Maybe.. Maybe not?

[Deleted]

@emily

Raven havde begivet sig ud i Diagonalstrædet, for at hente nogle ting i hendes gamle lejlighed. Som skulle med ud i hendes og Uriahs hus,
tanken om at det var deres fik hendes mave til at snurre og hun smilede stort. Men det var ikke den eneste grund til at hun var der,
hun havde lavet en aftale med Uriahs søster via. brev om at mødes, hun vidste ikke selv helt hvordan hun havde det med det.
Men så længe hun gjorde noget for hans skyld trøstede hun sig med, at det altid kun, kunne komme til at gå bedre en anden gang.
Klokken var ved at være omkring 15.30 og hun sad nu endeligt i den utætte kedel og stirrede ned i sit tekrus afventede, nervøs
og usikker.

[Deleted]

Emily havde haft en stille og rolig dag, som hun primært havde tilbragt i sin lejlighed i Diagonalstrædet, uden rigtig at have noget at tage sig til. Det var ikke mange dage siden, at hun havde modtaget en ugle fra en kvinde ved navn Raven Andrew Fox, og Emily havde straks været kritisk. Fox var et navn, som alle magikere kendte og nogle frygtede. Det var dog ikke det mest besynderlige ved brevet. Denne Raven var tilsyneladende fundet sammen med ingen ringere end Emilys tvillingebror, Uriah. Først var hun blevet vred. Hendes bror havde ikke turde, at kontakte hende selv, og havde sendt hans dumme, blåhårede kæreste istedet, men efterfølgende blev en nysgerrighed vakt i hende. Det var hendes mulighed for måske, at få sin bror igen.
Drevet af den mærkværdige nysgerrighed, var Emily taget afsted mod Den Utætte Kedel, for at møde Raven, uden nogen som helt idé, om hvad hun skulle forvente. Hun gik ind igennem bagindgangen fra Diagonalstrædet, stadig med hætten fra sin kappe over hovedet. Hun gik op i baren og bestilte en stor kaffe. Mens hun ventede slog hun kappen tilbage, og lod sit mørke hår falde ned over hendes skuldre. Kort efter fik hun sin kaffe og betalte de nødvendige mønter, hvorefter hun lod sit blik glide hen over de andre besøgende. Hvem af dem mon var hendes brors kæreste?

[Deleted]

Hun kiggede på fra sin te som en kutte klædt kvinde trådte ind, uden at vide at dette var Emily vidste Hun det alligevel med det samme. Hun rejste sig og trådte op til hende, at bedømme ud fra hendes mørke triste ydre var hun langt fra sin bror og hun kiggede afmålt på hende. "Emily Nathan Hunter?" det kom ud med en stemme som egentligt var højere end hun havde regnet med. Hun mærkede hvordan selvtilliden tog fat i hende og hun gav hende et lille smil, men en hver som kendte Raven godt ville vide at dette smil ikke var det store smukke og glade smil Hun normalt brugte men hendes lille snedige smil.

[Deleted]

Emily tog en slurk af sin kaffe, som en kvinde pludselig kom gående op imod hende. Hun var meget køn, med delvis hvid og det genkendelige blå hår. Det måtte være hende. Emily nikkede svagt, da hun spurgte ind til hendes navn. "Raven Andrew Fox, formoder jeg," sagde hun konkluderende og så lidt op og ned af hende. Hun var ikke lige typen, hun ville have forventet, at hendes bror ville ende med, men mange år var gået, siden de sidst havde set hinanden, og han kunne have ændret sig meget.
Emily lagde sit hoved let på skrå, inden hun spurgte: "Hvorfor kontaktede du mig?" Hun gik direkte til sagen uden sløserri, som den tideligere Ravenclaw, hun jo var. Hun brød sig ikke om, at spilde sin tid, og havde allerede på denne dag, spildt for meget tid på bare, at tænke på Uriah, hvilket havde irriteret hende endeløst. Hun ønskede ikke at ville se ham eller at være interesseret i ham, men det var hun. Det betød dog ikke, at hun havde tænkt sig, at være sød overfor ham eller hans såkaldte kæreste og sambo, Raven.

[Deleted]

Hun kiggede på hende og mærkede hvordan en irritation allerede bredte sig i hende. Og da Emily toppede det hele af ved at lave elevator blikket måtte Hun virkelig sende Uriah kærlige tanker for ikke at flippe fuldstændig ud, men hun trak ikke en mine og kiggede derefter på Emily igen "Ja. Det er kløgtig observeret" Hun kunne ikke lade være, den lå lige til højre benet og hun var faktisk ret provokeret. Hun kiggede på hende og pegede på en stol "Tag plads?" Hun selv tog pladsen overfor og kiggede alvorligt på Emily. "Du ved jeg danner par med din bror. Jeg er faktisk kommer for at snakke med dig om ham. Overraskende nok. Jeg tror han savner dig" Hun sagde det Med en monoton nærmest ligeglad toneleje for hvis hun viste at det interesserede Raven at vide om hun gjorde det samme, regnede Hun ikke med at få svar.

[Deleted]

Emily sendte Raven et lettere irriteret blik ved hendes kommentar. Hun havde bedre ting, at tage sig til, end at tale med en uhøflig, halvt-blåhåret Fox pige, som hun desuden mentes, at have hørt havde, sluppet Raysal ud af Azkaban. Det, der kunne have udviklet sig til vrede, blev til en nysgerrighed, der holdt hende fra at forlade Raven øjeblikkeligt. Desuden måtte hun indrømme, at hun faktisk havde tænkt overraskende meget på sin bror på det seneste. Hun havde intet hørt om ham eller fra ham i flere år, og pludselig stod hans kæreste overfor hende.
Hun nikkede stille, satte sit krus med kaffe på bordet og satte sig overfor Raven. Hun lyttede stille og forsøgte, at læse hendes ansigt imens, men Raven talte i en så monoton tone og hendes ansigt var helt udtryksløst, så Emily kunne ikke få noget ud af hende. Hun blev helt tavs ved hendes ord. Vrede boblede op i hende. Hvis ikke det var fordi at han var flygtet fra hende og deres forældre, havde han ikke behøvet at savne hende. "Så det gør han?" Hun så væk og ville ikke møde Ravens blik. Hun bed sig let i indersiden af kinden, en ting både hun og Uriah gjorde, når de blev utilpasse, nervøse eller anspændt.

[Deleted]

Hun kiggede på hende og undertrykkede et smil, hun havde vagt hendes interesse. Bare tanken om at Hun havde vagt hendes interesse var en lille sejr for hende, hun lænede hovedet lidt på skrå og studerede hende. Hvorfor var hun mon så vred? Hun tog en dyb indånding for hun kendte jo svaret, hun var Uriahs svar på hendes Raysal. Hun tog en dyb indånding og kiggede på hende og tog en slurk mere af sin urtete "Ja. Det tror jeg bestemt han gør" Hun slog det hen som var det ingen ting det hun sad og sagde og kiggede lige ind i Emilys øjne, hun bed sig også i kinden. Hun løftede overrasket er øjenbryn og kunne næsten ikke holde et smil tilbage

[Deleted]

Emily gjorde sit bedste for, at undgå Ravens blik, og fokusere istedet på sin kaffe, som hun hurtigt fik drukket, selvom den endnu var meget varm. Hun tog en dyb vejrtrækning og lod koldt hendes blik møde Ravens. Hun var stadig vred over, at Uriah ikke var mand nok til selv, at være mødt op og talt med hende. Det havde været rart, endelig at komme af med noget af den vrede, hun havde holdt inde i alle de år, men hun kunne trods alt ikke lade det gå ud over hans kæreste. Det var trods alt ikke hendes skyld, at Uriah havde været så fej og konfliktsky, at han bare var stukket af med halen mellem benene. "Hmm.. Og hvorfor mødte han så ikke bare op selv, istedet for at sende dig?" Hun holdt sig skrap, og skjulte den smule det stak hende i hjertet, at hendes bror ikke havde kontaktet hende før.
Hun så mee indgående på Raven, der havde løftet et øjenbryn, og Emily kunne svagt ane et smil på Ravens læber. "Hvad smiler du af?" sagde hun irriteret, og så på hende. Det var sværere at holde vreden tilbage, end hun havde forventet.

[Deleted]

Hun kiggede på hende og lod sit iskolde blik glide ned i bordet og hun tog en slurk mere, modsat hendes borddame havde Hun ikke travlt med at blive skoldet ned igennem halsen og hun kunne faktisk heller ikke forestille sig at Uriah ville blive hendes største fan hvis hun kom hjem og fortalte at hun var blevet skoldet i halsen. Hun kiggede dog på på Emily igen og blinkede et par gange "Måske fordi jeg selv tilbød at møde op. Fordi han ikke vidste hvordan du ville tage det? Fordi han rent faktisk har følelser" Hun mærkede hvordan vreden allerede boblede i hende og hun tog en slurk mere af sin te. "Fordi i gør det samme når i nervøse eller irriterede. Bider jer i kinden" Hun sagde det isnende koldt og kiggede på hende med en selvsikker stemme

[Deleted]

Hun blev hurtigt fornærmet over Ravens svar. Hvor våvede hun, at sige sådan lige op i hendes ansigt, som om hun ingen følelser havde? Hun var skam fyldt med følelser. Vrede, forvirring og savn var kun få af dem. Hun sendte hende et vredt blik og hævede sin stemme en anelse. "Jamen hils Uriah mange gange, og sig, at han stadig er en elendig bror og jeg ikke ønsker at se ham." Hendes stemme og facade var hård, men hvis man kendte Emily, var det tydeligt at hun løg. Normalvis havde hendes hævede stemme været hendes clue til at gå, men hun blev stille siddende. Det havde virkelig lykkedes Raven, at fange hendes opmærksomhed, selvom Emily allerede havde besluttet sig for, at hun ikke kunne lide denne halvt blåhårede kvinde. Hun spidstede sine læber en anelse, for ikke at bide sig i kinden igen. Hun ønskede ikke at fremstå svag overfor Raven, og mødte derfor hendes blik, så deres blå øjne mødtes. Men ord var hun løbet tør for.

[Deleted]

Hun kiggede på Emily og derefter ned i sin kop igen "Er vi færdige med at lege katten efter musen? At vise at den ene er sejere og hårdere end den anden?" hun lænede sig tilbage på stolen og smilede triumferende. "Jeg skal med glæde hilse ham, fortælle ham at hans ellers elskede og savnede søster var ligeglad. AT hun ikke ønskede at se ham, jeg skal gerne være der når han bliver ked af det. Støtte ham som ingen af jer åbenbart har været i stand til" hun hamrede hånden i bordet og kiggede på Emily, normalt lod hun aldrig sit humør løbe af med hende, men hun havde jo heller aldrig elsket nogen så hudløst før som hun elskede Uriah og hun rejste sig op og hentede en ny kop kaffe til Emily og en ny kop te til sig selv "Jeg.. Undskyld, men din bror. Betyder hele verdenen for mig!" hun tog en dyb indånding og satte koppen med kaffe foran hende.

[Deleted]

Emily fnøs irriteret, helt sikker på, at det havde været spild af tid for hende, at tage herhen blot for at skændes med en fremmed. Ravens ord gjorde dog ondt på hende. Hun havde altid været så optaget af sin egen vrede overfor Uriah, at hun aldrig rigtig havde tænkt over, hvordan han mon følte. Hun vidste godt, at forældrene havde været særligt hårde ved ham, men at forlade hende på den måde, uden at fortælle hvor hen eller bare sende hende en ugle af og til, havde såret hende, og til sidst var tristheden blevet omdannet til ren vrede. Hun sank en klump i halsen, som Raven pludselig rejste sig op. Emily rejste sig hurtigt. Hun kunne ikke tage mere, ikke så meget som et ord, men så kom Raven tilbage med en ny kaffe, som hun placerede foran Emily. Forbavset satte hun sig ned igen. "Nej, det er mig der skal undskylde. Det er bare et lidt følsomt emne." Hun så lidt ned og op på Raven, mens hun overvejede hvor meget hun skulle fortælle hende, hun var trods alt bare en fremmed, og hun havde ingen anelse, om hun faktisk var i et forhold med Uriah eller ej.

[Deleted]

Hun satte sig igen ned og kiggede på hende "Jeg ville nok også selv have det skidt med at snakke med min 'forsvundne bror' med en som jeg aldrig har mødt før, som udgiver sig for at være hans kæresten uden at vide at han er der eller ej" hun kiggede på Emily og tog en dyb indånding "Men i har mange af de samme træk, dine øjne er bare dybe isblå i stedet for hans mørke og dyb brune" hun rødmede lidt ved tanken og strøg hånden igennem det blå hår. "Jeg elsker virkelig din bror, det smerter mig at se hvordan han har det med jer. Specielt fordi det går ham så meget på, han savner dig virkelig Emily. Det er derfor jeg er her" hun rakte hende koppen og kiggede på hende med alvorlige øjne "Jeg ønsker ikke at være en kælling, men jeg synes altså at i skal ses?"

[Deleted]

Hun så på hende og et lille smil dukkede op på hendes læber. Det havde godt nok være lidt mærkeligt, at blive kontaktet over ugle, af en hun ikke kendte, særligt da hun efterfølgende havde forklaret, at hun dannede par med Uriah. Emily havde været ret så kritsik, og havde brugt lang tip på, at overveje om hun skulle tage afsted. Når hun nu endelig sad der og snakkede med Raven, efter den korte intrige, var hun glad for, at hun var taget afsted.
Hun så lidt ned i bordet. Hun huskede tydeligt hendes bror dybe brune øjne og brune hår, som han havde fået fra deres mor, mens Emily havde flere træk fra sin far, blandt andet øjenfarven og det mørkere hår. Hun så igen op på hende, nu med et mere spørgende ansigtsudtryk. "Vil han virkelig gerne se mig?" Det kom meget bag på hende, og vakte først en svag begejstring i hende, men den forsvandt kort efter, og vreden lå atter på lur. Hun rystede let på hovedet. "Nej, det går ikke. Jeg vil ikke se ham. Ikke efter han bare skred på den måde." Hun trak stille kaffekruset hen til hende, og lagde hænderne om det, for at holde dem varme.

[Deleted]

Hun kiggede på Emily og lænede sig frem på stolen "Emily, ved du hvorfor han rejste?" hun kiggede på hende med et ufatteligt oprigtig ansigtsudtryk, som om hun var klar til at fortælle hende alt der lå hende på sinde og som tyngede hendes hjerte. Hun kiggede på hende med et tungt suk og lænede sig tilbage igen "Jeg kan godt forstå du er såret, men han er stadig din bror. Han vil altid være der for dig, gennem tykt og tyndt" hun rakte hånden frem imod hende og smilede "Jeg er her kun fordi jeg kan se at det smerter jer begge, meget har jeg lært af din brors kropssprog" hun tog en dyb indånding og kiggede på hende, de var ens men samtidig også så forskellige. Men mon ikke de stadig kunne være venner, søskende og elske hinanden igen uden at være bange for at miste hinanden igen? Hun tog en dyb indånding igen "Du er altid velkommen i vores hjem"