Maybe.. Maybe not?

[Deleted]

Emily så på Raven med store øjne, som hun lænede sig hen over bordet, for at tale med hende. Hun måtte ryste let på hovedet. Uriah havde ikke fortalt hende noget, ikke en gang sendt én eneste ugle til hende, og det havde været så utrolig ensomt, eftersom de engang havde været så tætte. Desværre var de allerede da de begyndte på Hogwarts, gået af forskellige veje, Uriah på Hufflepuff og Emily på Ravenclaw, hvilket også havde gjort det svært for dem, at tilbringe meget tid sammen. Før de havde vidst af det, så de knap og nap hinanden. Hun rystede let på hovedet. "Nej, han fortalte mig det aldrig. Ved du det?"
Hun rynkede let på sin næse og bed sig igen let i kinden. Hun havde stadig en underlig trang til, at komme af med noget af den vrede og fortvivlelse hun havde følt, og så længtes hun sådan efter sin bror. Hun smilte lidt af hende. De havde altid haft meget ens kropssprog, selvom de som personer var meget forskellige. Hun nikkede stille og så på Raven. "Tak, det vil jeg gerne.. Men je ved ikke om det bliver pænt."

[Deleted]

Hun studerede hende som hun sad og tænkte over et eller andet, mens hun gjorde det drejede Raven sin ske rundt i koppen og studere hende, hun tog en slurk af sin te og nikkede let. "Ja, en smule" hun tog en dyb indånding. Måske ville Uriah slet ikke have at hun fortalte det til Emily, så hun bed sig i læben og kiggede ned i teen. "Selvom det ikke bliver pænt, så synes jeg at du skal kigge forbi. Så i kan få snakket, så kan han også selv fortælle dig hvorfor!" hun kiggede på hende og smilede venligt "Jeg skal nok være der til jeres begges hjælp. Så i ikke splitter huset ad" hun grinede og kiggede på sin kop igen og tog endnu en slurk, ganske stille og roligt.

[Deleted]

Hun så på Raven med en ny interesse. Tænk at hun vidste bare en anelse, om hvorfor Uriah sådan var forsvundet. Det havde været så mærkeligt for Emily, særligt eftersom hun havde forventet, at Uriah ville gå direkte fra Hogwarts og videre ud på en uddannelse, men istedet var han forsvundet, som taget med vinden. Hun havde flere gange forsøgt, at finde ham igen, men til sidst havde hun givet op. Han var i sandhed god til at forsvinde og at rejse let, for en del af hans gamle ting, var stadig i deres forældres hus, men dem havde han vel heller ikke brug for længere. Hun sendte Raven et taknemmeligt smil. Det var meget rart, at hun kunne få sin bror at se igen, men det var også rart, at der var andre tilstede ved deres gensyn, i tilfælde af, at de ikke kunne finde ud af det sammen. "Tak. Men nu må du ikke favorisere ham for meget." Hun tog en tår af sin kaffe, som hun ikke havde helt så travlt med, nu hun ikke var vred eller irriteret længere, hun havde dog fået ret ondt i halsen af at have drukket den brændende kaffe så hurtigt. "Hvornår tror du, at i har tid?"

[Deleted]

Hun kiggede på hende og smilede let. Det havde været en del nemmere end Hun selv havde regnet med, måske fordi hendes egen familie lå så slemt med hinanden. Men nu havde hun vel også selv et ben i hver lejr både ved Judas og Raysal. Tanken sendte kuldegysninger igennem hendes krop og hun tog en dyb indånding "Nej jeg skal være der som en udestående tredjepart og ikke som hans kæreste eller din bekendte. Jeg skal bare være der og støtte jer begge" Hun kiggede på hende og rejste sig hurtigt, hendes hals måtte vel gøre ondt af den varme kaffe? Derfor bestilte hun en is til dem begge og rakte Emily den "Du skyllede altså kaffen ned lidt for hurtigt" hun smilede venligt og satte sig igen "Vi har tid når det passer dig" Hun pillede nervøst ved sit glas, tænk hvis noget gik galt og de gjorde skade på hinanden. Men hvorfor skulle de? Hun var der jo til at hjælpe dem begge så hun lod tankerne flyve igen.

[Deleted]

Hun nikkede stille mens hun lyttede på Raven. Hun var utrolig imødekommende og flink, trods de kom lidt skævt ind på hinanden, og hun kunne efterhånden bedre se, hvad hendes bror så i hende. Faktisk virkede hun, som den søde og lige så fjollede pige, hun som yngre havde forestillet sig, at Uriah ville finde sammen med. Og hun stod hun der, som den uskyldige budbringer imellem de to tvillinger, hvor forhold var kikset et eller andet sted hen af vejen - hvis du spurgte Emily, var det et hundrede procent Uriahs fejl. "Det lyder godt." Hun tøvede lidt, og så på hende. "Hvor længe har i så været sammen, dig og Uriah?" Hun vidste jo intet om sin bror længere, så et sted måtte hun starte. Hun så forvirret efter Raven, som hun pludselig bestilte to is. Hun lagde hovedet en anelse på skrå, til Raven forklarede. Emily smilte lidt flovt og tog imod isen. "Tak. Jeg blev bare lidt nervøs og øhm.." Irriteret.. Det var ordet hun ikke ville sige højt, så hun lod det bare ligge. "Jeg har ikke så travlt for tiden, så øhm.. En af dagene i den her uge?"

[Deleted]

Hun kiggede på hende, efter deres akavede start. Var de alligevel faldet ned nu og kunne snakke sammen, stille og roligt. Hun mindede meget om hendes bror, men alligevel var de så forskellige, hun kiggede på hende og grinede "Ikke så længe, desværre. Gid jeg havde mødt ham før. Han gør mig virkelig lykkelig" hun kiggede ned og legede med en tot af det lyse hår og smilede genert. Hun kiggede ned i bordet og mærkede hvordan hendes hjerte hamrede ved tanken om Uriah, hun smilede og kiggede derefter på hende igen og tog en bid af sin is "Det kan jeg godt forstå, det er heller ikke så voldsomt rart" hun tog en dyb ind ånding og grinede let "Jamen, du siger bare til. Så kan vores hjem danne rammer for jeres møde!"

[Deleted]

Emily smilte lidt mere, da hun så Ravens reaktion og svar på hendes spørgsmål. Hun lod til, at være ret så pjattet med Uriah, og indrømmede endda, at han gjorde hende lykkelig, hvilket varmede om Emilys hjerte. Det gjorde hende glad at vide, at hendes bror havde fundet en pige, så sød som Raven, der desuden lod til, at elske ham utrolig meget. "Det er jeg glad for at høre. Og du er ikke træt af hans dårlige humor endnu?" Hun huskede tydeligt hendes tvillings dårlige jokes, fra tiden på Hogwarts. Man skulle vel bare have en lige så dårlig humor, som Uriah havde, for at finde det sjovt. Hun løftede øjenbrynene lidt. "Uhh, du har vel ikke set ham sur endnu, har du?" Hun fnes kort og tog en tår af sin kaffe. Det føltes ligesom, at sladre om de søde drenge igen, men denne gang var det om hendes bror, og snakken foregik med hans kæreste, og af en eller anden grund, føltes det lettende, som om nogle af spændingerne var begyndt at løsne sig.
Hun rystede let på hovedet og slikkede lidt på sin is. "Nej, men jeg tror isen hjælper." Hun så på hende med et taknemmeligt blik. Hun havde ikke vidst, at hun havde savnet sin bror sådan, før Raven pludselig havde kontaktet hende. Hun tjekkede kort sin kalender igennem i sit hoved. "Hvad siger du til i overmorgen?" Hun så på hende med et håbefuldt blik.

[Deleted]

Hun kiggede på hende et kort stykke tid, men der gik ikke længe før end at Raven måtte bryde deres øjenkontakt og hun kiggede ned i sin te igen. Hun elskede virkelig Uriah, han vidste allerede så meget omkring hende at hun blev helt ør ved tanken og hun smilede stort da hun så ham for sig. Hun vågnede dog hurtigt for sin drømme igen og kiggede på Emily med et såret udtryk "Jo desværre, virkelig sur.. Je... Jeg..." hun stoppede og tog en dyb indånding, hun kunne mærke hvordan tårerne pressede på hendes øjenlåg og hun blinkede et par gange "Jeg var med i garden" hun bed sig hårdt i læben, så hårdt at der gik et lille hul i den og en smule blod fandt vej ned over hendes læbe, hun tørrede det let væk og sukkede tungt.

Hun kiggede på Emily igen, hvad ville hun dog ikke tro om hende nu? Hun sukkede og var allerede klar til at rejse sig, til at gribe sin stav og forsvare sig imod hvad end der ville komme ramlende nu. "Det var godt, det var virkelig godt at den hjalp" hun sukkede og kiggede på hende med store øjne, det var sært og tænke på at hun lige havde fortalt Emily hendes værste hemmelighed "Det er ganske fint for mig, så kan vi også lige nå at få styr på resten i huset" hun grinede og kiggede på hende.

[Deleted]

Det kom meget bag på Emly, at Raven på nogen måde, ville kunne gøre Uriah, den mest tålmodige person, hun kendte vred. Han havde altid kunne bærer over med det meste, men hvis han først blev vred, var han svær at få til at slappe af igen. Hun havde selv prøvet det en gang, og selvom det var meget længe siden, huskede hun tydeligt hans vrede. Hun blev dog helt tavs ved Ravens efterfølgende ord. Hun vendte sit blik ned. Hun mærkede en vrede boble op i hende igen. Der var ikke meget eller mange hun hadede mere end Garden, men alligevel holdt hun sin vrede tilbage. Hun havde været i Garden, datid, hvilket betød at hun ikke længere var det, og at hun måtte have ændret sig. Da hun igen så op på Raven, kunne hun se, hvor ondt det gjorde på hende. "Hey, det er ok. Du er det jo ikke længere vel? Folk ændrer sig." Hun sendtehende et opmuntrende smil.

Hun havde helt glemt sin kaffe og sad bare stille og slikkede på sin is, ligesom hun altid havde gjort det. Der var bare lettere at nyde, hvis man ikke tog den i bidder. "Tak, men jeg skal nok selv betale, det er trods alt min egen skyld." Hun sendte hende et smil, inden hendes blik pludselig blev mere spørgende. "Er i virkelig flyttet sammen allerede? Altså siden i ikke har været sammen så længe?"

[Deleted]

Hun kiggede ned på sine hænder, hun havde virkelig lyst til at græde. At dele med alle at hun bare havde prøvet at leve op til navnet hun bar, men hun kunne ikke. Ikke fordi hun var for svag, men fordi hun var for stærk, for stærk til at lade sig skubbe ud i det og føle sig tvunget. Hun kiggede på Emily og blinkede igen med øjnene, en tåge af tåre havde fanget hendes øjne og hun tog en dyb indånding "Nej, det er jeg ikke. Uriah..." hun stoppede op og måtte tage en dyb indånding, inden tårerne ville sende hende ud over kanten. Hendes ellers faste og milde toneleje var rystende, hulkende "Jeg ændrede, mig for ham!" hun kiggede ned og hulkede igen. Hendes samvittighed tyngede tungere end nogensinde over hendes skuldre, føltes som om hun kunne knuses af den.

Hun kiggede på hende og smilede let gennem sine tåre "Det er helt okay, jeg vil gerne give den her omgang" hun snøftede et par gange og tørrede sine øjne. Hun kiggede på hende og nikkede hikstende "Ja, det er vi." hun bed sig i læben og kiggede på Emily "Vi bor i Hogsmeade, jeg regner med at det bliver mellem dig, Uriah og jeg. At jeres forældre intet behøver at vide, før end at i er klar på at skal snakke med dem igen, sammen?" hun kiggede på Emily med tillidsfulde øjne.

[Deleted]

Det tog ikke Emily mange sekunder, at finde ud af, at Raven bestemt ikke tog let på emnet. Faktisk så hun ud til, at hun snart ville bryde ud i gråd. Da Raven hulkede, rakte Emily hurtigt en hånd hen over bordet til Raven, og så bekymret på hende. Hun kendte hende egentlig ikke særlig godt, men følte alligevel, at Raven var typen, som man frit kunne tale med, især nu da hun havde åbnet sig op for hende. "Det tror jeg, at han sætter stor pris på." Hun forsøgte at fange hendes blik. "Desuden virker du som en skøn person. Jeg er helt sikker på, at han vil elske dig uanset hvad." Hun mente virkelig hvad hun sagde, for hvis hun stadig kendte Uriah, bare det mindste, var han ikke typen der forelskede sig i folk ud fra deres fortid eller fremtid, men valgte med sit hjerte. En ting hun ikke altid havde været god til selv, og stadig havde svært ved nu og da.

"Tak," sagde hun med et lille smil. Stadig bekymret over Ravens hulken. Hun så sig kort omkring, men ingen så ud til at kigge på dem, hvilket beroligede hende lidt. Hun så på Raven med store øjne. Hun fattede ikke, at hun havde fået Uriah med på det, for hun huskede ham ikke, som typen der sprang direkte ud i sådanne ting, men han havde muligvis ændret sig. Hun vidste dog med sikkerhed, at han havde haft noget kørende da han var omkring sytten-atten år, der virkelig havde gjort ham tilbageholden, men det påvirkede ham tilsyneladende ikke længere. Hun nikkede stille, og forstod godt, at de gerne ville holde det privat, men måtte dog hurtigt tilføje lidt. "Jeg ser dem nu stadig, en sjælden gang i mellem, Uriahs og mine forældre altså. Men jeg skal nok lade være med at sige noget."

[Deleted]

Hun tørrede sine øjne igen og igen, faktisk tænkte Hun ikke over hvor Hun var mere. Men det smertede hende virkelig at hun havde såret Uriah, gjort ham vred ved ikke at fortælle ham det ved at have været med i det. Hun kiggede på Emily som hun lagde sin hånd over til hende og hun tog den venligt og smilede "Je.... Jeg tror at du har ret" Hun kiggede ned i bordet og rødmede ved hendes næste ord "Du virker virkelig også som en dejlig person. Undskyld at jeg sidder og flæber" Hun tog en dyb indånding og stoppede med at tude og tørrede sine øjne.

Hun kiggede på Emily og smilede, hun havde virkelig taget fejl af hende. Men på den anden side Hun vidste jo stadig ikke hvordan det ville gå. Gå når de to søskende igen skulle mødes. Hun nikkede til hendes ord og smilede "Jeg tænker at vi ikke skal have dem med før end at i to har fundet ud af det med hinanden. Så i først finder hinanden igen" hun pillede ved det blå hår og kiggede på Emily igen. Hun havde en sær mave fornemmelse når hun tænkte på deres forældre.

[Deleted]

Emily klemte blidt Ravens hånd, som hun tog den i sin, en ting hun havde fået fra Uriah, når han engang havde trøstet hende, og efterfølgende bare havde hængt ved. Hun så på Raven med et forstående blik. Hun havde også selv haft stunder, hvor hun havde haft ufattelig meget lyst til, at bryde ud i tårer. "Det er helt i orden. Er du okay?" Hun ville virkelig ikke have, at Raven havde det skidt. Hun kunne virkelig godt lide hende, selvom de havde mødt hinanden samme dag.

Hun nikkede stille, som svar. Hun ønskede inderligt, at de igen kunne blive én stor familie igen, både deres forældre, Uriah og hende selv, men af en eller anden grund, var det umuligt. Særligt ikke med en tvillingebror der i flere år havde undgået både hende selv og forældrene, men hvorfor havde Emily aldrig rigtig fundet ud af. Deres far havde altid været meget efter ham og krævet mere af ham, end han havde af Emily, men alligevel virkede det ikke som noget, der ville skræmme Uriah væk på den måde. "Det må du hellere tale med Uriah om. Han har trods alt undgået os alle i flere år."

[Deleted]

Hun kiggede på Emily og smilede let, her sad de to unge kvinder som aldrig havde snakket sammen før end for et par timer siden, som lige havde mødt hinanden og som nu sad på hver deres side af et bord og prøvede at gøre den anden mere modig end nogensinde. Hun kiggede ind i hendes øjne og smilede "Jeg har det okay, det er bare så overvældende det hele. Så voldsomt" hun tog en dyb indånding og smilede stort, hun holdt allerede af Emily som en søster hun manglede i sin egen kæde. Hun smilede stort og gav hendes hånd et venligt klem.

Hun kiggede på hende og nikkede "Ja, det må jeg hellere" hun tog en dyb indånding igen, det var egentligt sært nu hvor hun tænkte over det. Hvorfor skulle han kun hade sin far fordi han pressede ham? Hun lænede hovedet på skrå og mærkede hvordan hendes øjenbryn løftede sig og hun begyndte at tænke så det knagede ind i hendes hoved, hvorfor hadede Uriah hans far så meget? Hvad havde fået ham til at stikke af? Hun opgav, hendes fantasi kunne slet ikke komme på noget som nogen ville have gjort mod så fantastisk, kærlig og dejlig en person som ham.

[Deleted]

Emily nikkede svagt, imens Raven talte. Hun forstod hende godt. Det måtte være hårdt, sådan at forlade Garden på grund af kærlighed, når de nu blev ledt af hendes søster, Raysal. Hun blev kold indvendig ved tanken, om hvad Raven kunne have været med til, af forfærdelige og helt i gennem umoralske ting. Mest af alt angrebet på Hogwarts, hvor adskillige børn og unge var blevet såret eller var døde. Hun så lidt ned, som hun drak det sidste af sin kaffe, som efterhånden kun var lunken. "Det kan jeg forestille mig. Din søster kan ikke have gjort det let for dig." Ordene blev lidt hårdere end hun havde tænkt dem, og hun sendte straks efter Raven et smil.

Hun så på Raven, som så ud til, at tænke de store teorier igennem. Emily kunne næsten høre det knage.. "Jeg ved, som sagt, desværre ikke hvorfor han flygtede på den måde, men det må virkelig have gået ham på." Hun tænkte lidt nærmere over det, som hun spiste det sidste af den kolde is. "På den anden side, havde han og vores far aldrig et særlig godt forhold. Nogen gange virkede det som om, at de havde et skænderi kørende, bare igennem øjenkontakt." Hun gøs lidt ved tanken. Hvorfor havde hun dog aldrig tænkt over det før nu? Uriah og faderen havde altid været på tværs af hinanden, særligt da Uriah blev ældre, men Emily havde overset det, særligt som yngre, da hendes mor blot havde afledt hendes opmærksomhed. Hun vendte sit blik ned. "Han vil nok ikke fortælle mig om det foreløbig, men måske du kan tale med ham. Det er nok bedst."