Post by Deleted on Apr 3, 2016 20:48:46 GMT
Han så på hende med et taknemmeligt smil. Det var rart at vide, at de begge ville være der for hinanden, uanset hvad de end gik og rodede med. Søstre, fædre eller noget helt tredje. "Tak Raven, jeg vil også altid være der for dig." Han holdte hende fortsat ind mod ham og lænede blidt sit hovede mod hendes. Han blev dog hurtigt seriøs igen og rykkede sig let væk, for at han bedre kunne se ind i hendes øjne. "Jeg ved godt, at det også gør ondt på dig, Rav, men det går virkelig ikke. Ja, jeg hader ham også, men jeg vil ikke være skyld i nogens død, ikke engang hans." Han så ind i hendes blå øjne med et seriøst blik, og håbede virkelig at hun forstod ham. For måske ønskede han ikke selv at være skyld i nogens død eller dræbe nogen selv, men han ønskede heller ikke, at Raven skulle have andres blod på hænderne, slet ikke for hans skyld. Og hvad nu hvis hun kom til skade...
Han lo lidt af hende, som hun faktisk gav ham ret, og han rystede let på hovedet, inden han pressede sine læber helt blidt imod hendes. Hans blik blev dog mere bekymret, som hun talte, og et øjeblik vidste han ikke, hvad han skulle svare. "Uanset hvad der er rigtig eller forkert, så vil jeg aldrig såre dig." Han strøg blidt hendes kind. Han tog fat om hendes hånd og trak hende op på benene og gik over imod sofaen, hvor han satte sig med et tungt suk. "Joh, jeg tog derhen med susepulver, det er det samme hus, som da jeg flyttede hertil, så jeg havde ingen problemer med at finde rundt.. Jeg fandt min far på hans kontor og.." Et øjeblik gik han kold, og vendte sit blik imod sine hænder. "Da han så så mig, råbte jeg af ham.. Jeg kan ikke huske præcis hvad, men råbte gjorde jeg, og sa da jeg ville gå, slog han mig, og så slog det bare klik for mig." Han så ned på sin venstre hånd, der stadig var spor af hans fars blod på, og han forsøgte diskret at tørre det af. "Og så stak jeg af... Igen."
Han lo lidt af hende, som hun faktisk gav ham ret, og han rystede let på hovedet, inden han pressede sine læber helt blidt imod hendes. Hans blik blev dog mere bekymret, som hun talte, og et øjeblik vidste han ikke, hvad han skulle svare. "Uanset hvad der er rigtig eller forkert, så vil jeg aldrig såre dig." Han strøg blidt hendes kind. Han tog fat om hendes hånd og trak hende op på benene og gik over imod sofaen, hvor han satte sig med et tungt suk. "Joh, jeg tog derhen med susepulver, det er det samme hus, som da jeg flyttede hertil, så jeg havde ingen problemer med at finde rundt.. Jeg fandt min far på hans kontor og.." Et øjeblik gik han kold, og vendte sit blik imod sine hænder. "Da han så så mig, råbte jeg af ham.. Jeg kan ikke huske præcis hvad, men råbte gjorde jeg, og sa da jeg ville gå, slog han mig, og så slog det bare klik for mig." Han så ned på sin venstre hånd, der stadig var spor af hans fars blod på, og han forsøgte diskret at tørre det af. "Og så stak jeg af... Igen."
