Aprilsnar

[Felix Andromedius]

Tid: April - Efter Hufflepuff - Ravenclaw's Quidditchkamp
Sted: Gangene på Hogwarts.

En fornøjet fløjten forlod hans læber imens han kastede chokoladefrøen op i luften og greb den igen. Det havde været en udemærket dag, strålende faktisk! Vejret var lunt og den tidlige sommersol spejlede sig forfængeligt i søen, som var det meningen at dens spektrale regnbuefarver skulle kaste sig på væggen i slottet. Men Felix nåede knapt at muse over det ikonoklastiske farvevæld, da han pludselig følte et par hænder gribe hans krave og følte bumpet den den kolde væg i ryggen. ''Pas nu på forhelvede'', svor han, imens han kæmpede for at fjerne hætten som havde begivet sig nedover hans øjne. Det var præcis det hans mor havde forudset, da hun gav ham chokoladefrøen som nu lå tabt på det ujævne stengulv, at hætten skulle komme i vejen. Men Felix havde synes det var lidt hyggeligt. Med overbevisning, greb han fast i hætten og trak den tilbage så det brune væld af krøller tonede frem og hans mørke øjne kunne hvile på sin overfalds kvinde Elizabeth McNamara. ''I Merlins skæg, jeg har sagt til dig at du ikke kan låne min magi - det er genetisk'', udbrød han imens et drillende smil formede sig på hans læber. 

[Elizabeth McNamara]

Libby havde ikke engang kunne formå at nyde sit post-Quidditch-adrenalinkick, fordi ham der Felix bare havde pisset hende af én gang mere end nok til deres kamp. Han havde virkelig været tarvelig over for hendes hold, selvom de havde fløjet godt. Derudover kom hans blodfanatisme også bare altid til udtryk i hans dumme kommentarer! Nu kunne det satme være nok.
Hun var fløjet rundt om hjørnerne, som en terminator på vej mod sit bytte. Hun havde spurgt elever på vejen, om de havde set Felix, og hun havde endelig fundet ham alene ude ved gangen, hvor hun var gået hen til ham – fortsat i sit Quidditchtøj og med hendes hår hængende vildt og løst. Hun havde hivet fat i kragen på ham, og han kom selvfølgelig med den samme latterlige kommentar, som fik hende til at ruske ham en enkelt gang mere, ”Helt ærligt! Kan du høre dig selv tale? Kysser du din kusine med den mund?” hun klemte øjnene mistænksomt sammen, ”ja, siden du jo ikke har en søster du kan gifte dig med, mig bekendt.” Hun slap ham ikke, ”Det eneste genetiske ved jer fuldblods er alle de problemer indavl medfører…” fnøs hun og slap ham så endelig – men hun blev stående tæt på ham med et irritabelt og hårdt blik.

[Felix Andromedius]

En halvkvalt tøsefnis undslap hans læber, som han følte hendes hånd knuge sig om hans krave. Det var ikke første gang, og faktisk var hun den eneste der virkelig turde at komme efter ham. Han vidste jo at der var en magt i at have en mor til professor. ''Det er den bedste måde at sikre sig, at man ikke får spildevand i årerne'', ordene var legende, ligesom blikket der nu gled over hver eneste detalje fra hendes ansigt til hendes krop. Han kunne dufte kampsveden fra hende, og han havde lyst til at kommentere på hvor mandhaftig hun så ud i sit udstyr. ''Slipper du allerede? Bliv dog ved, du kommer jo snart tilbage for mere, McNamara'', ordene var tydeligt skadefro, og han smilede bredt så at den hvide perlerække kunne ses under hans 'ærgerlige' øjne. Blidt gled han tungen over spidsen af sine hjørnetænder og hævede nu langsomt sin hånd mellem dem. Han trykkede nu sine fingerspidser mod hendes bryst for at 'puffe' hende bort, inden han tørrede hånden af i sit kappefor.

[Elizabeth McNamara]

“Åh, du er så skide smart, Andromedius!” som han prikkede til hende, trak hun sin tryllestav frem og holdte den klar, presset mod hans mave, som en trussel. “Jeg er træt af den ekstra opmærksomhed, du giver os ikke-blodfanatikere. Hvis ikke du ønsker at få et bat i ansigtet i fremtiden, så ville jeg forsøge at tale pænere.” Hendes blik skulede mod ham, mens hun holdte staven rettet mod ham, “og hvis du har et problem med det, så kom an nu, så vi kan få løst det her på gammeldags manér... så kan vi også få slået det fast at du har det hele i munden og ikke i hovedet, ligesom din mor,” hun gav det ingen ekstra omtanke at hans mor var professor i Oldtidens Runer. Hvem end der havde opdraget den her møgunge havde intet at være stolt af... sådan en mide! Hun kunne ikke klare hans tone og hendes brune øjne rasede.

[Felix Andromedius]

Alt imens truslerne føg om ørerne på ham, betragtede Felix anføreren nøje. Hans blik var nærstuderende som var han oprigtigt interesseret i hvad hun havde at sige. Men så snart hun tav, lod han stilheden fylde et par langtrukne sekunder til. “Først og fremmest.... Så er munden en del af hovedet... Og at slås er ikke at bruge hovedet jo mindre, at du mener at du vil nikke mig en skalle. For det andet... Du har egentlige nogle ret smukke læber, McNamara. Sådan fyldige, og lidt røde”, hans brune blik havde låst sig til hendes imens han overvejede situationen. Han kunne ikke vinde fysisk men... “bare synd at det ville være bestiality at kysse dem”, han trak på skulderen og slog et oprigtigt ærgerligt udtryk op. “Eller er det bare halvt? Siden du er en halvabe?”, han hævede et øjenbryn imens han lod sine ord synke ind. Og så tog han er hurtigt skridt bort fra hende og gav sig til at løbe ned ad gangen.

[Elizabeth McNamara]

Elizabeth havde nær set det som en udfordring, da han svarede at man ikke kunne slås med hovedet, med mindre hun havde planer om at nikke ham en skalle! Jo, det kunne sagtens komme på tale. Men hun blev stoppet fra at handle, da han ledte opmærksomheden mod hendes læber. Det fik hende til at krølle sine bryn sammen i undren over om Felix ligesom sin bror var gået fra forstanden. Hun gav ham chancen for at snakke og flattere hende, men hun fortrød det inderligt, da hun mærkede hans ord dolke hende i ryggen. Hun var ved at slå ud efter ham, da han stak af fra hende. Hun satte i løb efter ham, “Dromedarius! Kom tilbage! Jeg udfordrer dig til en troldmandsduel, din kujon!” hun var glad for at Quidditch havde gjort hende kondi god, så hun kunne følge efter ham i sin spurt. Det var dog hårdt at råbe efter ham, mens hun løb.

[Felix Andromedius]

Felix var ganske vidst ikke særlig høj, han var ranglet og feminint bygget - som sin mor. Men han var vaks, og løbe kunne løbe stærkt. Han drejede om hjørnet med sådan en fart, at han nær havde væltet over sine egne ben, men selvom han var hurtigere end de fleste, hørte han stadig den vrede anfører bag sig. ''Det ville være unfair, McNamara'', kaldte han over skulderen imens han rundede endnu et hjørne. ''Du kan jo knapt kalde dig selv heks, med det-'', nærmere kom han ikke før at han skvattede lige så kort han var over de ujævne fliser. Et kort øjeblik stod verden stille som han rullede om på ryggen og holdt sine forslåede hænder foran sig. Blødende hudafskrabninger havde ristet sig dybt ind i hans håndflader og hans hæle trykkede ned i jorden for at skubbe sig bort fra den kommende overfaldsmand. ''Offergave! Sug mit blod, vampyr! Men det hjælper ikke når du allerede er forgiftet!'', udbrød han bedende, selvom der alligevel var en kvalt latter bag ordene. Det morede ham så uendeligt.

[Elizabeth McNamara]

Elizabeth var i løb efter Felix, da han pludselig skvattede over det ujævne gulv. Hendes smil blev djævelsk, som hun så ham falde til jorden og til hendes nåde. Hun kastede sig på ham, trods hans ynkelige blødende håndflader, og lagde sig ovenpå ham for at få ham holdt nede med sin vægt, mens hun trak sin tryllestav frem og holdte den rettet mod ham, “Et grimt ord mere om min blodstatus, og jeg kaster Langlock besværgelsen på dig…” lød det vredt fra hende. Hun vidste det kunne koste hende et par kollegiepoint og måske eftersidning at kaste en besværgelse på sin kammerat - men hun tog gerne straffen, hvis det betød hun kunne kaste lidt rundt med Felix, “ikke test min tålmodighed…” advarede hun en sidste gang med et strengt blik rettet mod ham. Hun anede ikke om hun kunne holde ham nede, hvis han ønskede at flygte.

[Felix Andromedius]

Elisabeth tog alt luften ud af ham, da hun satte sig på ham, og han lod hende vide dette med et overdrevet ansigtsudtryk. Men hendes trussel fik ham nu bare til at le så at hans latter gjaldede gennem de lange gange. Han var ikke bange for nogen besværgelse, han var trods alt den yngste af tre brødre og hans mors kontor var lige om hjørnet. “Hvilken kedelig besværgelse, McNamara! Skal du ikke hylde dit ophav? Hvad med noget bedre?”, foreslog han imens han hævede sine arme dovent over hovedet for at lade sit hovede hvile på dem. Hans mørke øjne gled over hendes svedne krop, var hun kommet direkte efter ham fra Quidditchbanen? Felix måtte bide sig hårdt i tungen for ikke at kommentere det direkt. “Det er ret seggset når du sidder sådan dér, jeg kan lige forestille mig-“, hans stemme døde ud imens han lukkede dine øjne for at lade billederne dukke op i sit indre, og et lille tilfredst smil omfavnede hans bløde fyldige læber.

[Elizabeth McNamara]

Elizabeth slog ham af ren refleks med sin tryllestav, så den ramte ham midt i panden, da han lå der med lukkede øjne og forestillede sig… hvad hun godt vidste han forestillede sig! Nej, Libby var langt fra en skønjomfru, men hun havde ikke normalt tendenser til at havne i kanen med blodfanatiske slanger. “Det var én gang og én gang for meget mellem os to…” hun holdte nu sin stav imod hans brystkasse i stedet, indtil hun hævede den og pegede mod ham, “Densaugeo” befalede hun sin tryllestav, som sendte en violet farve mod hans ansigt, i et håb om at få hans tænder til at blive forstørret… Så kunne hans tænder matche hans dumme smil og dumme grin og hans perfekte hår.

[Felix Andromedius]

''Auch!'', udbrød han lattermildt da hun slog ham i panden med staven. Jo, det havde været en gang for meget og desuden været en ting som slet ikke burde være sket. Men det havde været fantastisk. ''Jeg tror at det var den eneste magi du nogensinde formåede at skabe McNamara, desuden-'', men længere kom han ikke i sin ellers høflige tone før en det lillae lyn optog hans synsfelt. Felix spærrede øjnene op og stirrede fra Elizabeth til staven inden han slog hånden for munden. Han kunne allerede mærke sine fortænder røre hagen. ''at é uck McNamara!'', udbrød han en anelse ferbrilsk, som at han først strøg sin frie hånd ned for at gribe om sin tryllestav, dog var hendes ben i vejen. ''aor gjorde du det''', han læspede frygteligt fra sine fortænders vækst, og stak nu hånden mod hendes bryst - hvor han selvfølgelig tog chancen og greb om det som han forsøgte at trykke hende bort. Han lod hånden forsvinde fra sin mund, og gav sig nu til at møve hende bort med begge hænder imens han smilede fjollet til hende - selvom hans blik var tydeligt irriteret.  

[Elizabeth McNamara]

Elizabeth tog sig selv for munden for at kvæle et grin, da hun så hvordan hans tænder begyndte at vokse sig større. Hun var stolt over at have kastet denne lille forbandelse mod ham, for det han havde sagt til hende… endnu en provokation… selvom det også fik hende til at føle sig underligt smigret at han kaldte deres engangsknald magisk. Faktisk, så var han også det bedste hun havde oplevet, og hun tænkte stadigvæk ofte tilbage på det, når andre fyre ikke kunne måle sig med det hun før havde prøvet.
“Jeg gjorde det, fordi du er skide provokerende, Felix!” hun måtte stoppe sig selv og tage synet ind af ham med voksende tænder “Åh, du ligner Snurre Snup lige nu… Nej, vent… den reference kender du ikke - du er jo bare en halvhjernet fuldblodstroldmand!” hun måtte fortsat holde sig for munden for ikke at grine for højt - hun ville helst ikke opdages af en professor lige nu. Som han prøvede at presse hende væk ville hun have lagt mere vægt i for at beholde sin plads ovenpå ham, men hans hånd der greb om hendes bryst gav hende et stort nok chok til at hun hoppede lidt bagud og derved gav ham hans krops frihed tilbage. Nu kunne hun ikke stoppe med at grine.

[Deleted]

Freya kom gående gennem gangene, da hun i det fjerne hørte optøjer og hurtigt genkende den ene stemme, som værrende hendes søns. Det gjorde da også at hun hastede mere end hun ellers ville have gjort til gerningsstedet, for at se hvad der var los. Som hun nærmede sig hørte hun flere og flere skældsord, og da hun drejede om hjørnes fik hun øje på sin søn, med umådelig store fortænder. Hun gispede kort og så på pigen. Som den hønemor hun var, havde hun lyst til at rive hovedet af pigen, men her var hun professor og der var regler hun var nødt til at opretholde. "Hvad foregår der her?!" Spurgte hun så og skyndte sig ind imellem dem. Her så hun først på Felix, derefter på pigen og så tilbage på sin søn igen. Det var tydeligt, at hun ville have nogle svar. og gerne sandfærdige af slagsen.

[Felix Andromedius]

Felix kværkede et fnis bag de lange fortænder idet Elizabeth hoppede tilbage fra hans chokerende greb. Han slikkede drillende sin tunge over de store tænder og vippede med øjenbrynene, idet ingen ringere end hans moders stemme skar gennem hallen. Med ét lod han sig dumpe hjælpeløst tilbage på gulvet og sendte Freya det største hvalpeblik han kunne fremmane. ''Eizabeth or'e 'e'', forsøgte han at sige selvom tænderne var i vejen, han så anklagende tilbage på Elizabeth og så på sin mor igen. ''Pro'essor' Anhromehius, jalp mig'', bad han sødligt selvom han mest havde lyst til at lade Elizabeth blive siddende, hun var ret lækker fra den her vinkel.

[Elizabeth McNamara]

Som Elizabeths værste mareridt, kom Freya rundt om hjørnet og det fik Libby til hastigt at komme op på benene og gemme sin stav væk, mens hun overvejede hvad hun kunne bruge som en undskyldning. Før hun kunne nå at sige noget var Felix allerede i gang med at forsøge at tale bag hans forvoksede tænder. “Professor Andromedius, Felix… Jeg aner ikke hvad han lige prøvede at sige, men han kaldte mig halvabe og påstod at mit blod var mindre værd end hans, fordi jeg er en halvblod. Han har ingen ret til at tale sådan til mig, og jeg advarede ham om ikke at tale sådan til mig..” Elizabeth vidste at hun ikke havde ret til at forbande andre elever, men hun mente også at hun havde retten til at forsvare sig selv.