A Foxy meeting

[Deleted]

Raysal nåede ikke få et ord indført efter Micahel, før Cecillia havde taget ordet. Igen strammede hun igen sit greb om Noahs hånd, da vreden til Cecilla var utrolig svær at kontrollere. Alt i hende, ville hende til livs, men hun blev nød til at behandle hende, som om hun havde lige så meget at skulle have sagt her som Raysal havde. Sådan noget ævl. Cecillia var virkelig den sidste, der skulle åbne sin kæft. Trods al haddet, lyttede hun tålmodig til hvad hun havde at sige. Hun havde det dog som om, at for hvert et ord, der kom ud ad hendes mund, og for hver gang hun trak vejret, blev Raysal bare mere og mere vred. Spildte hun tiden og den rene Fox luft med hendes undskylnings pis? Hun ønskede et kort sekund, at det var Judas der var kommet i stedet for. Han vidste i det mindste hvordan man skulle opføre sig. Dog var tanken om Judas urene blod på slottet virkelig kvalmende. Hun skyndte sig at slå tanken ud ad hovedet, da hun mærkede hvor meget kvalme det gav hende, og at forlade lokalet for lidt svag mave, var ikke etiketten. 

Hun kiggede væk fra Cecillia, for at få tankerne væk fra det. Hun lod blikket glide rundt i rummet, og mærkede stoltheden over, at være en del af sådan en stor og ren familie. Det var den familie hun altid havde følt sig hjemme og tryg i. Hun vidste, at ligemeget hvor sort det hele så ud, så var hendes familie der altid. Det var også derfor det at være dødsgardist var så vigtig for hende. Det var utrolig vigtig at vide, at hendes familie for evigt ville være mindst lige så stor og ren som den var nu, og den eneste måde hun kunne sikker det på, var at udrydde alle trusler for, at det ikke ville lade sig gøre. Og med Garden i ryggen, og Noah ved sin side vidste hun, at hendes familie var i sikkerhed for de trusler. Selv de blodforædere, der fandtes og gjorde alt for at sætte en kæmp i hjulet for det, kunne ikke stoppe hende. Som hun tænkte tanken, landede hendes blik over på Uriah og Raven. Hun stivnede kort, da hun så Raven kysse ham. Ikke fordi han var en Hunter, men fordi hun brød etiketten. Hun var virkelig kommet ind under dårlig indflydsele, og det bekymrede hende. Hun sagde dog intet til det, da det ikke lå til hende, at rette på hende. 

"Hvis Raven er færdig med at opføre sig som en billig skøge, må vi hellere gå videre." Michaels stemme var kold og alvorlig, det samme var det blik han sendte Raven. Han sendte derefter det samme blik til John, der lignede en der var dø af skam, hvilket Michael forstod til fulde. Havde det være hans børn der havde opført sig så uopdragen, ville han også dø af skam. Han vendte blikket tilbage mod de andre, og trods hvor meget han ikke ville det, kiggede han i lige lang tid på alle. Selv Cecillia og Raven, der virkelig ikke faldt i god jord lige i øjeblikket. 

Raysals blik, der forsat var rettet mod Raven, blinkede en enkel gang, da Micahels ord nærmest piskede ind over bordet mod Raven. Det var ikke rart at høre nogen tale sådan til hendes søster, men hun fandt sig i det. Eller, hun fandt sig til dels i det. For Raven var selv uden om det. Hun havde fået den samme opdragelse som alle andre i rummet, så hun kendte konsekvenserne. Men det gav ikke Michael ret til at tale så nedværdigende til hende, og i sær ikke foran hele familien. Havde det været hende, der var i Michaels sted, havde hun nøjes med at sende hende et blik, for at tage den med hende bagefter. Der var ingen grund til at gøre det nu. Og var det ikke ham selv, der ville have, at de skulle opføre sig lige og pænt over for hinanden? Med lige, var det så nede på Cecillias niveau? Det håbede hun ikke. Det kunne måske også bare være en smutter fra hans side. De befandt sig jo i en presset situation. 

Hun tog en dyb indånding, og fjernede si blik fra Raven, før hun kiggede tilbage på Micahel. "For at vende tilbage til hvor vi kom fra, før vi begyndte at opføre os som simple muggler." Hendes stemme var kold og alvorlig, og hun lod blikket glide rundt i rummet, før hun rettede sit blik tilbage mod Michael. "Så det klart at De ikke kan gøre det af med forræderen. Så derfor tilbyder jeg, at gøre det i Deres sted." Hendes blik flakkede kort imod Rahuu og Noah, da hun vidste det nok var de to, der ville være mest imod, at hun opsøgte Syting. Rahuu fordi hun vidste hvor meget hun frygtede Syting i sig selv, og frygtede hvad han gjorde ved dem som hun holde kær. Og Noah, fordi Noah var der, da hun mislykkede fuldstændig at slå Syting ihjel, og fordi hun jo var gravid med deres børn. Hun var ret så sikker på, at han ikke ville lade hende komme i nærheden af Syting. I hvert fald ikke uden ham. "Jeg kan dog ikke gøre det før om nogle måneder, selvom jeg gerne vil gøre det med det samme." Hun sukkede kort og kiggede rundt i rummet igen. "Jeg ved det er lang tid at lade ham leve i, men jeg kan ikke gøre det i min tilstand." Hun forklarede sig ikke yderligere, da hun vidste de alle vidste hvad graviditet gjorde med ens magi, hun kiggede over på sin mor, der kiggede forstående og opbakkende på hende. "Det er lang tid, men det tager også lang tid, at lære nok besværgelser og forbandelser, til at kunne gøre det af med ham." Hun kiggede kort fra Michael over på Rahuu. "I ved jo godt, hvem han er søn af, og hvad han fik Rahuu til at gøre. Han er farlig. Det kræver meget, at gøre det af med ham." Hun huskede kort dengang Rahuu var underlagt hans imperius, og hvordan han havde fået hende til at bruge de utilgivelige forbandelser imod Raysal. Rahuu havde aldrig kunne eller ville bruge de forbandelser før, så at han havde fået hende til det, gjorde det tydeligt, at selvom han var gammel, var han en stærk magiker. Rent blod var fantastisk, så længe det blev brugt rigtigt.

[Deleted]

Uriah kunne tydeligt mærke alles blikke på Cecilia, Raven og ham, da de var trådt ind i lokalet. Han rynkede en anelse på næsen, ikke specielt glad for opmærksomheden, der pludselig var vendt imod dem. Særligt bemærkede han at Raysal, så ud til at tage dem øje én efter én, og da hendes blik landede på ham, blev hans mund til en tynd streg og han kneb kortvarigt øjnene en anelse sammen, til han vendte sit blik væk, for atter at få øje på endnu en Fox der stirrede tomt på dem. Han kunne ikke umiddelbart, sætte et navn på den korthårede Fox, men gættede sig frem til, at det måtte være Ravens anden søster Rahuu, som både forvirret men også kritisk ud, ligesom Raysal. Urah klemte blidt Ravens hånd, og satte sig ved bordet ved hendes side. Han sendte et kort blik hen på den lille blåhårede pige, Delaine, og sendte hende et kortvarigt varmt smil. Hun så så sød ud, og virkede ret så malplaceret til mødet, på trods af det blå hår, der matchede størstedelen af de fremmødtes. Han bed sig selv i kinden, og puffede let til Raven med skulderen, inden han lænede sig ind til hende. "Det var meget blåt hår samlet på ét sted, hva?" hviskede han ind i hendes øre og smilte svagt, da han ikke længere kunne holde den fjollede kommentar igen.
Han så overrasket op på Cecilia, som hun rejste sig op og undskyldte. Han løftede overrasket begge sine øjenbryn og stirrede forbløffet på hende. Han havde ikke kendt Cecilia længe, men at hun skulle undskylde, og så endda overfor hele Fox familien, det havde han ikke forventet. Hans blik flakkede let mellem Cecilia, Raven og kortvarigt rundt på de andre tilstedeværende i rummet. Han mærkede Raven klemte hans hånd, og han så spørgende på hende. Lettere overrasket besvarede han hendes kys, men mærkede straks efter, hvordan alles blikke blev rettet mod dem. Han kom med et lydløst suk, irriteret over hvor stramme regler, der tilsyneladende prægede familien. Ikke alene i dette lokale, men også udenfor. Særligt gjaldt det blodstatus, for fuldblods var åbenbart det eneste acceptable i familien, og mugglere var nogen man skulle holde sig fra. Han rynkede atter på sin næse, pludselig opmærksom på hvor meget han skilte sig ud af mængden, og han skævede til Cecilia, der måtte have det på samme måde, hvis ikke værre. Hans vrede blev dog først rigtig vækket, da han hørte den ældre herre, som alle så ud til at have respekt for, tale. Vreden boblede op i ham, og han måtte tage en dyb vejrtrækning for ikke at fare op og råbe, og i nogle ekstra sekunder blev han siddende på sin plads, hans blik vendt mod hans og Ravens hænder under bordet, men for en gang skyld, kunne han ikke holde facaden. Han gav Ravens hånd et kort klem, inden han rejste sig op. "Undskyld mig, Hr. Fox, men vil De venligst tale pænt til min forlovede?" Hans stemme var hård og og han lagde vredt armene over kors, mens han skulede koldt til Michael, uden at rykke sig ud af flækken.

[Deleted]

Cecilia kiggede på Raysal med store øjne, hun håbede at hun vidste at hun virkelig mente denne undskyldning som hun lige havde givet hende. Hendes sjæl brændte og hun lukkede øjnene for ikke at begynde at græde eftersom hun følte hun lige havde solgt sig selv til djævlen, hvilket hun nok også givetvis havde. Hun vendte sig dog mod Michael som det næste udbrud af grimme ord kom vrimlende ind i mellem alle de blåhårede heks og troldmænd som sad ved bordet, hun skyndte sig flygtigt at kigge på Raven og gribe hendes hånd, de måtte være stærke sammen de to. Det næste der skete havde hun dog ikke set komme og hun kiggede på Uriah med store åbne øjne og kæmpede for ikke at komme til at grine højlydt ved hans kommentar, det var fedt at han turde og sige noget at han turde og være der ligesom hende selv, hun følte sig udenfor og hun var sikker på at han følte sig mindst ligeså meget udenfor som hun selv gjorde. For det var virkelig smertende at høre hvordan de omtalte hinanden i denne familie, hun krammede igen Ravens hånd og smilede opmuntrende, selvom hun selv var uopdragen og fornægtende, var dette ikke en måde at behandle sin familie på og hun var VIRKELIG ved at være træt af denne fisefornemme pisforkælede møg familie som hun var trådt ind i. Hun rejste sig op og kiggede på Raysal og Rahuu "Jeg kan godt forstå at i intet siger, fordi Michael sidder her. Men at i begge er stilsiegende mens han jorder jeres lillesøster, det forbavser mig!" hun kiggede på Michael og lagde hovedet på skrå "Godt nok er du familien overhoved, men derfor kan man sagtens tale med respekt til andre mennesker" hun mærkede hvordan mordet styrkede hende og hun kiggede på Uriah med et glimt af flabethed i øjnene og blinkede til ham, nu var han ikke alene mere. Igen hørte hun dog Judas's stemme i baghovedet, men hun vidste at hun ikke kunne lade denne slippe, det smertede Raven for meget og Cecilia holdt allerede ufatteligt meget af hende

[Deleted]

Efter at deres læber havde sluppet hinanden mærkede hun hvordan hele hendes familie nærmest sad og slugte dem, hvordan de stirrede og måbede. Hun drejede hovedet og kiggede på Raysal og skød et øjenbryn i vejret, det havde ikke været meningen at de alle skulle ligge mærke til hende og Uriah, men nu var fokuset der. Hun lænede sig tilbage i stolen og skuttede sig let, det var faktisk ubehageligt mørkt at være her denne dag, det var ubehageligt at skulle se dem alle igen og alle deres regler, måske havde Uriah vist hende et andet liv, et liv hvor hun var fri for alle de forfærdelige tunge forbandede Fox regler. Der gik dog ikke længe før end at Michael åbnede munden og kaldte hende for EN SKØGE? Hun lænede sig frem på stolen og begyndte at tælle inden i hendes hoved og hun kiggede på Uriah som strøg hendes hånd, men hun hørte intet så intet det hele var frosset for hende og hun mærkede hvordan tårerne pressede sig på og galden skød op i hendes hals. Dog gik der ikke længe før end at hendes elskede Golden havde rejst sig og forsvaret hende, der gik heller ikke længe før end at Cecilia havde kastet hovedet på blokken for hende og hun rejste sig bævende op og kiggede på dem allesammen "Jeg kan love jer for en ting! Det er at jeg FANDME ikke er skøge!" hun kiggede på Michael og pegede derefter på sin mave "Herinde ligger de to kommende Fox'er men jeg kan fandmer love jer for en ting! Hvis i ikke snart begynder at respektere andre mennesker og deres forbandede valg.. Så kommer de ALDRIG til at vide hvorfor de er født med blåt hår!" hun kiggede på Raysal og frøs sit blik fast der "Jeg er så træt af den her afstumpede familie og deres regler, fordi i tror at Uriah har haft en indvirkning på mig. JA det har han, han har lært mig at trække vejret uden at være bange. Jeg er total ligeglad med hvad i har ondt i røven over, men jeg kan love jer for at jeg er FÆRDIG med at høre på jeres forbandede pis om at jeg er en skøge, at jeg ikk var værdig til Garden!" hun satte sig ned med et bump og kastede hovedet i sine hænder og hulkede lydløst "Jeg bliver siddende her i 5 minutter mere, har vi ikke fundet på noget brugbart er jeg gået. Jeg vil IKKE mere!" hun kiggede på Uriah og greb hans hånd, hun havde brug for at mærke ham hos sig igen.

[Deleted]

Lucia, der var den ældste af sine søskende, og dermed det ældste barn tilstede, sad og betragtede mødet, og lyttede til et hvert et ord, der blev sagt. Hun vidste, at på et tidspunkt i fremtiden, ville dette møde være utrolig vigtigt, selvom hun ikke helt endnu vidste eller forstod hvorfor. Og hun vidste, at hvis hun havde svært ved det, så havde hendes søskende og Delaine også svært ved det. Hvor meget forstod de overhovedet af det hele?

Hun betragtede de ny tilkommende. Cecillia havde hun en idé om hvem var, på grund af Beauxbatons. Hun glædet sig til at gå der, selvom hun endnu ikke havde opgivet håbet om at komme på danse skole. Moster Raven kendte hun godt, men ham ved hendes side havde hun ikke set før. Hvem var det? Hun kiggede spørgerne på sin far, men han så lige så undrende ud, som hun følte hun selv gjorde. 

Hun kiggede på Cecillia, som hun talte. Hvorfor undskyldte hun? Hvad havde hun gjord? Igen kiggede hun spørgende blik, men blev denne gang mødt af et hårdt blik, der fortalte, at hun ikke skulle sige noget nu. Hun kiggede kort ned i bordet, før hun mærkede hvordan stemningen i lokalet skiftede, og hun kiggede forvirret op, før hun kiggede chokkerte på sin oldefar. Sagde han virkelig lige det hun troede han sagde? Hun kiggede igen spørgerne på sin far, der lignede en der nu kæmpede for at æde nogle ord i sig, og det samme med mor og moster Raysal. Hun forstod dem godt. Havde han sagt det til Chilla eller Michella, ville hun også have svært ved ikke sige ham igen. Hun vidste dog fra en meget tidelig alder, at svare Michael igen, var en virkelig dum igen. Det var også derfor hun kiggede med store øjne først på den fremmede mand, og derefter på Cecillia. De var virkelig dumme at stille sig op på den måde. Hun kiggede med et bekymret blik over på Michael, før hun kiggede på Michella og Delaine, og bad til, at han ikke ville gøre noget voldsomt, nu hvor de sad der. Det var dog moster Ravens vrede udbrud, der gav hende lyst til at undskylde sig fra mødet, for at tage hendes søskende og Delaine med ud, for hun vidste, det her kun ville ende galt. Dog var hun lammet af rædsel til sin stol, imens hun prøvede på at forstå hvad der skete, og hvorfor Raven reagerede så voldsomt? Lucia var kun 10, og hun vidste udmærket godt, at sidde til et vigtig møde og kysse, var noget af det mest upassende man kunne gøre. Holde hinanden i hånden var først ved at være en acceptabel ting, så kysse var udelukket. Hun kunne jo bare se over på hendes mormor og morfar, at de endnu havde tage det til sig. De sad pænt ved siden af hinanden, uden at holde hinden i hånden. De udvekslede knap nok blikke. Så at Raven havde givet manden et kys, og nu stod og skabte sig som Michella til tider gjorde, vidste hun var at gå langt over stregen. 

Michael kiggede køligt på Uriah, Cecillia og Raven. "I er gæster i mit hus. Så I har bare at følge mine regler. Eller vil I gerne have, at jeg kommer og opføre mig upassende i jeres hjem?" Trods hans alder, følte han sig ikke truet eller yderligere påvirket af deres opførelse. Han vidste, at de nok opførte sig på den måde, fordi de var i undertal, og ønskede opmærksomhed. Det gjorde undertallet altid. Og det blev aldrig taget godt imod. Selvom Fox familien var en stor familie, var de stadig en del af det undertal, der så ren blod som det eneste rigtigt. Så at hans gæster opførte sig sådan som de gjorde, helt uacceptabel. Under andre omstændigheder, ville han havde straffet dem, før de var blevet smidt ud. Ikke tale om at han ville finde sig i den slags opførelse. Nu tidens unge manglede virkelig at lære en smule respekt. Uriah og Cecillia kunne han til dels forstå deres opførelse, men Ravens. Han blev helt i tvivl om, hvad der var gået galt i hendes opdragelse. Hvis han kunne finde ud af det, kunne han måske give det videre ned i slægten, for at forhindre det? 

Han slog tanken væk igen, før han kiggede på Raysal, og nikkede en gang. "Jeg må give mig enig. Forræderen er ikke nem at dræbe. Og det er detsvære min skyld. Jeg troede en hård disciplineret opdragelse ville give det bedste resultat. Det har dog kun givet en forræder, der er svær at dræbe." Han kiggede alvorlig rundt og letter undskyldt over sin fejl. "Jeg var jo ung." Hans blik hvilede et kort øjeblik på lokalets yngste, Delaine, og smile kort. "Dog ikke så ung." Han forsatte med at kigge rundt, før han forsatte. "Med mindre, der er nogen der har et bedre forslag, går jeg ind for Raysals forslag." Hans spørgsmål endte som en kostandetring. 

Lucia, der endnu var lammet lidt over den voldsomme hændelse, rømmede sig kort. Hun vidste godt, at børn skulle ses og ikke høres, men hun havde længe gået og tænkt over det. Lige siden Michella var kommet hjem og fortalt om Syting, og hun havde set hvordan deres mor havde regeret på det, havde hun tænkt over det, som hun frygtede at sige, men som hun vidste hun blev nød til at sige nu, for ellers var det for sent. "Hvad med mor, jeg mener, Rahuu gør det af med ham?" Hun hørte ordene kom ud af hendes mund, men de virkede så fremmede i hendes mund. Ikke bare det med hun havde kaldt sin mor ved fornavn, men også det, at hun lige havde forslået, at hendes egen mor skulle tage livet af et andet familie medlem. Det lå så langt fra Lucia, men alligevel var der noget dybt nede i hende, der fortalte hende, at det var hende, der skulle komme med forslaget. Hun var den rette til det.

[Deleted]

Rahuu der stadig sad i sit egen lille tåget mareridt, vågnede lidt, da hun så hvordan alle havde vendt opmærksomheden mod Raven og hvem end hun sad sammen med. Hun mærkede hvordan hun fik lyst til at smile over at se Raven kysse ham. Det var rart at se Rahuu være glad. Men hun kunne ikke smile. Hun var stadig alt for rystet over alt det med Syting. Og hun blev endnu mere rystet, da hun hørte Michaels ord. Tøjte? Hun krympede sig lidt i stolen over det, og klemte Nicks hånd. Hun huskede, hvor bange hun havde været for at fortælle, at de skulle have Michella. Hun var så bange for, at det var hende, der skulle blive kaldt det, da hun jo allerede havde fået Lucia og Chilla, stort set lige efter hinanden, så skulle få en så hurtig igen, kunne da kun virke billigt, selvom de var gift. Hun strammede sit greb om hans hånd, da manden og Cecillia begyndte at tale. Kunne de ikke bare holde deres mund? Forstod de ikke, hvor farligt det var at kæfte op på den måde som de gjorde? Hun mærkede dog en lille vrede til Cecillia, da hun anklagede hende og Raysal for ikke gøre noget ved det. Forstod Cecillia ikke, at det kun ville gøre det hele meget værre, hvis de blandede sig? Hun kiggede forvirret på Raven. Hvorfor opførte hun sig sådan? Hun blev ked af hun opførte sig sådan, samtidig med hun blev lidt vred på hende. Hvorfor skulle hun opføre sig sådan nu? Hvorfor skulle hun sætte sig selv i centrum nu? Dette møde handlede jo ikke om hende. Eller på en måde gjorde det. Det handlede jo om alle Fox'erne. Hun skulle til at fortælle Raven, at hvis hun ikke tog sig bare lidt sammen og holde fokuset på mødets emne, så ville hun aldrig komme til at få et normal liv. For Syting ødelagde alles liv, men det kendte Raven jo ikke til på samme måde som resten af familien. Syting havde jo aldrig været efter Raven på samme måde, som han havde været efter resten af familien, men det ville han sikker ændre på nu, hvis han ikke allerede havde gjord det. Hun nåede ikke sige noget af alt det, før hun nærmest frøs til is over Lucia der åbnede munden. Åh nej, hvad ville Michael gøre ved hende? Hun bad en lille bøn til Nick ville gøre noget, da hun hellere ville han gjorde noget, end Michael. Det var først da det var gået op for hende hvad hun sagde, at hun kiggede overraskende på hende, og havde glemt alt om takt og tone. Havde hendes datter virkelig lige sagt det som hun troede hun sagde? Skulle Rahuu dræbe Syting? Det var da den værste og mest tåbelige idé hun nogensinde havde hørt. Rahuu kunne jo knap nok klaske en myg, så hvordan skulle hun kunne dræbe Syting?

[Deleted]

Raysal vendte sit kolde, irriteret, alvorlige blik mod Cecilla. "Havde omstændighederne været anderledes, kan jeg forsikker dig om, at jeg ikke vil lade nogen tale sådan til min søster, eller lade nogen tale sådan til min farfar." Hun vidste, at hvis Cecillia bare havde lært Raysal lidt at kende de gange de havde mødtes, ville hun vide, at Raysal virkelig mente hvad hun sagde. Havde det været et andet sted og en anden, der havde kaldt Raven for en skøge, var de ikke kommet der fra med deres tunge. 

Hun kiggede forvirret på Raven, og glemte kort grunden til mødet. "Hvad mener du med det? Det var dig selv der forlod Garden? Og det var dig selv, der ville være med i første omgang? Jeg mindes ingen af os andre har bedt dig om det?" Hun var virkelig forvirret over Raven. Godt nok havde familien altid støttet Garden, men Raysal var den første, der havde valgt at blive en del af den. Hun havde fået respekt for det, men det gjorde hende ikke automatisk til det nye overhoved af familien. Den eneste måde hun ville blive det på, var hvis deres farfar, deres far og Rahuu døde. Rigtig skulle det være Syting der skulle tage over efter Michael, men på grund af hans forræderi, ville det ikke ske. Og efter ham var det hendes far John. Så kom oprigtigt Jonathan, men han havde valgt at fratage sig den rolle, så Rahuu var derfor blevet den næste, som den ældste datter af John. Hvis det var rigtigt, kom Rahuus piger før Raysal, men da de stadig var børn, kom dette ikke på tale. Raysal vidste dog godt allerede nu, hvem der kom til at tage over efter deres far. For ham der kom til at overtage, lå tryg inde i hendes mave. Tanken fik hende til at lægge en hånd på sin mave, uden hun lagde mærke til det. Ikke før hun mærkede et lille pres mod hendes hånd, der fortalte, at der var kamp om pladsen der inde. 

Hendes tanker blev dog væk, da hun hørte Lucia tale. Åh nej, det ville da blive det rene blodbad nu. Først Cecilia, så Raven, så Uriah, og nu Lucia. Var familien ved at gå fra forstanden? Hendes greb om Noahs hånd blev lidt mere fast, da hun vidste hvad Michael normalt gjorde ved børn, der talte uden at få lov. Hun huskede selv en af de gange hun var kommet til at sige noget, da hun var på Delaines alder. Det var ikke fordi slaget over fingerne havde været så slemt igen, det var mere chokket der havde skræmt hende. 

Hun kiggede kort over mod Micahel, hvis mund var en tynd streg, og kiggede derfor hurtig væk igen, og kiggede ned i bordet. Hun kunne næsten allerede høre Lucias skrig, der ville drukne det hun sagde. 

Michaels blik var uden nåde, som han kiggede på Lucia, før han med et enkel sving sendte en målrettet besværgelse mod hendes næse, for at brække den. "Du taler kun når du får lov." Han vidste godt han havde spurgt om der var nogen, som havde nogen andre forslag, men det betød ikke, at hun var undskyldt. Hun var et barn, og skulle derfor stadig spørger om lov for at tale. 

Han sukkede tungt, og kiggede kort ned i bordet, før han kiggede op igen. "Selvom Lucia talte uden at få lov, må jeg sige, at det er en god idé." Han kiggede rundt på alle sammen. "Vi ved alle godt, at det er Rahuus og hendes familie, der har været hårdets ramt af ham, så det ville kun være rimeligt, hvis det er hende, der gør det." 

Raysal der virkelig holde sig tilbage, for ikke komme til at bryde etikten på grund af hans afstraffelse af Lucia. Normalt ville hun havet holdt Delaine for øjne, men hun ville ikke risikere, at Delaine kom til at sige noget lige som Lucia havde gjord det, så hun kunne ligeså godt lære det med det samme, selvom det var hårdt. 

Hun åndede tungt ud, før hun kiggede på Michael, før hun kiggede tilbage på Rahuu, og sendte hende kort et medlidende blik, da hun vidste Michael ikke ville kunne se det, og da hun vidste hvilken smerte hun måtte føle. "Rahuu? Hvis du vil, vil jeg gøre alt for at hjælpe dig med at træne til det." Hendes stemme var alvorlig, men også bekymret. Hun ville ikke se Rahuu ligge og lide igen på jorden, fordi hun ikke havde en chance mod Syting. Hendes hjerne kørte på højtryk for at finde ud af hvordan det skulle blive så nemt for ham som muligt. Hun kunne havet været lokkedue, hvis ikke det var fordi hun allerede nu vidste, at det fik hun ikke lov til. Også tanken om der skulle gå noget galt, så deres børn ville komme noget til, fik hende til at klemme Noahs hånd igen. Han var den eneste der kunne beskytte dem alle sammen lige nu. Uden hendes magi, og med hendes gravide mave, var hun utrolig sårbar. Hun mærkede frygten og frustrationen over det, men blev lidt mere rolig af, at Noah var der. Hun vidste, at han ikke ville lade dem ske noget. 

Hun kiggede rundt i rummet imens hun tænkte, og vidste, at hun var den mest sårbare i rummet, hvis det ikke var fordi Noah sad der. Hendes øjne lande på Uriah. Hvis han ville, kunne han helt sikke gøre det af med hende. Den tanke fik hende igen til at stramme sit greb om Noahs hånd. Hvorfor kunne hun ikke være lige så rolig som han var? Tankerne fløj rundt, imens hun kiggede på Uriah, før hun åbnede munden igen. "Kunne du måske lokke ham i en fælde?" Spurgte hun, og blev overrasket over hvor rolig og alvorlig hendes stemme var. "Han vil helt sikkert komme, hvis du skrev til ham." Hun undlod at sige hans navn højt, da hun vidste at Hunter navnet ikke ville falde i god jord, og hun ønskede ikke mere drama eller sætte Raven i endnu dårligere lys end hun allerede var. "Hvis du skriver til ham for at tilbyde din hjælp, vil han helt sikker dukke op, fordi du ikke er en Fox. Han vil ikke få mistanke om det er en fælde, med mindre," hun kiggede kort rundt, "der selvfølgelig er nogen der advare ham." Hendes blik lande på Cecillia. "Jeg kunne forstille mig, at hvis hans søn finder ud ad noget om det, kunne han måske finde på det?" Hendes stemme var spørgende samtidig med det var en alvorlig ordre til, at Cecillia ikke skulle fortælle det til Judas, da hun var næsten sikker på, at hans følelser til Syting helt sikker ville komme i klemme.

[Deleted]

Et smertelige lille gib kom fra Lucia, da hun mærkede hvordan hendes næse brækkede, og tog sig hurtig til den. Hun kiggede ned i bordet og bed smerten i sig, og gjorde alt for ikke kom til at græde. Det gjorde hun dog ikke længe, da hun mærkede hvordan hendes næse truede med at dryppe med blod, så i stedet lænede hun hovedet bagover, og håbede på blodet ikke ville løbe. Hun gjorde det så diskret hun kunne, for ikke blive straffet igen. Hun havde helt glemt alt det med, at hun ikke måtte sige noget, og forbande sig selv lidt over det. Så svært var det hellere ikke at række sin hånd op i to sekunder, før man fik ordet. Det gjorde helvedes ondt, men hun klagede ikke. Det var hendes fejl.

[Deleted]

Efter hendes mindre flip lod hun sig glide tilbage i stolen og kiggede på Uriah, det var synd for dem at de allerede var nogenlunde på samme niveau som hende i denne familie, hun sukkede tungt og kiggede derefter på Raysal med et løftet øjenbryn "Du skal altid gøre dig selv så hellig Raysal, men det her er din søster.. Det er OVERHOVEDET ikke i orden at tale sådan til eller om andre mennesker" Hun lukkede øjnene og lænede hovedet tilbage mod stolen, hun kunne se sin egen lille familie for sit indre øje og det gav hende en lille smule styrke til stadig at kæmpe videre i denne forfærdelige flok af mennesker som hadede hende, nu havde hun fået undskyldt og hun havde fået sagt hvad hun tænkte, nu var det bare at sidde og nikke høfligt og komme med afmålte tilkendegivelser for resten af mødet, troede hun. Der gik dog ikke længe før end at hun blev revet ud af sine tanker da Raysal igen vendte sit ansigt imod hende, hun mærkede hvordan først hendes kinder blev knald røde og derefter hendes pande og hun trak vejret tungt ind "Raysal... Hvis du havde taget dig tid.. Til at spørge om min del af familien har været ramt af dette" hun stoppede kort op for ikke at sige noget sindssygt upassende eller flabet "Så ville du vide at Syting har prøvet at hente min søn i hans børnehave, at jeg BESTEMT ikke har lyst til at have noget med ham at gøre. Men jeg ser, at du som altid drager forhastede konklusioner om mig!" hun lænede sig triumferende tilbage og kiggede derefter på Noah "Og for det andet, tror jeg at jeg har en bedre idé til en fælde, vi kan jo foregive at Judas og jeg har brug for at gå under jorden? At vi skal have hans hjælp?" hun rokkede et par gange med sin fod og kiggede rundt inden hun igen lænede sig tilbage i stolen og tav.

[Deleted]

Hun kiggede på Raysal og lagde hovedet let på skrå, klemte sine øjne sammen og snerpede hendes læber stramt sammen "Hvad jeg mener? Med at jeg er træt af at få afvide at jeg altid er mislykket?" hun kiggede rundt og derefter tilbage på Raysal "Lad os se det i øjnene, jeg håbede måske jeg var så iskold som dig, men fordi jeg ikke var og trak mig ud af garden, har jeg fået afvide at jeg er svag og ikke stærk nok. Men jeg trak mig ud, fordi det ikke er den vej jeg ønsker at gå med mit liv" hun kiggede ned i bordet og knyttede næven som lå i sit skød. Hun strøg sig over maven og kiggede på Uriah, hun ville ikke være der mere og faktisk havde hun mere lyst til at gå end hun havde til at blive. Hun tog dog hans hånd og klemte den blidt, hun havde virkelig brug for ham i dette øjeblik til at styrke sig "Jeg synes Cecilia har ret, det bør være dem som lure ham frem i en fælde."

[Deleted]

Uriah blev ret overrasket over sine egne ord, men på samme tid umådelig nervøs for hvordan denne Michael ville reagere. Han fortrød dog ikke et sekund sin handling, selvom han tydeligt kunne mærke hans hjerte slå hårdt imod hans bryst. Nok var han der for Raven, og han vidste at de begge havde hinandens rygge, men som han stod dér følte han sig overraskende alene. Han skulede let ud over de mange Fox'er og måtte bekæmpe trangen til, at bide sig selv i kinden. Men så hørte han Cecilias stemme, og en lettelse skyllede ind over ham, som han sendte hende et taknemmeligt blik. Han fik dog ikke mange sekunder til at køle ned i, før Raven pludselig stod op og forsvarede sig selv som aldrig før. Mundlam så han på hende, til hun pludselig satte sig igen og greb hans hånd med sin, som han hurtigt klemte blidt. Han rev først sit blik fra Raven, da Michael igen tog ordet, og Uriah blev opmærksom på, at han endnu stod op. Uden at sige et ord, satte han sig atter ned på sin plads ved siden af Raven, hvor han blidt strøg hendes hånd og lagde begge hans egne om den. Han ville så gerne beskytte hende, om det så var imod alt og alle der forsøgte at såre hende, eller gjorde det ubevidst, men han vidste godt, at det ikke ville være muligt. Han sendte hende et bekymret blik, og håbede på, at hun ikke var alt for ked af det. Han strøg let lidt af hendes hår om bagved hendes øre, og lånte sit hoved ind til hendes, for svagt at hviske til hende. "Bare sig til, så tager vi hjem, okay?" Han ville så inderligt gerne presse sine læber imod hendes igen, men vidste ikke hvor glad han var for det, i nettop dette selvskab, og det så heller ikke ud til, at det blev tager særlig pænt sidst, så han holdt igen. Istedet lod han blot sit greb strammes om hendes hånd, mens han endu en gang så rundt på de forskellige Fox'er, størstedelen af dem kendte  han stadig ikke og mente heller ikke at kunne huske navnet på, men nogle stykker kunne han da gætte sig frem til, og andre havde han fået navnet på igennem diskussionen omkring Syting. På trods af, at der var så mange ansigter, endte hans blik atter på Raysal, der allerede havde haft øjnene på ham. Han sank diskret en klump i halsen, inden han mødte hendes blik med en hård mine. Han brød sig virkelig ikke om, at sidde i samme rum, og da slet ikke ved samme bord, som hende, men hvad han ikke gjorde for Raven. Han havde dog ikke forventet de ord, der kort efter forlod hendes mund. Ham? Lokkemad for Syting? Hans mund blev til en tynd streg. Han ønskede bestemt ikke, at skulle møde Syting igen, men alligevel var der noget over idéen.. Hvis han gjorde det, meldte sig til at være lokkedue, ville han være med til, at skaffe Syting af vejen, og muligvis få blot en kende respekt fra familiens side af, hvilket måske kunne være til han og Ravens fordel. På den anden side var Raven gravid med deres to tvillinger, og hun og Uriah var forlovede, så der måtte under ingen omstændigheder ske ham noget alvorligt, men han havde nu ikke problemer med, at forsvare sig selv. Han tænkte videre, som Cecilia pludselig meldte sig på banen igen, og han måtte ryste let på hovedet, inden han igen talte højt. "Det behøves ikke Cecilia, jeg kan sagtens gøre det." Hans blik flakkede let mellem, Cecilia og Raysal, imen han gjorde sit bedste for at undgå Ravens blik, da hun helt sikkert ikke ville bryde sig om hvad han havde at sige. "Syting har opsøgt Raven og jeg, og spurgt efter hjælp til at dræbe Dem, Raysal, hvor vi begge afslog. Men på grund af mit familienavn, ville det nok ikke overraske Syting, hvis jeg kontaktede ham, og fortalte at jeg havde skiftet mening og ønskede at hjælpe ham. Jeg kan aftale at mødes med ham et sted, hvor Rahuu, eller den udvalgte, kan stå i baghold og gøre den nødvendige." Han tøvede kort, inden han igen så på Raven, bange for hendes reaktion.

[Deleted]

Rahuu skulle til at svare på om hun ville gøre det eller ej, da Cecilia snakkede igen. Hun mærkede nu, hvordan hun blev irriteret nok på Cecilia til at kigge over på hende. "Hvis du har så meget imod hvordan vil er i vores familie, kan du bare tage hjem igen." Hendes tone var kort, før hun kiggede på Raven, da hendes irritation over Cecilia havde fået mere liv i hende. "Er du blevet kaldt svag?" Hun mærkede hvor sårret hun var blevet over at høre det. "Dig? Svag? Du er da den eneste her ud over Raysal, der har prøvet på at være en del af Garden. Det er da langt fra at være svag? Den eneste, der er svag her..." Hun kiggede ned i bordet, og mærkede en voldsom tang til bare at forsvinde for altid. "Er mig..." Hun mærkede Nicks hånd give hendes et trøstende klem. Han var den eneste, der forstod hende hundrede procent, og hun elskede ham for det. Hun kiggede kort på ham, og mødte hans kærlige blik, der gav hende noget trøst. Hun kiggede derefter på Raysal. "Jeg, jeg tør ikke..." Svarede hun og følte et kæmpe nederlag ved at sige det, samtidig hun mærkede Nicks hånd, der holde godt fast i hendes hånd. "Jo du gør." Nicks stemme var blid og alvorlig. "Du tør godt. Du skal bare have noget hjælp, og jeg ved vi alle vil hjælpe dig." Han kiggede ikke på de andre. Han gik nemmelig ud fra, at de ville hjælpe hende. Han vidste ihvertfald, at Raysal ville, det havde hun jo lige givet udtryk for.

Rahuu vidste ikke hvad hun skulle svare. Hun følte virkelig ikke, at hun turde, men at Nick sagde, at de gerne ville hjælpe hende, gjorde hende lidt mere tryg ved tanken, også at nu både Cecilia og manden hun stadig ikke vidste hvem var, gav udtryk for de gerne ville lokke Syting i en fælde, gjorde hende lidt mere tryk ved tanken.

[Deleted]

// OOG \\
// Emnet er slut \\

Til mødet blev der fundet frem til, at Rahuu skal være hende der dræber Syting.

Lokkemaden ende med at blive Cecilia skriver til Syting om at få hjælp til at gå under jorden, og at Uriah har tilbudt sin hjælp med at gøre det, samt han vil hjælpe Syting med at gøre det af med Raysal.