Where is my mind

[Danielle Avery]

Danielle ville ikke tro på det til først. Hvad var han ude på? Hans kys mod hendes kind havde været velkomment indtil han nævnte at han havde set hende - at han vidste hun var blevet misbrugt, fordi han havde set hende. Dani fik pludselig følelsen af at have drukket for meget, og hun følte sig en smule utilpas. “Du har … Du har set mig? Hvad mener du med du har…” hun klemte øjnene strengt sammen og skulede mod ham. Danielle var god til at presse negative tanker og følelser væk, men hun havde lyst til at tage fat i ham og ruske ordene ud af ham. Hun rystede på hovedet og begyndte at gå hastigt og bestemt ud mod baglokalet, hun kunne ikke stå her og snakke om det, “Kom med… Nu..” hun vinkede ham kort med. Hun ville ikke skabe en scene foran kunderne - også selvom der næsten ingen var.

[Gabriel Jacques Darklighter]

Gabriel bed sig i læben og tøvede et sekund der varede længere end en evighed. Skulle han føje hende og følge med eller bare lade det hele passere og sige det nok bare var en ond drøm han havde set, dengang, for alle de år siden. Kimen der havde vakt hans fars forfærdelige gerninger.
Han tog en dyb indånding og fulgte med hende med et mildt men også medlidende ansigtsudtryk ud i baglokalet. Han nåede at skubbe den lille klokke frem til disken så de kunne høre hvis der var nogen der ringede efter betjening, og han gik ud bagved til hende.
"Jeg... jeg skulle ikke have sagt noget, Danielle, undskyld," forsøgte han lidt for at trække sine ord i land men han havde vidst jokket godt og grundigt i spinaten allerede. "Jeg kender til rygterne både fordi jeg har hørt dem men jeg har også set det ske." Han standsede lidt og overvejede sine ord, men valgte at lade dem være ved det og så måtte hun svare. Han ville ikke navngive eller henvise til sin far, ikke lige med det samme ihvertfald. Han skulle jo beskyttes. Det var alfa og omega i den her sag, lige nu og her.

[Danielle Avery]

Da de var nået til baglokalet, som var rummet før fryseren, hvor de lagrede alkoholen, kiggede Danielle tilbage på Gabriel med et blik fyldt med undren, og hun vendte sig for at stå ansigt til ansigt med ham. Hun kunne slet ikke forstå hoved og hale i hvad han fortalte hende, “Så du har set det ske? Hvor længe har du vidst det? I al den tid vi har arbejdet sammen?” spurgte hun og rynkede brynene sammen. Hun kunne ikke forstå at man kunne have sådan nogen informationer, uden at dele dem med det samme… “og Donner har misbrugt mig?” hun forstod ikke hvad der helt præcist var sket eller om det var sket. Måske var det her en intens form for gaslighting.

[Gabriel Jacques Darklighter]

"Altså..." Gabriel kløede sig lidt i nakken, tvivlsomt over hvordan han skulle finde hoved og hale i sine formuleringer. Han tænkte sig om mens han trak et par gamle barstole hen til dem så de kunne sidde ned. Næsten automatisk greb han en vilkårlig flaske sprut, en whiskey tilsyneladende, og åbnede den. Den kunne komme på hans regning. Det her krævede procenter i blodet, mere end han allerede havde fået tidligere, satte flasken for munden og drak af den uden videre. Der var noget kaotisk under opsejling, et opbrud, en hemmelighed der havde presset sig på så længe og nu endelig brød igennem skallen, som en drage der foldede sig ud af sit drageæg, klar til at hoste ild på hvem som helst der ville komme den nær.
"Jeg var ikke sikker på at det var dig... det var først her til aften, fordi vi ikke har arbejdet så tæt sammen før at det slog mig... at det var dig jeg havde set..." forklarede han tøvende og stillede flasken på en papkasse imellem dem. Lyset fra et snavset, støvet vindue kastede det blege skær af en gadelampe ind over dem som de sad der i det rustikke baglokale. En ensom pære hang og dinglede fra loftet, den eneste elektriske indfatning der var i etablissementet. "Donner... stod for at andre kunne... du ved," han gned sine hænder lidt og så lidt væk fra hende med et bedrøvet blik.

[Danielle Avery]

Danielle placerede sig på stolen i det mørke lokalet, og hun lyttede til Gabriels forklaring. Det gik mere og mere op for Danielle at han talte sandt. Hun slog blikket hen på vinduet og kiggede ud på gadelampen, så lyset fra den ville have blindet hende, hvis det havde været skarpt nok til at stråle gennem skidtet på vinduet.
Da han kom til delen om at Donner havde stået for at andre kunne bruge børnene rakte hun ud mod den flaske, som hun ikke havde haft tænkt sig at drikke fra, for at tage sig en ordentlig tår. Hun klemte øjnene sammen og sank. “Hvordan har du set mig? Du har ikke boet på børnehjemmet, har du?” Måske var det endnu en ting hun havde glemt. Hun så ikke på Gabriel, men stirrede nu bare ud i lokalet, mens hun prøvede at huske.

[Gabriel Jacques Darklighter]

"Nej jeg..." han tøvede og tænkte sig om mens han mærkede alkoholen brede sig som ringe i vandet i kroppen. "Jeg så... det var... Urgh!" han slog frustreret sine hænder op for ansigtet og gled dem over panden mens han prøvede at finde ordene der kunne gøre det klart hvad han havde set uden at sætte sin far i et dårligt lys. "Altså... det var et rum jeg har passeret før, og jeg så dig derinde. Jeg ved ikke hvad der foregik, men du var der, og... du er ikke den eneste jeg har set fra Hoghaven i... samme situation," han fik langsomt spundet sine ord til det bedste han kunne. Han tog flasken fra hende og tog endnu en stor slurk. "Men ja, Donner stod bag, og jeg tror han har fået en god slat penge for det," forklarede han denne gang lidt mere sikkert. DEt var nemmere for ham at smide Donner for hundene end hans egen far, selvom det i realiteten var ham der havde begået de grusomme gerninger.

[Danielle Avery]

Dani klemte øjnene sammen. Noget ved Gabriels forklaring var så mangelfuld at Danielle følte at han enten måtte holde noget tilbage eller også havde nogen også brugt en forglemmelsesbesværgelse på ham. “Jeg forstår ikke hvorfor ingen stopper ham, hvis de ved han gør det. Hvis der er et rygte der går rundt om det…” hun rystede uforstående på hovedet. En del af hende havde lyst til at gå hjem. Næsten hver en eneste fiber i hendes krop ønskede at forlade kroen og hoppe hjem i seng, men der var et par enkelte fibre i hendes krop, der skreg efter at blive, blive der hvor der var selskab og andre mennesker. Som hun sad og var lidt tavs, begyndte tårerne pludselig at lande og så stormede de ellers ned ad hendes kinder. “Jeg har haft mareridt da jeg var yngre, du ved… Hildegard fortalte mig engang at drømme er drømme, og de kun er til for at minde os om at vi har det godt.. Men jeg tror ikke det var mareridt alligevel,” hulkede hun og lod sine hænder dække sit ansigt, samtidigt med at hun diskret prøvede at tørre sine øjne.

[Gabriel Jacques Darklighter]

Hendes gråd kom fuldstændig bag på ham. Eller måske ikke så meget bag på ham at han ikke forstod hvorfor hun græd, men mere at han følte sig absolut hjælpeløs da hun viste sine følelser på så håndgribelig en måde. Han kunne selv mærke det indeni, hvordan det vendte sig af vrede, bitterhed og sorg, alt sammen på en gang, og tillagt medlidenhed med hende, og alle de andre han ikke måske havde set men vidste var blevet ført til rummet, det skæbnessvangre rum.
"Hey, hey," han trak stolen tættere på hende så benene skurrede mod gulvet og rakte ud for at tage hendes tårefedtede hænder, "det er ok. Han burde blive holdt ansvarlig," sagde han med et fast nik mens han med den anden hånd tog whiskey flasken og drak en stor tår og rakte hende den igen. "Her, drik lidt, det hjælper," bad han. "Og altså, lad være med at gøre noget overilet, ok? Jeg er her," hans fingre greb hendes hånd i et blidt og kærligt men fast greb og han tog den op til sine læber og gav den et blidt kys. "Og jeg går ingen steder."

[Danielle Avery]

Hun hørte ham komme tættere på hende og mærkede hans hånd mod hendes. Det varede ikke længe, før hun også mærkede følelsen af en flaske mod sine hænder, som hun tog imod. Danielle tog sig en ordentlig slurk og rømmede sig derefter, for at klare stemmen, “Jeg er okay… Jeg kan jo ikke huske meget af det… Kun det jeg troede var drømme, og dem har jeg jo prøvet at glemme, fordi de bare var drømme”...”Jeg så det bare ikke komme. Undskyld, Gabriel, jeg er normalt sjældent rørt til tårer, men… Det er lidt rystende, og forvirrende det hele.” hun drak endnu en tår og sukkede ganske blidt, da han kyssede hendes hånd. Promillen blev højere og højere, og følelserne var intense. Hun klemte om hans hånd, ganske blidt, “Tak… Jeg har ikke rigtig lyst til at være alene lige nu.” Hun vendte blikket mod ham og smilede taknemmeligt bag de våde øjne.

[Gabriel Jacques Darklighter]

Han sank en klump som han så hendes reaktion og hørte hendes ord. Han nikkede langsomt og forstående og tog flasken og lod den stå på papkassen som han skubbede lidt til siden så de sad tættere, de to stole overfor hinanden, deres ben op ad hinanden og deres hænder foldet sammen efterhånden som en mærkelig gordisk knude der havde fundet ud af hvordan den kunne løses op men som alligevel ikke havde lyst til at blive løsnet.
"Selvfølgelig skal du ikke være alene, jeg er her, lige her," sagde han for at forsikre hende om at han var der for hende. De sad så tæt, han kunne mærke hendes varme ånde, sprittet af whiskeyen og røget af dens smag. Det kildede lidt i hans kinder som det ramte ham og han kunne mærke gåsehuden stå lidt op på de blottede underarme hvor hans t-shirt ikke nåede, og han lænede sig lidt ind for at kysse hendes bløde læber. Det var ikke krævende eller noget, men mere hans måde at vise sin omsorg for hende. Det var ikke det normale folk måske gjorde, men det gjorde han, det var sådan han kendte til omsorg. Glem sorgerne og find noget andet at fokusere på. At nogen var til stede og kunne gøre én glad.

[Danielle Avery]

Danielle var lykkelig over at han ikke havde forladt hende endnu. Hun havde det dårligt med at sidde og flæbe over for ham, trods han selv havde været med til at fortælle hende nogle lidt grumme sandheder der havde sat hende i gang. Hun mærkede ham komme hende nærmere, og hans læber mødte blidt hendes. Det tog hendes opmærksomhed fra gråden, og hun satte næsten instinktivt sig selv i gang med blidt at gengælde det kys han havde givet hende, mens hun mellem deres læber fik mumlet et "tak". Hendes hænder fjernede sig fra hans og gled op ad uden på hans t-shirt, op til hans bryst, mens hendes kys blev en smule mere insisterende i beruselsen.

[Gabriel Jacques Darklighter]

Gabriel havde sjældent oplevet så insisterende gengældelse af hans gode intentioner. De fleste besvarede mildt men takkede nej og han respekterede det altid. Men Danielle var gjort af et andet stof, og noget ved hendes berøringer trykkede på nogle knapper der fik tændt en ild i ham som han kun havde oplevet meget få gange i sit liv, blandt andet med sin forlovede, men det var en anden sag.
Han ville ikke besvare med "det var så lidt". Han lod være med generelt at besvare hende, mens han lænede sig ind igen og kyssede hende dybere mens hans hænder fandt vej omkring hendes liv. Han nød suset i kroppen og havde totalt glemt alt om at servere eller betjene eventuelle gæster. De kunne fandme være lige meget lige nu. De var blevet forhekset eller et eller andet, det var altid en god undskyldning for at man ikke fik gjort sit arbejde.
Han brød kysset og rejste sig lidt fra stolen så den væltede bagover og han grinede lidt mens han hjalp hende op og stå. Han kunne mærke det blide brus af alkoholen i kroppen og det summede lidt i hovedet. Han greb hende om livet og pressede whiskeyflasken ind i hendes hånd.
"Kom med," sagde han stort set uden tøven og trak hende med sig ud af baglokalet til den forladte krostue. En enkelt fyr sad og sov i hjørnet med et krus mjød foran sig og Gabriel grinede lidt inden han greb nøglen i hans kappe der hang på en krog lige ved baglokalets indgang og nikkede til trappen der førte op ovenpå. Der var ikke brug for så mange ord som han tog hende med op og hen ad gangen til en dør. Han vendte sig rundt og kyssede hende inden han åbnede døren og tog hende med indenfor.
//blackout