Med mørket, kommer du tilbage?

[Deleted]

Han tænkte kort over det hun sagde. "Lader vi også ikke kue af andre, hvis vi gør det?" Spurgte han. Igen, han ville gøre det for hendes skyld, men ikke andres. 

Han kyssede hende forsigtigt med et smil på hendes pande, da hun sagde, at hun ikke skulle nogen steder, og hun ville hellere bruge tiden med ham. "Ja, Raven. Jeg tror ikke generelt hun vil hjælpe dig, men jeg hjalp hende, så jeg går ud fra, at hun er villig til at hjælpe. I hvert fald med at fortælle, hvor hun befinder sig." For det gik han ud fra, at hun vidste hvor var hende. 

Han spærrede øjne op, da hun sagde hun kunne tænke sig et barn mere. "Hvad?" Sagde han uforstående, og følte sig lige så overrasket og overvældet, som den gang hun havde fortalt ham, at hun var gravid med William. "En til?" Han blinkede uforstående med øjne, og kunne virkelig ikke forstå, hvor hun havde fået den idé eller lyst fra.

[Deleted]

Hun kiggede på ham og grinede "Nej det gør vi ikke" hun smilede blidt go kiggede på ham, det var virkelig rart at have ham hos sig igen. At mærke hans hænder på hendes krop og have ham så tæt på sig igen, det fik hendes smerter til at forsvinde.
Hun kiggede op på ham og grinede "Wow. Raven? Som ellers ville være hendes søster skygge? Hvad er der sket der?" hun lænede hovede tilbage og kiggede frem for sig og derfter på ham igen "Judas?" hun blev dybt alvorlig og tog hans hånd "Hvor meget har du set af vores børns, barndom?" hun sukkede alvorligt og kiggede derefter ned igen "Ikkemeget, jeg ønsker faktisk bare at du kommer til at opleve alt det jeg har oplevet med vores børn. At vi får et barn som ikke skal igennem ALT muligt damned up" hun strøg ham over kinden og sukkede hjerteligt "Jeg vil gerne have et mere, som kan binde os allesammen sammen igen"

[Deleted]

Han smilede til hende. "Okay, for din skyld." Han kyssede hende forsigtig på panden, da han forsat var bange for at forvolde hende mere smerte, men han kunne ikke lade vær med at rører ved hende. 

En lille latter undslap ham, da han så Cecillias reaktion. "Hun har bare fundet en, som hun hellere vil bruge sin tid sammen med. Og jeg forstår hende godt. Jeg vil også hellere bruge min tid sammen med min elskede, end at bruge den på Raysal." Han kyssede hende forsigt, og ønskede bare, at alle hendes smerter ville forsvinde.

Han kiggede ned på deres hænder, som hun snakkede om, at hun ville have et barn, som han kunne se vokse op, uden alt det lort de havde været igennem, og som skulle samle dem som en familie. Han forstod hende godt, og han ville også elske at kunne komme til at opleve livets små glæder, men som det så ud nu, syntes han ikke det var en god idé. Han kiggede op på hende igen. "Jeg synes vi skal snakke om det, når du har snakket med Raysal. For det er jo lidt udfaldet af det, som beslutter, om det kan lade sig gøre. Med mindre..." Han stoppede op og blev lidt fjernt i blikket, før han rystede på hovedet. "Nej glem det, det er en fjollet idé."

[Deleted]

Hun kiggede på ham og smilede stort "For min skyld" det var nærmest som om hun skulle smage på ordet, for at forstå at han mente det. Hun tog fat i ham og hev ham ned til sig og ligge ved hende, det var så meget rare at have ham nede ved sig.
Hun kunne stadig ikke forstå det, Raven som var med i garden? Nu sammen med en, en hvad? Hun kiggede på ham og rynkede brynene "Sammen med en? Altså snakker vi om en mand her?" hun grinede let og kunne slet ikke forstå det, en på den anden side. Raven skulle også have lov til at føle lykke, det gjorde hun jo også med Judas hver dag.
Hun kiggede på ham og tog en dyb indånding "Med mindre hvad?" hun lænede sig tilbage og kiggede afventende på hans forklaring, hun måtte snart få snakket med Raysal, en del af Cecilias indre to-do-liste inden året var omme, men hun vidste også at så ville det være gjort.

[Deleted]

Han nikkede bekræftende, før han blev hevet ned til hende. Han stivnede lidt, da han var nervøs for, at han kom til at rører ved hende, så det kom til at gøre mere ondt, end hun allerede havde. Samtidig kiggede han nervøs over mod den healer, der lignede en, der for længst havde opbrugt sin tålmodighed, da Judas faktisk ikke havde fået lov til at se hende endnu. 

Han kiggede tilbage på hende, og tænkte tilbage på sit møde med Raven, og rynkede så panden. "Jeg kan ikke helt huske det, men jeg tror det." Svarede han før han kiggede lidt væk fra hende. "Jeg var ikke rigtig mental tilstede, da jeg snakkede med hende." Indrømmede han, før han kiggede tilbage på hende. Ikke engang, da dødsgardisterne havde taget magten, havde han følt sig så fortabt uden hende, som havde gjord den her gang. Og han vidste også godt hvorfor. Med dødsgardisterne vidste han, at der ville komme en ende. Men med det valg han havde taget, havde det været et valg, uden hende, og det havde nærmest knust ham af sorg. Det eneste der fik ham til at holde modet oppe var, at han var overbevist om, at det var det rigtige han gjorde. Hvilket han vidste nu, ikke passede. 

Han sank en klump i halsen, da hun gentog hans ord. "Med mindre vi stikker af fra det hele." Mumlede han, og håbede på hun ikke hørte det, fordi han selv kunne høre hvor dumt og fej det lød. At stikke af, hvor kujon agtig. At stikke af, hvilken fredelig tilværelse det ville være. Stikke af til et sted, hvor ingen kendte dem, hvor der ikke var noget drama, bare et ganske normalt fredfuldt liv. Uden hans sindsyge familie, skulle komme og ødelægge det hele for dem.

[Deleted]

Hun kiggede på ham som han lagde sig ved hende og hun stirrede på sygeplejersken som endeligt trak sig, han var hendes mand. Selvfølgelig skulle han være der hos hende, hun strøg ham over kinden og nussede ham blidt på halsen. "Hmm, det lyder da spændende, måske er han en sød fyr" hun grinede blidt og kiggede på ham med et stort smil "Hvorfor ikke?" hun kunne ikke forestille sig Judas fjern væk, eller tanken fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg. Fjern og væk igen, hun sukkede tungt og kiggede ind i hans øjne og strøg ham over kinden "Du må aldrig forlade mig igen!" hun kyssede ham blidt på kinden og lagde armene om ham og lagde hovedet ind til hans bryst.

Hun kiggede på ham og skød et øjenbryn i vejret "Stikke af?" hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere, men på den anden side. Ville hun stadig gøre ham lykkeligere end nogensinde før, hun nikkede derefter blidt og sukkede så "Ja, jeg vil faktisk gerne stikke af med dig og ungerne, virkelig gerne min skat" hun lænede sig op på en albue og grinede hjerteligt.

[Deleted]

Han nød at mærke hendes fingere mod sin hals, og lukkede kort øjne imens han nød det. "Det ved jeg ikke om han er, jeg har jo ikke mødt ham." Han havde kun mødt Raven, og det var rigeligt for ham. Han behøvede ikke også at møde hendes kæreste. Hans øjne var forsat lukket, da hun spurgte hvorfor han ikke rigtig havde været til stede, hvilket han var glad for. På den måde kunne han lettere skjule den smerte og tomhed han havde følt uden hende. "Fordi mine tanker var et helt andet sted." Han åbnede øjne igen, og kiggede på hende. "Nærmere bestemt, hos dig." Han prøvede på at smile, men det forsvandt hurtigt igen. "Jeg forlader dig aldrig." Sagde han bestemt, og holde hende så tæt ind til sig, som han turde, fordi han var bange for, at komme til at forvolde hende mere smerte,end hun allerede havde.

Han kiggede overrasket på hende, da hun sagde ja. Han havde aldrig forstillet sig, at hun ville sige ja. "Mener du det?" Overraskelsen, og forvirringen lyste ud af hans øjne. "Hvad med børnene? Hvis vi stikker af, hvordan skal de så få andre venner?" Tanken om, at de skulle vokse op uden venner ligesom ham, var en smertelig tanke. Han huskede selv, hvor meget han havde savnet at have venner, den gang han var barn, og han ønskede ikke det samme for sine egene børn.

[Deleted]

Hun kiggede på ham og smilede let "Hmm. Det kunne være at vi skulle prøve at snakke med hende Judas? Noget må jo have fået hende til at vågne op?" Hun lænede sig helt ind til ham og smilede, det var rart at ligge i hans arme igen. Det var virkelig dejligt og frit bare at være der tæt op af ham igen. Hun strøg ham kærligt over kinden og sukkede blidt "Hvor.. var de?" hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle spørge om, lige indtil hans næste ord ramte hende som en knytnæve og hun hev efter vejret "Åh gud" hun mærkede hvordan hun igen fik glædes tåre i øjnene. Hun rødmede let og kiggede ned og strøg de gyldne lokker om bag sine øre "Hos mig?" hendes stemme var så lille at hun måtte hoste en enkelt gang. Hun smilede stort og lagde igen sit hoved på hans bryst "Jeg forlader heller aldrig dig igen" hun smilede og strøg ham over kinden, det var rart at være tæt op af ham igen i hans favn og lige med et føltes det som om alle smerter var forsvundet.

Hun kiggede på ham og nikkede let "Jeg vil gøre alt for at kunne være sammen med dig Judas, det ved du da?" hun lagde hovedet let på skrå og grinede så "Tror du de har venner nu?" hun sukkede tungt ud og tog igen en dyb indånding "De har hinanden Judas, de er så tætte som nogen unger kan være. Men der er ikke mange andre venner og veninder i deres liv. De leger altid sammen, finder på sjove ting og udfordringer" hun lænede sig op på sin albue og kiggede ind i hans øjne, deres børn var selvkørende og det gjorde hende faktisk ret stolt at tænke på.

[Deleted]

"Vågne op?" Gentog han spørgerne. Han hadet og frygtede Raysal mere end nogen anden, men det ændrede ikke det faktum, at hun var et form for menneske, der også blev hold af. Havde verden set anderledes ud, og der ingen blod forskel fandtes, kunne han godt se sig selv som at være blevet gode venner med sin kusine. Den tanke fik ham til at undre sig over, hvor den tanke kom fra. Var det fordi han ville ønske de var venner, så hun ikke ville have gjord alt det mod hans familie og ham selv? Havde hans frygt og hendes trusler langt om længe fældet ham for alvor? Han følte sig mere og mere klar til at offer sig selv for sin familie skyld. Var det grunden til at han så på Raysal med blider øjne? Eller var det fordi han aldrig havde kendt Raysal lige så godt, som han gjorde nu? Eller, han kendte hende ikke bedre personligt, men han kendte hendes historie bedre, og det gjorde at han var mere forstående over for hende. Efter han havde fået fortalt hvad der skete den gang for mange år siden, havde han haft drømmer om det, men bare hvor det var ham der var i Raysals sted. 

I drømmen var han 10 år, og glædet sig helt vildt til at starte på Hogwarts. Hans blå hår trængte til at blive klippet, for det var nåede helt ned i hans øjne. Han måtte dog vente lidt endnu på at blive klippet, da hans forældre først skulle handle. Imens de handlede, legede han med en dreng på sin alder, før han fik øje på sin onkel, der stod sammen med en fremmede dame. Hvorfor var hans onkel der? Var han ikke rejst på grund af arbejde? I næste øjeblik var drømmen blevet til et mareridt. Hans onkel gik truende hen imod ham, med mord i øjne, og han mærkede hvordan frygten lammede ham til stede og hans bevægelser. Han vidste at han skulle dø, men han vidste ikke hvorfor. Han havde aldrig nogensinde gjord nogen noget! Så hvorfor skulle han dø?! Hans øjne kiggede på ham med rædsel, før de blev rettet mod hans storesøster, der var stillede sig beskyttende ind foran ham. Judas vidste godt han var enebarn, men i drømmen havde han en søster. En søster der lignede Raysal på en prik. Han nåede aldrig sige noget til hende i drømmen, før hun fladt til jorden i et smertelig skrig, da torturforbandelsen blev kastet imod hende. "Neeej!" Råbte han, og ønskede at det holde op! Raysal var det bedste menneske han kendte! Hvorfor skulle hans onkel gøre hende fortræd? Hvorfor slog han ikke bare ham ihjel, og skånede hans søster? Han mærkede hvordan haddet til sin onkel vokse i ham! Han var et monster! Og man var mindst lige så meget et monster, hvis man bare havde noget med ham at gøre, og alle hans holdninger og synspunkter kunne også kun være lige så frygtelige som ham selv! Drømmen fylde ham altid med så meget had og sorg, at han vågende med våde øjne. De første par nætter hvor han havde haft drømmen, troede han det var på grund af Cecillia, at han vågnede med våde øjne, han vidste dog nu, at det var den skrækkelig drøm der var skyld i det. Havde Judas vidst det han vidste nu den gang de stadig gik på Hogwarts, var han sikker på, at han kunne havet talt med Raysal om det. Han var næsten sikker på, at hvis han havde gjord det, så var Raysal aldrig blevet dødsgardist. Han forstod hendes smerte, og hendes handlinger. Det skræmte ham, at han forstod hende, nu hvor han frygtede hende mere end nogen anden. 

Med et lille smil, tørrede han hendes tåre væk. "Græd ikke. Jeg forlader dig ikke igen." Forsikkerede han hende. Hans stemme var så alvorlig, at han knap nok selv kunne kende den. Var han ved at være voksen? Det var da sandelig på tide hvis det var tilfældet. "Mine tanker er altid hos dig." Bekræftede han. Og selvom hans ord var alvorlige, var de også blide. Han lænede sig blidt ind imod hendes hånd da den kærtegnede hans kind. Han var forsat bange for at forvolde hende smerte, men han havde savnet hendes berørelser så meget, at han ikke kunne stoppe sig selv i at gøre det, selvom det måske forvolde hende unødvendig smerte. 

Han kunne ikke lade vær med at blive lidt ked af at hører, at de ikke havde andre venner end hinanden. Det var fantastisk at de var venner, men han håbede og ønskede, at de ville få nogen venner ude fra. For selvom venner i familien var vigtigt og fantastisk, så var venner ude for familien også godt. Det havde han fundet ud af i den tid han ikke var sammen med dem. Hun havde mødt så mange nye mennesker. Og nogle af dem, havde vist sig at være nogen, som Judas sagtens kunne se sig selv blive venner med. Han ville bare ønske, at han havde mødt dem, imens han ikke var tynget med sorg, men havde mødt dem, imens han var sit glade normale jeg. "Det hjælper ikke, hvis vi flygter så. På den måde får de aldrig nogen andre venner." Hvorfor havde han bragt det på banen i begyndelsen, når der var så mange minusser, når det kom til deres børn? Var det fordi tanken om leve langt væk fra alt familie dramaet, var så tillokkende?

[Deleted]

Hun kiggede på ham og nikkede let ”Som i at hun ikke ville det Judas, som i at Raven ikke ville kunne træde i hendes søsters sko ligemeget hvor ihærdigt hun prøvede. Hun er en dygtig magiker, jeg er sikker på at hun nok skal finde på noget hun kan meget bedre end det hun gjorde” hun kiggede på ham, han så ud til at tænke over noget som virkelig gjorde ham bange, måske var det smerte som var malet i hans ansigt? Hun gøs helt ved tanken og lænede sig længere ind til ham, selvom det gjorde en smule ondt føltes det som om hele hendes krop kunne heale sig selv når han var så tæt på. Hun tog hans hånd og strøg den blidt ”Fortæl mig hvad du tænker Judas, det ser ikke rart ud?” hun bed sig svagt i læben og rullede om på ryggen og lukkede øjnene klar til at lytte til hans historie, for det så virkelig ud som om der var en. Hun nåede ikke at høre svaret, for der gik ikke længe før hun fik det skidt derfor sprang hun op på benene og kiggede forvirret rundt, hun blev mere og mere svimmel. Hun stirrede på Judas og sank sammen, smerten var for meget og hun kunne ikke blive stående på sine ben, det gjorde alt for ondt. Hun kiggede rundt, for at finde noget som hun kunne hive sig op ved igen, noget som kunne hjælpe hende på benene så hun kunne komme tilbage på sengen, men det nåede hun ikke det sortnede for hendes øjne og igen lod hun sig synke ned i dybet.

Mørket igen? Hun stirrede panisk rundt, så en flok blåhårede unger danse rundt sammen og grine, lege og have det sjovt med hinanden. Det var rart at se dem alle have det sjovt, det tog ikke længe at pege ud hvem de alle var, alle Fox fætre og kusiner dansede med hinanden og til hendes indre skræk eller hvad man kaldte det, stod Cecilia og Raysal ved siden af hinanden og klappede begejstret af deres børn. Hun tog Raysals hånd og klemte den venligt inden hun hev hende med ud til børnene, hvornår var de blevet venner? Hvorfor var den foruroligende følelse af fjendskab forsvundet og vendt til en følelse af venskab og af at de havde kendt hinanden i 100 år som om de vidste at de havde været mod hinanden, men nu vidste de begge at de ville få mere ud af at være på samme hold. ”Ceciliiiiiiiia?” hun vendte sig rundt imod lyden og glippede med øjnene, der var det lys igen, lyset som så lokkende dansede for hendes øjne. Hun havde virkelig lyst til at gå imod det, men på den anden side, det var også rart her sammen med ungerne og Ray? Hun vidste dog, eller hendes intuition fortalte hende at hun skulle tilbage mod lyset og hun skyndte sig flygtigt at kramme Ray og mumlede ”Vi ses på den anden side” og væk var Ray og ungerne tilbage var hospitalsværelset og den sure sygeplejerske som nu ville skælde hende ud igen, hun vidste det og hun glippede med øjnene og hviskede så ”Spar mig fra de sure kommentare, jeg gider ikke høre dem”

Hun kiggede på Judas og tog en dyb indånding ”Judas, de har hinanden. Men de har også deres fætre og kusiner, faktisk har de snakket og leget med mange af dem i børnehaven. De har også nogle få venner, eller Diane har hun er lidt af en charmetrold, men William derimod han holder sig meget for sig selv” hun sukkede og strøg hånden irriteret gennem håret og kiggede ned, det skar hende i hjertet at tænke på hendes modige lille trold, men hun vidste også at han virkelig godt kunne blive noget stort en dag, en politiker som ville passe på alle omkring ham. Hun smilede og tog Judas’s hånd ”Vi skal nok klare os min skat, det ville ikke være første gang vi starter forfra et nyt sted og lader folk lære os at kende igen. Lære andre at kende uden at være bange” hun smilede blidt og kyssede ham på kinden ”Børnene vil gøre alt for os, jeg vil gøre alt for dem og lige nu, lige her er der altså ikke sikkert mere min skat” hun smilede blidt og gabte en enkelt gang, hun var ved at være virkelig træt.

[Deleted]

Han kiggede forvirret og undrende på hende, da hun snakkede om Raven, som hun kendte hende. "Hvor ved du det fra? Du kender hende måske?" Han kunne ikke forså, hvis hun kendte hende nu hvor Judas ikke engang selv kendte hende. Han havde set hende før, og hun havde kun snakket med hende en gang, hvis man kunne kalde det at snakke sammen, da han prøvede på at få hende til at klappe i, og lade ham være i fred. 

Han kiggede på hende som hun lå der og ventede på at høre hvad han tænkte på. Skulle han fortælle hende det? Tænk nu, hvis hun kiggede på ham som om han var blevet lige så skør som han følte sig? Der var kun en måde at finde ud af det på, og det var at fortælle det. Han nåede dog ikke sige noget, før at Cecillia sprang ud ad sengen, og han kiggede nervøs på hende. Hvad skete der? Han rakte ud efter hende, da han så hun knækkede sammen, men han var for langsom. "Ud ad den seng nu hr. Fox." Kom det skarpt fra en healeren der kom ind. 

Han rejste sig uden at klage, og gjorde plads, så hun kunne gøre hvad der nu skulle gøres. 

"Fætre og kusiner?" Han kiggede forvirret på hende, og strøj hende over håret. "Hvad er det dog de har givet dig?" Spurgte han, før han forsigtigt kyssede hende på panden, trods det skarpe blik fra helaern. 

Han lyttede til hvad hun sagde og måtte melde sig uenig. "Cecillia, det er ikke børnene, der skal indrette sig efter os, men os der skal indrette sig efter dem. Det er dem, der er i fokus, og ikke os." Han klappede i som en østers, da han havde sagt det. Han vidste jo ikke helt hvor han havde Cecillia hende, eller deres fremtid, hvis de overhovedet havde en sammen. Han sukkede kort, og gjorde tegn til at gå, så hun kunne få noget ro og hvile. "Lad os snakke når du har det bedre," mumlede han, og var overbevist om, at grunden til hun snakkede som hun gjorde, var på grund af smerterne og det som helaerne havde givet hende.

[Deleted]

Hun kiggede på ham og mumlede let, hun kendte ikke voldsomt meget til Raven men noget af historien havde hun fået fra hendes ansættelses samtale på Beauxbatons. Hun kiggede rundt som hun blev lettere forvirret over hvor hun egentligt var, måske fordi det hun havde fået var langt stærkere end først beregnet?

Hun kiggede op på Healeren som snerrede af Judas og hun pegede fingre af dem og begyndte at skælde dem ud over at de skældte ham ud. Det hele var som en syret film og det snurrede så meget for hendes øjne at hun næsten ikke kunne holde sig vågen mere, måske var det rarest at være hvor det var mørkt igen? SÅ hun kunne få sovet ud og få noget energi i kroppen igen?
"Jeg ved virkelig ikke hvad jeg snakker om" hun bed sig let i læben og sukkede "Noget som får mine fødder til at snurre og min krop til at være dvask" hun grinede let og kiggede ned af sig selv, det ellers så klare og kloge hoved var byttet ud med en kvindelig, køn version af fedtmule. "Indrette sig? Som et hus?" hun grinede igen og kiggede på ham, hun vidste at hun burde være seriøs lige nu, de snakkede om deres børn. Men hvad end hun havde fået havde gjort hende så forvirret og rundtosset at hun slet ikke kunne fatte det. "Jeg tror det er en god ide, kommer du igen i morgen? Så har jeg det bedre?" hun lagde sig ned og kiggede på ham og tog hans hånd "Eller nej, please bliv her? Jeg vil bare gerne sove sammen med dig?" hun kiggede op på ham med hendes døsige blå øjne og lukkede dem, faldt hen igen. Væk i mørket.

[Deleted]

Judas kiggede med letter bekymret øjne, da Cecilia opførte sig som hun gjorde. Normalt ville han elske, at hun slappede af og pjattede på den måde som hun gjorde nu, men da hun var i den tilstand som hun var i, var han mest bange for, at det havde slået klik for hende. Hvor længe havde Raysal haft sine klør sat i hende? Han skælvede kort ved mindet af Raysal og Hua, der havde moret sig med at kaste diverse besværgelser og forbandelser imod ham, for at få ham til at fortælle om hemmeligheden med det blå hår. Og for hver gang han nægtede, blev han mødt af noget værre end det sidste. Han kunne tydelig huske den smerte han havde følt, og var bange for, at Cecilia havde prøvet noget, der var mindst lige så slemt som hans. 

Han aede hende forsigt på hovedet. "Jeg går ingen steder." Hans stemme var rolig og bekræftende. "Om jeg så skulle sove på gulvet." Han kiggede kort ned på gulvet, før han kiggede op på hende igen. "Jeg har dog fået en seng jeg kan sove i, lige ved siden af dig." Han havde allernådigst fået lov til at få både en seng, og fået lov til at stille den lige ved siden af Cecilias. De ville gerne kunne komme til, hvis der skulle ske noget med hende i løbet af natten.