A Foxy meeting

[Deleted]

Dette emner er tilegnet:

@cecilia

Chilla William Fox

Delaine Statindwell Fox

Jethro Jonathan Fox

Lucia William Fox

Michael V - Bliver spillet som NPC.

Michella William Fox

Nick W. Fox - Bliver spillet som NPC.

Noah Statindwell Grad

Rahuu William Fox

Raven Andrew Fox

Raysal Andrew Fox
@uriah

Rækkefølgen er ikke bestemt, og det frivillig at joine. 

---

Hun kiggede tomt for sig ud i luften. Det hele virkede så uvirkeligt. På den ene side af hende, sad Nick efterfulgt af deres piger. Fra yngst til ældst. Hun huskede det klart og tydeligt, hvordan Michella var kommet hjem, og havde fortalt om at Syting var kommet tilbage. Hun troede ikke på hende. Hun kunne og ville ikke tro på hende. Manden i alle hendes mareridt var vendt tilbage. Havde det ikke været for uglen fra deres farfar, havde hun stadig gået rundt og benægte det. Men nu hvor de sad her, med alle Fox'erne samlet, begyndte det at gå op for hende, at det var sandt. Og det skræmte hende. Det skræmte hende mere end normalt, i sær fordi hun kunne se på Raysal, at hun ikke bare var bekymret, men hun var også bange. Hun måtte ikke være bange! Raysal var hende, der havde dræbt ham første gang, og havde altid ville dræbe ham. Hun havde aldrig vist tegn på frygt for den mand, dog med undtagelse med den gang i Diagonalstrædet. En kuldgysning for igennem hende, da hun så mareridtet for sit indre blik. Hun mærkede Nicks beroligene klem, og ville gerne klemme hans hånd igen, men hun kunne ikke. Hun var endnu fyldt med frygt. Hvordan kunne det være, at det var hende der var så bange, når det Raysal han var ude efter? Og hvorfor var Raysal ikke mere bange end hun var? Hun var jo forhelvede gravid! Meget gravid. Hvorfor havde hun ikke fortalt hende noget? Hvorfor havde hun ikke fortalt nogen af dem om det? Var det på grund af Noah? Hun var blevet utrolig overrasket over at se ham. Raysal, sammen med Noah? Hun forstod ellers på hende, at hun hadet ham som pesten? Var al det had, i virkeligheden bare kærlighed? Hun vidste det ikke, og hun var ligeglad. Så længe Raysal var glad, så var hun glad. 
Hendes tomme blik ændrede sig ikke, da hun rejste sig i respekt da Michael kom ind i mødelokalet. Hun tjekkede ikke engang, om hendes piger rejste sig, for at sikker sig at de var opdraget godt nok. Hun gik ud fra at de gjorde det, og hvis de ikke gjorde det, skulle nok Nick få dem til det. 
Da de sad ned igen, kiggede hun stadig tomt frem for sig. Hun hørte ikke engang Michaels velkomst, og præsentation af mødes indhold. De vidste jo alle sammen god hvorfor de var der. De var der, for at gøre det af med deres fælles fjende. Selv Judas så åbenbart sin far som en fjende. Måske kunne de ende med at blive venner alligevel? 

[Deleted]

Efter at Judas havde modtaget uglen omkring deltagelse i Fox-mødet, havde Cecilia været ude af sig selv af en blanding af rædsel, kvalme og uforståelse. Hvorfor skulle hun også mødes med Raysal nu? Hun var ikke specielt klar, men på den anden side blev hun ikke mere klar af at undgå det. Hendes sidste møde med Rahuu var heller ikke gået som ønsket og nu hvor hun stod her og tænkte over det, mærkede hun hvordan nervøsiteten bød sin velkomst, for hende var det værste at hun ikke kunne have sin mand med, han ville intet vide før det hele var oversået. Hun sukkede og mærkede hvordan nervøsiteten fik hende til at svede, hun trådte ud i den store gårdsplads hvor hun skuttede sig i sin dragt fra Beauxbatons, hun sukkede tungt og slog på hovedet så det lyse hår flagrede efter hende. "Så er det nu Cecilia" hun trådte op på trappen og bankede på inden hun trådte ind i hall'en og afventede hvad der nu skulle ske.

Efter Sytings sidste møde med hendes familie, ønskede hun ham mere død end nogensinde det afstumpede klamme menneske, havde prøvet på at hente hendes lille guldklump og ALLE og enhver der bare havde lidt kendskab til Cecilia ville vide at gå efter hendes børn, ville være som at grave sin egen grav. Nu ønskede hun virkelig bare at han var død og borte ligesom Judas's mor, bare tankerne omkring de to mennesker fik hendes blod til at koge og jernsmagen bredte sig i hendes mund.

[Deleted]

Raysal sad og knugede Noahs hånd. Hun var nervøs for hvad de andre tænkte om, at hun sad sammen med ham. Det var faktisk det, der gjorde hende mest nervøs med dette møde. For hun vidste, at hvis Syting var dum nok til at dukke op, så var han mere end død. Og hun vidste også, grundet hendes "erhverv," var hun ikke en af de Fox'er, der blev set neutralt på, men hun blev set på med respekt. Næsten lige så meget, som Michael. 

Da han kom ind i rummet, fik hun med besvær rejst sig op, for at vise sin respekt over for ham. Gravid eller ej, der var ingen undskylninger for ikke vise sin respekt over for ham. Hun så ud ad øjenkrogen ned på Delaine, der også rejste sig. Stor pige. Hun behøvede ikke få af vide, hvorfor de alle rejste sig, før hun selv gjorde det. Hun satte sig forsigtig ned igen, med en hånd på maven. Det var hendes instinkter der var taget over, og selvom de ikke havde taget over, var der hellere ingen grund til at skjule det uskjulelige. Hun var gravid og lykkelig sammen med Noah, og det skammede hun sig ikke over. Stod det til hende, ville hun fortælle det til hele verden, hvis det ikke var fordi, at det ville i sidste ende være rigtig dumt at fortælle det til hele verden. 

Hun kiggede alvorligt på Michael imens han bød velkommen og forklarede yderligere hvad der var sket. Da hun hørte han fortalte med stolthed, at Raysal havde slået ham ihjel før, eller, de troede hun havde gjord det, kunne hun ikke lade vær med klemme Noahs hånd lidt, som et tegn på, hvor stolt hun var over det. Hun var stolt af, at få så meget respekt fra sin familie, især hendes farfar. Men hun klemte også hans hånd, da hun ikke kunne ryste den irreterende frygt for deres allesammens liv væk. Det havde været alt for tæt på at gå galt op til flere gange ude i skoven, hvor hun havde mødt ham igen. Hun rystede kort ved minderne, hvor hun havde været overbevist om, at nu var det sket med hende og børnene. Hun kiggede kort fra Michael, hen på Noah, for at genvinde roligheden igen, før hun kiggede tilbage på Michael. Da han var færdig, skyndte Raysal at tage ordet, før nogen af de andre kom med deres forhadet kommentar til hvilken modbydlighed Syting var, for det kunne de alle sammen hurtig blive enig om. Det var jo derfor de var der. "Jeg synes, at lige meget hvad vi finder frem til nu, eller hvor længe det her kommer til at vare, så skal både hr. Michael Fox og Rahuu være enig med det. Det er trods alt hans søn, og det er nok Rahuus liv der er blevet ødelagt mest." Hun kiggede rundt med et seriøst og strengt blik, for at understrege det hun sagde. Det var kun da hendes øjne ramte Rahuu og Noah, at hendes øjne mildnede en smule. Rahuu fordi hun vidste hvilket levende mareridt hun måtte befinde sig i nu, og Noah, fordi hun bare ikke kunne se sådan på ham, da hun elskede ham for meget til det.

[Deleted]

Raven havde faktisk bestemt sig for at hun ikke ville have været med, men Cecilia og hende havde snakket om det igen og nu var hun altså lige landet i Peru sammen med Uriah. Hun mærkede hvordan hendes hjerte hamrede i brystet og hun kiggede på Uriah og hviskede let "Jeg tror ikke vi skal nævne for meget om at jeg er gravid. Det vil bare sætte fokus det forkerte sted og jeg ved ikke helt om jeg ønsker at andre end Judas og Cecilia ved det pt." hun strøg ham over hånden og smilede, selvom man kunne se det hvis man virkelig kiggede. Hun kiggede ind i gården og smilede da hun så Cecilia og trådte helt hen til hende og gav hende en flygtig krammer, det virkede en smule sært og stå at kramme med en som Raysal hadede så inderligt, men efter at hun havde lært Cecilia at kende vidste hun også at der var mere mellem hendes blonde lokker end bare rappe kommentare, hun var en ufatteligt klog kvinde og Raven havde allerede lært en masse af hende. Hun vendte sig imod Uriah igen og sukkede tungt ud "ER du klar skat?"

[Deleted]

Uriah vidste ikke rigtig hvad han skulle forvente af en gruppe af Fox'er samlet på et sted, særligt ikke når han ikke havde mødt nogle af dem før, og han vidste, at Raysal ville være der. Han så på den store bygning foran sig og til Raven. Han nikkede svagt og vidste allerede hvad hun tænkte, inden hun sagde det højt. De var ikke kommet for, at diskutere forlovelser eller børn, men Sytings, der tilsyneladende var lige hadet af dem alle. Han tog hendes hånd og klemte den blidt og betrykkende. Han fulgte roligt efter hende, som de gik ind i gården af Fox Slottet, hvor en anden kvinde med blond hår stod, som Raven løb hen til og kortvarigt omfavnede. Han løftede et øjenbryn, imens han forsøgte at finde ud af hvem hun var. Han havde efterhånden hørt en masse om de forskellige Fox'er, men der var så mange medlemmer af famillien, at han aldrig kunne huske hvem der var hvem. Han valgte derfor blot at placere sig lidt bag Raven, så han stod der, da hun igen vendte sig imod ham. Han nikkede stille og så mere bekymret på hende. "Er du?"

[Deleted]

Det havde aldrig ligget til Noah at skulle have en familie eller at skabe en familie, men det havde Raysal vent op og ned på. Han havde snart børn og skulle snart giftes med hende, hvilket jo måtte siges at være rimelig seriøst.
Raysal havde efterspurgt om han ikke ville komme med til et såkaldt Fox møde, hvor familiens medlemmer mødtes. Det var så åbenbart også inklusiv familiens vedhæng, som Noah betegnede sig selv.
Han sad iført et sit jakkesæt, og så på familiens andre medlemmer. Hans blik hvilede meget roligt rundt i rummet, og var ikke knap så nervøs som Raysal som holdte hans hånd som han snart skulle forsvinde.
På trods af Noah ikke kendte særlig meget til Fox familien, fulgte han pænt med imens de rejste sig op, da familiens overhoved Michael kom ind.
Noah vendte blikket kort mod Raysal sendte hende et varmt smil, hvorefter hans blik vendte sig imod bordet.
Noah kunne måske godt ud ad til se ufattelig arrogant ud.

[Deleted]

Rahuus tanker var alle andre steder end at være i nutiden. Det var først da hun hørte hendes navn, at hun kom tilbage, og kiggede på sin søster. Skulle hun være enig i hvad der blev fundet frem til? Hun ville ikke være den der stoppede en afgørelse, på grund af hendes rædsel over for Syting. Hun kunne ikke svare, men kiggede bare ned i bordet, og undrede sig lidt over, om den del af familien, som ikke kunne holde Raysal ud, ville dukke op?

Hun hørte ikke det bankede på, men hun kunne næste regne det ud, da hun så señor Cortez forlod rummet. 

"Vær hilset," hilste han på gebrokken engelsk med tyk peruviansk accent, og bukkede høflig for dem, før han viste dem ind til de andre. Han havde ordre på at tage imod alle på engelsk, for at få alle til at føle sig så velkommen og så lige som muligt. Da det jo ikke var alle, der talte spansk, da der også kom folk ude fra den familien. Eller, da der også kom den nye del af familien.

[Deleted]

Cecilia kiggede på Raven og derefter på Uriah, nervøsisteten var til at føle på blandt dem alle. Hun vendte sig imod døren og gjorde klar til at træde indenfor, hun kunne høre Judas inde i hendes hoved, formane hende om at være en god pige for en gang skyld. Hun sukkede let og lagde hånden for panden og kiggede tilbage på Raven og Uriah "Vil i med ind?" hun trådte op af den store stentrappe og bankede på. Hun trådte indenfor i hallen og kiggede rundt, her var virkelig smukt. Hun kiggede op som hun blev hilst velkommen, som af ren og skær automatik blev hun fulgt ind i et rum hvor Raysal og Noah allerede stod, hendes øjne stoppede med at være fyldt med liv og blev fyldt med den alvor som allerede lå i rummet.

[Deleted]

Hun kiggede på Cecilia og nikkede "Ja jeg er klar, sådan da" hun tog Uriahs hånd og vendte sig imod ham "Jeg er så glad for at du er så forstående min skat, du vil altid være min støtte" hun lagde hånden på hans kinde og kyssede ham blidt "Jeg elsker dig så højt" hun kiggede op på Cecilia og fulgtes med hende indenfor, hun prøvede helt tiden på at hive ned i sin Beauxbatons uniform så man ikke kunne se for meget mave, ringen som Uriah havde givet hende stod hun nervøst og fumlede med. Hun rødmede let og klemte hans hånd, han var virkelig noget af det bedste hun nogensinde havde oplevet og hun glædede sig til at de skulle opleve mere sammen. Hun blev dog revet ud af sine tanker da hun pludseligt stod i et rum med Raysal, Noah, Cecilia og Rahuu. Blodt i hendes åre frøs til is, nu vidste hun hvem personen fra Azkaban havde været, hun krampede nærmest Uriahs hånd og mærkede hvordan hendes hjerte stoppede med at slå i et kort øjeblik for derefter at hamre hårdt i hendes bryst igen.

[Deleted]

Han så fra Raven til Cecilia og nikkede så. Han kunne kun forestille sig, hvor nervøs Raven måtte være, og holdt derfor fortsat fat om hendes hånd, og havde ingen intetioner om, at slippe den igen. Han sendte hende et betrykkende smil. "Selvfølgelig. Jeg elsker og dig." Han besvarede kort hendes kys, inden de sammen gik imod døren og ind i det store slot. Han så sig nysgerrigt omkring, men blev straks seriøs, som de trådte ind i rummet, hvor en hel række af Fox'er, alle med det velkendte blå hår, allerede befandt sig. Han mærkede hurtigt hvordan Ravens greb om hans hånd blev strammere og han bemærkede hurtigt hvorfor. Han måtte selv tage en lidt dybere vejrtrækning, da han så Raysal, og mærkede hvordan vreden boblede op i ham. Han måtte dog hurtigt kaste det fra sig, til fordel for Raven. Han flettede Ravens og hans fingre sammen, og sendte hende et skjult bekymret blik. Han gav hendes hånd et lille klem, som for at fortælle hende, at han stadig var der. Han selv følte sig dog også yderst malplaceret i rummet, men han var der for Ravens skyld, og hans egne behov var midlertidigt lagt til side.

[Deleted]

Hun mærkede hvordan en bølge af ro strømmede igennem hende, da Noah smilede til hende. Et smil, der kort fik hendes hjerte til at stoppe med at slå. Utrolig trods omstændighederne, kunne hun ikke stoppe med at føle sig lige så utrolig forelsket og lykkelig, som når det kun var de to sammen. Han havde virkelig ret den gang, som virkede som tusinde år siden, da han sagde, at intet kunne skille dem ad. Det galde åbenbart også pressede svære situationer, og omgivet af hendes hurtig fordømmende og overfladisk familie. Hun vidste godt de alle sammen var sådan, fordi hun ikke selv var et hak bedre selv, når det kom til at dømme fremmede mennesker. 

Hun kiggede først væk fra Noah, da hun hørte der kom nogen ind i rummet. Hun mærkede med det samme hvor mange blande følelser strømmede igennem hende som hun så dem. 

Cecillia sendte en bølge af vrede igennem hende, som fik hende til at klemme Noahs hånd en ekstra gang for at blive mindet om, hvorfor de var der. Selvom om Cecillia var en af grunden til at de sad der nu, blev hun nød til at skubbe sit inderlige had til side for den større sag, og fordi det var Michaels ønske. Og ikke tale om, at hun skulle få hende til at se mere dårlig over for ham, end hun allerede gjorde, med gravid mave, Noah ved sin side, og flere mislykket forsøg på at dræbe Syting.

Raven fik hende til at stivne lidt, og gjorde hende nervøs, da hun så hvordan hun reagerede. Hun var nervøs for, at hun skulle regne ud, at det var Noah der var grunden til at Raven ikke længere arbejde i Azkaban. Hun blev så bekymret og bange for Noah, at hun var glad for, at han sad lige ved hendes side, så hun kunne beskytte ham mod hvad end Raven ville gøre ved ham. Hun vidste dog godt, at han sagtens kunne passe på sig selv, og det var måske mere Raven hun skulle være bekymret for.

Og så var der sidst men ikke mindst Uriah. Hun kunne bare mærke hvordan han hadet hende, da hun så hans blik, hvilket fik hende til at blive mere mistroisk. Hun var stadig ikke helt tryg ved, at Raven var sammen med ham, og hvis han gjorde hende noget, så skulle han nok få med hende at bestille, og så ville hun skide på at han var af Hunter familien. Ingen modstander af dødsgarden skulle stoppe hende i at passe på hendes søster. 

"Godt. Nu hvor vi er samlet, kan vi begynde." Michaels stemme var mørk og dyb, men sammentiedig hæs, som ikke skjulte hans højre alder. Han viste godt, at han ikke havde langt igen, hvilket var grunden til, at han var mere opsat på, at få hans søn af vejen, som det sidste i hans liv. Og så håbede han da også på at se, hvem der blev hans efterfølger. Hvem der blev den næste Michael Fox. For han vidste godt som det så ud nu, ville det blive hans søn John, der ville tage over for ham. Han sendte ham en tanke, da det ikke var passende at lægge mere fokus på ham ved at kigge på ham igen. Og fordi han kunne mærke hvor anspændt han var ved siden af ham. Og det var også forståeligt. Hans bror, der havde tortureret hans datter og var ude på at dræbe hans anden datter var vent tilbage fra de døde. Og oven i alt det, sad hans datter ved siden af en mand, som var med til at forme landets politik. En politik han var stærkt uenig i, og som han vidste hun også var uenig i, så hvorfor sad hun sammen med ham på den måde? Og endnu værre, hvorfor var hendes mave så stor? Og var det smil de udvekslede? Den kvalmende anspændt smittede, og Michael kunne føle hans søn endnu havde meget at lære om at være familiens overhoved, men det skulle han nok få lært. Det vidste han, at han nok skulle.

"Værsgo at sætte jer ned," han gjorde en gestus til de ny ankommende mod de tomme stole. "Og for at vende tilbage til hvad Raysal sagde, så er jeg enig. Jeg og Rahuu skal være enig om vores fælles beslutning. Det er trods alt mit ukrudt der er skyld i dette her." Hans stemme var monotom, men det var tydeligt, at han væmmes og skammede sig over den søn han havde fået. "Jeg ville tilbyde selv at gøre det af med ham, men det tror jeg vi alle ved, ikke kan lade sig gøre. For jeg har slet ikke de kræfter mere." Det kom endnu bag på ham, at han endnu ikke var død. Han var næsten overbevist om, at der et eller andet sted befandt sig en profeti, der fortalte, at han ikke ville dø, før hans forræderiske søn gjorde det. Og som han havde det for tiden, håbede han ikke det passede, eller at de i mindste hurtig skilte sig af med Syting.

[Deleted]

Delaine følte sig nærmest klemt, som hun sad mellem sine forældre. Normalt ville hun vride sig løs, og løbe ud og lege sammen med sine kusiner. Selv Michella, der altid havde givet hende kuldegysninger. Det var så lang tid siden hun havde set dem, og bare generealt nogen på sin egen alder, at hun fik lyst til at lege med dem. Hun var dog nærmest som boltret fast til stedet på grund af frygten til den væmmelig gammel mand fra skoven, og da hun blev hel trykket af den tunge alvorlige stemning, som hun ikke hel forstod. Hun vidste bare, at sådan som hun havde det nu, ville hun ikke væk fra mor og far, og havde ikke noget imod at sidde tæt sammen med dem. 

Hun efterlignede sin mors bevægelser. Hun forholde sig rolig, men samtidig nervøs. Hun sad og kiggede på hvordan mor klemte fars hånd, og undrede sig over, om det gjorde ondt på far, for hun kunne godt se hun holde rigtig godt fast. Hun rejste sig da de andre rejste sig, og ventede på at de andre satte sig ned igen. Hun kunne alligevel ikke komme til at sætte sig ned, så længe mor stod og fyldte med sin mave. 

Hun kiggede over mod de nye ankommet. Hun smilede til moster Raven da hun genkendte hende som den eneste, og fik lyst til at vinke til hende, men hun lod vær, da hun kunne fornemme på det hele, at det næsten var for meget at hun smilet til hende. Hun vidste ikke hvorfor, hun kunne bare mærke, at der skete så mange ting lige nu, som hun ikke forstod, og nu var ikke tidspunktet at spørger om det.

[Deleted]

Hun kiggede mod døråbningen, da hun mærkede hvordan den allerede spændte og alvorlig stemning i rummet, blev end tykkere. Og hun vidste, at sådan noget skete ikke uden grund. Hun mærkede hvordan hun blev glad for at se Raven igen, men glæden var ikke nok til at få hende ud af den mærkelige tomme trance hun var i. Hun følte sig hellere ikke så skræmt og vred over at Cecillia var der som hun måske skulle havet været det. Deres sidste møde havde Cecillia opført sig urimelig grov over for Rahuu, på trods af, at hun havde gjord hvad hun bad hende om, og prøvede på at føre en normal fredelig samtale. Efter det møde, havde Rahuu forstået, hvorfor Raysal haddet hende så meget som hun gjorde. Hun bed jo hovedet af folk, uden at kende dem overhovedet. Godt nok var de ikke meget bedre selv i Fox familien, men de opførte sig dog ordenligt, pænt, dannet, og prøvede på at give en chance, hvilket var noget, hun ikke havde oplevet hos Cecilia. 

Hendes tomme blik kiggede på ham der var ved Ravens side. Så det var altså ikke kun Raysal, der skjulte noget for familien. Hun undrede sig dog over, hvorfor Raven skjulte ham? Noah kunne hun forstå, at Raysal havde skjult. Hun behøvede ikke snakke med nogen af de andre Fox'er, før hun vidste, hvor meget de afskyede, at Raysal var sammen med en politiker. For der var aldrig kommet noget godt med politiker. Det eneste de gjorde, var forsat tillade urent blod og muggler leve med samme rettigheder som rentblod, og fik folk til at fremstå som monster, hvis de var uenig med deres politik. At være dødsgardist, blev set som noget af det værste man kunne være, selvom det burde ses som at være noget ædelt. Dødagardisterne, udryddet jo det magiske samfunds trusseler, som jo var urent blod. For for meget urent blod, kunne i sidste ende, fjerne den magi der flød i magikernes årer. Hun havde hørt et rygte om, at Cecilias og Judas søn skulle været blevet en fuser. Sikke noget pjat. Selvom Judas blod var blevet beskidt, på grund af sin muggler mor, var det stadig Fox blodet, der flød i hans årer. Så fint blod, kunne ikke så let lave en fuser. Nej, det var bare ondsindet rygter, for at få Fox familien til at se uren ud, mere end den allerede gjorde. 

Når Raysal havde så mange gode grunde til at skjule Noah, så forstod hun ikke, hvorfor Raven havde skjult, hvem end det så var, der var ved hendes side. Hun var næsten sikker på, ligemeget hvilken grund Raven havde til det, ville Rahuu acceptere det, ligesom hun allerede accepterede Noah. Hun kunne jo se på Raysal hvor lykkelig hun var, og så havde Noah jo også reddet hende fra Syting. Mere behøvede hun ikke vide om Noah for at vide, at han var hel okay, selvom resten af familien nok stadig havde sin tvivl. Hun kunne jo tydelig se det på hendes far, der sad og prøvede på ikke kigge på Raysals mave eller Noah. Hun kunne dog også godt se på hendes mor, at det gik hende lidt på, at det var Noah, der sad sådan der ved siden af Raysal, men hun virkede ligesom Rahuu selv, mere acceptabel med det. Så hvad var der gjorde, at Raven ikke havde fortalt om ham? Hun stivnede kort af rædsel. Hvad hvis, han var en blodforræder af de slemme? Åh nej, det måtte han ikke være. Hun ville ikke ende med at se Raven træde ind i Sytings sted. Det var hård nok at vide, at hende og Raysal ikke kom så godt ud af det med hinanden for tiden, hun havde ikke også brug for, at resten af familien, ville kigge på hende, som de kiggede på Sytning. Hun elskede sin søster, trods den kæmpe aldersforskel, der var imellem dem. Raven var virkelig en søster hun holde utrolig meget af. Ikke kun på grund af den hun var, men også fordi, at hun var den person, der mindede hende om at selvom det hele så mørkets og mest meningsløst ud, så gik livet videre. At hun var kommet til verden, efter Sytings angreb på Rahuu, var det der fik hende til at prøve på at leve livet igen, som det nu skulle leves. Med viden om, at selvom livet til tider virkede mørkt og uoverskueligt, så var der altid lys forude, man skulle bare give det tid til at komme.

[Deleted]

vHun kiggede rundt, det var et ganske smukt sted hvis hun selv skulle sige det. Men det gjorde nærmest ondt inde i hende at tænke på hvor meget smerte dette sted havde kostet hende, det havde kostet hende så meget uden at hun nogensinde havde været her. Hun rykkede sig nervøst rundt i stolen og mærkede hvordan tårerne pressede sig på bag hendes øjenlåg. Hun vidste da godt hvad de alle sad og tænkte, det var ubehageligt men hun vidste også at det her ville være en af hendes få chancer for at gøre noget rigtigt.
Hun rykkede sig igen i stolen og tog en dyb indånding, hun var her kun for Judas's skyld fordi han ikke selv kunne deltage, fordi hun var den eneste fuldblodsmagiker hjemme ved dem, igen pressede tårerne imod hendes øjenlåg og hun tog en dyb indånding en skælvende dyb indånding som normalt ville fortælle andre at hun var bange, nervøs eller ked af det men som denne gang reflekterede hendes inderste smerte. Hun kiggede på Uriah og Raven og sendte dem et skævt smil, men det var et halvhjertet et af slagsen og hun stirrede rundt på de andre igen. Hun ville med garanti aldrig rigtig komme til at snakke med nogen af dem som hendes bedstevenner, jo måske Raven og Uriah, men med de andre ville det være professionelle Cecilia som viste sin facade, ligesom nu. Hun rømmede sig blidt og kiggede rundt, hvorfor kunne hun ikke samle sig? Hvorfor blev det ved med at føles som om at meninger og holdninger om hende blev liggende tykt omkring hende og hviskede grimme ord til hende? At hun var en forfærdlig mor, en person som ikke kunne elske, en person som ikke var dannet.. Hun mærkede hvordan følelsen og lysten til at tage af sted allerede sad i hendes krop, men det var vigtigt for hende at få talt det her ud om Syting, at hun kunne få hendes familie tilbage og mest af alt at hendes børn kunne blive ved med at være sikret den barndom som de inderligt fortjente.
Hun kiggede på Raysal og Noah, de så lykkelige ud sammen og det gjorde hende faktisk glad at se dem sammen så glade og trygge ved hinanden, men derimod skar det hende i hjertet at se hvor nervøs at Rahuu var og så ud til at være endnu, hun lænede sig tilbage igen og trykkede sine fingerspidser mod næseryggen og lukkede øjnene hårdt i og glippede et par gange med øjnene, den sædvanlige hovedpine var begyndt at brede sig når hun bebrejdede sig selv for meget. Hun åbnede dog øjnene igen og kiggede rundt "Jeg.. Jeg vil gerne sige noget?" hun rejste sig fortumlet op og kiggede rundt "inden vi starter det andet" hun vendte sig imod et af vinduerne i lokalet og kiggede ud af det, drømmende og tavs for en stund. "Der er sket mange ting os alle i mellem, jeg vil bare gerne have lov til at undskylde for den del jeg har været del af" hun mærkede hvordan den isnende følelse af tomhed gled ind i hendes krop, hvordan det føltes som om hun havde tabt den sidste kamp i hendes liv. Hun vendte sig imod dem alle og nikkede bekræftende til sine ord "Ja, undskyld for alt hvad jeg har sat jer igennem. Det har bare været svært" hun lod de sidste ord hænge for sig selv, den nu udannede og flabede magiker kunne nu smide sig ned på stolen og hyle for det var hvad hun følte for at tude til hendes øjne faldt ud. Dog satte hun sig ned, som om intet af dette nogensinde havde rørt hende og stirrede ned i bordet.

[Deleted]

Raven kiggede på Cecilia og nikkede til hendes lille skæve smil, hun forstod godt hendes nervøsitet. Selv var hun ikke nær så nervøs mere, hun havde Uriah hos sig og det gjorde hende mere sikker og trofast mod sig selv. Hun tog hans hånd og lagde den let imod hendes mave, hun fangede dog hurtigt Delaines blik og smilede til hende og vinkede "Se Uriah, hvis vores børn bliver bare halvt så smukke og kærlige som lille Delaine, så bliver jeg en mor som bliver svær at skyde igennem" hun hviskede det blidt til ham og kyssede ham på kinden.

Hun kiggede på Rahuu og derefter Raysal, hun havde ikke introduceret Rahuu for Uriah, men Raysal kendte da til ham sådan sporadisk, faktsk var det det. Som havde fået hendes hjerte til at flyde over af skuffelse sidst hun havde set Raysal, det var de ord om Uriah som havde sendt hende endegyldigt ud over hendes klippe af vrede. Hun tog hans hånd igen og strøg den blidt, det var ubehageligt at blive kastet tilbage i det spor. Nu hvor hun kiggede på Cecilia kunne hun se at hun også led og det fik Ravens hjerte til at synke endnu engang i hendes bryst, men da Cecilia rejste sig og talte kiggede Raven på hende med en lamslåelse i ansigtet hun aldrig havde regnet med at føle, for selvom hun kendte til Cecilias plan, gjorde det hende virkelig forbavset at se en så handle kraftig kvinde som Cecilia give sig i en kamp som hun så inderligt havde kæmpet. Hun krammede igen Uriahs hånd og kiggede på ham med sigende triste øjne, hun trængte til at mærke hans læber imod hende og hun var sådanset ligeglad med om hendes familie kiggede på eller ej, så hun vendte sig imod ham og gav ham et kærligt kys, så snat de var tætte sammen føltes hendes verden som om den aldrig kunne blive bedre end sammen med ham.