Med mørket, kommer du tilbage?

[Deleted]

@judass
Mørket havde omslugt hende, det måtte det efterhånden have gjort et par dage. Hun svømmede, i en mørk sø, hun vidste ikke hvor hun var men der var ihvertfald Ekko? Hun svømmede lidt frem imod et lys, men hver gang hun bevægede sig mod lyset forsvandt det længere ud i afgrunden. Hendes arm begyndte at smerte, det samme med hendes højre ben og ved hendes øje bankede en slumrende smerte. Hun glippede med øjnene og prøvede at åbne dem, men noget holdt hende tilbage? Hvad ville hun se hvis hun åbnede dem?

"Cecilia?" hun glippede med øjnene som en læge snakkede til hende, med sin lokkende stemme "Ceciliiiiiiia?" det føltes som om stemmen var flere kilometer væk og hun kæmpede virkelig for at bevæge sig imod den, i hendes drøm råbte hun at stemme skulle blive ved med at kalde på hende, men den blev tavs lige så tavs som det mørke hun svømmede rundt i. Hun vred sig i sengen men mumlede at det gjorde ondt diverse steder på hendes krop, hvor hun blevet banket gul og blå af Raysals jagt ned igennem katakumberne i Frankrigs gader. Store betændte ar smøg sig over hendes misbrugte krop, de bevidnede om de forfærdelige hændelser som Cecilia havde gennemgået, men også om de psykiske men som hendes tab af Judas havde kostet hende. Sårene ville aldrig hele, ligesom hendes knuste hjerte.

"Ceciiiiilia?", der var stemme igen? Hun begyndte at svømme igen i mørket, men mærkede krampen gribe i hendes ben og hun begyndte at synke ned i vandet, ned i mørket hvor stilheden greb hende, med et satte hun sig op og skreg. Både af smerte, men også af angst over den forfærdelige drøm med vandet, hun havde svømmet i der omfavnede hende, det føltes så ægte at det virkede som om at døden havde åndet hende i nakken, hun skyndte sig at mærke på sit hår det var tørt, sært for troede stadig at det var fugtigt. Hun kiggede panisk rundt og mærkede hvordan følelsen af skarp smerte bredte sig i hendes krop "Nej, lad mig være." hun kiggede på lægen med døsige øjne og gled hen igen.

[Deleted]

Judas sad ude på gangen meget imod sin vilje, da healerne havde bedt ham om det. Han var helt bleg, havde kvalme og hovedpine. Han havde så mange nerver på, at hans blik fløj mod en husalf der kom ind på gangen, fordi den skulle til at gøre rent der. 

Han sukkede og prøvede på at falde til ro igen, men han kunne ikke. Billederne fra da Cecilia lå nede i Katakomberne hjemsøgte ham stadig. Havde han bare kommet to sekunder senere... han kunne ikke klare den tanke. Tanken om at Cecilia ikke var til, var en ulidelig smerte. Og at det var Raysal, som var skyld i det, gjorde det endnu værre. 

Han sprang op ad stolen, og kom brasende ind i rummet, da han hørte Cecilias skrig. "Hvad sker der? Cecillia?!" Spurgte han og kiggede bekymret på hende, og mærkede hvordan han var ved at kaste op. Han kunne ikke klare at se hende sådan. Det ville næsten være bedre hvis hun var død, så hun kunne få fred. Han var dog alt for egoistisk til at han ville lade det ske. Han ville have hende, William og Diane tilbage i hans liv. Han ville have det hele tilbage. For han vidste nu, at det ikke kun var ham som hun gik efter. Hun gik efter alle, der havde en slags forbindelse til Syting.

[Deleted]

Hun kiggede på Judas og lukkede øjnene, det kunne hun slet ikke tage stilling til lige nu at han af alle folk var der. Hun mærkede hvordan det hamrede i hovedet og susede for hendes øre "Hv... Hvorfor lod du mig... ikke bare.. dø?" en tåre gled ned over hendes kind og hun åbnede sine øjne og kiggede ned, det var mega egoistisk og det lignede hende virkelig ikke at tænke sådan, men hun havde virkelig gjort sig klar til at dø, til at sige farvel til dem alle. Hun bed sig i læben og tog en dyb indånding "Jeg kan ikke mere Judas, at se dig her. Det gør så ondt i mit hjerte, jeg har lyst til at græde. Ikke engang at le af lykke over at se dig. Nej at græde af smerte fordi jeg ved at når du går fordi du ikke kan mere, så vil du endnu engang have knust mit hjerte" hendes stemme var tyk og grødet og hun kæmpede virkelig for ikke at tude.

[Deleted]

Judas tog ikke øjne fra hende, gik tætter på hende, lagde en hånd mod hendes kind og ignorerede de utilfredse lyde der kom fra en af healerne. "Jeg forlader dig aldrig igen. Aldrig." Han kigged hende dybt ind i øjne, og mærkede hvordan tårne presse sig på. Han holde dem dog tilbage, så hun kunne se at han mente det. "Cecillia, jeg elsker dig. Jeg forlader dig aldrig nogensinde igen." Han tog en dyb indånding, da han mærkede en tåre vare ved at komme frem. "Jeg gjorde det kun, fordi jeg troede, at jeg holde jer væk fra Raysal, ved at holde mig væk fra jer." Han sank en klump i halsen, som var tegn på hvor tæt på han var, på at bryde sammen. "Men jeg tog fejl. Frygtelig fejl. Du var..." Han stoppede. Kunne ikke få ordene over sine læber. "Jeg troede aldrig at jeg skulle se dit skønne smil eller smukke øjne igen, da jeg så dig ligge der." Han mærkede nu hvordan en tåre trillede ned ad hans kind. "Jeg har aldrig i mit liv fortrudt noget så inderligt, som da jeg valgte at holde mig væk fra jer." Han kiggede seriøst på hende, så hun vidste at han mente hvert et ord han sagde. "Jeg er så ked af det Cecillia. Jeg elsker dig, kan du tilgive mig?" Spurgte han, og forstod godt hvis hun ikke kunne. Han vidste dog godt, at ligemeget hvad hendes svar, ville han ikke forlade hende. Han kunne ikke klare tanken om at forlade hende igen.

[Deleted]

Hun kiggede på ham og prøvede at trække sit hoved væk fra ham men overgav sig, hun ønskede jo slet ikke at han skulle trække sig væk og hans berøring havde sendt en bølge af velbehag igennem hendes ellers smertende krop "Je... Jeg tør ikke tro dig" Hun mærkede hvordan en tåre fandt vej med over hendes kind. Hun kiggede ind i hans øjne og vidste godt han talte sandt men hun kunne virkelig ikke bære hvis det skulle ske igen "Je... Jeg elsker også dig" Hun lænede sit hoved imod hans hånd og kyssede den svagt. Hun kiggede på ham og drog et suk "Selvfølgelig ville hun ikke lade os være? Vi er din familie... Sythings familie" hun fik et stik af dårlig samvittighed over at lade ham tro at hun var død eller hun troede jo også selv at hun var død "du troede at jeg var død? At jeg havde sagt farvel?" hun kiggede ind i hans øjne "Jeg var også klar til det" igen fik hun tårer i øjnene hun havde været en elendig mor bare sådan at besttem sig for at dø fra dem. "Jeg håber virkelig at du har fortrudt det. For dine børn savner sig og kalder på dig i søvne" hun rakte ud efter ham og hev ham hen til sig "lige nu kan jeg ikke tilgive dig for at forlade dem. Men jeg kan tilgive dig for at forlade mig og takke dig for at redde mit liv. Jeg elsker dig" en tåre mere fulgte de andre og hun kyssede ham blidt hele hendes krop fyldtes igen med vel være

[Deleted]

Han aede hendes tåre væk, og lyttede til hvad hun sagde. Han sugede nærmest hvert et ord til sig. Han vidste godt, at han også havde savnet hendes stemme, men det var først nu, at det gik op for ham, hvor meget han rent faktisk havde savnet den. Det skar ham i hjertet, da hun sagde, at hun ikke troede på ham. Han ville dog ikke afbryde hende, for han ville høre hvert et ord hun havde at sige. 

Han mærkede et sug gå gennem ham, da hun kyssede ham, da det bare fik ham til at indse endnu mere, hvor tæt på han var, på at miste dem alle sammen. Diane, William og Cecilia. "Jeg har været et kæmpe fjols." Han havde tusinde tanker i hovedet. Hvordan kom deres fremtid til at se ud? Hvornår ville Cecillia blive udskrevet? Hvor meget skade havde hun taget af det, og stadig kom til at leve med efterfølgende? Om børnene var okay? Og havde de overhovedet en fremtid sammen?

[Deleted]

Hun kiggede på Judas og lagde en finger for hans læber og tyssede på ham. Hun havde brugt de seneste par måneder på flashbacks af deres tid sammen. Fra den første gang han reddede hende på Hogwarts, deres første spæde kys i alt dramaet. Til hendes første forklaring af graviditeten med William, som minderne skyllede ind over hende begyndte tårerne at trille men Det var ikke i smerte, det var i indestængt lykke. Hun mindedes Den dag de fik William, en lykkens dag hvor en smuk lille dreng blev dem givet.

Hun smilede blidt og kiggede på Judas "Du skal ikke undskylde og sige du har været et fjols min skat. Vi har begge været fortabte og forvirret" Hun tog hans hånd og kiggede ind i hans øjne "Alle de minder, alle de kampe Vi har haft. Vi har altid set dem som noget negativt. Måske vi i stedet skulle vende det og se det som en styrke" Hun kyssede ham ganske let og smilede. Endnu et minde dagen hvor hun var vendt tilbage fra hendes tur under Jorden med William, både en glædes og en smertes dag. Dagen hvor Judas havde set deres søn for første gang i et par måneder, men også dagen hvor de mistede deres hjem. Hun kiggede ned, hvorfor havde hun altid haft næse for at sætte dem i problemer? Hun kiggede på ham og strøg ham over kinden og lænede sig ind til ham, gad vide om han nogensinde ville vide hvor meget hun elskede ham. Hun kiggede på ham og smilede, hun fik en enkelt ide en skør idé men en fed idé.

Hun mindedes hendes egen vrede, hans kærlighed og tilbageholdelse og deres kamp mod Raysal og hans evige offer. Hans kærlighed til hende og deres søn og datter, hendes hjerte føltes som om det kunne smadre hvert sekund og hun lagde hånden på hans kind "Åh Min Judas, Min fortvivlede og stærke Judas. Som nu står her og undskylder fordi han mener han aldrig har elsket mig og vores børn nok. Når det er alt han nogensinde har gjort" Hun hulkede let og kiggede ned det gjorde ondt og tænke på at hun selv havde været så egoistisk når han hele tiden havde givet så meget af sig selv "Jeg elsker dig Judas. Højere end noget andet, jeg vil aldrig undvære dig igen" Hun hev ham ind til sig og holdt ham tæt. Der gik dog ikke mange sekunder før end at hun rømmede sig og satte sig ned på det ene knæ, måske en smule sært. Men hendes idé den skulle frem og ud i lyset. Hun kiggede op på ham og tog hans hånd "Judas Crevan Fox? Vil du.. gifte dig med mig?" hun tog en dyb indånding og mærkede hvordan hendes hjerte hamrede i brystet, hvordan hun blev helt tør i munden og smilede skævt "Igen?". Hun kiggede afventende på ham og smilede kærligt,  nu måtte han da vide hvor meget hun virkelig stadig elskede ham selvom, det hele var gået så galt for dem.

[Deleted]

Igen lyttede han igen opmærksom til hvad hun havde at sige, ude at afbryde hende. Selvom han var uenig i, at han på nogen måder var stærk eller blevet stærkere. Han havde følesen af, at der ikke ville gå længe, før han knækkede. Han havde lyst til det. Han drømte sødt om den fred han ville få, når Raysal langt om længe gjorde det af med ham. Det var sådan en dejlig fred og ro. Lige indtil Cecilias, Williams og Dianes ansigter dukkede op, og gjorde den dejlige fred og ro, til ren sorg. Som udviklede sig til, det rene mareridt, når Raysal kom for at slå dem ihjel. Det var så forvirrende en drøm, der gjorde ham bare endnu mere forvirret, og fik endnu mere lyst til at opsøge Raysal, for at få en ende på det hele. Han havde gået og leget med tanken om, at prøve på at forhandle med hende, men han hverken kunne eller turde. Han var rædselslagen for det første, at mødes med hende, for det andet, at hun ikke ville lytte til ham, og for det tredje, at selvom hun lyttede ville hun stadig gøre det af dem.

Han lukkede kort sine øjne i, for prøve på at skubbe tankerne væk. De tanker var ikke vigtig nu. Det var om Cecillia havde det godt, der var det vigtige nu.

Han blinkede et par gange med øjne, og kiggede forvirret på hende, før hun modvillig kiggede kort over på en af healerne i rummet. "Har hun fået et hukommelsestab?" Spurgte hun healeren. For de var jo ikke blevet skilt? Eller, troede hun at de var det? Han forstod godt, hvis hun ikke ville have noget at gøre med ham mere. Han håbede lidt på det, for på den måde, ville det forhåbentligt være lettere at få talt Raysal til fornuft.

[Deleted]

Hun kiggede på Judas og måtte virkelig kvæle et grin, hun kiggede derefter op på ham med sigende øjne "Nej jeg kan desværre huske alt. Men jeg ønsker bare at vi fornyer vores løfter" hun kiggede ned på gulvet og begyndte at føle sig som en kæmpe idiot. Hun rejste sig op og kiggede ind i hans øjne "Jeg elsker dig så forbandet højt, det må du aldrig nogensinde glemme Judas. Jeg vil altid være her" hun tog en dyb indånding og stirrede ned igen, det virkede som om at gulvet kom nærmere hende og hun satte sig tungt ned i hospitals sengen igen og mærkede hvordan blodet susede for hendes øre "Føj jeg har det dårligt"

[Deleted]

"Fornye vores løfter?" Gentog han undrende, men nåede ikke sige mere, før hun rejste sig op. "Bliv nu i sengen." Bad han hende bekymret, og så først nu, hvor slemt det rent faktisk var. Han havde ikke lyst til at kigge, men samtidig, kunne han ikke tage øjne fra hende. 

Han åndede lettet ud, da hun satte sig ned igen. Han kyssede hende forsigtigt på panden, "jeg elsker dig mest," sagde han med en blid stemme og et smil, der forsvandt igen, da han kom til at tænke på Raysal, som fik frygten, vreden og smerten til at stige i ham. Han mærkede igen tårrende presse sig på, men han holde dem tilbage. "Jeg er så ked af, at hun gør det her, på grund af mig." Hans stemme var ikke mere end en smertelig hvisken. Han ønskede, at han kunne få Raysal til at forsvinde ud ad deres liv, for tid og evighed, men han vidste ikke hvordan. Han vidste, at han frygtede hende alt for meget, til at turde at opsøge hende, og stå andsigt til andsigt. Han hverken ville eller kunne, stå over for hende, medmindre, det betød han stod imellem hende og Cecillia og deres børn.

[Deleted]

Hun kiggede på ham "Bryllups løfter Judas. Det man lover hinanden foran et alter?" hun kiggede på ham med et lettere irriteret blik, hvorfor var han så modvillig? Hun lænede sig tilbage på sengen og mærkede hvordan det hele snurrede for hendes øjne "Hvis du skal kunne elske mig mere, end jeg elsker dig. Skal du være villig til at gå døden i møde med oprejst pande, for det er hvor meget jeg elsker dig" hun bed sig i læben og lukkede øjnene for en kort stund og sukkede dybt "Hun gør det ikke pga. dig, men pga. din tarvelige forældre" hun sukkede og kiggede ned, hun havde ment hvert eneste ord hun sidst havde sagt til hans lille væsel af en mor og hun kiggede på ham med et opmuntrende smil "Judas, jeg har tænkt mig at snakke med Raysal, når jeg har det en smule bedre. Få noget af det her ud af verdenen, jeg kan ikke mere!"

[Deleted]

"Det forstod jeg godt," svarede han, og aede hende blidt hendes hånd, fordi han slet ikke kunne lade være med at rører ved hende, efter at havet undværet hende så længe. "Jeg kan bare ikke se en grund til det, for jeg mener det samme, som jeg gjorde den gang. Jeg vil elske, ære og beskytte dig og vores børn, for evigt." Gentog han, og havde det som om, det var hundrede år siden han havde sagt det, men han mente dem stadig lige så meget nu, som han gjorde den gang. 

Han blev nervøs, da hun snakkede om at gå i døden med oprejst pande. Han ville gerne gå i døden for hende. Det var der ingen tvivl om. Det var bare tanken om at dø, der skræmte ham. Døden havde altid været noget han frygtede. Og selvom hans far var død, kunne han ikke se thestraler. Han kunne virkelig ikke acceptere døden på nogen måder. Den var alt for skræmmende for ham. Det eneste der var mere skræmmende end døden, var Raysal. Hun var nærmest som døden, bare i en fast fysisk form. Det var også derfor det løb ham kold ned ad ryggen, da hun sagde, at hun ville tale med hende. "Nej." Sagde han uden rigtig at tænke over det. "Du må ikke. Hun... hun..." Han kunne ikke få ordne over sin læber. "Jeg vil ikke miste dig igen..." Hviskede han, og aede forsigtig hendes kind, og kiggede hende dybt ind i øjne, der havde mistet noget af sin glød, og han vidste det var fordi, hun stadig led under sit sidste møde med hans forskruede kusine. "Og jo, det er på grund af mig. For hvis jeg bare havde lyttet til mig selv og min mor, så var det her aldrig sket. Så ville jeg stadig rejse rundt i verden, og studere dyr." Han holde en kort pause, og mindes den tid, hvor han bare havde rejst verden rundt for at studere dyr. Det havde været sådan en nem tid. Nem, og forfærdelig ensom. Han havde troet, at han kunne vende tilbage til det liv, den gang han havde sagt ja til jobbet på Hogwarts, men der tog han fejl. Frygtelig fejl. Han kunne godt huske Cecilla fra den gang de selv gik på Hogwarts, men de havde aldrig snakket sammen. Det skyldtes, at han havde gjorde alt, for at undgå både Raysal og andre piger, da han allerede den gang, havde lovet sig selv, at han aldrig ville være så egoistisk som hans forældre, og bringe flere offer for familiens had til verden. Hverken i form af kone eller børn. Men da han så Cecillia igen, på hans første dag, var det løfte pludselig blevet svært at holde. Da hun på ingen tid, blev hans bedste veninde, og da hun var mere smuk end han huskede hende. Og efter deres første kys, var det løfte fuldstændigt brudt og glemt. "Du kan ikke snakke med hende, uden hun... tager dig fra mig." Igen kunne han ikke få ordne over sine læber.

[Deleted]

Hun kiggede på ham og tog sig til hovedet i smerte og lænede sig tilbage mod sengegavlen "Fordi mange folk troede vi var gået fra hinanden" hun kiggede frem for sig med helt tomme øjne, bare det at sige ordene fik hendes hjerte til at hamre hårdere og smerte helt ud i hendes tommelfingre. Hun sukkede tungt og nikkede så "Det er ligemeget, jeg ved vi mener det stadig" hun smilede let og lænede sig frem igen og hev ham ned til sig på sengen og sidde.
"Jeg ved godt hvad du tror hun vil gøre, men jeg har tænkt mig at snakke med hende stille og roligt. At fortælle hende hvad jeg føler med dette her" hun sukkede tungt og kiggede på ham "Jeg bliver nødt til at prøve Judas, jeg bliver nødt til at få ro på mit liv. På vores liv!" hun kiggede alvorligt på ham og sukkede, hun måtte undskylde over for Raysal fortælle hende at hun inderst inde ønskede det samme som hende, at Judas's mor forsvandt fra denne jord og ikke kom tilbage. Men hun ønskede ikke mere at det ville være hendes familie, Judas og ungerne der blev ramt. Hun sukkede tungt og kiggede på ham igen "Hun røre mig ikke, jeg venter til det helt rette tidspunkt også må jeg snakke med hende, man må kunne få hende til at falde lidt ned og til at snakke med" hun nikkede eftertænksomt, det var noget hun havde overvejet i et godt stykke tid dette her.

[Deleted]

"Jeg er så ligeglad med hvad andre tænker." Sagde han, uden at tænke på andre end hende. For hun var virkelig det eneste, der betød noget for ham. Han ville ikke gøre det for andres skyld, kun for hendes. 

Han tog hendes hånd i begge sine hænder, da han sad på sengen. Han kiggede med et blik, der var fyldt af alle de føleser han havde nu. Glæde ved at være sammen med hende, og vide hun ikke var død. Sorg over, at hun var lige ved at dø, på grund af ham, og på grund af den smerte han havde forvoldt hende. Angst for at hun skulle møde Raysal igen. Og forvirringen over, at det hun sagde gav god mening, men det ikke ændrede på hvor meget han havde imod det. Han kiggede længe på hende, imens han overvejede det. Han vidste godt, at Raysal ikke var hjerneløs eller hjerteløs, selvom han til tider tvivlede på det sidste. Han var sikker på, at hvis Cecilia viste Raysal respekt, ville Raysal måske lytte, men han var ikke sikker på, at det var nok til hun fik lov til at gå i et stykke, eller i live. Det havde været så tæt på at gå galt i Katakomberne. Han ønskede dog også selv, at Raysal ville lade dem være i fred, og han vidste godt, at det var i hvert fald ikke ham, der kunne tale hende til fornuft. Han lukkede øjne i, imens alverdens skregbillæder fløj igennem hans hoved. "Okay." Kom det meget lav fra ham. "Okay, men du tager ingen steder, i den tilstand du er i nu." Han sagde det ikke, for at lyde som hende far, men for at lyde som den beskyttende og bekymret ægtemand han nu var. Han åbnede igen øjne og kiggede på hende. "Og for at gøre det nemmere for dig, tror jeg, at min yngste kusine kan hjælpe dig med at finde hende." Sagde han med et prøvende smil, og sagde bevist dig, og ikke os. For Judas vidste, at hvis det skulle bare lykkes nogenlunde, blev han nød til at holde sig væk, for at Raysal ikke straks gik til angreb på dem. Og så var der jo også nogen, der skulle kigge efter børnene.

[Deleted]

"Det er jeg også.. delvist" hun sukkede let og kiggede på ham og bed sig i læben "Det er mig der har brug for at vi gør det, for at vise folk at vi ikke lader os kue Judas" hun lænede sig igen tilbage mod væggen. Hun lukkede øjnene, vidste at han iagttog hende, men hun blev nødt til at lukke ham ude lidt at mærke efter hvad hun tænkte og følte lidt og hun tog en dyb indånding og sendte et jag igennem hendes krop af smerte "Jeg tager ingen steder i den tilstand jeg er i nu" hun sukkede og tog hans hånd og hev ham het ind til sig "Jeg vil gerne lige nyde min mand først" hun smilede og lagde armene om ham med et drevent smil og måbede så let "Raven?" hun lagde hovedet på skrå og løftede et øjenbryn, lidt havde hun hørt snakken gå mens hun havde været helt væk. Men hun havde virkelig ikke regnet med at det var sandt, men på den anden side hun havde jo set Ravens ansøgning som lærer på skolen så det gav en masse mening for hende nu "Hvorfor skulle hun ville hjælpe mig?" hun lagde hovedet let på skrå og rystede så på hovedet. "Jeg er faktisk ligeglad hvorfor, jeg vil bare gerne nyde min mand lidt" hun grinede og rykkede så der var plads til ham på hendes seng og hun klappede lokkende på madrassen "Jeg kunne faktisk godt tænke mig et barn mere" hun strøg hånden over dynen som om hun lige havde foreslået at de skulle købe en ny hund eller en kat, hun rødmede let og kiggede alvorligt på ham.