Hvad fanden tænkte du på?!

[Warren Blackwood]

Tråd til Thereza Beaumont
Marts - 2058
Outfit

---

Warren var på vej hjem fra ministeriet og endnu en vellykket arbejdsdag, da han fik øje på selv samme pige, som han de sidste par dage havde været på udkig efter. Hans smukke søde Angie havde sendt ham en ugle om et overfald, og han havde været fast besluttet på, at det skulle italesættes. Man lagde ikke en hånd på hans ting! 
Så da han fik øje på gerningsmanden, eller i dette tilfælde gerningskvinden, så han kun en mulighed. MEd længe skridt hastede han hen til hende og trak hende til side og før hun kunne nå at gøre noget, havde han sendt en knytnæve lige i ansigtet på hende, med stor kraft bag. Han var trods alt sportsmand og havde fungere som Basket på skolens quidditchhold. "HØR HER DIN FATSVAGE LORTE KÆLLING: DU HOLDER DINE FEDE KLAMME FINGRE FRA MIN FORLOVEDE, ER DET FORSTÅET!!"MEd de ord greb han fat om halsen på hende klar til med hånden at ville kvæle hende, mens den frie hånd greb ned i lommen efter hans tryllestav. Hun skulle nok få sig en lærestreg før han var færdig med hende! Meg hånden om hendes hals trak han hende med ind i en gyde og dermed lidt væk fra nysgerrige øjne. Der var ingen grund til at blive afbrudt, før han var færdig.

[Thereza Beaumont]

Thereza havde gået i sine egne tanker i London denne stille eftermiddag. Hun havde en aftale om at komme hjem til aftensmad hos sin far og tante. Hun havde glædet sig og havde stået nær Trafalgar Square da en hånd nærmest havde grebet hende ud af ingenting om halsen. Der var ikke synderligt mange mennesker, og selv hvis hun havde skreget, hvilket hånden afholdt hende fra, ville de færreste nok have lagt mærke til det. Det var mere en underlig håndkamp mellem hvad der lignede søskende, en storebror og en lillesøster.
Hun snappede efter vejret og vred og sparkede for at komme fri mens hendes fingre rev og sled i ham så hendes negle hev strimler af hans øverste hudlag af og gav ham hudskrabningsagtige sår.
“Slip mig, din grimme... usle... øgle!” Gispede hun vred mens hun kæmpede imod ham inde i ly af gyden og så bistert på ham mens hendes ansigt blev mere og mere rødt af manglen på luft. “Min far... får det her... at høre!”

[Warren Blackwood]

Warren var klar på et modangreb og havde nok egentlig en forventning om en svale af lede ord, hvilket derfor fik ham til at grine hånligt, da hun endte med at kalde ham for en ussel øgle. "Det hedder en slange min kære, og som du nok kan se, er jeg en kvælerslange for di vedkommende." hvislede han ud gennem tænderne, dog slækkede han lidt på grebet om hendes hals, hun skulle jo nødigt  besvime af luftmangel. Men mens han havde så fint fat om hendes ansigt lænede han sig tæt ind mod hende, så hans hårde blik kunne fange hendes. "åh lille skat, det tror jeg ville være en rigtig RIGTIG dum ide. Hvis du fortæller farmand om dette her, så brækker jeg begge dine arme, og i værste fald, så knækker jeg din tryllestav også."  stemmen var lav, truende og rystende kold, mens blikket stod kivskarp. Der var ingen tvivl om at han mente hvert et ord han sagde. og som ordene var sagt, lænede han sig endnu tættere på hende og på den mest ydmygende vis slikkede han hende hen over ansigtet, før han så trak sig lidt tilbage, nu med et løs greb om hendes hals. Alt imens han hævede sin tryllestav og så på hende som han næsten mekanisk lagde hovedet lidt på skrå. "Måske et flækket øjenbryn, hm? eller vent måske et ar fra øret hen over næsen og ned over halsen. Stort og ulækkert. Til evigt minde. Hvad siger du? Jeg kunne selvfølgelig også bare prikke dit øje ud. Er det bedre?"

[Thereza Beaumont]

Han havde ingen idé om hvem han legede med lige nu. Man sagde at børn fra Hoghaven ikke havde noget at miste, og i Therezas tilfælde havde hun intet at miste. Skulle han kaste en forbandelse over hende der brækkede hendes arme kunne hun blive healet igen af sin far, der var healer. Hun kunne leve med et ar, hun var på bunden og der var kun én vej for hende: op. 
“Du bander som en damning muggler,” snerrede hun og begyndte halvkvalt at grine. Hans greb om hendes hals havde presset mod hendes luftrør og hun hostede lidt men hun smilede alligevel, nedladende og hånligt mens hun så åbent på ham. Hans tunge over hendes ansigt sendte små elektriske stød igennem hende og hendes smil blev bredere, mere frydefuldt, og glimtet i hendes øjne var ikke til at tage fejl af.
“Kom, gør dit bedste, Warren fricking Blackwood,” sagde hun udfordrende. “Og se hvad konsekvenserne bliver!” Hun forholdt sig roligt nu, næsten overgivet mens hun stod og stirrede på ham, med et manisk smil og hendes krop anspændt som en flitsbue.

[Warren Blackwood]

Så hun var altså ikke bange for lidt smerte? hmm.. det måtte være sådan det skulle forstås. Det ændrede dog ikke på hans lyst til at tvære hende ud. han skulle nok finde hendes svage punkter og om ikke andet få hende til at forstå at man ikke rørte hans ting? han var så evigt ligeglad med hvad hun ville sige til sin far, hun skulle bare forstå, at hun skulle holde sige fingre fra Angie! Han fnøs da hun kaldte ham for en muggler. Det fik ham til at hæve staven igen og lægge an til at skære hende over kinden. Han holdt dog lidt igen.  "ynkeligt! Du har vidst allerede lidt et alvorligt ilttab, så dum som den udtalelse var. men det er okay. Jeg forstår udmærket at du ikke har mange hjerneceller at flytte rundt med. og hvad din far angår, så tvivler jeg på han kan være stolt af en som dig. Det er forkasteligt, skulle jeg ikke vide bedre ville jeg gætte på dit blod var møgbeskidt og at dine forældre helst så dig som en klat på et lagen. Man får næsten ondt af dem." han så op og ned af hende og væmmelsen kunne ses tydeligt i hans ansigt. "Magen til lille tæve skal man lede længe efter. Magen til uduelig tøs! Du er en pinlighed mod alle fuldblodstroldmænd i denne verden. Føj." og med de ord samlede han en masse spyt, som han så spyttede direkte i hovedet på hende; det da medmindre hun flyttede hovedet inden. 

[Thereza Beaumont]

Det var en varm klat af spyt der ramte hende over det ene øje og gled ned ad hendes øjenlåg og kind. Hun blinkede besværet men stod alligevel fast. Hun kunne mærke det skære helt ind i hendes sjæl mens hun stod som en stenstøtte i hans hænder og lod sig finde i hans behandling. 
“Igen, man skulle tro du havde gået blandt en flok mugglere, sådan som du bander, Blackwood, eller skal jeg nærmer kalde dig, Blackblood?? Der er ikke nogen troldmænd idag der er en lille smule halvblod, så stram dine fricking balder an og kom ud af kosteskabet, dit spidssnudede abebarn!” Skød hun igen uden at røre sig ud af flækken. Hun vidste hvad der var hendes styrke. Og selvom han måske ikke turde tro der var nogen konsekvenser over hans behandling, så ville hun sørge for at han ville ønske at han aldrig havde rørt et hår på hende. “Du er bare ked af at du ikke må duske min kusine endnu. Boohoo, no-brain-boy,” bed hun tilbage med et bredt grin selvom hun sjældent havde været så vred og hele hendes syn var sløret af et rødt skær og hendes hjerte bankede hurtigere end hun nogensinde havde mærket det, selv udenfor elskov.  

[Warren Blackwood]

Warren kneb øjnene sammen og lænede sig på ny frem imod hende, så hans mund var lige ud for hendes øre. "Du har ingen ide om hvad Angelique Darklighter og jeg laver. Så bare bland dig uden om din slatne genbrugte luder. Hvad vil fyrene egentlig give for en tur i kanen med dig? Nej vent. Du skal sikkert både tigge og bede om at få lov til at få lidt Pik. Har jeg ret? Måske det faktisk er dig, der giver dem penge for lige at duske dig lidt." han fnøs hånligt og var så aldeles ligeglad med hende. Hun skulle have en lærestreg og der var hvad han var ved at give hende. Han svang tryllestaven på ny og lod en formular lyde, der fortalte, hvordan hele hendes ansigt ville fyldes af bylder, hvis da ikke hun afværgede den før den ramte. "Du er lidt grinagtig ved du godt det? Som om du kunne ramme mig på mit blod. HA! YNKELIGT!! Tror du ikke jeg kender min familie. OG ja jeg vil sige du fortjener næsten en klapsalve for din originalitet. Blackblood, ha som om jeg ikke har hørt den før."

[Thereza Beaumont]

Bylderne vældede frem da han udtalte sin besværgelse da hun var for ung til at måtte bruge magi udenfor uddannelsen. Hun mærkede huden sprække og puds vælde frem og ned over hendes hud så det ramte der hvor han holdt hende. Hun smilede og var komplet ligeglad. Smerten brølede igennem hende men det mindskede ikke hendes iver for at se hvor ynkelig han var sådan at stå og bande som en gemen playboy i en festgade i London. Hun undrede sig virkelig over hvad hendes kusine kunne se i ham og overvejede hvor meget hun skulle sige næste gang de var til familiefest sammen, for de ville begge to være der, for hun ville sørge for at hendes far fik ophævet det forbud der var for hende lige nu, sammen med diverse andre resultater hans overfald ville bære med sig.
“Som om min kusine gider dig, hun bruger dig sgu da kun, din døde mandrakerod,” bed hun igen uden at ville besvare hvad han sagde om hendes privatliv. “Det er kun for penge og status, og når du ikke er god længere kan hun klare sig selv. Lev med at ingen gider din lille hængediller, slapsvans,” knurrede hun igennem bylderne der havde fyldt hendes ansigt.

[Warren Blackwood]

Så pludselig var der en tanke der slog ham, som tøsen blev ved med at nævne sin kusine aka Angie. Et slesk lusket smil voksede frem på hans læber. "Nu vi snakker om din smukke kusine, så fortæl mig lige kort: 1. hvordan fanden i to kan være i familie? jeg mener hun er så smuk, og du... Havde din mor ensygdom da hun bar dig, eller er hun ligeså grim? og 2. Hvordan føles det egentlig at være den der bliver tørret af på tossen med det mærkelige hoved? var det sådan i sympati, eller mente dine forældre sådan helt reelt at det var noget ligeværdige over jer? Men det gik ikke har jeg hør? Så selv han ville altså ikke have dig?" han smilede hånligt før han så slog en ond hård latter op. Det har var simpelthen for sørgeligt. "Måske er der alligevel mening med galskaben. Du er jo Jaloux! Du er jaloux på Angie, fordi hun har alt og du intet har! HA og så tror du det hjælper dig at overfalde hende? nææh søde lille dig. Du et kun en lille lus! ingen bryder sig om dig. Ikke engang dine forældre vil dig det godt. Du er bare en usling som ingen vil have noget med at gøre, en pestilæns de end ikke kan komme af med. Sørgeligt. man får næsten ondt af dem.. dine forældre altså."

[Thereza Beaumont]

Selvom hans ord brændte sig ind som et mantra i hendes hjernebark svarede hun ham ikke. Hun lod dem vaske af hende som vand over en ands ryg. Hendes ophold på Hoghaven havde lært hende en del ting på kort tid, og det var blandt andet at være hærdet, præcis som hun havde foventet det ville være, og i dette tilfælde var det en styrke, der lukkede alle hendes ønsker om at slå manden ihjel indeni hende. Hun glædede sig til den dag hendes hænder kunne lande om hans hals og trykke til til øjnene poppede ovenud af deres huler og hans tunge hang slapt. Hun ville snakke med sin onkel, for første gang ville hun trække det kort hun aldrig havde håbet på at ville bruge, og gå til sin onkel og få hans hjælp.
“Hvorfor spørger du om min kusine, er du bange for at få en der er ligeså indavlet som dig selv?“ spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå selvom det strammede i alle bylderne og pudset stadig klemte sig ud af sprækkerne. Hun vidste hendes far nok skulle hjælpe hende når hun kom hjem, og han ville forlange en forklaring. Og en forklaring skulle han få. ”Tsk tsk, Blackwood, er det ikke nærmere dig der er bange for at miste muligheden for at duske alle damerne, nu du bliver gift i så ung en alder? Fanget som farmand i et hus med børn og bleer og intet liv længere. Jeg er fri, og det er du ikke. Deal with it!” hun hævede et øjenbryn og knyttede hænderne uden at røre ham stadigvæk. “Er du færdig, skrigeabe?” Spurgte hun mens hun bed sig i tungen over ikke at skrige over smerten fra bylderne.

[Warren Blackwood]

Denne gang kunne han næsten ikke holde sin latter tilbage før hun var færdig med at snakke. "Du forstår så ubeskriveligt lidt af verdenen. Det er næsten sødt. Man skulle da tro du lærte jer noget på skolen. JEg menerså længe siden af det da heller ikke siden jeg gik ud, men du er måske bare tungnem." Warren havde en forventning om at hun da selvfølgelig gik på Hogwarts som alle andre stolte familier, så det kom slet ikke naturligt for ham at der kunne være andre muligheder. hånden, som endnu lå hun hendes hals, var godt klistret ind og han skiftede derfor hånd, så han fik den første fri. Denne tørrede han roligt af imod hendes læber. "Her slik lige dette her af for mig gider du? det simpelthen for klamt." han tværede det ud i ansigtet på hende og tørrede til sidst hånden i hendes trøje. så skiftede han hænder igen. "SÅ skal vi sige du har forstået min pointe eller hvad tænker du selv?"

[Thereza Beaumont]

Hun grinede lidt mens hun lyttede til ham. Han var apparently ikke helt med på hvad der var nyt i verden. Det var ikke overraskende for hende. Kollegianerne på Det Magiske Universitet var ofte nogle snobber, som hun snildt kunne se ham være en del af. Hans hån faldt derfor for døve ører og da han bad hende slukke puds og blod af hans hånd blev smilet blot bredere. Hun vendte vreden indad og søgte efter en fysisk reaktion der endte med at blive manifesteret så snart smagen af puds og blod samlede sig i hendes mund og svælg og hendes tunge legede over hans hånd inden hun gav et halvkvalt støn fra sig og kastede op ud over ham og hans hånd. Det flød over hans hånd og trøje og dryppede ned på hans sko. Det var en herlig blanding og hendes slappe, næsten følelsesløse læber bankede af anstrengelse mens hendes hjerte slog hårdt.
“Vi ses til familiemiddagen, orm,” spyttede hun og hostede mens smagen af galde var mere velkommen end hvad puds og blod havde været.

[Desmond Beaumont]

En anden dag var vellykket og Desmond kunne let klappe sig selv på skulderen over endelig at have påbegyndt renoveringen af susenetværket. Til dels, takkede han sin nyerhvervede praktikant Warren Blackwood for at have hjulpet med at læse diverse aviser igennem for at koordinere bebyggelsen. Efter at have suset op af det ministerielle toilet, rettede han sin lange trenchcoat til og hankede op i sin brune lædermappe. Kun hans lange hår og den lidt for lange kappe på bagsiden af trenchcoaten vidnede om hans eventuelle troldmandsskab som han bevægeede sig gennem mugglernes verden. Han trådte ud fra undergrunden og missede med øjnene da dagslyset mødte ham alt imens at satte i vej mod Diagonalstræde. 
Hans fredlige hjemtur, blev dog snart ødelagt da han hørte den halvkvalte lyd af rasende stemmer en gade bort. Mugglere, fordømte han indtil han hørte noget om magikere og halvblods, hvilket fik ham til at bestemme sig for at gå mod stemmerne. Til trods for at han ikke vil blande sig i andre troldmænds kvaler, lød dette dog for alvorligt til at kunne lade det foregå i en offentlig gade. Desmond nåede knapt om hjørnet inden han så en ung teenager med uigenkendeligt ansigt og sin praktikant som var sølet til i bræk. Det fik ham til, med et hævet bryn kort at tjekke omgivelserne inden han hævede sin stav for at tvinge de to kamphaner fra hinanden med et hurtigt vips fra håndledet. ''Warren Blackwood, hvad foregår der her?'', spurgte han, alt imens han gav sig til, med et misfornøjet udtryk, at trylle Warren ren igen. 

[Warren Blackwood]

At hun så kastede op ud over ham, fik ham til at knytte næverne og på ny ønske sig at slå hende meget hårdt i ansigtet, men desværre nåede han det ikke, da han kort efter hørte sin chef bag sig og vendte sig om imod ham. "Mr. Beaumont." Han bukkede let i en høflig hilsen. "Jeg giver hende blot en lærestreg. Hun har uden grund sendt min forlovede på Mongus med div. skade og men. Nogle af dem vil måske præge hendes smukke ansigt resten af livet." Han så kort på pigen, som var hun det mest ulækre han nogensinde havde set. Blikket var iskoldt og havde man bare lidt hjerte, ville man krumme tær under et sådan blik. "Jeg forsøgte at have en fornuftig samtale med hende, men desværre var det ikke en mulighed, så jeg så desværre ingen anden udvej end give hende ingen af samme mønt. Brændt barn skyer ilden, ved De."

[Thereza Beaumont]

En stemme nåede hendes dunkende ører. Igennem smerten fik hun drejet sit ansigt og gispede efter vejret da hun så sin far stå og kigge på dem. Halvkvalt rakte hun prøvende ud efter ham mens tårer begyndte at forme sig i hendes øjne og løb ned ad hendes byldebefægnte kinder.
"Faaaar!!" hendes stemme flænsede luften som et gurglende skrig. "Faaar!! Red mig! Hjælp mig!! Faaaar!! Hjælp!" Det kunne ikke gå nogen forbi efterhånden at der skete noget i den stille gyde hvor der stod tre mennesker nu hvoraf det ene af dem skreg på sin far og på hjælp. "Faar! Det er mig! Thereza!" gispede hun panisk mens hun kæmpede mod Warrens brækindsmurte hånd.