Give me something to sing about

[Scarlett Lidia Adams]

Det Engelske Landshold's hjemmebane
Aften
Owen Rei Chang

::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::

Scarlett var taget med sin onkel, Alaric, ind for at se det Engelske landshold spille Quidditch. Hun var stor fan af sporten, men hun så det ikke så meget, da hun ikke havde så mange at tage med. Alaric havde ikke altid tid og hun ville ikke spørge Nikki eller Spike, for hun var ikke sikker på de nogensinde havde tilgivet hende for hendes opførsel. Hun havde nu heller aldrig sagt undskyld, men hun ville bare så gerne. Hun savnede dem og hadede sig selv for at havde været sådan overfor dem. Hun vidste dog ikke hvordan hun skulle få tingene sagt for hun var ikke sikker på om de overhovedet havde lyst til at tale med hende.
Kampen var slut og England havde vundet. Alaric var gået om for at tale med en han kendte og han havde sagt hun bare kunne vente på ham på banen, eller lige ved siden af den. Hun var ikke et tålmodigt menneske, men hun accepterede det, da han havde sagt at det var en han så så sjældent. Scarlett ville hellere vente på ham, end at stå sammen med dem.
Hun kiggede ud på banen og hadede at hun aldrig havde haft chancen for at spille Quidditch på Hogwarts. Nikki havde spillet og åbenbart været en knag til det, men Scarlett måtte nøjes med at sidde på sidelinjen og se de professionelle spille. At være fuser i en verden man altid havde elsket, var hårdt og det ville det nok altid være. 

[Deleted]

Oliver lo sammen med et par af medspillerne over en joke den ene lige havde fortalt. Egentlig havde den ikke været særlig sjov, men humøret var højt og så kunne man jo nærmest grine af alt. Det havde været en spændende kamp til aften, men de havde endt med at vinde, i Olivers øjne; naturligvis mest takket være ham. Sådan var han bare og han lagde ikke skjul på det.
Enten var de andre enige eller også gav de ham bare ret for at gøre ham glad. Det var ikke helt til at finde ud af, men han valgt selv at tro på det første.

Efter af have været i bad og skiftet over til lidt mere civiliseret bedklædning i form af et mørkt jakkesæt -de skulle jo naturligvis i byen og fejre sejren og han havde taget tøj med derefter, både et "vinder" og et "taber" sæt, hvor sørgeligt det end måtte lyde.
Som medspillerne begyndte at bevæge sig ud af, blev Oliver enig med sig selv om lidt at smutte ind på banen en sidste gang, for lige at få et sidste glimt af det hele inden de tog videre. Han havde set det tusindvis af gange, men blev nok aldrig træt af det. Godt nok ville tribunerne være mere eller mindre tomme nu, men det gjorde ham ingenting.
Han lod tasken med udstyret stå og gik så udenfor på banen, det var helt stjerneklart til aften, en smule køligt, men det var til at overskue skønt han kun havde en tynd mørk stofjakke på.
I det samme faldt hans blik på en anden skikkelse på banen, en kvinde der så ganske foxy ud. Et smil begyndte at forme sig på hans læber. "Godaften Ms." hilste han roligt, så måtte han jo bare håbe på at hun var en af dem der heppede på hans hold, ellers kunne dette hurtigt gå en og blive en anelse akavet.

[Scarlett Lidia Adams]

Scarlett kiggede lidt utålmodigt på sit ud og tappede med foden på jorden. Hvorfor skulle Alaric også være sådan et socialt menneske? Kunne han dog ikke bare være en enspænder der bare tog hjem og fandt en kedelig bog og fandt en 2 liters is frem som han spiste for sig selv? Så kunne hun i det mindste komme hjem. Okay det håbede hun ikke han ville blive, men hun synes han var for langsom og hun ville gerne hjem.
Hun blev dog revet ud af sine tanker, da hun hørte en stemme. Hun kiggede den anden vej og var ved at kløjes i noget der ikke var i sin hals og, men hun måtte prøve at være cool. Indeni skreg hun lidt som en fangirl, men udenpå lignede hun en der ikke var imponeret, selvom hun var. Oliver Hansen stod foran hende og så ret så godt ud. Ja han lignede en godte, taget ud fra den mest godtede godtepose af dem alle. Hun var kæmpe fan af ham og havde endda en plakat på sit værelse med ham, men det skulle han selvfølgelig ikke vide.
"Hej." Sagde hun og prøvede at virke så neutral som muligt. Hun sank en klump og bed sig i læben. "God kamp." Sagde hun så lidt efter.

[Deleted]

Han smilede til hende som hun snakkede om en god kamp, super, så måtte hun jo heppe på hans hold. "Ja det synes jeg," sagde han muntert og blinkede til hende. Han var altid glad når de vandt, det var jo hans fortjeneste som anfører - ifølge ham selv i hvert fald. "Så hvad laver du herude?" Spurgte han og kiggede rundt på den ellers næsten tomme bane. Måske hun ventede på nogen, det ville nok give mening.
"Du heppede vel på mit hold?" Spurgte han så lidt pludseligt som han kom til at tænke på man jo godt kunne synes det var en god kamp selvom ynglingsholdet tabte, det var jo ikke alle der gik så meget op i den slags. Personligt var Oliver nok verdens dårligste taber, men det var også på grund af det pres han følte der lå på hans skuldre fra hjemmefronten.
Han blev stående lidt og kiggede på hende, "venter du på nogen?" Spurgte han så, ikke at det ragede ham, men han kunne da ikke lade være med at være lidt nysgerrig omkring det, hun så jo ret godt ud, så mon ikke hun var kommet med en kæreste? Det ville i hvert fald ikke være ulogisk.

[Scarlett Lidia Adams]

Scarlett stod stadig og skreg indeni, fordi selveste Oliver Hansen stod foran hende. Dog kunne man ikke se det på hende. Håbede hun da. Scarlett skulle lige til at fortælle ham at hun stod og ventede på sin onkel som svar på hans spørgsmål, men hun nåede ikke før han allerede stillede hende et nyt. Hun stod lidt forvirret et øjeblik, men fik så endelig svaret.
"Jo det gjorde jeg." Hun fik pludselig et stort smil på læberne, hvilket slet ikke var meningen. Han behøvede ikke at vide at hun var enormt glad for at møde ham. Faktisk var der sjældent nogen der fik lov til at se hende smile, så hvis han nu var en der kendte hende, ville han nok være blevet overrasket.
Hun legede lidt med sit hår og stod lidt og trippede, da han stillede et nyt spørgsmål. Faktisk det hun ville have svaret på før. "Jeg venter på min onkel. Han står og snakker med nogle venner eller business kontakter eller... Ja det er jeg ikke sikker på jeg hørte." Sagde hun med et skuldertræk. Hun hørte ikke altid efter når folk talte og slet ikke hvis det ikke var interessant. Lige nu håbede hun faktisk bare at Alaric ville være endnu mere langsom og at Oliver ville blive.
"Hvad laver du herude?" Spurgte hun så lidt efter. Hun kunne ikke lige finde en logisk grund til at han skulle være ude ved banen, efter kampen og efter han havde klædt om.

[Deleted]

Hun lignede ikke lige ligefrem en der var mega fan af ham, eller også var hun virkelig god til at holde det inde. Ikke ligefrem den reaktion han var vandt til, men det var faktisk ret cool at snakke med en der ikke stod og skreg ham ind i hovedet. Nu skulle det ikke holdes skjult at han elskede at have fans der heppede på ham og han elskede at blive genkendt på gaden, men dette her var underlig afslappet.
Et bredt smil gled frem på læben da hun kommenterede at hun heppede på hans hold. "Fornuftig pige," sagde han morende. "Hvad hedder du egentlig?" Han gik ud fra at hun vidste hvem han var, for igen, hvem med respekt for sig selv vidste ikke det?!

Han nikkedel lidt forstående, det var næsten ærgerligt at hun ikke var her alene så kunne han måske have inviteret hende med ud og så en kop et eller andet, bare fordi hun så lidt sød ud. "Din onkel arbejder måske inden for noget med Quidditch?" Spurgte han ind, det kunne jo godt være taget i betragtning af at han havde kontakter her.
"Jeg står bare og nyder stilheden lidt." Sagde han roligt. "Det er altid rart lige at clearer hovedet efter en kamp." Han rettede blikket op mod den mørke aftenhimmel. "Har du været til mange tuneringer?" Spurgte han videre, han kunne jo godt stå og sludre lidt med hende frem til hendes onkel dukkede op.

[Scarlett Lidia Adams]

Hun smilede lidt skævt til ham, da han kaldte hende fornuftig. Det var ikke så tit hun blev kaldt det. Hun var faktisk ikke vandt til at blive kaldt noget. Bortset fra når hendes forældre prøvede at opmuntre hende.
"Nej han er professor i eliksir på Skt. Mungos." Sagde hun med et lille skuldertræk. Hun brød sig ikke om at tænke på arbejde i den magiske verden, da det stadig gjorde lidt ondt, men nu arbejdede hun selv i den magiske verden og hun var begyndt at have det bedre med det.
Hun nikkede til hans svar. Det var måske nok meget forståeligt efter sådan en kamp. "Jaa måske. Det ved du nok bedre end mig." Sagde hun så med et lille smil.
Hun tænkte sig lidt om, da han spurte om hun havde været til mange turneringer. Hun havde vidst ikke rigtigt tal på det længere.
"Eh. Når jeg har kunne få min onkel med Det kan jeg ret tit, så jeg har været til en del, men tager normalt ikke afsted alene." Sagde hun så. Hun følte sig ret alene når hun tænkte over det, så hun var glad for at hun havde Alaric i disse situationer.

[Deleted]

De mørke øjne hvilede på hende og han gled en hånd gennem det halvlange hår. "Det er da også et spændende job," konkluderede han og smilede, "hvad laver du så til daglig?" Nu var det jo sådan set ikke hans onkel der interesserede ham på det givende tidspunkt.
"Du har måske ikke spillet selv?" Det var jo ikke alle elever på de magiske skoler der var på quidditchhold, og så kunne man jo godt interesserer sig for det uden at have interesse i at spille selv.
Da hun sagde at hun ikke tog afsted alene smilede han blot, det kunne han nu godt forstå på en eller anden måde, det var jo ikke sjovt at heppe alene. Til gengæld bød Olivers flirtende væsen ham at charme sig lidt ind hos hende uden noget egentlig formål andet end at hun var pæn at se på. "Du kan da altid komme, så skal jeg nok vinke til dig," han blinkede lidt kækt til hende. "Hvad hedder du?" Hans brune øjne var venlige og varme, for selvom han godt kunne være en røv til tider så kunne han også godt finde ud af at behandle folk pænt. Især smukke unge kvinder som hende her.

[Scarlett Lidia Adams]

Hun trak lidt på skuldrene. Hun synes nu også det var spændende, men hun brød sig ikke om at virke for interesseret i de magiske jobs, når hun ikke rigtigt selv kunne få dem. Hun havde prøvet at være med ham på arbejde, når han bare forskede, men hun turde ikke selv lege med eliksirerne for hun var bange for at manglen på magiske evner ville ødelægge dem, selvom Alaric sagde det ikke ville ske.
"Jeg er bartender på De Tre Koste." Sagde hun og rynkede på næsen. Det var ikke vildt interessant, men hun vidste ikke rigtigt hvad hun ville med sit liv. Måske skrive bøger eller blive fotograf.
"N...nej." Sagde hun og bed sig i læben. Hun havde ikke lyst til at fortælle ham at hun var fuser, for hun var bange for at han ville afvise hende ligesom andre havde gjort det. Han virkede som en rar fyr, men hun var stadig bange for hans reaktion. Dog havde hun ikke lyst til at lyve, for det var hun kommet galt afsted med alt for mange gange efterhånden.

Hun kom til at rødme, da han pludselig virkede flirtende og sagde at han nok skulle vinke til hende. Hun blev normalt aldrig flirtet med, så hun vidste ikke hvad man skulle gøre. Sidst hun var blevet flirtet med, havde hun opført sig som en kælling og det havde skræmt ham væk. Hun hadede at hun var sådan en person, men det var nogle gange svært for hende. "Tager nok måske nogen med alligevel. Du kan jo ikke vinke til mig hele kampen." Sagde hun og prøvede at virke flirtende, men hun var måske bare mest akavet og nervøs.
"Scarlett." Sagde hun med et smil. Hun ville gerne virke som en sød pige, selvom hun nok egentligt ikke var det, når det kom til stykket.

[Deleted]

Alaric var blevet færdig med at tale forretninger og skulle nu finde Scarlett. Han havde fået indgået en aftale om at få sendt nogle ekstra varer til Skt. Mungos med en gammel forretningsforbindelse og ven. Nu ville han kunne forske endnu mere i eliksirer og eleverne ville kunne lære meget mere ad ham. Det var et fantastisk job og han kunne mørke at eleverne var interesseret i at lære mere og de respekterede ham.
Han kom ind på banen og så til sin store overraskelse at Scarlett stod og snakkede med en ad spillerne og hun smilede endda. Hun så ud til at hygge sig og han fik det næsten dårligt med at han skulle hente hende. Hun havde så sjældent nogle at tale med, så det gjorde lidt ondt på ham. Måske han kunne lade som om han havde noget arbejde og hun måske selv ville kunne finde hjem? Hun havde gjort det før. Han gik langsomt derhen og så Oliver an, da han kom tættere på. Havde han en pose? Var der mel i? Og var det i såfald rent? Måske han burde hilse på inden han tog en beslutning.
"Hej." Sagde han da han kom tættere på. "Alaric Adams. Scarlett's onkel." Sagde han med et smil og rakte hånden frem mod Oliver. "God kamp." Sagde han så og prøvede at lyde frisk og ikke som en pinlig onkel, selvom det nok var det eneste Scarlett ville tænke om ham lige ny.

[Deleted]

Han smilede stort, næsten flirtende, ”jamen så ved jeg da hvor jeg skal henvende mig hvis jeg skal have mig en øl, og noget godt selvskab.” Hun virkede ret stille og rolig, ikke som de der skrigende fantøser der ellers altid kæmpede for at få hans opmærksomhed, forståeligt nok – mente han selv.
”Det er da en skam, men hey, så kan jeg altid give dig en flyvetur og du kan give mig et eller andet fra De Tre Koste som tak.” I hans ører lød det da som en ganske god ide frem til noget andet slog ham ”-medmindre du selvfølgelig er højdeskræk eller noget?”. Det kunne jo godt være at det var derfor hun ikke havde spillet.

Han så på hende som overvejede han den mulighed inden han svarede, ”ja okay, men så skal det bare ikke være en fyr du tager med dig, så kunne det godt gå hen og blive lidt akavet,” han smilede igen. ”Det er et flot navn.” Kommenterede han oprigtigt.
Oliver havde slet ikke bemærket manden der nærmede sig før han begyndte at snakke. Han vedte sig mod ham og så ham lidt an. Hvem var han nu, en fan? Behøvede det at være lige nu? ”Dav,” hilste han tilbage og rankede ryggen en smule. Han skulle lige til at spørge om der var noget han kunne hjælpe ham med, men så præsenterede han sig og Oliver smilede, han ville jo ikke virke som en idiot overfor hendes familie, ”jamen godaften, hvor er det dejligt at I kom ud for at heppe på mit hold.” Sagde han og så fra den ene til den anden, ”mange tak, vi gør vores bedste.” Nu blev det en smule akavet, Oliver kunne ikke helt finde ud af hvad han skulle sige og gøre.

[Scarlett Lidia Adams]

Scarlett rødmede en smule, så hun kiggede henkastet væk, så han ikke ville opdage det. Det var da for pinligt at hun skulle rødme som sådan lille pige der lige havde mødt sit største idol. Godt nok var han et af hendes største idoler. Og Nikki's for den sags skyld, men alligevel. Rødme, det skulle hun bare ikke, selvom han stod der og flirtede med hende.
"Du skal da være velkommen. Vi kan altid bruge flere kunder." Sagde hun og slog sig mentalt for panden. Hvorfor sagde hun det? Hvad var det for en dum ting at sige? han måtte jo tro hun var åndsvag.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun var ikke højdeskræk, men magi skræmte hende og hun havde ikke siddet på en kost siden hun var 10 år gammel og endnu var uvis om sin skæbne.
"Neej nej.. Det er jeg ikke." Sagde hun tøvende og begyndte at føle sig nervøs og akavet.

Hun rødmede endnu engang, men begyndte at grine lidt på samme tid. "Jeg kender ingen fyre der ville tage med." Sagde hun som om det var det mest naturlige i verden, men hun vidste godt at det måske virkede lidt underligt.
Da Alaric kom gående, havde hun lyst til at grave sig langt langt ned. Hvad lavede han nu? Hvorfor kom han derhen? Kunne han ikke bare have kaldt på hende? Ih! Og han stod der og prøvede at virke cool, men han var da bare alt andet lige nu!

[Deleted]

Alaric kunne tydeligt se at Scarlett synes det var utrolig pinligt at han var kommet og han kunne ikke vente med at fortælle Pete om dette. Det var meget morsomt, men på samme tid, var det meget sødt. han kunne godt se at Scarlett helst ville være alene med Oliver og det glædede ham at hun havde fundet en at tale med og han håbede ikke at Oliver var ude på løjer og ballade, for så ville Alaric komme efter ham. Eller bare fortælle det til Spike, for så ville det være Spike der var efter ham.
"Det kan jeg se." Sagde han med et stort smil og kiggede så hen på Scarlett og så tilbage til Oliver. "Nå, men jeg kom egentligt for at sige at jeg bliver nødt til at trække mit møde lidt ud. Der er ting der skal diskuteres, så Scarlett? Kan du selv finde hjem?" Spurgte han og lagde en hånd på hendes arm. Han skulle ikke til noget møde. han løj, så hun kunne bruge tid med Oliver. Han skulle bare hjem i sin sofa og sidde med en øl og glæde sig over hvor genial han selv synes han var.
Han ventede ikke på hendes svar, for han vidste at hun selv kunne finde hjem.
"Jeg smutter. Hyggeligt at møde dig." Sagde han så til Oliver og smilede stort til dem begge igen. Så vendte han sig om og gik.


// Out...

[Deleted]

"Altid noget," sagde han i et kækt smil og mødte hendes blik, uden tvivl en smuk pige, dem var der mange af ude i verden, men i følge Oliver var de alle sammen lidt noget særligt [/b]"Jeg er heller ikke bange for de tre koste"[/b] forsøgte han sig en smule morsom, ikke at der var så meget at være bange for, ikke med mindre man endte med at kravle hjem.
Oliver smilede blot venligt til Alaric, han ville helst ikke ende med at få problemer eller noget, og han vidste af erfaring at både fædre og onkler havde det med at være overbeskyttende overfor de unge kvinder i deres familie, så Oliver ville helst ikke træde forkert.

"Hyggeligt at møde Dem, Sir" sagde Oliver og nikkede i mod ham, som han nærmest pustede ud helt lettet over at manden allerede gik igen. Ikke at Oliver havde regnet med at få en på lampen, men man vidste jo trods alt aldrig hvad vej den slags gik.
"Så flyvetur eller De Tre Koste først?" spurgte han med et skævt smil som var det en beslutning der skulle tages her og nu. Ikke at det var ment som at de skulle gøre det i dag skønt han ikke ville have noget imod at more sig lidt sammen med hende, hellere det end han ville være en del af festen. Der var jo heller ikke noget galt i at få sig lidt nyt bekendskab i en smuk kvinde. Han gjorde lidt hentydning til at de skulle begynde at gå, det blev lidt køligt at stå stille. "Han virkede ellers ret cool, ham din onkel." Opstartede han et nyt samtale emne.

[Scarlett Lidia Adams]

Scarlett stod og ønskede at Rick ville gå med det samme, selvom det ville være underligt hvis han gik uden hende. Hun blev derfor meget overrasket da han pludselig sagde at hun nok selv skulle finde hjem. Hun havde på fornemmelsen at han gjorde det så hun kunne være alene med Oliver, hvilket også bare var enormt pinligt. Han ville sikkert drille hende med det senere og fortælle det til Pete! Selvfølgelig ville Pete få det af vide. De to havde ingen hemmeligheder overfor hinanden og havde det åbenbart sjovt over at drille både hende, Nikki og Spike.
Hun mumlede et farvel og rullede så med øjnene.
Hun kiggede tilbage på Oliver der så ud til at være helt over og ikke pinlig berørt. Han snakkede videre, som var intet sket. For hende var det anderledes, for hun forventede næsten at både Pete og Rick ville firhøre hende, næste gang de sås. Hvis da ikke allerede Pete var kommet hjem til hende sammen med Rick, når hun kom hjem.
"Eh....De Tre Koste." Sagde hun lidt tøvende. Hun vidste ikke om han mente nu, men da han begyndte at gå, gik hun stille med. Det var underligt for hende at have en samtale, der ikke var med sine forældre eller en af sine onkler, eller en kollega. Venner havde hun jo ikke.
Hun stirrede overrasket på ham.
"A hva? Arh...." Sagde hun, men hun synes nu også Rick var cool. Når ikke han var i nærheden, selvfølgelig.