Divination at Heart

[Lennox Andromedius Darklighter]

Det var sjældent, at Lennox bevægede sig ud fra huset i London. Det var endnu mere sjældent at hun var alene. Hun havde kun set deres nye hus en enkel gang før, og det havde været en kort fornøjelse da Quinten havde insisteret på at Erik skulle passe hendes sengetid. Som var hun et barn. Hun havde altid følt at hende storebror var for overbeskyttende, og iblandt til en grad som virkede hadsk. Nu stod hun foran det store stenhus, med den lange kappe viklet tæt omkring sig, et par brune snørrestøvler i læder på fødderne og det lange uredte hår der faldt om hendes skuldre. Feerne havde hvisket sandhederne til hende, og hun blev nødt til at tale med sin storebror om det, så at det kunne stoppes inden det gik galt. Hun hævede en rystende hånd og bankede på den gamle lilla-malede egetræsdør imens hun forsøgte at forcere et smil der kunne skjule de dybe render under øjnene. 

[Freya Andromedius]

Det var tusmørke, da Freya hørte nogen banke på hoveddøren. Hun havde været i gang med at vaske op. Det arbejde hun nu lagde i deres køkken var næsten en erstatning for arbejdet hun havde lavet på det underjordiske bibliotek. Dog var lugten anderledes. Freya kunne stadigvæk huske lugten, for det virkede ikke til at gide at forlade hendes tøj eller hendes hud, på trods for hvor mange gange hun havde vasket sig og sit tøj.

Døren blev åbnet og hun stod foran sin uventede gæst, iført en tung hverdagskjole og et rent forklæde. Hendes smil falmede til et mere påtaget et, da det gik op for hende at det var hendes skøre svigersøster, Lennox. Oraklet.
“Lennox, sikke en overraskelse. Hvad bringer dig hertil?” Hun stod i døren, ikke sikker på om hun ville lade hende komme ind, med mindre hun selv insisterede. Kort lod hun blikket glide over Lennox i et håb om at finde Erik bagved hende et sted… Men nej, der var ingen.

[Lennox Andromedius Darklighter]

''Freya'', hviskede hun næsten åndeløst da hun blev imødekommet ved indgangen. Lennox vædede sine læber forsigtigt imens de runde øjne stirrede på sin kusine og hun forsøgte at finde sine ord. ''Er Quinten hjemme?'', hun samlede sine hænder foran sig og stillede sig forsigtigt på tæer for at se over kvindens skulder. Varmen fra hjemmet vældede ud i den kolde gårdsplads hvor hun stod mutters alene. Hun havde taget en taxi, uden Erik vidste noget om det. Han havde vel travlt med nattens fangst - ihvertfald for travlt til at komme hjem i tide. Hun brød sig ikke om at være ensom, og endelig havde hun taget sagen i egne hænder. ''Det er vigtigt'', forsøgte hun som hun påklistrede det smil som var tabt da hun så Freya. Perfekte Freya, selvom Erik ikke sagde det, så vidste hun at han ønskede at hun blev mere lig sin kusine. 

[Freya Andromedius]

“Åh, desværre. Quinten er faktisk ikke hjemme på nuværende tidspunkt. Men når han kommer hjem, så skal jeg nok få ham til at sende en ugle til dig og Erik,” hun ville lægge en forsigtig hånd på hendes skulder, men hun fortrød i sidste sekund og lod sin hånd falde igen. Hun betragtede silhouetten af Lennox, som blev malet af solnedgangens lilla farver.
“Ved Erik at du er her for at besøge din bror?” spurgte hun hende, så det lød som en høflig nysgerrighed. Hun var ikke så vild med tanken om at lukke hende indenfor, når nu hun var alene. Af folk hun ikke turde at være alene med var der Matthew og Lennox - og alligevel ville hun nok være mere tryg ved at lukke Matthew ind, hvis det kom til stykket.

[Lennox Andromedius Darklighter]

Lennox blik faldt på Freyas hånd i samme øjeblik som hun slap tanken, som havde hun fornemmet hendes tanker. Hendes åndedræt blev mærkbart skælvende som hun trak kappen tættere omkring sig, og lod sit tiggende blik falde på Freyas. ''Ved du hvornår han kommer hjem?'', spurgte hun imens hun kæmpede imod ikke at kalde på Quinten. Hun lod sig plante sine hæle solidt i brostenene fremfor huset, og vendte blikket til Freya istedet. Et sted forstod hun godt, hvorfor at Freya virkede så afvisende, hvor mange gange havde hun ikke brudt sammen i gråd i deres nærvær eller formået at udtale en spådom hvor ingen spådom skulle blive sagt? Alt sammen uden Erik ved hendes side, for når hun var med ham eller Quinten så slappede hun af. Lennox rystede på hovedet nu, ''Nej...'', svarede hun forsigtigt imens hun hævede en hånd for at tørre tårerne bort inden de begyndte at spilde. ''Det er angående Erik'', svarede hun imens hun tappert forsøgte at holde et smil oppe. 

Attachments:

[Freya Andromedius]

Freya trak armene op under brystet på sig selv. Hun prøvede at forholde sig tålmodig og med bare en smule rettet mod hendes ustabile svigerdatter.
“Jeg ville ønske jeg vidste det, Lennox. Men Quinten kommer sent hjem nogen dage, og jeg kan ikke love om det er om en time eller fem.”
Hun kunne fornemme at Lennox ikke var okay lige nu - tårerne var begyndt langsomt at falde og det gjorde hende en smule utilpas, mest af alt fordi hun ikke anede hvordan hun skulle trøste hende.
“Åh, Lennie. Kom med indenfor. Det er nok bedst, synes du ikke?” Hun ønskede ikke at naboerne hørte hende eller så hende, og hun ville egentlig også bare gerne have sendt en ugle til både Quinten og Erik om at komme og hjælpe hende. Det her var efterhånden ved at være en underlig rutine. “Lad mig lave en kop te til dig, mens du fortæller mig om Erik, ikke?” lød det omsorgsfuldt fra Freya, før hun modvilligt åbnede døren op til sit hjem.

[Lennox Andromedius Darklighter]

Lennox bed hårdt sammen så at hendes mund formede sig til en lang smal streg da Freya endelig bød hende indenfor. Hun nikkede taknemmeligt og undlod at sige noget i frygt for at gråden skulle starte. Hun hævede sin hånd på ny og gled håndryggen under sine øjne for at tørre de sidste tårer bort så hurtigt hun kunne så at ikke Freya skulle føle sig alt for ukomfortabel. Med forsigtige skridt, fandt hun vej ind i sin storebrors hjem. Det var nydeligt og rent, selvom en fugtig duft af jord slog hende i møde. Hun huskede duften fra sine besøg til deres tidligere hjem, der havde hun i det mindste været nogenlunde for det var inden Alphaeus fødsel. Desuden bebrejdede hun Quinten at have taget familiens friske husalfer for sig selv - hvorfor hendes hjem måske var mindre organiseret. Tavst fik hun bundet sine støvler op og hængt kappen på plads. Under var hun iført en lang blå kjole i hør, den var trods hendes tynde skikkelse flatterende og nydeligere end normalt. Hun fulgte Freya ind i køkkenet og slog sig ned på en anvist stol. ''Undskyld Freya, jeg håber ikke at jeg er alt for meget til besvær. Er drengene hjemme?'', spurgte hun en anelse betuttet i det fremmede hjem. 

[Freya Andromedius]

Hun kiggede efter hende, som Lennox gik forbi hende og ind i hendes trygge hjem. Freya måtte tage en dyb indånding for at forberede sig på det værste. Der var intet, der tegnede godt lige nu. Da hun kom indenfor snuppede hun en kåbe til at tage over sin natkjole
De var fulgtes ad sammen ind i køkkenet, hvor Freya forberedte teen, uden brug af tryllestaven. På det her tidspunkt om dagen kunne hun godt lide at lægge staven fra sig og lade op til næste dag - eller lade op til nødstilfælde.
“Drengene er ikke hjemme,” hun skænkede Lennox en lille kop te, inden hun igen vendte opmærksomheden væk fra hende og kiggede til den mad, hun havde forladt, da der blev banket på døren. “Hvad ville du fortælle om Erik?” hun prøvede på ikke at lyde irriteret. Hun fandt to stykker papir frem, som skulle bære beskeden om Lennox besøg til både Quinten og Erik. Hun skulle ikke være alene med hende i længere tid en højest nødvændigt.

[Lennox Andromedius Darklighter]

Lennox lagde sine tynde blege hænder om den varme kop. Den brændte men hun følte egentlig bare et behag ved at føle noget overhovedet. “De er vel også voksne nu”, svarede hun med et lille og skævt smil. Hendes egne kom så sjældent på besøg nu om dage, og nogle gange virkede det som om at de var hjemme hver dag. Et trist udtryk bundfældede sig på ny da Freya endelig bedte om at høre om Erik. Hun lænede sig over koppen og ved sig i underlæben. “Jeg tror han ser en anden. Han kommer sent hjem så ofte og...”, hun stoppede strømmen af de smertefulde ord, fordi hvordan kunne hun fortælle Freya at det var feerne spm havde sagt det? Hun dank en klump. “Jeg ved hvem han er med, og jeg ved ikke om jeg skal konfrontere dem, er du sikker på at Quinten ikke kommer hjem snart?”, hun turde næsten ikke at fortælle Freya hvem hun vidste manden lå med.

[Freya Andromedius]

“De vil altid være mine babyer,” rettede hun instinktivt og moderligt på Lennox’ ord. Det brændte indeni hende, når hun tænkte på at hendes stolte søn Arthur ikke havde fået lov til at forlove sig, som han ønskede. Han var kommet så tæt på et familieliv.
Freya kiggede opmærksomt over på Lennox med et alvorligt blik. Hendes blik var varmt, trods hun ikke anede om hun skulle stole på det kvinden stod og sagde.
“Hvad får dig til at tro at Erik ser en anden?” spurgte hun hende, klar til ikke at svare på hendes spørgsmål. Hun rystede på hovedet, så lokkerne fulgte hendes bevægelser, “Jeg er helt sikker på at han ikke kommer hjem snart.” Hun rakte de små noter til uglerne, der sad i vindueskarmen. Efter at have fodret dem med en godbid, fløj de begge deres vej.

[Lennox Andromedius Darklighter]

Et accepterende smil faldt over Lennox læber idet Freya rettede hende. Ofte, havde Erik og hende drillet med at Freya var for overbeskyttende og lidt af en pyllermor. I det mindste havde de ladt deres elskede pus blive voksne, istedet for stadig at sende chokoladefrøer til den ældste. Men Erik havde altid været en god og kærlig far, modsat hvad hun opfattede Quinten at være. Hun hævede hånden og tørrede sig på ny under øjnene. ''Fordi han kommer sent hjem, og går straks i seng, og-'', hendes stemme døde hen, hun vidste at Freya var logisk anlagt præcis som Quinten. Spådomme og syn var oftest set som fis i en hornlygte. ''Lad være med at blive vred på mig nu Freya men jeg har set dem'', hun betragtede hvordan uglerne fløj i vej, hvem mon hun havde skrevet til? Hun turde ikke at spørge. ''Og det var derfor at jeg vil snakke med Quinten fordi.. Jeg ved ikke hvordan jeg skal reagere. Men jeg tror nu at det vil være bedst hvis I snakkede med jeres søn'', hun hævede tekoppen for at tage en slurk imens hun lod Freya sutte på karamellen. ''Jeg forstår at Arthur er en ung mand men at ligge med en gift mand... Min mand.. Familie bør ikke gå imod hinanden''. 

[Freya Andromedius]

Freya bemærkede at Lennox stadigvæk pev en smule, så hun fik fisket en pakke lommetørklæder frem til hende, og rakte hende dem. Hun stillede sig med fronten til hende og observerede hende, mens hun prøvede at forklare hvad hun havde set.
Til først kunne Freya ikke se hvad Eriks gøren havde med  Freya at gøre. Han kom sent hjem, men det kunne vel ikke være hendes problem?

Det var først da hun nævnte hendes søn, uden navn til først, men snart blev det også bekræftet at det var Arthur hun mente. Det fik moderen til at ryste på hovedet og hun holdte en hånd oppe foran sig for at stoppe Lennox, “Lennox, stop… Vent… Jeg... Jeg tror du skal passe godt på med hvilken anklage du er ved at komme med lige nu," hun klemte sin næseryg med to fingre, mens de negative følelser svømmede ind over hende. Hun kiggede igen på Lennox, pupillerne store og mørke "for jeg er ved at være temmelig træt af at min søn bliver brugt som syndebuk for andre menneskers uduelighed,” det lød sammenbidt fra hende og hendes kinder var begyndt at blusse op. “Så hvad er det helt præcist du prøver at fortælle mig?” Hun gik et skridt tættere på kvinden, glad for at hun havde skrevet en ugle til både Quinten og Erik. Det var det eneste der holdte hende fra at rive kvinden i småstykker og gemme hendes rester af vejen lige nu.

[Lennox Andromedius Darklighter]

Lennox fingre låste sig strammere om lommetørklæderne i hendes hånd. Pakken udstødte en forpint kraklen imens hun stirrede tilbage på Freya. Hun anede ikke hvad kvinden mente med syndebuk, hvem ellers kunne have klaget på stjernesønnen? Hun satte koppen tilbage på den lille underkop imens hun forsøgte at fatte sig. ''Jeg forsøger at fortælle dig, at din søn har kønslig omgang med min mand'', svarede hun med et snøft selvom hendes tone blev alvorlig. ''Erik og jeg forsøger at forøge familien lige nu og jeg tror at Arthur forvirrer ham'', hun lænede sig tilbage som for at komme væk fra Freyas intimssfære. Hun var næsten uvant med at stå så tæt på nogen når Erik knapt stod så nær hende. Kort overvejede hun at sluge sine ord igen, men hun var træt af at ligge vågen om natten for at undgå synerne af sin husbond i lag med den unge dreng, på biblioteket, på kontoret, i hvad hun gættede var drengens seng. ''Vil du være sød at tale med Arthur om at lade min husbond være? Lære ham nogle manerer og fortælle ham om familieværdier? Andromedius har aldrig ligget med hinandens ægtefæller, det er respektløst''. Hun sank en klump men vedblev sit for engangs skyld stærke blik på sin kusine. 

[Freya Andromedius]

I et dødt sekund stod Freya der midt i køkkenet og stirrede på den uvelkomne gæst, Lennox. Hun så hende i øjnene og det var tydeligt at al varme havde forladt de to ravfarvede øjne. Der var ingen bekymringer for denne kvinde tilbage i hendes hjerte.
Det var for hende ikke til at forstå, hvordan denne kvinde kunne leve sit liv så skamløst, med hendes klodsede og akavede afleveringer af forvrængede sandheder! Nu måtte Erik ved Merlin snart til at få styr på sin kvinde. En ting var sikkert - hun ville ikke være velkommen under hendes tag længere.
Freyas læber dirrede og før hun vidste af det havde hendes hånd fundet vej mod kvindens kind i form af en hurtig og syngende lussing. “Hvor VOVER du at tale sådan om min søn, din kælling!” lød det højt og rasende fra heksen. Freya var normalt mere nede på jorden end dette. Men hun var stadigvæk en kvinde, drevet mere af følelserne i hjertet end logikken i hovedet, og desværre skulle der intet til at få hende til at svæve, når først hendes børn blev angrebet. Hun håbede på at Erik snart ville være her, for der var en risiko for at Quinten ikke ville holde hende tilbage, skulle hun forsøge at kvæle livet ud af denne forfærdelige løgner.

[Quinten Andromedius]

Da uglen havde landet i hans vindueskarm, var Quinten blevet bekymret. De var efterhånden for gamle til små fine beskeder under dagen, og han troede næppe på at Freya vil spørge om hans aftensmadspreference. Derfor havde han rejst sig, taget kappen over sine skuldre og transferer hjem inden at han overhovedet nåede at læse beskeden. Det var Freyas råb, der fik ham til at trykte døren op og vade direkte ind i køkkenet stadig iført sin lange sorte kappe, jakkesættet, sine polerede sko og mappen i hånden. Perplekst stirrede han fra sin søster til sin hustru. De røde vredespletter på Freyas kinder klædte hende ikke, men han undlod at påpege det, imens han ganske forsigtigt hævede brevet foran sig og lod sin tommel åbne det gamle papir. Han læste det eftertænksomt for så at kigge på de to kvinder. ''Darling, hvad sker der?'', spurte han henvendt til Freya istedet for at sep sin søster.