Where is my mind

[Gabriel Jacques Darklighter]

Danielle Avery

Tid: en aftenvagt før 22
Sted: Bag bardisken i Den Utætte Kedel
Vejr: regn og rusk udenfor

Det var en trist onsdag aften med stort set ingen mennesker i krostuen. Det var stille nok til at man næsten kunne høre en knappenål falde til det slidte gulv hvor årtier hvis ikke århundreders gang havde slidt det ned og de gentagne gange man lakerede det får at udligne ujævnhederne blev det blot slidt af igen. 
Gabriel stod bag baren og var næsten ved at dø af kedsomhed. Der skete ingenting og han var træt efter en lang dag. Han var i færd med at pudse glas og stod i sine egne tanker. Hans bevægelser var automatiske, rytmiske men uden engagement og det tog kun et kort sekunds uopmærksomhed da han mærkede glasset glide ud ad hånden på ham og ramme gulvet bag bardisken så glasset spredte sig i kaskader af skarpe splinter.
“Pis!” Udbrød han frustreret. Det var det sidste han magtede lige nu. Han greb en kost og begyndte at feje det sammen, for træt til at tænke at han egentlig kunne bruge sin tryllestav til at ordne rodet.

[Danielle Avery]

Endnu en dag. Endnu en time. Danielle hadede at være på arbejde med tømmermænd og kun få timers søvn på øjet - og alligevel havde hun planer om at tage langs igen i aften. At det var en stille aften gjorde det bestemt ikke bedre - og ham Gabriel havde hun aldrig helt kunne komme ind på. Men lyden af knust glas var som musik for hendes ører og hun satte hurtigt kursen mod lyden, blot for at finde Gabriel i gang med en fejebakke og en kost. “Seriøst?” Hun trak sin tryllestav frem og fik skubbet glasset over på fejebakken, så han ikke skulle stå og kæmpe med at få det fejet op på den. Det skete temmelig ofte for Danielle, så hun var efterhånden vant til at tage sin tryllestav i brug. “Jeg synes ikke du plejer at tabe glas, når jeg arbejder med dig… Er du ved at falde i søvn, Gabriel?” spurgte hun med et drilsk smil, som hun joinede ham bag baren og lænede sig op ad en bordkant. Hun ville ikke bebrejde ham, for her var røv sygt i dag.

[Gabriel Jacques Darklighter]

Gabriel sendte hende et halvt brødebetynget, halvt taknemmeligt smil da hun ordnede det rod han netop havde lavet og sukkede tungt mens han lænede sig mod bardisken. Det var så drønkedeligt at han rakte ud efter en flaske vilkårlig spiritus og knappede den op for at skænke sig et shot og slugte det i ét drag.
"Jah, sorry jeg har bare," han trak en hånd gennem de blonde lokker og så undskyldende på hende men hans blik undveg hendes, "hjemmefronten er lidt hektisk," var hans blotte ord og det var vel en mild måde at sige det på. Hans lillesøster var derhjemme og han havde måttet standse sin far fra at gøre som det passede ham med hende, og Gabriel selv havde betalt prisen inden han var taget på arbejde nu her dagen efter. Hans krop var øm, men inderst inde forbandede han også sig selv for at lade det ske. Han skævede til Danielle og forsøgte et smil mens han overvejede hvordan han skulle bryde barrieren imellem dem som basically havde eksisteret siden hun var barn. "Lidt at kvikke sig op på kan man altid bruge," sagde han med et lille grin og viftede lokkende med flasken i hånden. Det var ikke dragewhiskey, men måske en mugglerwhiskey som ejeren havde købt ind fordi... ja for at cater til et mere varierende klientel.

[Danielle Avery]

“Wow” grinte hun, da han lignede en der helt uden omtanke bare lige havde taget et shot på arbejdet. Danielle arbejdede normalt ikke så sent, så hun følte sig sjældent fristet - der var både for travlt og for mange blikke til at hun turde at risikere det. Men nu stod de her og kedede sig en sen aften, og fyrens hjemmefront var hektisk! Det skulle man da drikke på.
Hun tog imod flasken og hældte et shot op til sig selv, “Hvad chefen ikke ved, har chefen ikke ondt af,” nynnede hun inden hun også hældte bunden af glasset i vejret og sank whiskeyen. Hun klemte kort øjnene sammen over smagen, før hun stillede glasset fra sig på bordet og kiggede over på Gabriel, “Er det noget du vil tale om? Nu hvor vi har tiden på vores side…”

[Gabriel Jacques Darklighter]

Gabriel smilede lidt da han så hende deltage i hans lille synd. Det var ofte han drak mens han var på arbejde, ikke så han segnede, men så han kunne følge med i stemningen. Det var nok til at han stadig var klar nok i hjernen til at betjene sine kunder men også kunne give sig lidt hen og slippe sig løs med sine stamgæster. Han tog flasken og skænkede sig selv endnu et shot som han dog denne gang kun tog en lille sip af inden han så fra hende og ned på glasset og en lille rynke formede sig på hans pande.
"Jeg ved ikke hvor relevant det er for mine kollegaer at vide hvad der sker sådan personligt," svarede han lidt tøvende. Han var usikker på hvor meget han skulle dele med hende og hvor lidt. Han stillede sig hen ved siden af hende og lænede hovedet lidt tilbage med et tungt suk. "Min far er bare et røvhul," sagde han til sidst. Det var vel den nemmeste indgangsvinkel til hele affæren. Han skævede til hende med et lille smil og lagde en arm om hendes skuldre for at give hende et klem. Hun var meget sød at arbejde sammen med havde han altid tænkt, men hendes ansigt hjemsøgte ham når han kom hjem og så sin far i øjnene.

[Danielle Avery]

Danielle var tæt på at fnyse, fordi han ikke vidste om han kunne tale om sit personlige liv med hans kollegaer, men han kunne vel have ret i at der var visse ting man ikke delte med sine kollegaer. Hun snakkede heller ikke særlig meget om sine forældre med hendes kollegaer. De fleste vidste at hun besøgte sine forældre på Skt Mungos hver onsdag klokken fire om eftermiddagen. Derfor kunne hun aldrig tage skift efter klokken to om eftermiddagen den dag.
“Åh, ja sådan nogen findes desværre. Min onkel er et røvhul…” hun havde lært meget af manden, men som hun var vokset op, havde hun fundet ud af at de to bare var for forskellige til at de kunne være i samme lokale. Da han lagde en arm om hende og gav hende et klem blev hun en smule overrasket, men hun tog imod det og smilede lidt dybere over omsorgen. “Men det er jeg sgu ked af at høre… Men! Så er det godt man kan kvæle sorgerne med en kollega og en god gammel ven,” hun hejste whiskey flasken op i sin hånd, hendes gode gamle ven.

[Gabriel Jacques Darklighter]

Gabriel smilede da hun trak flasken op. En lille latter undslap hans læber da hun brugte ordene "gammel ven". I realiteten var hun jo et gammelt bekendtskab for ham men han var ikke sikker på hvor meget af det hun kunne huske eller vidste noget om. Han skubbede de to glas frem så hun kunne hælde mere op til dem. Der var alligevel dødt og hvad kunne det skade at drikke lidt med en kollega? De var jo voksne og ansvarlige.
"Du bor hos din onkel?" spurgte han lidt mere nysgerrigt. Han vidste ikke hvor meget der var sket med ehnde siden de havde mødtes de få gange i palæet da hun var ganske ung og han yngre, men hun havde da været på et børnehjem, så vidt han huskede. At hun var kommet væk derfra var et stort plus, og en træls onkel var vel bedre end at være i fingrene på Lockwood, så vidt Gabriel havde hørt. "Så du startede på et børnehjem men din onkel adopterede dig?" tilføjede han for ligesom at få de rigtige informationer med.

[Danielle Avery]

Hun skulede kort mod ham, som han begyndte at spørge ind til hendes privatliv. Hun elskede opmærksomheden, men han havde lige stillet spørgsmålstegn til om man burde snakke om det personlige med sine kollegaer… Han var lidt fræk. Hun smilede af ham, og hans måde at kaste bolden videre til en anden. “Nej, jeg bor ikke hos ham længere. Heldigvis.” lo hun. Nej, hun boede på kollegie nu, uden en roomie… Hendes sidste roomie var flyttet, fordi hun blev træt af Danielles larm om natten. “Men ja, han brød sig ikke om at jeg boede et så uciviliseret sted. Jeg skulle forberedes til Hogwarts, ikke Hoghaven,” hun smilte ved mindet, “Men vi kan ikke enes.”

[Gabriel Jacques Darklighter]

"Ahh, ja ok," svarede Gabriel en kende eftertænksomt mens han nikkede sigende for at vise han forstod. "Hvordan var Hoghaven at bo på? Like, det er det eneste magiske børnehjem jeg sådan kender til," forklarede han sig lidt mere og da hun ikke viste tegn til at ville fylde op i deres glas gjorde han det istedet så de begge kunne løsne tungerne lidt. Han vidste det hjalp og han var måske lidt dobbeltmoralsk i sine tanker om ikke at ville snakke om sit privatliv, men han var også nysgerrig på hvor meget Danielle kunne huske at sin tid fra Hoghaven. Og besøgene i palæet.

[Danielle Avery]

Danielle var overrasket over, hvor underholdende Gabriel var at hænge ud med. Det var ikke noget hun var var vant til. “Det var… Åh, det føles næsten helt uvirkeligt, det er så længe siden. Vi var meget ovenpå? Vi holdte os helst fra de voksne nedenunder. Donner kunne lide at klappe pigerne på håret, låret og nogen gange deres kind. Drengene fik nogen gange med bæltet, fordi Donner var gammeldags og usikker. Hildegard var bare grum og temperamental… Åh, hun kunne skrige,” lo Dani, som hun tænkte tilbage. Minderne var meget adspredte.

[Gabriel Jacques Darklighter]

"Ja ok, det giver mening, men..." Gabriels stemme strøg ud i intetheden og fortog sig lidt som han tog endnu en slurk af sin whiskey og kiggede nærmere på Danielle. Han havde aldrig hørt hende tale så meget om sin fortid som nu. Alt han vidste var at hun havde en særaftale om onsdagen fordi nogle familiemedlemmer lå på Skt. Mungos, og det var dét. Nu blev tingene efterhånden lidt mere nuancerede, og selvom han havde tvivlet på at hun var den hun var tidligere, begyndte der sig at danne sig et billede af hvem hun var og at det havde været hendes ansigt han havde set i mørket i børneværelset så mange år tilbage at det gjorde ondt indeni at tænke på.
"Hvad med de der rygter, du ved? Der gik nogle ret trælleren rygter om Donner og at han sådan kunne finde på at leje børn ud..." det var måske whiskeyen der talte lige nu men han ville hellere være direkte end at pakke tingene ind for hende. Han havde ladt sin arm glide lidt ned fra hendes skuldre og af hende for ikke at virke for nærgående, men åh! Han havde så svært ved at aflæse folk rigtigt. Han ville så gerne give hende omsorg men han var ikke sikker på om et kram eller et kys var det rette at gøre i det her tilfælde. Han havde lyst til begge dele men ville heller ikke overskride en dum, bagatel grænse.

[Danielle Avery]

Danielle rettede sit blik mod Gabriel, som han skulle til at tale. Hun foldede armene under brystet og lyttede som han snakkede om et Hoghaven rygte. Det fik hende til at smile, “Åh, så det er det, der bliver sagt om Hoghaven?” hun kunne ikke lade være med at smile en anelse underholdt, mens hun alligevel overvejede spørgsmålet. “Donner var ubehagelig, men sådan noget har jeg alligevel ikke oplevet på børnehjemmet.” Det var et grimt rygte at sprede, og det gav Dani en lille smule myrekryb, så hun var også skuffet, da Gabriel brød kropskontakten. Hun kiggede en smule skuffet mod ham - han havde været kilden til hendes tryghed for et øjeblik.

[Gabriel Jacques Darklighter]

En antydning af en panderynke trådte frem på hans ellers glatte ansigt. Han kunne se hun blev lidt ubehageligt til mode og hans hånd tog hendes for at give den et beroligende klem. Så det var sandt, der var forglemmelsesbesværgelse involveret i hele affæren? Det kunne ikke være andet. Enten det eller også huskede han forkert og hun var en helt anden...
"Ja, ihvertfald hvis man går i Tusmørkegyden," forklarede han og sukkede tungt mens han strøg en hånd gennem de blonde lokker og så mere undersøgende på hende. "Har du ikke hørt de rygter? De har like floreret de sidste 15 års tid. Var du på Hoghaven i den periode?" han vendte sig lidt mere imod hende og hans hånd holdt stadig hendes mens han så på hende og bed sig lidt i læben. De stod meget tæt, mere end han måske havde regnet med at gøre her til aften. Alkoholen talte sit tydelige sprog i hans krop lige nu men han var ligeglad, han ville ikke have at hun skulle have det skidt.

[Danielle Avery]

Danielle rystede forvirret på hovedet, mens hun prøvede at huske tilbage til hendes tid på Hoghaven børnehjemmet. “Er det ikke bare typisk folk at sprede uhyggelige rygter om et stort gammelt børnehjem?” hun kunne ikke få sig selv til at tro på at hun eller nogen af de andre børn hun dengang var venner med, var blevet… noget som helst ved.
“Jeg var på Hoghaven indtil… Jeg tror jeg var tolv år?” hun kiggede lidt op i luften, mens hun overvejede hvor længe hun egentlig var det, “Så jo… Jeg har været der i løbet af de sidste femten år. Det lyder virkelig ikke som noget jeg kan mindes om…” hun bed sig i underlæben og så op på ham. Hun undersøgte hans blik for en eller anden flænge i porcelænet - et minetræk, der kunne fortælle hende at han bare prøvede at gøre et ynkeligt forsøg på at lave sjov. Hun lagde mærke til hvor tætte de stod og at han fortsat holdte hendes hånd, og selvom han var hendes kollega og det her egentlig var ret upassende, så havde hun ikke lyst til at afvise ham. Danielle afviste sjældent folk, der forsøgte at overgå hendes grænseløse grænser, "Du joker, ikke?"

[Gabriel Jacques Darklighter]

Hvis han havde smilet før var det begyndt at forstumme sig, og indfinde sig som et mere pinefuldt udtryk, medlidenhed med hende, medlidenhed med hendes glemsomhed, de tabte minder, hendes fortid der bare var blevet udgravet og ekskaveret for alle de dårlige ting der kunne have præget hende nu.
Joker?" spurgte han stilfærdigt. Stilheden i rummet var intensiveret nærmest, nu hvor det kun var de to og den knitrende ild i pejsen lidt fra bardisken. Han vendte sig mere imod hende og tog begge hendes hænder nu i sine inden han lænede sig ind og placerede et mildt, uskyldigt kys på hendes kind inden han trak sig lidt fra hende igen. Han håbede kysset måske kunne blide lidt op i de ting der var på vej over hans læber. "Rygterne siger at der blev brugt obliviate på børnene, så de ikke kunne huske det... Jeg ved godt det lyder alt for simpelt, men... jeg ved det fordi jeg har set det. Og jeg har set dig..." hans stemme døde hen og han så ned på hendes hænder som han blidt strøg og kærtegnede med sine fingre for at berolige hende mens han snakkede. Magi var stærk men den kunne brydes, og forglemmelsesbesværgelser kunne vel blive brudt hvis han gav hende minderne? Desværre havde de ikke noget mindekar. Måske hjemme i palæet, men det var det sidste sted han ville have hende hen lige nu. Han bed sig lidt i læben inden han atter rettede blikket op imod hende. "Kan du slet ikke huske det?" spurgte han lavmælt, en kende åndeløst.