Bunny in a Bunny suit.

[Deleted]

Forbeholdt til Leonardo Russo

D. 12. april, årgang 2051

Påklædning
___________________________________________________

Juniper var ikke typen der vandrede rundt uden den fulde forståelse af, hvor hun gik henne. Hun faldt sjælendt i staver, mens hun gik rundt i offentligheden. Men denne aften havde hendes hoved været helt oppe i skyerne. Hendes tanker havde været slørret lige siden, hun havde forladt operahuset. Det havde bare ikke været hendes dag. Faktisk havde den ubehagelige svævende fornemmelse hjemsøgt hende siden morgenstunden. Som var hun ikke hundred procent til stede. Og lige som man som lille blev fortalt, at det aldrig var en god idé at miste fokus for så ville man fare vild, vågnede den franske ballerina op i et ukendt område uden nogen forklaring på, hvordan hun var kommet så meget på afveje.
Hun var stadig i London. Det var vigtigste. Og det virkede stadig som om, at hun befandt sig nogenlunde i centrum. Hun stoppede roligt op og rystede en smule på hovedet, inden hun så sig omkring på sine omgivelser. Hun var ikke bange, men nervøsitet havde da fundet sig vej til hende. Det var et nyt område for hende at være i. Og med tanken om at være alene kvinde om aftenen sad og nagede bagerst i hovedet.

Der var der hun pludselig fangede lyden af et varmt selskab. Og da hun vendte sig om mod lyden nåede hun lige akkurat at få øje på en skikkelse af en person gå igennem en dør, hvor varmt lys vidste sig indenfor. Lyden forstummede dog det samme øjeblik, som døren lukkede i sig. Ikke den mindste lyd brød igennem murene. Hvilket undrede hende. Rigtig nok kunne stedet være indbygget med lydtætte vægge, men af en eller anden grund kunne hun stadig ikke få det til at makke ret. Nysgerrig som hun var begav hun sig hen mod stedet efter at have kigget sig godt til både højre og venstre side, før hun havde gået over vejen. Man vidste aldrig hvilke britiske fartbøller, der var til stede i denne del af byen.
Skiltet syntes først at komme frem i hendes synsfelt, da hun var kommet tæt nok på. Den Utætte Kedel. Sikke et mærkværdigt navn. Med det samme fik hun billeder af en gammel kro. Og hun blev bestemt ikke skuffet, da hun endelig fik åbnet døren og trådte indenfor. Indenfor var der fyldt med en fantastisk stemning. Bælter og træmøbler over alt. Det var som at træde ind i en skihytte. Der var en del mennesker allerede. Mange af dem iført noget der lignede mest af alt en kappe. Havde hun trådt midt in i en cult? Hun tvivlede - og håbede inderligt, at det ikke var tilfældet. Men da døren så lukkede i bag hende, kunne hun strakt mærke øjne blive rettet mod hende. Og hvis hun ikke tog fejl var få i mængden stoppet med at tale. Bare for en kort stund. Det var bizart, og hun følte sig ikke rigtig velkommen. Men som hun ellers fik taget sig sammen til at dreje om på hælen og fortsætte ud af døren, hun kom ind ad, blev den åbnet og en noget bredskuldret mand trådte indenfor. Tvang Juniper til at træde lidt til siden, hvilket hun ubevidst tog som et tegn på at der ikke var nogen vej tilbage. Hun trak sin håndtaske en smule tættere til sig og efter at have fjernet klumpen fra halsen, bevægede hun sig længere ind i kroen. Blikke var stadig rettet mod hende, men støjniveauet var tilbage på det første level, som da hun var ankommet. For hvert skridt hun tog havde hun det også som om at stemningen fik påvirket hende på den mere positive side, for da hun nåede op til, hvad hun formåede var bardisken, sad hendes skuldre ikke helt oppe omkring ørerne længere.
”Eksploderende.. lemonade..?” Hun havde et tydeligt undrende udtryk i det kønne ansigt, som hun læste tavleskiltende, der hang på væggen bag baren. Hvordan var det ’eksploderende’? Hun måtte have lignet et stort spørgsmålstegn for der gik ikke længe, før en fremmed stemme talte til hende. ”Jeg vil anbefale, at du tager en ingefærsøl i stedet, miss.” Hurtigt landede hendes øjne på bartenderen foran hende. ”Du er ny her, gætter jeg på.” Hun tog et lille sekund til at samle sig, før hun fik munden lukket. ”Yea.. Charmerende sted..” Mere fik hun ikke ud af samtalen, før barteneren havde forladt hende til fordel for at gøre sit arbejde.

[Leonardo Russo]

Leonardo sad i det fjerneste hjørne at kroen halvvejs dækket af skyggerne og kun delvist oplyst af stearinlyset der stod placeret på bordet foran ham. Han bemærkede omgående den unge kvinde der trådte ind på krostuen og de blå øjne fulgte hende hele vejen op til baren. Nysgerrigt lænede han sig lidt frem på stolen og bed sig i den bløde underlæbe.
Der var et eller andet over hende som virkede måske lidt bekendt? Han var ikke sikker, han havde jo været sammen med en del kvinder i tidens løb så måske hun bare hørte til den bunke. Hun virkede dog ikke til at passe ind her, han kunne ikke helt afgøre hvorfor, måske hun bare virkede for usikker eller måske det var måden hun førte sig frem på i helhed.
I en grådig tår tømte han sit glas han trak den lange sorte læderfrakke på hvorefter han bevægede sig op mellem bordene mod hende. På vejen lykkedes det ham at snige hånden ned i en anden mands jakkelomme og trække hans pung op som med lethed blev ført over i hans egen lomme. Dette skete uden at blinke, Leonardo havde altid været ekspert i lommetyveri, han knugede hånden let om det sorte læderpung og smilede kort for sig selv. Så måtte folk jo lærer at passe på deres ting.

Med et let bump slog han sig ned på barstolen ved siden af hende og sendte hende et smil der afslørerede en perlerække af hvide tænder. "Godaften frøken," hilste han galant og kiggede på bartenderen for selv at bestille en drik mangen til den bartenderen lige havde skænket til pigen ved hans side. Ingefærøl kunne man aldrig få nok af.
Du er ny her ikke sandt?" Spurgte han ind som havde hun indbudt til samtale. Dette tog han nu ikke så nøje, hun kunne jo altid bede ham om at gå, skønt det nok ikke ville virke. Hun så da ud til at være en ganske køn pige, ung, men på den anden side var alder jo bare et tal. I hvert fald i hans hoved.
Med et let gestus greb han ud efter øllen det blev placeret foran ham og hævede så glasset mod hende. "Skål?" smilet vendte tilbage. Udadtil kunne Leo nok godt virke som en gentleman og mange piger havde det med at falde for hans charme, men sandheden var at han var alt andet. Han tænkte kun på ham selv og ingen anden, jovist gik han også langt for at hjælpe sin tvilling Alastair, men kom det til et liv og død øjeblik var han ikke i tvivl om hvis liv han værdigede højest.

[Deleted]

Juniper havde ærligtalt ikke forventet, at hun faktisk ville blive serveret den såkaldte ingefærsøl. Men få øjeblikke efter den meget korte samtale med bartenderen, blev der sat et krus foran hende. Skum flød over og gled ned af siden for så at lande på bardisken. Der var endnu en gang et klart spørgsmålstegn hængene over hendes hoved, da hun så fra kruset og videre op mod bartendere, der allerede var væk og lagde hende i en noget ubehagelig situation. Hun ville ikke bare kunne råbe op. Specielt ikke når hun befandt sig et helt nyt sted, som hun gjorde nu. Så det eneste det blev til, var hende der stod med åben mund, klar til at kommentere på fejlen, og en løftet hånd for at få ekstra opmærksomhed rettet mod hende. Men det samme øjeblik, som hun indså, at der ikke var meget at gøre ved det - øllen var trods alt allerede skænket og det ville være spild at smide det ud - sænkede hun langsomt sin hånd og pressede sine læber sammen i et forsøg på at lade som ingenting. Og som hun ellers troede, at det var lykkedes hende, blev der taget kontakt til hende.
Hun drejede hurtigt hovedet for at se mod den herre, der netop havde faldet ned på stolen ved siden af hende. Selv siddende virkede han en del højere end hende. Hun blinkede forundret, som var han kommet ud af den blå luft. Hun nåede ikke selv at hilse på ham, før den samme konstatering fra tidligere lød. Skilte hun sig virkelig så meget ud? ”Korrekt. Man skulle tro, at jeg har iført mig et neonskilt, så nemt som det er at pille mig ud fra mængden.” sagde hun stille og roligt og smilede forsigtigt. Hun satte sig derefter selv på den nærmeste barstol. Igen - lavet af træ. Det var en speciel lille bar. Eller kro. Hun var ikke sikker. Tasken blev stillet fra hende på gulvet.
Idét at han pludselig fortsætte socialiseringen med hende og holdte sit meget glas op til en skål, tog det hende et par paniske sekunder før hun selv fik grebet som sit krus. Og med begge hænder blidt lukket omkring det løftede hun det op og klirrede blødt. ”Skål.” Det var en smule mærkværdigt. Og hun ville lyve, hvis hun sagde, at hun ikke følte sig en smule usikker i denne fremmede mands selskab. Men hun var også opdraget til ikke at dømme bøgen på dens omslag. Hun førte sit krus op til sine læber og - stadig med det i begge hænder, som var det en varm kop kakao foran en pejs - tog hun sin første slurk. Eller nærmere - sip. ”Waow..” tænkte hun højt og slap et øjeblik kruset med sin ene hånd for at føre den op foran sin mund. En smule af skummet havde efterlagt et overskæg over hendes læbe, som hun diskret tørrede væk. Og så landede hendes blik tilbage mod herren. ”Sødt. Er det her overhoved.. øl?” Det kom helt bag på hende. ”Det smager mere af..” Hun blev nød til at tage endnu en lille tår. ”.. de der karamelpastiller. Werther’s Original.”

[Leonardo Russo]

Da hun ikke lod til at blive videre skræmt af at han henvendte sig til hende, besluttede han at han sagtens kunne forsætte samtalen. Hun så alt for uvidende og forvirret ud til at tilhøre et sted som dette. Hans hoved gled en kende på skrå som han forsøgte at gennemskue hvorfor hun var havnet på et sted som dette. Han var ret sikker på at hun var muggler.
Er kort øjeblik blev hans udtryk forvirre, ”det ved jeg ikke hvad er..” kommenterede han med et skuldertræk. Jo han bevægede sig da i mugglerverden fra tid til anden, men det var jo ikke fordi han nærstuderede deres livsstil så han vidste ikke voldsomt meget. ”Jeg tror det er din forvirring og usikkerhed der afslører dig.” Kommenterede han. Alle magikere kendte jo dette sted. Mugglere gik som regel udenom skønt de godt kunne komme herind - tydeligvis – men de fandt nok menukortet lidt...underligt.
Ud af øjenkrogen holdt han øje med hvor tasken blev placeret, om den var inden for rækkevidde. Leonardo havde stjålet så mange år at det var blevet mere vane end noget andet.

Som glassene klirrede mod hinanden tog han en stor tår af sit eget. Ingefærøl var helt sikkert en af hans favoritdrikke. Dét og så te som han – som så mange andre englændere – havde en ret god forkærlighed for. Nu var han godt nok ikke Brite oprigtigt, men nogen kulturelle ting tog man jo automatisk til sig når man flyttede.
Hendes spørgsmål fik atter smilet frem på hans læber og han trak let på skuldrene. ”Ellers ville de vel kalde det noget andet.” var hans muntre svar. Han lænede sig lidt frem på albuerne der ellers hvilede på bardisken. Begge hænder var let foldet omkring kruset og blikket var rettet mod hende. ”Så hvor kommer du fra?” Spurgte han ind af nysgerrighed.
Hans bryn blev også rynket let under hendes sammenligning da han igen måtter erkende at han var helt blank. ”Er det noget slik?” Spurgte han ind. Hvis hun sammenlignede det med noget sødt så måtte det da næsten være.

[Deleted]

Han havde en pointe. Hvis ikke der var øl i drikken, ville man nok ikke kalde det for ingefærsøl. Men til trods for det, havde hun nu alligevel problemer med at kunne smage bare den mindste smule alkohol. Måske havde hendes tunge bare vænnet sig til den blide brændende fornemmelse til et punkt, hvor små mængder ikke blev registeret. ”Aah..” lød det sagte fra hende som en bekræftelse på hans svar. Hun forsøgte at mimikere hans munterhed, men som altid blev det ikke meget andet end et forsigtig smil. Han var stadig en fremmed for hende. Og den største af grundene til, at hun ikke havde afvist hans forsøg op at få en samtale op, var på grund af hendes egen usikkerhed. Samt den konstante stemme i hendes hoved, der fortalte hende, at socialisering var godt for sjælen. Heldigvis syntes hun sjælendt at have de største vanskeligheder med at køre en samtale, så snart den var startet. Den kongelige opdragelse havde betalt sig godt af.
Hurtigt ændrede hendes smilende udtryk sig dog tilbage til noget mere forundret. Hun havde ikke forventet, at han ville spørge ind til, hvor hun kom fra. Hun havde altid haft lidt svært ved at finde et korrekt svar. Men det holdt hende ikke fra at prøve, selvom det kunne ende akavet. ”Ehm.. Jeg blev født i Dublin, men min nationalitet ligger i Frankrig.” svarede hun med sin sædvandlige rolige stemme, mens smilet voksede frem igen. Hun trak samtidig lidt på skulderne, som for at indikere, at det var ingenting. ”Det kan måske forklare min accent. Den passer ikke rigtig hundred procent ind nogen steder.” Det var sandt. Hun havde mestret så mange forskellige accenter i sit liv, at hendes originale ikke længere kunne specificeres. Hun rømmede sig meget svagt, som en refleks på at have nævnt sin accent. Som blev hun fuld bevist om den og fyldte hende med forlegenhed et kort øjeblik. Hvilket blev reddet af endnu et af hans indvendinger, der kom bag på hende.
”Sig ikke, at du ikke kender til Werther’s Original.” Der syntes at komme lidt mere liv i hende denne gang. Hun stillede sit krus fra sig igen på bardisken, nåede lige at diskret slikke en smule øl af sine fingre, inden hun smidigt lænede sig tilbage ned efter sin taske. ”Øjeblik.. Jeg tror..” mumlede hun og trak tasken op i sit skød, hvori hun begyndte at rumstere rundt i. Heldigvis havde hun godt styr på sin taskes indhold, så det tog hende knap nok et par sekunder, før hun trak en af de gyldent indpakkede karamelpastiller frem. ”Her.” Hun så så stolt ud, da hun igen løftede sit hoved og så mod hendes selskab og overrakte ham slikket. ”Hvad med, at du smager en? Så kan vi se, om det bare er mig, der smager syner.” Hun fortrød hurtigt at have gjort, hvad hun havde gjort. Det virkede barnligt, at opføre sig sådan over et simpelt stykke slik. Og det gjorde ikke situationen bedre, at denne mand virkede til at være en del ældre end hende. ”Jeg mener.. Hvis du altså.. har lyst.” forsøgte hun at retter hurtigt bagefter.

”Mit navn er for resten Juniper. Det er hyggeligt at møde dig …?”

[Leonardo Russo]

Leonardo nikkede selvbekræftende som om at han lige havde løst en større ligning. Dette var dog nok ikke ligefrem tilfældet, men derfor kunne man jo stadigvæk godt være lidt stolt bildte han sig selv ind. "Og nu er du så her i London." forsatte han hendes fortælling uden at vide om det var em tilføjelse hun ville have valgt at benytte.
Hans satte sig lidt bedre til rette på den lidt ubekvemte barstol, denne samtale kunne godt gå hen og blive interessant, mest fordi at hun jo var en køn ung pige og for Leo spillede alder ikke nogen vigtig rolle, det var jo trods alt bare et tal. Ikke at det ligefrem lod til at hun var klar på at hoppe i kanen med ham, endnu, men man kunne jo altid forsøge at charme sig lidt ind.
"Nej det kan jeg høre," svarede han ligefrem dog uden at mene det som en fornærmelse, det var jo ikke rigtigt hendes skyld kunne man sige. "Men lad mig høre," sagde han så og tog en tår at sin egen ingefærøl. "Hvad bringer dig så på disse kanter? Både Irland og Frankrig er jo langt væk herfra," okay det var nok et spørgsmål om øjnene der så, Irland var jo ikke så fjernt fra England, men for en muggler var det jo ikke helt så let at komme fra a til b.

Som samtalen blev sporet ind på hvad han gik ud fra måtte være slik, følte han pludselig at han havde sagt nej til nogensinde at have smagt en multismagsbønne, for dette her virkede jo næsten til at være lige så vigtigt i følge hendes fremgangsmåde i hvert fald.
I tavshed så han til som hun fiskede sin taske op i skødet og derefter gav sig selv til at gennemrode den. Kvinder og tasker havde altid været ham en gåde, de kunne have ti-tusind ting dernede og alligevel have total styr på præcis hvor i tasken det lå placeret, hvilket rum, lomme og hvilken side i lommen, det var næsten helt fascinerende.
Endnu engang måtte han også lade sig imponerer over det som kvinden fandt et lille bolche frem som han aldrig selv ville have kunne finde om så det havde ligget i hans jakkelomme. Med et lidt skeptisk blik tog han i mod den og gloede lidt på den. "Nu smager den ikke af ørevoks eller sådan noget i den stil vel?" Han havde spist lidt for mange klamme multismagsbønner i sine unge dage til at stole på slik.
Hans blik blev rettet tilbage mod hende som forlængelse af hans spørgsmål, uden at tænkte over at hun nok troede at han sagde det for at være morsom, de havde vidst ikke sådan noget klamt slik i mugglerverden.
Til hendes præsentation rakte han høfligt hånden frem mod hende og et charmerende smil formede sig på hans læber, "Leonardo, men du kan bare kalde mig Leo," informerede han. Det var han alligevel så vandt til at blive kaldt så det var nærmest mere naturligt for ham nu til dags.

[Deleted]

”Korrekt. Men jeg vil nu ikke sige, at hverken Irland eller Frankrig er så langt væk herfra. Irland er trods alt en del af Storbritannien. Og Frankrig ligger lige under England. Ikke meget mere end et par timer via eurotunnelen.” Juniper kunne ikke lade være med at le en smule over det. Hun havde rejst mellem landene flere gange hun kunne huske, og for hende var det blevet lige så almindeligt, som en simpel tur med bussen for at komme ind til centrum og tilbage. Så distancen var bestemt ikke ’lang’ for hende. Hun sørgede dog for at latteren ikke indebar hån af nogen slags. Det var ikke meget andet end et blidt fnis. ”Men jeg er faktisk en ballerina, tro det eller ej. Jeg fik en plads på den kongelige ballet her i London, så jeg valgte at flytte herover fast.” Et lille drys af stolthed landede hen over hende, som hun fortalte. Hun havde også arbejdet hårdt for at nå til, hvor hun var nu. Godt nok kunne hun sikkert havde nået samme niveau hjemme i Frankrig, men hun havde også haft brug for at komme væk. Hun huskede stadig hvor hurtigt, hun havde været om at tage imod muligheden, da den var nået hende.

”Ørevoks?” Hun løftede forvirret et øjenbryn af ham. ”Det… håber jeg virkelig ikke, at den gør?” Hun blev pludselig en tand usikker. ”Jeg har godt nok aldrig smagt.. ørevoks, men jeg tvivler på, at Werther’s smager af det.” Det var egentlig en dum tanke. Selvfølgelig smagte det ikke af ørevoks. Hvem lavede også slik der smagte af noget så langt fra appellerende? Hun havde stadig et undrende udtryk i det ellers kønne ansigt, men det blødnede stille og roligt op lidt efter lidt og blev erstattet af et smil af komik. Samt et opgivende ryst på hovedet.
”Bare rolig, Leonardo.. Jeg mener - Leo. Jeg lover dig, at det her slik ikke smager af ørevoks. Pinky promise.” tilføjede hun og rakte så sin lillefinger frem mod ham efter deres håndtryk. Om han tog imod den eller ej, bekymrede hende ikke. Det var mere for at fremhæve forståelsen af, hvad hun sagde. ”Og hvis det jer, kan du kalde mig June.” Så var det ikke kun ham der havde en forkortelse. ”Det er, hvad de fleste bruger.” Om det var hundred procent rigtigt, kunne hun ikke bekræfte. Men dem hun var mest omkring brugte det.
Hun stillede sin taske tilbage på gulvet og svang så det ene ben over det andet. Hun drejede hovedet en smule og så op mod tavleskiltene bag ved baren et øjeblik, hvor hun fik endnu et forvirret udtryk i ansigtet. Hun så tilbage mod Leonardo. Også tilbage mod skiltene. ”Jeg kom til at tænke på.. Ved du hvad.. de der sølvsegl og.. knut er?” De grågrønne øjne landede så til sidst mod den ældre herre i hendes selskab. Og hendes naive natur sad tydelig i dem. ”Er det en form for speciel valuta her?”

[Leonardo Russo]

Der var vel intet galt i at slå sig ned ved siden af en smuk pige og annoncerer sig selv som aftenens selskab, "måske ikke, men London er verdens hovedstad" pointerede han i en mild mine, og smilede skævt til hende. Han vidste hvor man skaffede alt, han vidste hvordan byen fungerede og hvordan man begik sig i den. Ingen tvivl om at man kunne få alt i London og han vidste hvordan han skaffede det, så i hans optik var dette her stedet man skulle være. Ikke at han ikke også havde talent for at skaffe vare andre steder fra, for det havde han bestemt. Blandt andet i Den Efterladte By i Rumænien, eller hvad man nu kaldte den nu til dags, men naturligvis ville hun som muggler ikke have hørt om den.
Faktisk var det lidt underligt at snakke med en muggler, man skulle hele tiden huske sig selv på ikke at sige noget forkert.
"Ballet? Det må betyde du er smidig og bøjelig" sagde han i en lettere sjofel undertone og blinkede så til hende, en kvinde der kunne gå i spagat kunne da kun sætte tanker igang hos en mand som Leonardo.

"Prøv multismagsbønner.. Dem med græs, ørevoks og bræk er det værste... Bussemænd også... Dem med Græskar er gode" sagde han blot, enhver magiker havde vel spist sin fair del af multismagsbønner som barn, og det havde Leonardo altid også, han pillede altid de klamme fra og forsøgte at så Alastair til at spise dem.
Han tog ikke i mod hendes lillefinger, men skuede stadig til hende, mugglerslik lød ikke umiddelbart helt ufarligt, man vidste jo aldrig hvad de kunne finde på af mærkværdigheder.
Han gloede tilbage på hendes lillefinger og så på hende, "Hvad laver du?" Spurgte han, eftersom det virkede en smule mærkeligt bare at sidde og stirre på hende som forventede han hun gjorde et eller andet.
"Galloner... Vores valuta... En knut er lavest, så kommer sølvsejl og til slut galloner som er af guld... De er ikke dårlige at eje" sagde han i et skævt smil. "Du har måske fået mange?" spurgte han og forsøgte ikke at lyde alt for nysgerrig. Han var jo altid på jagt efter en lidt flere penge mellem fingrene og om det betød at stjæle fra en stakkels lille muggler med dådyrøjne, so be it!

[Deleted]

Det må betyde du er smidig og bøjelig.
Det var uundgåelig for hende at føle en hvis mænge ubehag ved situationen, så snart netop dét havde forladt hans tunge. For ikke at tale om det lille diskrete blink han sendte hende. Det var sikkert at sige, at det ikke var en ny oplevelse for hende. Hun havde haft samtaler lignende før i tiden. Men præcis som alle de andre gange, syntes hun altid at fange den ledende træd en tand for sent. Det skulle nærmest skæres ud i pap for hende, før hun forstod folks indre ønsker. Dog virkede det ikke som om, at hun kunne komme ud af den lige med det samme. Som en start valgte hun blot at ikke svare ham med andet end et skævt trak på skulderne og et meget tvunget smil. Måske han selv ville kunne læse atmosfæren.

”Huh?” Juniper så på ham med et noget mærkværdigt udtryk, da han spurgte indtil hendes lillefingerløfte. Hun havde accepteret, at han ikke kendte til slikket, ligesom hun ikke kendte til det, som han netop havde nævnt. Multismagsbønner. Det tætteste hun kunne tænke på, der lå til det, var Jelly Belly beans. Men hun havde aldrig hørt om, at der var smage som bræk iblandt dem. Med det sagt, så kom det yderst bag på hende, at han ikke kendte til noget så oldtidskyndigt som et løfte, som dette. Hun så hurtigt ned på sin hånd for at sikre sig, at hun ikke havde gjort noget forkert. Nej. Hun havde stadig en strittende lillefinger i vejret. Bare ikke så længe igen, eftersom hun et splitsekund senere rystede hånden og så tilbage på Leonardo. ”Det er ikke noget specielt. Bare noget man siger, når man lover nogen noget.” Hun følte sig lidt flov også selvom, der var intet at være flov over. Det var ganske almindeligt. Mente hun i hvert fald.
Hans svar på hendes spørgsmål om sølvsegl var ikke just, det svar hun havde søgt efter. Rigtig nok kaldte han dem for vores valuta, men hun hvis hun vidste bedre var den engelske valuta pund. Og ikke disse galleoner. ”Nej? Så vidt jeg er klar over, ejer jeg ikke en eneste af disse.. galleoner.” Hun vidste at familien ejede gulstykker og lignende. Så måske…

”Ved du hvad? Det er ved at blive sent for mig. Jeg har undervisning tidligt, så jeg vil være den første til at gå.” Hun så chancen, og hun tog den! Hun viklede sine ben ud af hinanden, greb sin taske og fandt fluks sin pung frem, inden opmærksomheden røg tilbage på aftenens selskab. ”Men det var hyggeligt at møde dig, Leo.” Hun nikkede høfligt og smilede ligeledes, mens hun ubevidst åbnede pungen og rakte ned efter, hvad end hun kunne finde. 20 pund blev efterfølgende lagt på disken ved siden af den halvt drukne ingefærsøl. Stadig mens hendes øjne så flygtigt på manden over hende. Hun havde ikke fokuseret ordentligt. I hendes hoved havde hun været klar til at lægge 2 pund, siden det var prisen i de såkaldte sølvsegl, men hun var også desperat for at komme ud af kroen, så 2 var blevet til 20 til trods var misforståelsen af mønt og seddel. ”Du må have en fortsat god aften.” Hun gled elegant ned ad den høje stol, hvor på hun straks begav sig igennem kroen på ny. Hun havde lidt fart på. Og hun lod sig ikke stoppe denne gang. Ikke før hun var udenfor i mørket og belysningen af gadelygterne.

”Taxi!”

[Leonardo Russo]

Leonardo var nok bare ikke super god til det med kvinder, på den måde forstået at han nok altid endte med at være lidt for flabet og fremme i skoene. Men på den anden side så var det jo en del af den han var, og selvom nogen måske syntes han var lidt for meget, så havde han skam også scoret ret så mange piger på den konto igennem tiden.
"Åh.. Jamen så, hej hej" sagde han og gjorde det samme med lillefingeren som hende, uden at ane at han skulle fange hendes lillefinger med sin egen. Mugglere var nu engang rimeligt mærkelige, men jo kønnere de var jo bedre accepterede han deres særheder, og hun var nok på listen over mugglere han godt kunne have en rimelig stor tollerence overfor, men han kunne godt mærke at han nok havde taget den lidt over gevind med sin perverse kommentar og skulle han gøre sig håb om at få lidt du af aftenen skulle han nok ændre strategi.

Okay en smule skuffende hvis ikke hun ejede nogen penge, så blev det pludselig lidt mindre interessant. "Det skal du ikke tage så tungt, de tager vidst også mugglerpenge..." han indså for sent sin egen fejl og rømmede sig lidt, "jeg mener pund." Rettede han og skar en mild grimasse. Han plejede ellers at tænke sig bedre om når han en sjælden gang imellem omgik mugglere.
"Går du allerede?" sagde han og smilede overrasket til hende, natten var jo ung og han havde da bestemt ikke tænkt sig bare sådan at lade hende gå? Han var jo slet ikke færdig med hende, også selvom han godt kunne fornemme hun vidst fandt ham en smule intimiderende.
"Come on, bare en enkelt drink eller to? Jeg bider ikke" sagde han og blinkede til hende med sit chamrerende smil på læben, okay måske han var lidt fremme i skoene, men altså det var jo ikke fordi han havde tænkt sig at gøre hende ondt eller noget i den stil, han ville bare have en hyggelig aften.
Som hun kom på benene og fløj ud af døren himlede han med øjnene af sig selv, det havde været dumt at gå så hurtigt frem. Han rejste sig og sneg sig ud som bartenderen vendte ryggen til. Hvis han bare holdt sig væk herfra i et par dage havde manden nok glemt at han ikke havde betalt.

"Hey vent lidt," kaldt han efter hende og løb op på siden af hende. "Hør du må undskylde hvis jeg skræmte dig," sagde han og så ned på hende. "Jeg lavede bare lidt sjov med dig." Han lod de blå øjne glide rundt, men der var hverken rigtigt biler eller mennesker i nærheden så vidt han kunne se. "Kan jeg ikke gøre noget for at gøre det godt igen? Måske købe dig en kop kaffe?" Det behøvede jo ikke at være alkohol.

[Deleted]

Taxaen kørte forbi hende. Perfekt. Og det blev ikke bedre af, at det så ud til at være den eneste bil i området. Så ødet et sted befandt hun sig da ikke i. Det var London. Selv om aftenen burde det da stadig være bare lidt liv i gaderne. Hun sukkede dybt og så længelsfuldt efter den røde bil, som den forsvandt omkring et hjørne lidt længere nede ad vejen. Hun skulle have bragt sin egen bil. Det ville også have betydet, at hun kunne have kørt direkte hjem frem for at ende på en eller anden mærkværdig kro. Hun trippede lidt på stedet, og hendes skuldre faldt - tydelige tegn af skuffelse og opgivelse.

Den unge prinsesse havde kun lige nået at sat kursen hjemad, da en stemme forskrækkede hende. Hurtigt drejede hun hovedet og så mod den samme mand, som hun ellers havde forladt indenfor. Overraskelse var malet i hendes ansigt, og samtidig med at hun vendte fronten mod ham tog hun også et lille skridt tilbage for at skabe en mere behagelig afstand mellem dem. Han var højere, end hun havde regnet med, da de havde siddet sammen.
”Jamen.. så må du undskylde, at jeg ikke er sjov nok… til at fange joken..” udtalte hun sig lidt mere forsigtigt end hun ellers havde udtænkt ordene i sit hoved. Hun skubbede diskret sit halstørklæde lidt mere op omkring ørene med hjælp fra skulderne og fugtede hurtigt læberne. Efterfølgende lod hun en stilhed lægge sig over dem, mens hun tænkte som det knagede. Hun følte sig stadig lidt usikker omkring Leonardo. Men hun kunne pludselig hører folks stemmer i hovedet. Du dømmer folk for hurtigt og Prøv at være mere åben. Hun kiggede en ekstra gang ned ad vejen og hen over skulderen i håb om, at en anden taxa måske ville komme kørende, klar til at samle hende op, men nej. Gaden forblev tom.
Et lettere fortvivlet udtryk dannede sig ubevidst hedes ansigt og læberne blev presset sammen, før hun sukkede opgivende igen, så tilbage på Leonardo og åbnede munden på ny. ”Hvis jeg husker rigtigt, så er der et kaffested tæt på her, som stadig har åbent.” Om hun så fortrød, at hun ikke fulgte sit eget instinkt, var det for sent nu. Og hvad kunne egentlig gå galt? En anden ting var, at han ikke havde virket til at vide, hvem hun var, hvilket et sted var ganske befriende. Ikke at hendes ansigt fra spredt ud til alle kroge af England på samme måde det var i Frankrig, men stadig - det var rart. ”Det er vel et sted betagende, at du vil spilde din aften med mig.” Ved den sætning kom det lille smil frem igen.

[Leonardo Russo]

Modsat hende var han næsten lidt lettet over at taxaen kørte videre uden at tage notits af den unge kvinde. Hun virkede derimod ret nedslået over at have misset sit lift, hun anede tydeligvis ikke hvor sjov en person hun var havnet i selskab med - ifølge ham selv i hvert fald.
Leonardo slog let ud med hånden som bemærkede han slet ikke at hun mest lignede en som var blevet ret utryg ved ham. "Alt forladt," svarede han blot. "Jeg er nu sikker på at du kan være ganske sjov, du virker bare lidt nervøs." Kommeterede han og så lidt op og ned af hende, denne gang ikke perverst bare som for at gennemskue hende lidt.
Han trådte helt op til hende og greb hendes hånd, de blå øjne blev blide og venlige, et blik som Leo havde lært at imiterer efter Alastair, forskellen var bare at Al for det meste mente det hvis han sendte folk det blik, for Leo havde det altid kun været for at charme sig ind hos folk. "Jeg beklager virkelig hvis jeg skræmte dig," gentog han så og smilede forsigtigt. Ikke at han mente det, men det lød godt.
I hans øjne var hun da nok gået lidt forkert hvis ikke hun kunne klare et par sjofle kommentarer.

Dog lod hun atter til at bløde op hvilket fik det drenget smil tilbage på læberne af ham. "Perfekt! Så lad og gå derhen?" Forslog han i en munter tone og begyndte at gå ned af gaden i retning af den omtale kaffebar som han havde en ret god ide om hvor lå. "Men fortæl mig lidt mere om dig selv, hvor kommer du fra, altså har du oplevet noget spændende i dit liv?" Spurgte han ind og drejede ud på den store hovedgade der var noget mere befærdet end den sidegade de havde været ned af.
Han ignorerede med lethed folks blikke. Nu var han jo ikke ligefrem klædt i almindeligt mugglertøj, men han var ligeglad han havde aldrig givet særlig meget for andres meninger.

[Deleted]

Det chokerede den unge prinsesse, da han pludselig greb fat i hendes hånd. Men det eneste der blev vist udenpå fra chokket, var hvor hurtigt hun fik drejet hovedet og så ned på hendes hånd, der nu lå i hans. Ikke hans bedste handling her til aften. Det gjorde hende i hvert fald ikke mindre nervøs. Hun nød at have sin plads. Hun havde lidt sværere ved at nærme sig folk, end andre. For ikke at nævne Leonardo. Han virkede til, at han absolut ingen skam havde i sit sind og gjorde præcist, hvad der passede ham. Hun mistænkte, at det var hans frembrusende personlighed, der satte hende ud på kanten.

Det viste sig dog kort tid efter, at han ikke var helt så forfærdelig. For den munterhed, der pludselig sprang ud fra ham var ikke ubehagelig men mere forfriskende. Han virkede så glad, for at hun havde sagt ja, at hun ikke kunne tillade sig selv at fortryde sit valg længere. Det var næsten helt kært. Og da han begyndte at gå, fulgte hun mere eller mindre frivilligt med ham uden at kommentere yderligere på det.
”Mere om mig selv, siger du?” Hun kunne ikke selv se, hvad der var så spændende over hende. ”Ehm..” Hun tog et øjebliks tid til at se betænksomt op mod nattehimlen, mens hun diskret fik vredet sin hånd fri fra hans og så så tilbage på ham. ”Mit fulde navn er Juniper Lee, og jeg fylder 20 år her i slutningen af juni.” Så skulle det basale være på plads. ”Tro det eller ej, så har jeg været godt rundt i verdenen allerede og har stødt på diverse kulturer.” Der opstød en lidt anderledes tone i hendes ellers rolige stemme. En smule mere energi, om man ville. Og hvis man så godt efter, virkede hendes smil lidt mere munteret. ”Det er en nervepirrende oplevelse, uden tvivl, men jeg har nu været glad for at opleve det som jeg nu har.” Det slog hende hvordan hun ikke måtte lyde og flovheden skabte en svag glød i hendes kinder, samt tvang hende til at se væk fra den lidt ældre mand ved sin side. ”Jeg tror, det mest spændende jeg har oplevet indtil videre på være storbylivet i Korea. Det er helt anderledes fra, hvad jeg er vant til.” Hun slå en lille latter af ved tanken om Irland i sammenligning med Korea. Der var en tydelig forskel.
Hun var faldet ned igen. Og det var egentlig hyggeligt nok at gå sammen med ham. Hun skulle lige oppe sit tempo for at holde med ham, men det var stadig bedre end på kroen. Også selvom den havde været hyggelig. Der havde bare været en masse nye sanseindtryk.

[Leonardo Russo]

Leo var ikke typen der græd over spildt mælk, han havde ofte fået at vide at han kunne formå at sno sig udenom enhver situation. Nu var han jo også fuldtidskujon og så havde man en god tendens til at snige sig udenom diverse problemer. Forhandling plejede at være nøglen, men i dette tilfælde måtte det være den charme han bildte sig ind han besad. Det virkede dog som om at han havde fået reddet sig ud af sin brøler, nu skulle han bare passe på ikke at træde i græskarsuppen igen.

Han nikkede opfordrende til hende som hun gentog hans spørgsmål. Han kunne da godt tænke sig lidt at vide mere omkring hende - og om hun var værd at bruge tid på eller om han skulle finde sig et andet offer. "Så ung, jamen dog, så har du jo hele livet foran dig," sagde han muntert og smilede bredt. Nu var det jo ikke fordi at 32 var en voldsom alder at lægge for dagen, men han kunne da alligevel godt mærke at han ikke var helt ung længere, forstået på den måde at de unge piger ofte fandt ham creepy frem for charmerende. En irriterende, men nok desværre naturlig drejning i livet.
"Har du? Hvor spændende!" Leo havde jo selv rejst en del rundt blandt andet for at købe ind eller se på vare til butikken. Mørke objekter kom jo ikke bare lige for hånde uden man gjorde noget for det. Hans normale opholdssteder var dog hovedsageligt England her og så hjemlandet Rumænien. Den efterladte by havde nogen ganske gode vare fra tid til anden, men det var ikke det fedeste sted at handle.
Han svingede ind på den lille omtalte café og åbende døren for så at holde den for hende, "Korea, det er da spændende kunne jeg forstille mig!" Han smilede stort, "der har jeg aldrig været og jeg har ellers også rejst en del." Informerede han som havde hun spurgt ind til det. Han guidede hende ned mod et ledigt bord.

[Deleted]

Det var overraskende, hvordan det var bare at gå og snakke om sig selv. Hun var selvfølgelig mere eller mindre blevet vant til det, når det kom til udtalelser til det offentlige, men det var ikke alt for ofte, at hun fik muligheden for at sprede sig lidt mere ud i sin egen personlige tid, hvor tronens pligter ikke bed hende bagi hele tiden. Det var rart at stadig have følelsen af, at han faktisk lyttede til hende. Og hun var ikke konstant på randen til at brokke sig over, at hun bare plaprede løs.
”Jeg kan stærkt anbefale det.” kommenterede hun med et lille smil. Da han efterfølgende åbnede døren for hende holdt hun igen med at neje. I stedet nikkede hun høfligt og gik indenfor i caféen. Det kom bag på hende, hvordan det indre så ud. Hun havde forventet noget der lignede en bar frem for et sted, man tog hen og drak en kop kaffe nær frokost tid, hvilket var tilfældet denne gang. Det virkede malplaceret, når man tænkte på hvor mørkt der var begyndt at blive udenfor. Og hvor sent det var, når man så på sit ur. Dog var det vel stadig ret hyggeligt med det varme gullige lys der oplyste stedet, ligesom lygtepælene oplyste vejene udenfor. ”Så hvis du får muligheden for at tage af sted, burde du gøre det.” Med det sagt havde hun svært ved at se ham som typen, der ville nyde sig af storbylivet, som hende selv. Han mindede hende mere om en mand, der specielt var tiltrukket af den mere lokale kultur.

Hun satte sig elegant som altid ned ved bordet, han netop havde ført hende til. Tasken blev stillet fra hende på gulvet, hvorefter hun fumlede med at fjerne sit halstørklæde. I modsætning til den første kro, de var mødtes i, havde hun det mere trygt i de nye omgivelser. ”Men nu er det vel din tur til at fortælle om dig selv?” ”Hey, er det ikke Julie Lee?” overhørte Juniper pludselig, men som ren refleks ignorerede hun det, så godt som hun kunne og forholdte sin opmærksomhed mod Leonardo. Hun ville nu ikke undre sig meget, hvis hendes smil blev en smule mere anstrengt. ”Julie Lee?” ”Du ved… Barnebarnet til dronningen af Frankrig?” Lyden af de to unge kvinders stemmer syntes at skære sig højere i hendes ører, en de meget muligt talte. ”Det synes jeg lidt du skylder mig.” fortsatte den stakkels prinsesse ihærdigt for at lade som ingenting og lænede sig ligeledes en smule tilbage i stolen. ”Men var Julie ikke den søster der døde?” Hendes blik søgte op mod betalings skranken, før hun roligt rejste sig. ”Hvad vil du have? For så går jeg op og bestiller.” spurgte hun sin ledsager med et påtvunget smil. ”Gud ja. Så må det være Juniper.” Vidste de ikke, at det var uhøfligt at tale bag andres ryg?