret, hun var ikke ude på at være dum overfor ham, hun var bare usikker på det hele.
"Jeg føler ikke lige det her er stedet til den samtale" sagde hun og kiggede rundt i butikken, både fordi hun ikke havde lyst til at snakke om det her, men også fordi at hun jo stadigvæk havde et arbejde der gjorde at journalister kunne have stor interesse for en dramatisk historie om hendes liv.
"Nå jamen det er vel.. Godt nok" sagde hun i et smil, hun var bare slet ikke sig selv lige nu.

[Ezekiel Amardeus]

Han kunne mærke hvordan medlidenheden ramte ham da hun indrømmede at hun ikke havde det godt. "Har du været syg?" Spurgte han lidt dumt. Han troede virkelig ærligt ikke at det havde noget med deres brud at gøre, for hun havde jo virket så sikker på at det ikke var det hun ville.
På den anden side vidste han jo også godt at det kunne skyldes det der var sket den aften, men det havde han ikke lyst til at tænke på overhovedet, hun ville jo forhåbentlig have sagt noget så. "Virkede eliksiren?" Spurgte han blot, uden at have lyst til at komme videre ind på det end det det havde han alt for dårlig samvittighed over til at kunne håndterer.

For en gangs skyld virkede det faktisk som om at hun mente hvad hun sagde, og at hun ikke havde gjort det for at ramme ham. Hans ellers lidt hårde udtryk blødte en smule op. "Okay, jeg tror dig, men please Ashleen lad mig være end del af barnets liv," bad han stille.
Som hun slog samtalen hen nikkede han forstående. Hun havde en god pointe, det var et ret følsomt emne og de burde nok snakke om det i trygge rammer. "Har du lyst til at komme med hjem til en kop et eller andet?" Han så lidt forhåbningsfuld på hende. Vanessa kom jo først senere så det ville vel ikke blive noget problem.
Han kunne godt mærke at hun virkede meget anspændt og en kende anderledes end hun havde gjort førhen. gad vide om det var hormonerne der spillede hende lidt puds. Man kunne jo aldrig vide.

[Deleted]

"Ehm ja... Sådan... Ja, det har jeg" sagde hun og havde ikke helt lyst til at stå og fortælle ham det hele.
Ashleen havde ikke lyst til at være sårbar, men lige nu havde hun ikke rigtigt noget valg, alt der var sket var taget hårdt på hende, nok netop fordi at hun aldrig som sådan var sårbar og altid gik ud af tingene med hovedet højt rejst, også alligevel kunne hun ikke holde det oppe denne gang.
Hun nikkede: "Ja... ja, der har slet ikke været nogen tegn" sagde hun i et smil, det var da i det mindste en positiv ting, hun kunne slet ikke overskue at tænke på hvordan det ville være hvis det også var en ting hun skulle gå og bekymre sig om.

"Det... Zeke, det kan jeg ikke tage stilling til, det må du snakke med adoptiv forældrene om" sagde hun i en rolig stemme, hun havde slet ikke noget med den process at gøre, hun prøvede bare ligesom at overleve lige nu.
Hun nikkede: "Jeg vil ihvertfald hellere snakke der, end her" sagde hun. Et eller andet sted havde hun bare lyst til at fortælle ham hvor meget hun fortrød det hele og at hun faktisk elskede ham højt. Hun havde bare lyst til at kysse og kramme ham, men hun var jo ikke dum, og hun gjorde det ikke. Så hellere bygge en mur op og være ulykkelig forevigt.

[Ezekiel Amardeus]

Han sendte hende et medfølende blik. Selvfølgelig havde han det da skidt over hvis hun havde det dårligt og selvom han var sur på hende og skuffet over hende med hensyn til barnet, så kunne han jo ikke benægte at følelserne for hende stadigvæk lå og lurerede under overfladen.
En stor lettelse drev over ham som hun fortalte ham at eliksiren havde hjulpet hende og hun ikke var smittet. Han sukkede blidt. "Det er jeg virkelig glad for at høre." Svarede han ærligt. Han ville aldrig have kunne tilgive sig selv hvis hun var blevet smittet.

Igen sank hans mod og han måtte kæmpe lidt for ikke at blive sur. "Kan du i det mindste ikke gøre et forsøg? Eller fortælle mig hvor jeg kan henvende mig?" Han dæmpede sig lidt. Det var vel det mindste hun kunne gøre for ham. Hun kunne da ikke bare beslutte for dem begge at de ikke ville have barnet. Han ønskede ikke at have et barn ude i verden der slet ikke kendte til ham selvom Ashleen åbenbart var okay med det.
Han nikkede da hun sagde god for at gå med hjem så de kunne snakke, for det var da helt sikkert noget han gerne ville have snakket igennem. Han var så ked af at hun ikke så det på samme måde som han gjorde, han forstod ikke hvordan hun kunne vende ryggen til deres barn, men det måtte hun jo sådan set selv bestemme bare hun ikke tvang ham til at gøre det.

[Deleted]

Ashleen smilede, hun var da bestemt også glad for at der ikke var noget at komme efter, hun ville helst ikke ende med noget ballade af en art på den front: "Ja også mig" sagde hun, selvom hun havde været ganske rolig på dagen så havde hun været ved at dø af skræk i dagene op til første fuldmåne, hvor hun havde været på Skt. Mungos så de kunne tjekke hvad der skete, men der var heldigvis ingen ting.
"Jeg har afleveret sagen til Alecander, han har sendt den til ministeriet" sagde hun, han var jo den eneste hun kendte der havde sådan en høj stilling, og heldigvis så var han jo villig til at hjælpe.

Som han sagde ja, tog hun med ham. Hun anede bare ikke helt hvad hun skulle sige og mene om hele situationen, det virkede bare så latterligt det hele, og Ashleen havde brugt utroligt mange timer på bare at tænke det hele igennem igen og igen.
"Det er ikke fordi jeg har ville holde dig udenfor, jeg har bare ikke lige haft en chance for at håndterer det hele" sagde hun, ja faktisk havde hun jo bare været i zombie tilstand de sidste mange uger, og derfor havde hun heller ikke helt kunne overskue andet end bare... Ja at trække vejret.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke havde virkelig svært ved situationen, mest fordi at lige nu måtte han hele tiden bide sig i tungen for ikke at blive hidsig over at hun bare enerådigt havde besluttet sig for at give deres barn væk og han måtte da også erkende at han var lidt skuffet over at Alec ikke have sagt noget til ham om det hvis han godt vidste det.
"Så Alec ved at du vil give vores barn væk?" Spurgte han for lige at få helt styr på facts. Han ville virkelig ikke være sur, han havde brugt al for meget tid på at gå rundt og være bitter på hende og resten af verden, men i realiteten ønskede han jo stadigvæk bare at de fandt ud af tingene. Igen underligt for han troede faktisk at han var kommet sig over det.

I brøkdelen af et sekund vendte han hovedet den anden vej for at skjule øjnene der kort skiftede til orange og derefter tilbage igen. Han blev nødt til at styre sit temperament. Han så atter på hende og tog en dyb indånding. "Jeg ønsker heller ikke at være sur på dig over det." Sagde han ærligt som han holdt døren for hende og bevægede sig mod Den Utætte Kedel, de kunne bruge en pejs derfra til at rejse hjem til ham via susenetværket.
"Det er bare stadigvæk svært ikke at føle sig lidt udeladt af din beslutning, især når jeg nu gjode klart for dig at jeg gerne ville have barnet." Hans stemme var hverken vred eller fordomsfuld bare en smule nedslået.

[Deleted]

Ashleen nikkede let: "Han har hjulpet mig ja.. " sagde hun roligt. Hun vidste godt at Alecander ikke havde sagt noget til Zeke, det var jo en af grundende til at man var så glad for Alecander, han var altid loyal og han sladrede aldrig, det var jo også derfor hun havde turde fortælle ham det.
Ashleen vidste godt at det måske var forkert af hende, men hun vidste ikke hvad hun kunne sige for at gøre det hele bedre. Hun holde meget af Zeke, men hun orkede ikke have et barn i sit liv, hun ville jo også have haft den lorte abort, men så hurtigt af tingene bare ikke gået.
Hun var gået lidt i zombie-mode efter alt det her.

"Det ved jeg godt Zeke, men jeg havde helt indtil for nyligt tænkt at jeg skulle have aborten" sagde hun i en rolig stemme, hun havde planer om at hun ikke skulle være mor og det skulle hun stadig ikke.
"og jeg tænkte ikke vi så hinanden igen, ved at barnet var væk, du ved... Sådan helt væk, så behøver jeg ikke tage stilling til noget, for hvis jeg en dag ønsker kontakt er det væk, men får du det, er det der ligesom altid" sagde hun og hadede tanken.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke forsøgte at skjule et utilfreds fnys. Han kunne igen mærke irritationen stige, mest fordi han jo stolede på Alec og han var da virkelig ked af hvis han havde vidst at Ashleen ville bortadopterer hans barn uden at give ham chancen for at være en del af barnets liv især når de begge vidste hvor stor betydning det havde for ham.
"Indtil for nyligt?" Han hævede brynene og så ned på hendes store mave. "Så meget for nylig kan det da umuligt være." Han forsøgte virkelig ikke at lade sig påvirke, men for fanden hvor var det svært.

Han rynkede brynene og så på hende med et såret blik. "Så fordi du ikke vil have vores barn skal jeg også bare lide under det?" Spurgte han roligt, "jeg har hele tiden sagt at jeg troede på vi kunne klare det. Jeg vil gerne have det for mig selv hvis ikke du ønkser at være del i barnets liv. Den ret kan du ikke være bekendt at fjerne fra mig uden så meget som at give mig tilbudet." Selvom det var svært for ham forholdt han sig roligt. "Hvis du tager mit barn fra mig Ashleen, vil jeg aldrig kunne tilgive dig." Han kunne jo ligeså godt sige det som det var. "Kom." Han trådte ind i pejsen ved Den Utætte Kedel og sagde højt og tydeligt adressen til sit hus for kort efter at træde ud at kaminen hjemme i sin stue. Han blev stående lidt fra ildstedet og ventede på at Ashleen ville dukke op.

[Deleted]

"Du ville blive overrasket" sagde hun i en ærlig stemme, hun havde nærmest været i et hul hvor tiden havde stået stille og hun havde jo troet hun stadig kunne få aborten den dag hun var mødt op på Skt. Mungos for omkring halvanden måned siden, hvor de havde kigget på hende som om hun var tosset.
"Du får mig til at lyde som et dårligt menneske..." sagde hun i en lav stemme, han satte virkeligt tingene hårdt op, og hun forstod godt at han ikke kunne sætte sig ind i det, men det her havde været en svær periode for hende. Det var mærkeligt at være gravid, at være uden Zeke og ikke at have nogen dominant til at fortælle hende hvordan hun skulle forholde sig, nu var hun bare sig selv.

"Kan du da tilgive mig de ting der allerede er sket?" spurgte hun i en rolig stemme, hun havde dårlig samvittighed over alt det her: "Hvis du får barnet Zeke, så kan jeg ikke se dig i øjnene uden at blive konfronteret med det hele" sagde hun i en rolig stemme.
Hun ville altid skulle se på det barn der var hendes og tænke på hvordan hun svigtede det. Hun gik efter ham ind i pejsen, havde det fint med at snakke med ham lidt privat, i det mindste var der igen råben og skrigen lige nu.