Love me tender

[Moiran Snow]

Hildegard Lockwood

Tid: Ud på eftermiddagen, en lørdag
Sted: Opholdsstuen på første sal
Vejr: Gråt og bistert forårsvejr

Det var weekend og Moiran havde skiftet Hogwarts' gange og korridorer ud med det trøstesløse børnehjem, Hoghaven. Han brød sig egentlig ikke om at være der, han savnede Hogwarts og ville langt hellere opholde sig dér, men det var efter aftale med forstander Lockwood at han kom hjem ugentligt. Måske fordi han stadig var en del af hans børn og han mente disciplinen på Hogwarts var en smule flad når det kun handlede om pointuddeling og fratrækning for forseelser.
Det første Moiran havde gjort var da også at smadre et vindue og bruge et stykke glas til at ridse i nogle stole. Han var træt og hans hjerne summede irritabelt over de andre børn på hjemmet. Han ville bare tilbage, han var ikke tilfreds i de dystre, triste omgivelser der havde præget stort set hele hans barndom. Det gav ham myrekryb at være dér.
Men dér sad han nu, i en vindueskarm i opholdsrummet, der var stort set affolket. Døren var åben ud til gangen og han kunne se trappen der førte op, til loftet i det fjerne. Et lille smil legede om hans læber ved tanken om loftet og alle de ting der var sket deroppe. Han var godt nok stadig ung, men han lignede én der var langt ældre end hans alder gav udtryk for. Hans sind var også mere formørket end man ville forvente af andre på hans alder. Han vidste ikke selv hvad det var, der havde formet ham sådan, men han vidste at han ikke ville have det på nogen anden måde. 
Han sad og vendte og drejede den lille glasflig i hånden og selv det grå lys udefra faldt ind og reflekterede sig i det så den kastede små kaskader af lys på hans ansigt og omgivelserne. Det prellede af mod hans mørke øjne og han sukkede stille.

[Hildegard Lockwood]

Hoghaven lå stille hen i dag. De fleste af de yngste børn legede udenfor her om eftermiddagen i weekenderne og de ældre rendte rundt i Hogsmeade for at se om de kunne fange en Hogwarts elev med blikket. De eneste børn tilbage var de syge, de tilfældige få og et par af dem der havde køkkentjans.
Hildegard havde været gårdvagt for en stund, indtil børnene var begyndt at lege gemmeleg og Hildegard ikke havde kunne finde børnene længere. Da hun havde hørt lyden af et vindue blive knust havde hun rettet blikket mod vinduet til opholdsstuen på første sal, “Pokkers møgunger,” havde hun hvisket i en hvæsen, sikker på at nogen af børnene var smuttet forbi hende og befandt sig deroppe nu, hvor de lavede ulykker. Hun gik hastigt mod opholdsstuen, så man kunne høre hendes klikkende fodtrin hen ad trægulvet, op ad den lange knirkende trappe og ind gennem gangen og ind ad den åbne dør. Glasskår pyntede gulvet under vindueskarmen og i vindueskarmen sad en dreng, Moiran. “Moiran! Er du gået fra forstanden!” hun trak sin tryllestav frem og lavede en nonverbal reparo besværgelse, rettet mod vinduet, så vinduet begyndte at samle sig igen for øjnene af dem. Glasfligen i Moirans hånd prøvede at vrikke sig ud af hånden på ham, og indtil den kom fri, ville der fortsat være et hul at finde i vinduet fra det manglende stykke glas.

[Moiran Snow]

Han havde siddet lidt i sine egne tanker og måske ikke helt regnet med at nogen af de ansatte havde gidet at gøre noget før senere, men da Hildegaard dukkede op i døråbningen måtte han dreje hovedet og næsten se småimponeret på hende.
"Wow! Det var fandme hurtigt du kom herop," sagde han efter at have set hende for kort tid siden vimse rundt ude i gården og være offer for de trælse ungers gemmeleg og tricks. Han kastede glasset op i luften og det cirkulerede kort om sig selv inden det målrettet strøg mod vinduet lidt fra ham så det atter kunne blive helt. Han grinede lidt mens glasset blev forenet med sig selv og så tilbage på Hildegaard med et glimt i øjet. "Det var ikke kun vinduet, var det? Du må da have savnet mig mens jeg var væk på Hoggy," sagde han inden han sprang elegant ned fra vindueskarmen og rettede sig op i sin fulde højde.

[Hildegard Lockwood]

Hildegard havde ikke lyst til at svare på hans bemærkning. Selvfølgelig var hun kommet hurtigt der op! Børnene skulle ikke tro at de kunne rende om hjørnerne med hende… hvilket de så alligevel havde formået at gøre, nu hvor Moiran havde distraheret hende. Hendes øjne var som limet mod det stykke glas han havde i sine hænder, lige indtil han slap det og lod det forene sig med resten af vinduet, som en brik i et puslespil. Hun kiggede igen over på ham, som han sprang ned fra vindueskarmen og nu stod i sin fulde højde og både så provokerende og indbydende ud, “Jeg har ikke savnet dig, Moiran. Det eneste jeg savner er en smule fred og ro!” hun gik over til et af de andre vinduer og lænede sig op ad det, mens hun pillede sin pibe frem og klargjorde den i det let belyste rum. Tobak gled mellem hendes fingre, delvist ned i piben og delvist ned på gulvet. “Jeg kan ikke forstå at min far ikke bare lader dig blive på Hogwarts. Det ville være en mund mindre at mætte... “ det var det magtbegær, der ville blive hendes fars undergang. Hendes opmærksomhed var rettet mod piben i et forsøg på ikke at kigge på Moiran - han var altid ude på narrestreger, og hun undede ikke at give ham mere opmærksomhed end der var godt for hende.

[Moiran Snow]

Moiran smældede med læberne og kiggede selvtilfreds på Hildegaard som hun gik igennem rummet og over til et vindue hvor hun begyndte at klargøre sin pibe.
"Han er vel bange for at jeg laver for mange unoder på Hogwarts," sagde han med et skuldertræk. "Jeg fik med bæltet så snart jeg kom tilbage imorges," han gik nogle skridt imod hende mens hans hånd gled ned i en lomme og fiskede en lille læderpose frem som han viftede med til hende. "Vil du ikke hellere have det her, søde?" spurgte han og fugtede læberne med et drillende glimt i øjet. "Det er noget helt nyt jeg har haft plantet og groet i botanikhusene," forklarede han og åbnede posen så den søde, gran-agtige duft kunne mærkes i rummet.

[Hildegard Lockwood]

“Gør du?” Hildegard kunne godt forstå, hvis hendes far frygtede at han lavede unoder på Hogwarts. Han havde lige ødelagt et vindue her.
Piben sænkede sig næsten ned i skødet på Hildegard, da han viftede med læderposen, Hun afholdte sig fra at smile, da han kaldte hende søde, “Hvad er -” hun rystede på hovedet, “Fint… Lad os prøve det,” hun tømte sin pibe for indhold ned på gulvet og rakte den til Moiran, så han kunne få lov at fylde den op. Duften fra posen var begyndt at brede sig, og det var faktisk ikke dårligt. Det duftede næsten af rent vasketøj eller gran.

[Moiran Snow]

"Det afhænger hvem man spørger," svarede han til hendes spørgsmål om han lavede unoder. Det var vel det eneste sjov han havde på Hogwarts når lektierne var overstået. Hans kaotiske, destruktive sind manglede adspredelse, og det blev da brugt på lidt ulovligheder hist og her, men hans tilhørsforhold til både skolen og sit kollegium var ikke særlig højt. Selvom han langt hellere ville være dér end på Hoghaven så var han en flygtig sjæl, og befandt sig ikke godt i at tilhøre nogen eller opføre sig godt bare for at gøre andre glade. Han ville gøre sig selv glad.
"Jeg købte nogle frø i Tusmørkegyden sidste gang jeg var dér," svarede han. "Jeg har prøvet det før, det er virkelig rart," forklarede han mens han tog hendes pibe og diskret lod sine fingerspidser strejfe hendes idet han tog den ud af hendes hånd og begyndte at fylde den og tændte den med et stryg af en tændstik. Duften bredte sig i opholdsrummet med den blide, hvide røg. Moiran tog et hiv og holdt det lidt inde mens han mærkede det cirkulere i systemet og langsomt fik musklerne til at slappe af inden han rakte hende piben og åndede ud.
"Jeg kan lave mere til dig," tilbød han med et skævt smil og glimt i øjet, "men det har sin pris selvfølgelig."

[Hildegard Lockwood]

Hildegard fnøs kort, men valgte ikke at kommentere på det. Det var jo ikke hendes problem, hvis nu han lavede unoder. I sidste ende blev det hans eget - en udsmidning fra Hogwarts og en daglig tur med bæltet fra Donner, indtil Donner havde pisket sine arme sløve og udmattede.
Et stød gik gennem hendes krop, da hans fingerspidser strejfede hendes hånd. Hendes blik slog kortvarigt op i hans, før hun trak sig tilbage til vinduet igen og lod ham fylde piben op med den plante han havde dyrket.
Hun så den hvide røg brede sig og tog samtidigt imod piben. Hun tog et hiv fra piben og mærkede hvordan hendes hals og lunger hurtigt blev fyldt op til et punkt, hvor hun begyndte at hoste, “Prøv..er… d.u.. at for...forgifte mig?” hostede hun og rakte piben tilbage til ham. Hun var vant til at ryge, men hun var ikke vant til at ryge dét. Hun kunne dog godt hurtigt mærke at han ikke prøvede at forgifte hende, da hosten langsomt aftog. “Vi må se… Hvis det af en eller anden grund skulle overbevise mig, så ved du også jeg har penge nok... “ hun anede ikke hvad det kunne koste. Hildegard anede ikke meget om priserne på noget, ud over et barn. Hun hostede færdigt ind i sit ærme, og hun havde knap nok lagt mærke til det glimt der spillede i drengens øjne.

[Moiran Snow]

"Nej nej, du skal holde det inde i munden og så puste ud," prøvede han at forklare men opgav med et suk og himlede med øjnene inden han smilede af hende, næsten overbærende mens han tog endnu et hiv og lod røgen cirkulere ud mellem læberne i små ringe der begyndte at danse sammen som han manipulerede dem med en lille besværgelse. Han smilede til hende og lænede sig mod vinduet ligeledes inden han rakte hende piben igen.
"Du ved godt jeg ikke snakker om penge, ikke?" sagde han og glimtet i øjnene blev forstærket af det skæve smil der sad i hans mundvig, skræmmende lig en mand, han syntes at mindes i sin fortid, men som han ikke helt kunne placere.

[Hildegard Lockwood]

Hildegard prøvede at gemme sin fornærmelse, da hans respons til hendes hosten var at rette på hendes metode. Hun vidse udmærket godt hvordan man røg! Og hun skulle ikke belæres.
“Det er anderledes end tobak. Hvad hedder det?” spurgte hun og tog igen imod piben, som hun denne gang formåede at ryge på, så den hvide røg sev ud mellem læberne på hende og fyldte luften, så den syntes tungere og tungere. Børnene var glemt og hun begyndte at føle sig en smule lettere i hovedet.
Hun vendte sit blik mod Moiran, som stod og smilede over at be om andet end penge. Hildegard havde aldrig fået et lignende tilbud før - jo, hun havde haft samleje før, men ikke med… “Du er et barn! Du aner ikke hvad du taler om, og desuden er det strengt forbudt,” brokkede hun sig og tog endnu et hiv af piben, før hun leverede den tilbage til ham, “desuden burde du finde dig en kæreste på dit dejlige skønne Hogwarts”, det blev sagt med tyk sarkasme “og ikke gå og tilbyde planter til ældre kvinder til gengæld for at få noget på den dumme.” Hildegard var ikke gammel, men hun var en del ældre end ham.

[Moiran Snow]

"Hold nu op, du tror vel ikke jeg er uerfaren?" sagde han med et drævende smil og lagde hovedet lidt på skrå mens han tog et skridt nærmere hende. "Du kan da bare selv finde ud af hvad jeg kan og ikke kan, right?" han rakte en klam, kold hånd frem og lagde den mod hendes kind. "Og det her er værd mindst en time deroppe," han pegede ud ad døren mod den mørke firkant der udgjorde trappeopgangen til loftet. "Du kan få lov til at vide hvad det er når du har betalt for den her omgang," han nikkede til piben hvor små gløder blussede og duften havde efterhånden bredt sig i opholdsrummet så han var overrasket over at der ikke var nogen andre af børnehjemmets ansatte der måske havde lagt mærke til det.

[Hildegard Lockwood]

Hilde rystede først på hovedet af ham, som om hun havde hørt en dårlig joke. Hun undgik at se på ham, indtil han lagde sin hånd mod hendes kind og hun bevægede sit blik tilbage mod ham. Hun var ikke sikker på om hun skulle føle sig skræmt eller tændt af hans tilbud… eller nærmere en tvunget opfordring. “Når Donner finder ud af at du har puttet ukendt plante materiale i min tobak, så kan jeg love dig for at du får med bæltet igen,” truede hun ham tilbage og hun smilte provokerende tilbage. Hun ville ikke kostes rundt med af en unge.

[Isobel Stella Darklighter]

Isobel var ankommet til børnehjemmet ved at apparere foran hoveddøren og hun havde taget sig friheden blot at gå ind istedet for at vente udenfor. Der var ikke mange at se, nogle enkelte børn løb forbi hende og hendes korte kappe blafrede let i vinden da de forsvandt bort i en retning hun ikke var sikker på.
"Hallo?" kaldte hun stilfærdigt igennem indgangshallen og kiggede rundt inden hun begyndte at træde op ad de store trapper til første etage. "Er her nogen?" spurgte hun søgende og trådte op til første etage hvor hun lod blikket glide rundt og ørerne lede efter tegn på snak eller lyd hun kunne gå imod. Der var en svag samtale et sted og hun gik langsomt mod lyden af to stemmer i et rum ikke langt fra hende inden hun kom til en døråbning hvor hun trådte ind og så en ung mand og en kvinde på hendes egen alder måske, stå og ryge. Duften var umiskendelig det samme som Gabriel af og til. Hun rømmede sig lidt og samlede sin håndtaske foran sig.
"Undskyld, kan nogen af jer pege mig i retning af Mr. Lockwood?" spurgte hun og viftede med hånden foran sig for at få det værste af røgen væk mens hun trådte lidt nærmere.

[Hildegard Lockwood]

Hildegard stivnede, da hun hørte nogen kalde, men da det igen blev stille, gik hun ud fra at det blot havde været et barn. Åh, pokkers, børnene… De skulle findes. Konflikten mellem hende og Moiran blev stoppet brat, da en kvinde trådte ind i lokalet, viftende med en hånd. Hildegard blev omgående mere anspændt at se på, og hun turde næsten ikke at se kvinden i øjnene, da hun gik mod hende og forbi hende, og vinkede hende med sig. Hun forlod Moiran uden forklaring og uden et ord - og uden siden pibe, og hun satte kursen nedenunder mod kontoret. “Han er denne vej. Beklager røgen, men vores børn er ude af kontrol til tider. Nogen af dem kan ikke reddes.” hun rømmede sig og bankede på døren til sin far, “Mr. Lockwood, en kvinde er her for at besøge dig."

Donner Lockwood, sad iført et gammelt jakkesæt, ved sit skrivebord og læste om de mest nylige donationer til et af Børnehjemmets velgørenhedsfonder, "Send hende ind..." hans blik rettede sig mod døren.

[Isobel Stella Darklighter]

Isobel undlod at kommentere på røgen og børnene. Hun så omgivelserne og tænkte at de kun kunne være bedre end der Thereza var endt henne. Hun fulgte derfor med troligt og ankom til kontoret døre som blev åbnet for hende. Hun tog sig sammen med en dyb indånding. Hun havde sørget for at tøjet var passende flatterende men også gav en masse øjenguf til beskueren. Hun lagde et mildt smil an som hun gik ind og rettede sig op så håret faldt om hendes skuldre i sirlige bølger.
"Mr. Lockwood, en glæde at se dem," sagde hun med et moderligt smil og standsede lidt fra hans skrivebord. Hendes kjole bølgede lidt om hendes lår og hendes stiletter var dæmpet mod de tykke tæpper. "Har De tid?" spurgte hun og lod blikket glide over ham mens modet sank en smule. Hun havde set ham et par gange når Matthew havde slæbt hende med til galla på børnehjemmet. Han var jo sponsor, men hun havde kun hilst flygtigt på ham førhen. Nu var det en anden ting at stå alene ansigt til ansigt med manden der holdt hendes datters fremtid i hånden.