Jeg er her, for at se dig?

[Deleted]

Laoghaire McKinnon

Milo havde bestemt sig for at han skulle se hvordan Beauxbatons så ud, han havde en tidligere klassekammerat som nu arbejdede der. Hende savnede han faktisk meget, Laoghaire var blevet lære på Beauxbatons og han savnede hende faktisk rigtig meget. Han ankom foran skolen, men regnede med at finde hende på udendørsarealerne da det nok var der hun arbejdede. Han kiggede rundt og hviskede nærmest "Laog?" han snublede over en sten og faldt ned på det ene knæ og sad og bandede lydløst for sig selv.

[Deleted]

Laoghaire stod i folden, mens en nynnen gled over hendes læber. En fantastisk latter byggede sig langsommeligt op i hendes hals, mens hun lod blikket glide hen over den nystriglede man. Endnu ikke tilfreds kørte hun atter børsten over hestens hoved, hals, ryg og bag. Med bagsiden af hånden tørrede hun sig over panden, hvorefter hun lod armene falde ned langs siden. En herlig enhjørning stod foran hende og bag den befandt der sig et par stykker mere, som hun allerede havde striglet. Aldrig ville hun blive tilfreds med deres ellers smukke maner. Med en irriteret og opgivende sukken trådte hun tilbage fra enhjørningen og forlod indhegningen for at bevæge sig tilbage mod skolen.

[Deleted]

Han rejste sig lettere irriteret op igen og børstede sine bukser og stønnede irriteret over sig selv "Flot Milo, kunne du være mere genial end det?" Han sparkede irriteret til en tot græs og gik ned imod noget der lignede indhegninger. Et par elever gik fnisende forbi ham, han kiggede på dem og smilede virkelig anstrengt. Han havde Laoghaire i tankerne og nu ville han egentligt godt bare se hende, selvom hans hjerte slog så hårdt i hans bryst at han kunne høre den for sine øre. Havde han savnet hende, det var sært og tænke på at de begge var lærere nu, det sugede i hans mave og han smilede stort og kiggede mod en skikkelse der trådte ud af en af indhegningerne "LAOG!" han satte farten op og trådte ned imod hende med ivrige skridt.

[Deleted]

Efter at have lukket lågen bevægede hun sig stille væk for derefter at vende sig rundt for lige at se efter enhjørningerne. Pæne og rene så de da ud på afstand. Et veltilfredst smil arbejdede sig langsomt op over Laoghaires ansigt. Med små skridt bevægede hun sig væk fra indhegningen og op mod skolen, dog stoppede hun efter kort tid igen, da hendes blik landede på en skikkelse længere fremme. Smilet blegnede stille, mens hendes øjne kneb tæt sammen for at se, om hun kunne regne ud, hvem det mon var. Et råb lød fra munden hun endnu ikke kunne spotte tydeligt. En genkendelig stemme skar gennem luften og ramte hende efter kort tid. Efter blot få sekunder vidste hun, hvem det var. "MILO?!" råbte hun lettere overrasket og satte så farten op. En panderynken landede i panden på hende, mens flere millioner tanker hoppede rundt i hovedet på hende.

[Deleted]

Han smilede stort da hans anelse var rigtig "LAOG" han nærmest løb nu af en eller anden grund havde hans ben bestemt sig for at de skulle skridte hurtigere og hurtigere, solen blændende ham ganske vidst men han ville se hende. Det var så længe siden de sidst havde ses, inden de stoppede på Hogwarts, hans hjerte hamrede hurtigere og hurtigere som hun og han nærmedes hinanden "Åh gud Laog, hvordan går det?" han stoppede op et stykke fra hende, som for at vise at han slet ikke kunne forstå at det var hende.

[Deleted]

Forskrækkelsen var at mærke over det hele i hendes krop. Hun sukkede lettet, da han atter råbte hendes navn; det var rigtigt; det var ham. Hun sænkede stille farten, da han satte farten op. Hun var chokeret, men også inderligt glad. Som han kom tættere på, mindede han ikke om den Milo, hun havde kendt så godt, elsket så inderligt og savnet så forfærdeligt. Dog kunne hun tydeligt se nogle træk der var ens, specielt hans øjne fangede hende, som de før havde gjort det, selvom de ikke var så tæt på hinanden. Forvirringen strålede tydeligt ud af Laoghaire, som hun nærmede sig Milo. "Milo... Dig, Milo?" spurgte hun, mens latteren boblede sig vej op gennem hendes hals. "Det går ganske fint, hvordan går det med dig?" spurgte hun så let efter at have rømmet sig.

[Deleted]

Han kiggede på hende med et stort smil, hun havde næsten ikke forandret sig. Ja han selv, havde tabt sig og var blevet veltrænet, en tur i militæret havde gjort ham ganske godt, det havde lært ham alt hvad han skulle om mugglernes healingsmåder. Det havde givet ham blod på tanden til at lære mere om hvordan de healede i magikernes verden, han kiggede på hende og slog så armene om hende "Det kunne nærmest ikke gå bedre, underviser du her?" han vidste egentligt allerede svaret på hans spørgsmål, det havde en af deres fællesvenner allerede fortalt ham, han strøg let en gylden lok om bag hendes øre "Du er stadig ufatteligt smuk" han hviskede det ganske sagte og rødmede ned over hans næse.

[Deleted]

Latteren tog stille af, mens hun forsøgte at virke blot en smule mere professionel, men glæden bredte sig gennem hendes årer og ud i resten af hendes krop. Hun anede ikke, hvordan hun skulle reagere, men det hele virkede så også til at komme af sig selv, da det kom til stykket. Smilet, der ellers sad godt placeret i ansigtet på Laoghaire, blegnede let endnu engang. "Dejligt," røg det ud af hende, før hun nåede at tænke mere over det. Måske også i et lidt for højlydt tonefald. "Ja, det gør jeg," svarede hun så med en let latter boblende op gennem hende. Hun stivnede midt i sin bevægelse, da han strøg en hårlok om bag øret på hende. "Du ser heller ikke helt skidt ud selv, du," svarede hun så og lo kærligt.

[Deleted]

Han smilede stort og kiggede på hende "Arhh, skidt og skidt" han grinede igen og kiggede på hende, hvorfor virkede hun så uforandret? Når han selv var vendt 110 grader? Han bed sig nervøst i læben og kiggede ind i hendes øjne "Jeg røg i militæret, der trænede jeg en del. Du ved jeg trådte i min fars sko" han smilede stort og kiggede på hende med et stort skævt smil. "Hvordan går det så her?" han grinede igen og kiggede på hende "Jeg underviser jo på Hogwarts nu!" han mærkede hvordan lysten til at give hende endnu en krammer kom over ham, men han holdt sig nervøst tilbage og smilede dog stort til hende i stedet, hans mave knugede sig sammen og sommerfuglene fløj rundt i hans mave.

[Deleted]

Laoghaire grinede stille og rystede på hovedet. "Undskyld mig, men hvad skal det lige betyde?" spurgte hun og kiggede undersøgende på ham, mens hun afventede et svar. Mente han virkelig noget skidt, eller hvad prøvede han at sige om sig selv? Et overrasket udtryk skyllede ind over hende. "I militæret, er det rigtigt?" røg det begejstret ud af hende. "Det er da vildt fedt. Klart når man gør det for en anden skyld, så det ikke kun er af egoistiske grunde," kommenterede hun stille og grinede. Dog stoppede hun hurtigt sig selv, da hun ikke vidste, hvor passende det ville være at grine sådan på netop dette tidspunkt. "Øhm... Undskyld," mumlede hun så stille og kiggede ned i jorden, mens hun fjernede nogle hår fra sin mund. "Tjo... Det går vel okay," svarede hun så med et lille smil. Hun anede ikke, hvad hun burde svare overhovedet. "Gør du?" udbrød hun positivt overrasket. Uden at tænke videre over hvad hun gjorde, sprang hun frem og omfavnede ham, men latteren fløj ud af hende i en vild storm. Hun var enormt glad på hans vegne, selvom hun ikke anede, hvor længe han havde været lærer.

[Deleted]

Han kiggede på hende og lagde hovedet let på skrå "Det var en mindre joke" han strøg hende over kinden og grinede højlydt "Ja i militæret Laog" han kiggede uforstående på hende og grinede ganske let "Jeg gjorde det af hensyn til min far, jeg elsker ham ufatteligt højt. Jeg føler virkelig for at støtte ting han har været igennem". Han kiggede ned på sine sko og derefter op på hende igen og hen hende ind til sig da hun krammede ham "Du er fantastisk Laog" han smilede stort og slog armene om hende "Ja jeg har undervist der en halv månedstid allerede, det er virkelig fedt. Jeg elsker Hogwarts". Han trådte et par trin tilbage og kiggede på hende endnu engang og hviskede så ganske sagte "Jeg har virkelig savnet dig, du kan ikke engang forestille dig hvor meget jeg har savnet dig"

[Deleted]

En let rosa rødmen gled over hendes kinder og næse. "Hvad?!" udbrød hun lettere pinligt berørt og kiggede væk. Hun stivnede igen, da han strøg hende over kinden. Et smil gled over hendes læber, da Milo begyndte at forklare om sin grund. "Det er da også en god måde at støtte ham på. Altså ved at træde i hans forspor," kommenterede hun så stille og kløede sig så akavet på armen, mens hendes blik faldt på jorden igen. "Nej, det er du," lo hun stille, mens hun trak sig lidt ud fra krammet. "Det er da et godt stykke tid, må jeg da nok sige! Kan kun forestille mig Hogwarts stadig er godt," grinede hun stille og tænkte kort tilbage på noget af sin tid fra Hogwarts. "Du har virkelig meget at hamle op med, hvis du skal have savnet mig ligeså meget, som jeg har savnet dig," sagde hun så med alvor i stemmen og smilede.

[Deleted]

Han kiggede på hende og smilede "jeg følte jeg ærede ham på den måde, det ville være rart at have hans respekt bare en enkelt gang inden han går bort" tanken fik ham til at bide sig så hårdt i læben at den blev hvid. Han kiggede ind i hendes øjne og lænede sig tættere ind imod hende og hviskede ganske sagte "Jeg har savnet dig meget Laog. Jeg kan slet ikke beskrive for dig hvor jeg har savnet dig" han lagde armene om hende og kyssede hende ganske fjerlet på halsen

[Deleted]

"Det lyder virkelig også som en stor beslutning at skulle tage. Men det lyver virkelig også som en stor ting at gøre for at ære en, som har været der for en så meget, som en forælder for det meste har," sagde hun stille med et smil. "Nu skal jeg selvfølgelig ikke tale for din far og jeres situation," skyndte hun sig så at sige, hvorefter hun flovt kiggede ned i jorden og bed sig i læben. "Men i hvert fald," fortsatte hun så efter lidt tid. "Så synes jeg det er stort og virkelig flot at gøre... Jeg ville nok aldrig selv kunne træde i mine forældres fodspor, selv ikke for at ære dem, da det ikke ville gøre mig lykkelig i længden," mumlede hun stille, mens det gik op for hende, hvor egoistisk det egentlig lød. En let rosa farve gled over hendes kinder. "Det glæder mig da, at jeg ikke kun har savnet dig," grinede hun så hæst og omfavnede ham. En sitren gik gennem hende, da hans læber rørte hendes følsomme hud på halsen, og i et kort øjeblik glemte hun helt, at de kun lige havde fundet hinanden igen. Hendes blik søgte stille hans efter tegn på det ene eller det andet. Hvad var han mon ude på?

[Deleted]

Han kiggede på hende og nikkede eftertænksomt "Jeg blev nødt til det, at mærke suset af at have gået i hans fodspor. At have hjulpet ham og forstået ham ind til den inderste knogle. Og på den anden side, føltes det jo fantastisk at stå her nu og være et nyt menneske" han smilede stort og kiggede ind i hendes øjne "Min far er fantastisk" han grinede ganske let og strøg hende over kinden og smilede stort "Jeg takker for det Laog, det betyder meget at du synes at det er stort gjort" han kiggede på hende som hun blev kysset på halsen og rødmede over hende ord "Nej, det er bestemt ikke kun dig der har savnet" han kiggede ind i hendes øjne og rødmede "Jeg har savnet dig så meget, fordi jeg har været forelsket i dig siden vi stoppede på Hogwarts. Og at komme tilbage der til, mindede mig SÅ meget om dig. AT jeg nu måtte opsøge dig" han lænede sig ind til hende og placerede sine læber imod hendes i et spagt kys.