Maybe.. Maybe not?

[Deleted]

Hun kiggede på hende og nikkede, det var faktisk ikke helt forkert hvad hun sagde. Eller jo en smule, faktisk havde Raysal taget det overraskende pænt at hun ikke ønskede at være i garden, eller hun havde selvfølgelig fortalt hende som alle andre, at hun ikke var stærk nok i længden. Det var måske rigtigt, men hvis man ikke var stærk nok, hvorfor havde man så været der i første omgang? Hun løftede et øjenbryn og kiggede på Emily "Ej, Ray tog det faktisk rigtig pænt. Men hun havde heller ikke noget valg, det er mit liv joi" hun grinede let og kiggede ind i hendes øjne.
Hun smilede og sukkede, hendes hoved gjort helt ondt ved at prøve og tænke på det "Jeg ville ønske jeg vidste det, han savner dig virkelig Emily. Det mener jeg inderligt" hun drog et suk og kiggede på Emily med et venligt blik og bed sig i læben "Jeg håber han vil fortælle mig det, en dag. Jeg håber at han føler at jeg er den rette til at hjælpe ham videre, væk fra det og tilbage til dig" hun smilede og klemte igen blidt Emily's hånd inden hun slap den "Jeg elsker din bror højere end ord kan beskrive det Emily, han har allerede fået en kæmpe betydning for mig. Jeg kan slet ikke sætte ord på det" hun kiggede på sine arme, som var dækkede af kuldegysninger over tanken om at han var hendes, hun kiggede på Emily og fnisede tøset "Se selv!" hun kiggede ned på armene som var fyldt med gåsehud og grinede.

[Deleted]

Hun løftede overrasket et øjenbryn. Hun havde ikke forventet at Raysal Fox ville være venlig, overfor de der forlod Garden, særligt ikke hendes egen søster. Faktisk havde hun tænkt enhver dødsgardist, som værende menneskelige monstre, der ikke tænkte på andre end dem selv, siden de var kolde nok, til at kunne dræbe de, der stod i vejen for dem, selv børnene på Hogwarts. Men hun havde taget fejl, i hvert fald af Raven. Hun trak let på skuldrene. "Hvad ved jeg også om det? Jeg har aldrig mødt hende," hun gjorde sit bedste, for at tale på en høflig måde omkring søsteren, men indvendigt var en svag vrede vendt tilbage.

Det varmede hende dog igen, at høre, at hendes bror savnede hende. Selvom hun havde gået i flere år, og bildt sig selv ind, at hun aldrig ville ønske at se eller tale med ham igen, brændte et savn inde i hende. Hendes bror savnede hende og hun savnede ham, så kunne forældrene være ligemeget, hvis bare de to kunne slutte fred igen. Hun så op på Raven, og håbede virkelig, at hun ville kunne få noget ud af Uriah. Hvis han havde været væk i alle de år, og flygtet hver gang en af dem så skyggen af ham, måtte det være noget, der gik dybere end bare et mindre had til faderen, men Emily kunne ikke finde ud af hvad, og det irriterrede hende grænseløst. "Jeg håber, du kan få noget ud af ham. Det må have naget ham længe efterhånden." Hun så på Ravens arme, som var dækket af gåsehud og smilte. Der måtte være være en dyb kærlighed imellem de to. "Lykke," sagde hun stille og så op på Raven. "Lykkelig kærlighed."

[Deleted]

Hun kiggede på hende og nikkede opgivende, hun vidste godt hvordan folk forestillede sig hendes familie. Men det var som regel slet ikke sådan, når hun tænkte på de fleste Fox'er hun tog en dyb indånding og sukkede tungt ud igen "Ray kan være okay, men hun kan også være psyko" hun grinede og tog en slurk mere af sin te som efterhånden var ved at blive kold, hun skar en let grimasse og grinede så "Altså. Vi er også gode Fox'er" hun tog en slurk mere og stillede den fra sig og kiggede på hende med et stort smil "Åh gud, hvis de vidste hvad jeg gjorde på Hogwarts den aften. Jeg hjalp eleverne" hun pillede nervøst ved sit hår og rødmede, ja hunv ar faktisk hoppet ned blandt dem og havde gjort hvad hun kunne for at hjælpe de fleste elever.

Hun smilede som hun så ud til at mindes hendes bror, som om hun savnede ham. Hun nikkede til hende og smilede let "Jeg skal gøre alt hvad jeg kan, for at få din bror til at åbne sig. Jeg tror i savner hinanden, ikke bare at den ene savner den ene. Men at i rent faktisk savner hinanden rigtig meget" hun blinkede med de isblå øjne og smilede stort "Lykke" hun hviskede det sagte og rødmede hele vejen op i panden og ned over kinderne "Virkelig lykkelig kærlighed".

[Deleted]

Hun så på Raven med et lettere kritisk blik. Selvom Raven var en helt igennem sød pige, der faktisk fortrød sine tideligere handlinger, kunne Emily ikke helt lægge skjul på, at hun hadede dødsgardister af hele sit hjerte, og dermed også følte sig blot en anelse splittet omkring Raven. Hun bed sig let i læben. Selvfølgelig var ikke ale Fox'er onde, eller det håbede Emily i hvert fald ikke, når Uriah så ud til, at være kommet så tæt på Raven, som han nu var. Men ville han virkelig hellere være en del af deres familie end hans egen? Hun blev dog hurtigt beroliget af Raven, da hun fortalte om sit forsøg på at hjælpe eleverne. Hun smilte til hende. "Det var modigt af dig."

Hun smilte svagt og nikkede. Det havde hun ret i. Hun savnede i hvert fald ham, uanset hvor meget hun prøvede at benægte det. "Ja, jeg må nok indrømme, at jeg savner ham." Hun kunne ikke lade være med at smile af hende. Hvor var hun dog sød, at hun virkede så forelsket i Uriah. Selvom hun ikke havde set ham længe, og havde mistet det tætte bånd til ham, følte hun sig glad på hans vegne. "Jeg er glad på jeres vegne," sagde hun smilende.

[Deleted]

Hun kiggede på hende og nikkede "Ja, det ved jeg. Men jeg ville ønske at jeg havde gjort det fra starten af, at jeg havde været mere modig" hun bed sig i læben og tog en dyb indånding "Men min fætter og hans kone, de er nærmest det stik modsatte. Desværre er det bare min fætter der er skyld i hele problematikken i familien" hun sukkede og kiggede på hende med et smil "Men jeg tror, at jeg til hver en tid ville vælge Uriah" hun bed sig i læben ved tanken, men hun vidste det jo allerede inderst inde.

Hun kiggede på hende og nikkede "Jeg tænkte det nok, ellers ville du jo heller ikke være her nu" hun grinede blidt og kiggede på hende "Jeg må indrømme at jeg troede da vi mødtes tidligere at det her ville blive langt mere, problematisk. Men du er alle tiders" hun grinede stort og rejste sig op og gik om og krammede Emily "Vi bliver allesammen glade sammen, om et par dage!"

[Deleted]

Hun trak let på skuldrene af hende. "Det kan være svært at være modig af og til. Desværre kan vi ikke gå tilbage i tiden, og ændre på vores egne handlinger." Hun sendte Emily et beroligende smil. Hun var ikke selv den modige type. Bare fordi hun arbejdede med drager, betød det ikke at hun var frygtløs eller modig, men hvis Raven virkelig havde hjulpet eleverne under angrebet på Hogwarts, så var hun modig. "Ærgeligt, at det skal gå ud over hele slægten så." Hun så på hende mes et smil. Hun lod til, at være meget betaget af Uriah, hvilket egentlig gjorde Emily glad, men alligevel vidste hun ikke hvad hun skulle svare.

Hun bed sig lidt i læben og så lidt ned. Hun havde givet Raven en lidt hård start, men hun var bestemt ikke altid så kold, som hun kunne fremstå. Hun var dog ikke blevet tildelt en særlig stor tålmodighed og var også yderst stædig, og kunne derfor let blive vred, hvis man irriterede hende. "Ja, det må du undskylde. Jeg var ret nervøs for at møde dig, og ærlig talt, vidste jeg ikke om jeg havde lyst til, at se Uriah igen." Hun blev meget overrasket, da Raven pludselig kom om på den anden side af bordet og gav hende et kram. Hun spærrede først øjnene op, men lagde derefter armene om Raven, dog kun kortvarigt, og trak sig tilbage igen. "Nu må vi," sagde hun og turde ikke håbe på noget.

[Deleted]

Hun kiggede på hende og nikkede "Man kan kun være frygtløs når man sætter sig selv til side, når man gør noget for andre ligemeget hvad konsekvensen kan være for en selv" hun smilede og pillede ved nogle salt korn på bordet, dette her gjorde hende tung om hjertet. At hun havde reddet et par elever, var ikke nok i forhold til hvad de andre havde fået slået ihjel. Hun kiggede på hende og nikkede "Er det ikke altid sådan, en person kan smadre flere historier?" hun lagde hovedet på skrå og grinede hjerteligt.

Hun kiggede på hende og smilede stort "Det skal du ikke undskylde, jeg vidste jo heller ikke hvad det var jeg havde givet mig ud i. Jeg vidste bare at du var søster til min kæreste" hun grinede igen og kiggede på hende som de krammede og hun kunne næsten ikke lade være med at grine "Ligemeget hvad, håber jeg ihvertfald at vi stadig kan snakke sammen, jeg kan virkelig godt lide dig" hun grinede igen og kiggede på Emily og blev så mere alvorlig "Spøg til side, jeg tror i kommer igennem det. Der må være en rationel grund til at Uriah har valgt som han har valgt, måske finder vi to ud af det på dagen?"