Why you don't trust me?

[Carmine Rigel]

For ham havde plads aldrig haft den store betydning. Han var jo ikke så meget hjemme i boligen alligevel og siden det kun var ham behøvede han ikke andet end den lille stue, værelse, køkken og toilet. Desuden tilhørte hele hulen jo sådan set ham, eller ikke på papier måske, men det var hans far der havde fået bygget stedet og nu havde Carmine overtaget det.
Der var ingen tvivl om at Carmine kunne være en hård mand, hvis man tråde på ham eller hvis man forrådte ham så stod han ikke tilbage for at slå ihjel. Han havde i lang tid heller ikke skyet nogen midler for at få folk med i flokken. Truet dem til at slutte sig til ham med frygten for at han ville dræbe alle de holdt af hvis ikke de gjorde. Det havde da også virket langt hen af vejen, men med årerne havde han erfaret at det ikke var på den måde man fik loyale medlemmer for de der var tvunget til at slutte sig til ham, ville altid lede efter en udvej.
Det avr ikke det han havde brug for nu, han havde brug for at folk ville kæmpe ved hans side fordi de mente at det han stod for var rigtigt og ærlig syntes han da også at han var kommet ret godt efter det. Det betød dog ikke at han stod tilbage for at torturerer og slå ihjel hvis nogen skulle vælge at stikke ham eller hvis han bare skulle bruge informationer for mindre væredige personer, såsom dødsgardister.

"Og du har aldrig været sammen med en mand?" Han forsøgte virkelig at finde et ansigtsudtryk der passede bare nogenlunde til det hun fortalte ham, men han kunne simpelthen ikke skjule hvor mærkelig han fandt det - og måske også en kende interessant. "Ikke engang et kys.." han var lamslået. "Hvorfor ikke?" Nu havde hun fanget hans nysgerrighed, hvad var det ved denne kvinde der gjorde at hun var så...anderledes.
Han lod hovedet tippe på skrå, "og hvad skete der så med dem?" Spurgte han fanget af det hun fortalte. Det var da ikke normalt at en kvinde på hendes alder ikke så meget som havde kysset en fyr. Ikke at han fandt hende mærkelig, men det var bare sært fordi det ikke var noget man hørte hver dag. "Du gemmer måske dig selv til den helt rette?" Udspurgte han videre, han kunne simpelthen ikke lade den ligge.

[Deleted]

Havde det ikke været Carmine, der sad og snakkede til hende på den måde, så havde hun ikke fundet sig i at blive talt til på den måde. For hvad ragede det andre mennesker, hvordan hendes samleje liv var? Eller retter sagt, ikke var. Hun følte en pinlighed over det, som bare igen gjorde hende forvirret og irriteret. Hvorfor havde den her samtale om samleje fået hende så meget ud ad fatning? Hun prøvede virkelig på ikke kigge fornærmet og dræbende på ham, men mislykkedet. "Nej. Jeg har aldrig været sammen med en mand, eller en kvinde for den sags skyld. Nej. Ikke engang et kys. Og nej. Jeg gemmer mig ikke til den rette." Hendes svar var kort og hendes tone gjorde det klart og tydeligt, at hun var irriteret, og ikke havde lyst til at tale mere om det. "Jeg har bare aldrig..." Hvad? Hvad havde hun aldrig? Hvad var det hun ville sige? "Jeg har bare aldrig haft lyst?" Hun lod ordne hænge i luften lidt, før hun tilføjede, "der aldrig nogen, jeg har fundet attraktive..."

[Carmine Rigel]

Hendes lettere snappen fik hans ene mundvig til at fortrække sig i et mildt underholdt smil. "Sig mig, går det dig på at snakke om?" Spurgte han ind. Ja det var muligvis lige så meget i provokation fordi han fandt det ret underholdende at hun ikke brød sig om at snakke om det. For ham var det jo en del af dagligdagen. Eller måske ikke lige hver dag, men han holdt sig da ikke tilbage.
"Du har aldrig haft lyst?" Han blinkede et par gange. Hvordan kunne man aldrig have haft lyst til at afprøve den slags? På den anden side så kunne hun vel heller ikke vide hvad hun gik glip af når ikke hun havde prøvet det.

"Du har godt nok høje forventninger eller også har du virkelig været omkring grimme mennesker." Konstaterede han lige så meget for sig selv som for hende. "Men det kan jo være at det ændre sig her." Det ville det komme til, for der var nok ikke nogen i flokken der var interesseret i at forsørge hende uden at få bare en lille bitte smule igen var han ret overbevist om.
Han kunne dog ikke lade være med at finde det en kende spændende det at vide at ingen mand havde sat sine spor på hende endnu. Så snart det kom ud - hvis det kom ud - ville alle de enlige mænd i flokken da kaste sig for hendes fødder. "Jeg tror at din kommende mage vil finde det ganske interessant," kommenterede han og lod de grå øjne hvile på hende i nogle lange sekunder.

[Deleted]

"Nej." Svarede hun hurtig på hans spørgsmål, om det gik hende på, men tilføjede så lidt efter, "Måske..." Hun tog en dyb indånding. Hun skulle vise ham sin loyalitet, og det gjorde hun ikke ved at sidde og lyve på den måde. "Ja." Indrømmede hun til sidst, og blev en smule flov, og igen blev hun vred over, at hun blev flov over det. 

Hun rystede på hovedet til svar. Det var noget hun var sikker på, og ikke så noget forkert i at indrømme. Hun havde aldrig haft lyst, og hun havde aldrig været nysgerrig på det punkt. Ikke engang selvom, at hun havde fået tilbud før. "Mennesker er genereelt et grimt væsen." Kom det hurtigt fra hende, da han kommenterede på, at hun måtte havet omgivet sig med grimme mennesker. Hun klappede dog i, og kiggede på ham med opgivende øjne, da han sagde det kunne ændre sig her. "Skal vi bare få det overstået eller hvad?" Kom det opgivende fra hende. Nu ville hun næsten ønske, at de aldrig havde talt om det, fordi det ville havet været tusinde gange nemmere, og mindre akavet at snakke om. Hvorfor var det pinligt og akavet?! Hun skulle virkelig kontrollere sig selv, for at rejse sig, for at gå over til ham, for at få det overstået. Det var jo det han ville, var det ikke? Så hvorfor gjorde han det ikke bare? 

Hans ord med, at hendes kommende mage ville finde det interessant, fik hende til at stivne lidt, og fik hende til at blive mere flov over det hun havde sagt og tænkt. Okay, han var altså ikke ude på at gøre det med hende. Eller var han? Hun mærkede igen, hvor frustreret hun var over hele situationen. "Æh, ja, det gør han sikker," kom det letter akavet fra hende, med en frustreret undertone.

[Carmine Rigel]

Han så afventende på hende som hun ændrede sit svar. Et ufrivilligt smil gled over hans ansigt. Måske hun ikke var helt så slem som først antaget, men han måtte bare være forsig hvor han trådte. Han havde fået brændt nallerne ved at stole på Lavena og derefter lukke hende ind på ny og nu var hun vel tilbage ved sin mand. Han havde givet hende chancen for at være fri, at hun ikke havde taget den var hendes problem.
"Det er ellers en ganske naturlig ting," han kunne mærke at han blev mere og mere nysgerrig på hende. Hvorfor i alverden havde hun aldrig været sammen med nogen? Han fik næsten ondt af hende for dette her måtte da være super akavet for hende. "Det kan du have ret i." Svarede han tænksomt. De bekrigede hinanden og ødelagde jorden. Måske det var derfor han så varulve som værende bedre. De føltes som en større del af naturen, som om at det hørte bedre til.
Han blev trukket ud af sine tanker ved hendes opgivende ord hans hånd gled tænksomt ned over hans hage Skægstubbene rev mod hans fingre. Så rejste han sig langsomt op. "Nej, jeg har en anden ide." Sagde han blot og stilede sig foran hende, han rakte en hånd frem mod hende som for at hjælpe hende op.
Det ville være synd at ødelægge noget så perfekt som det at hun var jomfru, desuden havde det jo ikke været hans plan, han ville bare provokerer hende lidt. Desuden ville det da være langt federe hvis det faldt hende naturligt.

"Kom med," sagde han. Stemmen var bestemt, men den var da en del mildere end den havde været tidligere. Han forlod lejligheden og satsede på at hun var med ham som han begyndte at snakke på ny. "Med ærlighed kommer man langt her," forklarede han, "jeg mener ikke selv at jeg er en uretfærdig leder, jeg kan være bestemt og jeg vil gerne have tingene på min måde, men det betyder ikke at man ikke kan snakke med mig." han gik op af en skæv stentrappe til højre for hans bolig imens han forsatte med at snakke. "De folk der bor her, er ikke bare mine krigere, de er min familie, og jeg vil gøre alt for at beskytte min familie." Nu havde hun vist ham tillid og været ærlig overfor ham, så han ville gerne give lidt igen af den tjeneste.
Som de bevægede sig opad blev boligerne under dem mindre og mindre til han nåede toppen af trappen. Den ti minutter lange vandring opad lod ikke til at have nogen effekt på ham. De stod på et større klippeudspring med udsigt over den underjordiske by, der var mørkt heroppe eftersom lyset fra byen ikke nåede helt herop. "Som du, mener jeg ikke at den menneskelige race er specielt meget værd. De ødelægger mere end de gavner, de har brug for en leder til at vise dem vejen frem og det er uanset hvor man kommer fra, magiker eller muggler." Han sendte hende et sigende blik, nu var han jo godt klar over at dødsgarden havde nogle lidt andre dialogier. "Jeg nære ingen interesse i at slagte halvdelen af befolkningen som ulvene fra Paris, for mig er det nok at have en stærk flok, og ja jeg ønsker overtaget som så mange andre, men for at vise vejen frem, retmæssig respekt kommer med tillid, ikke frygt."
Han vendte sig atter rundt og gik ind af en stor huleligende åbning, kold vind blæste igennem og han stoppede op omtrent 50 meter inde. Knap 30 meter over deres hoveder var en stor åbning. Halvmånens blege lys gav hele hulen et næsten spøgelsesagtigt look. Det var umuligt at komme ud denne vej, men i det mindre kunne hun få noget luft og se stjernerne samt trækronerne fra skoven over dem, det havde hun jo ikke set meget af gennem sin tid i fangekælderen.
Han så tilbage på hende, "du skal slutte dig til os fordi du tror på at jeg kun gør hvad jeg mener er bedst, ikke i en hævnaktion mod garden.". Nu havde han godt nok snakket en del, men han håbede da at hun kunne følge med.

[Deleted]

"Jeg ved det er en naturlig ting!" Røg det ud ad hende, før hun kunne nå at stoppe sig selv. Hun vidste godt, at det var en naturlig ting, det var jo derfor, at hun blev så frustreret over, at hun syntes det var så akavet! Det var jo naturligt, så hvorfor var det så så akavet for hende? 

Hun kiggede på ham med store øjne, og mærkede hvordan hendes hjerte slog hurtigere og hurtigere, da han begyndte at rejse sig op. Skulle de til at gøre det? At han sagde nej, at han havde noget andet i tankerne, gjorde hende forvirret, da hun mærkede hvor skuffet hun blev. Var hun ikke god nok til ham? Selvfølgelig var hun ikke god nok. Hvorfor skulle han ville være sammen med hende? En alfa kunne få alle, og badet sikkert i det, så hvorfor skulle han være sammen med hende? Hun var jo uerfaren, og ville sikker være dårlig til det, så hvorfor spilde energi og tid på hende. 

Hun rejste sig selv, og gik med ham og lyttede opmærksomt til alt hvad han sagde. Hun bed især mærke i det han sagde med, at man godt kunne snakke med ham. Med Raysal kunne man nærmest ikke snakke med hende. Ikke engang den hun var en almindelig dødsgardist, ville hun lade andre snakke med og til hende. Det var rart at vide, at Carminen allerede på det punkt var anderledes, og hun kunne snakke med ham. Der gik dog ikke længe, før han lød som Raysal igen. Familie. Det ord havde hun hørt hende bruge om Garden. Hun brugte det kun når hun var i godt humør. Også det med at han beskyttede sin familie, lød også som Raysal. Alt hun gjorde, var for at beskytte sin familie. Hun huskede tydeligt det skænderig hun havde haft med hende, den gang Delaine var blevet født. Hua havde prøvet på at få hende til at stoppe med at være med i Garden, så Delaine ikke ville risikere også at miste sin mor. Raysal havde sagt, at der var ikke noget at frygte, da de jo sad på magten, og der var ihvertfald ingen, der kunne ramme hende. Den idiot. Hua kunne ikke lade helt vær med at spekulere på hvordan Delaine havde det, og hvordan hun havde haft det, imens Raysal havde siddet inde. Det var jo meget lang tid, at skulle undvære sine forældre. 

Det var først da han talte igen, at hun blev revet ud af sine tanker, og lyttede igen til hvad han sagde. Hun modstod en trang til at svare ham igen, da han sendte hende et sigende blik. Hvordan kunne han tro, at hun turde komme her, hvis hun havde de samme holdninger som en dødsgardist? Det eneste, der mindede om en dødsgardist holdning var, at rentblod var mere værd end muggler, men det lå så dybt i hendes opdragelse, at hun ikke rigtig kunne gøre noget imod det. Han lød igen som Raysal, da han snakkede om respekt. Det var noget af det sidste Raysal havde snakket om, før ministeriet var blevet stormet. Hua vidste dog godt, at Raysal aldrig ville kunne finde ud af det med respekt. I alle de år Hua havde tjent Raysal, havde hun aldrig fået så meget som en lille smule respekt. Hun havde knap nok fået et tak. Raysal anede ikke hvad respket var, hvis det ikke drejede sig om rene og fine familier. Det var hun alt for snobbet til. 

Hun kiggede op på månen, stjernerne og trækronerne, da de stod under den store åbning, og nød den friske luft. Hvor var det lang tid siden, at hun havde følt sig så fri som hun gjorde nu, trods hun stadig var fanget på en måde. Hun sukkede opgivende, "for sidste gang. Jeg var kun en del af Garden, fordi Raysal og min far tvang mig. Jeg har aldrig ville være dødsgardist." Kom det letter opgivende fra hende, før hun kiggede lidt ydmyg på ham, da hun var bange for, hvordan han ville reagere på hendes næste ord. "Hvis du giver mig min stav, kan jeg vise dig, at min patrunos er en ulv, og det har den altid været. Altid."

[Carmine Rigel]

Egentlig sagde Carmine ikke fra overfor hende for at såre hende. Selvom han var en hård mand havde det jo aldrig været meningen at han ville være sammen med hende. Ikke i aften i hvert fald. Han ville bare teste hendes loyalitet. Nu hvor det var på plads ville han så gerne bare have at hun skulle falde til. Lære at holde af ham som de andre medlemmer i flokken gjorde. Respekterer ham, ikke af frygt, men fordi de stolede på ham som leder. Hvordan kunne hun få den respekt for ham hvis han tog noget fra hende ved at udnytte sin magt. Hun skulle gøre det af lyst, ikke tvang.
For Carmine kom familien altid først, men hvis man bevidste gjorde noget der kunne bringe flokken i fare så ville han ikke tøve med at straffe eventuelle medlemmer med døden. Om det så var hans biologiske børn. På den måde var han hård og kontant. Han holdt da også Zain i kort snor, selvom det var ham der skulle overtage flokken var Carmine ikke sikker på om det ville være det rette at gøre, heldigvis kunne han jo nå at ændre sig, men nu var han uregerlig og magtsyg, det var slet ikke det alt dette her gik ud på. Eller jo, Carmine ville elske at overtage magten i det magiske - og ikke magiske - samfund, men det skulle gøres ordentligt Hvis ikke man havde en loyal flok ville han jo aldrig kunne blive på posten som leder alligevel og det var nok Zains problem, han regnede med at han kunne klare hele verden ved bare at være frygtet.

Da hun igen slog fast at hun ikke ønskede at være en del af garden spredte der sig et lille smil på hans læber. "Godt," kommenterede han simpelt. Han ville give hende en chance for at bevise det ved at lade hende få sin frihed. Sådan næsten i hvert fald. Da hun bad om sin stav smilede han blot en smule afmålt. "Du skal nok få din stav tilbage, men ikke i aften." Svarede han. Hun var trods alt lige kommet ud af fangekælderen efter år bag tremmer hvor han havde behandlet hende som udskidt lort, selvom hun sagde hun ikke ville flygte turde han ikke helt løbe an på det endnu.
"Til gengæld, kan du frit bevæge dig rundt hernede nu," sagde han roligt, "du skal ikke gå dybere ind i hulerne end her. En sikkerhedsforanstaltning." Forklarede han. Hulerne var farlige at befinde sig rundt i uden stav, især hvis ikke man kendte dem. Der var både steder hvor stierne endte i et dybt fald, der var steder hvor tunnlerne kunne falde sammen omkring en og så var der selvfølgelig nogen væsner der holdt til i store huler som denne, nogen mere arrige og territorielle end andre, det var bl.a. ikke første gang en drage havde brugt en af de ydre huler som hjem, det samme gjaldt for acromantulaer og andre. En af de andre fare ved at gå på opdagelse var at der intet lys var hernede hvis ikke det var for det magiske lys de havde kastet over boligområdet og så naturligvis sprækker og som denne. Det var en sand labyrint at finde rundt hernede, at hun i det hele taget havde fundet herind uden at miste livet var utroligt.
Han stillede sig foran hende og hævede også blikket mod stjernerne. "Jeg håber at du vil ende med at finde dig godt tilpas her hos os." Sagde han sandfærdigt og rettede så de grå øjne mod hende som han hævede den ene hånd får at lade den glide blidt ned langs hendes arm.

[Deleted]

Hun blev overrasket over hans kommentar. Godt? Betød det, at han stolede på hende, eller i det mindste var ved det, eller prøvede på det? Hun vidste det ikke, men hun var glad for, at han begyndte at vise tegn på tillid, så var hendes hårde arbejde ikke ikke helt spildt. 

Hun prøvede på ikke at smile, da han sagde, at hun ville få sin stav tilbage. Hun var glad for at få den tilbage, da det var den eneste form for rigtig ven hun nogensinde havde haft. Hun var bare bange for, at hvis hun viste tegn på glæde over det, at det måske sende de forkerte signaler. For med sin stav tilbage, kunne hun jo flygte, eller gøre andgribe og dræbe. Alle var ting hun ikke havde i sinde at gøre, men det kunne virke sådan, hvis hun kom til at vise tegn på glæde over at få sin stav tilbage. Hun prøvede også på, at ikke vise tegn på overraskelse, da han sagde, at hun måtte bevæge sig frit rundt. Det var dog ikke noget hun hellere havde i sinde, da hun var bange for, at hvis hun gik rundt alene, at det ville ligne, at hun luskede rundt alene, og pønsede på noget, hvilket hun jo ikke gjorde. Hvis hun skulle bevæge sig nogen steder hen, blev det sammen med mindst en, helst to. Hun ville virkelig ikke risikere, at hendes hårde arbejde med at vinde Carmines tillid skulle ryge på jorden. 

Hun kiggede på hans hånd, da den lå på hendes arm, og vidste ikke hvordan hun skulle reagere, og vandt sig derfor tid til at tænke, ved at sige, "det er jeg helt sikker på jeg gør." Hun kiggede kort op på ham med et lille smil, før hun kiggede ned på hans hånd igen. Hvorfor havde hun ikke noget imod det? Normalt var hun ved at rive hovedet af folk, hvis de rørte hende. Hun hadet at blive rørt ved. Hvorfor havde hun ikke noget imod, at han gjorde det? Var det fordi han ikke var som andre hun havde mødt? Hun havde aldrig stået over for en rigtig ægte varulv, før hun frivillig opsøgte Carmine. Varulve var jo fjenden for Garden, og en ven af en varulv, var en fjende af Garden. Det var nok den størreset grund til, at Hua aldrig havde været sammen med en varulv. Hun var bange for, at blive venner med en, så længe hun stadig var i Garden. Det ville jo ikke kun gå ud over hende, men også den varulv, som hun var venner med. Hun vidste dog nu, at nu hvor hun havde vendt Raysal, sin familie og Garden ryggen for at slutte sig til Carmine, var der ikke så meget at frygte. For nu ville det ramme Garden hårdere, hvis Raysal var dum nok, til at ofre dødsgardister på at få sin hævn over Hua. Hun følte sig mere tryg sammen med Carmine, end hun nogensinde havde gjord ved Raysals side. Var det også en af grundene til, at hun ikke havde noget imod, at han rørte ved hende? Fordi han var den første hun nogensinde havde følt sig tryg ved? Hun åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen, for så at åbne den igen. Med ærlighed kom man langt sagde han, og der var ikke nogen på denne jord hun ville være mere ærlig over for end Carmine. "Jeg har aldrig kunne lide at blive rørt ved..." Ordne hang i luften, imens hun stadig undrede sig over, hvorfor han var så meget anderledes. Var det det at han var alfa, der gjorde ham så meget anderledes end andre? Hun kiggede forsigtigt op på ham, før hun kiggede ned på hans hånd igen, før hun langsom tog sin anden hånd, og lagde sin hånd oven på hans hånd. Hun kiggede fascineret på hendes hånd, der lå på hans hånd, der lå på hendes arm. Hun mærkede hvor grænseoverskridende det var, men hun var virkelig fascineret i at rører ved en, uden at have lyst til at vride armen om på vedkommen. "Det her er mærkeligt," kom det undrende fra hende, imens hun prøvede på at vende sig til det hele.

[Carmine Rigel]

Carmine havde ærligt ikke lige regnet med at han så hurtigt skulle give hende så løse tøjler. Det havde i hvert fald ikke været planen da han låste hende ud af sin celle tidligere på aftenen. Faktisk havde han bare tænkt at de skulle være oppe i hans bolig og måske snakke lidt, men dette her var da indrømmet langt hyggeligere.
Om han kunne stole på hende måtte jo vise sig, men han var nok blevet lidt enig med sig selv om at lade tvivlen komme hende til gode, bare fordi han ikke kunne se den store grund til ikke at gøre det, hun virkede trods alt ret afklaret med tingene selv efter de mange måneder i fangeskab. Naturligvis havde hun stadigvæk noget at bevise overfor ham før han velsignede hende med biddet. Eller lod hende komme tilbage til verden over jorden, men dette her måtte vel være bedre end ingenting.
Han sendte hende et roligt smil. Han håbede da i hvert fald at hun ville kunne vende sig til livet hernede og at hun ville synes om det, hun ville jo udgøre en perfekt mage for en eller anden på et tidspunkt, skønt Carmine nu egentlig synetes hun var lidt for interessant til bare lige at opgive endnu.
Han fornemmed at hun ikke helt kunne komme til tåls med hans berøring, eller det virkede ikke sådan som hun konstant lod blikket falde tilbage på hans hånd. Endnu en ting han fandt en smule underholdende. Han kunne godt lide tanken om at hun var urørt. "Er der noget galt?" Spurgte han en smule uskyldigt som havde han ingen anelse om hvad det mon kunne være.

Hendes indrømmelse gjorde at han gjorde hentydning til at flytte hånden fra hendes arm. Tilliden skulle jo gælde begge veje, men så var det at hun placerede sin hånd over hans. Et lille smil afspejlede sig i hans blege ansigt. Så var hun da ikke helt afvisende. Meget diskret lod han sin tommeltot stryge let over hendes skulder og uden at flytte hånden. "På den gode eller dårlige måde?" Spurgte han en smule nysgerrigt.
Lige nu var han ikke helt sikker på hvor dette her bar hen, men han kunne nu ikke lade være med at finde det en smule hyggeligt, og da også ret interessant, for hvor langt havde hun tænkt sig at lade ham gå?
Igen regnede han ikke med at der skulle ske noget mellem dem, men på den anden side havde han heller ikke regnet med at give hende så frie tøjler fra starten af. Det var underligt som ens planer kunne ændre sig fra den ene time til den anden.
Han tog et skidt tættere op hende og så ned på hende med et nysgerrigt blik. "Er du tryk ved mig?" Spurgte han hende afslappet. Det var jo en ærlig sag hvis hun følte han var intimiderende når han brød ind i hendes personlige rum som han gjorde nu, men han var nysgerrig for at finde ud af hvad hun tænkte.
Han lod hånden glide lidt op af hendes arm til hendes nakke i en glide og følsom bevægelse imens det vagtsomme blik betragtede hende intenst.

[Deleted]

Hun stod og tænkte over hans spørgsmål. Hun vidste det ikke, så hun tog sig tid til at mærke efter, og tænke efter. Var der noget godt ved det? Ikke rigtigt. Var det dårligt? Nej, det var det vel ikke? Hun havde jo ikke lyst til at vride armen om på ham. Hun kiggede på ham kort, før hun kiggede tilbage på hånden. "På den gode måde, tror jeg..." Svarede hun langt om længe og lod ordne hænge lidt i luften, før hun tilføjede, "jeg har ihvertfald ikke lyst til at vride armen om på dig." Det trak lidt i hendes mundvig til smil, før hun kiggede op på ham igen, som han gik tættere på. Hun mærkede hvor nervøs hun blev og hvor grænseoverskidene det var, men han var alfa, og hun var sikker på, at hvis han havde ønsket hende død, så havde hun været død for længst. Hun tog en berolignede indånding, for at dæmpe sin nervøsitet, der bare blev større, som hun mærkede hans hånd mod hendes nakke. Hun sank en gang, "ja," kom det stille og nervøs fra hende, før hun skar en lille grimasse. "Ja jeg er, men..." Hun stoppede for at lede efter de rigtige ord. "Men du gør mig også nervøs?" Det kom ud som et spørgmål, da hun selv var forvirret over det. Hun følte sig tryg sammen med ham. Når hun tænkte over det, havde hun altid været tryg ved ham. Selv den gang han nærmest havde overfaldet hende, da hun var kommet for at sluttet sig til ham. Alle de tanker og følelser, der strømmede igennem hende, fik hende til at forsigtig løfte hendes hånd op mod hans andsigt. Hvorfor vidste hun ikke rigtigt. Det var bare noget hun længe havde haft lyst til at rører, og nu var hun langt om længe tæt nok på til at kunne gøre det. Forsigtig lod hun sine fingerspidser køre fra hans pande og ned til hans hage, i en bevægelse, der minde om et kærtegn. Hun vidste dog ikke om det var det hun gjorde, eller om det var bare var en tilfældighed af hendes impulsive handling, som hun ikke slev følte hun havde styr på. Hellere ikke hendes næste handling følte hun, at hun tænkte speciel meget over, før hun gjorde det. Hun lod forsigtigt sine fingerspidser glide over hans mund, og for første gang i hele hendes liv, spekulerede hun på, hvordan det måtte være at kysse en. Igen hørte hun ærlighed for sit indre. Hun ville være ærlig over for ham, og ikke gemme noget for ham, lige meget hvor pinligt eller dumt det var. "Må jeg prøve at kysse dig?" Spurgte hun med en undrende og nysgerrig stemme, da hun mærkede hvordan hendes nervøsitet langsomt blev udskiftet med nysgerrighed på sig selv og ham.

[Carmine Rigel]

Dette her øjeblik var langt mere intenst end han havde forventet det ville være. Han havde heller ikke forventet at han skulle finde hende så interessant og måske en smule inspirerende. Han var jo endnu ikke hundrede procent sikker på hvor han havde hende, men hvis dette her var skuespil, så var hun fandme en dygtig skuespiller, ja så fortjente hun jo næsten at snøre ham.
Han var bare ikke så god til det med at stole på andre end sig selv, det var nok derfor han endnu ikke selv havde fundet sig en mage, men i stedet delte alle de gode kvinder ud til mændene i flokken.
Hun virkede lidt ala samme type som ham. Mistænksom, men med en naturlig nysgerrighed og det var nok det der vakte hans interesse, fordi han kunne spejle sig selv lidt i hende.
Hendes tilføjelse fik et oprigtigt smil frem på hans læber, "jamen allerede der har vi jo gjort fremskridt." Kommenterede han, "ikke at du ville have en chance for at nå at vride min arm rundt." Det morede ham tydeligvis at hun havde sagt det og han vidste godt at hun nok ikke havde ment det som i at hun kunne finde på at give det et forsøg, men han ville lige drilagtigt fortælle hende at han var bedre end hende. Udfordre hende lidt mentalt.
Endnu et smil afslørede at han godt kunne lide tanken om at gøre hende lidt nervøs. Ikke fordi han ønskede at hun skulle frygte ham, men det var nu alligevel lidt rart at vide at hun havde en naturlig respekt for ham. "Du har intet at være nervøs for," forsikrede han hende. Ikke så længe hun ikke gjorde noget dumt i hvert fald, men det var hun jo nok godt klar over.

Den kærtegnende hånd fik smilet til at falme en smule, ikke fordi han ikke kunne lide det, men fordi han var lidt opslugt af at ville ønske han kunne læse hendes tanker i dette øjeblik. For at understrege at han var okay med hendes berøring hvilede han kort kinden mod hendes hånd. Det var længe siden at han var blevet kærtegnet på denne måde og det føltes faktisk rart og afstressende.
Fingerspidserne over hans læber gav ham lyst til at kysse dem, men han lod være. Han ville trods alt helst ikke give hende en undskyldning for at klappe ham en på siden af hovedet, men han kunne godt mærke hvordan joken fra tidligere om at de skulle have samleje begyndte at vokse i hans hoved. Ikke at han kunne finde på at kaste sig over hende mod hendes vilje, men der var uden tvivl en tiltrækning imellem dem. Eller i hvert fald fra hans side af.
Derfor havde han heller intet problem med hendes spørgsmål, rettere tvært imod faktisk. "Et tilbud om at blive kysset af en smuk kvinde? Det kan jeg ikke se hvordan jeg skulle være i stand til at afslå." Et lille smil legede på hans læber som han blev stående stille og lod hende eksperimenterer i hendes eget tempo.

[Deleted]

Hun mærkede en lyst til at grine, da han sagde at hun ikke ville have en chance for at vride hans arm rundt. "Den har jeg hørt før," kom det letter overlegnet og flabet, med en tydelig undertone, der afslørede at hun morede sig og var lige ved at grine, hvilket var noget hun ikke havde prøvet før. Hun grinte aldrig. Grinte hun, var det af fryd over andres lidelser, men ikke over hun havde det, sjovt?

Da han sagde, at hun ikke skulle være nervøs, blev hun allerede mere tryg og mindre nervøs. Hun vidste dog ikke hvorfor. Var det fordi det var første gang i sit liv, at hun havde prøvet at følt sig bare en smule tiltrukket af en person. Det var så nyt og spænende for hende, at hun helt glemte at være nervøs. 

Hun blev også fascineret, da hun mærkede det lille tryg fra vægten af hans hoved gav. Hun blev ikke bange eller trak sin hånd til sig, som hun normalt ville gøre fordi hun var bange eller nervøs, men det var hun slet ikke mere. 

Det var først da han gav hende lov til at kysse ham, at hun blev virkelig nervøs. Hvordan gjorde man? Hvad hvis hun gjorde noget forkert? Hvad hvis hun ikke kunne finde ud af det? Hvad hvis han blev fornærmet eller vred. Hun sang nervøs en klump i halsen, og mærkede hvordan hun blev hel tør i munden. Hvor var hun nervøs! Men samtidig var hun tryg og virkelig tiltrukket og nysgerrig. Hun tog en dyb indånding, for at at samle mod til sig og vinde lidt tid, før hun kiggede ham i øjnene, før hun kiggede ned igen. Han havde faktisk ret flotte øjne. Syntes hun lige, at hans øjne var flotte? Og ikke bare øjne? Hun prøvede ikke på at tænke det, og kiggede istedet på hele ham, som hun stillede sig på tær, lagde blidt en hånd mod hans kind, før hun forsigt plantede sin læber mod hans, og mærkede straks en hel ubeskrivelig følelse flyde fra hendes læber og ud i resten ad kroppen, hvilket gjorde, at hun uden at tænke over det, begyndte at kysse ham igen, men denne gang forlod hendes læber ikke hans med det samme. Hun tænkte ikke. Det var hendes krop, der instinktiv nød det, og krævede mere, uden at spørger om lov først.

[Carmine Rigel]

Han sendte hende et udfordrende blik, "jeg har næsten lyst til at udfordre dig til at prøve," jokede han videre. Hans reflekser var hurtige og han var en del stærkere end hende, både fordi han havde fordelen i fysikken ved at være en mand, men nu var han jo også varulv hvilket gav endnu en fordel for ham.
Carmine var ikke helt sikker på hvad han havde i tankerne for Hua. Han kunne med lethed give hende til en af de andre fyre i flokken, men en lille del af ham fandt hende lidt for interessant til bare at "smide væk" på den måde. Om han ville beholde hende selv og gøre hende til alfa hun var også for tidligt at sige, så godt kendte han hende jo slet ikke og han var meget kræsen, der var jo en grund til at ingen af kvinderne i flokken var blevet udvalgt skønt han jo nærmest kunne få hvemend han pegede på.

Han blev stående i stilhed og så afventende på hende. Han kunne godt lide at se hende en smule ude af fatning, det klædte hende. Han kunne da også med lethed kysse hende, men det ville ødelægge hans morskab. Dette her var virkelig underholdende for ham. At se hende svede lidt.
Carmine ville da ikke sige at han blev skuffet over det første kys, men det var ret uskyldigt og han gengældte det blidt. Det var først som hun kyssede ham anden gang at han kunne få lov til at gør det en smule mere dybsindigt. Han lod en arm glide omkring hendes skikkelse for forsigtigt at trække hende lidt tættere på sig. Forhåbentlig ville det ikke freake hende ud, men man kunne jo aldrig vide. Han sørgede i hvert fald for at opfører sig pænt i første omgang. Ganske roligt gled den ene hånd og af hendes ryg og ind i hendes mørke lokker.
Han kunne mærke en varme sprede sig i kroppen. Det var længe siden at en kvinde kunne få ham til at føle på denne måde. Ikke at han blev tændt eller noget - endnu, men det føltes oprigtigt rart og spændende. Han kunne slet ikke fatte at han gik fra at overveje at dræbe hende til dette her. Hvad pokker var der lige sket.

[Deleted]

Da han sagde, at han næsten fik lyst til at udfordre hende til det, lagde hun hovedet let på skrå. "Det tror jeg vil være en yderst dårlig idé for begge partner." Sagde hun med en alvorlig stemme, før hun med et skævt letter flabet og drillende smil tilføjede, "jeg vil jo nødig være kendt som hende, der vred den store alfas arm om på ryggen. Det tror jeg bestemt ikke vil falde i god jord nogen steder." Igen mærkede hun lysten til at grine. Hvad var der med ham, som ingen anden mand havde? Hvorfor var han så meget anderledes? Og hvorfor var det først nu, at han var på denne her måde? Hun havde jo altid været den sammen som hun var fra den første dag de mødtes. Var det virkelig fordi han havde set hende som en koldblodig dødsgardist, der ikke lavede andet end at slikke Raysal i røven? Det var det eneste, der gav mening i hendes hoved, men nu virkede det til, at han var ved at stole på det hun sagde med, at hun aldrig i livet, ville frivillig være på Raysals side. Hun ville hellere spise jord, eller det der var værre, for ikke at være på Raysals side.

Hun blev overrasket over, at han gengælde kysset. Det havde hun slet ikke troede. Og slet ikke det næste der skete. Det ville hun aldrig i sine vildesete drømme troede ville ske. Hun lod ham trække hende tættere ind til sig, og nød virkelig kysset. Det var virkelig den mest fantastiske følelse, hun nogensinde havde prøvet. Havde hun vidst det var så fantastisk, havde hun ikke ventet hele tre år på det. Faktisk, havde hun nok opsøgt ham meget tideligere. Hun blev lidt forvirret over de tanker, men hun tænkte ikke så meget over det. Hun var mere optaget af kysset, som bare føltes bedre, som hans hånd kørte op ad hende, som fik hende til at læne sig mere ind imod ham, og gøre kysset endnu dybere, imens hun lod sin hånd glide om i nakken på ham, og den anden op ad hans brystkasse, for også ende rundt om hans nakke. Hun vidste ikke hvorfor hun reagerede som hun gjorde, hun havde jo ingen idé om hvad hun lavede, hun vidste kun, at hun kunne lide det, og bestemt gerne ville have meget mere, og i meget længere tid. Det behøvede slet ikke stoppe for hendes skyld. Overhovedet ikke.

[Carmine Rigel]

Carmine blev underligt nok ikke provokeret af hendes selvsikkerhed som han ellers ville være blevet hvis andre troede at de var bedre end ham, måske fordi at hun lod til at joke lidt med det. Han var ret sikker på at det ikke ville kunne lade sig gøre. "Du ville bare ende med at blive skuffet over dine egne forventninger til dig selv." Gav han igen i en morende tone.
Tillid var en spøjs ting. Den tog lang tid og var ufattelig svær at opbygge, i hvert fald for ham. Men når den var der stolede han også fuldt på personerne. Brød de derimod hans tillid ville han aldrig stole på dem igen. Eller aldrig var et stærkt ord, men han havde bare aldrig oplevet at nogen havde været i stand til at genopbygge tilliden til ham.
Han stolede ikke hundrede procent på Hua endnu, så havde han ladet hende få sin stav tilbage, men denne lille aftentur havde gjort ham langt mindre skeptisk end han havde været til at begynde med da han lukkede hende ud af cellen.
Hvis hun holdt sig til hvad hun sagde og ikke brød hans tillid ville hun helt sikkert kunne blive et meget betroet medlem over tiden, det var han slet ikke i tvivl om.

Som hun gjorde kysset dybere lod han hende gøre det uden tøven. Han pressede sig mod hende og mærkede hvordan hun pressede sig tættere ind mod ham også. Dette her var virkelig rart og han kunne godt mærke at det var længe siden han havde været tæt på en kvinde på denne måde.
Naturligvis havde han lyst til at vove skæbnen lidt ved at lade hænderne løbe over hendes krop og den slags, men han var også godt klar over at det nok ikke ville være det smarteste træk allerede. Lige nu måtte han bare nyde det hun kunne tilbyde uden at freake ud.
Som hendes hånd gled op og snoede sig ind i de tynde nakkehår sukkede han blidt i kysset. Det kunne godt være at hun var en del år yngre end ham, men for ham havde alder altid bare været et tal, og aldrig noget han var gået op i. Sådan var det også med de andre i flokken, man fandt sammmen med den man passede til, uanset aldersforskellen. Hvorfor skulle et dumt tal da også forhindre en i at være sammen med en person man godt kunne lide, eller som man bare passede godt sammen med? Det var dumt set med hans øjne.