Magic Endeavours

[Arthur Q. Andromedius]

Stenen hang i luften ved hjælp af Arthurs tryllestav. Hans blå blik stirrede intenst gennem gården på sin lillebror der sad og læste på en bænk ikke så langt væk. Han havde præcis set den slambert til Gabriel Jacques Darklighter ae ham gennem håret inden de havde taget deres afsked, som var mere intim end hvad Arthur brød sig om. Men han vidste at Darklighter-børnene var udenfor hvad han kunne tillade sig at ’påvirke’. I stedet ventede han nu til at hans åndsforladte lillebror endelig byttede side i bogen inden han med et hurtigt slag lod den lille sten suse gennem luften og ramme Elliott i hovedet. Elliott tog sig til panden – forundret, inden han på ny forsøgte at læse. Her sendte Arthur endnu en sted afsted fra sit skjulested.

[Erik Arontage Darklighter]

Det var en ganske stille og rolig formiddag på universitetet. Egentlig var der ikke så mange ude da de fleste havde timer, men enkelte, såsom Elliott Andromedius så ud til at have en modul fri. Erik havde holdt sig i skyggerne af en svalegang med søjler der omkransede gården. Han betragtede stenene komme flyvende igennem luften fra et skjulested og sukkede opgivende inden han fulgte deres flugt til et begroet område af gården hvor den velkendte hårpragt dukkede frem bag nogle buske.
Han sukkede og hævede et øjenbryn inden han diskret sneg sig bag Elliott med kurs mod buskene og armene over kors mens han så opgivende mod busken og dens midlertidige beboer.
"Jeg tænkte ikke jeg skulle hæve min stav imod dig igen, Andromedius," sagde han tørt da han standsede og kunne se ham ganske tydeligt nu. Erik var en af de heldige med et bedre syn end de fleste Darklightere. Faktisk var hans syn så godt at det overraskede mange, også specielt hans alder taget i betragtning. "Er du ikke gået ud af Hogwarts endnu, er stenkast stadig din foretrukne aktivitet eller skal jeg finde en ny ministeriel kontakt?" spurgte han uimponeret.

[Arthur Q. Andromedius]

Det gav et sæt i Arthur da Eriks stemme lød, men ikke nok til at slippe den næste sten som hang ubesværet i luften foran ham. Han vendte sit blik mod manden og sendte ham et kækt drengesmil: “shh, Prøv nu at se den her”, svarede han i stedet og svang staven på ny så stenen slog mod hans lillebrors hovede, hvorpå knægten fortvivlet gav sig til at slå om sig. Smilet på Arthurs læber stilnede ikke som han krøb ud af busken og rettede sig op i sin fulde højde for at se ned på Erik. “Elliott har godt af det. Måske det vil ryste cellerne på plads. Hvad laver du her istedet for dit kontor?”, imens han talte begyndte Arthur at rette sit nydelige lyseblå jakkesæt til.

[Erik Arontage Darklighter]

Erik fulgte stadig uimponeret den unge mands gøren og laden. Desværre var han udenfor hans rækkevidde nu han ikke længere var mønstereleven hvis billede hang på flere ærespladser i trofærummet. Selvom det var meget imod hans ønske at røre andre måtte han alligeve række hen og gribe i et let tag om den unge mands hage og rette hans ansigt mod sig med en bestemt mine.
"Jeg ledte efter dig, men jeg forventede ikke en busk-skytte," sagde han inden han med et lille klap mod hans kind slap ham og gik væk med et sidste blik i Elliotts retning for at sikre sig at den dumme knægt ikke havde opdaget dem. Det lod det ikke til. "Har du listerne?" spurgte han mens han førte Arthur med sig væk fra gården til svalegangen.

[Arthur Q. Andromedius]

Eriks pludselige greb sendte et stød gennem Arthurs krop. De blå blik mødte Eriks, og han måtte tage sig i ikke at ligge sin hånd på Eriks, han vidste at manden ikke brød sig om fysisk kontakt - hvilket han allerede havde lært at respekterer fra sin egen fader derhjemme. Et mildere smil kredsede hans læber som han nu gav et blidt nik. Det ville være så let at trykke sine læber mod hans fingerspidser, og  så let at spilde en vittig kommentar eller to om hvordan han ledte efter ham. ''Selvfølgelig, Mr. Darklighter'', svarede han med et let klap på sin brystkasse for at vise at alle dokumenter var sikrede. Det var ganske vidst dokumenter som ikke måtte spredes, men man gjorde vel alt for en gammel ven der havde hjulpet en så hurtigt frem. Arthur strakte på sig, posituren som Erik sågar havde været efter ham med under sit første år på universitetet. Han foldede sine hænder bag skulderen selvom at han fortsat holdt tryllestaven mellem sine fingre og spandt den rastløst på vejen. 

[Erik Arontage Darklighter]

"Godt," der var ingen grund til at spilde dyrebare ord på den sag. Listerne var vigtige for den renovering som han ville lade universitetet gennemgå. De gamle bygninger var slidte og de skulle udbedres så de var klar til den store semesterstart efter sommerferien. "Jeg antager at det ikke var svært at få dem udleveret," kommenterede han dog. Han vidste det var svært at få lov til at ændre de gamle, magiske bygninger, specielt universitetet, der havde stået siden middelalderen og været et uddannelsessted for magikere under skjul af at være en adelmands slot. Han satte en dyd i sit arbejde, og ønskede kun det bedste for sit universitet.
De passerede igennem søjlegangen og satte kurs mod en af de tunge egetræsdøre der ledte ind til en af de store bygninger der udgjorde komplekset. Han ville også helst diskutere sagen under fire øjne på sit kontor, men nu var tingene lige anderledes.

[Arthur Q. Andromedius]

Arthur gik ved Eriks side, med blikket rettet fremfor sig som han mod manden lede sig gennem det enorme bygningsværk. Kort overvejede han at lyve, for papirerne havde været svære at få fat i - men han ønskede blot at proklamere sin success for rektoren. ''Jeg tog dem'', svarede han nøgternt, nok havde han charme men i dette tilfælde havde charmen blot fået ham forbi den lille sekretær og ind i arkivet, men ikke givet ham mulighed for at tage noget med. Derfor havde han stjålet dem, men han valgte at frame sine ord på et pænere vis. ''Du får originalerne nu, men jeg forventer dem returneret næste uge så jeg kan ligge dem på plads inden nogen savner dem'', han sendte Erik et bestemt blik som han havde lært fra Quinten. Det lange lyse hår legede om hans ansigt, da busken havde ødelagt den ellers nøje anlagte frisure. ''Jeg fandt sågar en liste på besværgelserne der er blevet lagt over stedet. Ønsker du denne med?'', Arthur kendte allerede svaret, men det lille smil i hans mundvig viste drilskheden i den unge Andromedius samt udsigten til at Erik nok ikke fik listen ligeså let som han havde ønsket. 

[Erik Arontage Darklighter]

En lille svag trækning om hans øjne gjorde dem kortvarigt smalle som han sendte den unge mand et sideblik inden han pressede døren op med en hånd så fingrene spredte sig over det gamle træ. Hænglserne knirkede og lod dem komme indenfor i stenbygningernes omfavnende kølige, tørre klima. Han sørgede for at holde sig med et par centimeters afstand imellem dem, og selv da var det som om han kunne mærke ham gnide sig op ad sig.
"Selvfølgelig," svarede han. "Alt der kan gøre mit arbejde nemmere, Arthur, det ved du," han strøg en hånd gennem sine egne lange, lyse lokker inden han førte manden med sig op ad trapperne til den næste etage hvor lærernes kontorgang lå. For enden var hans rum, hans fine kontor med de gamle renæssance møbler. Han gik rundt om bordet og satte sig med de blege hænder strakt frem for at modtage Arthurs tyvekoster. Han sagde ikke noget til hvordan de var endt i hans hænder. Målet helligede midlet.

[Arthur Q. Andromedius]

Arthur undlod at svare yderligere på Eriks udtalelse. Istedet sagtede han sine skridt, og lod den ældre mand føre sig gennem skolens kolde gange. Kontoret duftede hjemmeligt, af støvede bøger og klamme limsten. Det tørre træ fra barokmøblerne klagede idet han satte sig i stolen fremfor bordet - hvor mange gange havde han ikke siddet her og betragtet Erik med indgående øjne eller ladet sig betragte imens han fyldte i diverse formularer og ansøgninger? Han fiskede et lommespejl op af kappens revers og gav sig til at betragte sit ungdommelige ansigt i spejlbilledet imens Erik satte sig til rette. Hans lange fingre klappede de befriede hår bort og forsøgte at gøre pragten til en ensformig masse. Det var indtil at han ud af øjenkrogen noterede Eriks hænder. Langsomt lukkede han lommespejlet, og rakte ind i kappen for at fremdrage de små ruller, der i dagens anledning var blevet formindsket til pillestørrelse for lettere at kunne blive smuglet. Han drog sin stav og lagde den ene af rullerne i de langfingrede hænder for at trylle den til sin oprindelige størrelse. Imens pergamentet voksede og voksede, hævede han sit blik til Eriks. ''Savner du mig nogensinde?'', spurgte han drillende, nu de var under fire øjne, imens han gik igang med den næste rulle. 

[Erik Arontage Darklighter]

Pergamentet groede imellem hans slanke fingre der gav sig let i deres greb om den tykke rulle. Han lagde den sirligt fra sig parallelt med den grønne skrivebordsmåtte og blækhuset. Hans blik gled langsomt op, som om han studerede Erik for første gang siden han havde sat øjne på ham denne formiddag, og blikket endte ved hans ansigt. Som spyttet ud af ham selv. Hvis han havde været lidt hurtigere aftrækkeren kunne det have været ham der havde fået ham med Freya. Men ak. Istedet stod her hendes søn som han ingen blodsbånd havde med, og han var ikke ked af synet.
"Ind imellem," svarede han tørt uden at give for meget af et smil til kende, der dog virrede lidt i hans mundvig som en dirrende muskeltrækning. "Hvad da?" spurgte han tilbage mens han så den næste rulle vokse sig stor foran sig.

[Arthur Q. Andromedius]

Deres slående lighed havde ofte været et samtale emne i magikerkredsende, til stor frustration for Arthurs fader. Det rygtedes at hans moders tidligere Hogwarts-fling havde sået sine frø tidligere end Quinten, hvilket blev stortest visuelt bekræftet af de som ikke så længere ud end deres næsetip. Arthur var selv kommet frem til, at ligheden var det som havde gjort hans attraktion til Erik, en bundfaldet narcissisme som knapt kunne undslippes. Arthurs falkeblik faldt straks på den sjældne vibration som han reciproerede i et bredere og ungdommeligt smil. ''Hvorfor?'', spurgte han, velvidende at hans ord kunne trække manden ud i en pinefuld konversation, men fremst en hvor han ignorerede Eriks spørgsmål. Rektoren havde lært ham at stille spørgsmål og svare kortest muligt på de som blev stillet til ham. Han undlod at ligge den næste rulle i mandens hænder imens han så afventende og udfordrende på ham.

[Erik Arontage Darklighter]

Erik tog bestik af Arthur. Han vidste det provokerende svar var ment til at undvige hans eget spørgsmål. Derfor gav han heller ikke drengen svar og rettede istedet fokus tilbage på rullerne der havde antaget deres normale størrelse igen.
"Jeg tænker at give dig besked med ugle når du kan hente listerne igen," svarede han mens han gav sig til at folde den første ud og betragte den. Det så fornuftigt ud og et lille smil krøllede hans mundvig. Det skulle nok blive pragtfuldt at renovere og få lidt styr på herlighederne inden næste semster startede igen. Noget både han, lærerstaben, de ansatte og de studerende havde set frem til i mange år. Og nu var Andromedius-legatet en realitet så der kunne postes endnu flere penge i universitetets fonde end før, da der var kommet en prestigeplad.

[Arthur Q. Andromedius]

Eriks stilhed var både en plage såvel som en udfordring for Arthur som heller ikke lod sig give så let. Han holdt den sidste rulle mellem sine fingerspidser, og legede med den så den var synlig for rektoren. ''Meget vel, Rektor Darklighter'', svarede han selvom at han ikke gjorde specielt udtryk til at rejse sig. Istedet lænede han sig tilbage i stolen og betragtede kontoret med et par stikkende øjne. ''Jeg tænkte...'', hans stemme sagtede imens han nøje overvejede sit ordvalg. Det var en idé som var kommet til ham i de seneste par dage, men en idé han hurtigt havde groet til at kunne lide. Det kom i kølvandet af oplevelsen med Elizabeth, hvor let det var hvis man havde ministeriel adgang at kunne få verden til at tilpasse sig sine behov. ''På at starte på universitetet igen. Læse til Auror. Jeg tænker at min faders donation vil være med til at sikre mig en plads?'', hans blik sænkede sig nu til Eriks, imens han lod den sidste pergamentrulle glide over hans læber som en tør cigaret. Et sted var Arthur sikker på, at pengene egentlig var ligegyldige da han have været en mønsterelev og dimmiteret tidligere end nogen anden student. ''Hvad synes du om det?''. 

[Erik Arontage Darklighter]

Eriks skarpe øjne hvilede på den unge mands omgang med rullen, læbernes flugt og pergamentets skraben over dem, og hans blik blev næsten opgivende. Han satte albuen i bordet så den pressede til den grønne skrivebordsmåtte og hans fingre strakte sig slanke i en gestus imod ham så den kunne modtage hans rulle mellem fingrene og den rundede håndflade.
"Måske, hvis du giver mig den rulle," svarede han tørt som om han ikke rigtig lyttede til resten af hans ord. Hans fokus var udelukkende sit forehavende han havde for øjet lige nu. At Arthur overvejede at tage aurorudannelsen kom ikke bag på ham. Måske ville han lære lidt pli mens han gik på den uddannelse i det mindste?

[Arthur Q. Andromedius]

Med en sirlig bevægelse flyttede Arthur rullen fra sine læber til rummet imellem dem. ''Så krævende, Erik'', kommenterede han drillende imens han langsomt sænkede rullen til at den hvilede et par centimeter fra rektorens håndflade. Han kunne næsten føle varmen som skabtes mellem deres hænder, inden han lagde rullen i hans hånd med fuld bevidsthed om at lade sine fingernegle let skrabe over Eriks håndflade. Stunden var kortvarig men uhyrlig intim. Arthur lænede sig tilbage i stolen på ny og lagde armene over kors samtidig med at han rystede noget af det lange hår bort fra ansigtet. ''Hvad siger du så? Naturligvis vil studierne ikke være heltid, jeg ønsker ikke at miste min position i ministeriet''.