Åh nej altså

[Deleted]

Hun trak sin sweater på. Så var hun klar til at flygte. ”Jeg er fuldblods, men jeg er ikke hadefuld.” forsvarede hun sig selv. Hvad havde han så tænkt sig at gøre? At slå alle de mugglerfødte elever ihjel, mens han bildte sig selv ind at det var for det bedste.
Hvis ikke hun var med ham, så var hun jo imod ham. Men det var ikke hende der var en forræder. Det var ham. Nu var det slut. Hun lagde ikke mærke til at hun var begyndt at græde. ”Vi skulle have været sammen,” mumlede hun ulykkeligt. Han havde ødelagt hele sit eget liv, og han ville komme til at ødelægge mange flere.
Hun undveg hans hænder, som om hun var bange for at han ville brænde hende hvis han rørte hende. Det ville han måske. Hvem vidste, når han havde det mærke på sin arm? ”Stop!” hun bakkede et skridt længere væk fra ham, ”… med at røre ved mig. Jeg elsker dig, men jeg kan ikke lide dig lige nu. Du skræmmer mig! Jeg kan ikke… dig. Det går ikke.”

[Deleted]

Hun rykkede sig længere og længere væk fra ham. Hun forstod det ikke, og han kunne mærke hvordan alt i ham splintredes, som var han lavet af glas. "Margo du kan vel godt se det..kan du ikke? Kan du ikke?" Spurgte han tiggende og gik hen mod hende. Han måtte da kunne få hende til at forstå, at det han gjorde ikke var forkert, at den verden han ville være med til at skabe, var et utopia. "Jeg elsker dig Margo, jeg elsker dig"

[Deleted]

Hun havde lyst til at lægge armene rundt om ham og trygge ham ind til sig, men på samme tid havde hun ikke lyst til at røre ved ham. Ikke længere. Hun gad ikke engang at se på ham. Hun lagde den ene hånd op for ansigtet og gned sine øjne, mens hun holdt den anden op foran sig for at få ham til at stoppe hvor han var. ”Jeg kan ikke se noget godt i det.” svarede hun med grødet stemme. Hun kunne heller ikke se, hvordan han kunne se det som noget godt. ”Stop med at sige det. Jeg vil ikke være med til det."

[Deleted]

"Margo, tag med mig. du ved jeg elsker dig og jeg ved du vil kunne se at det er det rigtige at gøre. jeg vil blive husket som en stor mand, en mætig mand og du vil blive husket ligedan!" Tiggede han og faldt på sine knæ foran hende, som et hjælpeløst barn, "Jeg vil gøre alt for dig, så jeg beder dig, gør dette for mig! Jeg vil kunne give dig alt hvad dit hjerte begærer! Folk vil både frygte og elske mig! De vil huske mig som Mylon-Forstår du ikke, at dette er alt hvad jeg i mit liv, har ønsket mig? Og jeg vælger dig, margo Jones, til at dele det med" Han kiggede op på hende.

[Deleted]

”Stop med at få det til at lyde som om det er en ædel ting du har gang i.” bad hun, og bakkede endnu et skridt tilbage. Hun stødte ind i døren. Nu var han ikke bedre end sine forældre.
Hendes hjerte bankede hurtigere end det plejede at gøre når de var sammen. Hendes øjne sveg, og hendes hals havde snoet sig sammen. Lige før havde hun været meget varm, men nu havde hun det som om hun var frosset til is. Hun kunne ikke høre halvdelen af det han sagde, og hun havde låst blikket fast på hans seng. Det var nok bedre hvis hun ikke så på ham. Og så græd hun endnu mere. ”Gå hjem, Mylon.”

[Deleted]

Det var en ædel ting, og det var han sikker på at hun en dag ville kunne forstå. Hun elskede ham jo, så hun ville altid ende med at se det gennem hans øjne, det skulle han nok sørger for.
"Margo, vær sød" Han rejste sig fra gulvet og gik endnu en gang hen mod hende, hen mod døren, "Kan du ikke se hvor skør du er? Men okay, jeg efterkommer dit ønske, for jeg ved at du vil ende med at være som mig-Vi minder om hinanden..jeg elsker dig Margo" Han rykkede hende en anelse væk fra døren for han smuttede ud af den. Han forsvandt i de grønne flammer, nede i familien jones' mørke stue.

//out//