Bunny in a Bunny suit.

[Leonardo Russo]

Han nikkede lidt som om at han rent faktisk overvejede det. Dog rejste Leo aldrig bare for at tage på ferie, den slags var ikke rigtigt ham. Han rejste mere for at finde nye magiske steder han kunne købe spændende genstande at sælge i sin butik.
”Jeg vil da helt sikkert overveje det!” Tilføjede han for at gøre hans tænksomhed mere overbevisende. Han satte sig ned på pladsen overfor hende og greb menukortet uden helt at give sig rigtigt tid til at nærstudere omgivelserne. Han var generelt ikke til så fancy steder som dette her, det var slet ikke hans ”kop te” om man så kunne sige. Han kunne godt lide de lidt smudsede steder. Der følte han sig bare bedre tilpas på en eller anden måde.
Da hun så opfordrede ham til at fortælle om sig selv så han lidt overrasket på hende, ”om mig? Tja hvad vil du gerne vide?” Spurgte han med et let skuldertræk. Jovist havde han da oplevet en del, men mange af tingene var jo ikke ligefrem solskindshistorier og lige så meget kunne han ikke fortælle hende fordi hun ikke ville ane hvad han snakkede om. Dog kunne man vel godt fortælle sandheden på en lidt forvrænget måde. Det var han ekspert i.

Det gik ikke op for ham lige med det samme at det var den pigen overfor ham at de to kvinder snakkede om, men deres lidt skingre stemmer skar alligevel igennem og fik ham til at se mod dem som han opfangede brud af deres samtale. Han rettede atter blikket mod hende og først nu gik det op for ham at hun havde rejst sig. Han sendte hende et lidt gennemskuende og nysgerrigt blik. Måske det alligevel viste sig at være hans lykkedag.
”Ehm...det ved jeg ikke, overrask mig?” Skønt han sommetider befærdede sig i mugglerverden havde han ikke sat sig så meget ind i deres mad og drikke. Han forsøgte at lade som om at han slet ikke havde opfanget noget som helst af det der forgik, men han var i den grad interesseret i at høre mere om det. For nu lod han hende dog bare gå op for at bestille for hun lod ikke til at være voldsomt begejstret for omtalen af hvad han kunne gennemskue.

[Deleted]

Overrask mig. En af de værste svarmuligheder, man kunne give til folk, der spurgte indefter et specifikt svar. Men selvfølgelig var det ikke noget Juniper som sådan kommenterede imod. Det var jo ikke rigtig noget at klage over. Andet end, at det gjorde hende en tand mere nervøs. For hvad nu hvis hun valgte noget forkert? Hvad hvis han havde en nøddeallergi, og hun kom tilbage med en hasselnøds-latte? Mange forskellige katastrofer kunne opstå. Katastrofer hun helst ville have undgået, selvom hun tog hans svar som en champ og smilede i stedet efterfulgt af et nik.
Med det, rettede hun kursen mod betalingsdisken, hvor en barista stod og tørrede hvide kaffekopper af, som var han bartender på en meget fin og fornem bar. Han gav i hvert fald udstrålingen om, at han vidste, hvad han lavede. Og at han havde en hvis mængde selvsikkerhed. Hendes opmærksomhed blev dog hurtigt flyttet fra ham og ned på glasfremvisningen af de forskellige kager, de solgte. Der var ikke meget tilbage, forståeligt nok. Klokken var tættere på lukketid end den var på åbningstid. Men hvad der var tilbage, så ganske appellerende ud. Smukt anrettet. Hun blev et øjeblik nød til at minde sig selv om, at det ikke var kage og andet godterier, hun var kommet for, og straks fløj de grå øjne op på tavlen på væggen bag disken. I mellemtiden havde baristaen stoppet, hvad han lavede, og stod i stedet foran hende - klar til at tage imod hendes bestilling.
”Noget jeg kan friste med?” spurgte han og bristede hendes lille boble, selvom det måske ikke så sådan ud. For stadig med blikket rettet søgende mod valgmulighederne, svarede hun ham med en forsigtig stemme. ”To sorte kaffer. French blend. Og der må gerne tilføjes lidt karamel likør i dem begge.” Hun så sig kortvarigt over skulderen mod Leonardo. Hvis han var så glad for den såkaldte ingefærsøl, ville han nok sætte pris på et hint af den samme karamelsmag.

På grund af at den ubehagelige fornemmelse fra tidligere endnu hang over hende, blev hun stående ved disken, indtil at de to kopper med kaffe blev stillet foran hende, før hun bevægede sig tilbage til deres bord. Den ene kop blev placeret foran den lidt ældre herre overfor hende, mens den anden stod klar til hende selv, som hun satte sig tilbage på sin stol.
”Sådan..” sagde hun lavmælt for at bryde isen mellem dem igen. ”Hvor kom vi fra?” Hun flettede sine fingre omkring kroppen og kørte blødt pegefingeren op og ned ad det glatte porcelæn, mens hun løftede blikket mod Leonardo. ”Du skulle til at fortælle mig lidt om dig selv. F.eks. hvad arbejder du med til dagligt? Hvor er du fra? Jeg tror ikke, jeg har spurgt det før..?” Det sidste kom ud lidt mere usikkert og prøvende, som om hun faktisk var bange for at have stille et spørgsmål for anden gang.

[Leonardo Russo]

Leo kendte ikke voldsomt meget til mugglerverden, men han kendte da nok til det til at han ville kunne bevæge sig rundt i deres verden uden at stå alt for meget ud. Lige på nær hans påklædning måske, men den nægtede han at skifte ud! Så vigtigt var det heller ikke for ham at falde ind i mængden.
Dog var han ikke så tit inde og spise på deres cafeer og den slags. Han interesserede sig ikke for deres verden, havde han gjort det ville han måske også have bemærket hvem det egentlig var han var i selskab med.
Som hun forvandt op mod disken kiggede han igen nysgerrigt i retning af de to kvinder fra før og han overvejede kortvarrigt om han skulle gå over og høre lidt nærmere om det de sad og snakkede om. Lige nu så det alligevel ud til at den unge kvinde var ret optaget af hvad de skulle have at drikke.
Efter kort overvejelse blev han enig med sig selv om at han nok ikke kunne slippe diskret afsted fra at udspørge de to kvinder. Ikke diskret nok til at Juniper ikke ville finde ud af det eller i hvert fald fatte mistanke.

Da hun atter satte kursen mod deres bord slog han tanken ud af hovedet. Han skulle nok finde ud af hvem hun var om så det skulle tage ham hele natten.
Han kiggede nysgerrigt på koppen foran sig. "Det ligner kaffe," kommenterede han og duftede lidt til det som forventede han at han ville kunne lugte hvis der var nogen adspredelse i. "Det dufter sørme også af kaffe," kommenterede han. Det var jo også en ret kendt drik i den magiske verden efterhånden. Kun de fineste fuldblodsfamilier nægtede at bruge den. Som hans far. Et lille smil brød frem på hans læber ved tanken om hans ældre bror Adrian der altid gemte sin kaffemaskine når familien kom på besøg i frygt for at blive afskåret deres ufattelig store formue.
Hendes spørgsmål fik ham tilbage til virkeligheden og han rømmede sig lidt. Han huskede ikke at de blev enige om at han skulle fortælle om sig selv, men det ville måske være en god indgangsvinkel til at få hende til at gøre det samme efterfølgende. "Jamen jeg er oprindelig fra Rumænien," begyndte han, "jeg kommer fra en familie med røven fuld af penge, eller det har de ikke altid haft, men det fik de," han tænkte sig lidt om til hvordan han skulle forklare det hele uden at afsløre magi-delen.
"Da jeg gik på Hog... han stoppede sig selv og rettede hurtigt sætningen "- i skole, fandt jeg ud af med mig selv at jeg ikke kunne leve op til de forventninger der blev stillet i min familie, så jeg sagde fra, hvilket resulterede i at jeg blev afskåret familien, heldigvis har jeg en tvilling som delte de samme holdninger så nu ejer vi en butik sammen." Forklarede han. Okay, det var da en rimelig god forklaring mente han selv og den var ikke usand. At han havde undladet at fortælle at de at skyldtes hans kærlighed for mørk magi var så en anden side af sagen. "Men altså jeg har to ældre brødre udover Alastair, min tvilling." Det var nok smartest ikke at fortælle at han var lillebror af Judas, han var trods alt også kendt og frygtet blandt mugglerne.

[Deleted]

Det dufter sørme også af kaffe. Af en eller anden grund fik det et oprigtigt smil frem på hendes læber, og uden meget at kunne sige til det, rystede hun blot opgivende af hans kommentar, som hun naiv havde taget som joke. En hver kunne da identificere duften af kaffe. Selv børn kendte duften fra morgenstunderne med deres forældre. Stadig med det fjogede smil fremvist, løftede hun koppen op til sin mund, pustede forsigtigt og diskret ned i den varme drik, inden hun tog din første slurk. Hun skar i skjul en mindre grimasse. Hun havde smagt bedre. Men hun kunne ikke rigtig klage. Det var trods alt ikke tilfældig tankstations bryg. Der var langt mere dybde til den har. Dog var der kommet for meget karamel i efter hendes smag.
Det var lidt af en befrielse, da han begyndte at starte strømmen af fakta om ham selv, for det bragte hendes opmærksomhed væk fra kaffen, som i princippet ikke burde fylde så meget, som det måske havde gjort i et kort øjeblik. Hun så interesseret hen over koppen, som hun forlegent stadig holdt op foran sit ansigt, og så imod ham. Men jo mere han fortalte, jo længere kom koppen tilbage ned på bordet. Hun havde haft et anderledes indtryk af ham.

”Det kommer helt bag på mig, at der stadig findes familier, der stiller diverse forventninger til deres børn. Eller familiemedlemmer for den sags skyld.” Smilet var forsvundet, og en hvis form for bekymring var at finde i hendes rolige stemme. ”Man skulle tro, at man ikke var andet end ansatte for dem. Og det burde ikke være sådan en familie bygges op.” Det var klart, at hun havde nogle meninger om emnet, men det var også klart, at hun var for usikker til at slå dem hårdt i bordet. Der gik heller ikke længe, før hun hurtigt fik et mere nervøst udtryk i ansigtet og holdt pludselig en hånd forsikrende op foran sig. ”Nu må du ikke misforstå mig! Jeg nedgør ikke din familie eller noget, jeg…” Hun holdt en mindre pause, hvor læberne blev presset mod hinanden. ”..jeg mener bare at…” I hendes hoved var hun på dybt vand, og vidste ikke helt, hvordan hun kunne redde den igen. Hun forstod trods alt ikke hans situation. Hun var fra en forstående familie. Så hvordan kunne hun overhoved tillade sig at kommentere på hans? ”Undskyld..” Hun sænkede hovedet. ”Bare glemt, hvad jeg sagde..” Hurtigt kom koppen tilbage til hendes mund og en større slurk blev taget. Tæt på at være for stor, for hun havde nær fået noget i den gale hals, var hun sank.
”Men.. det er godt at høre, at dig og din bror kom godt ud af det alligevel.” Hun prøvede virkelig. Så da de grå-grønne øjne landede tilbage på ham, var det forsigtige smil tilbage. ”Jeg havde selv en tvillingesøster. Hun døde for nogle år siden. Vi lignede hinanden på en prik, men ironisk nok kunne alle og en hver kende forskel på os alligevel.” Smilet voksede. ”Jeg er overrasket over, at støde ind i en anden tvilling. Det er ikke så ofte man gør det nu om dage.”

Klik! Med ét falmede smilet fra Junipers ansigt, da lyden af et kamera lød i nærheden. Automatisk blev hendes skuldre stive, og nervøsiteten var tilbage i hendes udstråling. Hun sagde ikke rigtig noget i et stykke tid. Og man skulle tro, at hun gjort klar til at ignorere det. Hun vidst allerede, hvem kameraet var blevet rettet imod. Eller hun havde nok mere en fornemmelse. En fornemmelse, der kun blev bekræftet, da hun stille og roligt så sig over skulderen imod kvinderne, der før havde udtalt sig om dem. Rigtig nok. Mobilens kamera var stadig rettet i deres retning. Det var tydeligt at se på hende, at hun egentlig ikke havde meget lyst til at udtale sig, men det var samtidig og tydeligt, at det var for sent nu, for øjenkontakt var blevet skabt.
”I burde vide, at det er imod lovgivningen at tage billeder bevist af andre, uden deres samstykke.” Der var en overraskende sikkerhed i hendes stemme. En form for elegant respekt. ”Så hvorfor lader I ikke paparazzierne om at bryde loven i stedet?” Der kom ingen kommentarer fra kvinderne. Og man kunne se dem knække yderligere af skam, da hun blot sendte et smil i deres retning, før hun vendte sig om, hvor hun med det samme virkede udmattet. Hun var ikke glad for konfrontation. ”Undskyld… igen.”

[Leonardo Russo]

Lidt prøvende fulgte han hendes eksempel og førte den dampende kop op til læberne. Han tog en forsigtig slurk, men formåede trods sin forsigtighed at skolde tungen. Skønt den næsten var følelsesløs kunne han smage en kort eftersmag af karamel hvilket fik ham til at kigge lidt forundret ned i den mørke flydende substans som forventede han at der ville lyde en karamel rundt deri.
"Er det karamel?" Spurgte han så ind og rettede blikket mod hende. Det var da en sjov kombi, men det smagte nu ret godt skønt den måske smagte lige lovlig meget af karamel.
Han smilede til hende og skar en mindre grimasse. Dem fadtes der faktisk virkelig mange af blandt magikere, det svarede nok til racisme i mugglerverden, det ville bare altid være nogen der så ned på de andre. For ham betød blod ikke det store, men han havde jo heller ikke planer om at gifte sig eller noget som helst i den stil.
Det var først nu han fangede bekymringen i hendes stemme og så hvordan hendes ansigt havde ændret til..var det medlidenhed? Han fugtede læberne en smule med tungespidsen, "der er stadigvæk mange af den slags familier rundt omkring hvis man ved hvor man skal kigge efter dem." Svarede han blot, hun havde dog en ret god pointe. Det var åndsvagt at det skulle betyde så meget.
Hendes undskyldning fik et bredt smil til at træde frem på hans ansigt. "Du skal skam ikke undskylde, jeg har nedgjort dem siden de smed mig ud," svarede han blot og trak let på skuldrene. De var virkelig nogen idioter, den eneste i familien der stadigvæk desperat forsøgte at holde fred mellem alle parter var Adrian, men det kunne vel heller ikke vare evigt.

Han kunne mærke et minimalt stik at medfølelse da hun nævnte at hun havde mistet sin tvilling. Han ville ikke ane havd han skulle stille op hvis han mistede Alastair. Det kunne godt være at Leonardo ikke altid var lige loyal overfor ham, men han frygtede inderst inde alligevel at blive efterladt alene tilbage. Al var alt hvad han havde.
"Det gør mig ondt med din søster," sagde han sandfærdigt. Ordene lød helt underlige når de kom ud af hans mund for han gjorde sig normalt aldrig i medlidenhed. Måske det var fordi han kunne relaterer til det som hans egen situation så ud nu. Judas var på krigsstien og havde valgt at Alastair skulle hjælpe ham - så meget for broderlig kærlighed.
"Men ja. Al og jeg er også enæggede," fortalte han smilende. "Men vi er ret lette at kende forskel på, han mangler den ene hånd." En ny grimasse gled over hans ansigt og han forsatte, "hvordan kunne folk kende forskel på jer? I var måske meget forskellige?"

Leo hørte godt klikken, men kunne ikke i første omgang se noget kamera. Han havde slet ikke fattet havd disse mobiltelefoner var eller hvad de var i stand til. Det eneste han vidste var at mugglere brugte dem til at tale med hinanden uden de var sammen. Det var meget mærkværdigt.
Han så fra dem til Juniper og tilbage igen. Hvem var hun? Der måtte da være et eller andet ved hende. Opmærksomheden blev på ny rettet mod den unge pige foran ham nysgerrigheden stod malet i hans øjne. Nu var han ikke kendt i mugglernes verden, men han havde alligevel ikke brug for at en eller anden fremmede rendte rundt med et billede hvor han muligvis var med på. Det kunne ende med blive ufattelig upraktisk. Langsomt rettede han igen blikket mod kvinderne, det ville måske også give ham en chance for at spille helten overfor hende og dermed måske vinde lidt af hendes tillid. "Undskyld mig, men jeg er sikker på at De hørte hende." Kommenterede han. Han havde skam også en plan B hvis de skulle nægte at slette billederne, men han kunne da lige så godt afprøve den diplomatiske måde først.

[Deleted]

”Men de er vel stadig familie.” Selvom at man ikke brød sig meget om sin familie eller man blev smidt ud, så var de stadig ens relaterede. Juniper kendte selv til ikke at være specielt vild med familiemedlemmer længere nede af vejen, men hun havde stadig et form for bånd af obligatorisk medfølelse. Det var selvfølgelig forskelligt fra person til person, og hvordan man var bygget op. For allerede ved blot at observere Leonardo, var det tydeligt, at han havde langt mere uafhængig selvtillid end hun havde. ”Eller...” Igen tog hun sine ord til sig og sænkede hovedet en smule. ”Jeg forstår det nok bare ikke nok, siden jeg er heldig nok til at have et stabilt familieliv.” Hun trak prøvende på skulderne. ”Jeg forvirrer nok mere end jeg er forstående.” Hun forvirrede endda sig selv ved at tale ord, som ikke var nået en tur igennem hovedet først.

Heldigvis gav han hende igen mulighed for at skifte emnet. Ikke at det var hendes yndling emne at vende, men i det mindste var der ting hun vidste sig omkring. Hun havde nok kendskab til det, så hun kunne tale om det. Det lukkedes ham endda at få hende trukket ud af den skal, hun langsomt var begyndt at trække sig ind i. ”Mangler han en hånd!?” udbrød hun overrasket og så med ham med store øjne. ”Waow. Det er alligevel dramatisk.” Det var almindeligt for andre at få amputeret et kropslegeme, men hun omgik ikke den slags, så det var ikke unormalt for hende at reagere, som hun gjorde. ”Sådan en tydelig forskel, var der dog ikke mellem mig og Julie. Hun udstrålede bare mere personlighed, end jeg nogensinde gjorde.” Hun kørte sin pegefinger rundt i koppens hank, mens hun så tilbage på tiden med sin tvillingesøster. ”Jeg har altid været lidt mere på den generte side, og jeg turde ikke gøre meget nyt, men Julie var der altid til at trække mig af sted og tvinge mig ud af min komfortzone. Det var nok derfor, at folk nemt kunne kende forskel på os.” Hun smilede lidt for sig selv ved mindet og vendte det så mod Leonardo, for at forsikre ham, at hun ikke var deprimeret over sit tab. Ikke længere. ”Og så var hun omkring to centimeter lavere end mig.”

Egentligt havde hun håbet, at det bare ville lægge sig igen, men så valgte hendes mandlige selskab at kommentere videre på, at kvinderne havde krænket deres personlige rettigheder. Hun fik det lidt dårligt af den ekstra opmærksomhed. For hende antog hun straks, at den var negativ. For ingen kunne lide konfrontation eller blive fortalt nej. Men til hendes overraskelse endte sagen hurtigt derefter.
”Åh! Vi… Vi beklager.” Juniper sad med ryggen til, så hun overværede ikke at de stakkels kvinder pludselig virkede nervøse og sad og fumlede med deres mobil for at få slettet billedet, de netop havde taget. Det var først, da hun lige sneg et kig over skulderen og at mobilen blev rakt frem mod Leonardo, at hun fik bekræftet deres succes. ”Se. Slettet.” Atmosfæren var blevet tung. Og hun følte sig flov. Men hun sagde ikke noget. I stedet sendte hun et undskyldende smil i retningen af kvinderne, der ikke engang nåede at opdage det, før de havde rejst sig, samlet sine ting sammen og var på vej ud af døren.

”Tak.” lød det sagte og blidt fra hende, da de endelig havde vendt sig væk fra problemet, der var opstået. ”Du må ikke misforstå og tro, at jeg ikke ønsker blive set med dig.” Det var egentlig en løgn. Hun var stadig usikker omkring ham. Han gav hende stadig underlige fornemmelser. ”Men jeg er ikke en stor fan af at få taget billeder i offentligheden.” Hun førte koppen op til sine læber og tog en stor slurk. Lidt for stor for hun havde problemet med at synke igen. Det havde tydeligvis været for at rette hendes tanker et andet sted hen. Distrahere hendes nerver.

[Leonardo Russo]

Leo så bare på hende og trak på skuldrene. "Muligvis i blod, men det er også alt." Konstaterede han sandfærdigt. Han ville røve sine forældres hus uden at tænke over det en ekstra gang hvis ikke det var fordi han var så hulens rad for sin far. Som yngre have han godt nok været den af de tre brødre der var sluppet lettest udenom tæsk, men nu var de andre to også pokkers loyale og mente at det var deres pligt at passe på hinanden.
Eller det var lige indtil pengene kom ind i billedet. Alt dette her mistillid budnede måske nok i svigt et eller andet sted, om det var da faderen tæskede dem, låste dem inde i skabet eller hans mor der bare lod det ske. Det kunne også nemt være da han og Al besluttede at forlade hjemmet, de havde troet på at Adrian ville støtte dem og at de derved kunne give forældrene en lærestreg, men Adrian havde været for glad for familiens formue og havde besluttet at tilgive forældrene for at kunne leve af deres penge som han så havde gjort frem til nu.
Alt i Leo vendte sig bare ved tanken. Tænkt at vende sine brødre ryggen for penge. Efterfølgende havde han forsøgt at gøre det godt igen ved at betale dem penge i ny og næ, men der var tilliden allerede væk og Leo følte ikke at han skyldte ham noget som helst.
Alastair stolede han sådan nogenlunde på, men aldrig hundrede procent. Han ville som tingene så ud nu naturligvis være loyal overfor ham, men han havde en led ide om at det en skønne dag ville vende. Han anede ikke hvordan eller hvorfor, men han forventede alligevel at det ville ske før eller siden.
"I vores familie har man altid haft sig selv nærmest," forklarede han, "så det er nok alt efter hvordan man har oplevet det."

Han nikkede, "ja han gør, igen kompliceret familieliv, men den historie han vi altid gemme til en anden gang." Han lod det blive ved det, at begynde at forklare hele situationen med Judas ville nok bare ende med at skræmme hende helt væk, han var trods alt også kendt i mugglernes verden.
Leo følte sig ret tilfreds med sig selv da kvinderne slettede billederne. Han anede ikke hvordan de apparater virkede så han måtte tage deres ord for det. Havde han ikke siddet inde på en cafe fyldt med mugglere, havde han nok sendt en bombardio mod de såkaldte mobiler, så ville han være sikker på at billederne var helt væk. "Det skal du ikke takke for, jeg gjorde det også for mig, hvad tror du ikke folk ville tænke hvis de så mig sammen med sådan en lille uskyldig type," drillede han og blinkede, og håbede at han ikke var gået over stregen. Det var jo nok rettere hende der ikke ville ses med en type som ham.
Han hævede sin kop for at tage en tår da servietten fra underkoppen blæste ned på gulvet tæt ved hendes taske idet døren gik op og nye kunder trådte ind. Som han bukkede sig ned for at samle den op fik han øje på et meget interessant vedhæng i hendes taske. En lille sten som virkede alt for bekendt. Han gjorde store øjne, hvor i alverden havde hun den sten fra? En muggler? Det gav ingen mening.
Han rettede sig atter op og havde nær glemt at tage servietten med op, han så på hende med et undrende blik, I en hurtig slurk tømte han sin kop og smilede til hende. "Skal vi ikke gå? Her er lidt crowded," han håbede at hun ville tro det var på grund af episoden med kvinderne, og der var da også stadigvæk rettet nogle få nysgerrige blikke mod dem.
Som han rejste sig og stod ved siden af hendes stol rakte han ned og tog hendes taske op for at give den til hende. Denne gestus kunne nok godt forveksles med at han var en gentleman, men i virkeligheden var det for at få et bedre glimt af stenen. Bare for lige at være sikker. "Det er en pæn sten du har siddende der," kommenerede han som han holdt tasken frem mod hende. "Hvor har du den fra?" Det var nok et ret mærkeligt spørgsmål, men det var jo ikke en hvilken som helst sten, vidste hun i det hele taget hvad det var?

[Deleted]

Lige pludselig syntes alt at gå meget hurtigt. Stakkels Juniper havde svært ved at følge med og få registeret det hele, da den noget ældre mand pludselig fløj op og slugte den ellers varme kaffe i en stor slurk. Det var faktisk ret imponerende. Men hun fik ikke selv nået at drikke den mindste dråbe, eftersom hun bare sad og stirrede på ham med et noget uforstående og overrasket udtryk i det kønne ansigt. Munden svagt åben. Hun fik tilsyneladende heller ikke meget tid til at komme med sine egne indvendinger, før hun fik den stukket i sine hænder. Hun sad et øjeblik bare og så forvirret på ham, mens hun krammede tasken ind til sig. Det var tydeligt at se på hende, at hun ikke havde forventet hans pludselige fremgangsmåde til at komme ud af caféen. Hun sagde dog ikke noget til det.

Hun så sig kortvarigt omkring i caféen og bekræftede sin egen teori om, at der nærmest ikke var nogle til stede udover hende, ham og få andre, så hun forstod virkelig ikke, hvad der foregik, selvom hun bare gik med det. Hun nikkede forsigtigt og kom op at stå og fulgte bare med ham udenfor. Han måtte have sine egne grunde. Måske havde hans konflikt med kvinderne været for akavede til, at han ville blive? Det var lidt sådan for hende. Men virvaret han havde lavet for at få hende videre med sig, havde nu fået hende til at glemme det igen.
”Huh?” Endelig vendte hun tilbage, da de nåede udenfor i den behagelige kulde, og rettede de grå-grønne øjne tilbage på ham, som han smed et nyt spørgsmål i hendes retning. Derefter sænkede hun blikket ned mod til taske og fik selv øje på den lille krystal, der havde bevæget sig op i toppen af hendes taske. Lidt underligt, hvordan han havde ladet sit blik søge imod den, men hun kendte til fænomenet ’nysgerrighed’, så helt galt var det ikke. ”Åh! Den her?” Hun fumlede lidt med at få placeret tasken i sin ene arm i stedet for at stå og klamre sig til den, hvorefter hun rakte ned efter krystallen, som blev taget op med et lille stolt smil. ”Det er et arvestykke jeg fik af min bedstemor.” svarede hun ham med en rolig stemme, mens hun fik taget stenen i øjenfald. ”Det er ikke noget fantastisk værdifuldt, men den betyder mere for mig end alle andre smykker og juveler.” Hun kørte blidt sin tommelfinger hen over den glatte overflade, inden hun lagde den tilbage i tasken og så derefter tilbage på Leonardo.

”Interessere du dig for sten og krystaller, Leo?” Det ville faktisk ikke komme bag på hende, hvis det var. For han udgav fornemmelsen af en samler.

[Leonardo Russo]

Leonardo havde aldrig haft specielt mange skrubler i livet, eller det havde han nok, med sin familie der var helt forkert sat sammen, men havde da klaret sig ud på den anden side nok mest af alt fordi han ikke havde haft noget andet valg. Når man var opvokset omkring folk som Alastair og Judas, så behøvede man ikke tænke på andet end det man ville have ud af livet og det som det nu engang måtte kræve for at man kunne overleve.
Leonardo kom ikke ligefrem fra en hjertevarm familie og det havde nok afspejlet sig en del i hans personlighed, til hans smag var selv Alastair for blødsøden sommetider, den idiot ville jo sikkert ende med at hoppe ud af branchen fordi han havde for meget morale til at gøre hvad der skulle gøres når opgaverne skulle gennemføres. Han havde da slået ihjel, det var Leo godt klar over, men aldrig uskyldige. Han ville sikkert ende med at tabe hovedet til et eller andet lille tøsebarn.
Godt nok havde Leonardo tabt hovedet til mange blondiner, men det havde udelukkende været af egoistiske grunde, han var ikke et familie menneske, der var jo en grund til at han havde røvrendt Adrian så mange gange, og da også Judas for den sags skyld, fordi at det ikke ramte ham, folk kunne gøre hvad der passede dem, så længe han selv vandt i sidste ende.

Som de begyndte at gå og kom ud i det kolde vejr, smilede han kort i mod hende, som hun begyndte at tale om krystallen som havde fanget hans blik. "Aha, og du har ingen idé om hvad den består af?" spurgte han interesseret, alt af værdi fangede hans øje, han kunne jo sælge hvad som helst i butikken, ligegyldigt hvor stjålen det end måtte være. Han vidste dog en hel del om netop denne sten, men han kunne godt fornemme at hun ikke havde fået hele historien om den.
"Tjah en smule, jeg har da lært lidt igennem årene" sagde han i et smil og kiggede i mod hende. "Det gør du måske ikke?" spurgte han i en rolig stemme og lod blikket glide i mod hende.
Han måtte lokke hende lidt væk fra den travle gade hvis han skulle få noget ud af hende. "Hvis du vil kan jeg vise dig min butik?" Tilbød han lidt ud af det blå, "jeg har en masse spændende ting du sikkert vil finde interessante." Han smilede venligt til hende. Det ville hun jo sikkert nok hvis altså han havde planer om rent faktisk at vise hende den.