Divination at Heart

[Erik Arontage Darklighter]

Uglen var klasket mod Eriks kontorvindue, og han havde måttet haspe det op for at få kræet indenfor og løsne beskeden og læse hvad der stod. Først sad han og stirrede lidt på linjerne, perpleks over hvad det var de fortalte ham. Dernæst strøg han en hånd frustreret gennem de blonde lokker og sukkede tungt. Det var bare for meget, det her! Han måtte simpelthen få styr på sin kvinde inden der skete ulykker!
Han greb derfor sin kappe og tryllestav og fik transfereret sig til Godricdalen og Andromedius-residensen, i samme øjeblik han så døren gå i bag Quintin. Han gik med faste skridt og tryllestaven stadig i hånden op til døren og bankede på utålmodigt inden han skubbede døren op og trådte ind til et kaos. Fire magikere under samme tag, hvoraf to af dem lod til at have været i håndgemæng.
"Lennie! Hvad foregår der??" spurgte han og så fra den ene til den anden til den tredje med et ansigtsudtryk der både understregede forvirring men også fast beslutning om at få sin kone hjem så uskadt som muligt.

[Freya Andromedius]

Først ankom Quinten. Freya havde vendt sig med fronten mod ham “Hun kommer me-” før hun kunne nå at afslutte sin sætning, kom Erik også. De måtte have modtaget uglerne nogenlunde samtidigt. Som hun fik øje på Erik kogte hendes kinder endnu mere, “Erik, få hende UD… Jeg vil ikke se hende herinde igen.” hun vendte sit blik ganske langsomt mod Lennox. Hendes stemme blev mere stille, samlet og den gled køligt gennem luften, “...og du vover på at sprede de her løgne til andre,” hendes blik var limet på hende, som et rovdyr med blikket på en bange lille mus. Hun havde ikke lyst til at fortælle Quinten eller Erik hvad det var hun helt præcist havde fortalt hende. Hun ønskede ikke at det skulle komme ud, selvom det var en løgn. Hun fjernede endelig sit kølige blik fra hende, og forlod lokalet, for at gå ind i stuen. Hun blev nødt til at lægge noget afstand mellem hende og Lennox… og Erik for den sags skyld.

[Quinten Andromedius]

''Lennox hvad har du sagt?'', spurgte Quinten skarpt og tørt på en gang som han vendte sit stikkende blik mod sin lillesøster der sad med hånden trykket mod den svulmende kind. Hun havde kigget genert på Erik og så tilbage til Quinten, der i øjeblikket nærede større bekymring for Freyas reaktion end sin søsters. Nok var kvinden følelsesstyret, men ligefrem at behøve at gå fra stedet og kræve hans lillesøster ud, var et nyt niveau. ''Jeg lyver ikke, det var derfor jeg vil tale med dig og ikke Freya - du er logisk og-'', begyndte Lennox til sin storebror, men Quinten stoppede hende ved at stikke hende en syngende lussing som gav genlyd gennem det lille farmkøkken. Det chokerede tydeligvis Lennox til stilhed og hun hævede begge sine hænder over sine kinder. ''Tal pænt til og om min hustru'', begyndte Quinten mildt imens han stillede sig foran hende, hans hænder foldede sig bag ryggen imens han lænede sig ned for at være i øjenhøjde med Lennie. ''Fortæl mig så, hvad som var så skrækkeligt at du tillader dig at være så hysterisk i mit hjem, og som du ikke kunne dele med din mand'', Quinten så kort på Erik men gjorde ingen indikation til at forlade Lennox' side. De var under hans tag, og dermed hans regler. Dette var dog nok til at få tårerne til at pible frem fra Lennox på ny imens hun skamfuldt kiggede mod jorden: ''Erik har en affære med Arthur, jeg ved det'', hulkede hun. ''Og det må gerne stoppe nu''. 

[Erik Arontage Darklighter]

Nok måtte være nok. Erik var ikke en der lod sine konflikter gå stille af sig, men det her optrin af vold var simpelthen for meget. På det punkt adskilte han sig fra det meste af sin familie, og i særdeleshed også Andromedius-familien, når de tydeligvis ikke havde nogen skrupler i livet over at lange hinanden diverse slag over uenigheder, der normalt ville kunne løses med konstruktiv dialog.
"SÅ STOP DOG!" Erik trådte hen i et rask tempo og rev Lennox til sig efter hendes ord var faldet, dryppende som aske fra en giftig vulkan der spyede eder og galde over verden og henlagde himlen sort som kul. "Hvis nogen skal lægge en hånd på min hustru, er det mig! Men derfra og til at gøre det er der stadig langt," rasede han mod Freya og Quintin og trak Lennox om bag sig som for at skærme hende mod de to Andromedius'ers vrede. "Disse anklager er mig dybt uforståelige, men det er ikke ensbetydende med at der skal udøves strafbod for noget der ikke er sket eller som blot er tomme ord, tro mig," han holdt en finger op og pegede fra Freya til Quintin. "Jeg er inderligt ked af at I har måttet opleve min kone i et af hendes anfald, det beklager jeg, men lad mig tage mig af hende istedet for at fordømme hendes flyvske sind," han tog en dyb indånding og sænkede hånden mens han langsomt genvandt fatningen. "Jeg er sikker på at der findes en logisk forklaring på dette," han skævede bagud til Lennox, "vanvid," hans øjenbryn var hævet og blikket advarende.