Back To Cold Waters...

[Deleted]

"Jeg prøvede da! Vi sov da sammen, vi har da også haft samleje andre steder, lad nu være med at få det til at lyde som om jeg overhovedet ikke gav dig noget" sagde hun, hans ord ramte hende, fordi at hun selv følte hun havde strukket sig langt, og det gjorde ondt at mærke at han ikke havde det på samme måde.
"Uden omtanke?" sagde hun og stilnede fuldkommen som hun igen vendte blikket i mod ham og kunne mærke hendes øjne blev blanke og fyldt på randen til at trille tåre. "Zeke" sagde hun hårdt: "Du har ingen idé om hvor hårdt det var for mig, da vi gik fra hinanden" sagde hun med en skelvende og dog fattet stemme.
Det havde været det værste halve år i hendes liv, uden sammenligning.

"Har du nogensinde overvejet at prøve at sætte dig ind i hvordan jeg har det? Hvordan jeg tænker?" sagde hun: "Prøv at spørge din nye tøs om hun vil date dig, og du vil se hende flygte hurtigere herfra end du kan nå at spørge færdigt..." sagde hun.
Hun havde altid lært at følelser var no go i denne her branche, hun havde jo set hvor galt det kunne gå når folk først begyndte at blive rigtigt involveret. "Jeg tør ikke gøre mig selv så sårbar, bare se hvor Alec endte" sagde hun, han var jo ødelagt efter det med Kimberly, tænk hvis hun skulle gennemgå det også?
"Jeg ved ikke om jeg elskede dig Zeke, jeg... Jeg bruger ikke den beskrivelse om nogen, ikke engang om min familie. For når man elsker nogen betyder det at de kan såre en , og jeg har ikke lyst til at blive såret dybere end det her" sagde hun og kunne mærke hvordan det åd hende op indefra.

[Ezekiel Amardeus]

Okay lige der måtte han erkende at hun havde en pointe. "Du har ret, vi sov sammen skønt vi lå i hver sin ende af sengen," dette var tydeligt ikke et angreb rettet mod hende, men en konstatering. "Misforstå mig ikke, jeg er glad for at du gav mig noget af dig selv, men jeg var også i rummet for din skyld, det er det man gør i forhold, man gør ting for hinanden." Sagde han roligt, "jeg kan bare ikke forstå hvorfor du ikke ville lade mig kalde dig for min." Igen var stemmen en smule sørgmodig. Der var jo intet han hellere ville end at hun var hans.
"Men hvis det var så hårdt hvorfor opsøgte du mig så ikke?" Spurgte han uforstående. Han kunne godt mærke at han igen lod sig provokerer en smule af hendes ord, men igen bed han det i sig. "Jeg prøver at forstå, det gør jeg virkelig, men se det også fra min side. Jeg gider ikke spørge Vanessa for jeg er ligeglad med hende som jeg lige har sagt, det er dig jeg vil have." Hans stemme var ærlig, men han vidste godt at det ikke var så ligetil som det måske lod til at være. Han kunne jo også ligeså godt ligge sandheden på bordet for hende.

"Men hvis du vil være en del af mit liv på den måde, så har jeg brug for at du viser din sårbarhed. At du stoler nok på mig til at vide jeg ikke vil såre dig." Han var godt klar over at det nok ikke var det stærkeste argument set fra hendes side lige nu siden han tydeligvis allerede havde brudt de ord, men det kunne han jo ikke vide, hun havde jo sagt at hun ikke gad den slags.
"Men prøv at være ærlig overfor dig selv, føler du dig meget bedre stillet end Alec lige nu?" Hun så jo ud til at være ret ødelagt over det hvilket gav Zeke et mindre pust at nyt håb, men han nægtede stadigvæk at kaste sig hovedkluds ud i noget. Det skulle være anderledes end sidst hvis de skulle være sammen.
Han sukkede igen, "nu har jeg ikke den vildeste erfaring på det punkt, men sommetider er man bare nødt til at tage chancen, også selvom det måske betyder at man kommer til at falde." Sagde han roligt. "Bare svar mig på én ting; Er du sur fordi du er jaloux? Har du nogen som helst følelser for mig? Eller er du bare sur over at Vanessa får det som du ville have haft det?" Han så afventende på hende. Hvorfor kunne hun ikke bare lukke sig op så han vidste hvad der foregik inde i hendes hoved.

[Deleted]

"Du var i rummet for min skyld?" sagde hun i en kritisk stemme der fortalte at hun mente han var fuld af løgn: "Så at du knepper Vanessa nu er for min skyld?" spurgte hun i en hård stemme. Hun var så skuffet over at han bare havde fundet en anden, især en som ikke gjorde andet end det som Ashleen havde ønsket.
"Fordi at det var slut Zeke... Jeg kunne ikke give dig mere, og du ville ikke lade det ligge" sagde hun i en ærlig stemme. Hun havde tænkt på at opsøge ham de første to hundrede gange, men det havde hun ikke lyst til at fortælle ham.
Hun havde virkeligt savnet ham, men de var bare ikke rette for hinanden, det var hun nødt til at sige til sig selv.

"Du har allerede såret mig, Zeke" sagde hun i en dæmpet tone, at han havde Vanessa i huset var mere end hun kunne tage og uden tvivl et kæmpe slag i ansigtet: "Nej, og præcist derfor ved jeg det ikke er en sti man bør gå ned af" sagde hun i en rolig stemme og kunne mærke hvordan hun blev svimmel, hvilket gjorde at hun støttede sig til sofaen og satte sig ned, som hun lod en hånd hvile på maven, hun fik de værste svede ture af graviditeten og blev ofte svimmel når hendes puls blev for høj: "Jeg er bare lige lidt svimmel" sagde hun som hun havde sat sig i sofaen.
"Jeg er skuffet og ked af det ved tanken om at du så nemt kom videre, endda med en indenfor min branche, men at du ikke ville mig" sagde hun, det var det bedste svar hun kunne give ham.

[Ezekiel Amardeus]

Han kunne mærke at hun tirrede hans temperament igen og han havde svært ved at hun bare lige nu virkede som om at hun var så fejlfri og at det var hans skyld det hele. "Ja i starten var jeg da." Sagde han ligeud. Han havde jo ikke kunne lide det i starten og han ville nemt have kunne vendt ryggen til og aldrig bevæget sig ned i rummet igen. Tingene var anderledes nu, men det var de jo tydeligvis også for hende.
"Præcis!" Sagde han måske en anelse triumferende skønt det ikke var hans mening, men han følte lidt hun lige havde understreget en pointe. "Du kunne ikke give mig mere, jeg ville gerne have mere, altså fungerede det ikke!" Det måtte hun da kunne se. Han ville ikke have mere fra Vanessa og derfor fungerede det fint på denne måde for han ville hverken blive sur eller bitter hvis hun fandt en anden, men da Ashleen havde sagt at barnet måske ikke var hans - om det så havde været i frustration eller ej - der havde det ramt ham så hårdt at det næsten føltes som en mavepuster.

"Og du har såret mig." Sagde han bare ligeud. Det var jo også sandt, hun havde da ramt ham lige så dybt, både nu her med at finde ud af hun alligevel skulle have barnet, men også da hun valgte at sige hun ikke ønskede mere end hvad de havde hvilket var for lidt i følge ham. Det var jo en ærlig sag, han ville heller have et fast forhold med hende.
Han sukkede dybt, "jeg er ikke enig." Sagde han blot. "Hvis begge gik ned af den sti ville det ikke være en skidt ting, det er kun skidt fordi jeg er den eneste af os der ville tage det skridtet videre." Hvor var hun dog snæversynet. "Jeg kunne ikke have dig som submisive fordi det ikke var nok for mig, jeg elskede dig, men det var ikke gengældt så jeg havde ikke noget andet valg end at lade dig gå." Sagde han stålfast. Hvorfor skulle han være i et forhold han ikke ville blive lykkelig af, han ville jo kun være lykkelig hvis hun elskede ham tilbage. Sådan var det jo også omvendt. Hun ville have en dominant som kunne styrer hendes liv og det kunne han ikke - eller rettere - det havde han ikke lyst til at være for hende.
"Desuden er jeg da ligeså skuffet over du ikke ville have barn med mig, men du vil gerne have det uden mig også selvom du har tænkt dig at give det væk. Du er ikke bedre selv Ashleen." Sagde han en smule køligt. "Og jeg er ikke "nemt kommet videre" men vi håndterer savn og sorg forskelligt."

[Deleted]

Ashleen rystede på hovedet: "Jeg ville måske have givet mere hvis jeg havde haft tid, du har ingen idé om hvor grænseoverskridende de her ting var" sagde hun i en rolig stemme, hun havde så svært ved at forstå det hele, og hun havde ikke lyst til bare sådan at opgive alt nu, men hun vidste det var den eneste mulighed.
"Men ikke nok til at du ikke endte med at få besøg af hende der" sagde hun i en såret stemme, hun havde ikke lyst til at være sammen med nogen andre, faktisk havde hun haft lukket fuldkommen ned de sidste par måneder.
Man kunne jo ikke ligefrem sige at han prøvede at glemme minderne eftersom Ashleen selv havde introduceret ham for denne her verden.

"Hvorfor er det så vigtigt for dig om jeg siger jeg elsker dig eller ej? Det er bare et ord" sagde hun tomt, hun forstod ikke hvorfor folk havde så travlt med alt det kærlighed, ordene var vel ikke det vigtigste i alt det her?
"Jeg har ikke fået den abort fordi jeg har stirret ind i væggen de sidste 6 måneder! Det er jo ikke ligefrem det du har lavet" sagde hun hårdt som hun førte en hånd igennem sit lange hår som hun sad der i sofaen, denne her samtale var hård, men hun havde heller ikke forventet andet: "Jeg er ikke en mor Zeke, derfor skal jeg ikke have noget barn"[\b] sagde hun. Selvom Ashleen var hård og selvsikker, så havde hun ikke ret høje tanker om sig selv.

[Ezekiel Amardeus]

Han slog lidt ud med hånden, "måske er bare ikke godt nok, enten vil du give mere eller også vil du ikke. Det eneste jeg havde brug for var at du sagde du stadigvæk ville arbejde fremad, men du gav udtryk for at du hellere ville nøjes med det vi havde."
Med et frustreret blik rullede han med øjnene, "jeg gider ikke diskuterer det med dig Ashleen for du hører slet ikke efter hvad jeg siger til dig." Brummede han surt. "Jeg ELSKEDE DIG, derfor kunne du ikke være min submisive. Vanessa er heller ikke min submisive, for jeg er pisse ligglad med hvem hun knalder når hun ikke er her." Hans stemme var blevet hård igen fordi han ikke følte at hun kunne se andet end ud for sin egen næse. Ja Vanessa havde hvad hun ville have, men det kunne han bare ikke give hende, Ashleen havde jo også hvad Zeke ville have, deres barn, men det ville hun heller ikke give ham så de var i hans øjne lige gode om det.

"Fordi det betyder noget for mig!" Råbte han, "det er ikke bare ord hvis man mener det!" Han lod armene falde over kors og gik en runde om sig selv uden at vide hvad han skulle stille op med alt dette her.
Igen mærkede han raseriet stige "hold nu kæft med alt det der! Hvis du er jaloux så vær dog ærlig omkring det! Du ved ikke en skid om hvad jeg har lavet de sidste 6 måneder, Vanessa kom ind i mit liv for halvanden måned siden så nej jeg inviterede hende ikke med hjem på vej hjem fra hospitalet og knaldede hende i rummet fra den dag af!" Knurrede han vredt. "Jeg er ked af jeg ikke kan give dig hvad jeg kan give hende, men ikke lige så ked af det som jeg er over at du heller vil være min sumisive end du vil være min kæreste! Kan du ikke selv se at det gør ondt på os begge fordi vi vil forskellige ting?!"
"Men du vil heller ikke lade mig være far, for havde jeg ikke mødt dig i dag ville jeg aldrig have vidst at jeg snart skulle være far," sagde han skuffet.

[Deleted]

"Det kan godt være, men det ændre vel ikke på at i ikke ligefrem sidder og drikker kaffe når hun er her?" sagde hun i en hård stemme, hun havde jo slet ikke ret til at være jealous og fortælle ham hvad han skulle, men åh hvor var det svært, alle de følelser der bevægede sig rundt i hendes krop kunne hun slet ikke holde styr på.
"Selvfølgelig ville jeg rykke fremad, det skulle bare være i mit tempo. Zeke jeg har aldrig nogensinde holdt af en fyr på den måde, det er virkeligt svært for mig at accepterer den side af mig selv" sagde hun og kunne mærke hun fik helt ondt i brystet over den gråd hun holde inde lige nu.
Hun holde virkeligt af ham, men hun havde svært ved at få det ud af sit system.

"Men hvad nu hvis jeg slet ikke kan elske? Jeg ved ikke om jeg elsker dig, for jeg ved ikke hvordan det føles..." sagde hun hårdt, hun havde lagt låg på sig selv i SÅ mange år, hun havde slet ikke haft lyst til at holde det mindste af nogen, den eneste hun elskede, ihvertfald sådan da, det var Mitch, men det var jo på en helt anden måde.
"Selvfølgelig er jeg jaloux Zeke, jeg ønskede jo aldrig vi to skulle slutte" sagde hun i en frustreret stemme, hun havde troet de to ville være sammen i meget lang tid, især efter første gang hun var gået fra ham.
Ashleen gemte kort sit hoved i hendes hænder, hun anede ikke hvad hun skulle svare ham: "Jeg ved det godt! Men hvad vil du have jeg skal gøre Zeke? Jeg har brugt så lang tid på at slette dig fra mit liv, at tanken om at opsøge dig igen og se dig igen var fuldkommen ubærlig for mig" sagde hun, det gjorde ondt at se ham igen, fordi at alle minderne væltede op i hende fra den tid de havde haft sammen: "Jeg har ikke gjort noget af det her for at såre dig, jeg har gjort det fordi jeg prøver at beskytte mig selv" sagde hun ærligt.

[Ezekiel Amardeus]

Han havde lidt svært ved at se hendes pointe. Hun sagde at hun ikke selv ville opsøge ham, men han måtte heller ikke have andre fordi hun ikke havde haft det? Det var hende der havde startet den latterlige diskussion ved at sige at barnet måske ikke var hans. "Nej selvfølgelig gør vi ikke det, jeg tror bare jeg er forvirret over at jeg skal stå til ansvar overfor dig når det var dig der ikke ville låse dig til mig," sagde han igen i et lidt mere roligt toneleje. Hans humør var virkelig svingende lige nu fordi hun hele tiden ramte de ømme punkter hos ham.
"Men det var bare ikke det du gav udtryk for at du ville." Sagde han med en mindre håndbevægelse. "Du skifter jo hele tiden, det ene øjeblik vil du gerne forsøge og det næste bliver du sur og stædig og vil ikke have at det ændre sig." Han lod en hånd glide ned over ansigtet. "Du gør mig simpelthen så snot forvirret." Indrømmede han frustreret. Hvorfor kunne hun ikke bare sige om hun ville ham eller ej.

Nu begyndte de da i det mindste at kredse sig ind på noget han tippede hovedet lidt på skrå. "Det er en masse ting på samme tid." Sagde han. Han var ikke ekspert, langt fra, men han havde dog elsket både Anna og Ashleen. Lidt modigt tog han et skridt frem mod hende så han stod tæt på hende. "Du ved følelsen du får inden i når han står tæt på dig og rører ved dig, sommerfuglene i maven," en hånd strøg langsomt op af hendes arm. "Følelsen af at du vil gøre alt for at gøre ham eller hende glad også selvom det betyder at sætte dig selv i anden række." Han mødte hendes blik. "Hvor altødelæggende tanken er om at se ham med en anden." Han sukkede og slap hende for så at træde et skridt tilbage. Han ville ikke presse hende, det havde han forsøgt lidt for mange gange uden nogen særlig god effekt.
"Jeg har heller ikke gjort noget for at såre dig, jeg troede at du var kommet videre så jeg prøvede at gøre det samme fordi det tomrum du efterladte var for meget for mig." Sagde han ligeud og så på hende. Han var ikke bange for at indrømme sine følelser overfor hende, han ville bare ønske at hun kunne gøre det samme overfor ham.

[Deleted]

"Jeg ville låse mig til dig, bare ikke på den måde du ønskede" pointerede hun, som submissive var man jo låst til sin dominant, man havde ikke andre partnere og var altid tro i mod den person som man stod overfor. Sådan ville hun da fint kunne leve, det var jo ikke fordi hun havde lyst til at være sammen med andre.
"Det ved jeg godt Zeke, jeg ved godt at jeg er besværlig men jeg er lige så forvirret som du over alt det jeg tænker og føler" sagde hun, hun var slet ikke vant til at tolke på sine følelser og få noget ud af dem, for hende var det bare rodet det hele og hun anede ikke hvad det hele betød. Ashleen rejste sig igen op og gik en smule væk fra sofaen, hun kunne slet ikke være i sig selv lige nu, denne her samtale var alt for hård.

Ashleen stivnede helt da Zeke gik tættere på og begyndte at tale til hende, hun vidste jo godt at hun følte alle de ting, men hun følte ikke at hun var klar til at give slip på det, og nu var der endda også et barn involveret, som Zeke jo tydeligt var langt mere begejstret for end hun var.
Som han skulle til at træde væk fra hende, greb hun fat omkring hans håndled for at få ham til at blive stående: "Undskyld" sagde hun, hun vidste ikke for hvad, nok bare for det hele, situationen, dumheden og alt det der var sket imellem dem. Ashleen vidste bare ikke hvordan hun skulle håndterer tingene længere og slet ikke med et barn.
"Jeg ved bare ikke om jeg kan give alt det du vil have" sagde hun ærligt.

[Ezekiel Amardeus]

Han rystede sigende på hovedet, "nej netop. Jeg vil have dig som min kæreste, hvor vi kan have rummet som en fælles interesse, jeg vil ikke have dig som submissive." Sagde han lige ud. Han ville ikke styre hendes liv og kun havde hende som sin samlejeslave, han ville gerne have lov til at føle noget for hende og han ville gerne at hun kunne gengælde nogen af de følelser overfor ham.
"Men hvorfor bliver du så ved med at holde dine følelser tilbage? Hvorfor giver du ikke bare slip og lader dig selv føle hvad du nu føler?" Der måtte da være mere i det end som så, tanken om at hun kun så ham som sin dominant var simpelthen for deprimerende for ham, der måtte være mere i det, det skulle der simpelthen være!

Han så ned på hendes hånd der havde lukket sig om hans håndled og mærkede hvordan han måtte kæmpe for at holde etlille smil tilbage så det ikke virkede flabet, men for pokker! Det måtte da være et tegn, det måtte da betyde noget. "Det gør intet." Forsikrede han hende og tog sig i stedet den frihed at lade fingerspidserne glide op lange hendes arm igen med den modsatte hånd.
At stå så tæt på hende virkede bare så dejlig velkendt. Bare duftende og lyden af hendes vejrtrækning. Hånden fandt vej til hendes nakke vor den begravede sig i hendes mørke hår. "Det er du den eneste der ved om du kan." Sagde han blot. Han kunne jo ikke fortælle hende hvor langt hun var villig til at gå, han vidste bare at han ikke affandt sig med tingene som de havde været før. Der skulle ske noget, hvis hun ville have ham nu så var det som par. At de så stadigvæk skulle arbejde på partingene, såsom at sove tæt i sengen eller det at være forældre eller hvad de nu blev enige om, det var også okay, han ville bare ikke lade sig spidse af med at hun skulle være hans samlejeslave.

[Deleted]

Ashleen lyttede til hans ord, men hun anede efterhånden hvad hun skulle sige til det: "Jeg tror bare ikke jeg forstår hvorfor du har brug for et label, hvorfor er det så vigtigt det hedder kærester? Jeg har jo ikke tænkt mig at være sammen med andre anyway" sagde hun, og var helt itvivl om de bare snakkede, eller om de rent faktisk prøvede at løse det.
"Fordi at jeg er bange Zeke" sagde hun ærligt og sårbart. Det var ikke en verden hun nogensinde havde haft lyst til at være en del af: "Der er en grund til at jeg har lukket af for så mange år siden, jeg har valgt denne her vej fordi jeg er tryg her" sagde hun i en rolig stemme.
Hun hadede det her, og hun kæmpede med sig selv. Men et eller andet sted var det jo fordi han var dét værd.

Ashleen hadede sig selv lige nu, men på den anden side havde hun jo hadet sig selv konstant det sidste halve år, fordi at hun det ene øjeblik mente hun var en idiot fordi at hun tænkte så meget på Zeke, og det andet øjeblik var hun sur på sig selv over at de var endt med at gå fra hinanden.
Ashleen sank engang som hans hånd fandt vej til hendes nakke, hun var lamslået lige nu, og lukkede et kort øjeblik øjnene, bare for at føle alt det der foregik inde i hende lige nu: "Jeg har bare brug for at du er tålmodig" sagde hun, hun vidste at hun nok skulle komme i mål, men det skete ikke fra den ene dag til den anden.

[Ezekiel Amardeus]

Han smilede svagt til hende, "fordi som kæreste er der andre forpligtelser end der er som submissive." Sagde han roligt. "Det er bare følelsen af at du gerne vil mig og ikke kun på grund af rummet." Nogen ville måske mene at han var sær at han ikke syntes at samleje var nok. Han ville have hele hende hvor andre mænd måske ville stille sig yderstil tilfredse med hvad hun havde at tilbyde.
Igen et afslappet smil, stemningen var en del varmere nu end den havde været for blot ti minutter siden. "Så stol på mig." Sagde han roligt. Det var vel noget hun kunne forholde sig til for tillid var jo også det rummet var bygget op omkring. Han ville bare sådan ønske at hun ville give det en oprigtig chance denne gang.

Som hun lukkede sine øjne tog Zeke glædeligt imod chancen og lænede sig ned mod hende som han trak hendes ansigt tættere på hendes. Hans læber var så nær hendes at han kunne mærke hendes ånde mod sine og hun sikkert også ville kunne mærke hans ånde mod hendes.
Han kyssede hende ikke skønt alt i ham skreg at han skulle gøre det, i stede holdt han blikket på hende og bare betragtede hendes smukke ansigt. "Jeg har aldrig været særlig tålmodig," indrømmede han med et lille smil på læben. "Men jeg lover at kan prøve, hvis du vil være min rigtigt denne her gang og hvis du bliver ved med at prøve." Hånden strøg ned over hendes kind. Var de virkelig ved at løse tingene nu? Det håbede han, tanken om at Vanessa stadigvæk befandt sig nedenunder rørte ham slet ikke, han var langt mere interesseret i at løse tingene med Ashleen.

[Deleted]

"Tror du virkeligt jeg ville have det sådan her, hvis jeg kun ville dig på grund af rummet? Så kunne jeg da bare have gået til Alec eller en anden" sagde hun roligt, hun kunne da nemt finde en ny dominant, der var jo trods alt flere mænd i branchen end kvinder, ihvertfald hvad Ashleen vidste af.
Det var jo fordi hun ville lige præcist ham, det var bare ikke så mange måder hun kendte til det på. Som han sagde hun skulle stole på ham, svarede hun ikke, i et langt øjeblik stod hun bare. Hun vidste godt at han sikkert aldrig ville kunne sætte sig ind i præcist hvorfor det her var så svært for hende.

Ashleen endte med at læne sig frem og lukke rummet imellem dem frem for at sige noget, som han gik tættere på hende. Roligt kyssede hun hans alt for bløde og forførende læber. Hun havde virkeligt savnet ham, og selvom det her var det dummeste hun overhovedet kunne gøre, så kunne hun ikke lade være.
"Jeg... Jeg ved det ikke" sagde hun og kiggede ned i jorden som hun slap kysset: "Der er jo også alt det med barnet, det hele er så kompliceret" sagde hun. Hun kunne ikke tage stilling til at være mor lige nu.
Hun kunne jo ikke engang finde ud af at have en kæreste, så at få et barn stod ikke ligefrem højt på listen.

[Ezekiel Amardeus]

"Men Ashleen, det var jo umuligt for mig at vide når det ikke var det du sagde," svarede han roligt og forsatte, "det kan godt være at varulven gør jeg har skarpere sanser, men den gør mig desværre ikke til tankelæser." Han afsluttede med et forsigtigt smil på læben.
Han var nu oprigtigt glad for at hun ikke var gået til andre, men han havde lidt svært ved at finde ud af om han burde have dårlig samvittighed over at være gået videre. På den anden side kunne han jo umuligt have vidst det.
Det var så underlig for ham fordi de var så forskellige og havde så svært ved at forstå hinanden og forstå hvorfor noget der betød meget for den ene ikke betød noget for den anden. Det var mærkeligt at to så forskellige individer alligevel kunne være så tiltrukket af hinanden.

Da hun lænede sig frem mod ham og kyssede ham lukkede han blot øjnene og kyssede hende tilbage imens han snoede armene omkring hende for at holde hende fast. Uden egentlig at have nogen anelse om om kysset her ville ændre lod han følelserne få frit løb. Han havde savnet hende så ufattelig meget og han ville bare så inderligt ønske at de kunne løse alle de problemer der netop lå i at være så forskellige.
Kysset sluttede efter hans mening alt for hurtigt, det havde næsten føltes som om at tiden var gået i stå og alle dere problemer var væk, så da hun flyttede sine læber fra hans var det som at vågne op til virkeligheden på ny.
"Du bliver nødt til at finde ud af hvad du vil," sagde han stille. Han orkede ikke at gå tilbage hvis ingenting ville komme til at ændre sig, men hvis hun var indstillet på det var han også klar til at tage skridtet. "Det er kun kompliceret fordi du gør det kompliceret," sagde han roligt og lod så begge hænder finde vej til hendes mave hvor han holdt dem. Han var bange for at barnet havde arvet varulvegenet fra ham, men selv det ville være et problem han var sikker på at de kunne løse.

[Deleted]

"Zeke jeg gav mig... Jeg ved godt du siger du ikke så det, men det gjorde jeg. Vi sov sammen, du var jo ikke min dominant udover i rummet.." sagde hun, hun følte virkeligt at hun havde givet sig ret så meget, selvom hun godt vidste han måske slet ikke følte det.
"Hvorfor har du fået Vanessa?" spurgte hun i en ærlig stemme, det var bare hun forstod ikke, hvorfor skulle det være hende? Hvorfor ikke bare få en helt almindelig pige eller gå ud og date someone? Han havde jo ikke ligefrem elsket rummet, og tanken om at han elskede det uden hende, gjorde hende nok en smule trist. Hun ønskede jo det var noget specielt imellem dem, men sådan var det sikkert ikke for ham.

"Du bliver også nødt til at finde ud af om du kan leve med den jeg er" sagde hun i en rolig stemme, hun kunne jo ikke bare rykke sig sig en helt masse for hans skyld og han så bare fortsatte som han altid havde gjort, hun havde brug for bare at komme videre.
"Zeke jeg er gravid med et barn jeg ikke ønsker, og er vild med en mand der vil have jeg skal ændre den jeg er... Jeg har svært ved at tage beslutninger lige nu" sagde hun i en rolig stemme, hun var bange for at vælge forkert ligegyldigt hvad hun endte med at vælge.