Hard Day's Night

[Quinten Andromedius]

@freyaa

Med stabil præcision knappede han de fine små guldknapper på sin mørkeblå silkepyjamas. ''Mugglere er latterlige. Du skulle se dem på kontoret i dag, Mr. Carlsson forsøgte at vise mig sin nye bil. Vidste du at de laver nøgler som kan åbne dem på distance? Man skulle tro at de forsøger at imitere magi'', brummede Quinten, ordet 'bil' var næsten skadefro, alt imens han strakte sin arme ud for at rette stoffet ud, alt skulle sidde immakulært. Det havde været lang dag på kontoret i London, og ikke mindst en dag hvor han måtte komposere sig selv op til flere gange for ikke blot at trække staven. Han vendte sig mod sin hustru og betragtede hende indgående i et øjeblik med sine lyseblå øjne, hendes ticks syntes at være blevet værre efter deres flytning til det gamle stenhus i Godrickdalen, og det bekymrede ham selvom den stoiske mand forsøgte at forholde sig stille. ''Er du sikker på at du skal til Hogwarts i morgen? Måske en dag til herhjemme vil give dig styrke'', hans stemme havde forladt den hårde kant af irritation, og var istedet erstattet med en blødhed som var ulig hans væsen. Han vendte sig, og gav sig nu til at rodde i den øverste skuffe i kommoden. ''Har du taget din eliksir?''.

[Deleted]

Freya så på sin mand efter at være kommet i den let gennemsigtige natkjole og nu var ved at børste håret. “Jeg forstår stadig ikke hvorfor du gider et arbejde i deres verden? Jeg mener, de er så...
men ja det må også nyde livet på en anden måde. Måske” selv havde hun gjort brug af mugglernes metoder til det huslige. Det var helt sikkert afstressende på en god måde og hun hyggede sig meget med st gå og støve af frem for bare at få en magisk klud til det. Hun sukkede dog kort og så igen på sin mand. “Biler er også lidt en underlig størrelse, jeg mener de virker så klodsede” hun tænkte på hvor let det var at komme omkring med susenetværket og den slags så en bil forstod hun ikke helt ideen i. 
i stedet tøvede hun nu og gik hen til sit lille sminkebord og satte sig på stolen, men hun så lod blikket falde til et pergament med nogle gamle runer. Hvad hun ikke kunne se, end ikke i spejlet, var at hun i nakken havde en blå streg maling. Det var nok kommet undervejs tidligere, da hun havde haft gang i at male. Nu så hun den dig ikke selv. I stedet så hun på sin mand gennem hans spejlbillede og sukkede lidt. “Jeg har det fint quint. Og ja jeg tager min eliksir når der er brug for det” han ar næsten for bekymret for hendes smag nogen gange. 

[Quinten Andromedius]

Quintens ene øjenbryn skød i vejret over hendes spørgsmål, havde hun slet ingenting forstået? ''Fordi, min elskede, at det er den bedste måde at lære deres system at kende på'', forklarede han på ny, selvom hendes svar forsikrede ham om at hun ikke var lavet til politik. ''Jo, men de laver også sådan nogle små biler. Men jeg tror det er en form for primitiv magtkamp med hvem som ejer den største'', brummede han alt imens han nu fandt den lille grønne flaske han ledte efter. Hans blik flakkede fra den lille flaske og til hende, hvor han opdagede den blå stribe som graciøst formede svajet i hendes nakke. Et lille, finurligt smil - som var reserveret for hende - omfavnede hans læber som han gik til hendes side. Han stillede flasken - hendes medicin - på sminkebordet. Hans hånd strøg blidt over hendes nakke, og med spidsen af sin pege- og langefinger gav han sig til at massere den blå malerplet. ''Hvis du absolut skal afsted, så foreslår jeg at du påminder vores yngste om at klippe det forbistrede hår'', han skubbede antydende medicinen nærmere hende, og bøjede sig ned for at kysse den blå plet på hendes nakke. Sandheden lå nok nærmere i at han ikke brød sig om at hun var udenfor hans rækkevidde, hvor han ikke kunne holde øje med hende. ''Regner du med at male dit kontor blåt også?'', spurgte han imens han rettede sig op, og lænede sig mod sengebordet for at gribe sin tryllestav. 

[Deleted]

Skønt Freya havde set store dele af mugglernes verden kunne hun ikke lade være med lige nu at spekulere i hvor lille en lille bil kunne være? Det lød upraktisk, men samtidig også praktisk da den jo så ikke ville fylde så meget, men den skulle vel være stor nok til at de kunne sidde i den, for det var vel i sidste ende det de gjorde. "Så.. Den der har den største bil har mest magt? Hvordan hænger det sammen?" Spurgte hun og så undrende op på ham. Det gav ingen mening i hendes hoved.
Hun så på den lille grønne flaske og sukkede lidt over genkendelsen af den. "Quint skat, du ved godt jeg ikke bryder mig om at tage den lige inden jeg skal sove. Jeg skal nok huske den i morgen, men lad mig i det mindste sove uden." Hun blev altid så pokkers træt efter at have drukket den. Det ville hun ikke når hun skulle sove sammen med ham. Så ville hun gerne også kunne nyde hans tilstedeværelse. 
Kommentaren omkring deres yngste søns hårpragt fik hende kun til at smile og ryste på hovedet. "Lad ham nu bare. Han kan lide det og så slemt er det altså ikke. Desuden så er det godt at han tør skille sig lidt ud." Det var ikke fordi Freya have en favorit søn, men når det kom til stykket, så var Felix nok den af sine børn hun så mest af sig selv i, og hun havde derfor også et blødt punkt for drengen. Ligesom ham malede hun tit, hvilket også forklarede den blå malerklat, som hun ikke opdagede før Quint kommenterede på det. Derefter vendte hun skulderen til spejlet, for at se pletten og slikkede så på to fingre for med hjælp fra dem at få malingen væk. "Okay, jeg indrømmer det er et lidt mærkeligt sted at få maling, men nej jeg er glad for mit kontor som det er."

[Quinten Andromedius]

''Det har noget at gøre med 'penge' og grådighed, man skal tænke på mugglere lidt som nifflere'', han skubbede alligevel insisterende medicinen mod hende, også selvom at hendes nej rungede. Men han var vel bare en bekymret husbond? ''Du behandler ham som en baby'', brummede han, og det havde han altid ment. Ifølge ham var den yngste lige godt uduelig, dårlige karakterer, hippiehår og ønsket om at sprede lidt maling på et lærred. Han havde grinet af ham i juleferien men bidt ordene i sig under Freyas falkeblik. Men måske lå hans irritation over sønnen også i tabet af hans før udkårne favorit.''Han bliver snart myndig, og han får aldrig et job i ministeriet hvis han ser sådan ud, det ved du ligeså vel som jeg'', ifølge Quinten var der intet andet valg for drengen, for han vidste at han var et geni, så hvorfor spilde hans sind på noget så tåbeligt som maleri?''Her, lad nu mig, min lille muggler'', en latter lød fra hans brummende brystkasse idet han med tryllestaven slog et hurtigt slag så at farven forsvandt. Han kyssede da den nu rene plet inden at han satte sig på sengen. ''Hvor længe går der så, inden jeg får lov til at se dig igen?''. 

[Deleted]

Freya rystede lidt på hovedet og sukkede. "De er nu altså mærkelige." og med de ord, var den samtale færdigdebatteret. Hvert fald efter hendes mening. Nok yndede hun at gøre de huslige pligter i muggler stil, men at diskutere deres transportsmuligheder, det så hun intet spændende i. Derfor faldt fokuset også i langt højere grad på sønnen der endnu engang blev nævnt. "Det gør jeg aldeles ikke. Jeg favner hans talent, blot fordi det ikke lige er bag et bord og med slips om halsen. Quint min kære, han er ikke hverken Elliott eller Arthur. Kræver du det af ham, så mister du en unik søn. Se nu hans gode kvaliteter." bad hun og følte så megen kærlighed for sin yngste. Han skulle ikke tvingen ind på et kontor. Han var den fri, den undrende, den der ville noget helt andet. Hun skævede lidt til medicinen igen. "Du får mig ikke til at tage den. Jeg har det fint skat."  gjorde hun tydeligt og skubbede den så tilbage hen over bordet, så den nu igen stod ved ham og ikke ved hende. Det kom ikke på tale at hun ville tage den. Om han så skulde hælde den i halsen på hende, så nægtede hun end at synke den. Hvorfor kunne han ikke forstå det. Den gjorde hende så mærkelig. "Jeg tager den i morgen. Det lover jeg. Og så tager jeg tilbage til skolen. Jeg er nok nødt til at blive der et par uger. Jeg har trods alt et job at passe. Desuden så er der et nyt runefund, de gerne vil have mig til at kigge på. Det skulle stamme fra Ægypten." Forklarede hun ivrigt og hun rettede sig næsten helt op af bare spænding, mens hun lignede et barn på vej i tivoli. 
Hun så til i spejlet mens han fjerne malerklatten med sin stav, hvorefter hun skævede til sin egen. Det kunne hun da også have gjort!

[Quinten Andromedius]

''Unik?'', fnøs Quinten uden at ligge skjul på det. ''Som om at vi ikke har unik nok i Elliott''. Drengens tab af sind, var nok en af de værste hændelser i deres liv - ifølge Quinten. Han havde sågar udtrykt sin modvilje til fortsætter med at støtte drengen økonomisk, men havde til slut gået med til at betale for hans uddannelse, med de præmisser at han blev healer. Selvom det egentlig - uden at fortælle det til Freya - handlede mest om at ydmyge drengen så vidt muligt, men så at han stadig havde noget at kalde sin søn i forretningsforbindelser. Ildsken over tanken af Elliott, skyggede nu helt for Felix.
Quinten gav nu op med medicinen som hun skubbede den bort, iblandt vil han ønske at han kunne sætte sig i hendes sted så at han var sikker på at hun ikke var i smerte eller træt. Tanken fik ham til at stryge hende kort over håret. ''Hvordan skal jeg undvære dig så længe?'', spørgsmålet rungede hos ham, ikke at han var afhængig af hende, men hun var det eneste han kunne holde ud - og hvem skulle stå for det huslige? ''Du ved at du bare skal sige til, ikke? Jeg kommer og henter dig med det samme, hvis der er det mindste''. 

[Deleted]

Freya vippede lidt med hovedet, for at gøre en ende på de kærtegn, der kom fra manden. Hun så på ham med en mors utilfredse blik og øgede afstanden til ham. "Unik ja. Du taler om vores børn som var du flov over dem." Hun rejste sig og tog sin silkemorgenkåbe på for ikke at komme til at fryse. "Elsker du Elli mindre bare fordi han har slået hovedet? For i så fald må jeg i samme omgang også antage, at du elsker mig mindre. Er det korrekt?" Freya elskede sine børn og var en ulvemor når det kom til at forsvare sine unger. Ingen, ikke engang hendes mand, skulle fortælle hende, at hendes børn havde fejl eller mangler. De var som de skulle være! Godt nok havde Elliott ændret sig meget efter sin ulykke, men derfor fortjente han stadig hendes fulde kærlighed og støtte.
Freya gik over imod døren, hvormed hun overvejede at gå ud i stuen, frem for at blive her. "Du kan jo starte med at finde en glæde ved de sønner du har og ikke dem du ønskede du havde. Og så kan du jo bruge lidt tid på at overveje, hvor heldig du faktisk er." remsede hun op for ham. Ikke vredt bare bestemt. Man skulle ikke snakke grimt om hendes familie, det var helt sikkert. "Jeg kommer ikke til at ringe Elskede, Jeg klager mig fint. Du bekymre dig for meget."

[Quinten Andromedius]

''Det er ikke sandt'', indskød han efter at have lyttet til hende. Det var typisk Freya at være så følelsesstyret, og med det en typisk kvindeting. Han havde ikke tænkt sig at glide ned i hendes spiral af selvmelidenhed over hovedskader, når hun - ifølge ham - udemærket vidste at den var helt gal med den mellemste. ''Jeg er stolt af Arthur'', Quinten slog ud med armene, som var det en selvfølge. Den ældste dreng var kynisk, men charmerende og havde fast arbejde i ministeriet allerede. Han skulle nok blive til noget. Freyas ord prallede på ny af på Quinten idet han rejste sig. ''Felix har potentiale, det skal bare udvindes. Elliott har gode gener'', han trak på skulderen, han kunne vel finde noget positivt ved alle tre situationer, selvom han gerne havde sluppet Elliott for længst - han tog bare tid, plads og penge. Men just dette, var han klog nok til ikke at bringe på banen igen. ''Kom nu her mit hjerte, jeg ønsker ikke at skændes over avl nu det er din sidste aften hjemme'', med disse ord rakte han ud efter hende på ny, i håb om at drage hende ind i sin favn.

[Deleted]

Freya så på sin mand, skuffet over hvor let han skubbede hende og mellemste drengens situation til side. "ikke det? For du får det til at lyde som om, at du ville sætte ham en kugle for panden, hvis du fik lov."  Man skulle ikke snakke grimt om Freyas børn, det kunne vække en sovende drage, og det var nok de færreste der ønskede det. Derfor blev afstanden heller ikke mindre lige nu til manden. "Jamen så kan du jo tage Arthur og have det rart med ham og så os lidt forslåede familiemedlemmer kan få det til at fungere her ovre." Forslog hun og så faktisk såret ud, og hvordan han talte om deres familie. "Desuden fejler Felix intet, han er bare mere kreativ. Du kan ikke sætte ham bg et skrivebord, det må du simpelthen ikke kræve af ham" Bad hun roligt og så nu på ham som det overhoved af familien, de alle vidste, at han var. Hun rystede dog på hovedet af hans kommentar om deres mellemste søn. Skuffet og såret over hvor lidt kærlighed hendes mand gav drengen. 
Freya kiggede på hånden der blev rakt hende, men tog ikke imod den. Hun ville ikke acceptere når han talte sådan om hendes børn. "Avl! Du ved hvad jeg mener om det ord. De er vores børn Quinten! De er ikke dyr! Og hvis ikke du ønsker at skændes, så skulle du måske overveje dine ord grundigt."

[Quinten Andromedius]

Quinten stirrede tomt på hende imens hun snakkede. Han mærkede hvordan en irritation langsom byggede sig op hos ham og hvordan han med et mildt åndedræt fik kroppen til at slappe af på ny.  ''Selvfølgelig vil jeg det? Drengens tilværelse er jo ikke holdbar, men du giver mig jo ikke lov?!'', svarede han som talte de om en helt almindelig hverdagsting, og også som at Freya var lidt uretfærdig. Han havde længe foreslået at gøre ende på Elliott, så at der ar plads til at fokusere på vigtigere ting - såsom at skubbe deres yngste i den rigtige retning. ''Freya, nu lader du følelserne løbe af med dig, jeg har sagt Felix har potentiale'', Quinten sukkede dybt, og flyttede hånden så at han kunne folde den bag sin ryg samtidig med at han rettede sig op i sin fulde højde. ''Det er jo lige præcis dét det er, min elskede. Avl, og vi bliver nødt til at sikre os at de ikke ender galt. Det er vores fornemmeste opgave. Ligesom en drageopfostrer, så skal vi sørge for at de kan spy ild når det kræves, men ellers holde klar kurs''. Med disse ord, så han indgående på hende. Elskede han sine sønner? Måske primitivt, fordi han var deres fader. Men Freya var noget helt andet, for han forstod hende ikke. Slet ikke de mange følelser der konsumerede hendes sind, typisk kvinde.

[Deleted]

Freya skuldre hævede og sænkede sig i et tempo, der fortalte at hun var ved at bliver opkørt af hans ord. Hvordan kunne han stå og sige den slags om hendes drenge?! Frustrationerne begyndte at kunne ses ved det ene øje, som begyndte at blinke anstrengt med mellemrum uafhængig af det andet og hånden lå knuget om dørhåndtaget. Hun elskede sin mand inderligt, men at han kunne se så let på deres børn, det forstod hun ikke. "Hav dog lidt hjerte Quint."  Bad hun mens øjet igen drillede og hun blev nødt til at fokusere på ikke at vise, hvor påvirket hun blev af samtalen. Hun nægtede at han skulle til at pusse nusse om hende bare fordi de var uenige og hun ikke kunne klare at diskutere. "Hvis Felix vil male så lad ham gøre det. Du har en i ministeriet, det må være nok." Kommenterede hun og flyttede lidt på fødderne. "De er vores BØRN Quint. De skal elskes og have kærlighed. Du må ikke gøre det andet mod os." Bad hun men vidste godt hun snakkede for døve ører. Det var ikke ligefrem første gang de havde haft denne samtale.

[Quinten Andromedius]

Quinten betragtede hende opgivet som hun talte. Hendes begyndende tick stak ham i hjertet, et bevis på at han havde et - selvom at det måske ikke bankede for deres drenge. ''Det er derfor de har en kvindefigur i livet, Freya. Så at de kan blive elsket'', svarede han køligt, selvom at han nu ikke kunne dy sig længere og strøg imod hende med blide velovervejede skridt. Kærlighed var ikke just det største samtaleemne i Andromedius slægten, og slet ikke blandt mændende, selvom de fleste nok ville påpege at Quinten var noget helt specielt i sig selv. Han lagde nu sine hænder på hver sin side af hendes ansigt. Hans blå øjne undersøgte hendes brune i et kort øjeblik, uden at ligge skjul på bekymringen. Han forcerede et mildt kys på hendes pande inden han gav slip med samme kraft som han havde påtvunget sig sit greb før. ''Lad mig se på dit øje'', bad han imens han på ny fandt staven frem og fik et 'lumos' frem så spidsen lyste. 

[Deleted]

Hun ønskede ikke at være sin mand ulydig eller på tværs. Han var på mange måder hendes klippe og det så hun gerne fortsætte, men hun måtte også forsvare sine børn, når ikke han var rimelig over for dem. Hun havde trods alt været den, der havde båret dem i 9 måneder, sørget for deres mad i de første år af livet og ikke mindst den der havde passet dem og givet dem omsorg. Måske en del af hende bare håbede på at Felix kunne blive manden i familien der brød med normen, og derfor ikke ønskede at ødelægge ham med et job i ministeriet, og skønt Elliott var ødelagt, så kunne han stadig meget godt for familien. Hvis bare han fandt sig en god pige!
Som Quint kom hen til hende hvilede hun sit hoved mod hans hånd og nød det blive kys. Han kunne altid få hende til at slappe af, når bare han gav hende kærlighed på denne måde, Hun trak sig dog løs, da han ville se på hendes øje. "Er det virkelig nødvendigt mit hjerte? Det går over om lidt. Jeg har det udmærket."Prøvede hun, og kantede sig omkring ham så godt det var muligt, for at gå over i sengen, hvis hun da ikke nåede at blive stoppet inden. 

[Quinten Andromedius]

Så let slap hun ikke. Med et fast tag lagde han en arm om hendes talje og tvang hende ind i sin favn. Han var bekymret, og det strålede ud af hans ansigt idet hans hånd strøg selvsikkert op for at gribe hende i håret. Han trak til ubarmhjertigt for at få hende til at læne hovedet tilbage og kigge på ham. Tryllestaven kastede sit lys over hendes ansigt og med et flakkende og undersøgende blik, betragtede hans falkeblik enhver millimeter af hendes ansigt. Først da han følte sig forsikret i både hjerte og sind, lænede han blidt hovedet ned og trykkede et bestemt men mildt judas kys på hendes læber og gav slip. “Sengetid, min kære”, kommanderede han, selvom at han nu allerede vidste at han ikke ville sove hele natten. Hendes arbejde og helse bekymrede ham for meget. Quinten strøg hende på ny over håret og gled hånden ned af hendes ryg og til hendes bag som han klappede en enkel gang, inden han selv gik til sin side af sengen med et par tunge og velovervejede skridt.