Femte år med Toget

[Hector Angusson]

DATO: 1. September 2058

TID: 10:45

STED: Hogwarts Expressen, Perron 9 3/4, Kings Cross Station

VEJR: Regn og kraftig blæst

OUTFIT: Her

TAG: Maxime Wildner

---

Røgen stod om toget, som det trillede ind på perron 9 3/4. Hector stod på perronen med sine forældre. Mor Aida stod med stor, gravid mave, og det var tydeligt at se, at hun snart ville føde. Mens hans far Falk var ved at få hans kufferter på toget. Hector steg nu selv på toget, lige efter sin far og havde sin kat Storm i en transportkasse. Det var en smuk, grå Main Coon med sort ansigt. Den var bestemt ikke tilfreds med at skulle være inde i kassen, for den miavede højlydt, som Hector tog imod kufferten fra sin far.

Så gik han gennem toget, efter at have sagt farvel til sin far, og forsøgte at finde en ledig kupe. Han kiggede ind af vindue efter vindue, til han fandt en kupe, hvor en enkelt pige sad inde. En pige som han genkendte som en pige fra hans egen årgang. Dette år ville han starte på femte årgang, og han glædede sig virkelig. For han var en ung fyr med mange venner og bekendte, og befandt sig altid virkelig godt på Hogwarts. Også selvom han bestemt ikke manglede noget, når han var hjemme. Hans familie var nemlig stinkende rig.

Han satte transportkassen på gulvet foran kupeen, strøg sit mørke hår tilbage og åbnede døren til kupeen.

"Kan jeg sidde her?" spurgte han og sendte hende et smil, som smeltede alle pigehjerter. Det var da i hvert fald hans erfaring indtil videre.

[Maxime Wildner]

Outfit

Max havde fundet sig en tom kupe, hvor hun havde taget plads ved vinduet med ansigtet i kørerretningen. Så snart hun havde sat sig, havde hun fundet et quidditchblad frem, som hun straks satte sig til at læse i og gled godt nok i sædet. Der var ikke skyggen af at sidde pænt, at finde i hende. Hun havde en meget drenget holdning og der gik heller ikke længe, før en slidt converssko blev sat imod sædet overfor, så hun kunne have bladet hvilende op at sit lår. Med andre ord ahvde hun fået sat sig godt til rette og var klar til turen mod skolen.

Men så blev hun pludselig afbrudt, da døren ud til gangen blev åbnet. Det var lidt tidligt for togvognen mente Max, så hun kiggede op, for at se, hvem der forstyrrede hende. øjnene faldt på en pretty boy af en hanløve, og da det ikke var vigtigere, lod hun omgående sin opværksomhed falde tilbage på bladet. men kort efter blev hun så afbrudt igen. Hun sukkede kort og kiggede op på ham, med hævet bryn. "Nej desværre ikke. sæderne i toget her er kun til pynt, dem må man ikke sidde på." Med de ord vendte hun endnu engang blikket tilbage i bladet og satte nu også den anden fod imod sædet overfor.

[Hector Angusson]

Hector kunne ikke lade vær med at le af den omgang vrøvl hun fyrede af. Hun havde godt nok en attitude! En rigtig klogeåge. Tænkte han med et bredt smil. En ægte Ravenclaw. Han skød stolt brystet frem, og trådte ind i kupeen, smed let kufferten op på hylden over sæderne, og satte transportkassen med katten på sædet. Så så han på hende igen med et løftet øjenbryn.

"Så du har ikke noget imod, at jeg sidder på skødet af dig? Så det kun er dig der overtræder reglerne? Du sidder der trods alt allerede," svarede han kækt, og lod som om, at han ville sætte sig på hendes skød.

Så satte han sig på sædet skråt overfor hende. Pigens bukser var mere huller end bukser, så han kunne da se på et par ben. Det var ikke værst, hvis han selv skulle sige det. Ikke helt galt. Hun havde da pæne ben, det var slet ikke det, men hun havde et udseende, som han bestemt ikke normalt gik efter. For hun var vel det man kaldte en drengepige, og det kunne han da godt arbejde med. Det ville blive en udfordring? Sure! Men han skulle nok få hende i sidste ende!

[Maxime Wildner]

Max så irriteret op fra sit blad igen. Det var som om duden ikke forstod at hun faktisk forsøgte at læse. Endnu værre blev det, da han så forsøgte at sætte sig oven på hende. Det fik hende til at rykke sig nærmest helt op i vinduet. Hvad pokker tænkte han på?! "Hei! Find dog dit eget sted. Hvem gider have en røv i hovedet." Hendes sprog var virkelig ikke noget der passede sig for en pige, og hun havde heller intet problem med at sætte en hånd imod ham og skubbe ham væk. "Må jeg gerne læse nu? Eller har du andre dumme spørgsmål du gerne vil have besvaret?" Før hun fik et svar vendte hun snuden i bladet igen og læste en yderst spændende artikel om en ung spiller der netop var blevet opdagen til de tyskelandshold. Imponerende. Fyren ahvde været på ferie, hvor han havde spillet quidditch med nogle fætre og nu var han altså en del af landsholdet. Fedt! 

MAx tog sig selv i at drømme, at en talentspejder ville komme forbi skolen og få øje på hende, give hende en plads på en af de store hold og hun så en dag ville deltage i verdensmesterskaberne. Hun blev rev ud af drømmen, da det gik op for hende, hvordan fyren sad og stirrede på hendes ben. "Er du ude på at stjæle mine bukser, eller vil du bare se hvordan de selv gør noget ved dine kontor-bukser. Du sikker på det er Hogwarts du skal til og ikke Ministeriet?"

[Hector Angusson]

Hector lød sig skubbe væk. Han pjattede jo bare lidt! Hvorfor kunne den tøs ikke tage en joke? Hun var så kedelig! Men samtidig fornemmede han, at hun var sjov at drille, og det kunne han jo altid gøre. Om ikke andet, så var hun en udfordring at score. Ikke ligesom de bekjolede, bemalede piger med lyse krøller, som plejede at falde for ham. For han havde prøvet lidt af hvert i en alder af 14 år. Han havde kysset en halv snes piger, og var da også gået længere end det.

"Min røv er ellers så fantastisk!" jokede han tilbage, men satte sig på sædet skråt overfor hende. Der sad han ellers og kiggede lidt.

"I det mindste ser jeg da præsentabel ud! Jeg har stil," argumenterede han for, og så op og ned af hende med rynket næse, "Du er måske selv på vej til halbal? Dine bukser er mere huller end det er stof!"

Han rynkede igen på næsen, før han slap sin kat Storm ud af transportkassen. Den smukke, grå kat hoppede ned fra sædet og landede med sine store poter på gulvet, før den gik hen og snusede til pigen. Også den næsten rynkede på næsen, før den hoppede op på sædet ved siden af Hector igen, og lagde sig til at sove.

[Maxime Wildner]

Max så på ham med et hævet bryn og fnøs, før hun himlede med øjnene og rystede på hovedet af hans ord. "Du drømmer. Hvad fantastisk skulle der måske være ved dig røv? Jeg tænker ikke umiddelbart den skulle være noget ekstraordinært. Medmindre selvfølgelig du har en guldske deroppe et sted.?" Det var ikke fordi hendes ord som sådan var ondskabsfulde. Hun var bare irriteret over at han hele tiden afbrød hende og hun kunne slet ikke rumme hans attitude. Den fik det værste frem i hende. 

Hun så lidt på hans tøj og gav ham noget af et elevatorblik. "Og hvem f*ck har sagt at det der er stil?" Spurgte hun så. hendes eget tøj var en helt anden stil, og man kunne måske godt fornemme, at det ikke var dyrt tøj hun gik i, ligesom skoene ikke bare var slidte fordi de var de eneste hun ville gå i, eller fordi det var moderne. Hun havde nok virkelig ikke andre. Selv hendes taske vidnede om flere år på bagen og en enkel lap his og pist. "Du er dum at høre på. Men ved du hvad? Jeg tror nok der er nogle slange lidt længere hende, der holder teselskab, måske du passer meget bedre ind der. De vil sikkert elske at du sad på dem." Hun så på katten og skar en grimasse, da den heller ikke så ud til at kunne lide hende. Men så lagde den sig heldigvis væk fra hende. Endnu engang tog hun sig blad op, og skulle lige til at læse, men stoppede så sig selv og så på ham igen. "Sørg for at holde den loppemagnet langt væk fra mig." Egentlig havde hun ikke noget imod katte. Hun var bare sur på fyren og det skulle så også gå ud over fyrens kat.

[Hector Angusson]

Hector rejste sig op, og vendte røven til hende, "Den er da dejlig fast!" jokede han med et skævt smil, før han satte sig ned igen.

Hendes attitude fik ham bare til at gå til hende endnu mere. Ikke fordi han blev sur over hendes attitude, men fordi han tog det som dril. Han nød at drille hende tilbage, selvom hun sikkert synes, at han var pisse irriterende. Ikke at det bekymrede ham ret meget, skulle han være helt ærlig. Desuden så ville han næppe træ hende, hvis hun sagde, at hun synes han var irriterende. For hvis man spurgte Hector, så var han Guds gave til damerne.

"Alle mennesker med øjne? Det er da dyrt mærketøj!" lo han, og børstede lidt indbild støv af sin jakke, før han tog den af, og viste en brun sweater indenunder, som var ekstremt dyr og havde mærkat på, som fortalt præcis hvor dyr og eksklusiv den var. Under den en endnu dyrere hvid skjorte. Og så tilføjede han, "Du ligner ikke ligefrem en, som har råd til den her slags tøj, så hvorfra skulle du også vide, at det var stil?"

"Jeg sidder ellers udemærket her sammen med dig," svarede han og lagde armene om bag nakken, så han kunne hvile på dem, og smed fødderne op på det modsatte sæde, "Loppemagnet? Ej nu styrer du dig altså. Storm er en smuk kat. Han er fin og han har stamtavle. Han er den skønneste kat i verden. Er du ikke også?" Han kløede den doventudseende hankat bag øret.

[Maxime Wildner]

Hun løftede foden, da han igen vendte røven til hende, og gjorde klar til at sparke ham, hvis ikke han stoppede. "HElt ærligt, gider du godt stoppe med at stikke din røv helt op i næsen på mig? Jeg er virkelig ikke interesseret i hvad end du har gang i." Så skævede ned imod sit blad men sukkede så opgivende og lukkede det sammen for så at lægge det ved siden af sig. hun fik vidst ikke læst mere på denne tur.

Hun så ud af vinduet da han snakkede om sit dyre mærketøj. Hun havde aldrig rigtig forstået, hvorfor noget gik op i hvad der stod i nakken på en bluse. Det var da så ligegyldigt alligevel. "Jeg går i det tøj jeg har lyst til. Jeg har ikke brug for at få med et eller andet fornemt navn i nakken. Jeg har det fint med det tøj jeg har og så behøver jeg ikke mere. Det er folk som dig der ødelægger verden for alle andre!" Konkluderede hun så. Hun havde en enkelt gang set et stykke mærkevare, som hun havde ønsket sig, men hun havde desværre ikke fået det. "OG hvis du endelig vil vide det, så nej. Jeg mangler ikke penge. Jeg gider bare ikke spilde dem på noget så ligegyldigt som tøj" Forklarede hun tydeligvis anklagende. Det var en helt forkert måde at bruge sine penge på, hvert fald hvis man spurgte hende. "Mit tøj fejler intet, og jeg kan lide det som det er."

Et skeptisk øjenbryn skød i vejret, da han påstod at det var rart at sidde hos hende. ""Kan du så ikke i det mindre bare flette næbet, så jeg kan læse i fred?" hvis nu han kunne være helt stille, så kunne han da sikkert nok få lov at være her men alt den snak, der forlod hans mund var hun virkelig ikke fan af. "Selv din kat er mærkevare." Hun skævede imod katten. Den var virkelig flot, det ville hun gerne give ham, men det var også bare... Skulle hun være ærlig var det nok jalousi. Selv havde hun ingen kat. Det var blevet nedprioriteret fordi faren mente det var for omstændigt. "Har din kat en stamtavle? stakkels dyr?"

[Hector Angusson]

Hector lo bare af hende, da hun løftede foden, klar til at sparke ham bagi. Han vrikkede endda lidt med røven til ære for hende, "Hvad snakker du om? Den er da lækker og fast!"

"Men dit tøj er grimt og slidt? Så tag dog lige at se lidt præsentabel ud. Du er trods alt på vej til Hogwarts, hvor folk skal se dig sådan der," svarede han noget kritisk. Han kunne ikke forstå, at folk ikke gad se ordentlige ud. Desuden kunne han heller ikke forstå, at folk ikke havde råd til dyrt mærketøj. Han kunne ikke forstå, at ikke alle var lige så rige, som han selv var. Det gik over hans forstand lige der.

"Tøj er da ikke ligegyldigt! Det er den måde du kan få folk til at se på dig, som den du gerne vil være," forsvarede han sig, og lagde armene over kors, "Men du har sikkert bare ikke råd til andet." Han rynkede på næsen af hende.

"Du kunne også bare tale pænt til mig, til at starte med." Han trak på skuldrene, og kløede katten bag øret igen, "Desuden er Storm en racekat. Meget bedre end noget af det småskravl nogle af de andre elever slæber ind."

Men han følte sig provokeret, da hun sagde, at det var synd for katten. På hvilken måde var det synd for katten, at den kom fra en lang linje af sunde katte, som havde vundet stort til udstillinger? Hvorfor var det forkert og synd? Han så skarpt på hende, og sagde strengt, "Tal i det mindste ordentligt om og til min kat. Han har ikke gjort dig noget."

[Maxime Wildner]

Nej hvor var han dog dum at høre på! Max himlede med øjnene af ham og sukkede dyb. Hvorfor skulle hun sidde med den pestilens hele vejen til skolen. Det lovede virkelig dårligt!! "Mit tøj er som jeg kan lide det. Hvad havde du forventet af mig? at jeg skulle tage kjole på?" Hun hævede et bryn og så på ham, som om det forslag, var dummere end at tage bikini på på nordpolen. Det kom bare aldrig til at ske! Ligesom hun bestemt heller ikke brugte nogen former for makeup. Den slags var overvurderet og slet ikke nødvendigt for en som hende. Men blev ikke en bedre quidditchspiller af at have røde læber. "Desuden er det fjollet at ens tøj skulle fortælle hvem man er." Hun så op og ned af ham, med et skeptisk bryn. "Så du er hmm.. lad mig se... Du er.. du vil gerne være..." Hun så virkelig ud til at anstrenge sig og så endnu engang op og ned af ham. "Du er kedelig, fornem og snobbet? har jeg ret?" Det måtte vel være sådan ikke. Man hvor var hun glad for egentlig at de havde skoleuniformer! Det var da så meget lettere end det der tøjsnak. 

Hvorfor han gik så meget op i penge forstod hun virkelig ikke, men det måtte jo være vigtigt for ham af den ene eller den anden grund. "Jeg går i det tøj jeg har det bedst i. Desuden er det ikke billigt. Trøjen er faktisk... Men det vil du nok aldrig forstå alligevel." Det var ikke hårdt ment, det var mere bare en erkendelse i sig selv. De kom fra hver deres verden og disse ville aldrig kunne forenes. "Godt jamen jeg taler gerne pænt, når du stopper med at beskylde mig for at være fattig og hvad det ellers var. og din kat er jeg altså pænt ligeglad med. Ja undskyld, det er en kat. Hvorfor havde stamtavle så sådan en?"

[Hector Angusson]

Hector rullede øjne af hende. Hun forstod sig tydeligvis ikke på mode. Overhoved. Han lo, "Du kan lide det der? Oh well..." Og så på hende fra fod til top. Et blik der tydeligvis viste hvad han mente om hendes tøj.

"Jeg vil være en der bliver taget seriøst. Modsat-" Han viftede i hendes retning med hånden, og smilede smørret, "-visse andre."

At tøj ikke skulle fortælle hvem man var? Det var da absurd! Selvfølgelig gjorde tøj det! Det var da netop det tøj var til for! For at fortælle fremmede hvem og hvad man var. Det var ikke bare noget man tog på i mørke, og så håbede på det bedste. Nope! Man valgte det omhyggeligt, og kunne man ikke, så lærte ens forældre en det. Hans mor havde, da han var barn, meget omhyggeligt udvalgt hans tøj, og lært ham hvad klædte hinanden og hvad klædte ham.

"Det er da netop det tøj er til for! Fordi man skal vise fremmede hvem man er," udbrød han, og så igen op og ned af hende, "Og du vil gerne være..." Han efterlignede hendes eftertænksomhed, og smilede så bredt, "... du vil gerne være en hjemløs!"

"For at være sikker på, at den er sund og rask selvfølgelig! Og ikke bære på nogen arvelige sygdomme," svarede han som var det noget enhver idiot vidste.

[Maxime Wildner]

Deres snak var ved at trætte hende en del efterhånden. Hun ville bare gerne have fred og så fortsætte med at læse, men det var som om, at han ikke rigtig gav hende lov. Det fik hende til at sukke lidt opgivende og skæve imod sit blad. Det gik bare ikke. Hun måtte vel bare prøve at få samtalen afsluttet. “Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor det skal være så vigtigt?” Hun tøvede og så på igen nu med lidt mere rolig stemme. “Jeg mener, du bliver da ikke noget bedre menneske bare fordi der står Garbarny i nakken på dig?” Det virkede simpelthen for dumt at lade den slags få indflydelse. Ligesom det heller ikke gjorde nogen forskel at hendes tøj var som det var. 

Kommentaren om at ville være hjemløs ramte hende hårdt. Ikke fordi de var i pengeproblemer hjemme, men hun vidste da godt, at det ikke var pande der var flest af og der bestemt ikke var til tant og fjas. Hun sukkede lidt og så ud af vinduet, hun ønskede ikke rigtig svare på hans dumme kommentar, men så der alligevel noget der opfyldte hendes tanker. “Vil du mene at mærketøj får folk til at kigge mere end mit tøj?” Hun havde noget helt særligt på øje nu, skønt hun stadig ikke ville bruge så mange penge på tøj. 

[Hector Angusson]

Hector kunne godt mærke, at hun ikke gad snakke med ham, men ærligt så tog han sig ikke ret meget af det. Han var ligeglad. For han kedede sig, og hun skulle underholde ham. Det sagde da sig selv!

"Selvfølgelig er du et bedre menneske, hvis du klæder dig smart! Eller det får da i hvert fald folk til at tro det," svarede han med et skuldertræk. Det var jo sandt nok. I hvert fald i hans øjne. Folk var meget mere interesserede i en, hvis man var godt klædt. De kiggede mere, og ville se, at Hector var en vigtig person! For det var han altså! For real! Han var trods alt både rig og mægtig. Dygtig nok til magi også, selvom det ikke var det der bekymrede ham mest. Hans far ville skaffe ham et godt job anyways.

"Ja præcis! Folk vil kigge mere, hvis du går lækkert klædt end-" Han gestikulerede i retning af hendes tøj, "-hvis du går klædt i det der." Han strøg hånden over katten Storms pels, og kunne både høre og mærke, at den spandt.

"Jeg hedder Hector forresten. Hector Angusson," sagde han så endelig, efter lidt tids stilhed, "Men du kender sikkert alt til min familie. Eller måske ikke. De er i hvert fald meget vigtige fuldblodsmagikere i Sverige. Og meget rige her." Måske det kom ud som pral, men det var ikke sådan han mente det. Det kom bare ud sådan nogen gange, fordi han var virkelig stolt af sin familie og dens rigdom.

[Maxime Wildner]

Max hævede et bryn og skævede til ham. Det måtte simpelthen være løgn det her. Sad fyren der i rammende alvor og prøvede at bilde hende ind at det rette ydre kunne skabe omtale og opmærksomhed? Hvor overfladisk havde man lov at være? Hun rystede på hovedet af ham og havde virkelig lyst til at opgive. Måske hun bare selv skulle finde sig en anden kupe. Så slap hun da for ham. "Og alligevel taler du til mig skønt jeg ikke går i dit smarte tøj?" Gad vide hvordan man lukkede munden på ham? Hun kunne virkelig godt bruge noget ro på turen. Der var lidt en grund til at hun havde fundet en fri kupe at sidde i, men nej, han skulle selvfølgelig gøre livet surt for hende. 

"Hvorfor skulle jeg ville have folk kigger efter mig? Hvis endelig de gør, så skal det være pga mit talent ikke pga det tøj jeg har på. Det er bare.. ynkeligt." okay hun anede intet om tøj.. overhovedet. Hun gik i hvad end hun fandt behageligt, og det var længe fint nok for hende. Heldigvis var Hector da en fyr, hun ville ikke ane hvad hun skulle sige, hvis han lige om lidt begyndte at blande makeup ind i det også. Det var bare så langt fra hendes hverdag. "Mit tøj fejler intet. Hvis jeg er heldig kan det dog være jeg undgår overklasse-løg ved at vælge netop dette tj, og det ville kun være rart." Kommenterede hun uden at tøve det mindste. Hun fik dog hurtigt afbrudt sig selv, da han præsenterede sig. "Vent lidt! Angusson? som i "Jeg er i familie med Angusson fra det svenske landshold"-Angusson?" For første gang så hun på ham med reel interesse siden de var begyndt at snakke.

[Hector Angusson]

Hector rullede øjne af hendes ord, "Fordi jeg nogen gange synes det er interessant at vide, hvad hjemløse som dig går og laver," svarede han flabet, og rakte tunge af hende.

"Så du vil hellere tiltrække andre hjemløse?" kom det næsten overrasket fra ham. Så viftede han afvisende med hånden, "Be my guest." Hvis hun ville mænge sig med pøblen, så skulle hun da være velkommen til det! Det ville han ikke blande sig i - heller ikke selvom hun var lidt spændende alligevel. Hun var så anderledes fra de piger, som han ellers havde mødt. Som dånede bare ved synet af hans skæve smil og klare brungrønne øjne.

Hun havde så travlt med at fornærme ham, at hun dårligt hørte hvad han sagde, men da det gik op for hende hvem han var, så smilede han bredt. Så kunne hun lære det kunne hun! Sådan at tro, at han var en højrøvet nar, som ikke kunne noget som helst! Nej, hans familie var jo ikke blevet rige for ingenting. Nope. De havde da tjent deres penge på hæderlig vis, og det ville han da også lade hende vide, hvis ikke hun var så forgabt i hans fætter Adriel, som rigtigt nok var spiller for det svenske landshold.

"Yep. Lige præcis snut! Min fætter Adriel er den bedste Qudditchspiller nord for Helsinborg," svarede han hende, og smilede stolt. Nu kunne hun måske se hvor vigtig han i virkeligheden var! "Men jeg fik vidst ikke dit navn?"