Femte år med Toget

[Maxime Wildner]

Max lænede sig frem, tydeligvis mere interesseret i samtalen nu. Så grinede hun dog af hans udsagn. "Nej søde, der tager du fejl. Der er spillere, der er bedre end Adriel Angusson, Men jo han er da klart i top, Mr. dobbel A." Det var lidt vildt at snakke med en der havde en quidditchstjerne i familien, og det fik da også Max til næsten at glemme snakken om tøj, men helt ærligt, hvem ville også huske på noget så kedeligt? Quidditch var langt mere spændende at snakke om, så selvfølgelig ville hun hellere det. 

 "Jeg sagde ikke mit navn. Men fordi din fætter er ret cool, skal jeg da nok give dig det. Det er Max." Hun kaldte sig sjældent andet end Max. Hun følte sig langt fra som en Maxime, og reagerede knap nok på det navn. Nej, hun var en af drengene og derfor også mere en Max. Efternavnet så hun ingen grund til at prale med, ikke at hun rigtig kunne nå ham til sokkeholderne, med den familie han havde, men så igen... Han bar jo blot samme efternavn som Adriel, det gjorde ikke ham til noget særligt. 

Hun lænede sig tilbage i sæddet igen og kiggede tavst ud ad vinduet. Stilheden fik lov til at falde, før hun så igen åbnede munden, denne gang mere roligt. "Jeg er desuden ikke hjemløs. Bare så du ved det. Så lad venligst værre med at sige den slags, ellers kunne du godt ende med at få en smasher i hovedet en dag." Det var ikke en direkte trussel, men der var helt sikkert noget sandhed i at det kunne ske, hvis ikke han passede på. Så slog en tanke ned i hende igen og hun så på Hector. "Hvorfor sidder du ikke sammen med dine venner? og din kæreste?"  En fyr som ham havde helt sikkert en kæreste.

[Hector Angusson]

"Ikke nord for Helsingborg dog. Ingen nord for Helsingborg kan slå min fætter!" pralede han videre, fordi... ja, hvorfor ikke? Han var ikke ligefrem en pralerøv, eller sådan så han i hvert fald ikke sig selv, men derfor kunne man da godt blære sig lidt, nu man endelig havde fået tøsens opmærksomhed.

Han kunne dog ikke lade vær med at le, da han fik hendes navn, "Max? Det er altså et drengenavn, så det kan umuligt være dit rigtige navn!"

"Venligst? Spørger du ligefrem pænt? Ha!" lo han videre, stadigvæk i latterkramper over, at hun havde et drengenavn. Eller i hvert fald, at hun gav ham et drengenavn. Det gav jo nada mening. Han tog desuden ikke rigtig hendes trussel særlig alvorligt, hvilket kom til udtryk, da han tilføjede, "Du truer mig? Ha! Jeg er selv basker for Gryffindor! Så pas DU hellere på mine smashere."

Men han vendte hendes spørgsmål om mod hende selv, "Hvorfor sidder du ikke med dine venner? Eller din kæreste?"

[Maxime Wildner]

Max var tilbøjelig til at give ham ret, men nægtede dog hørligt at gøre det. Den glæde ville hun alligevel ikke give ham. Derfor trak hun bare på skuldrende som var det et simpelt "Tja". Han behøvede ikke vide mere end det og hun skulle helt sikkert ikke være med til at vande hans allerede alt for store ego! "Det er vel øjnene der ser. Jeg kunne god nævne et par stykker." Hun smilede kort og så så ud af vinduet. 

Hovedet blev dog omgående vendt tilbage imod ham, da han gjorde grin med hendes navn. "Har du et problem med mit navn? Max er mit navn. Det er hvad min far kalder mig. Det er hvad alle med respekt for sig selv kalder mig" Hun ville ikke fortælle at hendes nævn egentlig var Maxime, så ville han da først grine af hende, var hun sikker på. Nej det holdt hun pænt for sig selv, om så han endte med at rulle rundt på gulvet som en anden idiot, fordi han mente Max var et drengenavn.

"Nej din idiot, jeg spørger ikke pænt. Jeg forsøger bare at skære det ud i pap for dig, så der er bare en lille chance for at du faktisk forstår hvad jeg siger!" Hun lagde vredt armene over kors. Hold nu op hun var ved at være træt af at høre på ham. Han var jo helt umulig og fuldstændig udenfor almindelig tankegang. "Jeg er sgu da ikke bange for dig." Spyttede hun og kneb øjnene sammen før hun skulede til ham. Han kunne bare komme an. højrøvede designer- nar!

At han vendte spørgsmålet imod hende fik hende kun til at grine hånligt. "Jeg har ikke tid til en kæreste og mine venner sidder i kupeen lidt længere nede i toget. Jeg satte mig her, for at læse i fred." Hun skævede imod sit blad, som hun af flere omgange havde forsøgt at læse videre i.

[Hector Angusson]

Hector rullede øjne af hende. Hun vidste tilsyneladende ikke en fis om Quidditch siden hun ikke kunne genkende en god spiller, når hun så ham. Her tænkte han både på sig selv og på sin fætter Adriel. Han var selvfølgelig selv en sublim spiller, men det sagde jo sig selv, med den lange række af Quidditchspillere, som var i hans familie. Ja, det gav jo sig selv!

"Det er altså et drengenavn. Er det en forkortelse eller sådan noget?" spurgte han nysgerrigt, og smilede skævt til hende. Hun kunne jo ikke hedde 'Max'. Det var et drengenavn, og sådan var det altså! Ergo måtte hun hedde noget andet i virkeligheden. Han havde desuden ingen respekt for hende, på nuværende tidspunkt, så ja... han ville i hvert fald ikke kalde hende Max. Nej, han var mere interesseret i at finde ud af, hvad hun i virkeligheden hed.

"Du kan selv være en idiot! Få dog ind i dit tykke grødhoved, at du aldrig vil kunne slå mig i Quidditch," lo han af hende, og spillede med musklerne, som tydeligt kunne ses, fordi han havde en t-shirt på. Ikke at han havde kæmpemuskler eller noget, men man kunne se, at han dyrkede sport.

"Eller også er der ingen fyre, som vil have dig, fordi du render rundt med det der latterlige drengenavn," jokede han med et smil, og håbede, at det provokerede hende lidt.

[Maxime Wildner]

Hvorfor fyren insisterede på at blive siddende hos hende, kun for at genere, vidste hun ikke alt hun vidste var at han var virkelig træls at høre på, hvilket også blev grunden til at hun endte med at rulle øjne af ham. 
Han var jo fuldstændig tabt vag en vogn! 

Hun ønskede virkelig at han ville lade hende være i fred, men det virkede bestemt ikke til at han ønskede det samme. “Fint Max er en forkortelse, er du så tilfreds? Du kan kalde mig Max ligesom alle andre gør det!” Lød det bestemt fra hende. Hun gad virkelig ikke diskutere noget så fjollet. Kunne han ikke bare være normal og så passe sit eget. Hun kom til så at grine hånligt af ham. “HA! Jeg ville kunne slå dig med bind for øjnene til enhver tid.” Proklamerede hun og følte sig meget sikker i sin sag. “Du begynder vel alligevel af tyde når du får pletter på dit tøj” gav hun ham igen. 

så himlede hun med øjnene og lagde armene over kors. “Har du overvejet at jeg slet ikke er interesseret i en kæreste? At jeg har sagt nej til de tilbud jeg får?” Spurgte hun så. Der havde faktisk været en, men det var også den eneste og han havde fået et nej.