I Think I'm.. Pregnant

[Lorelai King]

@ian - Lufthavn i England - April 2052 omkring midnat.

Lorelai var iklædt en par tæt sidende par bukser og en oversize hættetrøje, hvor hun havde trukket hætten godt op så den dækkede det velkendte blonde hår, derudover havde hun et par sorte solbriller på, for ikke at blive genkendt, på trods af klokken var mange som hun sad mere eller mindre alene i lufthavnen og ventede på Ian.
Det var sådan set ikke fordi han var sent på den, det var nok nærmere hende som var for tidligt på den, men lige nu sad hun bare og ventede og bad til ikke at blive genkendt. Hendes humør var slet ikke oplagt til turné lige pt. For det første havde hun et ordenligt blåt mærke over lænden og røde mærker omkring sine håndled, Alec havde ikke ligefrem været sød ved hende efter, at have set de billeder af hende i Profettidende med nogle fans, hvor der var blevet uddelt kindkys.

Men alt dette havde hun jo selv været gået med til, nej det som plagede hende aller mest lige nu, var den bekymring, den fornemmelse og ikke mindst den kvalme hun kunne nikke genkendelse til, fra da hun havde været gravid med Melody, men samtidig var hun nok også stadig i benægtelses fasen. Hun kunne jo ikke være gravid for pokker! Hun tog jo sin eliksir, præcis som hun skulle.
Hun skævede lidt over kanten på solbrillerne og bed lidt i sin hud omkring den ene finger, en irriterende vane hun havde påduttet sig når hun blev nervøs. I et tungt suk lod hun sig glide lidt ned i stolen, og mærkede hvordan den ene fod begyndte at trippe ukontrolleret, hvilket fik hende til at skylde hovedet opgivende bagud.

[Deleted]

Ian havde ikke set Lorelai i nogle dage. Sådan var det jo som regel når de var hjemme fra turner, men nu havde han jo også haft en del om ørerne de sidste dage efter han havde mødt Laura og hun havde kastet bomben i hovedet på ham, tænk at han havde en datter og tænk at hun havde holdt det skjult for ham i så mange år!
Han følte sig stadigvæk vred og såret over det, men han var ved at komme lidt igennem det. Det blev han jo sådan set nødt til kunne man sig. Lige nu var han lige ankommet til lufthavnen, de skulle rejse om et par timer, denne gang var det dog kun for et par uge. Han fik hurtigt øje på hende, han genkendte hende med det samme, for han vidste hvordan hun plejede at se ud når hun ikke ville genkendes. Hendes bodyguard stod også lidt derfra så man ikke ville tænke at de hørte sammen.

Han trak rullekufferten efter sig og slog sig ned ved siden af hende. "Jeg har hørt at der skulle komme en kendis til lufthavnen her til aften, en Lorelai King, kender du hende?" Han blinkede til hende og rettede de blå øjne mod hende.
Hun så ret flad ud, men nu var klokken jo også mange så det kunne man måske ikke betænke hende i. Han blandede sig som regel ikke i hendes privatliv, ikke medmindre hun selv begyndte at fortælle. "Hva' så? Hård aften?" Et lidt drilsk blik var at spore. Han var glad for at det var en som hende han arbejdede for og ikke en af de der divaer der altid gjorde jobbet ekstra svært for deres manegers.

[Lorelai King]

Lorelai sad fuldstændig i sin egen lille bobbel, da Ian satte sig ved siden af hende, heldigvis kendte hendes bodyguard jo også Ian, så han reagerede ikke. "Hvor jeg dog elsker, når du forstår dig på det der med at holde lav profil," drillede hun tilbage og blinkede til ham, skønt dette ikke kunne ses, da hun jo stadig havde solbrillerne på.
Hun så sig lidt omkring i lufthavnen, lige nu var der ikke andre end de to og bodyguarden, hun valgte derfor, at tage solbrillerne af og skyde hætten ned, der var jo alligevel ikke nogen til at genkende hende lige nu, og hvis der kom nogen, så var hun jo rimelig meget i sikkerhed anyway.

Hun gled en smule mere ned i stolen, så hendes nakke kunne støtte mod ryglænets kant, og vippede så hovedet til siden, for at se på Ian, som et falsk smil meldte sig på hendes læber, "Nej da, hvad får dig til at tro det?" spurgte hun ironisk, at ansætte Ian som sin maneger var nok et af de bedste valg hun havde haft taget i hele sin karriere.
Hun vendte blikket frem for sig, "Jeg kunne virkelig godt drikke en kande kaffe.." mumlede hun, og trak ærmerne op, som afslørede røde mærker omkring begge håndled, før hun vendte blikket tilbage på Ian, hun ville gerne fortælle ham, at hun var gravid, hun vidste bare ikke lige hvordan, hun endte derfor blot med at lukke munden igen og vendte blikket tilbage frem for sig.

[Deleted]

Han smilede blot til hende over sin egen morsomhed. Det var så rart at have et job som man levede og åndede for som han gjorde for dette her. Naturligvis havde det også både op og nedture i og med at han stort set aldrig var hjemme og ikke havde så meget tid til at pleje sig selv, men han havde da også sagt at når han så endeliggik ned, så skulle det være med stil, imens han lavede det han elskede allerhøjest.
Lige nu havde han det jo også godt nok, der var ingen problemer og sygdommen blev holdt nede med medicin der godt nok var sløvende, men ikke noget et par daglige kopper kaffe ikke kunne klare.

Ansigtet blev lagt i lettere skæv grimasse, "fordi du ligner noget katten har slæbt med ind," informerede han i en lidt for munter tone. Han var ikke direkte underholdt over at se hende på denne måde, men han gik bare ud fra at hun havde tømremænd og det var derfor hun var så skvattet.
Efter snakken med Laura måtte han nok også erkende at han ikke følte sig helt på toppen af verden. Tænk at få at vide man havde et barn og så så kort tid inden en turné hvor han i forvejen havde virklig meget om ørerne.
Hans blik gled ned til de røde håndled hvilket fik brynene til at rynkes en smule. "Hvad i alverden har du lavet?" Spurgte han overrasket.

[Lorelai King]

"Iih hvor jeg dog elsker når du kaster sådan rundt med komplimenter til mig," svarede hun ironisk med et roligt lille smil på læberne. Hun hadede følelsen af at være gravid, og nu var det anden gang hun sad med den. Alecander havde hun endnu ikke fortalt det til, og det var nu heller ikke nogen samtale hun så vildt meget frem til.
Hun ville bare have flyet kom nu, hun ville op på scenen, fyre den maks af og så hjem igen og få det barn ud af verden, hun havde på intet tidspunkt så meget som overvejet at beholde det, heller ikke hvis Alecander ville.

Lorelai rynkede lidt på panden ved Ians spørgsmål, og fulgte så hans blik ned til sine håndled, "Oh, ehm.. Ikke noget, det var bare.." hendes hjerne kørte på højtryk for at finde på en undskyldning, "Ritas hund som trak afsted med mig," løj hun så, hvilket hun var virkelig dårlig til, Rita havde ikke engang en hund.
"Kender du nogle gode healere på Mungos?" spurgte hun så lavmeldt, hun ikke engang var sikker på om han kunne høre det.

[Deleted]

Han smilede stort til hende, "ja jeg er bare en ganske herlig fyr med sans for gode komplimenter." Kommenterede han muntert som smilet voksede. Hans humør var dog stadigvæk dårligt, men det hjalp at være på arbejde og få tankerne ledt hen på andre ting. Igen gled tanken om mødes med Laura ind i hans sind og han bed sig lidt i læben. Nej, han nægtede simpelthen at tage stilling til det nu!
Hvad der gjorde Lorelai så mut her til aften anede han ikke, men de fortalte jo heller ikke hinanden alting. Rigtig mange ting, ingen tvivl der, men nogen ting havde man det bare bedst med at holde for sig selv. Ikke at han havde tænkt sig at dømme hende for at have danset på bordene med en lampeskærm på hovedet, hvis det var sådan noget hun havde lavet, men det betød jo ikke at hun ville synes det var fedt at fortælle ham.

Han skød en smule overrasket brynene i vejret. "Jeg anede ikke Rita havde en hund." Svarede han og kiggede lidt nærmere mod hendes håndled. "Det ligner mere en af Brookes drager slæbte afsted med dig." Kommenterede han. "Men hvordan i alverden lufter du hund? Binder du dine håndled sammen i snoren eller hvad?" Det så altså lidt underligt ud.
Spørgsmålet fik ham til at glo på hende med et mistroisk blik. "Måske, Lor hvad foregår der?" Forlangte han at vide. Han lod hovedet tippe let på skrå og bed sig i læben. Det var da et eller andet helt galt her. Var hun mon blevet overfaldet? Hun var jo kendt, den slags skete.

[Lorelai King]

Lorelai gjorde et par flaske host, "Undskyld, jeg tror lige jeg fik et par ord galt i halsen," drillede hun og blinkede til ham. Hun elskede at de to havde det så godt sammen, selvom de ikke fortalte hinanden alt, så følte hun da alligevel, at hun kunne snakke med ham om stort set alt.
Hun lænede sig lidt over i mod ham, og lod sit hoved hvile på hans skulder, "Hvor lang tid er der til flyet letter?" spurgte hun i et gab, så det meste af hendes sætning nok blev ret så uforståelig. Hun nød altid at være i selskab med Ian, da lige på nær når han kunne gennemskue hende alt for hurtigt, som han havde en eller anden irriterende vane med at gøre.

"Ehm.. Nej, hun har også lige fået den," sagde hun, iih kunne han ikke bare holde op med at snakke om den fiktive hund altså. Hun vendte blikket mod sine håndled, og mærkede en eller anden form for had til Alecander vokse i hende. "Kan du ikke bare glemme mine håndled og min måde at lufte hund på?" spurgte hun en anelse snærrende, hvilket overhovedet ikke var fair, det var jo ikke Ians skyld.
Hun rettede sig lidt op igen, og lod sig gled lidt ned i stolen i et suk, som hun bed sig i læben, "Jeg.." hun tøvede og hendes stemme var så lav at den dårligt kunne høres. "Jeg gravid, Ian," sagde hun og vendte blikket i mod ham, som hun mærkede tårene presse sig på, hvilket gjorde hendes øjnene helt blanke.

[Deleted]

Han sendte hende et lige så falsk bekymret blik for "virkleig? Og jeg som ellers kortvarrigt frygtede at du var ved at blive syg." Drillede han tilbage. Hun var en fantastisk kvinde og Ian var helt sikker på at intet kunne stoppe hende fra at nå til tops. Hun var som en søster for ham og han elskede at bruge tid sammen med hende.
Som hun hvilede hovedet mod hans skulder lod han sit eget hoved hvile mod hendes. Folk der ikke kendte dem ville nok tro at de var kærester eller noget i den stil, men det var Ian nu ret ligeglad med. Hendes spørgsmål drev ham til at hæve armen og kigge på sit ur, "om en times tid, skal jeg se om jeg kan fremskaffe en kop kaffe?" Ikke at han selv skulle have, det ville nok ikke være smart når han i forvejen var voldsomt stresset over den nyhed Laura var kommet med tidligere.

"Aha.." han så tvivlsomt på hende, han kunne ved den sødeste grød ikke forstille sig at en hund kunne lave mærker som disse, "hvilken hund var det? En trehovedet helvedshund?" Han hævede brynene og så på hende med mistillid i de blå øjne. Naturligvis kunne han ikke sige at hun løj for i teorien kunne det vel godt være rigtigt, han havde bare ikke set det før.
Hendes bidende kommentar fik ham til at rette sig op på den ubehagelige plastikstol og se på hende en kende overrasket, "okay okay, du bliver sur når man nævner dit manglende talent for at lufte hund, got it." Var det i det hele taget noget man behøvede at have talent for at gøre? Denne tanke blev dog hurtigt slået ud af hovedet på ham da hun kom ind til sagens kerne. Han gloede på hende med munden åben, "undskyld hvad? Hvordan er det sket?" Han tænkte sig kort om, "ved du hvad, lad venligst vær med at svare på den sidste del." Det havde han trods alt ikke brug for at vide. "Men...hvem er faderen?" Han modstod trangen til at give hende en moralprædiken om at barnets far i hvert fald havde ret til at vide det.

[Lorelai King]

Hun lo let, det var nok en af de bedste ting ved Ian, han kunne stort set altid få Lorelai til at grine. "Ja, pas på jeg ikke smitter dig," forsatte hun drilleriet og blinkede til ham. Ian var lidt ligesom en bror for hende, hun havde aldrig haft følelser for ham, det var mere sådanne et søskendebånd, hun i hvert fald følte de havde.
Hun vendte blikket op mod ham, og lignede nok mest af alt en lille pige som lige havde fået af vide, hun måtte åbne en julegave før tid, "Se det er præcis derfor du er min mest betroet ansatte, du ved altid præcis hvad jeg har brug for," sagde hun og nikkede, kaffe ville være godt, men det var det jo altid. Nogengange undrede det virkelig Lorelai hvordan hun stadig var i stand til, at sove om natten, og at hun ikke bare gik rundt i en eller anden kaffe-zombie-artig tilstand 24-7.

"En Non-Of-Your-Business-Hund," svarede hun og sendte ham et lettere flabet blik. Nogengange skulle han virkelig lærer at forstå, at Lorelai så ham som en bror, og det var altså ikke alt man ønskede at dele med sine søskende, og hvis hun ville, så kunne hun ikke fortælle ham noget om, hvordan de røde mærker var endt på hendes håndled, for så ville hun bryde edden til Alecander. Et lidt undskyldende blik blev sendt, "Undskyld, det bare.. Bare glem mine håndled okay? Please?" spurgte hun og rystede lidt på hovedet.
Hun skulle lige til at åbne munden for, at sige at det ville han nok ikke vide, da han selv pointerede hendes mistanke, "Blomsten og bien, skal vi ik bare holde os til det?" spurgte hun og gled om muligt endnu mere ned i stolen, hun følte snart hun sad helt nede på gulvet. Hun spærrede øjnene op, ved hans næste spørgsmål, "Ehm.. Alecander.. Men han ved det godt, og vi er blevet enige om, at vi ikke skal ha det, og det skal ikke ud til pressen," sagde hun og vendte blikket i mod ham, "Sååh.. Kender du nogle gode healer, som kan holde på en hemmelighed?" spurgte hun og prøvede meget ihærdigt, at lyde fuldstændig ligeglad, hvilket hun langt fra var.

[Deleted]

Han holdt forsvarende begge hænder op foran sig, "nej tak, jeg vil ikke smittes med dine pigelus," drillede han og rystede lidt på hovedet af dem begge. Da hun medgav at kaffe ville være godt, nikkede han blot og sendte derefter bodyguarden ud efter søgen på kaffen, så slap Ian for at gå selv hvilket da var et plus.
"Selv tak," kommenterede han med et lidt for stort smil til Lorelai som måske nok havde regnet med at han havde hentet det selv hvilket da også havde været planen frem til hun begyndte at komme ind på hvad der var galt med hende. Denne samtale var ikke en man bare lige gik væk fra med et træk på skuldrene.

Han stirrede mistroisk på hende, et blik der sagde at han ikke var helt færdig med det emne, men at han lod det ligge for nu. Naturligvis var det i orden at hun havde hemmeligheder for ham, men han kunne ikke fordrage når det var på denne måde, især fordi at det ikke ligefrem bare var et sugemærke eller et eller andet andet latterligt. "Fint, jeg dropper det.....for nu." svarede han blot. Han havde ikke tænkt sig at lade den ligge.
"Alecander?" Han havde da ikke hørt hende snakke om nogen Alecander før, "hvem er Alecander? Ministeren for Magi eller hvad?" Det var naturligvis ment som en hundrede procent joke hvilket han også selv smilede lidt over, tydeligvis i den opfattelse at han var vanvittig morsom. "Jeg kender massere af healere you know," han sendte hende et sigende blik, Ian havde jo nærmest CO adresse på Hospitalerne. "Men nogen der kan holde på en hemmelighed.." han bed sig kort i læben. Den var straks værre. "Men altså jeg kan prøve at undersøge det, men for helvede Lor," han rystede på hovedet af hende, hvorfor havde hun ikke tænkt sig om og brugt beskyttelse.

[Lorelai King]

Lorelai himlede let med øjnene, med et roligt smil på læberne, "Du får dem alle sammen," sagde hun og rystede hænderne over i mod ham, som rystede hun sine pigelus over mod ham. Hun sendte ham et lidt sigende blik, da han sendte bodyguarden afsted efter kaffen, "Virkelig?" spurgte hun og rystede så igen lidt på hovedet.
"Nogengange er du simpelthen alt for, forvendt," sagde hun, dog stadig med et lille smil på læberne. Hvad ville han overhovedet gøre uden hende? Uden hendes bodyguard? Nogengange kunne hun altså ikke andet end at grine lidt af det. Alt det der kendis noget, havde uden tvivl sin pris, men der var altså også en del fordele i det.

Lige nu var Lorelai nok bare glad for, at Ian ikke kunne se resten af hendes krop, for så havde hun da haft et seriøst forklaringsproblem, selvom hun også godt vidste, at han ikke var hoppet på den lille historie om Ritas hund, som hun faktisk slet ikke havde. "Fra nu af, tak," rettede hun ham, uanset om hun så ville have lyst til, at fortælle ham, hvordan Alecander havde bundet hende fast, så kunne hun jo heller ikke på grund af den ed hun havde aflagt til ham.
Hun rømmede sig en smule, og kløede sig totalt meningsløst i nakken og vendte blikket lidt væk, da han nævnte Ministeren for Magi, "Tror du snart kaffen er her?" spurgte hun så, udelukket for at skifte samtale emnet over på noget andet. Hun bed sig lidt i læben og vendte så blikket tilbage på ham, "Yeah.. Undskyld, det var ikke for at rive op i noget," sagde hun og sendte ham et undskyldende blik, hun hadede det faktum, at han var syg. "Tak.. Jeg ved det godt, det er noget lort, men eliksiren slog fejl.." forklarede hun, det hørte man jo ske fra tid til anden, at selvom magikerkvinder tog deres eliksir, så blev de gravide alligevel.

[Deleted]

Han lo som hun rystede hænderne og rystede lidt på hovedet af deres barnlige opførsel. Hun var virkelig skøn at arbejde sammen med, han kedede sig i hvert fald aldrig hendes selskab det var helt sikkert. Som hun konstaterede at han var forvendt kunne han da heller ikke lade være med at trække let på skuldrene og smile lidt for bredt til hende.
"Hvordan skulle man dog undgå at blive forvendt når det er så let?" Han indrømmede da gerne at han godt kunne lide at nyde lidt godt af de goder det gav ham fra tid til anden. "Desuden er jeg jo en meget syg mand skal du huske," han hostede falsk og skød underlæben lidt ud som en lille fortabt skoledreng.

Han sendte hende et bedrevidende blik, "tro du bare på det," svarede han med et sigende smil. Han havde tænkt sig at komme til bunds i dette her det var helt sikkert, måske bare ikke lige i dag hvor hun i forvejen virkede lidt knotten.
Ians latter forstummerede ret hurtigt da hun ikke ligefrem joinede den, men nærmere så lidt panisk ud. "Hvad betød det der?" han imiterede hendes måde at sidde på. "Du mener ikke seriøst at du har knaldet Ministeren for Magi?!" Hans øjne var store og det var som om at hans hjerne slet ikke kunne følge med lige nu, "Lorelai hvad fanden forgår der?" Hun blev da nødt til at være ærlig overfor ham ellers ville han ikke kunne hjælpe hende med at dysse det hele ned.
Han slog lidt afværgende ud med hånden, "det skal du ikke tænke på," sagde han blot, han vidste godt at hun ikke mente noget med det og han havde valgt at leve med det faktum at han nok ikke ville dø af alderdom, men sådan var det jo bare.
Han kunne ikke lade være med at ryste på hovedet af hende. Det var jo komplet åndsvagt dette her og fik fressen først nys om det....han turde ikke engang fuldføre den tanke.

[Lorelai King]

Lorelai elskede virkelig at have Ian i sit liv, også selvom de aldrig havde været andet end venner og kollegaer så og sige. Måske det var lige præcis derfor de havde det så godt sammen? De havde aldrig lavet noget som kunne gøre det akavet mellem dem, selvom de havde lavet mange sjove ting, det syntes hun i hvert fald.
Hun grinte let, "True.. Så må vi sørme håber jeg bliver ved med at kunne lave nogle gode sange," sagde hun og blinkede til ham, "Orrrh bette pus da," sagde hun i en rigtigt mor stemme som snakkede hun til et lille barn, som ville have is, som undskyldning til, at få feberen til at falde.

Hun himlede lidt med øjnene, "Det gør jeg også," sagde hun og vippede kort med øjenbrynene, uanset om hun så ville fortælle Ian, hvorfra de røde mærker på hendes håndled var kommet fra, så kunne hun jo ikke, hun havde jo aflagt en ubrydelig ed til Alecander, om aldrig at snakke om rummet med nogen andre end ham. "Ik noget," sagde hun en kende for hurtigt, men tabte fuldstændig kæben da hans spørgsmål, som ikke ligefrem var pakket ind, lød, "Shh! Gider du lige? Ikke så højt," sagde hun anspændt, og så fabrilsk rundt i lufthavnen, der heldigvis stadig var tom.
Som han næste spørgsmål lød, vendte hun blikket tilbage på ham, "Ikke noget.. Jeg er bare træt og jeg ønsker ikke pressen finder ud af det her," sagde hun og kunne nærmest allerede se overskrifterne for sig, 'Ministeren for Magi og Lorelai King venter baby.' Åh gud det var virkelig noget lort det her. Hun lagde hovedet mod hans skulder igen og tog ham venligt i hånden, "Du er min bedste ven, det ved du godt ik?" spurgte hun.

[Deleted]

Han nikkede bestemt, "ja altså det er jo ikke for at ligge pres på dig eller noget, men at jeg får mad på bordet afhænger jo af din succes," han blinkede morende. Ikke at han kunne drømme om at give hende skylden hvis hun skulle miste interessen for at lave det hun gjorde, han ville blive ærgerlig over at skulle finde en ny arbejdsgiver, men det var jo hendes valg.
Nu regnede han heller ikke ligefrem med at det var noget der ville komme til at ske foreløbig for hun lod da til at være glad for det hun lavede og det liv hun levede.
Underlæben blev skudt let frem som et surmulende barn og han nikkede, "ja det er faktisk forfærdelig synd for mig," medgav han og snøftede et par gange på ikke særlig troværdig vis.

De blå øjne voksede til næsten dobbelt størrelse ved hendes afsløring. "Du....og...Ministeren?" Munden stod vidt åbent i nogle lange sekunder inden han atter lukkede den og rystede på hovedet som for lige at ryste de sidste tanker på plads. "Det er for langt ude..." Han så tilbage på hende, men kunne ikke helt finde ud af at ligge ansigtet i de passende folder, for hvilket udtryk passede dog til den nyhed?
"Hvordan i alverden skete det?" Han ville normalt ikke høre hende fortælle om den slags, men lige denne historie var han faktisk lidt nysgerrig på at høre, så meget at han næsten havde glemt hans eget møde med Laura. "I lige måde Lor." Sagde han sandfærdigt og rodede hende lidt i håret.

[Lorelai King]

Lorelai sendte Ian et lidt sigende blik, "Tak, Ian, tusind tak," sagde hun ironisk, men måtte så lade den falske sure mine dø hen igen, "Så er det sørme godt for dig, at det samme gælder for mig selv, huh?" sagde hun så og grinte let. Ja, de ville nok begge to ryge på røven, hvis hun fik lavet et eller andet lort, og blev meget upopulær, som fx hygge sig med Ministeren for Magi.. Nååh nej, to late for that..
Hun sendte ham et trist hundehvalpe blik, "Orrrh lille fnuller dog," sagde hun i en sukkersød stemme og aede hans kind, "Skal jeg købe en ny bil til dig? Bliver du så glad igen?" spurgte hun med en vaske ægte mor-stemme som snakkede hun til et lille barn. Men kunne heller ikke helt lod vær med at morere sig, selvom det jo slet ikke var sjovt, at han var syg.

Denne gang gav hun ham et dask over armen, "Hallo! Sshy," sagde hun og satte en pegefinger under hans hage, for at lukke munden på ham. Åh gud, dette her ville hun helt sikker fortryde hun havde fortalt ham på et eller andet tidspunkt. "Det ved jeg godt.. Bare please, lad vær med at sig det til nogen," bad hun, og så lidt på ham.
Hun himlede lidt med øjnene. Yup, der kom tidspunkt, hun ville fortryde det. "Det er en lang historie.. Vi har kendt hinanden i mange år.." sagde hun og trak lidt på skulderne. Hun havde jo kun været 15 år, dengang hun havde mødt Alecander, men Ian vidste jo intet om Melody, hun var bange for hvordan han mon ville se på hende, hvis hun fortalte hun havde en datter somewhere i verden.
Hun grinte let som han rodede i hendes hår, "Tak, fordi du altid er der for mig, dumme," sagde hun og rakte tunge af ham, mens hun rettede sit hår igen.