Longing for adventure

[Grace Brennan]

Grace havde været i gang med semesteret i et par uger nu. Dragestudier og magiske dyrs adfærd havde været oplagte emner at studere nærmere for hende, men heling havde hun været mere usikker på. Hun fik dog ræsonneret sig frem til, at heling ville være en god evne at besidde i felten, og derfor havde hun meldt sig til. Hun havde da også lært noget, men havde svært ved at se den praktiske anvendelse, og professoren var mildest talt belastende. 

Nu brugte hun endnu engang en ellers dejlig eftermiddag i et indelukket klasseværelse, med en masse elever der var langt yngre end hende. Forelæsningen føltes uendeligt lang, og hun længtes efter naturen og nye eventyr. Hun måtte konstant minde sig selv om, at dette trods alt var for at sikre hendes egen fremtid, og tvinge sig selv til at fokusere på professorens ord. 

Han fortalte i langdrag om dittany plantens bestanddele, hvad der gjorde den magisk og hvad der berettigede dens brug i diverse helingspotions. Alt sammen information der, i Grace's øjne, var irrelevant. Nuvist, det var ganske fint at have et indblik, men hun havde forestillet sig lange forelæsninger om alle de forskellige potions og besværgelser man kunne anvende, og hvilke situationer de skulle bruges i, og det var slet ikke hvad hun fik.

Hendes irritation byggede sig større og større. Rastløsheden og frustrationen ved at være så meget indenfor, malplaceret og langt væk fra alt der plejede at være spændende i hendes liv, var nået kogepunktet. Hun kunne ganske enkelt ikke klare mere, og med et frustreret suk udbrød hun "det er ganske fint med alt det bla bla bla om planter, professor, men hvad skal det bruges til?". Ordene nåede dårligt ud over hendes læber før hun indså hvor respektløs hun lige havde været, og hun krøb næsten sammen i sit sæde mens hun gruede for hans svar.

[Deleted]

Et let suk lød; en korte pause før Lucan igen forsatte hvor han slap. Den obligatoriske del, den kedelige del, alt sammen noget de fleste af eleverne sugede til sig i håbet om at blive klogere og dermed også kunne imponere på den ene eller anden måde. Personligt gjorde professeroren intet for at sælge dittany planten, ikke at den ikke var spændende, men lige netop denne her del hang ham langt ud af halsen. Spurgte man enhver anden professor havde de nok givet ham en mindre opsang over den indstilling samt spurgt hvorfor han overhovedet var blevet professor i healing.. Det måtte være en historie til en anden lektion.

,,Planten kan desuden udløse en brandfarlig damp, så du må under ingen omstændigheder ikke…" Længere kom han ikke, som en utilfreds stemme lød fra midten af flokken. Som en kliché vendte alle deres fokus mod synderen og på et split sekund hvilede alle øjnene i lokalet på den utålmodige sjæl. Grace Brennan. Det ene bryn blev skudt i vejret og en anelse underholdt gled det smørrede grin henover læberne på Lucan. Det var ikke første gang at det kønne ansigt åbnede munden og forstyrrede undervisningen - og det blev næppe sidste gang. ,,Keder jeg dig, Grace? Eller er du bare utilfreds med hvordan jeg underviser, som altid?"

[Grace Brennan]

Grace havde intet imod opmærksomhed, men som alle øjne i rummet rettede sig mod hende mærkede hun en brændende varme i kinderne. Hun var dog ikke sky for en udfordring, så hun rettede ryggen og mødte professorens borende blik. Den brændende fornemmelse vedblev, men hun var indstillet på at arbejde igennem det og langt om længe sætte ham på plads - også selv om det måske kunne få uforudsigelige konsekvenser.

Det flabede smil der snart bredte sig over professorens ansigt gjorde hende kun mere arrig. Hvis der var én ting hun ikke kunne klare, så var det bedrevidende mænd. Arbejdet med drager var i høj grad mandsdomineret, så hun var vant til at håndtere dem, men nemt blev det aldrig for hende. At se professoren more sig over hendes udbrud bragte hende tilbage til alle de gange hun ikke var blevet taget seriøst, og hun tog en dyb indånding mens hun forberedte sig.

Hans svar var forventet, men frustrerende, og hun måtte virkelig styre sig for ikke at rejse sig op og forlade lokalet. Hun var her for at lære, men hun havde ikke lært en eneste ting hun kunne bruge endnu. Med et selvsikkert smil hvilede hun albuen på bordet og fastholdt professorens blik. "Ja, jeg keder mig - igen. Det her er alt sammen ligegyldig information. Jeg er her ikke for at lære botanik, jeg er her for at lære healing, så sig mig professor, hvornår fortæller du os noget brugbart?". Hun sørgede for at lægge ekstra tryk på professor, ikke for at være høflig men for at provokere ham. Hvor modet kom fra anede hun ikke, men hun var nået til et punkt hvor hun var ligeglad med hendes fremtid i faget, så hun kunne lige så godt tage den til kanten.

[Deleted]

Måske var det bare blevet deres ting? At afbryde hinanden, diskutere og få timerne til at blive en anelse mere interessante og dertil få tiden til at gå hurtigere. Grace irriterede Lucan grænseløst, men hun underholde ham samtidigt også. Hun stillede spørgsmål - ikke nødvendigvis de rigtige spørgsmål eller på de rigtige tidspunkter, men hun sagde uden tvivl det de fleste tænkte. Professoreren havde selv været der, tænkt at det var ligegyldigt, ved Merlins skæg, været ung og dum og gjort det han ikke burde, men sådan var han stadigvæk dagen i dag, sådan var han af person.

Et fnys afslørede hurtigt at han fandt hendes selvsikre ord komiske, i det hele taget hendes forsøg på at sætte ham på plads. Det lille tandsmil der fulgte trop gjorde ham blot mere provokerende, måske en indirekte handling, eller måske var det i sandheden bevidst og et håb om at få den unge heks gjort endnu mere fyr og flamme. ,,Du synes måske ikke det er vigtigt at vide at det er stilken der skal bruges til eliksiren, og at hvis du ikke sørger for at plukke bladene af, så kan eliksiren blive yderst giftig for modtageren? Eller at den kan ende med at sætte ild til dine omgivelser hvis du ryger i nærheden af den eller har åbent ild omkring den?" Armene blev lagt på kors. Det hele var retorisk, fremfor et spørgsmål om hendes viden til planten, men forhåbentligt fattede hun pointen.  

[Grace Brennan]

Professorens svar gjorde endnu en gang Grace usikker på, om hun nu virkelig ønskede at tage den kamp. Han fremstod urokkelig og urimeligt selvsikker, og hun var trods alt bare endnu en elev og på intet plan en ekspert i healing. Men nej, nu havde hun startet den og i dag ville hun også afslutte den. Hun overvejede kort hans ord, og hendes tøven udløste en række fnis og lavmælt hvisken fra eleverne omkring hende, men det tændte heldigvis kun yderligere op under hende, og gav hende den nødvendige styrke til endnu en gang at rette ryggen. De skulle bare vide hvad hun havde været igennem. Dette var barnemad.

"Selvfølgelig er det væsentlige informationer, men er det virkelig nødvendigt at bruge en time på at fortælle noget, som du lige har opsummeret for hele klassen i to korte sætninger? Du kunne være nået langt ind i et brugbart pensum nu, men i stedet fortsætter du din søvndyssende tale om bagateller," svarede hun spydigt tilbage, og returnerede hans provokerende smil. Endnu flere grin, denne gang mindre lavmælte, bredte sig i lokalet, og hun vidste at hun havde ramt plet.

[Deleted]

Med latteren i baggrunden fra de andre elever virkede det i nogle sølle sekunder som om at frøkenen overvejede at trække i land. Sejren var langt fra i hus, tværtimod var kampen først lige begyndt og velvidende om dette, nød Lucan at sætte den unge Grace på plads ved samtidigt at smide mere brænde på bålet - nuvel, på trods af at det var kortvarigt. Som Grace rankede ryggen og voksede, forberedte professoren sig på runde nummer to. Hendes selvtillid overraskede ham ikke, hvorimod hendes ordvalg fik ham til at føle sig en kende yngre. Brynene blev dertil rynket, Lucan var forvirret og en anelse tvivlsom over hvor meget hun rent faktisk havde fulgt med. ,,Men Grace, det jeg remsede op var jo småting fra den sidste times forelæsning. Måske du rent faktisk skulle droppe dagdrømmeriet og i stedet følge med, fremfor at søge opmærksomhed i form af at debattere", der var en strejf af trussel i undertonen, muligvis et indirekte; genovervej om du rent faktisk vil lære noget eller så bliv væk. På trods af at han var tilhænger af tvivlsomme spørgsmål, så mente han selv at der var en grænse og i dette tilfælde mente han at hun havde dummet sig.

[Grace Brennan]

Grace mærkede den velkendte brændende fornemmelse i brystet idet professorens nedladende svar fandt plads i hendes bevidsthed, og hun måtte kæmpe med sig selv for ikke at storme ud af lokalet. Hun var godt træt af mænd der mente de kunne tale til hende som om hun var ingenting - nuvist, han var professor og vidste bestemt mere end hun gjorde, men hun var på ingen måde i tvivl om, at hun havde fat i den lange ende. Der var unødvendigt meget fyld på disse forelæsninger, og hvis ikke noget snart ændrede sig var hun klar til at smide hatten i ringen. Professorens attitude bidragede bestemt til den overbevisning.

"Problemet, hr., er at jeg følger for meget med, men lærer alt for lidt der reelt er brugbart. Måske hvis du brugte mere tid på den del af pensum vi kan bruge i virkeligheden, ville mit behov for at debattere være væsentligt mindre." Hun gad ikke engang bruge energi på hans spydige kommentar om opmærksomhed, for hun vidste udmærket at det blot var for at hyle hende ud af den. Hun sydede efterhånden af raseri, og havde svært ved at se et scenarie hvor hun vandt dette skænderi.

[Deleted]

Måske lå der et lillebitte håb om at Grace bare denne ene gang fulgte trop, blot nikkede, satte sig ned og holde sin søde lille mund lukket. Det var langt fra realistisk, og det var næsten for naivt til at tænke. For Lucans skyld kunne pigebarnet være så uenig med ham som hun ønskede, men hendes spydige kommentarer begyndte langsomt at få professoren til at se rødt. Han var træt af hende, i og med at det heller ikke var første gang - og næppe sidste. Hun var utilfreds over hvordan tiden blev brugt og alligevel så hun det nødvendigt at afbryde og deraf forstyrre hendes såkaldte dyrebare tid som hun mente kunne blive brugt på ting der var mere brugbare.
Ligesom Grace, var han nået til det punkt at han ikke gad at bruge energien på at forsætte diskussionen. Hendes sidste ord fik ham til at stå i nogle sekunders stilhed og stirre på hende. Han var ikke mundlam, nok nærmere frustreret og træt. ,,Ud.'' Tonen var kold og kontant. Det her var hans forelæsning, ergo havde Lucan det sidste afgørende ord i denne kamp, og så kunne de forsætte bagefter.

[Grace Brennan]

Trods Grace var bevidst om, at hun næppe vandt denne diskussion, blev hun voldsomt overrasket over professorens kontante afskedigelse. Forbløffelsen varede dog kort, og blev i stedet overtaget af en brændende fornemmelse i hendes kinder og sydende vrede. Hun var sikker på, at havde man hældt koldt vand på hende i netop det øjeblik var der steget dampskyer fra hendes hud. Med knyttede hænder gik hun i gang med et modsvar: "Det kan du ikke mene alvor..." men hans kølige blik fik hende til at standse og genoverveje sin position. Hvis hun fortsatte med at diskutere ville det uden tvivl ende grimt, så hun rettede ryggen og satte kursen mod døren uden at sige yderligere.

[Deleted]

Det fastelåste kolde blik talte for sig selv; ingen miner blev skåret som Grace påbegyndte sit modsvar, hvor det, til Lucans store held, blev stoppet før hun overhovedet kom rigtigt i gang. Inden længe blev det ellers så pludselige kolde og lydløse lokale fyldt med støjen af tasken der blev pakket for derefter stolens skærene lyd som den blev skubbet baglæns hen af gulvet. Hendes exit fik ham til at sukke som døren blev smækket hårdt i alt imens hånden gled op til hovedet og han ende med at trykke sig lidt opgivende på næseryggen. Det var slet ikke slut, som i slet ikke.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Forelæsningen gik derefter hurtigt. Spørgsmålene blev holdt tilbage og det han spurgte om blev besvaret, hvilket passede professoren fint. Det sluttede fredeligt og hurtigere end nogen kunne nå at remse alfabetet op stod Lucan ene og alene tilbage og pakkede sine ting sammen. Skuldertasken blev svunget over hovedet og med tanken om at han bare skulle hjem og slappe af og nyde et glas whisky, nåede han ikke længere ind i døråbningen før han fik øje på synderen. Brynene blev hævet og et næsten lydløst suk forlod ham. ,,Skal vi tale om det?"

[Grace Brennan]

Grace havde opgivende sat sig på gangen foran forelæsningssalen. Hun havde ingen planer for resten af eftermiddagen, og da hun først var sunket ned på gulvet kunne hun ikke finde styrken til at rejse sig igen. Vreden var for længst fordampet og blevet erstattet med selvbebrejdelse og frustration, så hun ænsede slet ikke da resten af hendes klassekammerater gled ud fra lokale. Det var først da professorens ord rungede ud af det nu tomme lokale at hun blev hevet tilbage til virkeligheden, og hun så op med et opgivende blik.

Hvad var der at tale om? Og hvorfor ønskede han overhovedet at tale med hende efter det drama han lige havde udsat hende for? Hun sendte ham et nedslået smil. "Hvis det er for at give mig en skideballe mere kan du spare dig, jeg har allerede sparket mig selv over skinnebenet den sidste halve time," sagde hun mut og sank sammen med et opgivende suk. "Jeg er virkelig ikke god til det her akademiske univers," indrømmede hun med et halvhjertet grin, nok mere for sig selv end for professoren - han havde formentlig regnet det ud for længst.

[Deleted]

Et lille underholdende grin sneg sig ud som Graces tydelige mutte ord lød. En skideballe var langt fra det han havde i tankerne, selvom det nu alligevel fristede professoren. ,,Det er fristende,", lød det ærligt men tydeligvis også lettere drillende. ,,- men jeg lader dig slippe denne ene gang." Hovedet røg derefter på skrå som den ikke spor overraskende indrømmelse lød. Efter nogle stille sekunder brød han tavsheden med et mindre hmm. ,,Tror du at du er den eneste?" Under tænkeriet var han røget en anelse dovent tilbage i dørkarmen. Ryggen blev ranket og Lucan drejede en halv omgang for derefter tog et halvt skridt ind i klasselokalet. Han skævede sig over skulderen og hævede brynene så et noget mere afventende udtryk kom til syne. ,,Kom." De kunne lige så godt snakke sammen uden at blive afbrudt af de der nu end måtte gå forbi. Derefter forsvandt han ind i lokalet og målrettet hen mod katederet.

[Grace Brennan]

Grace smilede svagt ved professorens grin, og sukkede lettet over at hun ikke skulle have endnu en skideballe. Hun kunne næsten ikke klare mere i dag. Ved hans spørgsmål så hun op, med hovedet let på skrå og et tvivlsomt udtryk i øjnene. Hun var da den eneste der var blevet smidt ud i dag, så noget måtte hun gøre radikalt forkert som de andre tydeligvis havde styr på allerede. "Umiddelbart ja," svarede hun efter lidt tid, og trak på skuldrene. Hun havde ingen idé om hvor han ville hen med den bemærkning. Da han gjorde tegn til at hun skulle følge ham ind rejste hun sig med en langsom bevægelse, både nysgerrig på hvad han ville sige og usikker på om hun havde energien til at blive belært. Hun gik tilbage ind i forelæsningslokalet og satte sig på bordet overfor kateret med benene krydset. Efter at have sat sig til rette kiggede hun op på ham med et spørgende blik.

[Deleted]

Lænet op af kateret, gik der ikke mange minutter før Grace selv tog plads ved det nærmeste bord. Håndfladerne hvilede mod bordets kant og lidt overvejende lod Lucan de første sekunder gå hen i at han betragtede hende diskret fra top til tå. Det var ikke så sært at Grace var så næsvis som hun var; hun var ikke bare ældre end de fleste som dukkede op til de forskellige forelæsninger, hun havde allerede en del mere livserfaring og dermed viden med sig - og så var hun tydeligvis også bare en pige med ben i næsen.
Som Lucan tænkte over hvad han skulle sige og hvordan han skulle starte samtalen, ende han til sidst ud med at trække lidt på mundvigen hvilket resulterede i et skævt tandsmil. ,,Hvad forventer du, at du opnår her på Det Magiske Universitet?"

[Grace Brennan]

Professorens smil føltes malplaceret og alt for venligt, taget i betragtning hvor mange problemer Grace havde lavet i hans undervisning, og i særdeleshed ovenpå sammenstødet i dag. Grace mødte hans blik med en sund skepsis, udtrykt som en dyb fure mellem brynene. Hun tænkte lidt over hans spørgsmål med hovedet på skrå - ja, hvad var det egentlig hun ville? "Jeg har rejst meget inden jeg kom hertil. Det er nok også derfor jeg er væsentligt ældre end den gennemsnitlige universitetsstuderende.." Hun overvejede hvordan hun skulle forklare sin problematik på en diplomatisk måde. Den bedste fremgangsmetode var nok ikke at kalde hendes kollegaer i felten for en omgang mandschauvinistiske røvhuller, selv om det var hendes oprigtige mening om dem.

"Der er mange akademikere der arbejder med drager, og jeg oplevede ofte at mine idéer og observationer blev skudt ned fordi jeg ikke har en universitetsuddannelse. Så det egentlige formål er vel bare at jeg tager noget af den magt tilbage, som konstant er blevet taget fra mig, så jeg kan være ligeværdig og få lov til at have en reel indflydelse i mit arbejde, sagde hun eftertænksomt, uden videre reservationer for hvordan det ville få hende til at fremstå. Hun ønskede ikke at lægge skjul på at hun var ambitiøs, for hun så det bestemt ikke som en dårlig kvalitet, tværtimod betragtede hun det som én af hendes største styrker. Hun så på ham med et smalt smil og håbede at han ville dele den overbevisning.