En lille rejse...

[Deleted]

Han smilede og kiggede på hende "Selvfølgelig vil vi gå igennem de svære tider sammen, jeg vil i hvertfald altid være ved din side. Støtte dig, elske dig ære dig" han smilede og nussede hende svagt i nakken. "Jeg troede virkelig også at det ville være slut mellem os, at det ville være akavet og færdigt når jeg mødte op. Men jeg elsker dig, jeg ville aldrig kunne glemme dig og slippe dig." han kiggede ind i hendes øjne og krammed hende. "Jeg var færdig da du rejste, jeg kunne slet ikke forstå at der intet farvel var. Jeg troede du hadede mig, jeg græd og græd" han bed sig i læben og kiggede ned, det var faktisk lidt pinligt at fortælle hende det.
"Jeg elsker også dig Dabby, så meget" han smilede og kyssede hende ganske blidt på kinden og kiggede ned igen. Det var vildt at han bar var rejst hele denne vej for at fortælle hende hvad han følte, men han havde gjordt det og det var rart. Han nikkede til hendes spørgsmål og nussede hende let på halsen "Ja... Ja Dabby, det var faktisk sådan det var" han grinede, han kunne godt selv se nu hvor sindssyg han var, men han gjorde det og ville hellere end gerne gøre det for hende igen.
Han strøg tårerne væk fra hendes ansigt "Ik.. Ikke græde Dabby" han hjerte hamrede og det føltes som om det truede med at spring i hans bryst. "Jeg glæder mig til at starte et nyt sted, med dig. Så kan vi altid se hele byen sammen og være sammen. Jeg elsker dig simpelthen så højt" han lænede sig in til hende og kyssede videre, det var rart og længslen i ham blev endeligt slukket som om de havde været sammen for evigt og ikke lige havde været skilt ad siden deres tid på Hogwarts. Han kiggede ind i hendes øjne og smilede stort "Jeg er klar til at se stedet"

[Deleted]

"Det lyder som et giftemål? Eller er jeg helt forkert på den?" spurgte hun og rynkede brynene, mens en latter byggede sig op i hende. "Blaike... Jeg tror virkelig ikke, du har nogen anelse om, hvor meget jeg elsker dig," sagde hun stille og lænede sig ind til ham. "Jeg troede for at være ærlig, at når du dukkede op, så ville det en gang for alle gå op for mig, at jeg ikke havde en chance, og at jeg måtte give op og komme videre," indrømmede hun modvilligt og kiggede ned på sine sko. Et stort smil byggede sig op om læberne på og, og et fjoget grin forlod hende langsomt. "Da jeg rejste, anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Min tid på Hogwarts var slut, jeg skulle hjem. Jeg vidste ikke, om det ville være upassende at opsøge dig inden og sige farvel. Jeg elskede dig, og gør det inderligt stadig, men jeg vidste ikke, hvordan du havde det med mig, i forhold til hvordan jeg havde det, og stadig har det, med dig. Jeg ville ikke presse på, og jeg turde ikke selv indrømme noget, overhovedet. Så jeg så det som den eneste mulighed bare at forlade det hele," sagde hun stille og kiggede flovt ned i jorden. "Undskyld."
Chokeret over den drejning det hele havde taget kiggede hun op på Blaike. "Hade dig? Aldrig i livet. Jeg var fuldstændig væk i dig på det tidspunkt, og jeg ønskede på ingen måde at skulle sige farvel, for jeg var sikker på, at jeg aldrig ville komme til at se dig igen, så et farvel ville simpelthen være for hårdt, og det ville nedbryde mig. Eller det troede jeg i hvert fald på," sagde hun stille, hvorefter hun tog en dyb indånding, mens hun prøvede på at få sig selv til at slappe fuldkommen af. "Jeg vidste ikke, du havde det sådan," sagde hun stille og fortrød med det samme hun havde åbnet munden, for hun kunne med det samme mærke tårerne, der pressede sig på inde bag øjenlågene. "Jeg elsker virkelig også dig, Blaike," sagde hun stille med smilet sitrende om hendes læber. En behagelig sitren gik igennem hende, da hans ene hånd strøg hende over halsen. "Du er jo helt væk, knægt," grinede hun stille og rødmede.
"At starte på et nyt eventyr med dig her... Det kunne ikke være mere perfekt," udbrød hun lykkeligt, mens lyden fra alt dæmpedes, og hendes puls lød højere i ørene på hende. "Jeg elsker virkelig også dig," sagde hun igen, som var det det mest naturlige i hele verdenen, hun kunne fortælle ham. Hun hev ham tættere på sig for at mærke hans nærvær. Hun elskede ham så utroligt meget og ønskede kun, at han skulle forblive ved hende og aldrig forsvinde igen.

[Deleted]

"Det gør det, men det ville nu heller intet gøre mig noget" han grinede blidt og kyssede hende på kinden og grinede derefter igen. "Nej det tror jeg faktisk ikke jeg har, for vi har aldrig snakket om det" han rødmede og kiggede ind i hendes øjnede og lagde armen om hende "Så hvor meget er det?" han hviskede det ganske stille og løftede hendes hoved op og kyssede hende.
"Jeg kunne ikke glemme dig, derfor tænkte jeg at jeg måtte tage herned og lade det bære eller briste. Fordi jeg elsker dig så højt som jeg gør" han nussede hende blidt på kæben og strøg hende over kinden. "Jeg ville ønske du havde sagt noget, for på den her måde. Følte jeg mig virkelig tabt, fordi jeg ikke vidste hvor jeg havde dig. Jeg savnede dig og du gav ingen lyd fra dig" han mærkede hvordan det nu var hans tur til at få tåre i øjnene "Du skal ikke undskylde Dabby, ingen af os vidste jo hvad vi lavede" han kyssede hende blidt på munden igen og kiggede ind i hendes smukke øjne.

"Det ved jeg jo nu, men når en forvirret teenage dreng ikke ved hvorfor hans livs kærlighed forlader ham, fra den ene dag til den anden. Så er det pludseligt ikke så nemt mere" han grinede og kyssede hende blidt på kinden "Men jeg ville nok heller ikke have taget et farvel så pænt, jeg ville nok være rejst med allerede den gang" han smilede og strøg hende på kinden igen.

"Det vidste ingen, jeg gemte mig væk Dabby, valgte ikke at vise nogen at jeg var sårbar." han rødmede som hun sagde at hun elskede ham og han hav hende helt ind til sig "Du er det bedste der er sket mig i mit liv Dabby" han strøg hende over håret og kyssede hende derefter blidt i panden "Jeg er væk i dig" han grinede og kyssede hende på kinden. Han rejste sig derefter op og kiggede på hende "Alle eventyr starter her, lad os komme af sted!" han grinedeog hev hende op til sig og kyssede hende svagt "Lad os komme ud og opleve dette fantastiske land!"

[Deleted]

Smilet blegnede, og latteren døde hen. Det skræmte udtryk trådte frem, tydeligst var det at se i hendes øjne. Giftemål. Et ord der lå så mange ting bag. Da han kyssede hende på kinden, stivnede hun let. Hun anede ikke, hvordan hun skulle reagere på noget som helst af det. "Nej, det er jo det. Jeg plejer ikke at sige den slags," sagde hun så stille, men det var nu ikke helt sandt. Hun havde det bedst med at komme ud med sine følelser, nogle holdt hun dog for sig selv. Et gisp forlod hende modvilligt, da han lagde armen om hende. "Alt for meget," svarede hun blot og gengældte hans kys.
"Og så er der mig, der stikker halen mellem benene og flygter så langt væk som overhovedet muligt uden den mindste lyd," sagde hun stille og rystede irriteret over sig selv på hovedet. Hun tog blidt hans hånd i sine hænder og kyssede hans håndryg gentagende gange, hvorefter hun lænede sig lidt tilbage og kiggede op på ham. "Jeg ved det godt, og jeg beklager helt vildt, men jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, men det var klart det forkerte valg, jeg traf," indrømmede hun flovt og kiggede væk. Stille lagde hun sine hænder om hans ansigt og smilede trøstende til ham. "Blaike, jeg elsker dig af hele mit hjerte, der er ikke en person, jeg hellere ville tilbringe mit liv med end dig," tilstod hun og lænede sig frem og kyssede ham på munden.
"Det er jeg også godt klar over, Blaike, og jeg beklager, at jeg intet sagde eller gjorde. Det kan umuligt have været rart at finde ud af, at personen man holder af forlader en, og man så ikke kender årsagen til dette," sukkede hun stille og rystede på hovedet. Hendes kinder blev flere grader varmere, da hans læber endnu engang ramte hendes kind. "Så skulle jeg måske have sagt farvel," sagde hun så spøgende.
"Du kom igennem det. Du overlevede den svære periode, og det samme gjorde jeg," sukkede hun stille med en vis lettelse blottet i stemmen. Hun knugede ham ind til sig, da han hev hende tættere. "Du må ikke forlade mig, Blaike, vel?" sagde hun stille og knugede ham hårdere. Hun lukkede stille øjnene i, da hans læber fandt hendes pande. Hendes hjerte bankede hårdt og hurtigt i brystet på hende. "Du er det vigtigste, jeg har lige nu, Blaike. Jeg vil ikke kunne klare mig uden dig. Ikke mere," indrømmede hun stille, og mærkede blodet forlade hendes hoved. "Ja, lad os det," sagde hun så og nikkede overglad.

[Deleted]

Han kiggede på hende som hendes latter døde hen, han kastede dog et letter skævt smil imod hende og grinede "Jeg mente ikke at vi skulle giftes lige nu Dabby, ikke lige i dette sekund". Han lænede sig tilbage og studerede hende "Nej, det er der vist ikke rigtig nogen der plejer" han grinede og stirrede ned på sine fødder "Jeg ved at du har dårlig samvittighed, men jeg synes virkelig ikke at du skal straffe dig selv så hårdt Dabby. Det kunne lige så snildt have været mig der rejste, fordi jeg ville se verdenen. Fordi jeg ville ud og skrive om rigtige nyheder og mærke suset" han grinede og strøg hende på kinden "Gjort er gjort og vi kan altid blive klogere bagefter" hans smil blegnede og blev til en rødmen "Jeg elsker også dig af hele mit hjerte, der er heller intet andet i dette liv jeg hellere vil end at være sammen med dig. Fordi jeg elsker digså højt" han smilede og kiggede ind i hendes øjne.

"Ja undskyld, jeg skal nok være stille nu. Det var bare ubæreligt at du bare forlod mig" han sukkede og strøg hånden igennem sit hår "Et farvel, havde været nemmere at tygge end at du bare forlod mig.
Han sukkede "Ja det gjorde jeg" han strøg igen hånden igennem sit hår og kiggede på hende "Jeg lover at jeg aldrig forlader dig Dabby, aldrig" han knugede hende igen og smilede stort og nussede hende i nakken "Du er også det vigtigste jeg har, du er det vigtigste jeg nogesinde har haft" han smilede og rejste sig og hev hende op til sig "Jeg glæder mig til at se vores kommende hjem"

[Deleted]

Dabby drog et lettelsens suk. Hun sitrede en smule og tog en dyb indånding, mens hun prøvede at få sig selv til at slappe af. "Nej, det regnede jeg egentlig heller ikke med, men altså..." sagde hun med musestille stemme. Hun betragtede ham i stilhed, mens hun prøvede ikke at tænke videre over det. "Det ville også virke lidt som om, man ønskede at få ejerfornemmelse," mumlede hun lavmælt, hvorefter hun lo stille. "Blaike... Jeg straffer ikke mig selv hårdt. Overhovedet. Dette er ret mildt. Jeg vil udmærket godt, at hvem som helst kunne have taget den beslutning, jeg gjorde, men jeg tror alligevel, du havde valgt at sige farvel, ikke?" spurgte hun og afventede hans svar, selvom hun var ret sikker på, hvad det ville være. Hun smilede stille og lænede sig ind mod hans berørelse, da han strøg hende over kinden. "Men dette var noget, man burde være klog på allerede inden..." sagde hun stille og kiggede væk. "Virkelig?" spurgte hun stille og rødmede.

"Du er da den sidste, der skal undskylde, Blaike. Du har intet gjort forkert. Du udtrykker blot, hvordan du havde det, så det ikke sker igen," sagde hun stille og smilede et stille smil, mens hun aede ham blidt og kinden. "Jeg ved, jeg gjorde det forkerte, og jeg fortryder så meget, Blaike," sagde hun stille og bed sig hårdt i læben. Et stort smil bevægede sig langsomt over hendes læber. "Jeg elsker dig så meget, Blaike," hviskede hun stille ind i hans øre, hvorefter hun blidt kyssede hans hals. "Så lad os da gå hen og se det?" spurgte hun så stille og betragtede ham.

[Deleted]

Han studere hende som hun drog lettelsens suk og han smilede stort. Han lagde armene om hende og strøg hende over håret "Det er vel ikke sådan en forfærdelig ting at være gift?" han bed sig i læben og nussede hende igen, det var en dejligt tanke. "Ja, måske har jeg lyst til at vide at jeg ejer dig. Når jeg nu endeligt har dig igen?" han blinkede med det ene øje og kyssede hende blidt i nakken "Det synes jeg du gør, jeg ved virkelig ikke hvad jeg selv havde valgt i dit sted. For jeg har aldrig stået der, men jeg håber og tror. At jeg ville have sagt farvel" han strøg hende over nakken og kyssede hende der blidt igen. "Det er svært at være klog på forhånd, ikke det ville jo egentligt at være forudindtaget og det tror jeg ingen af os to er Dabby" han slap hende blidt og kiggede ned i jorden "Virkelig min skat, virkelig"

"Nej, for jeg kan mærke at det gør dig ked af det. Og ked af det, er det sidste jeg vil gøre dig i denne verden" han smilede stort og nød at blive aet på kinden så han lænede sit hoved mod hendes hånd "Det kan ikke spoles tilbage og tages om. Lad os hellere fokusere på nuet min skat. Nuet" han smilede og kyssede hende blidt "I lige måde min skat" han rødmede og tog hendes hånd "JA! Lad os se det!" han sprang op og tog hendes hånd med et stort smil.