Why you don't trust me?

[Deleted]

Carmine Rigel

Det var nu over 3 år siden, at Hua havde stukket Raysal i ryggen, og forladt Dødsgarden, for at ende op hos Carmine. Hun havde været bange for udfaldet af det, da hun gerne ville være varulv, og støtte Carmine. Ønsket om at være varulv, havde hun haft siden første gang hun læste om det. Der var noget over det, som talte til Hua på en måde, der gjorde hun vidste, at hun bare blev nød til at være det! Det havde dog ikke været på tale, da hendes far samt Raysal, havde tvunget hende til at blive en del af Garden. Og nu, nu virkede det som om hun aldrig kom til det. 

En vred lyd undslap hende, da hun sad og tænkte på det. Hun havde nu siddet i sin celle i over 3 år, uden sin stav, og uden at klage. Og hvad var takken? At den eneste hun nogensinde havde følt for at følge, endnu holdt hende fange, og stadig ikke havde forvandlet hende. Grunden til hun ville følge Carmine var, at hun godt kunne lide at følge en, så længe personen var en hun så som en rigtig værdig leder. Det var grunden til, at da Raysal blev leder, kunne Hua ikke klare at være en del af Garden mere. Hun havde aldrig set Raysal som sin leder. Hun havde bare ladet som om det, fordi hendes far havde tvunget hende til det. Hun havde ladet som om, at Raysal var hendes leder, da hun frygtede både sin far og Raysal. Det ville hun dog lave om på nu. Nu ville hun gå sin egen veje, og følge sin egen leder. At han så endnu ikke stolede på hende, var en anden side af sagen. Hun håbede bare på, at han ville indse, at hun virkelig mente det hun sagde. Hun forstod ham godt. Det måtte svær at tro på den nuværende leder af Dødsgarden bedste veninde. Eller, tideligere, bedste veninde. 

[Carmine Rigel]

Det var ikke så ofte at Carmine gad at tage sig af fangerne, men i dag havde han besluttet sig for at se lidt nærmere på den unge kvinde der havde siddet og kukket nede i kælderen et godt stykke tid. Han sukkede kort og fortsatte sin vandring ned af den smalle trappe til de mange celler. Eller mange og mange, der var lidt 20 stykker eller noget i den stil. De eneste to der blev benyttet var Hua og så hende Shane havde slæbt med hjem for noget tid siden - også en dødsgardist, sog sad de i hver deres ende, de skulle jo helst ikke få nogen gode ideer ved at snakke sammen.
Der var ikke meget godt at sige om hende her, men Carmine havde aldrig rigtigt haft noget tilovers for dødsgardister, de ødelagde hans planer og de havde tydeligt ikke samme planer her i livet som ham. Hvem gad gå op i blod når man kunne gå op i noget der var langt mere magtfulgt! Alligevel så måtte han hellere finde ud af hvad han skulle stille op med hende, lige nu fyldte hun jo blot en plads.

"Ms Wilum.." sagde han i en dyb stemme som han åbnede døren ind til hendes celle, det lille mørke rum kunne gøre selv den bedste en smule sindsyg, men hun virkede til at opretholde sig selv ganske godt, måske det var fordi hun var en dødsgardist.
"Sæt dig ned" sagde han i et roligt toneleje og pegede i mod det lille bord i rummet med to stole, som var det eneste møbel i den lille celle lige bortset fra den ødelagte madras han havde formået at smide ind til hende. "Noget du vil sige?" sagde han afventende og lagde armene over kors, hun havde jo ikke haft problemer med at plapre de andre gange han havde set hende og nu måtte han finde en løsning somehow. Hun var så desperat for at blive en del af flokken og han var da så småt begyndt at overveje det eftersom hun ikke lod til at have skiftet mening endnu, selv ikke efter 3 år i fangeskab.

[Deleted]

Da han åbnede døren, gjorde hun alt for at vise, at hun ikke var ude på noget, og hun mente hvert et ord af det hun havde sagt. Hun gik over og satte sig som han bad hende om, uden at brokke sig på nogen måder. "De ved godt hvad jeg vil sige." Svarede hun, og tænkte på de andre gange, hvor de havde snakket sammen. Det havde altid endt ud med, at hun ikke havde fået overbevist ham, og hun forblev en fange. Men alligevel tilføjede hun. "Og De ved også godt, at jeg havde ret i det jeg sagde omkring Hogwarts." Hun havde overhørt nogen snakke om at der var blevet indført en magi fri dag på skolen, og nu at den havde været under angreb. "Jeg sagde jo det var et spørgsmål om, hvornår Garden ville angribe den." Lød det opgivende fra hende. "Jeg har hængt op og ned ad Raysal siden vi var fem, jeg kender hende bedre end nogen anden. Det overrasker mig ikke at hun valgte at angribe Hogwarts. Det ville havet overrasket mig, hvis hun ikke gjorde." Hun vidste ikke hvordan hun skulle vinde hans tillid, men hun håbede på, at fortælle så meget om Gaden hun vidste, ville hjælpe på det. 

Hun sukkede kort. "Hr. Rigel, hvad skal jeg gøre for at De stoler på?" Spurgte hun og kiggede seriøst på ham. "Jeg vil gøre alt, hvad De beder mig om. Alt."

[Carmine Rigel]

Han betragtede hendel lidt mistroisk. Hun havde siddet her i fangehullet langt længere end så mange andre. Hun burde bare være taknemmelig over at hun stadigvæk var i live, frem for at brokke sig over at han ikke stolede på hende. Alligevel var han da så småt begyndt at overveje om han skulle lade hendes loyalitet komme an på en prøve. Give hende en chance for at bevise sit værd overfor ham og flokken.
"Jeg har en meget god ide om det," svarede han hende og kiggede på hende med et gennemborende blik. "Der er bare en ting jeg ikke forstår." Begyndte han så, "du siger at du og Raysal har været venner siden I var små, hvorfor så vende hende ryggen? Og hvordan kan jeg vide at du så ikke også vender mig ryggen hvis du får et bedre tilbud?" Han lod hovedet falde let på skrå og fugtede læberne med tungespidsen.
Hvad hun helt præcist skulle gøre for at han stolede på hende kunne han ikke sige for problemet var jo at han ikke engang selv vidste det.
Alligevel ville han gerne have flere medlemmer i flokken, det havde han brug for, især kvinder der kunne være med til at avle endnu flere medlemmer.
"Så fortæl mig, lad os antage at jeg slipper dig fri, forstået på den måde at du får lov til at vise dit værd her i flokken, hvad kan du tilbyde mig til gengæld for min tillid og et bid?" Han lod nysgerrigt hovedet tilte lidt på skrå.

[Deleted]

Det krævede alt i Hua, for ikke vende øjne ad ham. "Jeg har aldrig været venner med hende. Jeg har ladet som om jeg var hendes ven, fordi min far tvang mig til det." Forklarede hun, og gjorde alt hvad hun kunne, for det ikke kom til at lyde snerrende, opgivende og pædagogisk. Hun var så træt af at folk troede, at de var venner, når Hua virkelig afskyde Raysal mere end nogen anden. 

"Jeg kunne aldrig finde på at stikke dig i ryggen." Kom det dybt alvorligt fra hende. "Jeg har altid ville være en del af din flok, så at stikke dig i ryggen kommer aldrig til at ske." Hun holde en kort kunst pause. "Hvis det skulle ske, at jeg fik et bedre tilbud, så vil jeg stadig ikke stikke dig i ryggen. Får jeg har taget mit valg. Og mit valg er, at være tro mod dig." Det var klart og tydeligt, at hun mente hvert et ord, og hun ikke tvivle et sekund på dem. Hun kunne sagtens forstå, hvis han ikke stolede på hende, men det ændrede ikke, at hun stadig gerne ville støtte ham og flokken.

Da han spurgte hvad hun kunne tilbyde, svarede hun på spørgsmålet, som om det var det mest logiske svar i verden. "Jeg kan sørger for, at du og flokken altid er et skridt foran Raysal og Garden. Jeg ved jo alt om Raysal og Garden." Hvad Hua ikke vidste om det, var ikke værd at vide.

[Carmine Rigel]

Carmine havde stadigvæk sin tvivl omkring hende, men han kunne jo holde hende fanget her for evigt uden at kunne drage gavn af hvis hun rent faktisk fortalte sandheden, eller han kunne begynde at teste hendes loyalitet i det små til at starte med. "Mhmm." Mumlede han tænksomt og begyndte at passerer frem og tilbage imens han tænkte over hvad hans næste skridt skulle være.
"Jeg gir intet for dine løfter før jeg finder ud af at jeg kan stole på dine ord." Sagde han tænksomt. "Men jeg er også klar over at jeg ikke finder ud af om jeg kan stole på dig før jeg afprøver det." Tænkte han højlydt videre. Måske ville det smarte være at lade hende gå lidt omkring blandt de andre i flokken. De var alle meget loyale og ville med lethed kunne holde øje med hende.
Han kunne naturligvis også sætte hende sammen med en som Zain, se hvad han kunne finde ud af hvis de hang sammen for noget tid.

"Jeg må indrømme at det lyder interessant," indrømmede han og så atter på hende. Blikket viste at han talte sandt og at hun virkelig havde fanget hans interesse. "Udemærket." Han gik hen mod døren ind til cellen og åbende den. "Kom med." Beordrede han hende.
Siden hun ankom havde hun ikke set andet end fangekælderen og så den ene gang hun havde opsøgt ham ved hans hjem på etagen ovenover, nu var det måske på tide med en rundvisning samt en lidt mere fyldig forklaring på hvad hun gik ind til.
Han bevægede sig op af trapperne der førte til niveauet ovenover som han begyndte at snakke. "Nu ved jeg ikke hvor meget du ved omkring min organisation, men jeg må hellere informere dig om at kvinderne i flokken ikke kun bruges i kamp som mændende." Han åbnede den solide jerndør for enden af trappen og gik ud i den oplyste hule der husede flere lejligheder bygget ind i klippevæggene. "Hvor mændene i flokken sørger for at holde os sikre og sørger for at vi får mad på bordet samt at alt, inklussiv vandbeholdere er fyldt op og den slags, så er det kvindernes opgave at være med til at føre flokken videre," han så sigende på hende. Ikke at hun skulle forsyne alle mændene i flokken med hyggelige aftener, men ønskede hun ikke at være mor var dette nok ikke stedet for hende.

[Deleted]

Hua betragtede ham med trætte øjne, da han gik frem og tilbage. Hun mærkede kort hvordan håbet forsvandt. Hvis der ikke snart skete noget, kom der sikker aldrig til at ske noget. Hun sukkede lydløst, og kiggede ned i bordet. Så måtte hun vel begynde på en slags flugtplan? Ikke fordi hun havde lyst, men hun havde hellere ikke i sinde at bruge resten af sit liv i en celle. Hun kunne jo bare mærke nu, hvordan de samme fire vægge var begyndt at gå hende på nerverne. På trods det, fik hun det helt dårligt med, overhovedet begynde at tænke de tanker om flugt. Hun måtte bare se sandheden i øjne. Han var ikke interesseret, og hun ville komme til at rådne op, medmindre han var barmhjertig nok, til at dræbe hende først.

Hendes tanker var så triste og deprimerende, at hun kiggede op med store og overraskede øjne, da hun kunne høre på ham, at han ikke var helt afvisende. Hun mærkede sit hjerte hamre, da han bad hende om at følge med. Hvad ville han gøre ved hende? Ville han gøre hende til en del af dem? Eller vil han bare gøre det af med hende? Hun vidste det ikke, men hun rejste sig, og fulgte ham, uden at vise nogen former for modvilje. For ligemeget hvad, så var det jo ham, som hun ønskede at tjene. 

Da de kom op i lyset, blev hun nød til at blinke et par gange, som hun vennede sig til lyset. Der var udentvivl meget mere lys her oppe, end der var nede i hendes celle. Da hendes øjne vennede sig lidt til lyset, kunne hun overordnet huske hvordan der havde set ud, men ikke nærmere detaljer, da den gang hun kom, havde koncentrerede sig om at finde Carmine, for det var ham hun skulle tale med. 

Hun kiggede tilbage på ham, da han fortalte hvad kvindernes rolle var. Det virkede indenlysende, men alligevel, kom det på en måde bag på hende. Mor? Hun havde aldrig tænkt på at hun skulle være mor? Hun havde aldrig haft trangen eller lysten til det. Ikke engang da hun blev gudmor til Delaine, følte hun en trang til at få sin egen, på trods at Delaine havde smeltet hendes hjerte på ét sekund. Måske ændrede det sig, nå hun selv blev mor? Nej. Hun kunne bestemt ikke se sig som en rigtig mor. Men at at blive mor, for flokkens skyld, kunne hun godt se sig selv i. Det var jo for flokkens skyld, og ikke sin egen. Det kunne også være at børnene på den måde blev stærkere, når deres mor ikke pylrede alt for meget om dem, som kærlige typiske mødre gjorde?

Tankerne for igennem hende, før hun svarede, uden tøven, "forståeligt." Det var dog tydeligt på hendes stemme, at tanken om at blive mor, havde overrasket hende. Det var også der det gik op for hende. At for at få børn skulle man have... hun kunne ikke tænke tanken til ende. Hun blev helt... nervøs? Ved tanken om det. Hvorfor blev hun nervøs for sådan en fjolle ting? Folk havde gjord det siden tidernes morgen, så hvad var der at være nervøs for?

[Carmine Rigel]

Som de kom ovenpå betragtede han hende lidt i lyset. Hun trænge uden tvivl til et bad for hun så herrens ud. "Du vil naturligvis komme til at bo sammen med en mand på et tidspunk, men til at starte med kan du få din egen bolig her," han slog hånden ud mod boligerne i klippevæggene.
Der var ikke nogen ledige endnu, men han skulle nok sørge for at få en lavet, der var jo klippe nok at lave den i. "Desværre er der ingen bolig ledig endnu, men du kan bo ved mig indtil da, der kommer nok til at gå en uges tid." På den måde kunne han også holde et vågent øje med hende lige er i starten.
Der var ingen kvinder hernede der boede alene, eller jo, men det var måske 2 ud af de 20 kvinder der boede hernede. Det var dem der havde bevist deres værd overfor flokken og som kunne tage hånd om sig selv. De var også med til at jage og den slags.
Det var uden tvivl hierarki hernede og man gjorde bedst i ikke at stille for mange spørgsmål.

"Hierarkiet hernede er altafgørende for at flokken skal fungerer." forklarede han som han gik frem mod boligerne. "Øverst på rangstien er naturligvis mig," dette lagde han ikke svøb om. "Derefter min søn Zain som skal overtage flokken samt min rådgiver Shane." Han fugtede læberne inden han forsatte. "Så kommer jægerne - dem der indfanger nye medlemmer, så kommer mændene, og derefter kvinderne der føder mændenes børn og til sidst børnene." Han fik op af en lille trappe mod sin bolig.
Den højest stillede kvinde ville være hende som han valgte som mage, hvis det nogensinde skete.
Lige for at teste hende lidt vendte han sig pludselig mod hende som de nåede hans hoveddør. "Men godt hvis du er indforstået med betingelserne, kan vi jo lige så godt gå i gang." Han havde ikke tænkt sig at de skulle ind og hygge sig for at gøre hende gravid, ikke endnu, eller han var sådan set ikke sikker på at han havde tænkte sig at hun skulle bære hans barn på noget tidspunkt, men derfor var det stadigvæk lidt sjovt at spotte hendes reaktion.

[Deleted]

Hun kigged og forstillede sig, hvordan hendes nye hjem ville komme til at se ud. Selvfølgelig var alt det hun kiggede på nu, hendes nye hjem, men hun forstillede sig det, med hendes egen bolig, eller, den hun på et tidspunkt skulle dele. Hun kiggede kort overrasket op på ham, da han sagde, at hun kunne bo ved ham, indtil det var ordnet, før hun kiggede væk igen. Skulle hun bo hos ham? Ikke hun havde noget imod det, men hun havde ikke troet, at han ville have hende boende. Om det så galde hans liv. 

Hun lyttede opmærksom til hvordan hierarkiet var opbygget. Det var utrolig primitivt, i forhold til den nye moderne verden, og hun kunne godt lide det. Alt det der med ligestilling og så videre, hang hende så langt ud af halsen. For der var ingen der var lige. Hun undrede sig over, hvem Zain og Shane var, men hun vidste, at det skulle hun nok finde ud af på et tidspunkt. Det fik hende også til at tænke på, hvad mon Carmines mage sagde til, at hun skulle bo sammen med dem. For selvom han var øverst, kunne hun godt forstille sig, at hun havde noget at sige om den sag. Hun kommenterede det dog ikke, men nikkede bare, for at vise, at hun havde forstået hvad han sagde. 

Da han pludselig stoppede op, stoppede hun så hurtig hun kunne, for ikke komme til at gå ind i ham. Da han åbnede munden igen, havde hun svært ved at skjule sin overraskelse, og sin nervøsitet. Ville han allerede have, at de skulle begynde? Begynde med hvad? Med at gøre hende til varulv? Eller var det noget andet? Hun sank en enkel gang, for at være sikker på, at hendes stemme lød selvsikker. "Jeg har forstået." Det lød så meget beder i hendes hoved, men da det kom ud, var overraskelsen og nervøsiteten let at spotte.

[Carmine Rigel]

Carmine kunne godt lide tanken om at have hende boende så han kunne holde lidt bedre øje med hende, for en ting var sikkert hun ville ikke være i stand til at snige sig ud uden han hørte det. Han var stadigvæk ikke fan af hende og han stolede ikke på hende, men det ville han jo heller aldrig komme til hvis ikke han lod tvivlen komme hende lidt til gode.
Han bevægede sig op af trappe der førte op til hans hoveddør og skubbede den op så hun kunne følge ham ind. Alle væggene var kippevæk - som I alle boligerne her - boligen var ikke særlig stor, men der var da både et toilet med bad, gammeldags, men funktionelt, så var der et mindre køkken, en mellemstor stue med antikke møbler og et soveværelse med en stor dobbeltseng, skønt han for det meste sov alene.

Carmine tippede hovedet en smule på skrå som han så ned på hende. Hvis hun viste sig at være så loyal som hun påstod så skulle han nok gøre en god ulv ud af hende, men hvis hun forrådte ham, tja så skulle hun i hvert fald ikke bekymre sig om at ende tilbage i kælderen for så længe ville hun slet ikke leve.
Hendes overraskelse gjorde hun et hæderligt forsøg på at skjule og det lykkedes da også næsten for hende. Han smilede listigt til hende. "Har du?" Han hævede brynene og så op og ned af hende, "så du har det helt fint med at vi går ind og hygger os lidt," igen var det ikke noget han havde tænkt sig at gøre alvor af, men det var interessant - og en kende underholdende - at se hendes reaktion på hans tilnærmelser. Hun kunne jo lige så godt blive vandt til det eftersom der nok ville komme en del fra de mandlige medlemmer af flokken, de var altid oppe og køre når et nyt kvindeligt ansigt dukkede op.

[Deleted]

Hun kiggede rundt som døren gik op. Hun undrede sig lidt over hvis alfaen boede sådan, hvordan boede andre så? Og hvordan ville hun komme til at bo? Ville hun være heldig, hvis hun i det mindste havde den luksus, at have sin egen seng? Sikkert ikke. Men hun havde vel lidt lov til at håbe.

Igen havde hun svært ved at gemme sin nervøsitet, da han spurgte, om hun ikke havde noget imod de gik ind for at hygge sig, hvilket gjorde hende vred og irriteret. Ikke på Carmine, men på sig selv. For hvorfor reagerede hun sådan over noget, der var så latterligt naturligt og normalt? Det kunne dog ikke ses på hende, da det endnu var nervøsiteten, der var den dominerende følelse. Hun blev nød til at tage en dyb indånding, før hun svarede. "Ja. Det har jeg det helt fint med." Det havde hun ikke. Eller, det var hvad hun blev ved med at fortælle sig selv. Det er naturligt og normalt. Det er for hendes alfas skyld. Ham som hun ville tjene og vise sin troskab til. Dog på trods alt det, kunne hun mærke helt inden i, hvordan hun virkelig ikke havde lyst til det. Ikke fordi det var ham. Langt fra. Hvilken ære det ville være! Hun havde bare håbet på, at hun selv kom til at bestemme, hvem hun skulle gøre det med. I det mindste første gang. Havde han været en tilfældig fyr, havde hun ikke haft noget imod at stikke ham en, for at fortælle ham, at han bare skulle holde grabberne for sig selv, men sådan var situationen dog ikke. Faktisk var det her den bedste måde, når hun ikke selv kunne bestemme. Selvom hun kunne se alle de positive og logiske ting, kunne hun ikke lade vær med at føle sig nervøs. For pokker! Hvorfor var hun nervøs? Det gav ingen mening i hendes hoved. Hun bad næsten til, at det bare blev overstået nu, så hun slap for den latterlige nervøsitet hun følte over det pjat. Hvilket var en tanke, der bare igen gjorde hende nervøs. Det var en ring uden ende, der indholdet nervøsitet og frustration over at være nervøs.

[Carmine Rigel]

Han kunne godt se at hun havde meget i hovedet lige nu, hun lod i hvert fald til at tænke så det knagede. Om det skyldtes den minimale bolig, snakken om samleje og loyalitet eller noget helt andet kunne han til gengæld ikke gennemskue. Han ville dog give en del galleoner for at læse hendes tanker lige nu. Bare lige for at se hvad der foregik inde i hendes hoved.
Naturligvis kunne han jo også bare spørge, men det ødelade da alligevel lidt af det sjove. På den anden side kunne han ikke længere styre sin nysgerrighed. ”Hvad tænker du?” Spurget han ind med et nysgerrigt blik rettet imod hende.
Igen vidste han jo godt at de ikke skulle ind og knalde, lige nu testede han hende jo bare, bare det at hun sagde at det ville være i orden var da et plus. Så var hun ikke helt tabt, hun vidste tydeligvis godt at det ville være dumt at modsige ham. Godt for hende.

Han gik mod køkkenet og vendte sig først mod hende i døren. Han så tilbage på hende med et smil. ”Vil du gave noget at drikke? Kaffe? Te? Vand?” Han vedte hende atter ryggen for at gå helt ud i det lille køkken og fiske sig en kop frem. Han skulle i hvert fald have sig et krus te. En drik han var meget glad for, man var vel ikke englænder for ingenting.
Som han stod og roede lidt med tingene i køkkenet, lod han kortvarigt tankerne glide tilbage til Lavena. Det var længe siden at hun havde været her, nu var han bare glad for at han fik skilt sig af med hende. Hun havde kun været til besvær. Stædig og ubrugelig. Hua her var langt mere interessant, han kunne da i hvert fald få noget konstruktivt ud af hende i og med hun kunne agerer spion for ham.
Carmine havde ingen planer om at skulle finde sig en kone, eller mage eller hvad man nu kaldte det. Han var ikke god til følelser da de ofte bare kom i vejen for ens dømmekræft. Nej det liv han levede nu var perfekt, så hvorfor gøre noget for at ændre det, han måtte holde hovedet klart for der var så mange ting han blev nødt til at holde sig klar på. Både med de andre varulveklaner samt Dødsgarden og den britiske mafia. Alle kæmpede de om at komme til tops, men i den sidste ende, ville der kun være én vinder.

[Deleted]

Hun betragtede ham imens han lavede te, og spekulerede på hvad hun skulle svare ham, angående hvad hun tænkte på. "Te tak," sagde hun langt om længe. Hun brød sig ikke rigtig om te, men hun følte, at hun blev nød til at vise ham så meget tillid og loyalitet hun kunne, ved at takke ja tak til hans gavmildhed. Det var også det, der gjorde, at hun nu vidste hvad hun skulle svare ham. Hun blev nød til at være så åben og loyal som muligt, og ikke gemme på hendes tanker, for at vise ham sin loyalitet. "Her er ret... trængt? Jeg troede du boede bare lidt, større?" Hun vidste godt, at han vidste, at det ikke var alt hvad hun tænkte. Hun havde jo gået og spekulerede før de kom ind. "Og..." Hun tøvede lidt, for hun mærkede hvordan hun blev hel nervøs og flov over at skulle fortælle det sidste, hvilket hun ikke forstod. Hvorfor følte hun sådan? Igen mærkede hun frustrationen over det. Den dumme ring måtte bare brydes! "Og jeg har aldrig haft samleje." Spyttede hun nærmest ud, da frustrationen havde taget over i det øjeblik hun fortalte ham det. Hun mærkede hvordan hun blev flov over det, og kiggede ned i gulvet og ønskede lidt, at gulvet ville opsluge hende. Hvorfor følte hun sådan? samleje var så normal, så hvorfor følte hun det som om hun var lidt af en særling, som om hun var klam og ulækker, bare fordi hun aldrig havde haft samleje før? Hendes blik var fastlåst nede mod gulvet. Hun kunne ikke se op på ham, eller bevæge sig. Hun var så nervøs for, hvordan han ville reagere. Igen blev hun frustreret over det hun følte, men flovheden dominerede nok til, at hendes blik forsat var rettet mod gulvet.

[Carmine Rigel]

Carmine svarede på hendes anmodning ved at nikke og derefter skænke op til hende også. Han tog de to store krus med ind og placerede dem på det lille stuebord hvorefter han satte sig i sofaen. "Sid," beordrede han i en rolig tone.
Han lyttede til hvad hun havde at sige og det morede ham nok en lille smule, "jeg bor under jorden i en klippevæg. Der var desværre ikke plads til en penthouselejlighed." Kommenterede han køligt, men hans stemme bar præg af det lille smil der tvang den ene mundvig en kende opad.
"Men min bolig er nu heller ikke den største, de der har mage og børn får det største boliger, de har mere brug for pladsen end jeg har." Han var efter sin egen mening en fair leder. Han forlangte ikke noget uden at give noget igen.

Hendes afsløring ramte dog en del af ham der ikke kunne skjule overraskelsen, han tog sig selv i komplet at tabe facaden i et øjeblik ved bare at glo måbende på hende. "Undskyld hvad?" Det gav slet ikke mening i hans hoved, hvordan kunne hun stadigvæk være jomfru? "Hvor gammel er du?" Okay muligvis et meget personligt spørgsmål, men han blev bare nødt til at spørge for den nyhed havde slået benene væk under ham og det skete ellers ikke så ofte.
Han lod sig kort hengive til sine egne tanker og han måtte nok erkende at hun pludselig blev anelse mere interessant, bare det at vide at ingen mand havde sat sine spor, det kunne han ærligt ikke helt slippe tanken om. "Men du vel kysset med en mand før?" Nu fandt han det næsten underholdende.

[Deleted]

"Tak," mumlede hun før hun satte sig ned. Hun prøvede stadig på at være så åben som muligt og vise ham så meget loyalitet hun kunne, men det var ret svært, når hun stod i den situation hun stod i. Eller, som hun sad i nu. "Det giver alt sammen god mening," hans forklaring var god, og hun undrede sig over, hvordan folk kunne hade en, der var så sympatisk som han var? Raysal sagde altid, at det hun gjorde var for det reneblods bedste, men hun vidste det ikke særlig godt. Hun havde styret folk med hård hånd, og skrabet goderne til sig, uden at sige tak for hjælpen. Hua ville ønske, at hun havde haft mod til at gøre oprør imod hende for længst. Alt det hun havde gjord for Raysal, fortrød hun inderligt. Hun havde faktisk ikke fortrudt det før nu, hvor hun virkelig kunne se, hvor meget bedre en leder Carmine var. Hun havde altid troet, at han var bedre ud fra hun havde hørt om ham, men det var noget helt andet på tæt hold.

Hun var ved at få sin te galt i halsen, da han reagerede som han gjorde. Og hun blev fornærmet? Hvorfor blev hun nu fornærmet? Det der skide samleje der, det var sku da kun til at blive skør af. Hun ville hellere have 3 år mere i sin celle, end skulle gennem al det der samleje pjat. "33." Svarede hun kort, og gjorde alt for ikke lyde fornærmet og fjendtligt. Hun havde virkelig lyst til at få samtalen hen på noget andet, som ikke fik hende til at føle alle de mærkelige følelser, som hun følte nu, på grund af det skide samleje. "Nej." Hendes svar var kort, mens hun sad og tænkte tilbage i tiden. På de få gange, hvor hun ikke havde hængt op og ned ad Raysal, men havde lavet andet end at være hendes tjener. "Jeg har dog prøvet, at der var nogle der gerne har ville prøvet." Hun kom til at smile lidt ved tanken om den gang, hun havde lagt en mand i en dorloroso, fordi han havde prøvet på at kysse hende. Hendes smil forsvandt dog hurtig igen. Hun skulle ikke tænke sådan. Det var dødsgardist Hua. Eller var det? Hun havde været så meget sammen med Raysal, at hun knap nok helt vidste, hvem hun selv var. Hun var jo vand til at indrette sig efter Raysal, for at holde skuespillet over for hende kørende. Hvem var Hua i virkeligheden?