Jeg er her, for at se dig?

[Deleted]

En let og næsten ubemærket sukken forlod hende. Hun havde aldrig kendt sine forældre så godt. De havde blot været der i de svære tider, men at kende dem, det kunne hun ikke sige, at hun gjorde overhovedet. Måske interesserede hun sig så heller ikke nok for dem. På visse punkter følte hun sig en smule for egoistisk. "Det er virkelig en stor ting at gøre, og jeg ville næsten ønske, at jeg selv var en smule mere uselvisk og gjorde sådanne ting," sagde hun og med blikket liggende på Milo. "Men det er jeg ikke," hviskede hun så stille og kiggede ned i jorden, så det store krøllede hår faldt ned i ansigtet på hende. "Jeg kan kun forestille mig suset, det må give at prøve den slags. Det lyder fantastisk, Milo," sagde hun stille med et kærligt smil placeret om læberne. "Du virker også meget forandret, på visse punkter," grinede hun stille, men stivnede så da han strøg hende over kinden, mens smilet blegnede. "Hvorfor dog det?" spurgte hun stille og kiggede op på ham med rynkede bryn. Stille bed hun sig i læben og lo let. "Er det rigtigt?" spurgte hun stille og rynkede brynene. Hendes blik søgte andetsteds, mens hun tænkte tiden igennem. "Jeg... Jeg var helt væk i dig i tiden på Hogwarts... Jeg var sikker på, at hvis jeg så meget som bare nærmede mig emnet, ville du afvise mig," sagde hun stille og lod blikket finde hans. "Jeg er kun glad for, du kom," grinede hun stille. Da hans læber fandt hendes, blev hun chokeret, dog fandt hendes hænder hurtigt ved til hans hår og viklede sig ind i hans lokker.

[Deleted]

Han stirrede på hende ganske kort og nikkede "uselvisk" han bed sig i læben, det var bestemt ikke den Laog han huskede, han huskede den Laog som havde hjulpet ham og passet på ham da andre mobbede ham "de.. det kan jeg ikke tro på Laog" han trådte helt ind til hende og lagde armene om hende og kiggede ind i hendes øjne "Jeg ærede min far, fordi han har været der for mig. Hele vejen igennem" han smilede og trådte lidt tilbage igen og strøg hende over kinden "Jeg tror aldrig man kan sige at der er en grund til en forelskelse. Men Hogwarts er så fyldt med minder om os endnu, det er som om at storsalen stadig hvisker dit navn når jeg træder ind" han smilede stort og kiggede på hende "Jeg ville aldrig afvise dig, men jeg var bange for at du ville afvise mig" han grinede og smilede skævt "Jeg er glad for at du er her" han rødmede som hendes hænder viklede sig ind i hans lokker, men det var rart og derfor forsatte han bare kysset, hvor havde han dog savnet hende.

[Deleted]

"Hvad?" udbrød hun stille, mens hun rynkede panden. "Og hvorfor så ikke det? Jeg har jo aldrig været typen, der sprang frem og hjalp folk, og specielt ikke støttede folk," mumlede hun og lavede en grimasse. En rødmen tog form om hendes kinder, da han pludselig lagde armene om hende og trådte tæt ind til hende. "Det er virkelig også stort gjort. Selv brokkede jeg mig kun over mine. De er der da endnu, men jeg ærer eller takker dem aldrig," tilføjede hun så og kiggede ned i jorden. Hendes kinder blev varmere, da han strøg hende over kinden. Det undrede hende næsten, at han ikke brændte sig, så meget følte hun, at de brændte. "Hvad mener du? Der er vel altid en eller anden grund. Altså bare ikke kun én, men flere... Altså..." prøvede hun sig stille frem, men opgav stille og rystede blot på hovedet, så det store hår atter spredte sig. "Vi oplevede også helt vildt mange ting," kommenterede hun så og gjorde store øjne, mens hun kom i tanke om endnu flere, som blot fik hende til at smile stort. "Det kunne jeg jo ikke vide. Jeg havde altid den følelse af, at du gik efter de populære piger. Som de andre drenge," sagde hun stille og grinede. "Jeg havde aldrig forventet, eller turdet tro på, at du af alle ville kunne lide en pige som mig. Man skulle måske ikke tro det, men jeg var ret usikker, i hvert fald på det punkt," mumlede hun stille og grinede. "Virkelig?" spurgte hun stille og lo. Hun forventede egentlig, at han ville stoppe kysset, men da det ikke skete, fortsatte hun det også. Hendes ene hånd førte hun fra hans hår og ned til hans ryk, mens hun hev ham tættere ind til sig.

[Deleted]

"Jeg mindes dig bare ikke sådan Laog, du hjalp mig dengang jeg blev mobbet" han kiggede på hende og strøg hende igen over kinden, hvor kom alt den dybe selvhad dog fra? Han strøg en hånd igennem sit hår og smilede stort "Der er altid noget man kan brokke sig over Laog, men man skal også huske at lige så meget der er at brokke sig over, lige så meget er der at glædes over" han smilede igen og lagde sin hånd på hendes ene hofte og kiggede ind i hendes øjne "Der er altid flere grunde til at vi forelsker os, eller det vil jeg ihvertfald mene. At det er mange små ting, som samles i en stor ting der gør at vi til sidst bliver betaget og forelsket" han kiggede eftertænksomt rundt og derefter på hende igen "Vi oplevede så mange fantastiske ting Laog, jeg ville ønske jeg havde haft chancen og modet til at fortælle dig den gang at jeg elskede dig" han grinede let og holdt hende ind til sig igen og kiggede ind i hendes øjne. "Populære piger? Mig?" hans latter brød ud igen og han kiggede ind i hendes øjne "Jeg ville sådan ønske at havde været ærlig. At jeg havde turde og sige det her" han stoppede op og kiggede på hende "At jeg .. elsker dig" han rødmede igen og stirrede ind i hendes øjne med en ægte følelse af at sandheden altså skulle ud nu, da deres kys stoppede rødmede han igen og smilede da de nu stod endnu tættere end før.

[Deleted]

"Jeg gætter på, det kommer af, at jeg ikke længere har den bedste ven at beskytte, og at jeg ikke længere..." hun stoppede sig selv, da hun egentlig ikke havde den mindste idé om, hvad hun egentlig havde tænkt sig at sige. Hun slog opgivende ud med armende. Hun kiggede stille op på ham, da han strøg hende over kinden. "Jeg tror bare, jeg glemmer at være taknemmelig over, hvad folk gør for mig..." mumlede hun stille og kiggede ned på den frodige græsplæne. Et gisp forlod hende, da hans hånd lagde sig på hendes hofte. Et fjoget smil viste sig tydeligt om læberne på hende. "Jeg vil sige, der var en del grunde, men der er vel altid én grund, der sætter prikken over i'et," sagde hun stille og grinede hæst. "Som den kylling jeg i sin tid var, ville jeg helt klart have ønsket det samme," sagde hun stille og smilede skævt. Hun tog en dyb indhånding, hvorefter hun pustede hun igen. "Hvad? Du virkede til at være en del af den populære gruppe dengang," mumlede hun lettere fraværende, mens hun endnu engang tænkte tilbage. Hun kiggede stille op på ham, i takt med at han stoppede op, hvorefter hun gjorde det samme. "Du... Elsker mig?" udbrød hun og mærkede, hvordan hendes hjerte hoppede lystigt i brystet på sig. En sukken forlod hende, da kysset efter en del tid stoppede. Stille lod hun sine fingre glide ned over hans krop, hvorefter hun lod dem falde ned langs sin side, men en vis rødmen indtraf på hendes kinder.

[Deleted]

"Jeg vil altid have brug for din beskyttelse Laog" han smilede stort og kiggede ind i hendes øjne, det fantastisk at vide at hun havde set ham som hendes bedsteven. Han kiggede på hende og grinede let "Det tror jeg desværre, at selv den barmhjertige samaritaner kan glemme engang i mellem, det er det der gør os til mennesker Laog". Han tog hånden til sig igen da hun gav et gisp fra sig, tænk hvis det var ubehageligt men da hun grinede fjoget lagde han den tilbage igen og hev hende længere ind til sig. "Tænk sig at vi begge har været kyllinger" han grinede og kyssede hende igen på halsen og rødmede. "Jeg tror aldrig jeg var en del af dem, jeg ønskede at jeg var og løb efter dem som for at være det. Men jeg var aldrig en del" han drog et tungt suk og stirrede ind i hendes øjne "Ja Laog, jeg elsker dig" han rødmede igen og kiggede ned på sine sko som om det var det pæneste han kunne finde og stirre på lige nu, men da hun strøg ham ned over kroppen rødmede han igen og kiggede ind i hendes øjne og smilede stort.

[Deleted]

Et stort smil fandt hendes læber. "Jamen, så vil jeg da være din skytengel, der kommer dig til undsætning, min gode herre," sagde hun på en stille og formel måde, hvorefter hun nejede. Hun havde altid ønsket, at hun kunne være der for ham, men adskillelsen havde jo gjort, at de ikke havde set hinanden i flere år. At alt så var faldet tilbage til, hvad de havde været før, blot med en smule mere fandt Laoghaire blot fantastisk. "Det er jeg bare ikke glad for, for jeg vil gerne være den perfekte type, der kan gøre alle glade, sætte pris på alle..." - "Vent... Sagde jeg lige det der?" udbrød hun og rynkede brynende, hvorefter hun rødmede og kiggede væk. Det var ikke de normale tanker, der fes gennem hovedet på hende, og det chokerede hende en del, at hun lige havde sagt det til ham. Hun kiggede chokeret op på ham, da han fjernede sin hånd fra hendes hofte igen. Dog bekymrede det hende ikke længe, da han igen, efter kort tid, lagde hånden tilbage på hendes hofte og rykkede hende tættere ind til sig. "Ja, jeg havde aldrig troet, at du var en kylling, altså... Jeg troede bare, det var andre piger, du gik efter," sagde hun stille og kiggede op på ham. En hæs latter forlod hende stille, da han kyssede hende på halsen, og en rødmen tog atter form på hendes kinder. "Hvorfor ønskede du egentlig det?" spurgte hun så stille, mest for at kunne forstå ham og hans tankegang. "Jeg elsker også dig, Milo," indrømmede hun stille og mærkede rødmen stige op i kinderne, mens tilfredsheden også viste sig, da hun endelig havde indrømmet sine følelser. Hendes blik lå på hans krop, som hendes hænder lige var kørt over. Hendes håndflader sitrede stadig, og hendes hjerte bankede hårdt i brystet på hende. Hurtigt rykkede hun blikket op til hans øjne igen og mærkede, hvordan hendes kinder blev helt varme.

[Deleted]

Han kiggede på hendes store smil og smilede lettere genert tilbage til hende og grinede "Min skytsengel, se det ville være fantastisk" han smilede og krammede hende tættere ind til sig og grinede hjerteligt "Ingen er perfekte Laog, men jeg vil sige at du er tæt på mit ideal for at være perfekt" han grinede og kiggede ind i hendes øjne og strøg en lok mere væk fra hendes ansigt "Ja, det sagde du. Og det helt i orden" han smilede stort og kiggede ned på sine sko, han var total rød i hovedet.
"Jeg var en kæmpe kylling, men det behøvede i jo ikke vide. Jeg fortæller dig det jo kun, fordi jeg elsker dig" han msilede stort og kiggede ind i hendes øjne, hvorfor han ville være populær? Han lukkede øjnene i et kort øjeblik og åbnede dem igen "Jeg tror jeg håbede at være populær, gjorde mig som alle jer andre. Men jeg ved nu at det var forkert, at det er langt bedre bare at være milo" han smilede og strøg hende igen over kinden, da hun endeligt besvarede hans kommentar om at elske rødmede han og kiggede ind i hendes øjne, det føltes som om hun lige havde givet ham en mavepuster for han havde helt tabt luften og vidste ikke hvordan han skulle få den tilbage igen, det var dejligt at vide at hun nærede de samme følelser for ham, som han for hende. Han kyssede hende igen og nussede hende i nakken "Jeg har savnet dig så meget Laog"

[Deleted]

"Jamen, så er det vel en aftale?" spurgte hun så i et drillende toneleje. En sødmefuld latter slog om hende, og det besværede hende at forsøge at stoppe den igen. "Jeg vil altid være her for dig, Milo, selv når du ikke længere ønsker det," sagde hun stille og bed sig hårdt i sin underlæbe, mens hun lod blikket søge mod det frodige græs under dem. "Ingen er det, udover dig," sagde hun stille. "Jeg kommer ikke i nærheden af perfekt, Milo, overhovedet ikke," grinede hun stille, mens hun lod sin hånd følge hans kindben. "Det fik mig ret meget til at lyde som en person, der ikke var tilfreds med sit liv, gjorde det ikke?" spurgte hun stille med en let bekymret undertone. Hun smilede stort og kiggede så op på ham igen. "Du skjulte det altså ret godt. Selvom man skulle være der for dig i ny og næ, så klarede du dig imponerende godt," indrømmede hun stille. Man kunne tydeligt fornemme på hende, at hun var imponeret over hans håndtering. En latter forlod hende pludseligt, og hun bukkede sig forover, mens hun mærkede alt luften forlade hende. Det tog hende et godt stykke tid, før hun fik taget sig sammen igen, dog var hun knaldrød i hovedet og tårerne hang ud af øjenkrogene på hende. "Jeg må nok sige, at vi har været modsætninger, Milo. Jeg prøvede i den tid på det modsatte, jeg følte mig ikke som en af dem, og jeg ville for alt i verden heller ikke blive sådan," sagde hun stille, dog en smule forpustet efter sin latterrus. "Kun for dig... Prøvede jeg at være som dem," mumlede hun så stille, i et mere alvorligt tonefald. "Den Milo du var... Den Milo du er, er så fantastisk, at det er helt vildt, og at du dengang ikke kunne se det er faktisk ærgerligt," sagde hun stille og sendte ham et skævt smil. Mere forberedt på dette kys gengældte hun kysset med en vis længsel efter at føle hans nærvær, som for første gang længe var der. "Milo," mumlede hun stille. "Jeg kan slet ikke beskrive for dig, hvor meget du har været savnet."

[Deleted]

Han kiggede på hende "Kun hvis du så vil lade mig være din skytsengle" han smilede stort og strøg hende over kinden som hun grinede, det var rart at se og høre hende grine "Jeg vil altid ønske at du er her for mig, ligesom jeg også altid vil være der for dig" han smilede stort og kyssede hende fjerlet "Det gør du i mine idealer Laog, selvom du ikke synes det kan jeg godt synes det" han smilede som hun lod sin hånd glide med hans kindben og han rødmede ganske let og kiggede ind i hendes øjne "Jo lidt, men det håber jeg da virkelig at du er" han smilede og kiggede på hende, han kiggede ned "Jeg gjorde hvad jeg kunne for at være en sej negl, for at vise at jeg virkelig gerne ville være sammen med jer alle" han smilede og strøg hende over kinden "Du var der altid når jeg havde brug for dig".
"Nej det er sjovt som modstykker drives mod hinanden og gerne vil samles i en" han grinede igen og mærkede hvordan det hele kom boblende igennem ham og han lod en hysterisk latter kagle op, det var mest fordi det hele var så syret for ham at han måtte slippe sådan et grin.
"Jeg prøvede at være sådan, fordi jeg var bange for at miste dig" han bed sig i læben og lænede sig let tilbage og kiggede ind i hendes øjne "Jeg ved det Laog, jeg har lært meget efter det. Jeg ville ønske jeg havde stolet på mig selv noget før, men på den anden side. Jeg er her nu" han grinede skævt og kiggede ind i hendes øjne da hun sagde hans navne "Laoghaire" han hviskede det ganske sagt og placerede sine læber mod hendes igen "Jeg kan ej heller beskrive hvor meget jeg har savnet dig. smukke kvinde." han strøg hende over kinden og kyssede hende fjerlet igen.

[Deleted]

Et mistroisk blik landede i øjenkrogene på hende. "Virkelig? Vil du virkelig det, min gode herre?" spurgte hun så og kiggede på ham med alvor. "Så tror jeg hellere, vi må gå i gang. Det er en lang process, og der er en del oplæring, man skal igennem, før man kan være min skytsengel. Er du mon parat til dette?" spurgte hun så, stadig med det alvorlige tonefald. Dog brød hun hurtigt masken, da det hele blev for meget for hende. Det store smil, der nåede helt op til hendes øjne, faldt tilbage på sin vante plads i hendes ansigt. "Jeg elsker dig virkelig, mere end du aner, Milo," hviskede hun stille og hev ham ind til sig, mens hun lod sine læber strejfe hans. Hendes blik faldt mod jorden, og hun nikkede stille. "Jeg er mere glad, nu hvor du er i det. Og jeg håber da, at du vil blive her," sagde hun stille, men hun mærkede en klump, der satte sig fast i halsen på hende. Hun elskede ham virkelig, men hun kunne virkelig ikke klare tanken, om at han pludselig skulle forlade hende igen.
"Jeg har altid villet beskytte dig, Milo. Du var min bedste, og nærmest eneste, ven." En sukken forlod hende, mens hun mærkede sine kinder blive varme.
"Ja, det er sjovt nok ofte modsætninger, der mødes," sagde hun stille og grinede. "Modsætninger har det, den anden ikke har. Yin og yang," sagde hun stille og smilede ved tanken. "Det er virkelig dejligt at se dig grine igen," indrømmede hun stille og aede ham over kinden. "Jeg holdt af dig, som du var, Milo. Jeg ville aldrig lade dig gå. Du var den af alle, jeg sagde alt til," sagde hun stille og sukkede endnu engang. "Jeg er virkelig glad for din beslutning, Milo," sagde hun så stille og kiggede op på ham. Følelsen af hans læber mod hendes var ubeskrivelig. Duften af ham, alt ved ham, var så berusende. "Jeg elsker dig så utroligt meget." Hun gengældte hans kys, mens den lykkelige følelse spredte sig i brystet på hende.

[Deleted]

Han kiggede på hende og smilede indtrængende "Ja min gode frøken, det er jeg ganske sikker på at jeg vil" han smilede og kiggede på hende med alvoren malet i ansigtet "Jamen så lad os komme i gang, jege r mere end klar" han grinede sammen med hende da hun brød masken og kiggede på hende "Jeg elsker også dig Laog, mere end du eller nogen anden nogensinde ville komme til at vide" han smilede og lod sine læber kysse hendes og han rødmede ganske let. "Jeg skal nok blive her, eller jeg bliver her. Til jeg skal møde på arbejde igen" han grinede og strøg hende blidt i nakken, han havde faktisk ikke den helt store lyst til at forlade hende, men han måtte jo når han skulle tilbage til Hogwarts.
"Jeg ville ønske jeg havde gjort det samme for dig Laog, at jeg havde beskyttet dig for du har altid være min eneste ven" han strøg hende over kinden og smilede stort. "Modsætninger der mødes, er stærkere end to ens karaktere som giver den en skalde" han smilede "Yin og yang" han kiggede ind i hendes øjne og smilede stort "Jeg nyder virkelig også at høre dig grine min skat, mere end du ander". Han strøg hende over kinden "Jeg holdt virkelig også af dig, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle fortælle dig det LAog." han kiggede ind i hendes øjne og smilede stort "JEg er også glad for den min skat". Han lod sine læber møde hendes og han smilede stort "Jeg elsker også dig utroligt højt Laog!"

[Deleted]

Gennem sine lange, sorte øjenvipper kiggede de grålige, men varme, øjne på Milo. "Så er det da med min største glæde, at vi kan gå i gang med træningsprogrammet øjeblikkeligt. Nogle ting du allerede nu kan sige, du ikke vil igennem?" spurgte hun drilsk og hævede det ene øjenbryn. Det strålede på alle måder ud af hende, at hun morede sig over situationen, de var i, i dette øjeblik. Med latteren tegnet over hele ansigtet lænede hun sig tilbage og så op på ham. "Nu skal vi heller ikke gå over grænsen," lo hun lavmælt og sukkede stille. Hun håbede lidt på, at de kunne bevæge sig væk fra det ellers så følelsesladede emne, de havde bevæget sig ind på. Hun besvarede glædeligt kysset, grådigt efter mere. Hun ønskede ikke, at han skulle forlade hendes side, og som det i dette øjeblik så ud, så ville hun bare gerne mærke, at han befandt sig hos hende og ikke flere tusinde kilometer væk.
"Jeg ønsker ikke, du skal tage afsted, Milo," mumlede hun stille og bed sig i sin underlæbe. "Jeg kunne jo godt beskytte mig selv, Milo," sagde hun stille og trak på skuldrene. "Det gik, som det jo altid gør," tilføjede hun stille og kløede sig på armen. "Modsætninger holder ofte bedre end de folk, der er ens, netop fordi de har det, modparten ikke har," sagde hun stille og smilede. Hun nikkede stille og smilede. At være som Yin og yang kunne ikke være noget dårligt, det burde det ikke være. "Tro mig, den latter får du at høre langt mere, end du ønsker dig," sagde hun stille og undertrykte et grin. En behagelig brummen forlod uforventet hendes hals, da hans læber endnu engang var over hendes. "Jeg elsker virkelig også dig, Milo, mere end noget andet," sukkede hun stille og kyssede ham endnu engang.

[Deleted]

Han kiggede på hende, nærmest studere hende ville han mene og nøde at se hvordan hun morede sig over deres lille leg. Han grinede og strøg sig i nakken "Jeg tror ikke der er noget jeg ikke vil gøre for dig" han rødmede og kiggede ned på sine fødder. Han nød at mærke hendes glade energi og det smittede, så han også måtte slippe et stort grin "Nej det skal vi ikke" han smilede og strøg sig igen i nakken og mærkede hvor akavet det hele føltes.
"Jeg bliver nødt til at tage afsted i morgen tidlig Laog, jeg har elever der venter mig. Men jeg skal nok komme tilbage når jeg har fri" han lagde armen om livet på hende og sukkede tungt "Det tror jeg virkelig du har ret i, at modsætninger vil give et stærkt forhold" han blinkede med det ene øjne og smilede stort ved hendes næste ord "Så længe du ikke griner som en heks" han grinede og smilede stort "Det er jeg glad for at høre, jeg elsker også dig mere end noget andet".

[Deleted]

"Hvad?" spurgte hun forsigtigt, da hun bemærkede hans blik på hende. En let rosa farve kunne tydes omkring hendes kinder. En let opgivende sukken forlod hende. "Jeg tror ikke, det er så smart at sige, at du vil gøre alt for mig, for selv hvis du ville, så er alt meget at bede om, og det er meget at tilbyde en person," kommenterede hun stille og strøg med let besvær en af sine krøllede hårlokker om bag øret. Med en let hovedrysten og grinet over hele ansigtet begyndte hun at danse let omkring på marken. Humøret var højt, og latteren boblede i halsen på hende, men hvordan det hele var blevet sådan, kunne hun ikke beslutte sig for. Var det mon ham, der gjorde hende i så godt humør, eller var denne dag bare anderledes. Hun besluttede sig dog hurtigt for, at den første mulighed var den eneste logiske.
"Jeg ved det godt, jeg ville bare ønske, at du ikke skulle," sukkede hun stille og rystede så på hovedet. Hun måtte vel lade ham gå. "Du skal ikke kun tænke på mig, Milo... Du skal også tænke på dig selv. Tilbring lidt tid derhjemme, hvis det er det, du har brug for. Du ved det bedst, det gør jeg ikke," pointerede hun stille og kløede sig flovt i nakken. Hun lænede sig stille op ad ham, da han lagde armen om livet på hende. "Det håber jeg i hvert fald," indrømmede hun og bed sig i læben, mens kinderne blussede op. Hendes blik lå fast placeret på jorden. Uskyldigt rakte hun hænderne i vejret. "Altså... Nu er jeg jo fra den magiske verden, Milo, så teknisk set er jeg jo en heks. Og jeg kan intet love," sagde hun stille og trak på skuldrene, mens latteren gradvist tog over.