Back from pissy sissy

[Deleted]

@uriah


Raven som nu endeligt var vendt hjem fra hendes rejse til Peru, hvor hun havde mødtes med Raysal satte sig ned ved døren og lænede hovedet ned imod sine knæ. Tårerne fossede ned af hendes kinder og hun var pisse ligeglad med Fox familien i dette øjeblik. Hun sukkede let og kiggede rundt, gad vide om Uriah var kommet tilbage? Hun lænede hovedet mod døren og lukkede øjnene og så slottet for sig igen "damn" hun bankede let hovedet mod døren, hvorfor var det gået så galt? Hvorfor havde hun ladet sin vrede bruse af sted? Måske fordi hun havde været så træt, ikke fysisk men psykisk nedkørt af at have arbejdet så meget i Azkaban. Af at Raysal ikke ville fortælle hende hvem FANDEN der havde brugt hende som undskyldning. Hun havde endeligt fundet ud af gennem Judas hvordan hun kunne farve sit hår, derfor var det nu blevet rimeligt blond. Hun hev den sorte hue ned over sine øjne og sukkede tungt, det var virkelig katastrofalt det som var sket på Fox slottet og lige nu, kunne hun virkelig ikke se hvordan hende og Raysal nogensinde skulle komme til at snakke sammen igen. Hun hev huen op igen og rejste sig op på bævende knæ, hun havde transfereret sig længere væk og ind i en hytte hvor hun kunne snige sig til at bruge susepulver, det var nær gået galt og en person havde næsten spottet hende. Hun sukkede igen tungt ud og kiggede på deres pejs, hvor hun lige var kommet ud af, der lå en masse små stykker træ og brændte stykker kul foran hende og hun tog sig til panden "damn!" hun satte sig ned i sofaen og lukkede øjnene igen. Raysal havde slet ikke været vred? End nærmest ikke da hun havde fortalt at hun havde været ved William for at spørge ham ad om hun kunne være auror, men på den anden side hun havde jo heller ikke taget hans latterlige tilbud. Hun kiggede ned og trillede tommelfingre, men Raven selv var blevet tosset. Psykotisk nærmest da Raysal ikke ville fortælle hende hvem der havde brugt hende som skalkeskjul, det blev hun stadig vred over nu, selv bagefter. Hun tog en dyb indånding og sukkede tungt ud "Hvorfor Ray?" hun hulkede let uden at tårerne væltede ned af hendes kinder, hun ville ikke græde mere, hun ville være stærk.. Stærkere end nogensinde.

Hun tog sig til panden og sukkede tungt "Hvorfor skal det være sådan her?" hun kiggede på Xander som kom logrende hen til hende og hun løftede den lille tykke hvalp op til sig og krammede ham, hun sukkede igen og strøg ham over pelsen "Det gik helt galt Xander, jeg ved virkelig ikke hvordan vi nogensinde skal blive venner igen. Jeg smadrede en vase" hun grinede let ved tanken, det var rart at hendes psykiske smerte havde fået afløb og vist sig i en mere fysisk form. Hun kiggede rundt og lod øjnene glide hen på pejsen igen. Der var en eller anden lyd, men hun kunne ikke helt sætte finger på hvor den kom fra. Hun savnede hendes mand, mere end noget andet ville ønske at han var hos hende og kunne få hende til at falde ned igen, men på den anden side også for at fortælle ham at hun ikke regnede med nogensinde at se Raysal igen.

[Deleted]

Uriah var vågnet op med et sæt den morgen, efter et skræmmende, realistisk mareridt om hans far, og var vågnet i det samme sekund, som faderes knyttede næve ville have ramt ham lige i ansigtet. Han gispede efter vejret, blot ved tanken om smerten, der ville have ramt ham, hvis det ikke havde været noget, som han havde drømt. Alligevel var det som om, at han kunne føle hvor slaget ville have ramt ham, og det løb ham koldt ned af ryggen. Han havde sendt et kort blik imod Ravens plads i sengen, men hun var der som bekendt ikke. Han sukkede svagt, inden han istedet stod op for at fået noget tøj på, alt imens hans tanker stadig snurrede om mareridet, der for alvor havde revet ham ud af sit gode skind. Ved den mindste lyd, så han sig nervøst over skulderen blot for at finde ud af, at det bare var Xander. Han snerrede lavt af sig selv, over hans pludselige paranoia, og besluttede sig for, at få gjort noget ved det. Han efterlod en hurtig note til Raven, hvorpå han skrev, at han var på De Tre Koste, til hvis hun nu skulle komme hjem, imens han var væk. Efterfølgende fandt han en hættetrøje frem og trak den over hovedet, inden han gik ud for at tage sko på. Han tøvede lidt, inden han placerede sig foran pejsen i deres hus, med en håndfuld susepulver, og en adresse i hovedet. Emily havde bekræftet, at deres forældre boede samme sted, som da de flyttede fra New York af, og nu havde Uriah tænkt sig at tage tilbage, for første gang i flere år. Han klemte sine øjne sammen, udtalte adressen og smed pulveret til jorden, hvorefter han blev opslugt af flammer.

Få sekunder efter stod han inde i det gamle hus, i den stue, der plejede at være så hyggelig. Han bed sit hårdt i kinden og så sig omkring, mens han gik længere ind i huset, så stille som han kunne. Uden at tænke meget over det, førte hans ben ham op til faderens kontor, der mest af alt mindede om et lille bibliotek, med et bord fyldt op med papirer, og dér sad han. Vreden boblede op i Uriah, som han så på ryggen, af den mand, der plejede at slå ham. Et øjeblik overvejede han at gå, men så vendte manden sig om, og så direkte på Uriah, med store overraskede øjne. Han følte sig helt tom for ord, men da manden, der plejede at være Uriahs far åbnede munden, fløj ordene pludselig ud af ham. "Du kan lige vove på, at sige noget. Jeg vil ingen undskyldninger høre. Og heller intet om, at vi kan lægge det hele bag os, og blive en stor 'lykkelig' familie igen." Han lagde vredt armene over kors, og så hårdt på manden. "Jeg har fortalt Emily det hele, så må hun selv om hvad hun gør. Men jeg, jeg vil aldrig se dig igen, er du med? Aldrig igen! Og hvis du så meget som nærmer dig Raven, ja Raven Andrew FOX,  så skal jeg personligt sørge for, at du alvorligt vil fortryde det!" Pludselig løb han tør for ord, og han vendte sig for at gå igen, da han hørte en lyd bag sig. Han snurrede om på stedet, hvor hans far pludselig stod lige bag ham, og inden han kunne reagere, ramte hans næve ham på tindingen, og et øjeblik, sortnede det for hans øjne. Men så gjorde han noget, han aldrig havde forventet af sig selv. Han slog sin far hårdt i ansigtet, ikke én, eller to men hele tre gange, til han bemærkede blodet på sin hånd, og hans hjerte pludselig bankede ubehageligt hurtigt i hans bryst, og han nærmest ikke kunne trække vejret. Han styrtede væk derfra, med et dunkende hoved, og flimmer for øjnene, susede ned til pejsen, stjal en håndfuld susepulver og kort efter forsvandt hans gamle hjem fra hans øjne.

Han faldt om på det hårde trægulv, stadig med et dunkende hoved, og følelsen af, at han ikke kunne trække vejret. Han bemærkede først Raven, der sad ved siden af ham, da han igen havde fået nogenlunde kontrol over sin vejrtrækning. "Raven?" Han satte sig en anelse hurtigt op, og trak hende tæt ind til sig, stadig siddende på gulvet. "Hvor har jeg savnet dig! Hvad er der sket med dit hår?" Han smilte til hende, på trods af, at alting stadig svimlede for ham.

[Deleted]

Raven var vågnet ret tidlig denne morgen, hun havde bestemt sig for at hun ikke ville vække Uriah. Hun havde gået en frisk tur med Xander og havde bestemt sig for på turen, at hun altså havde fået NOK nu. At hun ville snakke med Raysal, hun var derfor gået hjem med Xander og havde bestemt sig for endnu engang ikke at vække Uriah da hun ville spise lidt morgenmad også tage afsted mod Peru. Hun sukkede tungt da hun endeligt stod i pejsen, hun vidste hvor hun skulle 'mellemlande' i den lille hytte inde i skoven, som var så langt inde at hun havde afmærket ruter ind til den i skoven. Det var her hun skulle hen hvis hende og Raysal var kommet skidt ud af det med hinanden, hvilket hun vidste at de ville fordi hun var så frygteligt frygteligt træt.

Hun kiggede rundt i den lille hytte og sukkede tungt ud, det var bestemt ikke rart at være her og hendes mave begyndte nervøst at knurre, men ikke fordi hun var sulten. Tvært imod, fordi hun havde så stærk kvalme at det føltes som om hun kunne kaste op hvert eneste sekund. Hun kiggede ud i skoven og begyndte sin gang mod slottet, det var smukt i skoven selvom det ikke var varmt eller sommerligt, var skoven stadig smuk på sin egen dystre måde. Hun tog en dyb indånding af den våde duft og sukkede, det var rart at være her igen. Men det var ikke et sted hun kunne bo, det vidste hun allerede nu. Der gik ikke længe inden hun igen stod foran slottet og bankede nervøst på, spagt og ubehageligt til mode. Der gik ikke længe før hun igen stod på den anden side af døren, på den anden side af slottest beskyttende mure hvor hun nu stod panisk og søgte rundt "damn damn damn" hun tog sin hånd og bankede den i slottets mur og sank ned langs den, det her var ikke meningen at hun skulle gå sådan over gevind. En tåre fandt vej ned over hendes kind og hun mumlede for sig selv, nu gjorde hendes forbandede knytnæve også ondt. Med et var hun tilbage i hytten og hjemme i stuen og der sad hun så nu.

Hun kiggede desorienteret op på ham og nikkede "Mmmh, jeg er her?" hun nåede slet ikke at tænke mere over det før hun så hans hoved og vreden voksede i hende "URIIIIIIIIIAH!" hun sprang op og hen til ham og tog hans hoved i mellem sine hænder "Hvad fanden har du lavet?" hun sank et par gange og rystede opgivende på hovedet "Jeg har farvet det, er det så grimt?" hun sank igen et par gange og kiggede ned af sig selv og pillede ved sit hår. Hun strøg ham over tindingen, men det smertede igennem hendes hånd og hun havde virkelig ikke lyst til at han skulle se hvor ondt det i virkeligheden gjorde. Hvor havde han været? Hvorfor blødte han, men pludseligt slog en tanke ned i hende "Hvad gjorde han Uriah?" hendes stemme var pludseligt ikke varm og kærlig mere, nærmere kold og følelsesforladt, hun vidste det var hans far. Og nu ville hun endnu mere slå ham ihjel, endnu mere end før havde hun det brændende ønske at kvæle ham og se hans gnist i øjnene dø ud.

[Deleted]

Det hele var gået så hurtigt, at Uriah selv havde svært ved, at forstå hvad der lige var sket. Hvor havde han overhovedet fået modet fra til sådan, at møde op i sine forældres hus, og råbe af sin far? Hvad der var endnu mere overraskende var, at hans far havde gjort ham så vred, at han havde slået ham. Det gav slet ikke mening i hans hoved, men det værkede også så forfærdeligt stadigvæk. Han fór sammen da Raven pludselig råbte hans navn, så han yderligere måtte krympe sig, og det slog ham, at hans hoved ikke kun måtte føles forfærdeligt, men også se ret forfærdeligt ud. Hans blik flakkede let, inden han til sidst tog sig sammen til, at se hende ind i øjnene, mens han bed sine tænder hårdt sammen, for ikke at vige tilbage, da hun rørte ved hans tinding, hvor hans far havde slået ham. Han vidste ikke hvad han skulle sige. At han lige siden Emilys besøg havde sovet skidt, af og til ligget vågen om natten, på grund af, at han ikke kunne få sine far ud af sine tanker, og han derfor havde besluttet sig for at tage ud for at konfrontere ham? Han bed sig hårdt i indersiden af kinden velvidende, at han ikke ville kunne lyve overfor hende, og desuden heller ikke ville kunne få sig selv til det.
Han var netop ved, at tage sig sammen til at svare, da hun pludselig så ud til, at indse hvad der var sket, eller i hvert fald delvist. Han måtte bide sig endnu hårdere i kinden, som nu også blødte, og så ned i gulvet. Han tog en dyb vejrtrækning inden han tøvende mødte hendes blik. "Jeg.. Han.. Jeg har ikke kunne sove på det seneste, og da jeg så vågnede i morges, besluttede jeg mig for, at se ham i øjnene." Han så ned på sine hænder, hans venstre var stadig let rød, efter han havde slået sin far, og der var også spor af blod på. "Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet. Du må undskylde, at jeg ikke sagde noget, det var bare noget, jeg var nødt til at have gjort." Han sagde ikke noget om det slag han selv havde fået, eller de han havde givet sin far, men det havde hun sikkert regnet ud allerede.
Han rystede hurtigt på hovedet, da hun troede, at han havde ment det negativt. "Nej nej, du misforstår mig. Det klæder dig." Han så på hende med et lille smil, og trak forsigtigt huen af hendes hoved. Han kørte kærligt sine hænder igennem hendes hår, og gav hende et blidt kys. "Men du vil altid være mit blåbær."

[Deleted]

Hun kiggede på ham som han lå der og så helt desorienteret ud, en smerte skar igennem hende hjerte. Tanken om at hun kunne have mistet ham gjorde ondt, virkelig ondt. Hun tog sin stav fremm og hviskede mellem sammenbidte tænder "Lig stille" hun rettede den mod hans hans sår og hviskede næsten uhørligt "Episkey" hun kiggede på ham og tog hans hånd og sukkede tungt. Hun kunne jo godt forstå ham, at han havde haft brug for at snakke med hans far, men hun forstod bare ikke hvorfor at hans far havde haft brug for at slå ham. Hun mærkede hvordan tårerne prikkede mod hendes øjenlåg som hun havde formået at lukke. Hun lænede sig frem og lagde hans hoved i sit skød "Jeg forstår dig godt min skat, jeg har også.." hun stoppede kort op som for at samle mod til sig og pustede så ordene ud "Snakket med Raysal" hun kiggede væk et kort øjeblik, i skam over at hun ikke havde fortalt ham det. Men nu var de lige gode om det og hun tog det ikke så tungt, de var begge kommet tilbage i live, den ene med en skade og den anden med et knust hjerte. Hun strøg ham igen over kinden og kyssede ham blidt "Du skal ikke undskylde min skat, jeg er sikker på at vi begge havde brug for at gøre som vi gjorde. For at kunne ligge fortiden bag os" hun smilede skævt og strøg ham igennem håret og nussede hans tænding "Hvordan har hovedet det nu?" hun hentydede til hendes lille besværgelse, men håbede virkelig at den havde hjulpet.

Hun bed sig blidt i læben og grinede let "Det håbede jeg også at du synes, for jeg får det ikke lige blåt sådan igen. Med det samme i hvertfald, jeg har ikke lyst til at blive sat mere i forbindelse med den familie pt." hun sukkede tungt ud, det smertede hende at tænke sådan. Men hun trængte til ikke at være en del af det drama der lå til familien, al den smerte som det påførte. Hun havde brug for at starte sin egen familie, at være fri lidt. Hun smilede let og kyssede ham på kinden "Og du vil altid være min lille golden" hun grinede kærligt og sukkede så igen "Det .... gik ikke godt med Raysal" hun sukkede tungt ud og håbede ikke at han ville spørge mere til det, for faktisk var hun ikke sikker på at hun kunne fortælle ham mere om det uden at hun ville komme til at tude sine øjne ud.

[Deleted]

Selvom han stadig ikke kunne tænke helt klart, kunne han tydeligt se på Raven, at det gjorde onde på hende, at se ham sådan, og han blev ramt af en pludselig skyldfølelse. Men han sagde ikke noget, lå bare og så ind i hendes smukke og beroligende øjne, mens han smerte langsomt dulmede hen. Han lå helt stille, som hun trak sin stav frem, og pegede den mod hans hoved, og han klemte sine øjne sammen, ikke af frygt for, at besværgelsen ville gøre mere ondt, men fordi han ikke kunne klare at se, hvor ondt det gjorde på Raven. Han åbnede først øjnene igen, da smerten var taget yderligere af, og Raven lagde hans hoved i hendes skød. Han så op på hende, og sendte hende et smil, der forsvandt hurtigt efter, da hun nævnte Raysal. Hans vejrtrækning blev pludselig hurtigere, og hvis det ikke var på grund af hans egen fortsatte forvirring, var han sprunget op, for at undersøge hende for skader. Han greb hurtigt ud og fangede hendes hånd og klemte den. Èn ting var hans far, der var en dygtig magiker, men hellere tog vold i brug end magi, og en anden var Raysal, lederes af Garden, der havde været med til, at tage adskilliges liv. Han så op på hende med et hårdere blik. Men han vidste, at det ikke ville nytte at hidse sig op. Hun havde trods alt advaret ham om, at tage afsted, og han havde godkendt det, så længe der ikke skete hende noget. Han selv var taget afsted uden at give lyv, og var kommet blødende hjem. Han bed sit igen hårdt i kinden og klemte øjnene sammen, for at holde sit hoved i ro, for selvom Raven havde healet de ydre sår, gjorde det stadig ondt indvendigt. "Raven, for helvede, sig du ikke er kommet noget til." Han så op på hende, med bekymrede øjne. Han strakte forsigtigt en hånd op, og strøg hendes kind. "Undskyld, jeg kan godt se hvad du mener.. Men selvom hun er din søster, er der virkelig langt fra min idiotiske far, til lederen af Garden. Please sig at der ikke er sket dig noget." Selv hans stemme var blevet bedende, og han følte sig lidt, som et lille barn, som han så op på hende. Han tog let en hånd til sit hoved, rørte helt forsigtigt ved sin tinding og nikkede så svagt. "Meget bedre, tak."

Han kom langsomt op at sidde, og så lidt nærmere på hende. Det blonde hår var virkelig smukt til hende, selvom han nu altid havde elsket det blå. Han nikkede forstående, det måtte være hårdt for hende, at bære en hårfarve, der var så mange fordomme omkring. Han lænede sig frem og kyssede hendes pande. "Du vil altid være smuk i mine øjne." Han smilte lidt af hende, som hun igen kaldte ham sin Golden, og af en eller anden grund, varmede det hans hjerte. Han bemærkede straks hendes lille suk, og så atter bekymret på hende, uskker på, om han skulle spørge mere ind til det. Han valgte dog, at lade være, og istedet trække hende tæt ind til sig, og lægge armene tæt omkring hende, stadig siddende på trægulvet. Han kyssede forsigtigt hendes hals. "Jeg er her for dig, hvis du vil tale om det, ok?"

[Deleted]

Hun blev siddende med hans hoved i skødet, det at se ham sådan her gjorde hende mere bange og utryg end før. At hans far kunne finde på sådan noget gjorde hende virkelig vred og hun fik lyst til at kværke ham, så han kunne smage sin egen medicin. Men hun vidste at det intet ville give at gøre skade på ham, for der ville altid findes nogle derude som var sygere endnu, nogen som ville gøre langt værre ting. Hun strøg ham over tændingen igen og mærkede hvordan hans vrede skyllede op i ham, men hun lod det ligge og kiggede ned på ham med en kærlighed malet så stærkt i hendes blik at det ikke kunne undgåes at ses. "Jeg er ikke kommet noget fysisk til Uriah, det er mere... indeni" hun sukkede let og kiggede væk, det gjorde nærmest ondt at snakke om dette at fortælle ham at hun virkelig var blevet såret af hendes søster. Hun strøg ham over kinden og nikkede "Du skal ikke undskylde min skat, jeg ved godt at i andre ser hende som leder af garden. For mig er hun bare min søster Raysal" hun grinede let og kiggede ind i hans øjne og kyssede ham blidt "Men det gik, selvom det ikke gik vildt godt. Eller faktisk slet ikke gik, så klarede jeg mig væk inden der skete noget" hun sukkede let og lænede sig tilbage op af pejsen igen og mumlede let for sig selv. "Det var godt min skat" hun sukkede let og lukkede øjnene.

"Det er jeg virkelig glad for at høre min skat. Men du ville nu også være smuk ligemeget hvad" hun grinede blidt og nød hans læber mod hendes pande, det var rart nærmest kølende mod hendes brændende hud at mærke hans læber der. Hun kiggede på ham og puttede sig tæt ind til ham og bed sig i læben "Det ved jeg min skat, det er bare.. så betændte endnu" hun kiggede ned og mærkede hvordan tårerne vældede op i hendes øjne og hun blinkede et par gange og kiggede ned "Vi røg virkelig meget op at skændes, jeg smadrede en vase så hidsig blev jeg. Jeg plejer ellers at være så god til at tøjle mit temperament?"

[Deleted]

Normalvis var det svært for ham, at styre sin vrede, når han først var blevet vred, men det var endnu sværere at forblive vred på Raven, når hun sendte ham så kærligt et blik, at hans hjerte nær smeltede. Han sukkede svagt, og rakte igen en hånd op for helt blidt at kærtegne hendes kind, men selvom ham var faldet til ro igen, kunne han først rigtig slappe af, da hun sagde, at hun ikke var kommet noget til. Han løftede let sine øjenbryn i bekymring. Det var ikke svært at se, at hun var blevet såret, men det var svært for Uriah at trøste hende, når nu han selv bar et stærkt had overfor dødsgardisterne, som han ikke rigtig kunne sætte ord på, især ikke når han stadig havde svært ved at se Raysal, som værende Ravens søster, frem for at se hende, som lederen af Garden. Han besvarede hendes kys lige så blidt, men han havde stadig svært ved at kaste bekymringen fra sig. "Jeg er virkelig ked af det, men jeg skal nok bruge noget længere tid, før jeg kan se på hende på den måde." Han stoppede kortvarigt op, for at lede efter de rigtige ord. "Jeg har aldrig brudt mig om Garden, men hvis du en en dag vil prøve, at tale med Raysal igen, så er jeg der for dig. Hun er trods alt din søster." Som han talte, var hans stemme blevet mere seriøs, men stadig meget forsigtig. "Men jeg er glad for, at du kom sikkert tilbage."

Han holdt hende kærligt ind til sig, og strøg hende forsigtigt på armen. "Du vil altid være smukkere." Han smilte en anelse for sig selv, og kyssede hende på det blonde hår, inden han lagde sit hoved imod hendes. "Du er det dejligste og mest dyrebare jeg har. Jeg elsker dig så højt." Han mente virkelig hvert et ord. Der var ikke den ting, som han ikke ville gøre for Raven. Hvis hun bad ham springe ud fra en skyskraber, havde han højest sandsynligt gjort det. Så længe hun ikke bad ham, om at gå fra hende, efterlade hende eller lade hende dø. Bare tanken gav ham en klump i halsen, og han knugede hende lidt tættere ind til sig. Han nikkede svagt, og forstod godt, hvis hun ikke ville tale om det. Han var nok heller ikke den bedste lytter, lige når det gjaldt Raysal, selvom han selv vidste, hvordan det var, at gå rundt uden sin søster. Selvom det var et upassende tidspunk, kunne han ikke lade være med at smile, da hun fortalte, at hun havde smadret en vase. Det lykkedes ham dog, at holde en fjollet kommentar tilbage, til fordel for et mere seriøst svar. "Du tøjler det ret godt, men måske var det for det bedste, at du kom af med lidt af det. Du kan trods alt ikke gå, og bære på det hele selv, før eller siden skal det ud." Han strøg blidt hendes kind. "Og når det sker, så er jeg her for dig." Han bed sig let i læben, og mumlede svagt: "Men forhåbentlig er det ikke mig det går ud over.."

[Deleted]

Hun kiggede på ham med de klareste blå øjne og bed sig i læben, hun kunne nærmest se hans vrede vokse i hans kropssprog. Men hun vidste det allerede da hun ville sige at hun havde været ved Ray, andre folk så hende som den hun var, men for Raven ville det bare altid være hendes søster og ikke lederen af garden, i hvertfald ikke før deres sidste møde. Hun lænede hovedet tilbage mod pejsen igen og kiggede på Uriah med store øjne "Det ved jeg godt, jeg er selv begyndt at se hende som.... leder af garden" hun sukkede let, det skar i hendes hjerte at sige sådan. Men på den måde kunne hun skubbe Raysal lidt på afstand, skubbe det svigt væk som hun følte ved at hendes søster havde ladet nogen bruge hendes navn, ved ikke at ville fortælle hendes hvem den forbandede nogen var. Hun kiggede på ham og nikkede eftertrukkende "Jeg ved det godt, altså det med at du ikke kan lide garden, nu hvor jeg står på den anden side er jeg jo heller ikke fan af det Uri. Jeg ved ikke om vi nogensinde kommer til at snakke igen efter i dag, det... ja" hun bed sig i læben da tårerne pressede sig på i hendes øjne og hun lænede ansigtet op ad så han ikke behøvede at se hendes tårefyldte øjne "Jeg er også glad for at du kom sikkert tilbage" hun strøg ham pr. automatik over kinden og kiggede ned igen da tårerne ikke mere pressede på i hendes øjne.

Hun kiggede på ham og smilede halvhjertet "Vi vil altid være smukkere sammen" hun grinede blidt og strøg sin kind mod hans, han var så dejlig hendes Uriah. Ham som altid ville være der for hende, som allerede havde gjort så mange heltemodige ting for hendes skyld, hun tog hans hånd og flettede sine fingre ind i mellem hans "Du er det mest dyrebare jeg har, jeg elsker virkelig også dig ufatteligt højt min skat. Højere end jeg nogensinde havde turde håbe at jeg kunne elske nogen" hun smilede stort og strøg ham over kinden, det var vildt at tænke på at hun elskede ham så meget. Det var lige før at hun ville kaste sig foran et tog, hvis det betød at han overlevede, hun strøg ham over kinden og kyssede ham på kinden. Hun kiggede på ham som han smilede af hendes fortælling med vasen og det gjorde det svært for hende ikke at komme til at boble af grin "Amen... Det var så lamt" hun lænede hovedet tilbage mod pejsen igen og sukkede opgivende "Hun ville ikke engang fortælle mig hvem der havde gjort det i Azkaban." hun sukkede let og mærkede hvordan vredes tårer igen pressede mod hendes øjne og sukkede "Jeg ved du er her skat, jeg er her også altid for dig. Det skal du virkelig vide" hun strøg ham over kinden og grinede så højt af hans næste ord "Jeg ville aldrig lade noget gå ud over dig skat, jeg elsker dig alt for højt til at kunne sige eller gøre noget som ville såre dig."

[Deleted]

Selvom han måske havde svært ved, at se på Raysal, som værende en almindelig magiker og Ravens søster, gjorde det ondt på ham, da Raven sagde, at hun også selv bar begyndt, at se på Raysal, som værende leder af dødgardisterne. Han bed sig let i kinden og vendte sit blik væk fra Raven, mens han nøje overvejede sine ord. Han havde selv haft problemer med sin søster, Emily, og vidste hvor trist og ensomt det kunne være foruden hende, men alligevel var Raven og Raysals forhold mere kompliceret end Em og hans eget havde været. Han vendte igen sit blik op på hende. "Det er jeg ked af, Raven." Han rakte en hånd op og strøg trøstende hendes kind. "Men hør en gang.." Han satte sig op og skubbede sig op ved siden af hende, og tog hendes hånd i sin. "Hvis du nogensinde vil tale med hende igen, ikke at jeg vil tvinge dig til det, så er jeg der for dig, ok? Uanset hvad du vælger." Han strøg lidt af hendes hår om bag hendes ører og så ind i hendes øjne.

Han smilte lidt og kyssede hendes kind. "Selvfølgelig vil vi altid være det," sagde han ind i hendes øre, med hans sædvanlige drillende tone. Varmen strømmede op i ham da hendes hånd fandt hans og hun flettede deres fingre sammen. Selvom det var en helt uskyldig berøring, kunne det stadig gøre ham helt statisk, på trods af at de havde været sammen i en længere periode. Han sendte hende et stort smil og trak hende tæt ind til sig, for at han kunne kysse hende kærligt. Han så kort ned og et øjeblik føltes hans kinder varme. "Du ved.. Jeg tror aldrig rigtig jeg kom mig over mit crush på dig. Et eller andet sted, har det altid været dig, Raven." Han mødte igen hendes blik, hans kinder let røde, overrasket over hans egen pludselige blødhed. Hans smil bredte sig yderligere, som hun så ud til at opdage, at han havde fundet det sjovt, at hun havde smadret en vase. Smilet forsvandt dog hurtigt igen, og blev atter overtaget af hans bekymrede ansigt. Han klemte blidt hendes hånd. "Du må ikke lade det gå dig for meget på. Jeg ved godt det er lettere sagt end gjort, men du er stærk Raven. Og helt ærligt, så havde hun fortjent en smadret vase." Han sendte hende et lidt opmuntrende smil, som hurtigt blev til latter, som hun begyndte at grine. "Det siger du nu, men vent du bare," sagde han med et grin, og kyssede hendes pande.

[Deleted]

Hun kiggede ned på ham og strøg ham over kinden, det var ikke nemt dette her at de begge havde så mange skeletter i skabet som de skulle kæmpe med. Men desto hurtigere de fik dem ud af skabet og frem i lyset og bekæmpet, desto hurtigere kunne de få et godt og stille liv sammen. Hun strøg ham over kinden og smilede "Jeg lytter min skat, jeg lytter altid til dig" hun rødmede let og lænede sit hoved ned til hans "Jeg ved du altid er der min skat, det er jeg virkelig glad for. Du er min støtte" hun kyssede ham blidt på kinden og smilede stort "Men du skal vide at jeg også altid vil være der for at støtte dig, hvis du får brug for at snakke med din far igen!" hun smilede blidt og kyssede ham igen på kinden "Jeg elsker dig så højt Golden".

Hun rødmede som han kyssede hendes kind og hun grinede let "Altid" hun hviskede det blidt og smilede stort. Det var dejligt at de nu sad der og flettede fingre på gulvet selvom det var lettere køligt, så nød hun virkelig at sidde der med ham og alle deres kærlige ord også de usagte fik varmen til at brede sig i hendes krop. Hun kyssede ham blidt og smilede stort "H..vad?" hun rødmede mere end hun troede det var muligt og hun mærkede hvordan hun blev helt genert og tøset "Jeg har haft andre, men inderst inde vidste mit hjerte at det altid ville have dig" hun rødmede og fnisede igen og kiggede på ham med store øjne. Det var fantastisk at de var som de var, så åbne omkring deres følelser og deres problemer, hun bed sig blidt i læben og grinede "Den var alligevel grim, gammel og grim" hun smilede stort og kiggede på ham med et skævt smil på læben "Jeg mener det også din bandit" hun grinede blidt og kyssede ham på halsen og smilede.

[Deleted]

Han så ind i hendes øjne med et seriøst, men også forsat bekymret blik, men slappede atter en anelse af, som hun strøg hans kind med sin hånd. Han lukkede kortvarigt øjnene, før han lagde sin egen hånd oven på hendes og igen åbnede øjnene. Han var glad for, at han altid kunne være der for hende, og hjælpe eller støtte hende når hun havde brug for det. Hendes ord kom dog bag på ham, og han måtte vredt knytte sine hænder, ved tanken om hans far. "Tak Raven, det er utrolig sødt af dig men.." Han tav, og tog forsigtigt den ene hånd til sit hoved, hvor hans far havde slået ham tideligere samme dag. "Jeg tror ikke ikke jeg har behov for, at se ham igen. Nogensinde." Ordene gjorde nærmest ondt på ham, som opgav han sin far på ny, men de forfærdelige minder han havde i sit hoved, havde gjort mere ondt, end at stikke af, hvilket faktisk havde været noget af en lettelse. Han rystede de dystre tanker fra sig, og så igen på Raven, udemærket klar over, at han havde været i sine egne tanker lidt for længe. "Jeg elsker også dig, min skat."

Han smite af hendes ord, som også havde gjort hans kinder lettere varme, og kyssede hende kærligt. "Altid," gentog han i en hvisken. Han holdt hende kærligt ind til sig, og nød deres lydløse øjeblik sammen. Han grinte lidt, som hans ord tydeligvis overraskede hende. Han lænede sig frem og placerede et hurtigt kys på begge hendes røde kinder. Han mærkede et stik af jalousi, selvom han tideligere havde hørt, at hun havde været sammen med andre før ham. Han havde jo også selv haft noget kort kørende, men det havde aldrig været noget seriøst. Han lo højt, og kyssede kort hendes pande. "Jamen så var det da også på tide, at nogen smadrede den." Han gav hende et drilende skub i siden med sin albue, og sendte hende et skævt smil. "Ja ja, du mener det nu, men en eller anden dag, bliver du sikkert tosset på mig over.. hvad ved jeg.. Og så har du pludselig glemt alt om hvad du lige sagde."

[Deleted]

Hun kiggede på ham med hovedet lænet tilbage mod pejsens sten og strøg ham mekanisk over håret, hun havde stadig lyst til at rejse sig op og tage over og klappe hans far sådan en på skrinet, men hun vidste at han ville flippe ud hvis hun gjorde det. Så i stedet lukkede hun sine øjne og prøvede at koncentrere sig om hvad han sagde "Det kan godt være du ikke har lige nu, men jeg tror at du får brug for det en dag, måske ude i fremtiden og hvis vi får børn?" hun smilede blidt og lænede sig frem og kyssede ham på panden med et stort smil "Det er jeg glad for at høre" hun grinede blidt og kiggede derefter op i loftet igen.

Hans ord fik næsten hendes hjerte til at smelte og hun måtte panisk blinke et par gange for ikke at begynde og tude, han gjorde hende virkelig mere lykkelig end hun nogensinde havde været før. Hun strøg ham over håret og smilede stort "Ja, det har du nok ret i" hun grinede blidt og kiggede ind i hans øjne, det var rart at han altid kunne få hende op igen når hun var nede. "Du skulle virkelig gøre noget slemt så, altså virkelig.. være sammen med en anden, eller være sammen med mig for at nå til Ray" hun grinede let og mærkede hvordan en uvirkelig følelse af vrede boblede i hende bare ved tanken, samtidig med fik hun kvalme og hun rykkede lettere ubehageligt på sig selv og kiggede på ham.

[Deleted]

Han så på Raven og lagde hovedet let på skrå. Nok smilede hun til ham, med han var sikker på, at hun var vred indvendig. Vred på hans far. Men han kunne ikke bebrejde hende, for det var han jo også selv. Han bed sig let i kinden og løftede begge øjenbryn, som hun nævnte børn. Det virkede måske en anelse tideligt med børn, når de nu begge var så unge, og kun Raven havde et reelt job. Men alligevel fik han kortvarigt et smil på læben, ved tanken om dem som forældre. Han trak let på skuldrene. "Jeg har i hvert fald ikke lyst igen foreløbig," sagde han lavt og tog sig igen til hovedet, selvom det ikke længere gjorde ondt.

Han kunne ikke lade være med at smile, som hun strøg sin hånd igennem hans hår. Han lo varmt og trak hende tæt ind til sig. "Det har jeg jo tit," sagde han tydeligvis for sjov, og smilede stort til hende. Han så hende mere seriøst ind i hendes smukke blå øjne, og strøg blidt hendes kind. "Raven, det ville jeg aldrig nogensinde gøre imod dig, det håber jeg, at du ved." Han kyssede hende helt blidt, og aede hendes ryg, inden han langsomt kæmpede sig op på benene. "Vil du ikke med hen i sofaen i stedet? Gulvet er så koldt." Han sendte hende et smil og rakte en hånd ned til hende.

[Deleted]

Hun kiggede på ham og nikkede forstående "Jeg vil bare gerne være der hvis du får brug for det, specielt fordi du også altid er der for mig" hun smilede blidt og lænede sig frem og lagde armene om ham, han var virkelig det mest dyrebare hun havde og hun ville virkelig gøre alt hvad hun kunne i denne verden for at redde ham og hans liv, selvom det måske i sidste ende ville koste hendes eget, hun strøg ham på panden og kyssede ham blidt der "Næste gang han røre dig, så dør han Uriah. Det mener jeg virkelig" hun sukkede tungt ud og lagde armene om ham.

Hun hvinede blidt da han hev hende tættere ind til sig og hun smilede stort "Det ved jeg min skat, det ved jeg at du har" hun grinede blidt og kyssede ham blidt. Hun rødmede dog ved hans næste ord og kiggede på ham med store glas øjne "Jeg ved det godt Uri, men det er svært og vide hvad der er rigtigt og forkert i den her verden. Ikke at jeg ikke stoler på dig, for der er intet jeg gør mere end det" hun smilede blidt og tog hans hånd "Jo det vil jeg gerne" hun rejste sig blidt og kiggede hen på sofaen og begyndte at gå der hen. "Hvad skete der helt præcist hos din far Uri?"